Stjernehimlen i maj 2022
I maj er himlen præget af, at de lyse nætter begynder på danske breddegrader. Selv ved midnat når Solen ikke at komme særlig langt under horisonten, så himlen især i nordlig retning vil være mere eller mindre oplyst hele natten. Hvis man slår op i en almanak, er det normalt angivet, at de lyse nætter begynder den 5. maj og varer indtil den 8. august, men denne angivelse gælder kun for København samt for de områder af landet, som ligger på samme breddegrad som København. Selv i et lille land som Danmark er der nemlig ret stor forskel på, hvilken dato det præcist drejer sig om, og desuden er datoen ikke den samme hvert år. Jo højere mod nord man bor, jo tidligere begynder de lyse nætter, medens det modsatte er tilfældet, hvis man bor i den sydlige del af Danmark. I Gedser varer de lyser nætter fra ca. 9. maj til 3. august, medens de i Skagen varer mellem ca. 28. april og 14. august – altså mere end 3 ugers forskel fra de geografiske yderpunkter.
De lyse nætter indtræffer pr. definition, når Solens centrum ved midnat er mindre end 18° under horisonten. Efter solnedgang er der som bekendt en vis overgang, inden der bliver mørkt. Dette kaldes tusmørke, og årsagen er, at Solens lys efter solnedgang fortsat rammer den øverste del af Jordens atmosfære, hvorfra det bliver reflekteret, og jo længere Solen er under horisonten, jo højere oppe i atmosfæren sker reflektionen fra. Atmosfæren bliver tyndere med højden, og dermed bliver refleksionen også svagere. Til sidst kommer Solen så langt under horisonten, at den ikke længere kan belyse atmosfæren over et givet sted.
Rent matematisk kan tidspunktet for de lyse nætters begyndelse fastsættes helt præcis. For at beregne, hvor langt Solen kommer under horisonten ved midnat for et bestemt sted, skal man benytte ligningen 90°−φ−δ, hvor φ er stedets breddegrad, og δ er Solens deklination.
Fyn ligger på næsten samme breddegrad som København, så her passer kalenderens angivelse af de lyse nætter i store træk. I år begynder de lyse nætter på Fyn natten mellem den 6. og 7. maj.
Den solbelyse nattehimmel begynder dog ikke pludselig fra den ene nat til den næste. I praksis er der naturligvis en vis overgangsperiode, hvor nætterne gradvist bliver lysere og lysere, indtil det kulminerer ved midsommer.
Danmarks sydligste punkt er Gedser Odde på Falsters sydspids, som ligger på 54°33’35” N. De fleste tror, at det nordligste punkt er Grenen på 57°45’07”N. Det er imidlertid ikke korrekt, idet det nordligste punkt ligger på Nordstrand ca. 3 km vestnordvest for Grenen. Det er ca. 660 meter nordligere end spidsen af Grenen, men det nøjagtige punkt skifter til stadighed beliggenhed på grund af vind og strøm. Det er disse 3° fra toppen af Jylland til sydspidsen af Falster, som bevirker de forskellige tidspunkter for begyndelsen og afslutningen på de lyse nætter. Såfremt vi tager længer sydpå end Paris, eksisterer fænomenet slet ikke. Her er der altid mørkt om natten hele året rundt. Modsat er der som bekendt midnatssol i Nordskandinavien. Til gengæld må områderne med midnatssol affinde sig med, at der til andre tider er mere eller mindre mørkt døgnet rundt, fordi Solen i en periode midt på vinteren slet ikke står op.
Dagslys og tusmørke i Odense 1., 7. og 31. maj 2022. Lys grå: Borgerligt tusmørke. Grå: Nautisk tusmørke. Mørk grå: Astronomisk tusmørke. Sort: Nattemørke.
Himlen mod nord, astronomisk midnat midt i maj.
På ovenstående stjernekort ses, at de mytologiske figurer fra sagnet om Andromeda og Perseus ligger tæt på nordhorisonten. De to hovedpersoner i fortællingen forsvinder næsten ud af syne på den oplyste himmelbaggrund, for de lyse nætter har stor betydning for, hvor klare stjerner man kan se. Under optimale forhold kan man med normalt syn se stjerner ned til omkring 6. størrelsesklasse, men på sommerens lyse nattehimmel falder lyset fra de svageste sammen med himmelbaggrunden.
Stjernerne inddeles i størrelsesklasser, efter hvor lysstærke de er, og det er faktisk et meget gammelt system, idet det var den græske astronom Hipparch (190-125 f. Kr.), som kaldte de stjerner, han først fik øje på efter solnedgang, for stjerner af 1. størrelse. Efterhånden som det bliver mørkere, dukker stjerner af 2. størrelse frem, derefter 3. størrelse osv. De allersvageste, som Hipparch kunne se med det blotte øje under en helt mørk himmel, angav han som 6. størrelse.
Lille Bjørn er altid på himlen fra danske breddegrader, og ligesom Karlsvognen udgøres dens kontur af syv stjerner, hvor den mest kendte er Nordstjernen i halespidsen. Disse syv stjerner er et glimrende eksempel på størrelsesklasseskalaen og en god metode til at bestemme hvor svage stjerner man kan se på et givet tidspunkt af natten. Nordstjernen α UMI og Kochab β UMI, har begge en lysstyrke på mag. 2. Pherkad γ UMI har mag 3, og herefter kommer δ, ε og ζ som alle har en mag. på 4. Den svageste af Lille Bjørns syv stjerner er η med en mag. på 5. Sidstnævnte er meget svær at se i de lyse nætter.
Lille Bjørn. Tallene ud for de enkelte stjerner angiver lysstyrken. Lille Bjørn med Nordstjernen i halespidsen findes som bekendt ved hjælp af de to bagerste stjerner i Karlsvognens ’vognkasse’. Se ovenstående kort, hvor Lille Bjørn er markeret med den gule ellipse.
Solens position på Ekliptika i maj.
Når Solen er på himlen, kan man af gode grunde ikke se stjernerne. De er der naturligvis alligevel, og ovenstående kort viser, blandt hvilke baggrundsstjerner Solen befinder sig i maj måned. Det giver forklaringen på, hvorfor man lige netop kan skimte Perseus og Andromeda over nordhorisonten omkring midnat. På dette tidspunkt befinder Solen sig nemlig lige under horisonten i samme retning. Det giver samtidig også forklaringen på, hvorfor et typisk vinterstjernebillede som Tyren ikke kan ses på denne årstid. Både Plejaderne, Hyaderne og Aldebaran kan dog ses i tusmørket lige efter solnedgang i den første uges tid af måneden. Herefter kommer Solen for tæt på området, og i de sidste dage af maj står den næsten midt i Hyaderne.
Merkur havde sin største østlige elongation på 21° den 29. april med en lysstyrke på mag. 0,4. Den 1. maj er lysstyrken faldet til mag. 0.5, og vinkelafstanden til Solen er ligeledes blevet lidt mindre, men Solsystemets mindste planet kan fortsat ses indtil et par timer efter solnedgang. Plejaderne (Syvstjernen) står i nærheden, og selv om stjernehobens enkelte stjerner er væsentligt svagere end Merkur, er det muligt at fange dem med en prismekikkert og måske endda med det blotte øje, efterhånden som himlen bliver mørkere. Den 2. maj står det meget smalle segl på nymånen, Merkur og Plejaderne på række med Merkur i midten og med Tyrens røde øje, Aldebaran, i samme højde længere til venstre.
Aftenhimlen den 2. maj kl. 22. I rækkefølge fra venstre: Aldebaran, Månen, Merkur og Plejaderne.
Merkur taber hurtigt både lysstyrke og højde over horisonten hver efterfølgende aften. Lysstyrken er faldet til mag. 1,4 den 7. maj, og herefter er planeten stort set ude af syne. Den er i konjunktion med Solen den 21. maj og bevæger sig derefter om på morgenhimlen. Se tegningen af baneforløbet under omtalen af Merkur på Stjernehimlen i april 2022.
De øvrige af Solsystemets planeter skal ses på morgenhimlen, og her er det Saturn, som først viser sig. Herefter følger Mars og til sidst Jupiter og Venus. For alle fire planeter gælder, at de befinder sig lavt på himlen og først står op, når tusmørket er begyndt.
Morgenhimlen den 1. maj kl. 05.
Saturn står op kort tid før kl. 4 først på måneden, og ved månedens udgang et par timer tidligere. Med en lysstyrke på mag. 0,6 kan Saturn dog ikke ses straks ved opgangen, men først når den er kommet et stykke op på himlen, dvs. efter en lille halv times tid. Gennem et teleskop kan man se Saturns skive på 17″ samt dens ringsystem, som spænder over lidt mere end det dobbelte af selve planeten. Ringenes hældning er mærkbart anderledes end sidste år, idet de ses under en mindre vinkel. I maj og juni hælder de 12° i forhold til synsretningen fra Jorden, hvilket dog er minimumsvinklen for 2022, idet hældningen er øget til 15°, når opposition indtræffer senere på året. Hældningsgraden bliver imidlertid mindre i de kommende år, indtil ringene ses fra kanten i marts 2025.
Ringenes hældning under oppositionerne i 2018-2025.
Som nævnt er Mars også synlig på morgenhimlen, og netop Mars har altid været omgivet af mystik. Når vore forfædre for mange tusinde år siden så op på stjernerne, lagde de mærke til, at nogle få af dem syntes at bevæge sig i forhold til de øvrige, så de i løbet af kortere eller længere tid foretog en tur gennem en lang række stjernebilleder. Især én bestemt gjorde sig bemærket. Det var en rød stjerne, som opførte sig helt anderledes end de øvrige. Ganske vist var der også andre af de bevægelige stjerner, som gjorde sig bemærket, men den røde stjerne bevægede sig meget hurtigere og udover at bevæge sig, varierede den også i lysstyrke. Grækerne kaldte sådanne stjerner for Planëtë, og de navngav den blodrøde efter guden Ares. Senere overtog romerne de græske guder, og vi kender den i dag under dens romerske navn Mars.
Mars står op ½-times tid efter Saturn først på måneden, dvs. ved halv femtiden den 1. maj, hvilket er 1 time og 12 minutter før Solen. Sidst på måneden står den op 1 time og 45 minutter før Solen. Som nævnt forskydes Saturns opgang i forhold til Solen med to timer i løbet af måneden, og at Mars’ kun forskydes med ½ time skyldes, at Mars bevæger sig meget hurtigere end Saturn og derfor næsten holder trit med Solen, medens den bevæger sig mod øst fra Vandmanden ind i Fiskene, medens Saturns langsommere bevægelse næsten forekommer stationær i Stenbukken.
Saturn og Mars banebevægelse i løbet af maj.
Mars’ banebevægelse i 2022.
Mars’ lysstyrke stiger fra mag. 0,9 til mag. 0,7 i løbet af maj. Den 8. maj passerer den inden for ½ af Phi Aquarii på mag 4. Her er de lyse nætter så småt begyndt, så mag. 4 er kun inden for rækkevidde af en prismekikkert. Som et kuriosum befinder Mars sig mellem den 17. og 19. maj omkring ½° syd for Neptun, som har en størrelsesklasse på mag. 8.
Et par mere interessante og nemmere observerbare konjunktioner finder sted sidst på måneden, hvor Mars, Jupiter og den aftagende Måne står tæt sammen den 25., og fire dage senere passerer Mars ½° nord for Jupiter.
Jupiter har en lysstyrke på mag. ÷2,2 og Mars’ er mag. 0,7. Farvekontrasten mellem den rød/orange Mars og den gul/hvide Jupiter er meget tydelig. De to planeter forbliver inden for 1½° fra hinanden de næste par morgener. Gennem teleskopet er Mars kun en lille skive på 6″, medens Jupiter til sammenligning spænder over 37″ – og tilmed har den jo også sine fire store måner.
Jupiter, Mars og Månen om morgenen den 25. maj.
Jupiter og Mars 29. og 30. maj set gennem et teleskop med 1° synsfelt.
April sluttede med at Jupiter og Venus stod tæt på hinanden med en afstand på mindre end Månens udstrækning. Venus bevæger sig hurtigt, så den 1. maj har den passeret Jupiter og står faktisk lidt tættere på, end morgenen i forvejen. Med en lysstyrke på mag. ÷4,1 lyser Venus langt mere end Jupiter på mag. ÷2,1. De kan være indenfor samme synsfelt i et teleskop, så det vil måske overraske, at Venus kun spænder over 17”, hvilket er halvdelen af Jupiters 35”. Årsagen hertil er Venus’ meget høje albedo eller reflektionsevne. Venus har en albedo på 0,76 i sammenligning med Jupiters 0,5.
I de følgende morgener øges afstanden mellem de to planeter. Begge bevæger sig mod øst i forhold til stjernehimlen men med meget forskellig hastighed. Solen synes som bekendt også at bevæge sig mod øst, hvilket sker med omkring 1° pr. døgn. Her kan Jupiter ikke følge med, så vinkelafstanden til Solen bliver større for hver dag. Det modsatte er tilfældet for Venus’ vedkommende, idet den havde sin største elongation (vinkelafstand) den 20. marts. Vinkelafstanden mellem Venus og Solen bliver derfor gradvist mindre, men den klare planet forsvinder dog ikke ud af syne før til efteråret.
I slutningen af måneden er Venus’ udstrækning svundet til 14”, og dens skive er ¾ belyst, dvs. set gennem et teleskop ligner den Månen omkring 3 dage efter fuldmåne. Den 27. maj står Venus godt 1° over det smalle segl på den aftagende måne.
Venus og Månen den 27. maj kl. 04:30.
Eta Aquariderne optræder i oversigten over årets store meteorsværme. Den har maksimum den 6. maj, og som navnet antyder, ligger radianten i Vandmanden. På denne tid af året står Vandmanden ikke op før omkring kl. 03. Det er 2½ time før solopgang, så det er meget begrænset, hvor længe det er muligt at observere, inden det bliver for lyst. Samtidig falder maksimum på samme tidspunkt, som de lyse nætter begynder. Fra danske breddegrader er Eta Aquariderne derfor mere eller mindre ukendt, men sværmen er alligevel værd at ofre lidt opmærksomhed på, for det særlige ved Eta Aquariderne er, at de stammer fra Halleys komet, hvis bane krydser Jordens to gange i løbet af året. Den ene gang i begyndelsen af maj og den anden gang midt i oktober. Oktobermeteorerne er de velkendte Orionider, som har maksimum den 21. oktober. Medens Orioniderne ses bedst fra den nordlige halvkugle, ses Eta Aquariderne bedst fra den sydlige. Her kan ZHR komme op på 50, medens der under de mest gunstige forhold kun kan forventes en ZHR på omkring 10 fra vore breddegrader. I år er forholdene gode, idet Månen er i tiltagende og går ned, inden Vandmanden viser sig over horisonten.
Banen for Halleys Komet og dens efterladte is- og støvpartikler gennem det indre solsystem.
Total måneformørkelse den 16. maj 2022.
Der er total måneformørkelse den 16. maj, men som det fremgår af tidspunkterne for de respektive faser af formørkelsen på ovenstående diagram, kan kun en del af den indledende partielle fase iagttages fra danske breddegrader, idet Månen går ned inden totaliteten begynder. Bemærk at den penumbrale del af formørkelsen stort set er usynlig. I Odense går Månen ned kl. 05:10, og når den partielle fase begynder, står Månen allerede lavt på himlen mod sydvest, så det er vigtigt at finde et sted med en fri horisont i den retning, så man kan følge, hvordan halvdelen af Månen når at blive formørket, inden den går ned.
Månen umiddelbart før den går ned.
Månens fase lige nu kan ses på denne side fra NASA: https://svs.gsfc.nasa.gov/4955