Stjernehimlen i april 2019
April kommer af det latinske ord aperire, som betyder at åbne, dvs. naturen åbner til en ny begyndelse. Det gamle nordiske navn var græsmåned eller fåremåned. I denne måned kom fårene og kreaturerne på græs igen efter den lange vintertid, og markerne kunne tilsås.
Vejret i april er ofte meget omskifteligt, og det har da også givet grobund til mange gamle danske vejrvarsler:
o Aprilvejr og unge piger er ikke til at stole på.
o Hvis april begynder mildt, vil den ende vredt.
o Smuk april varsler en skidt maj.
o Som første halvdel af måneden er, således vil sommeren blive.
o Hvis vinden i april går i nordøst, må vi belave os på eftervinter.
o Svaler i april varsler en lun sommer.
o Om april går aldrig så bøs ind, går den dog ud med grønt ærme.
I april kan vi trods det omskiftelige vejr for alvor se foråret og sommeren lige om hjørnet. Der var forårsjævndøgn den 20. marts, og den 31. marts begyndte sommertiden i EU. Urene blev stillet én time frem, hvilket fik den konsekvens, at Solen først gik ned kl. 19:53 den sidste dag i marts. Den sidste dag i april går den ned kl. 20:53.
De nævnte tidspunkter for solnedgang gælder for Odense. Danmark har imidlertid en vis udstrækning fra øst til vest, så tidspunktet for solnedgang varierer med en halv times tid afhængigt af, hvor i landet man bor, og afhængigt af hvilken årstid der er tale om. Eftersom himlen ikke pludselig bliver mørk ved solnedgang, må man vente til et pænt stykke tid, før de første stjerner dukker frem på himlen.
Sommertiden betyder samtidig, at borgerlig midnat og astronomisk midnat ikke falder samtidig. Borgerlig midnat ligger fast. Det er det tidspunkt, hvor et nyt døgn begynder, dvs. kl. 00:00:00. Astronomisk midnat er derimod som navnet antyder afhængig af astronomiske forhold, nærmere bestemt det tidspunkt, hvor Solen står lavest under horisonten mod nord. Når vi har normaltid om vinteren, falder dette tidspunkt nogenlunde samtidig med borgerlig midnat, men under sommertid er det en time senere.
Desuden skal der tages hensyn til stedets længdegrad. Danmarks udstrækning i øst-vestlig retning er 7°07’33” (fra Østerskær ved Christiansø på 15°11’55” Ø til Blåvands Huk på 08°04’22” Ø). Jorden roterer om sin akse i løbet af 24 timer, og da en hel rotation er 360°, svarer det til 15° pr. time eller 1° på 4 minutter. Det vil med andre ord sige, at der reelt er en tidsforskel mellem Christiansø og Blåvands Huk på 28 minutter og 30 sekunder. Når Solen eller en stjerne passerer meridianen på et givet tidspunkt på Christiansø, varer det med andre ord næsten ½ time, før den samme stjerne passerer meridianen i Blåvands Huk. Det bliver jo noget roderi, såfremt der skal bruges lokaltid, så i Danmark er tidszonen fastlagt efter 15. østlige længdegrad, som går gennem Bornholm.
Nedenstående to stjernekort med synsretningen vendt mod henholdsvis nordhorisonten og sydhorisonten viser himlens udseende midt i april kl. 01:00. Det er således et kompromis mellem borgerlig midnat, sommertiden og astronomiske midnat.
Himlen mod nord kl. 01:00 midt i april.
Sommertrekanten er netop blevet synlig i sin fulde udstrækning. Trekantens spids, Altair i Ørnen, er på vej op over horisonten mod øst, medens de to øverste stjerner, Vega i Lyren og Deneb i Svanen, er cirkumpolare fra vore breddegrader, så de kan altid ses uanset årstiden.
Nakken skal lægges godt tilbage for at se Karlsvognen, som befinder sig i zenith. Man skal derfor passe på ikke at miste balancen, og faktisk viser det sig, at mange har svært ved at udpege en position lodret over hovedet. Den hollandske astronom M. Minnaert, som især er kendt for sin bog The Nature of Light & Color in the Open Air, udførte under research til bogen nogle forsøg, hvor han bad en række uvildige personer om at dele den tilsynela-dende bue fra zenith til horizonten i to lige store dele. Midtpunktet viste sig ikke at ligge i en højde på 45° men derimod meget lavere. Højder mellem 20° og 30° var det mest almindelige, og de fleste angav zenith til at ligge i en højde af 70°-75°.
Den gennemsnitlige vurdering af et punkts højde ligger 15°-20° for lavt.
En velkendt metode til vurdering af højden over horisonten er at holde en knyttet hånd i armlængdes afstand. Den spænder da over ca. 10°. Ligeledes kan afstanden mellem de enkelte stjerner i Karlsvognen bruges, og endelig kan man også se på Nordstjernen. Den befinder sig altid i en højde over horisonten, som svarer til den breddegrad, hvorfra man observerer himlen.
Karlsvognen som vinkelmåler.
Stjernehimlen mod syd kl. 01 midt i april.
På denne tid af året er det forårsstjernebillederne, som står mod syd ved midnatstid. Her er det især Jomfruen, som optager en stor del af himlen. Det er nemlig det næststørste stjernebillede, kun overgået af den meget lyssvagere Søslangen. Jomfruen breder sig over 45° af Ekliptika, dvs. 1/8 og altså ikke kun 1/12, som man umiddelbart skulle forvente, fordi Ekliptika er inddelt i 12 stjernebilleder, ja faktisk er der 13, idet Ophiuchus også udgør en væsentlig del.
Jomfruen er trods sin størrelse dog ikke særlig fremtrædende, idet den bortset fra hovedstjernen Spica fortrinsvis består af svage stjerner. Årsagen hertil er, at området ligger langt fra Mælkevejens plan med dettes mange stjerner. Det har så en anden fordel, for det giver frit udsyn til Universet udenfor Mælkevejen. Jomfruen er da også kendt for at være hjemsted for Virgohoben, hvor et stort antal Messier- og NGC-objekter har fundet plads på et forholdsvist lille område af himlen. Galakser kan tælles i tusindvis, og Virgo-hoben breder sig ind i Løven mod vest, Coma Berenices mod nord og Ravnen mod syd.
Virgohoben.
Jomfruens klareste stjerne, Spica, ligger i en afstand af 262 lysår. Med en lysstyrke på mag. 1 er Spica himlens 17. klareste stjerne. Lysstyrken varierer ganske lidt mellem mag. 0,97 og mag. 1,04. Lysstyrkevariationen skyldes, at der er tale om en dobbeltstjerne, som imidlertid ikke kan opløses med selv det bedste teleskop men kun ved nøje analyse af lyset ved hjælp af et spektroskop. Begge stjerner er større og varmere end Solen. Den største er en blå gigant eller subgiant med en overfladetemperatur på 22400 K, medens den lidt mindre sekundære har en temperatur på 18500 K. Til sammenligning er Solens overfladetemperatur 5800 K. Deres diametre anslås til at være henholdsvis 8 og 4 gange Solens diameter, og sammenlagt lyser de 2200 gange mere end Solen.
Afstanden mellem de to stjerner er kun 18 millioner kilometer, og de kredser omkring et fælles tyngdepunkt i løbet af 4 dage. Den korte afstand betyder, at tyngdekræfterne er så store, at stjernerne formentlig er ægformede. Selv om dette ikke kan ses visuelt, antyder de svage lysstyrkevariationer, at dette kan være et resultat af, at et større eller mindre overfladeareal er synligt fra Jorden, medens de bevæger sig rundt om hinanden.
Spica er en af de klareste stjerner, som Månen af og til okkulterer. Baseret på meget præcise observationer af, hvordan lyset slukkes, når Månen passerer foran stjernen, tyder noget på, at der måske ikke blot er tale om en spektroskopisk dobbeltstjerne. I stedet kan der være så mange som 3 andre stjerner i systemet. Hvad der for det blotte øje ser ud som en enkelt stjerne, er måske i virkeligheden fem stjerner i tæt kredsløb om hinanden.
Mars er fortsat synlig på aftenhimlen. Lysstyrken er ganske vist ikke imponerende, idet den ligger på mag. 1.5, men det er trods alt klarere end de allerfleste stjerner, idet der kun findes 21, som overstiger mag. 1.5, og heraf kan de fem ikke ses fra vore breddegrader. I løbet af april bevæger Mars sig gennem det stjernerige område mellem Plejaderne og Hyaderne i Tyren, og kun én stjerne, Tyrens røde øje Aldebaran, er klarere end Mars. De mange baggrundsstjerner giver god mulighed for i månedens løb at følge Mars’ østgående bevægelse, især hvis man anvender en prismekikkert. Et kig gennem et teleskop vil derimod være lidt af en skuffelse, idet Mars i øjeblikket befinder sig i så stor afstand fra Jorden, at den kun ses under en synsvinkel på 5”. Mars passerer tættest forbi Aldebaran midt på måneden, og ved udgangen af april står den mellem Tyrens to horn, som repræsenteres af β og ζ Tauri.
Mars’ bane gennem Tyren i april 2019.
Mars’ østgående bevægelse bevirker, at planeten går ned på næsten samme tidspunkt hele måneden, nemlig kl. 00:57 den 1. april og kl. 00:50 den 30. I begyndelsen af måneden skal man vente et par timer, før den næste planet står op. Det er Jupiter, som viser sig over horisonten kort tid før kl. 03. Jupiter bevæger sig væsentligt langsommere i forhold til baggrundsstjernerne end Mars, så dens opgang falder tidligere og tidligere. Jupiter påbegynder sin oppositionssløjfe midt i april, hvilket betyder, at den begynder at bevæge sig retrogradt – mod vest i forhold til baggrundsstjernerne. Inden udgangen af april står den lysstærke planet op to timer tidligere, dvs. kort tid før kl. 01. Hvis der er helt klar himmel, kan Jupiter ses, medens den står meget tæt på horisonten, for med en lysstyrke på mag. ÷2,3 formår den delvist at overvinde den atmosfæriske absorption.
Jupiter befinder sig i Ophiuchus og dermed forholdsvist lavt på himlen. Hvis man vil se på den store gasplanet gennem et teleskop, er det bedst at vente, indtil den når sin største højde under kulminationen mod syd. Under gode atmosfæriske forhold er det er derved muligt at se Jupiters to mørke bælter, som ligger parallelt på hver side af planetens ækvator. Selv om Jupiter udviser en skive på 43”, kan andre detaljer i dens atmosfære være vanskelige at se på grund af den lave højde over horisonten, medens det ikke volder særlig store problemer at se de fire store måner, som uophørligt kredser omkring planeten og hele tiden ændrer position i forhold til hinanden.
Den inderste måne, Io, bruger under 2 døgn til en tur omkring Jupiter. De øvrige er mere adstadige med Callisto som den langsomste med 17 døgn til én omgang. Hver gang de inderste måner passerer ind foran planeten set fra Jorden, kaster de en skygge på Jupiters skytoppe. Skyggen ses som en lille sort plet, som i løbet af et par timer passerer hen over planeten. Under deres omkredsning passerer de også bag Jupiter og forsvinder ud af syne et par timer, og derudover bliver de formørket, når de passerer gennem Jupiters lange skygge. Observation af sådanne begivenheder kan planlægges på forhånd ved hjælp af et tabelopslag.
Saturn står op et par timer senere end Jupiter. Ringplaneten har en lysstyrke på mag. 0,5 og er dermed væsentligt svagere end Jupiter. Den befinder sig imidlertid i den østlige del Skytten, hvis klareste stjerne er ε på mag. 2. Skytten er på grund af den lave position på Ekliptika i det hele taget meget lidet fremtrædende fra vore breddegrader, så Saturn er stort set den eneste ”stjerne”, som ubesværet kan ses på den del af himlen.
Himlen i sydlig retning kort tid før daggry den 23. april. Månen står tæt ved Jupiter, og Saturn kan ses mod SSØ. Stjernen til højre er Antares i Skorpionen.
Saturns skive har en tilsyneladende diameter på 17”, og hertil skal lægges ringene, som spænder over 38”. Ringsystemet har i øjeblikket en hældning på 24° i forhold til synsretningen fra Jorden, hvilket gør dem forholdsvis nemme at se.
Endelig er der mulighed for at få et glimt af Venus. Den meget lysstærke planet på mag ÷4 står ganske vist op så kort tid før Solen, at himlen er oplyst af daggryet. Planeten nærmer sig Solen, så vinkelafstanden mellem de to himmellegemer bliver mindre og mindre. Øvre konjunktion finder dog ikke sted før den 14. august, men i de kommende tre måneder med lyse nætter og endnu mere lys morgenhimmel vil Venus hele tiden stå meget lavt over horisonten før solopgang.
Den årligt tilbagevendende meteorsværm Lyriderne har maksimum natten mellem den 22. og 23. april. Det er nogle få dage efter fuldmåne, og da Lyriderne i lighed med de øvrige meteorsværme som regel er bedst efter midnat, vil de svageste meteorer ikke være synlige pga. Månens lys. Med en ZHR på 10-20 under maksimum er Lyriderne en af årets mindre sværme, og Månens tilstedeværelse vil yderligere reducere antal synlige meteorer.
Lyridernes ophavskomet er den periodiske komet C/1861 G1 (Thatcher), som har en omløbsperiode om Solen på 415 år, og den vender ikke tilbage før i 2276. Kometen blev opdaget af den amerikanske astronom A. E. Thatcher i 1861, og seks år senere fastslog Johann Gottfried Galle sammenhængen mellem Lyriderne og kometen. Mange års observationer har vist, at Lyriderne har forøget aktivitet ca. hvert 60. år. Seneste større udbrud var i 1982, da der blev observeret mere end 100 meteorer under maksimum. Næste større udbrud forventes omkring 2040. Den forøgede aktivitet hvert 60. år falder således ikke sammen med kometens perihelpassage. Astronomerne mener, at det i stedet skyldes, at kometen på et tidspunkt er brudt op, og at et af de mindre fragmenter er blevet perturberet ind i en bane med en omløbstid på 60 år.
Som navnet antyder, udspringer meteorerne fra stjernebilledet Lyren. Dette er imidlertid ikke helt korrekt, idet radianten ligger i Herkules. Inden Den Internationale Astronomiske Union i slutningen af 1920’erne fastlagte grænserne mellem stjernebillederne, lå radianten inden for Lyrens daværende område.
Lyriderne kan ses over hele himlen. Når man ser en meteor, kan man hurtigt konstatere, om det er en Lyride eller et sporadisk meteor. Sporadiske meteorer kommer fra alle mulige retninger, medens Lyriderne ser ud til at udstråle fra radianten mellem Lyren og Herkules.
Radianten står mod nord-øst ved mørkets frembrud og stiger højere på himlen i løbet af natten.
Den første asteroide blev opdaget af Giuseppe Piazzi i 1801 og fik navnet Ceres. Året efter opdagede Heinrich Olbers en mere, og den fik navnet Pallas. I begyndelsen blev de kaldt planeter, men da der efterhånden blev opdaget flere og flere, valgte astronomerne at benytte betegnelsen asteroider, og de blev tildelt fortløbende numre, efterhånden som de blev opdaget. På grund af sin størrelse klassificeres Ceres som dværgplanet.
Størrelsessammenligning mellem de fire først opdagede asteroider Ceres, Pallas, Juno og Vesta. Ceres er 950 kilometer i diameter. Ceres og Vesta er blevet fotograferet på nært hold af rumsonden Dawn, medens billederne af Pallas og Juno er optaget med instrumenter på Jorden.
2 Pallas kommmer i opposition i Bootes den 9. april. Den kan ikke ses med det blotte øje, idet lysstyrken kun kommer op på mag. 8. En god prismekikkert er dog tilstrækkelig, og en yderst god mulighed kommer dagen efter oppositionen. Ved midnat mellem den 10. og 11. april passerer 2 Pallas meget tæt forbi Eta Boötis, som har en lysstyrke på mag. 3. Afstan-den kommer helt ned på 2’, så under tætteste møde er det tilrådeligt at benytte et teleskop, idet en prismekikkert knap nok kan adskille de to objekter. Se et dagligt opdateret kort på Heavens-above eller på The Sky Live.
2 Pallas passerer 5° fra Arcturus og 2’ fra η.
Som bekendt vender Månen altid samme side mod Jorden, og man siger, at Månen har bunden rotation. I forhold til stjernerne tager én rotation af Månen derfor samme tid som ét omløb om Jorden, nemlig 27 døgn, 7 timer, 43 minutter og 12 sekunder. I forhold til retningen mod Solen bliver omløbstiden lidt længere, nemlig 29 d, 12 t, 44 min og 3 sek. Det skyldes, at Jorden også bevæger sig omkring Solen.
Månens baneplan om Jorden hælder lidt i forhold til Jordens baneplan om Solen og danner en vinkel på 5°,1 med dette plan (Ekliptika). Jordens baneplan om Solen hælder 23½° i forhold til ækvatorplanet, og sammen med månebanens excentriske form og dens rotationsakses hældning på 6°,7 mod baneplanet bevirker det de såkaldte librationer, dvs. tilsyneladende vipninger og drejninger af Månen i forhold til retningen mod Jorden. Der er tale om ca. 8° til siderne og ca. 7° i det lodrette plan. På grund af den excentriske bane om Jorden kommer den ellers bundne rotation ud af trit, fordi Månen bevæger sig hurtigst, når den er tættest på Jorden og langsomst, når den er længst væk. Vi kan derfor fra Jorden se lidt rundt om “hjørnet” på henholdsvis den østlige og vestlige rand. Faktisk kan vi se op til 59% af Månens overflade, selvom vi naturligvis kun kan se halvdelen af gangen. Kun 41% forbliver således permanent ude af syne.
Alle strukturer, bortset fra de, som ligger i centrum af måneskiven, udviser mere eller mindre fortegning. F.eks. ses det kendte krater Plato med den mørke bund ved foden af Månelperne som ovalt, skønt det i virkeligheden er næsten perfekt cirkelformet. Det mest fremtrædende krater, opkaldt efter Tycho Brahe, ligger også så langt fra Månens midte, at det synes at være ovalt. Et andet eksempel er månehavet Mare Crisium. Det synes at være aflangt i nord-syd retning, medens det faktisk er aflangt i øst-vest retningen.
Månens libration.
I den del af banen, der er nærmest Jorden (perigæum), bevæger Månen sig hurtigst og kommer derfor lidt ”foran” sin egen rotation. Derved bliver det muligt at observere strukturer på den yderste østlige rand, dvs. den højre side set fra Jorden.
Derimod vil Månen en halv måned senere, hvor den en længst borte fra Jorden (apogæum), bevæge sig langsomst. I dette tilfælde vil den komme ”bagefter” sin egen rotation, og denne gang bliver nogle strukturer på den yderste vestlige rand synlige.
Månens aktuelle fase: http://aa.usno.navy.mil/imagery/moon