Stjernehimlen i oktober 2019
Ifølge den traditionelle inddeling i årstider er oktober den midterste af de tre efterårs-måneder. Det betyder dog ikke, at sommeren er slut, for ifølge EU direktiv 2000/84/EF slutter sommertiden først den sidste søndag i oktober. I år er det således søndag den 27. oktober, hvor uret skal stilles en time tilbage fra klokken 03:00 til klokken 02:00. Hvis man ikke kan huske, om viserne skal den ene eller den anden vej, kan man altid bruge den nemme huskeregel: Uret skal stilles frem, når det er tid til at sætte havemøblerne ud, og det skal sættes tilbage, når det er tid til at stille møblerne ind i haveskuret igen.
Et flertal i Europaparlamentet vedtog i foråret 2019, at det er op til de enkelte medlems-lande, om de vil overgå til permanent sommertid eller normaltid i 2021. I lande, der vælger permanent sommertid, skal uret for sidste gang stilles en time frem søndag den 28. marts 2021, mens de lande, der vælger permanent normaltid, for sidste gang stiller urene tilbage søndag den 31. oktober 2021. Bemærk at normaltid af og til fejlagtigt bliver omtalt som vintertid.
Uret skal stilles tilbage den 27. oktober i alle EU-lande, så No deal eller ej gælder det også i England.
Himlen mod nord ved midnat midt i oktober.
Ved midnat står Karlsvognen direkte mod nord. Cassiopeias W befinder sig i Zenith, og mod øst ses Capella i Kusken midtvejs mellem horisonten og Zenith, og nærmere horisonten står Tyren med den røde kæmpe Aldebaran samt de to åbne stjernehobe Plejaderne og Hyaderne lodret over Orion, som næsten er kommet helt fri af horisonten, og det samme er Tvillingerne længere mod nordøst. I nordvestlig retning er Bootes næsten helt forsvundet, og Herkules er ligeledes ved at nærme sig horisonten. Den nordligste del af Herkules er dog cirkumpolar og forbliver således altid på himlen fra danske bredde-grader. Det samme gælder for de to øverste stjerner i Sommertrekanten, Vega i Lyren og Deneb i Svanen. De kan ses hele året, medens Altair i Ørnen kun kan ses en del af året.
Karlsvognen er også cirkumpolar. Denne figur bestående af syv stjerner er kendt næsten overalt på Jorden, og det gælder også, såfremt vi rejser tilbage til oldtiden. Stjernernes egenbevægelse på grund af Mælkevejens rotation er så lille, at stjernebillederne beholder deres form i tusindvis af år. Om 100000 år vil det dog knibe lidt med at genkende Karlsvognen, når man sammenligner med nutidens udseende.
Karlsvognen om 100000 år.
Himlen mod syd ved midnat midt i oktober.
Fire stjerner danner et kvadrat højt på himlen mod syd. Det er Pegasusfirkanten, hvis øverste venstre stjerne faktisk tilhører Andromeda, der som de fleste ved er hjemsted for Mælkevejens nabogalakse, Andromedagalaksen, som lige netop kan ses med det blotte øje en mørk nat. Under Pegasus ses Vandmanden og Fiskene, og endnu nærmere horisonten ses en enlig stjerne af 1. størrelsesklasse, Fomalhaut i Sydlige Fisk. Knækket i den snor, som Fiskene i mytologien er bundet sammen med, viser vej til Omikron i Hvalen. Stjernen er bedre kendt under navnet Mira og er en langtidsvariabel med en periode på ca. 330 døgn. Lysstyrken varierer normalt mellem ca. mag. 10 og ca. mag. 3, men der er rapporte-ret om en maksimal lysstyrke på op til mag. 2. Mira er kun synlig for det blotte øje i månederne omkring maksimum, som i år finder sted midt i oktober.
Mod vest nærmer Sommertrekantens nederste stjerne, Altair i Ørnen, sig horisonten. Mellem Ørnen og Svanen ses Pilen og Delfinen, som trods deres beskedne størrelse alligevel er nemme at genkende. Mod øst varsler de to vinterstjernebilleder Tyren og Orion om, at den kolde årstid står for døren.
Sommertrekanten.
Tilsynekomsten af Orion varsler samtidig, at det ved at være tid til at observere den årligt tilbagevendende meteorsværm Orioniderne, som har maksimum natten mellem den 21. og 22. oktober. Det bemærkelsesværdige ved Orioniderne er, at ophavskometen er Halleys komet, hvis bane krydser Jordens bane to gange årligt. Eta Aquariderne i begyndelsen af maj og Orioniderne i oktober er således to sider af samme sag.
Banen for Halleys Komet og dens efterladte is- og støvpartikler gennem det indre solsystem.
Orioniderne ses bedst, når Orion står højt mod syd omkring kl. 05. Meteorerne udstråler fra radianten, som ligger i den røde cirkel.
ZHR ligger normalt på omkring 20, så der er tale om en af de moderate sværme. I år er forholdene ikke helt optimale, idet Månen er i sidste kvarter og under maksimum befinder den sig i det nærliggende stjernebillede Krebsen, og samtidig står den forholdsvis højt på himlen.
En formildende omstændighed er, at den aftagende halvmåne lyser knap så kraftigt som den tiltagende. Det skyldes, at en stor del af den synlige overflade udgøres af det mørke Stormenes Hav. Forskellen er dog så lille, at de færreste lægger mærke til det. Fuldmånens lysstyrke angives normalt til mag. ÷12,5 og halvmånen til mag. ÷9,8.
Månen i 1. og 3. kvarter. Stormenes Hav er så stort, at dets oprindelige latinske navn er Oceanus Procellarum, dvs. Stormenes Ocean.
Orioniderne bevæger sig meget hurtigt. Støvpartiklerne rammer Jordens atmosfære med en hastighed på omkring 66 kilometer i sekundet, hvilket betyder, at de brænder op og fordamper fuldstændig i løbet af ganske få sekunder. En særlig karakteristisk egenskab ved Orioniderne er, at der ofte forekommer en efterglød, som bliver stående på himlen i et stykke tid efter, at selve meteoret er forsvundet. Såfremt der er overskyet på maksimums-natten, er der ikke grund til at fortvivle. I natten før og efter maksimum er raten ofte næsten lige så høj som under selve maksimum.
Radianten er det sted på himlen, hvorfra meteorerne synes at udstråle. For Orionidernes vedkommende befinder den sig i den øverste del af Orion i nærheden af den trækølle, som den mytologiske jæger holder hævet over hovedet. Området befinder sig under horisonten ved mørkets frembrud og står op omkring kl. 22. Radianten behøver imidlertid ikke at befinde sig over horisonten, for at man kan se meteorerne. Hvis radianten for en meteor-sværm befinder sig under horisonten, vil man se meteorerne bevæge sig opad fra horison-ten, og netop dette forbavser mange, for normalt forventer man, at en meteor bevæger sig nedad. Af og til vil man ligeledes se en sporadisk meteor bevæge sig opad. Der vil kun være tale om et meget begrænset antal, der optræder på denne måde, jvf. beregningsgrundlaget for ZHR. Det lave antal skyldes især, at Jordens atmosfære absorberer en stor del af lyset tæt på horisonten, så kun de allerklareste – dvs. ildkuglerne – er synlige.
Med sin beliggenhed på himlens Ækvator kan Orion ses fra hele Jorden – polerne inklu-sive. Himlens Ækvator går tværs gennem Orion, idet den øverste af de tre bæltestjerner, Mintaka, har en deklination på ÷0°18’. Fra Nordpolen kan man således kun se Orions hoved og overkrop, og fra Sydpolen kun hans underkrop og ben.
Himlen set fra henholdsvis Nordpolen og Sydpolen. Læg mærke til Lille Bjørns halespids, som befinder sig lodret over hovedet, når man står på Nordpolen. På den sydlige halvkugle findes der ikke en tilsvarende klar stjerne til markering af himlens Sydpol. På alle fire kort befinder Orion sig nederst.
Orions Bælte er ikke synlig på Nordpolen, men teoretisk er det alligevel muligt at se dets øverste stjerne, Mintaka. Mintakas position er som nævnt 18’ syd for himlens Ækvator, og da denne vigtige linje ligger præcis 90° fra himlens Nordpol, vil det med andre ord sige, at himlens Ækvator løber langs horisonten, når man står på Jordens top. Nordpolen ligger ved havets overflade, og der er hverken bjerge, træer eller højhuse i nærheden til at afbryde den flade horisont. Imidlertid afbøjer Jordens atmosfære lyset, så stjernerne synes at stå højere, end de gør i virkeligheden, og helt nede ved horisonten, hvor det passerer gennem den tætteste del af atmosfæren, er afbøjningen på omkring ½°. Man kan derfor ’se rundt om hjørnet’, hvilket de fleste kender fra Solen, som med sin udstrækning på ½° faktisk er gået ned, når den netop synes at røre horisonten med den nederste rand. Mintaka har en lysstyrke på mag. 2,2 og vil således være meget vanskelig at se så tæt på horisonten.
Orion set fra Nordpolen.
Man har dog god tid, for Mintaka står hverken op eller går ned. Den vil hele tiden stå i samme højde mod syd, for uanset i hvilken retning man vender sit blik, når man står præcis på Nordpolen, ser man mod syd. Øst, vest og nord eksisterer ikke, og alle stjerner bevæger sig i cirkler, som er parallelle i forhold til horisonten. Hvis man går blot nogle få skridt i en vilkårlig retning, ɔ: mod syd, dukker verdenshjørnerne pludselig op igen.
Ca. 1000 turister besøger hvert år Nordpolen.
Man har imidlertid alligevel ikke så god tid til at se stjerner, som man umiddelbart skulle tro. Fra skolernes geografibøger lærte man, at Solen er på himlen seks måneder i træk, og at der i de resterende seks måneder er bælgravende mørkt. Geografibøgerne glemmer, at der er noget, som hedder tusmørke. Vi kender det herhjemmefra ved solop- og nedgang og især i de lyse nætter om sommeren. Så længe Solen er mindre end 6° under horisonten, er der borgerligt tusmørke. Det efterfølges af nautisk tusmørke, indtil Solen er 12° under horisonten, hvorefter der er astronomisk tusmørke, indtil den er 18° under horisonten. Først herefter indtræffer nattemørket. På Nordpolen forsvinder Solen under horisonten den 25. september (og ikke på selve efterårsjævndøgn pga. førnævnte refraktion). Solen dykker ganske langsomt længere og længere ned under horisonten, og først omkring 8. oktober er den kommet så langt ned, at det borgerlige tusmørke er slut. Det natutiske tusmørke slutter omkring 25. oktober og det astronomiske tusmørke omkring 11. novem-ber. Først da er der pr. definition nattemørke, hvilket varer indtil omkring 29. januar, hvor tusmørkecyklussen begynder igen i modsat rækkefølge. Der er således kun nattemørke i godt 2½ måned, og halvdelen af den tid er Månen over horisonten. På Sydpolen gælder det samme; her er der blot mørkt i maj, juni og juli.
Det blev før nævnt, at Karlsvognen ændrer udseende på grund af stjernernes egenbevægelse, og at den vil være mere eller mindre uigenkendelig om 100000 år. Det samme er naturligvis tilfældet for Orion, men det går meget langsommere. Det skyldes, at stjernerne i Karlsvognen ligger forholdsvis tæt på Solen, medens Orions ligger meget længere væk. Den nærmeste er Betelgeuze, og som det fremgår af nedenstående kort, er det da også den, som hurtigst ændrer position.
Orion i dag og om ½ million år. Bemærk at Tyrens to klareste stjerner, Aldebaran og Elnath (β Tau), har flyttet sig så meget, at de blander sig med Orions stjerner, fordi de ligger endnu tættere på Solen end Betelgeuze.
Gennem sommeren har Jupiter og Saturn domineret himlen mod syd efter solnedgang. Nu er det ved at være slut med at nyde synet af de to store gasplaneter. I oktober går Solen tidligt ned. Den 1. oktober går den ned kl. 18:55. Ved månedens udgang sker det kl. 16:43. Når tusmørket er ved at være overstået, bliver Jupiter synlig lavt i sydvestlig retning. Planeten har en lysstyrke på mag. ÷2 og dukker frem som det første objekt i området – måske lige bortset fra den tiltagende måne, som står nogle få grader fra Jupiter den 3. og igen den 31. Den lave højde over horisonten betyder desværre, at Jupiter hurtigt forsvinder ud af syne. Den 31. oktober går planeten ned kun to timer efter Solen.
Det står lidt bedre til med Saturn. Den bliver også synlig som et af de første objekter efter solnedgang; dog noget senere end Jupiter, idet ringplanetens lysstyrke kun er mag. 0,5. Saturn står lidt mere end 20° længere mod øst end Jupiter og forbliver derfor på himlen omkring 1½ time længere. Ligesom for Jupiters vedkommende passerer Månen tæt forbi. I dette tilfælde er det den 5. oktober, hvor Månen er i 1. kvarter.
Jupiter og Saturn på aftenhimlen midt på måneden ved tusmørkets ophør.
I månedens sidste halvdel er der en teoretisk mulighed for at få et glimt af Merkur og Venus lige efter solnedgang. Venus er den nemmeste at se, idet den har en lysstyrke på mag. ÷3,8. Merkurs største østlige elongation er den 19. med en vinkelafstand på 19°. Den har da en lysstyrke på mag. 0 og står 7° til venstre for Venus. De to planeter nærmer sig hinanden, og korteste afstand er den 29., hvor Merkur står 3° under Venus. Samme aften står den 2 dage gamle måne et par grader over Venus. Største problem er, at Ekliptika har en meget flad vinkel mod horisonten om aftenen i efterårsmånederne. Det betyder, at de to planeter på trods af en forholdsvis stor vinkelafstand fra Solen står meget lavt. For at se dem, kræves der derfor en helt klar himmel, en helt fri horisont samt en prismekikkert. De kommende par måneder vil Venus gradvist vinde højde, og ved juletid går den ned omkring 2½ time efter Solen.
Aftenhimlen ved solnedgang den 29. oktober med Månen, Venus og Merkur tæt sammen. De to øvrige planeter på Ekliptika er Jupiter og Saturn.
Neptun er til gengæld synlig det meste af natten. Synlig burde dog stå i gåseøjne, for med en lysstyrke på mag. 7,8 kan Solsystemets yderste planet ikke ses med det blotte øje. Ved mørkets frembrud er Neptun allerede kommet et godt stykke op på himlen mod sydøst. Den befinder sig i Vandmanden tæt på grænsen til Fiskene, og står hele måneden tæt på φ (Phi) Aqr, som har en størrelsesklasse på mag. 4. Neptun bevæger sig retrogradt, dvs. mod vest i forhold til baggrundsstjernerne. Den begynder måneden 0,7° vest for φ og forøger i løbet af måneden afstanden til 1,3°.
Kortet viser Vandmanden med den letgenkendelige asterisme Vandkrukken. De to pile viser Neptuns position henholdsvis den 1. og den 31. oktober. Bevægelsen foregår mod højre.
Uranus kommer i opposition den 28. oktober. Den befinder sig i Vædderen, og burde med en lysstyrke på mag. 5,7 være noget lettere at finde end Neptun. Desværre ligger Uranus blandt baggrundsstjernerne i et forholdsvist stjernefattigt område omkring 11° syd for de tre klareste stjerner i Vædderen. Uranus findes nemmest ved hjælp af en prismekikkert og nedenstående søgekort. I tvivlstilfælde kan man vende tilbage til samme område nogle nætter senere og vil da bemærke, at en af ‘stjernerne’ har bevæget sig en lille smule mod vest, for ligesom Neptun bevæger Uranus sig retrogradt i oktober.
Uranus’ position i Vædderen henholdsvis den 1. og 31. oktober. Bevægelsen foregår mod højre.
Mars har været ude af syne i adskillige måneder. De røde planet var i konjunktion med Solen i august – tilfældigvis på næsten samme tidspunkt som Venus.
Venus, Mars og Regulus set fra solsatellitten SOHO.
I mellemtiden har Venus som før nævnt bevæget sig om på aftenhimlen, medens Mars skal opsøges på morgenhimlen, og i modsætning til Venus står den langt mere gunstigt, idet Ekliptika har en stejl vinkel mod horisonten om morgenen i efterårsmånederne. Sidst på måneden står Mars 8° over horisonten en time før solopgang. Til gengæld har den kun en lysstyrke på mag. 1,8. Mars passerer tæt forbi Spica i Jomfruen, inden den bevæger sig ind i Vægten, hvor den forbliver resten af året. Mars kommer kun langsomt fri af morgen-dæmringen, men i løbet af næste forår og sommer går det stærkere, og i oktober 2020 kulminerer det med en meget gunstig opposition.
Mars på morgenhimlen sidst i oktober. Den klare stjerne øverst til venstre er Arcturus i Bootes.
Asteroiden 29 Amphitrite kommer i opposition den 13. oktober. Med en lysstyrke på mag. 8,7 er den lige netop inden for rækkevidde med en god prismekikkert, som i givet fald skal rettes mod et forholdsvist stjernefattigt område i Fiskene. Et dagligt opdateret søgekort kan findes på Heavens-above eller på The Sky Live, og ved gentagne observationer med en eller et par nætters mellemrum kan man hurtigt konstatere, at asteroiden flytter sig blandt baggrundsstjernerne. 29 Amphitrite blev opdaget i 1854. Den er omkring 200 kilometer i diameter, og gør sig særlig bemærket ved at have en næsten cirkelformet bane om Solen, og desuden hælder dens bane kun 6° i forhold til Ekliptikas plan.
29 Amphitrites bevægelse gennem Fiskene i løbet af oktober.
