Stjernehimlen i februar 2019
Mælkevejen har i alle myter været betragtet som en himmelsk flod eller vej mellem stjernerne. I Indien var den en genspejling af Ganges, og egypterne så den som et himmelsk modstykke til Nilen. Egypternes himmelgudinde var Nut, som var gift med Jorden, repræsenteret ved guden Geb.
Nut står som en hvælving og er den barriere, der adskiller Universet fra Jorden.
Et andet almindeligt motiv er, at Mælkevejen er den vej, som sjælene skal vandre, og indgangen til Himmerige er skæringspunktet mellem Mælkevejen og Ekliptika.
De græske sagn har en forklaring på Mælkevejen opståen. Herkules var efterkommer af kæmpen Perseus, og Herkules havde ikke blot helteblod i sine årer. Han var også søn af Zeus, og var således resultatet af endnu et af overguden sidespring. Dette var Zeus’s hustru Hera naturligvis ikke særlig begejstret for, så hun lagde to slanger ned i vuggen til den nyfødte Herkules, som imidlertid straks greb slangerne og klemte livet ud af dem. Zeus bragte en nat Herkules op til gudernes hjem på Olympen, hvor han lagde det lille barn til den sovende Hera’s bryst. Drengen sugede så kraftigt, at hun vågnede og straks kastede barnet fra sig. Herved sprang der en stråle mælk fra brystet og dannede Mælkevejen eller Galaksen fra det græske ord for mælk, gala. Det spildte mælk ses stadig på himlen som et utydeligt bånd, der strækker sig hele vejen fra horisont til horisont.
Mælkevejens klareste område på den nordlige halvkugle ligger i Svanen. På denne tid af natten og året kan Svanens klareste stjerne Deneb netop anes lavt over horisonten mod nord. Resten af stjernebilledet og dermed også Mælkevejen kan ikke ses så lavt på himlen. Mælkevejen fortsætter jo imidlertid hele himlen rundt, så på en af februars måneløse og mørke nætter kan man på nordhimlen se dens slørede bånd strække sig i en bue fra Svanen, gennem den vestlige del af Cepheus og videre gennem Cassiopeia, Perseus, Kusken og Tvillingerne. I modsætning til om sommeren, hvor vi ser ind mod Mælkevejens centrum i Skytten, ser vi her den modsatte vej, dvs. ud mod en af de ydre arme. Solen befinder sig i udanten af Orionarmen, som udgør en del af den langt større Perseusarm.
Mælkevejen set ”fra oven”.
Himlen mod nord ved midnat midt i februar. Mælkevejen går gennem de navngivne stjernebilleder.
Deneb kan som nævnt netop anes mod nord. Deneb er som bekendt den ene af sommer-trekantens tre stjerner. De to øvrige er Vega i Lyren og Altair i Ørnen. Heraf er Vega den klareste, og da den ligesom Deneb er cirkumpolar fra vore breddegrader, kommer disse to stjerner aldrig under horisonten. Altair står op sidst på natten på denne årstid, så sommer-trekanten kan trods sit navn også ses om vinteren.
Arcturus med den speciel egenbevægelse, som blev nærmere omtalt i sidste måned, er kommet et godt stykke op på himlen mod øst. Arcturus er imidlertid ikke den eneste stjerne i området, som flytter sig i forhold til de øvrige stjerner. Alle stjerner deltager i Mælkevejens rotation og ændrer derfor gradvist indbyrdes position. Herunder også Karlsvognens syv velkendte stjerner.
Karlsvognen hører til blandt de stjernebilleder, som stort set enhver kender. Fra nordlige breddegrader kan stjernebilledet ses hele natten året rundt og synes at være lige så trofast som den stilleståendes stjerne, den peger på, nemlig Nordstjernen.
Dette billede viser Karlsvognen fra et specielt perspektiv, idet det er optaget af astronauten Donald R. Pettit ombord på rumstationen ISS i marts 2003.
I forhold til det markante vinterstjernebillede Orion eller de tre klare stjerner i sommer-trekanten virker Karlsvognens stjerner mere beskedne, men næppe ret mange undlader at kaste et blik mod nord, når himlen er klar. De syv stjerner har imidlertid meget mere at byde på end blot det karakteristiske mønster. De fem midterste: Merak, Phekda, Megrez, Alioth og Mizar er unge i sammenligning med mange andre stjerner i Mælkevejen. De er dannet samtidig i en stjernehob og følges stadig ad i deres kredsløb omkring Mælkevejens centrum.
De fem stjerner er dog ikke alene. De hører sammen med flere snese andre stjerner, som breder sig over næsten hele himlen fra nord til syd. Nogle er klare, andre svage, nogle er hvide, nogle røde, andre orange eller gule. Selv om de mange stjerner ikke kan kaldes en rigtig hob som f.eks. Syvstjernen, er det den nærmeste samling stjerner, som har samme oprindelse. En sådan samling stjerner kaldes en bevægelig stjernehob, og betegnelsen for netop denne hob er Ursa Major moving group, og dens katalognummer er Collinder 285.
Det var en ung engelsk astronom, Richard Proctor, som i 1869 var den første, der gjorde opmærksom på den bevægelige hob i Store Bjørn. Han fandt han ud af, at Karlsvognens fem centrale stjerner udviste den samme egenbevægelse gennem rummet, hvilket kunne tyde på et vist tilhørsforhold.
Richard Proctor kunne dog ikke vide, hvor spredt gruppen i virkeligheden viser sig at være. Dens centrale del ligger i en afstand fra Jorden på 80 lysår og indeholder 14 stjerner, inkluderet dem, som Proctor fandt i Store Bjørn. Af disse 14 tilhører de 13 Store Bjørn, medens den 14. befinder sig i den nærliggende Jagthundene.
Uden for den centrale del ligger mange andre stjerner, som følger samme vej i Mælke-vejen. De udgør den bevægelige hobs strøm, og den nordligste kan findes i Cepheus, medens vi skal helt ned i Triangulum Australe, Den Sydlige Trekant, for at finde den sydligste.
En bevægelig hob er resterne af en stjernehob. Vi ved, at stjernerne i Mælkevejen normalt ikke dannes som enkelte stjerner, men som grupper eller hobe af stjerner. På et eller andet tidspunkt forlader de enkelte stjerner dog hoben og ender som isolerede stjerner spredt i galaksen. En typisk hob som Syvstjernen kan kun eksistere i nogle få hundrede millioner år. Dette skyldes, at gravitationen fra store skyer af interstellart gas og støv river stjerne-hobene fra hinanden, indtil de går i opløsning. I lang tid herefter følges stjernerne dog fortsat ad gennem rummet.
Hoben i Store Bjørn er det bedste og nærmeste eksempel. Med en alder på kun ½ milliard år, hvilket er 1/10 af Solens, er hoben forholdsvis ung i kosmisk forstand, og medens Solen har kredset omkring Mælkevejens centrum 20 gange, har denne hob kun gennemført 2 omkredsninger. Solen blev efter alt at dømme også dannet i en stjernehob, men i dag er der gået så lang tid siden dannelsen, at det ikke er muligt at finde hvilke stjerner, der har tilhørt hoben. I modsætning hertil er den bevægelige hob i Store Bjørn så ung, at astronomerne stadig kan lokalisere mange af dens medlemmer.
For at gøre dette må stjernernes hastighed gennem rummet kendes, og der skal tages tre forhold med i beregningerne. For de første skal astronomerne måle stjernernes doppler-forskydning, hvilket viser stjernernes bevægelse mod eller væk fra os. Dette kaldes stjernernes radialbevægelse. Dernæst skal astronomerne også måle stjernernes egen-bevægelse, dvs. deres årlige bevægelse på tværs af synsretningen. Og sidst, men absolut vigtigt, er det nødvendigt at kende stjernernes afstand, da de to målte bevægelser ellers ikke kan omsættes til den virkelige bevægelse gennem rummet.
På samme måde som Solen bevæger den bevægelige hob i Store Bjørn sig gennem rummet men i en lidt anden retning. Den kredser omkring Mælkevejens centrum med en hastighed på omkring 3 kilometer i sekundet hurtigere end Solen, og tillige bevæger den sig ned gennem det galaktiske plan med en hastighed på beskedne 1 kilometer i sekundet. Alt i alt betyder det, at Karlsvognen fuldstændig vil ændre udseende, efterhånden som tiden går. Solen er i øjeblikket i nærheden af hobens centrale del, men på et tidspunkt er afstanden blevet så stor, at Alcor og Mizar og de øvrige stjerner ikke længere vil være synlige. Det samme vil være tilfældet for alle de andre stjerner, som udgør de kendte stjernebilleder.
Karlsvognens ændrede udseende i løbet af 200000 år. Det ses tydeligt, at de fem midterste stjerner følges ad. De bibeholder stort set deres indbyrdes position, medens de to yderste, α og η bevæger sig i en helt anden retning.
Mellem Karlsvognen og Kusken er der et tilsyneladende næsten stjernetomt område, som på ovenstående kort over nordhimlen er afgrænset af en rød ellipse. Området udgøres af stjernebilledet Lossen, som den polske astronom Johannes Hevelius indførte på sit stjernekort i 1687. Heveliuis fortsatte med at observere med det blotte øje længe efter, at andre astronomer havde taget teleskopet i brug. Hevelius var kendt for at havde et usædvanligt godt syn. Nogle sagde, at han så som en los, og hans brug af dette navn kan ses som et ubeskedent forsøg på at bekræfte dette. Lossen udfylder et tomt område på himlen mellem Store Bjørn og Kusken, der er overraskende stort – større i areal end f.eks. Tvillingerne – men bortset fra én tredjedelstørrelsesklasse stjerne (Alpha Lyncis), indeholder det ingen stjerner klarere end fjerde størrelse.
På sit stjernekort Firmamentum Sobiescianum kaldte Hevelius stjernebilledet for Lynx, og han tilføjede, at enhver, der ønskede at se stjernebilledet, måtte have øjne som en los, men i det ledsagende katalog er det angivet som Lynx sive Tigris (Lynx eller Tiger), men det billede han præsenterede havde ikke megen lighed med nogen af dyrene. Måske havde Hevelius den mytologiske Lynceus i tankerne. Lynceus havde det skarpeste syn i verden, og han havde endda også evnen til at se tingene under jorden.
Det dyr, som Hevelius tegnede i sit stjerneatlas Firmamentum Sobiescianum, lignede ikke særlig meget det mellemstore medlem med de spidse ører af kattefamilien, vi kender som en los. Som med alle Hevelius’ figurer er den vist spejlvendt, som den ville se ud på en himmelglobus.
Stjernehimlen mod syd ved midnat midt i februar.
På kortet over himlen mod syd fortsætter Mælkevejen fra Kusken ned mellem Tvilllinger-nes fødder og Orion og videre gennem Enhjørningen og Store Hund. På denne tid af natten er Orion så småt ved at nærme sig vesthorisonten, og det velkendte vinterstjerne-billede går ned inden daggry. Til gengæld er forårsstjernebillederne Løven, Jomfruen og den meget langstrakte Søslangen stået op. Søslangen Hydra er dog kun kommet delvist op over horisonten. Af himlens 88 stjernebilleder er dette arealmæssigt det største, medens Jomfruen og Store Bjørn indtager de næste to pladser.
Søslangen. De to klare stjerner til højre er Procyn i Lille hund og Sirius i Store Hund. Den klareste stjerne til venstre er Spica i Jomfruen.
Merkur er en sjælden gæst på himlen, for selv om den på grund af sit hurtige omløb om Solen som regel optræder tre gange som morgenstjerne og tre gange som aftenstjerne i løbet af ét år, er den som oftest svær at se, hvilket skyldes, at den aldrig kan ses på en helt mørk himmel fra vore breddegrader, fordi den altid ses i tusmørke før solopgang eller efter solnedgang.
Paradoksalt nok er Merkur klarest, når den er længst fra Jorden, dvs. den position som kaldes øvre konjunktion. Det skyldes, at Merkur ligesom Månen skifter fase, og på samme måde som Månen er den klarest, når hele skiven er belyst, og selv om den på dette tids-punkt er længst fra Jorden og derfor ser mindst ud, kompenserer den større belysnings-grad for afstanden. Den såkaldte oppositionseffekt spiller også en rolle. Merkur er kraterdækket ligesom Månen, og når vi ser den fuldt belyst, kaster kraterne og bjergene ingen skygger. I alle andre faser falder Solens lys skråt, hvorved en større eller mindre del af Merkurs overflade ligger i skygge og derfor ikke bidrager med tilbagekastet lys.
Oppositionseffekten hos Månen. Halvmånen er tydeligt mørkere end den tilsvarende halvdel under fuldmåne.
Under den fuldt belyste fase er Merkur dog stort set umulig at se, fordi vinkelafstanden til Solen er meget lille, så det er tiden umiddelbart før og efter øvre konjunktion, at planeten er klarest set fra Jorden. Med andre ord er Merkur klarest, lige før den forsvinder i Solens stråler om morgenen, og når den efter konjunktionen for første gang bliver synlig på aftenhimlen igen.
Dette er netop tilfældet her i februar 2019. Merkur stod på morgenhimlen januar. Den var i øvre konjunktion den 29. og vil således stå på aftenhimlen i februar. Den 1. februar går den ned samtidig med Solen, og hvis vi kunne se den på dette tidspunkt, ville dens lysstyrke ligge på samme niveau som Sirius, dvs. mag. ÷1,6. Der går indtil ca. midt på måneden, før vinkelafstanden fra Solen bliver så stor, at den uden problemer kan ses med blotte øje.
Solnedgang den 1. februar 2019.
En vedholdende legende siger, at Copernicus aldrig havde set Merkur, fordi der altid var tågedis fra floden Vistula om morgenen og aftenen. Copernicus tilbragte imidlertid ni år i Italien, så legenden er formodentlig ikke sand. Fakta er dog som nævnt, at Merkur er vanskelig at se, så i denne måned gælder det om at benytte den bedste mulighed i 2019 for at se Merkur på aftenhimlen fra vore breddegrader.
Den 10. går Merkur ned tre kvarter efter Solen. På dette tidspunkt er lysstyrken faldet til mag. ÷1.2. Lysstyrken forbliver nogenlunde uændret de følgende 4-5 dage, og samtidig når himlen at blive mørkere, for allerede en uge senere går Merkur først ned 1½ time efter Solen. Største østlige elongation er den 27. februar med en vinkelafstand til Solen på 18°. Lysstyrken er faldet yderligere til mag. ÷0.4, men til gengæld finder nedgangen sted knap 2 timer efter Solen. Herefter går det hurtigt den anden vej, og i løbet af få dage forsvinder Merkur ud af syne for denne gang.
Merkur 3. februar – 5. marts 2019. Positionen og lysstyrken er vist hver 2. dag.
Merkur er ikke alene på aftenhimlen. Efter mørkets frembrud dukker Mars op mod sydvest. Den røde planets lysstyrke er mindre end Merkurs, men den står højere på himlen og går senere ned, så der når at blive mørkt, inden den forsvinder ud af syne. Den lave lysstyrke skyldes, at afstanden mellem Jorden og Mars er væsentligt større end den tilsvarende afstand til Merkur. Den 1. februar er afstanden 229 millioner kilometer, og lysstyrken er mag. 0,9. I løbet af måneden fjerner Jorden og Mars sig endnu mere fra hinanden, og det ender med en afstand på 264 millioner kilometer. I samme tidsrum falder lysstyrken til mag. 1,2. Mars bevæger sig mod øst i forhold til baggrundsstjernerne og tilbringer den ene halvdel af måneden i Fiskene og den anden halvdel i Vædderen.
Mars’ bane i februar.
Som det fremgår af ovenstående kort, befinder Uranus sig også på aftenhimlen. Med en lysstyrke på mag. 6 kan den ikke ses med det blotte øje, men kan dog ses med en alminde-lig prismekikkert. En god mulighed er et par aftener omkring den 12., hvor Mars passerer forbi. Tætteste møde bliver den 12. i en afstand af godt 1°.
Solsystemets yderste planet, Neptun, kredser om Solen dobbelt så langt væk som Uranus. Også den befinder sig på aftenhimlen, med da dens lysstyrke kun ligger omkring mag. 8, er den endnu vanskeligere at finde end Uranus. Den 19. februar passerer Merkur godt 1° nord for Neptun, så hvis himlen er helt klar denne aften, bliver det sidste chance indtil sommeren er ved at være slut, og så skal man tilmed være både heldig og meget ihærdig.
Med tilsvarende omhu kan en asteroide med et forholdsvist højt nummer komme inden for rækkevidde. På trods af, at 532 Herculina hører til blandt de største asteroider, blev den først opdaget i 1904 af den tyske astronom Max Wolf. Den befinder sig i asteroidernes hovedbælte mellem Mars og Jupiter, hvor den kredser i en elliptisk bane med aphel på 488 millioner kilometer og perihel på 342 millioner kilometer. Omløbstiden om Solen er 4,6 år. Faconen er som hos de fleste øvrige asteroider uregelmæssig med en anslået diameter på 260 × 220 × 215 kilometer. 532 Herculina kommer i opposition i Løven den 5. februar med en lysstyrke på mag. 9, hvilket kun lige netop er inden for rækkevidde af en god prismekikkert. Under oppositionen er afstanden mellem Jorden og 532 Herculina 213 millioner kilometer. En dagligt opdateret søgekort kan findes på Heavens-above.
532 Herculina i februar 2019.
M44 på ovenstående kort er den åbne stjernehob Bistadet i Krebsen. Hoben kendes også under navnet Praesepe eller Krybben, og er en af de nærmeste åbne stjernehobe. Afstan-den ligger på omkring 600 lysår, og hoben indeholder ca. 1000 stjerner. På en mørk nat kan den ses som en diffus plet med det blotte øje, og den har været kendt siden oldtiden. M44 var et af de første objekter, som Galilei studerede nærmere, da han som den første astronom rettede et teleskop mod himlen i begyndelsen af 1600-tallet. Med en god prisme-kikkert kan man se 50-75 individuelle stjerner, og gennem et teleskop bliver antallet forøget betragteligt.
Aftenhimlen kunne fremvise 4 planeter med meget forskellig lysstyrke. Morgenhimlen står kun lidt tilbage herfor, idet de resterende 3 befinder sig indenfor forholdsvis kort afstand af hinanden på sydøsthimlen tidligt om morgenen. Den første man får øje på er Jupiter, som står op kl. 05 i månedens begyndelse og 1½ time tidligere ved månedens udgang. Jupiter bevæger sig mod øst blandt baggrundsstjernerne og befinder sig hele måneden i Ophiuchus og dermed ikke blandt de 12 stjernebilleder langs Ekliptika. Det er imidlertid ikke unormalt, at planeterne (og Månen) bevæger sig udenfor Ekliptika. Ekliptika er jo det samme som Jordens baneplan omkring Solen, og da planeternes baner alle sammen har en vis hældningsgrad i forhold hertil, falder synsretningen fra Jorden uden for dette plan.
Morgenhimlen den 18. februar kl. 07. Stjernen, som står lige i syd, er Antares i Skorpionen.
Udover Jupiter på mag ÷1,8 er de øvrige planeter på morgenhimlen Venus med en lysstyrke på mag. ÷4,2 og Saturn på mag 0,5. Alle tre planeter bevæger sig progradt men med forskellig hastighed, og som det fremgår, passerer Venus forbi Saturn den 18. Med det blotte øje og en prismekikkert ser planeterne ud som klare stjerner. Kun et teleskop kan vise dem som skiver, og den pågældende morgen vil Jupiter spænde over 35”. Saturn har en tilsyneladende diameter på 15” og med ringene 36”. Venus’ halvmånelignende skive har en diameter på 17”.
Jupiter, Saturn og Venus. Tilsyneladende størrelse den 18. februar.
Jupiter har meget mere at byde på end den lidt fladtrykte skive og de mørke skybælter. De fire store måner kan ses med selv et beskedent teleskop. Den lave højde over horisonten og det korte tidsrum, planeten er på himlen inden det bliver lyst, sætter dog en begrænsning på, hvor mange af de forskellige fænomener, man kan nå at følge.
Jupiter, Saturn og Venus. Baneforløb i februar.
