Stjernehimlen i juli 2022
I denne måned er det 53 år siden, Neil Armstrong som det første menneske satte sit fodaftryk på Månens støvede overflade. Her mere end et halvt århundrede senere er der efterhånden ikke så mange tilbage, der selv oplevede de hektiske dage og de slørede sort/hvid billeder, der blev sendt direkte på TV, medens Armstrong gik ned af stigen og trådte ud på Månen. For flertallet er det kun historie.
På trods af de historiske og videnskabelige facts er der alligevel mange, som tror, at månelandingerne er svindel, men betegnende nok var der ingen, som var i tvivl, medens begivenhederne fandt sted. Det var først adskillige år senere, at den sejlivede konspira-tionsteori opstod, og den kan spores tilbage til Bill Kaysing, som hævdede at have arbejdet for NASA i 1960’erne og havde intern viden om en regeringssammensværgelse om at forfalske månelandingerne.
Bill Kaysing udgav i 1976 en bog: We Never Went to the Moon: America’s Thirty Billion Dollar Swindle. Den grundlæggende konspirationsteori er, at NASA ikke kunne nå at landsætte en mand på Månen inden slutningen af 1960’erne, som præsident John F. Kennedy havde lovet. Bill Kaysing påstod, at NASA iscenesatte månelandingerne i et filmstudie, og at rumfartsorganisationen har dækket over den omfattende svindel lige siden. Bill Kaysing fik efter udgivelsen af bogen støtte fra The Flat Earth Society, som mente at kunne bevise, at filmen blev optaget i Hollywood og var baseret på et manuskript af Arthur C. Clarke og instrueret af Stanley Kubrick. I fladjordtilhængernes verdensbillede er rumfart ikke mulig, for Månen og hele Universet for den sags skyld er en illusion.
De historiske facts er, at Apollo 11 blev opsendt fra Kennedy Space Center i Florida den 16. juli 1969 kl. 13:32:00 UT, og at det var den femte bemandede mission i Apollo-programmet, og samtidig tredje gang, der blev sendt astronauter mod Månen. Forud for dette havde der været 6 bemandede Mercury-missioner og 10 bemandede Gemini-missioner.
Mandskabet på Apollo 11 bestod af Neil Armstrong, Edwin Aldrin og Michael Collins. De to førstnævnte landede på Månens overflade i Stilhedens Hav den 20. juli 1969 kl. 20:17:40 UT, og den 21. juli kl. 02:56 UT trådte Neil Armstrong ned fra landingsmodulets stige. Alle tre astronauter vendte tilbage til Jorden den 24. juli kl. 16:50:35 UT og fuldførte således præsident John F. Kennedys målsætning: “Landing a man on the Moon and returning him safely to the Earth before this decade is out”.
Neil Armstrong går ned af Eagles stige og træder ud på Månen.
NASA indledte forberedelserne til månelandingerne med 7 rumsonder mellem 1962 og 1965. De skulle lande hårdt på Månens overflade og blev derfor knust ved nedslaget. Et stort antal billeder fra nedflyvningen skulle løbende sendes tilbage til Jorden. De tre første Rangersonder mislykkedes; to af dem ramte ved siden af Månen, og den sidste ramte Månens bagside uden mulighed for at sende billeder. Den fjerde ramte nøjagtig som planlagt, men desværre var kamerasystemet defekt. De sidste tre blev succesfulde og optog tilsammen 17259 billeder. Ranger 9 blev som den sidste opsendt den 21. marts 1965 og landede tre dage senere i Alphonsus krateret.
Billedet øverst til venstre viser hele Alphonsus krateret, og det nederst til højre er det sidste, som blev optaget og sendt før nedslaget. Den hvide cirkel i hver ramme angiver landingsstedet.
I 1966 og 1967 opsendte NASA fem Lunar Orbiter rumfartøjer, som gik i kredsløb om Månen og optog tusindvis af nærbilleder, som skulle bruges til at finde de bedste landingssteder til Apollomissionerne. Et af de mest ikoniske blev optaget af Lunar Orbiter 2 den 24. november 1966, medens rumfartøjet passerede hen over det 93 kilometer store Copernicus krater. Billedet blev optaget fra en højde af 45 kilometer og i en afstand af 208 kilometer fra krateres midte, og for første gang kunne man se Månen som en verden af bjerge, dale, klippeblokke og andre landskabstræk i et helt andet perspektiv end set fra Jorden. Billedet af Copernicus fandt vej til verdenspressen og blev kaldt århundredes billede.
Copernicus. Århundredes billede fra Lunar Orbiter 2.
Forberedelserne til Apollomissionerne blev afsluttet med Surveyor-programmet, som fra juni 1966 til januar 1968 bestod af syv bløde landinger på Månens overflade. Det primære formål var at afprøve, om det i det hele taget var muligt at lande blødt på Månen. Fem af landingerne, herunder den første, blev gennemført med succes. Surveyor 2 kom ud af kontrol efter en mislykket midtvejskurskorrektion og styrtede med høj hastighed ned på Månen, og radioforbindelsen til Surveyor 4 gik tabt 2½ minut før den planlagte landing.
Surveyor 3 fik senere besøg af Apollo 12, som landede 200 meter fra rumsonden. Peter Conrad inspicerer her kameraet, som blev afmonteret og bragt med tilbage til Jorden.
De seks månelandingssteder.
Juli er den midterste af de tre sommermåneder, og det man især lægger mærke til på nattehimlen er, at de svageste stjerner ikke kan ses. Sommeren på vore breddegrader er nemlig præget af de lyse nætter, og især i begyndelsen af måneden, hvor der kun er gået godt en uge siden sommersolhverv. Sidst på måneden er vi kommet så langt frem på sommeren, at der så småt igen begynder at bliver mørkt omkring astronomisk midnat. Afhængig af hvor i Danmark man bor, slutter de lyse nætter en uges tid ind i august.
De klareste stjerner lyser så meget, at de er synlige på trods af de lyse nætter. Tre af disse danner en stor ligebenet trekant højt på himlen i sydlig retning. Der er tale om Vega i Lyren, Deneb i Svanen og Altair i Ørnen, som tilsammen kaldes Sommertrekanten, men eftersom trekanten består af stjerner fra tre forskellige stjernebilleder, er den ikke i sig selv et rigtigt stjernebillede, men derimod en såkaldt asterisme.
Himlen ved astronomisk midnat den 16. juli med Svanen, Lyren og Ørnen fremhævet. De to små svage stjernebilleder Pilen og Delfinen mellem Svanen og Ørnen er sværere at se på denne årstid, men til gengæld kan både Karlsvognen og Cassiopeia tydeligt ses. Saturn befinder sig i Stenbukken med Månen umiddelbart under, Jupiter er i Fiskene og Mars i Vædderen.
Når man bor på danske breddegrader, er sommeren derfor en tid, hvor nattehimlen ikke er mørk nok til at se lyssvage stjerner og objekter såsom galakser og stjernetåger. I stedet kan man se skyer! Det drejer sig dog ikke om den slags skyer, der ødelægger udsigten til stjernehimlen, men derimod om lysende natskyer. De består af iskrystaller og støv, der dannes i højder omkring 85 kilometer, dvs. meget højere oppe i atmosfæren end normale skyer. De dannes under betingelser, som kun er tilstede om sommeren, og eftersom de befinder sig i stor højde, bliver de oplyst af Solens selv midt om natten.
De fleste forekomster af lysende natskyer er forholdsvis beskedne svagtlysende skyer tæt på den nordlige horisont i de mørkeste timer efter midnat. Af og til bliver man imidlertid mødt af et langt mere imponerende syn, bestående af et stort område med bølger, hvirvler og andre fantastiske formationer, der breder sig over himlen fra vest til øst og når halvvejs til zenit eller endnu højere.
Det bedste ved lysende natskyer er, at de er synlige for det blotte øje. Hvis man er heldig at komme udenfor på det rigtige tidspunkt og ser mod nord, er man ikke i tvivl om, at de er der. Lysende natskyer fremstår lyse og sølvfarvet eller med et blåligt, mens normale skyer vil ser mørke ud mod den lyse himmelbaggrund. En håndkikkert er dog god at have til rådighed, fordi de lysende natskyer ofte har en meget fin, indviklet indre struktur, som tydeligere ses med den forstørrelse, som en håndkikkert giver.
Sæsonen begynder i slutningen af maj eller begyndelsen af juni. I starten er de som regel svage og uklare, og de store forekomster sker normalt først i ugerne omkring solhverv.
Hvis man vil se lysende natskyer, er det nødvendigt at blive længe oppe eller at stå tidligt op, fordi selv om der allerede kan være forekomster i gang umiddelbart efter solnedgang, er der ikke mørkt nok til, at de kommer til deres fulde ret. Hvis man kan se svage skyer på dette tidlige tidspunkt, kan det være et forvarsel på, at en større forekomst måske er under opsejling. Se flere detaljer under omtalen af stjernehimlen i juni 2022.
Eksempel på strukturen i en større forekomst af lysende natskyer.
Hundedagene varer fra 23. juli til 23. august – altså 30 dage – og hvis man skal tro de mange varsler, der har fulgt dagene lige siden oldtiden, er der i denne periode stor risiko for liv og levned. Hundedagenes navn knytter sig til Sirius, som ikke alene er den klareste stjerne i stjernebilledet Store Hund, men også den klareste stjerne på hele himlen. Da Sirius befinder sig i Store Hund, kaldes den også Hundestjernen, og romerne kaldte dagene caniculares dies. De mente, at de varme dage fik havene til at koge, vinen til at blive sur, hundene til at blive bidske og mennesker til at blive febersyge og hysteriske. Derfor prøvede de at mildne Sirius ved at ofre en hund, når Hundedagene begyndte. Hundedagene begyndte, når Solen gik ind i stjernebilledet Løven og derfor stod i nærheden af Sirius. Solen står ganske vist fortsat i samme område som Sirius på denne årstid, men præcessionen bevirker, at den i vore dage befinder sig mellem Tvillingerne og Krebsen den 23. juli.
Solens position den 23. juli.
Vi kan derfor af gode grunde hverken se Tvillingerne eller Krebsen i denne måned. Til gengæld er der andre synlige stjernebilleder, hvilket fremgår af det tidligere viste kort over nattehimlen midt på måneden, og som det også fremgår, er det muligt at se adskillige af Solsystemets planeter.
Den lange række af planeter, som kunne ses på morgenhimlen i juni, fortsætter nemlig deres parade i denne måned. Den 1. juli kan man se Merkur, Venus, Uranus, Mars, Jupiter, Neptun og Saturn i nævnte rækkefølge langs Ekliptika gennem Tyren, Vædderen, Fiskene, Vandmanden og Stenbukken.
Morgenhimlen den 1. juni. Bemærk at planeterne står i rækkefølge efter deres bane omkring Solen.
Ganske vist gælder muligheden kun i månedens begyndelse for Merkurs vedkommende, for den forsvinder hurtigt bag Solen. ½ time før solopgang den 1. juli står den 3° over horisonten. Det lyder ikke af meget, især når den lyse sommerhimmel tages i betragtning, men Merkur har på dette tidspunkt en lysstyrke på mag. ÷0,7. Med en helt klar himmel og en flad horisont burde det være muligt at finde den ved hjælp af en prismekikkert, men desværre bliver det vanskeligere for hver efterfølgende morgen. Vinkelafstanden fra Solen bliver hurtigt mindre, så det hjælper kun lidt, at lysstyrken bliver større. Den 5. juli er den steget til mag. ÷1,1 med en højde på godt 2° over horisonten ½ time før solopgang.
Merkur er notorisk vanskelig at se fra danske breddegrader i sommerperioden, hvilket primært skyldes Ekliptikas hældning både morgen og aften på denne årstid. Det skyldes naturligvis også de lyse nætter og det langvarige tusmørke. På sydligere breddegrader har Ekliptika en stejlere hældning, og derudover eksisterer de lyse nætter ikke. Nedenstående skitse viser Merkur på morgenhimlen den 1. juli ½ time før solopgang i Danmark og i Palermo. Det var fra Palermo, at Schiaparelli foretog grundige observationer af Merkur mellem 1881 og 1889. Se mere herom på stjernehimlen i april 2022.
Merkur på morgenhimlen den 1. juli. Den grønne linje viser Ekliptikas hældning.
Merkur er i konjunktion med Solen den 16. juli og bevæger sig derefter om på aftenhimlen. På månedens sidste aften er vinkelafstanden mellem Merkur og Solen allerede vokset til 15°, men desværre står Merkur kun 1° over horisonten ½ time efter solnedgang, så selv med en lysstyrke på mag. ÷0,6 vil den være uhyre vanskelig at se. Her er forholdene igen bedre, jo længere sydpå man befinder sig.
Merkur på aftenhimlen den 31. juli.
Venus begynder måneden 4° nord for Aldebaran, og står op godt 1½ time før Solen. Hver efterfølgende morgen bevæger Venus sig længere mod øst gennem Tyren, og i dagene 16. til 18. juli bevæger den gennem den øverste nordlige del af Orion, før den bevæger sig ind i Tvillingerne.
Venus’ bane gennem Tyren, Orion og Tvillingerne i juli 2022.
Det smalle segl på den aftagende måne står 5° over Venus den 26. juli, og den følgende morgen står Månen til venstre for Venus og i samme højde som planeten. Set gennem et teleskop ændrer Venus sig kun lidt i månedens løb. Dens skive falder fra 86% oplyst med en udstrækning på 12″ den 1. juli til 92% oplyst og 11″ udstrækning den 31. juli. I hele måneden ligger lysstyrken på mag. ÷3,9.
Morgenhimlen den 26. juli.
Efter Merkur og Venus er Jorden er den næste planet i rækkefølge fra Solen. Ligesom de øvrige planeter er Jordens bane elliptisk, om end excentriciteten kun er 0,017; dvs. næsten cirkelformet. Jorden er i aphel den 4. juli med en afstand på 152098455 kilometer. Under perihel den 4. januar var afstanden ”kun” 147105052 kilometer. Det lyder jo paradoksalt, at afstanden til Solen er størst om sommeren. De der bor på den nordlige halvkugle skulle jo umiddelbart tro, at det var omvendt, men sådan forholder det sig ikke. Årsagen til årstidernes skiften er nemlig, at Jordens akse hælder 23,5° i forhold til baneplanet omkring Solen, og da denne hældning er fast i forhold til rummet, er det skiftevis den nordlige og den sydlige halvkugle, som vender ind mod Solen i løbet af året. Når Jorden befinder sig i den del af sin bane, hvor den nordlige halvkugle vender mod Solen, falder solstrålerne mere lodrette på vore breddegrader, og den ekstra solenergi varmer landjorden, havet og luften op. Et halvt år senere er Jorden nået om på den anden side af Solen, og nu er det den sydlige halvkugle, som vender mod Solen. Derfor er det forår og sommer i Australien, mens vi har efterår og vinter i Danmark. Ved forårs- og efterårsjævndøgn står Solen præcist på himlens ækvator, medens den ved sommersolhverv opnår sin største højde over horisonten og ved vintersolhverv den laveste.
Årstiderne og Jordens bane om Solen.
Mars befinder sig i et forholdsvist stjernetomt område i Fiskene og står op ved 01:30 tiden den 1. juli. Det er omkring astronomisk midnat, hvor himlen er så mørk, som den nu engang kan blive på denne årstid. Mars stiger ganske langsomt i lysstyrke fra mag. 0,4 til mag. 0,2 i månedens løb og bevæger sig østpå blandt baggrundsstjernerne fra nat til nat. Den røde planet krydser grænsen til Vædderen den 9. juli, og inden månedens udgang finder opgangen sted kort tid efter midnat. Gennem et teleskop ses Mars som en 8″ skive, så det er vanskeligt at se detaljer på dens overflade. Det bliver bedre under opposition i december, hvor den tilsyneladende størrelse er mere end 2 gange større, men dog ikke nær så gunstigt som under de bedste oppositioner, hvor størrelsen kan kommer helt op på 25”.
Stik imod astrologernes horoskoper tilbringer Jupiter hele måneden i et stjernebillede, som ikke tilhører Dyrekredsen. Der er kun få stjerner i området, men det er ikke noget problem at finde Jupiter, for lysstyrken stiger i månedens løb fra mag. ÷2,4 til mag. ÷2,6. Jupiter står op kl. 01 den 1. juli og kl. 23 den 31. juli. De bedste observationsbetingelser er nogle timer senere, når planeten er kommet højere op på himlen.
Jupiter bevæger sig i juli gennem det nordvestlige hjørne af Hvalen. Den skrå linje er Ekliptika.
Når der zoomes helt ind på Jupiters bane, ses det, at den østgående bevægelse går i stå og afløses af en vestgående sidst på måneden. Jupiter når sit stationære punkt den 29. juli og bevæger sig herefter retrogradt som optakt til oppositionen den 26. september.
Begyndelsen til Jupiters retrograde bevægelse med markering af positionen for hvert døgn i juli. Synsfeltet dækker over 2° i bredden.
Udover at stige i lysstyrke vokser Jupiters tilsyneladende størrelse i løbet af juli fra 41″ til 45″. Selv gennem små teleskoper kan man se de mørke ækvatorialbælter, og især lægger man mærke til de fire galilæiske måner, som kredser om Jupiter så hurtigt, at bevægelsen for især de to inderste kan registreres i løbet af kort tid. Af og til passerer de enten foran eller bag Jupiter, ligesom også deres skygge passerer hen over Jupiters skydække, hvor de ses som en sort plet, der passerer hen over Jupiter i løbet af nogle timer. Alle sådanne begivenheder kan beregnes på forhånd, og især for Io’s vedkommende forekommer der mange, for den bruger kun 42 timer for et kredsløb omkring Jupiter.
For Europa og Ganymedes er hyppigheden noget mindre. Europa bruger 3,6 døgn til et kredsløb og Ganymedes 7,2. Den yderste af de galilæiske måner, Callisto, bruger 16,7 døgn, og den kredser så langt fra Jupiter, at den lille hældning af baneplanet i forhold til retningen mod Solen er nok til, at dens skygge ikke rammer Jupiter i denne måned. Den 17. juli står Callisto under Jupiters sydpol.
Jupiter og dens måner om morgenen den 17. juli. Bemærk Jupiters store røde plet og Io’s skygge.
Saturn står længst mod vest i julis planetrække og er således også den første til at vise sig på natte- og morgenhimlen. Den 1. juli står den op umiddelbart før midnat, men man må dog ikke forvente at kunne se den, før den er kommet højere op på himlen, hvor Jordens atmosfære ikke absorberer så meget af dens lys. Midt på måneden kulminerer Saturn omkring kl. 03:30 i en højde af 20° over horisonten.
Saturn og Månen mod syd den 16. juli. Stjernen umiddelbart under Saturn er Deneb Algedi, δ Cap, af 3. størrelsesklasse.
Saturn nærmer sig oppositionen. Den bevæger sig derfor retrogradt, og i løbet af måneden stiger lysstyrken fra mag. 0,6 til mag. 0,4. Saturns ringsystem er synligt selv gennem et beskedent teleskop, som viser både planetens 18″ store skive og den dobbelt så store ring. Ringene er blevet smallere siden sidste opposition, fordi hældningsgraden i forhold til synsretningen fra Jorden ændrer sig i løbet af Saturns 29½ års lange omløbsperiode om Solen. Jorden krydser ringplanet i 2025, hvor de ses fra kanten.
Saturns største måne Titan er også indenfor rækkevidde af et mindre teleskop. Den har en lyssttyrke på mag. 8½, og dens position i forhold til planeten kan findes ved hjælp af et lille on-line program. De svagere måner Tethys, Dione og Rhea kredser indenfor Titans bane med perioden på 2-5 dage. Deres lysstyrker ligger i nærheden af mag. 10, så de er væsentligt vanskeligere at se.
Med en lysstyrke på henholdsvis mag. 6 og mag. 8 tager Uranus også del i planetparaden på morgenhimlen. Uranus befinder sig i Vædderen og Neptun i Fiskene, og med deres beskedne lysstyrke er det en udfordring at finde Solsystemets to yderste planeter midt i de lyse nætter. Der er som minimum brug for en prismekikkert for om muligt at få et glimt af dem. Det samme gælder for asteroiden 4 Vesta, som befinder sig i Vandmanden midt mellem Saturn og Neptun. 4 Vesta kommer i opposition den 22. august, hvor lysstyrken topper på mag. 5,7. Muligheden for at finde Uranus, Neptun og 4 Vesta bliver forbedret sidst på måneden, hvor de lyse nætter så småt lakker mod enden. Nærmere omtale følger i august, hvor de lyse nætter er overstået.
Månens fase lige nu kan ses på denne side fra NASA: https://svs.gsfc.nasa.gov/4955