Stjernehimlen i marts 2024
I denne måned kan man uden brug af kikkert eller teleskop iagttage to forhold, som har relation til stjernehimlens udseende. Det første er et astronomisk forhold, som involverer Jorden og Solen, medens det andet er menneskeskabt.
Det første forhold sker den 20. marts, hvor er der forårsjævndøgn. Trods navnet varer jævndøgn imidlertid ikke et helt døgn, idet det er det tidspunkt, hvor Solen i sin årlige bane langs Ekliptika passerer himlens ækvator, og eftersom himlens koordinatsystem er en projektion af Jordens koordinatsystem, står Solen på dette tidspunkt nøjagtig over Jordens ækvator. Ekliptika har en hældning på 23½° mod himlens ækvator, hvilket betyder, at der er to punkter, hvor planerne krydser hinanden.
Ekliptika og himlens ækvator.
Forårsjævndøgn, der markerer begyndelsen af foråret på den nordlige halvkugle indtræffer, når Solen krydser ækvator i nordgående retning, og efterårsjævndøgn er, når den bevæger sig mod syd. I astronomisk forstand er forårsjævndøgn den vigtigste, idet himlens koordinater måles fra dette punkt. Nogle kender det måske som Vædderpunktet, fordi det lå i Vædderen for et par tusinde år siden, hvor fænomener på himlen primært blev beskrevet ud fra astrologiske forestillinger. Siden da har præcessionen flyttet punktet ind i Fiskene.
I modsætning til Jordens koordinater ændrer himlens koordinater sig nemlig på grund af præcessionen, som får skæringspunkterne mellem Ekliptika og himlens ækvator til at bevæge sig vestpå med en hastighed på 50,3 buesekunder årligt. Denne årlige bevægelse trækker hele koordinatsystemet med sig, så stjernekataloger og softwareprogrammer skal opdateres regelmæssigt for hele tiden at svare til virkeligheden. I øjeblikket benyttes Epoch J2000.0-koordinater. Den næste store opdatering vil ske i 2050, men astronomerne kan allerede nu beregne de aktuelle koordinater ved hjælp af korrektionsfaktorer.
Det blå kryds er forårspunktets position for et par tusinde år siden, og det røde markerer den nuværende position.
I 2024 er det præcise tidspunkt for forårsjævndøgn den 20. marts kl. 04:06. Det er lidt mere end to timer før solopgang, idet Solens centrum denne morgen står i horisonten kl. 06:21. Solnedgang er tilsvarende kl. 18:31. At benytte centrum af et himmellegeme er den normale metode ved astronomiske beregninger, men i almindelighed betragter de fleste solop- og nedgang som det tidspunkt, hvor Solens øverste kant står lige i horisonten, og det er som regel dette tidspunkt, som nævnes i aviser og andre medier.
Gammel lærdom siger, at ved jævndøgn er dag og nat lige lange, og at Solen står op i øst kl. 06 og går ned igen i vest kl. 18. Ifølge ovenstående tidspunkter for solop- og nedgang giver det med lidt hovedregning en dagslængde på 12 timer og 10 minutter. Det medfører således, at dagen er 10 minutter længere end natten.
Der er dog en god forklaring på, at der ikke netop er 12 timers dag og 12 timers nat. Vi kan nemlig se Solen stå op nogle minutter, før den rent faktisk passerer horisonten. Det samme forhold forekommer naturligvis også, når den går ned. Her kan vi stadig se Solen nogle minutter efter, den er kommet under horisonten. Forklaringen er, at når Solen står tæt ved horisonten, ser vi dens lys gennem et tykt lag af Jordens atmosfære, og da luften virker som en linse, bliver lyset afbøjet, så Solen synes at stå højere end i virkeligheden.
Brydningen (refraktionen) af lyset ved horisonten.
At opgangs- og nedgangstidspunkterne heller ikke passer, skyldes at de er angivet for Odense. Danmark benytter en tidszone, som tager udgangspunkt i 15° østlige længde. Den går gennem Bornholm, og eftersom Danmark har en udstrækning på næsten 7½° i øst-vestlig retning, står Solen op på forskellige tidspunkter afhængigt af, hvor man bor i landet – jo længer mod vest, jo senere står Solen op og den går ligeledes senere ned. Bemærk at tidspunkterne er beregnet ud fra 0-horisonten – dvs. en helt flad horisont som f.eks. ud over havet.
Står Solen så op i øst og går ned i vest den 20 marts? Ja, næsten. Den passerer som nævnt himlens ækvator kl. 04:06. Det er kun godt 2 timer før solopgang, så ved opgangen den 20. marts står den praktisk talt nøjagtig mod øst.
Solopgang den 20. marts 2024.
Morgenen før og efter er der en tydelig forskel. Den 19. finder opgangen sted lidt længere mod højre, og den 21. lidt længere mod venstre. Det kan konstateres ved at lægge mærke opgangspositionen i forhold til træer, huse eller lignende langs horisonten, eller man kan lave en markering med et par pinde stukket i jorden, og det kan normalt lade sig gøre uden at benytte solfiltre, idet Solens lys bliver svækket på grund af den atmosfæriske absorption. Blot nogle minutter senere tilrådes det dog at undlade at se direkte mod Solen.
Solopgang den 19. marts.
Solopgang den 21. marts.
Solnedgangen den 20. marts finder derimod ikke sted præcist mod vest. I forhold til stjernehimlen ser Solen ud til at bevæge sig knap 1° mod øst langs Ekliptika i løbet af et døgn. Det skyldes naturligvis, at det er Jorden, som bevæger sig et tilsvarende antal grader: en tur rundt om Solen på 360° i løbet af 365 døgn. De 12 timer, som er forløbet siden opgangen betyder således, at den har bevæget sig ½° i forhold til koordinatsystemet, og derfor går ned et tilsvarende stykke længere mod nordvest end forårspunket.
Solnedgang den 20. marts.
Det menneskeskabte astronomiske forhold, som man kan opleve i marts uden brug af optiske hjælpemidler, foregår på månedens to sidste aftener. Lørdag den 30. marts kan man ved mørkets frembrud en time efter solnedgang se Jupiter 20° over horisonten mod vest, og tættere på horisonten lidt længere mod nordvest kan man med lidt held se Merkur (mere herom senere). Orion, Tyren og Cassiopeia er også synlige.
30. marts 2024 kl. 19:53.
På samme tidspunkt den følgende aften er himlen slet ikke blevet mørk. Danmark er nemlig i mellemtiden gået over til sommertid, hvor urene blev stillet en time frem fra kl. 02 til kl. 03 søndag morgen. Man må derfor vente til 21-tiden, før stjernerne kan ses.
31. marts 2024 kl. 19.53.
I denne måned kommer den bedste mulighed for at se Merkur på aftenhimlen i 2024. Den opnår største elongation på 19° den 24. marts, og eftersom Ekliptika står stejlt mod horisonten om aftenen i foråret betyder det, at Merkur står forholdsvis højt på himlen. Med en klar himmel bliver Merkur synlig inden midten af måneden, hvilket især skydes, at dens lysstyrke er størst, når den efter konjunktionen med Solen dukker frem på aftenhimlen igen. Den 10. marts har den en lysstyrke på mag. ÷1,4 og står i en højde på omkring 5° over horisonten en halv time efter solnedgang. De følgende aftener øges højden over horisonten hurtigt, og den kulminerer den 24. med en højde på 12° en halv time efter solnedgang. På dette tidspunkt er lysstyrken faldet til mag. ÷0,1. Nogenlunde samme højde og lysstyrke bibeholdes de næste par aftener, men herefter taber den lille planet hurtigt både højde og lysstyrke og forsvinder ud af syne ved månedens udgang primært pga. den lavere lysstyrke. Den 1. april er lysstyrken faldet til mag.1,5.
Merkur på aftenhimlen en halv time efter solnedgang. Første position er den 10. marts og herefter følger positionen for hver anden dag. Sidste markering er den 1. april. Størrelsen på markeringerne angiver nogenlunde lysstyrkeforholdet.
Jupiter befinder sig ligesom Merkur på aftenhimlen. Den store gasplanet står både højere på himlen og er langt mere lysstærk, og man kan derfor næppe undgå at lægge mærke til den, idet den i begyndelsen af marts har den en lysstyrke på mag. ÷2.2, hvilket gør den til det klareste punktformede objekt på den del af himlen. Jupiter nærmer sig imidlertid Solen, og samtidig går Solen senere og senere ned, så det gælder om at benytte tiden umiddelbart efter solnedgang. Først på måneden går Jupiter ned 6 timer efter Solen, og sidst på måneden er der kun 3½ times forskel på nedgangstidspunkterne.
Afstanden mellem Jorden og Jupiter øges i månedens løb fra 811 millioner kilometer til 865 millioner kilometer. Den større afstand betyder, at Jupiters tilsyneladende størrelse svinder fra 36” til 34”. På grund af den kortere observationstid er det begrænset, hvor længe man kan nå at følge, hvordan de fire store måner bevæger sig rundt om planeten. Månerne bevæger sig med forskellige hastigheder afhængig af deres afstand til Jupiter. Den hurtigste er Io, som bruger omkring 1½ døgn til en tur rundt om Jupiter, medens Callisto, den yderste af de fire, bruger 17 døgn. På dette planetarieprogram kan man se månernes indbyrdes position samt se, hvornår de passerer bag Jupiter, bliver formørket af dens skygge eller passerer foran. Den eneste, som ikke deltager i formørkelserne eller transitterne, er Callisto. Jordens og Jupiters baneplaner afviger så meget, at Callisto i øjeblikket synes at passere henholdsvis over og under Jupiter. Billedet herunder fra ShallowSky viser, hvordan Callisto passerer under Jupiter den 10. marts og efter at have været i yderpositionen, passerer den på tilbagevejen ovenover Jupiter.
Jupiter og Callisto (samt de øvrige måner).
Uranus står 8° længere mod øst i Vædderen end Jupiter. I løbet af marts bliver afstanden reduceret til 3½°, hvilket giver en god mulighed for at spotte den fjerne planet, som under gode observationsforhold lige netop er synlig for det blotte øje, idet lysstyrken er mag. 5,8. På grund af den forholdsvis lave højde over horisonten er forholdene ikke optimale, men en god prismekikkert burde være tilstrækkelig. En prismekikkert har typisk et synsfelt på 6°-8° grader, hvilket betyder, at begge planeter kan ses i synsfeltet på en gang.
Begge planeter bevæger sig progradt, dvs. mod øst i forhold til baggrundsstjernerne. Jupiter er hurtigst, og på nedenstående kort med et synsfelt på 25°ses deres baner i løbet af marts. α Ari er Vædderens klareste stjerne på mag. 2, og stjernehoben i øverste venstre hjørne er Plejaderne – bedre kendt som Syvstjernen.
Uranus og Jupiter i Vædderen.
Detailkortet herunder har et synsfelt svarende til en prismekikkert. Positionen er angivet for den 31. marts. Delta Ari genkendes fra oversigtskortet, og tallene henviser til lysstyrken på de klareste stjerner i området.
Uranus og Jupiter den 31. marts.
Med prismekikkerten ved hånden kan man samtidig benytte lejligheden til (måske) at få øje på kometen 12P/Pons-Brooks, som bevæger sig gennem Vædderen sidst i marts. Kometen indleder måneden i Andromeda umiddelbart over Pegasusfirkanten, og bevæger sig midt i marts ind i Fiskene og videre derfra ind i Vædderen, hvor den passerer omkring1° forbi Vædderens klareste stjerne på månedens sidste aften.
12P/Pons–Brooks er en periodisk komet med en omløbstid på 71 år. Den blev opdaget af Jean-Louis Pons på Marseilles Observatorium i 1812, og senere uafhængigt genopdaget af William Robert Brooks i 1883. 12P/Pons–Brooks er senere blevet identificeret som en komet, der blev observeret i 1385 og i 1457, og den formodes at være ophavskometen til den lille meteorsværm, κ-Draconiderne, som er aktiv i begyndelsen af december.
12P/Pons-Brooks blev genfundet den 10. juni 2020 the Lowell Discovery Telescope. Den befandt sig da udenfor Saturns bane og havde en størrelsesklasse på mag. 23. I juli 2023 var den kommet ind i en afstand på 3,9 astronomiske enheder fra Solen, og den 20. juli forekom der et udbrud, hvor lysstyrken steg fra mag. 17 til mag. 12. Udbruddet blev sandsynligvis forårsaget af udkastningen af adskillige millioner tons støv og is. Et par uger senere havde komaen udvidet sig til en diameter på 600.000 kilometer. Et nyt udbrud fandt sted den 5. oktober 2023, og yderligere udbrud blev registreret den 1. og 14. november, hvor lysstyrken steg til mag. 9,3 efter det seneste udbrud. Der blev også observeret udbrud den 14. december og den 18. januar 2024.
Perihelpassagen finder sted den 21. april 2024, hvor afstanden til Jorden er omkring 230 millioner kilometer og afstanden til Solen omkring 117 millioner kilometer. På dette tidspunkt befinder 12P/Pons-Brooks sig i den vestligste del af Tyren forholdsvis tæt på Solen. Kometer er altid svære at forudsige, men det forventes, at lysstyrken vil toppe omkring mag. 4,5.
12P/Pons-Brooks i marts 2024. Den grå ellipseformede figur er Andromedagalaksen.
Af de resterende planeter kan Neptun ikke ses, idet den er i konjunktion med Solen den 17. marts. Venus, Mars og Saturn befinder sig på morgenhimlen. De står dog meget lavt og er tæt på Solen, så de er meget vanskelige at se. Den klareste er Venus med en lysstyrke på mag. ÷3.8, men den viser sig først over horisonten en halv time før Solen, og da den ligesom Saturn på mag. 1,0 og Mars på mag. 1,2 befinder sig under Ekliptika – som ligger meget fladt mod horisonten om morgenen i forårsmånederne – forsvinder den sammen med de øvrige to planeter i morgendæmringen. I løbet af måneden bliver vinkelafstanden mellem Venus og Solen mindre, medens den til gengæld bliver større for Mars’ og Saturns vedkommende.
Saturn, Venus og Mars ved solopgang den 15. marts. Den lilla kurve er Ekliptika.
Bemærk fuldmånen den 25. marts. Det er den, som er årsag til, at Påsken falder tidligt i 2024. Påskedag er den 31. marts, fordi det ifølge et kirkemøde i Nikæa i år 325 blev vedtaget, at Påsken skal fejres første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn.
Månens aktuelle fase: https://svs.gsfc.nasa.gov/5187/