Stjernehimlen i maj 2019
Himlen mod nord, astronomisk midnat midt i maj.
I maj er himlen mod nord præget af, at de lyse nætter begynder på danske breddegrader. Selv ved midnat når Solen ikke at komme særlig langt under horisonten, så himlen vil være mere eller mindre oplyst hele natten. Hvis man slår op i en almanak, er det normalt angivet, at de lyse nætter begynder den 5. maj og varer indtil den 8. august, men denne angivelse gælder kun for København samt for de områder af landet, som ligger på samme breddegrad som København. Selv i et lille land som Danmark er der nemlig ret stor forskel på, hvilken dato det præcist drejer sig om, og desuden er datoen ikke den samme hvert år. Jo højere mod nord man bor, jo tidligere begynder de lyse nætter, medens det modsatte er tilfældet, hvis man bor i den sydlige del af Danmark. I Gedser varer de lyser nætter fra ca. 9. maj til ca. 3. august, medens de i Skagen varer mellem ca. 28. april og ca. 14. august – altså mere end 3 ugers forskel fra de geografiske yderpunkter.
Danmarks sydligste punkt er Gedser Odde på Falsters sydspids, som ligger på 54°33’35” N. De fleste tror, at det nordligste punkt er Grenen på 57°45’07”N. Det er imidlertid ikke korrekt, idet det nordligste punkt ligger på Nordstrand ca. 3 km vestnordvest for Grenen. Det er ca. 660 meter nordligere end spidsen af Grenen, men det nøjagtige punkt skifter til stadighed beliggenhed på grund af vind og strøm. Det er disse 3° fra toppen af Jylland til sydspidsen af Falster, som bevirker de forskellige tidspunkter for begyndelsen og afslutningen på de lyse nætter. Såfremt vi tager længer sydpå end Paris, eksisterer fænomenet slet ikke. Her er der altid mørkt om natten hele året rundt. Modsat er der som bekendt midnatssol i Nordskandinavien. Til gengæld må områderne med midnatssol affinde sig med, at der til andre tider er mere eller mindre mørkt døgnet rundt, fordi Solen i en periode midt på vinteren slet ikke står op.
På ovenstående stjernekort ses, at de mytologiske figurer fra sagnet om Andromeda og Perseus ligger tæt på nordhorisonten. De to hovedpersoner i fortællingen forsvinder næsten ud af syne på den oplyste himmelbaggrund, for de lyse nætter har stor betydning for, hvor klare stjerner man kan se. Under optimale forhold kan man med normalt syn se stjerner ned til omkring 6. størrelsesklasse, men på sommerens lyse nattehimmel falder lyset fra de svageste sammen med himmelbaggrunden.
Stjernerne inddeles i størrelsesklasser, efter hvor lysstærke de er, og det er faktisk et meget gammelt system, idet det var den græske astronom Hipparch (190-125 f. Kr.), som kaldte de stjerner, han først fik øje på efter solnedgang, for stjerner af 1. størrelse. Efterhånden som det bliver mørkere, dukker stjerner af 2. størrelse frem, derefter 3. størrelse osv. De allersvageste, som Hipparch kunne se med det blotte øje under en helt mørk himmel, angav han som 6. størrelse.
Lille Bjørn er altid på himlen fra danske breddegrader, og ligesom Karlsvognen udgøres dens kontur af syv stjerner, hvor den mest kendte er Nordstjernen i halespidsen. Disse syv stjerner er et glimrende eksempel på størrelsesklasseskalaen. Nordstjernen α UMI og Kochab ß UMI, har begge en lysstyrke på mag. 2. Pherkad γ UMI har mag 3, og herefter kommer δ, ε og δ som alle har en mag. på 4. Den svageste af Lille Bjørns syv stjerner er η med en mag. på 5. Sidstnævnte er meget svær at se i de lyse nætter.
Lille Bjørn. Tallene ud for de enkelte stjerner angiver lysstyrken. Lille Bjørn med Nordstjernen i halespidsen findes som bekendt ved hjælp af de to bagerste stjerner i Karlsvognens ’vognkasse’. Se ovenstående kort, hvor Lille Bjørn er markeret med den gule ellipse.
Sidst på måneden kan man så småt begynde at holde udkig efter lysende natskyer, hvis hyppighed og intensitet som regel stiger i løbet af juni. Da de forekommer på nordhimlen og oftest lavt over horisonten, er det nødvendigt at finde et observationssted med fri udsyn mod nord. Når forholdene er tilstede, dukker de lysende natskyer gradvist op om aftenen en time eller to efter solnedgang og forsvinder igen gradvist om morgenen et par timer før solopgang, og af og til kan de være så klare, at hele nordhimlen synes at være oplyst.
Himlen mod syd, astronomisk midnat midt i maj.
Sommertrekanten bestående af Deneb i Svanen, Vega i Lyren og Altair i Ørnen står med spidsen nedad mod østhorisonten. De tre stjerner er alle så lysstærke, at de tydeligt kan ses på trods af de lyse nætter. Det samme er tilfældet for de øvrige markerede stjerner af 1. størrelsesklasse: Arcturus i Bootes, Spica i Jomfruen og Regulus i Løven. Antares i Skor-pionen er ligeledes af 1. størrelsesklasse. Den står imidlertid så lavt på himlen, at dens lys bliver svækket en del på grund at atmosfærens absorption – dog ikke mere, end at den nemt kan ses, og man vil da bemærke, at den har en tydelig rød farve, idet der er tale om en rød kæmpestjerne. Et enkelt objekt på majs nattehimmel skiller sig imidlertid ud, idet de syv nævnte stjerner bliver overstrålet mange gange af planeten Jupiter, som er på vej op over horisonten mod sydøst i stjernebilledet Ophiuchus.
Netop Ophiuchus er et af de mindre kendte forårs- og sommerstjernebilleder. Det står mellem Herkules og Skorpionen og består af forholdsvis svage stjerner, hvorfor det ikke tiltrækker sig større opmærksomhed, hvilket egentligt er ærgerligt, for faktisk går Ekliptika midt gennem dette område, så Ophiuchus burde tælle med som Dyrekredsens 13. stjernetegn. Solen passerer Ophiuchus fra den 1. til den 17. december, og opholder sig således her i 17 dage, hvorimod den kun befinder sig i Skorpionen i 7. Astrologerne har dog overhovedet ikke taget en eventuel indflydelse fra Ophiuchus med i deres beregninger over fødselshoroskoper. Ophiuchus eksisterer ikke i stjernetydernes terminologi.
På grund af beliggenheden i nærheden af Mælkevejens center i Skytten er en stor del af de kugleformede hobe koncentreret i dette område. Omtrent halvdelen af Mælkevejens over 200 kugleformede hobe findes i Skorpionen, Skytten og Ophiuchus. Den sydligste del af Ophiuchus er dog svær at se fra vore breddegrader, fordi den kun lige kommer op over horisonten. Stjernebilledets tre klareste stjerner kan dog forholdsvis nemt findes. α Ophiuchus har en lysstyrke på mag. 2.1, medens β Oph og γ Oph har henholdsvis mag. 2,7 og mag 3,7.
Solens position på Ekliptika i maj.
Når Solen er på himlen, kan man af gode grunde ikke se stjernerne. De er der naturligvis alligevel, og ovenstående kort viser, blandt hvilke baggrundsstjerner Solen befinder sig i maj måned. Det giver forklaringen på, hvorfor man lige netop kan skimte Perseus og Andromeda lige over nordhorisonten omkring midnat. På dette tidspunkt befinder Solen sig nemlig lige under horisonten i samme retning. Det giver samtidig også forklaringen på, hvorfor et typisk vinterstjernebillede som Tyren ikke kan ses på denne årstid. Både Plejaderne, Hyaderne og Aldebaran kan dog ses i tusmørket lige efter solnedgang i den første uges tid af måneden. Herefter kommer Solen for tæt på området, og i de sidste dage af maj står den næsten midt i Hyaderne. Præcis denne position blev for nøjagtig 100 år siden benyttet til at efterprøve Einsteins relativitetsteori.
Normalt omtales Einsteins banebrydende arbejde som relativitetsteorien, men der er i virkeligheden tale om to dele, udviklet hver for sig af Einstein i henholdsvis 1905 og derefter i perioden frem til 1915. Den første del, den specielle relativitetsteori, blev offentliggjort i 1905 og omhandler fænomener der optræder ved hastigheder, der er sammenlignelige med lysets. Den anden del, den generelle relativitetsteori, udkom i 10 år senere og omhandler bl.a. fænomener i tyngdefelter, der omgiver kompakte astronomiske objekter.
Ifølge den generelle relativitetsteori er tiden og rummet relative størrelser, der er vævet ind i hinanden i en struktur, som Einstein kaldte rumtid. Et massivt objekts tyngdekraft krummer rumtiden omkring sig, så når lys – som normalt bevæger sig i en ret linje – passerer i nærheden af et sådant massivt objekt, følger det den krummede rumtid og afbøjes fra sin rette linje. Jo mere massiv objektet er, jo større er afbøjningen.
Den britiske astrofysiker Arthur Eddington fik fat i en kopi af Einsteins nye teori under Første Verdenskrig. Han læste den med interesse og indså, at en solformørkelse kunne være den perfekte mulighed til at afprøve, om tyngdekraften virkelig havde den effekt, som Einstein påstod. Og faktisk var det lige det rette tidspunkt, for Eddington fandt ud af, at en total solformørkelse den 29. maj 1919 ville være ideel. Ikke alene ville totaliteten vare mere end 6 minutter; den ville også foregå, medens Solen (og Månen) befandt sig lige midt i den åbne stjernehob Hyaderne. Under totaliteten ville astronomerne kunne fotografere adskil-lige af hobens klareste stjerner næsten helt ind til Solens rand.
De pågældende stjerners position kunne derefter udmåles på billedet og sammenlignes med målinger, der skulle foretages, når Solen ikke stod i vejen. Hvis positionen ville være forskud ifølge teoriens forudsigelse, ville et vigtigt punkt i relativitetsteori være bekræftet.
Princippet i Eddingtons forsøg. Lyset som passerer tæt på Solens rand bliver afbøjet, så det ser ud, som om stjernerne er forskudt i forhold til deres sande position.
I januar og februar 1919 målte Arthur Eddington meget omhyggeligt stjernerne sande positioner uberørt af Solens tyngdekraft. I maj rejste han til den lille ø Principe ud for Afrikas vestkyst, medens en anden britisk gruppe blev sendt som backup til Sobral i Brasilien. Selvom skyer truede fra morgenstunden, var himlen klar på det kritiske tidspunkt, og de dyrebare billeder blev optaget. Da stjernernes positioner efterfølgende blev sammenlignet, kunne Eddington konstatere, at Solens tyngdekraft havde afbøjet dem med 1,75” fra deres sande position. Det var næsten præcis det, Einsteins teori forudsagde. Da resultaterne blev offentliggjort i efteråret 1919, var Einstein kun kendt af et fåtal. Nu blev han verdensberømt fra den ene dag til den næste. Det siges, at Eddington forinden var blevet spurgt, om det var korrekt, at relativitetsteorien var så indviklet, at det forlød, at der udover Einstein selv kun var to andre mennesker i verden, som forstod den til bunds. Hertil svarede Eddington: ”Hvem er den anden”.
Solformørkelsen 29. maj 2019. Den klare ’stjerne’ mellem de to åbne hobe er planeten Mars, som tilfældigvis befandt sig i området. Billedet er fremstillet ved hjælp af planetarieprogrammet Stellarium.
Eddingtons originale optagelser. Stjernerne er markeret med vandrette streger.
Sommertiden og de lyse nætter betyder, at stjernerne ikke bliver synlige før langt hen på aftenen. Som Hipparch allerede havde bemærket for et par tusinde år siden, er det naturligvis de klareste, som først dukker op. Blandt de klareste hører også planeterne, og her vil Mars være den første, som bliver synlig efter solnedgang. Med en lysstyrke på mag. 1,6 er den ganske vist ikke imponerende, men den overstråler alligevel de to stjerner β på mag. 1,7 og ζ på mag. 3 i spidserne af Tyrens horn, som Mars passerer gennem i den første uges tid af måneden. Den 7. står det smalle segl på den tiltagende Måne nogle få grader under Mars. Inden Månen går ned lige før midnat, kan man nå at se, hvordan det tilbagekastede sollys fra Jorden oplyser den del af Månen, som ikke er direkte belyst af Solen.
Resten af måneden fortsætter Mars sin østgående bevægelse blandt baggrundsstjernerne. Den passerer fra Tyren ind i Tvillingerne den 16. Et par dage senere passerer Mars ½° nord for den åbne stjernehob M35, som imidlertid vil være vanskelig at se pga. den lyse aftenhimmel. En prismekikkert vil dog kunne vise hoben som en svag udvisket plet. Afstanden mellem Mars og Jorden bliver gradvist større, hvilket betyder, at planetens lysstyrke falder til mag. 1,8 inden udgangen af maj.
Mars i maj 2019.
Sidst på måneden dukker Merkur op umiddelbart efter solnedgang. Den er i konjunktion med Solen den 21., og står i begyndelsen kun nogle få grader over horisonten, men med en helt klar himmel skulle det muligt at finde den med hjælp af en prismekikkert til højre for Mars, idet dens lysstyrke ligger på mag. ÷1. Forholdene bliver bedre i juni, hvor vinkel-afstanden til Solen bliver større.
Det største problem for at se Merkur er den lyse aftenhimmel. Det er til gengæld ikke et problem, når det gælder Jupiter. Solsystemets største planet med en lysstyrke på mag. ÷2,5 står op mod sydøst omkring kl. 00:45 i begyndelsen af måneden. Ved månedens udgang står den op ved 22:30 tiden, hvilket er en time efter solnedgang.
Jupiter befinder sig i Ophiuchus. Det er desværre er et område af himlen, som ikke kommer særlig højt over horisonten fra danske breddegrader. Det betyder, at lyset fra planeten skal gennem en stor del af Jordens atmosfære, inden det rammer iagttagerens teleskop. Netop et teleskop er nemlig en nødvendighed for ved selvsyn at kunne se, at der er tale om en planet og ikke blot en lysstærk stjerne. En forstørrelse på kun 30×-40× er tilstrækkelig til at kunne se enkelte detaljer på den store skive, som endda vokser i udstrækning fra 43” til 46” i løbet af måneden. Det som træder tydeligst frem er to mørke bånd, som ligger på hver side af planetens ækvator, og under gode observationsforhold er det muligt at se den store røde plet. Den kan naturligvis kun ses, når den befinder sig på den side, som vender ned mod Jorden, men da Jupiter kun bruger 10 timer til en rotation omkring sin akse, giver det mange muligheder.
Der er også mange muligheder for at følge, hvordan Jupiters 4 største måner uophørligt kredser omkring planeten og konstant skifter indbyrdes position. De fleste gange kan man se alle fire måner, men af og til er der kun tre eller måske endda kun to. Under deres omkredsning kan de inderste passere bag planeten eller gennem dens skygge og derved i kortere eller længere tid være ude af syne. De kan også passere foran planeten, og nogle gange kan man se deres skygge som en sort plet på Jupiters skytoppe. Alle sådanne begivenheder foregår på en fuldstændig præcis måde og kan beregnes på forhånd.
Dette billede viser nogenlunde, hvordan Jupiter med dens skybælter og måner vil se ud gennem et lille teleskop under de lidt dårlige observationsforhold, som hersker i øjeblikket.
Saturn står op et par timer senere end Jupiter, og da den befinder sig i samme himmelegn, er observationsforholdene nogenlunde de samme. Saturns lysstyrke ligger på mag. 0,5 og er dermed væsentlig mindre end Jupiters. Alle stjerner i umiddelbar nærhed er dog endnu svagere, så Saturn er det klareste objekt i Skytten, som danner baggrund for ringplaneten. Gennem et teleskop viser Saturn sig som en skive med en størrelse på 18”. Dens ringe har en diameter på 40”, og de har en hældning på 24° i forhold til synsretningen fra Jorden. Under gode observationsforhold kan Saturns største måne Titan på trods af de lyse nætter ses som en stjernelignende prik med en lysstyrke på mag. 8.
Saturn set gennem et lille teleskop under samme betingelser som Jupiter.
Venus står op lige før solopgang, og den er udelukkende synlig på grund af den store lysstyrke på mag. ÷3,8. Selv om vinkelafstanden til Solen er 24°, er planeten en halv time før solopgang kun kommet op i en højde af ½° over horisonten, og ved solopgang står den 4½° over horisonten. Den lave højde skyldes, at Ekliptika på denne årstid har en flad vinkel mod horisonten om morgenen, og at Venus samtidig befinder sig lavere end Ekliptika.
Venus ved solopgang midt på måneden. Den skrå linje er Ekliptika, og de tre stjerner, som netop kan skimtes øverste i billedet, er stjernebilledet Vædderen. Stjernerne kan naturligvis ikke ses i virkelig-heden ved solopgang.
Uranus og Neptun befinder sig ligeledes på morgenhimlen. Uranus står i Vædderen, og den 18. passerer den og Venus hinanden i en afstand af godt 1°. Eftersom Uranus kun har en lysstyrke på mag. 6, kan den ikke ses med det blotte øje, og selv med en prismekikkert vil det volde vanskeligheder på grund af de lave højde over horisonten og fordi det borgerlige tusmørke for længst er begyndt. Neptun befinder sig i Vandmanden og derfor højere på himlen. Til gengæld har den kun en lysstyrke på mag. 8. Solsystemets to yderste planeter gør sig først gældende, når de lyse nætter slutter i begyndelsen af august.
Eta Aquariderne optræder i oversigten over årets store meteorsværme. Den har maksi-mum den 6. maj, og som navnet antyder, ligger radianten i Vandmanden. På denne tid af året står Vandmanden ikke op før omkring kl. 03. Det er 2½ time før solopgang, så det er meget begrænset, hvor længe det er muligt at observere, inden det bliver for lyst. Samtidig falder maksimum på samme tidspunkt, som de lyse nætter begynder. Fra danske bredde-grader er Eta Aquariderne derfor mere eller mindre ukendt, men sværmen er alligevel værd at ofre lidt opmærksomhed på, for det særlige ved Eta Aquariderne er, at de stammer fra Halleys komet, hvis bane krydser Jordens to gange i løbet af året. Den ene gang i begyndelsen af maj og den anden gang midt i oktober. Oktobermeteorerne er de velkendte Orionider, som har maksimum den 21. oktober. Medens Orioniderne ses bedst fra den nordlige halvkugle, ses Eta Aquariderne bedst fra den sydlige. Her kan ZHR komme op på 50, medens der under de mest gunstige forhold kun kan forventes en ZHR på omkring 10 fra vore breddegrader. I år er forholdene gode, idet der er nymåne den 5. maj.
Banen for Halleys Komet og dens efterladte is- og støvpartikler gennem det indre solsystem.
