Stjernehimlen i juli 2017
På grund af de lyse nætter er sommernattehimlen ikke overstrøet med ”millioner” af stjerner. Kun de klareste er synlige. Tre af disse danner en stor ligebenet trekant højt på himlen i sydlig retning. Der er naturligvis tale om Sommertrekanten, som består af Vega i Lyren, Deneb i Svanen og Altair i Ørnen.
Eftersom Sommertrekanten består af stjerner fra tre forskellige stjernebilleder, er den ikke i sig selv et rigtigt stjernebillede, men derimod en såkaldt asterisme, og selv om de tre stjerner har været kendt i årtusinder, er betegnelsen Sommertrekanten af forholdsvis ny oprindelse.
Den tidligste henvisning tillægges den østrigske astronom Johann Joseph von Littrow, som i forordet til sit Atlas des Gerstirnten Himmels fra 1839 skriver, at “man genkender straks en meget stor, ligebenet trekant, som er dannet af tre stjerner af første størrelse: Vega, Deneb og Altair”.
Atlas des Gerstirnten Himmels side 4.
Littrow kaldte således ikke asterismen direkte for Sommertrekanten, og var heller ikke den første, som gjorde opmærksom på figuren. Astronomen og kartografen Johan Ehlert Bode er især kendt for Titius-Bodes lov og for beregningen af Uranus’ bane og det efterfølgende forslag om, at en ukendt planet længere ude var årsag til banens tilsyneladende uregel-mæssigheder. Bode udgav også det kendte stjernekort Uranographia sive Astrorum Descriptio i 1801, hvor han i en revideret udgave fra 1816 tegner forbindelseslinjer mellem Vega, Deneb og Altair uden dog at navngive figuren.
I 1913 udkom en astronomibog forfattet af Alice Mary Matlock Griffith. Bogen var især beregnet for unge, og den omtaler ganske kort den karakteristiske figur sammen med et kort over det pågældende område.
The Stars and Their Stories, A Book for Young People by Alice Mary Matlock Griffith side 41-43.
I slutningen af 1920’erne, henviste den østrigsk astronom Oswald Thomas til de tre stjerner som Grosses Dreieck, og i 1934 ændrede han navnet til Sommerliches Dreieck. Det er dog den kendte engelske astronom Patrick Moore, som i sine populære bøger og radioforedrag i 1950’erne gjorde navnet alment udbredt.
De tre stjerner i Sommertrekanten er meget forskellige. Altair er med en afstand på kun 17 lysår en af Solens nærmeste naboer, og den har en diameter på omkring to gange Solens. Altair roterer så hurtigt omkring sin egen akse, at én rotation kun tager knap 9 timer, hvilket betyder, at overfladen ved ækvator bevæger sig med en hastighed på 240 kilometer i sekundet. Det er 66 gange hurtigere end Solen, og er så hurtigt, at stjernen er meget fladtrykt.
Vega er ligeledes meget fladtrykt på grund af en meget hurtig rotation, så dens ækvatordiameter er ligesom Altairs væsentlig større end poldiameteren. Vega var blandt de tre stjerner, som fik afstanden målt, da tre astronomer uafhængigt af hinanden i 1838 foretog nogle meget nøjagtige positionsmålinger af stjerner, som de hver især havde udvalgt. Vega ligger i en afstand af 26 lysår, og den er ca. tre gange stå stor som Solen.
Deneb er den som skiller sig mest ud. Dens afstand kendes ikke præcist, men sættes til omkring 2600 lysår, og det er den fjerneste stjerne af 1. størrelsesklasse. Årsagen til den store lystyrke på trods den store afstand er, at Deneb er en supergigant, som er 200 gange større end Solen. Hvis Deneb befandt sig i samme afstand som de øvrige to stjerner i Sommertrekanten, ville den have en lysstyrke på mag. ÷8, dvs. omtrent lige så meget som halvmånen.
De tre stjerner i Sommertrekanten sammenlignet med Solen.
Mælkevejenes klareste del på den nordlige halvkugle går gennem Svanen. Sidst i juli er de lyse nætter ved at nærme sig deres afslutning, så midt på natten begynder der at blive så mørkt, at man uden for byernes lys så småt igen kan se det karakteristiske slørede bånd, som stammer fra det samlede lys fra de mange stjerner i Mælkevejens skive. Sidst i juli er Månen tilmed i tiltagende og går ned så tidligt, at der er gode muligheder for at få en lille forsmag på den mørke nattehimmels tilbagekomst.
”Midt på natten” betyder imidlertid ikke midnat, for på grund af sommertiden falder astronomisk og borgerlig midnat ikke samtidig. Sommertiden og den måde tidszonerne er inddelt på medfører, at Solen er længst under horisonten omkring kl. 01:20 på Fyn, hvilket dermed er det tidspunkt, hvor der er mørkest – eller så mørkt, som der nu kan blive om sommeren.
Sommertrekanten mod syd sidst i juli. Den klare stjerne mod vest er Arcturus i Bootes.
Sommertrekanten er således et forholdsvist nyt begreb. De tre involverede stjernebilleder er derimod langt ældre. Svanen var allerede afbildet som en fugl, længe før grækerne gav den sit nuværende navn. Den oprindelige figur menes at have oprindelse i Mesopotamien, hvor den var kendt som Urakhga. Dette billede blev overtaget af araberne, som kaldte den Rukh, som vi bedre kender som fuglen Rok i fortællingen fra 1001 Nats Eventyr om Sinbad Søfareren.
På sin anden rejse fandt Sindbad et stort æg fra Rok. Det målte 50 skridt i omkreds, og da Rok kom hen til reden, hvor ægget lå, bandt Sindbad sig fast til dens fødder og blev på den måde båret gennem luften til Diamantdalen, hvorfra han kunne vende hjem med en anseelig formue.
Mange græske myter fortæller om unge mænd, der blev forvandlet til svaner. Den bedst kendte handler om Leda, kong Tyndareos’ hustru. Overguden Zeus efterstræbte Leda og havde forklædt sig som en svane for at narre hende. Som et resultat af dette møde lagde Leda to æg. Af det ene udklækkedes Helene af Troja, og fra det andet tvillingerne Castor og Pollux.
Et andet græsk sagn fortæller, at stjernebilledet symboliserer et menneske ved navn Cygnus. Cygnus er det græske navn for svane. Cygnus var ven med ynglingen Phaeton, som af sin far Helios fik lov til at køre med solvognen en enkelt dag. Imidlertid kørte Phaeton så stærkt med vognen, at han faldt af og styrtede ned i floden Eridanus. I sin sorg over tabet af vennen blev Cygnus ved med at lede efter liget i mange år, og til sidst forbarmede guderne sig over Cygnus og placerede ham på himlen. På grund af sin form kaldes Svanen også af og til for Nordkorset.
Lyren: De græske sagn fortæller, at Hermes blev undfanget ved elskov mellem Zeus og den skønne nymfe Maia. Hermes var meget fremmelig allerede fra fødslen. Samme dag han blev født, stod han op af sin vugge og gik uden for den grotte, hvori han boede sammen med sin mor. Her fik han øje på en skildpadde, som han straks dræbte. Han pillede kødet ud af skjoldet og spændte fåretarme ud over det, så han på den måde fik et fremstillet et musikinstrument – en lyre.
I et andet sagn blev Lyren senere skænket til Orpheus, som var den menneskelige søn af Apollo. Orpheus’ hustru Euydike blev bidt af en slange, så hun døde af giften. Orpheus savnede hende meget og drog derfor til Underverdenen for at bringe hende tilbage. Med sig havde han sin lyre, og underverdenens hersker Hades blev så betaget af den smukke musik, at han gav Orpheus lov til at tage Eurydike med tilbage. Som eneste betingelse skulle han love ikke at vende sig om for at se på hende, før de var kommet helt op på Jorden igen.
Den døde Eurydike var imidlertid blot som en lydløs skygge, og på vejen op blev Orpheus i tvivl, om hun stadig fulgte efter ham. Lige inden de nåede helt ud af dødsriget vendte Orpheus sig om, men i samme øjeblik han så på Eurydike, forsvandt hendes sjæl for evigt.
Ørnen: Også dette stjernebillede blev oprindeligt afbildet som en ørn i Mesopotamien. Da grækerne navngav det, overtog de ørnen, og for dem var det ligesom alle andre dyr i luften under herredømme af den øverste gud Zeus. Ørnen var fuglenes konge og havde som sådan en privilegeret stilling som kongelig tjener, hvis opgave var at hente tordenkilerne tilbage, når Zeus havde udslynget dem.
Det var også Ørnen, som bortførte den smukke yngling Ganymedes. Forklædt som ørn bar Zeus Ganymedes op til Olympen, hvor han var blevet udvalgt af guderne til at bevare evig ungdom og til at bære det gyldne bæger med guddommelig nektar.
Ørnen medvirker også i myten om Herkules. På sin rejse verden rundt for at udføre de tolv bedrifter kom Herkules forbi Kaukasus. Her fandt han Prometheus, som var blevet lænket til en klippe som straf for at have givet menneskeheden ilden. Zeus var blevet rasende over dette, og havde lænket Prometheus nøgen til klippen, og fra solopgang til solnedgang flænsede Ørnen i Prometheus’ lever, men da han var udødelig, voksede leveren ud igen hver nat for blot at blive hakket ud næste dag. På denne måde skulle straffen vare evigt.
Da Herkules kom forbi, forbarmede han sig over Prometheus, skød Ørnen og befriede på den måde Prometheus. Zeus placerede herefter Ørnen på himlen, og der blev også plads til Pilen, der ses lige over Ørnen.
Kineserne havde deres egne stjernebilleder og myter, som var meget forskellig fra dem, vi kender. Sommertrekanten genkendes imidlertid i fortællingen om prinsesse Tchi-niu, som var datter af Solguden. En dag, da Tchi-niu sad og vævede, så hun ud af slottets vinduer og fik øje på hyrden Kien-niou, der vogtede kongens får. Prinsessen blev straks forelsket i den smukke hyrde, og plagede sin far om at måtte blive gift med ham. På trods af den store standsforskel gav Solguden sin tilladelse, blot skulle de efter giftermålet stadig passe deres normale opgaver med at væve og passe får. Parret levede meget lykkeligt, endda så lykkeligt, at de helt glemte deres arbejde.
Til sidst så Solguden sig nødsaget til at skille dem af. Han placerede prinsessen på den ene side af Mælkevejen, medens fårehyrden blev forvist til den anden side. Her står de stadig den dag i dag. Prinsessen er Vega i Lyren, medens fårehyrden er Altair i Ørnen. Et lille lykkeligt tillæg er der dog til myten. En gang om året – på den syvende dag i den syvende månemåned – danner alle fuglene en bro over Mælkevejen gennem Svanen, så de to elskende kan mødes.
I juli begynder de såkaldte Hundedage. De varer fra 23. juli til 23. august – altså 30 dage – og hvis man skal tro de mange varsler, der har fulgt dagene lige siden oldtiden, er der i denne periode stor risiko for liv og levned.
Hundedagenes navn knytter sig til Sirius, som ikke alene er den klareste stjerne i stjernebilledet Store Hund, men også den klareste stjerne på hele himlen. Da Sirius befinder sig i Store Hund, kaldes den også Hundestjernen, og romerne kaldte dagene caniculares dies. De mente, at dagene fik havene til at koge, vinen til at blive sur, hundene til at blive bidske og mennesker til at blive febersyge og hysteriske. Derfor prøvede de at mildne Sirius ved at ofre en hund (som helst skulle være brun), når Hundedagene begyndte. Hundedagene begyndte, når Solen gik ind i stjernebilledet Løven og derfor stod i nærheden af Sirius. På grund af præcessionen står Solen ikke længere i Løven på denne årstid. Den befinder den sig i stedet mellem Tvillingerne og Krebsen, og faktisk har præcessionen bevirket, at den står tættere på Sirius end i romertiden.
Solens position den 23. juli.
I oldtidens Ægypten spillede Sirius ligeledes en stor rolle, og for ægypterne begyndte Hundedagene den dag, hvor Sirius ved morgengry for første gang viste sig på himlen lige før Solen. Dette plejede at falde sammen med det tidspunkt, hvor Nilen hver sommer gik over sine bredder, hvilket også markerede nytåret i den ældste ægyptiske kalender. Derfor blev Hundestjernen et varsel for denne periode, hvor dagene tilmed også var de varmeste på året og derfor blev betragtet som en dårlig tid, hvor høsten let kunne blive ødelagt. I det antikke Grækenland beskrev Homer Sirius som ”et ondt varsel som påfører en allerede lidende menneskehed uudholdelig smerte”.
Fra Danmark kendes mange forskellige vejrvarsler i forbindelse med Hundedagene. Et af dem lyder: “Som Hundedagene tændes, vil de endes” eller med andre ord vil vejret på den første hundedag varsle om vejret for hele perioden. Et andet vejrvarsel siger: ”Den første dag varsler vejret for første halvdel af Hundedagene, og vejret i anden halvdel vil blive lige modsat”. Hvis der i Hundedagene var mange hvide skyer, som eventuelt lignede hatte med hvide kanter, betød det ifølge den gammel overtro, at man kunne forvente megen sne i den kommende vinter.
Varslerne antyder den bekymring, som bonden havde for, hvordan vejret ville udarte sig i den periode, der lå umiddelbart forud for den vigtige høsttid. Bekymringerne blev forstærket ved at tilføje, at hvis vejet havde været dårligt i Hundedagene, ville der følge ni ’kattedage’: ”Hvis Hundedagene er slemme, så vil kattene rives”, – altså ville vejret blive endnu dårligere de næste ni dage.
Man skal dog ikke lægge for meget i de mange varsler om vejret i forbindelse med Hunde-dagene, men det er dog rigtigt, at Hundedagene kan være en periode med varme, torden og kraftige regnskyl. Hundedagene varer jo en hel måned, så bortset fra snestorm kan man nå at få næsten alle slags vejr.
Hundedagene.
Som tidligere nævnt kan man i slutningen af juli tydeligt fornemme, at de lyse nætter er ved at nærme sig deres afslutning. Himlen er mærkbart mørkere midt på natten, og det varer længere, inden der bliver lyst om morgenen. Det giver mulighed for at se efter meteorer – eller stjerneskud som er den mere populære betegnelse. Meteorer kan ses hver klar nat, og de forekommer over hele himlen. Imidlertid er der stor chance for, at nogle få stykker sidst i juli stammer fra en af årets mindre meteorsværme, nemlig De Sydlige Delta Aquarider. Denne sværms radiant ligger som navnet antyder i nærheden af stjernen Delta i den sydlige del af Vandmanden, som når at komme relativt højt på himlen inden daggry. Delta Aquariderne er en meget spredt meteorsværm, som kan ses fra midt i juli til midt i august. Maksimum forekommer omkring den 30. juli, men på grund af radiantens beliggenhed i nærheden af himlens Ækvator når ZHR sjældent op på mere end omkring 10 på vore breddegrader. I slutningen af juli kan man også være heldig at se nogle af de første meteorer fra en af årets bedste sværme, nemlig Perseiderne, som har maksimum omkring 12. august. Delta Aquaridernes maksimum finder sted ved en gunstig månefase, hvilket desværre ikke er tilfældet for Perseiderne i 2017.
På kortet ses morgenhimlen den 30. juli. Syd er nedad, og radianterne for de to meteorsværme er angivet med røde kryds. Radianterne ligger så langt fra hinanden, at man meget nemt kan afgøre, hvilken sværm et evt. meteor måtte tilhøre – såfremt der da ikke er tale om et sporadisk meteor, dvs. et meteor uden tilknytning til en bestemt sværm.
Juli forbindes traditionelt med ferie, men sådan har det ikke altid været. For blot et par hundrede år siden var ferie kun noget, som kendtes i de velhavendes kredse, og der skulle gå helt til 1938, før den første danske ferielov sikrede alle samfundets klasser to ugers ferie om året. I dag har vi mere end dobbelt så lang ferie, og mange tilbringer måske en eller flere af disse uger under sydlige himmelstrøg. Såfremt dette er tilfældet, bør man unde sig selv den oplevelse at finde et mørkt sted uden for hotellernes og restauranternes reklameoplyste facader og rette blikket mod den mørke nattehimmel.
Fra Middelhavsområdet har man bedre observationsforhold end i Danmark. Der er ingen lyse nætter, og Ekliptika har en mere stejl hældning i forhold til horisonten. Objekter, som befinder sig her, vil derfor stå højere end i Danmark, og f.eks. vil Merkurs normalt korte synlighedsperiode blive forlænget pga. den større højde over horisonten, og fordi der hurtigere bliver mørkt.
Til gengæld kan man ikke se lysende natskyer. Disse højtliggende og svagt lysende skyer er et særkende for netop vore breddegrader i sommermånederne. Se mere om lysende natskyer på https://stjernehimlen.info/?page_id=651.
Merkur blev nævnt, fordi denne solnære planet står på aftenhimlen i juli. Merkur opnår største østlige elongation (længst fra Solen) den 30. juli. Vinkelafstanden bliver 27,2°, hvilket er årets største. Desværre betyder Ekliptikas hældning på denne årstid, at Merkur kun står nogle få grader over horisonten og derfor er vanskelig at se på den tusmørke-belyste aftenhimmel. Længere sydpå i Europa er forholdene væsentligt bedre. Merkur bliver teoretisk synlig allerede omkring den 1. juli, hvor den har en lysstyrke på mag. ÷1,2. Nedenstående kort viser aftenhimlen ½ time efter solnedgang på denne dato fra hen-holdsvis Danmark og Costa del Sol. Himlen er tydeligvis mørkere, og Merkur står højere på himlen fra Sydspanien.
Merkur på aftenhimlen fra Danmark og Costa del Sol ½ time efter solnedgang den 1. juli. De to klareste stjerner er Castor og Pollux i Tvillingerne, og den røde ”stjerne” er Mars, som imidlertid står for tæt på Solen til at kunne ses. Mars er i konjunktion med Solen den 26. juli.
Vinkelafstanden til Solen bliver som nævnt forøget i løbet af måneden. Samtidig falder lysstyrken imidlertid, men det bliver delvist kompenseret af den større afstand til Solen. Den 25. passerer Merkur nogle få grader fra Løvens klareste stjerne Regulus, og samtidig står det tynde segl på den tiltagende måne i samme område. Merkurs lysstyrke er på dette tidspunkt mag. 0,2. Kortet herunder viser situationen fra Danmark og Costa del Sol ½ time efter solnedgang.
Merkur på aftenhimlen fra Danmark og Costa del Sol ½ time efter solnedgang den 25. juli.
De samme gode observationsforhold gælder naturligvis også for stjernerne og især for dem, som står mere end 25°-30° under himlens Ækvator. Dette område er svært tilgængeligt fra Danmark, da denne del af himlen kun med nød og næppe kommer op over horisonten. F.eks. kan vi kun se den øverste del af Skorpionen, medens det fra Middelhavsområdet er muligt at se hele stjernebilledet inklusive den buede hale, som har givet anledning til navnet. Samtidig ser man også ind i retning af Mælkevejens centrum, som befinder sig i det nærliggende Skytten.
Skorpionen og Skytten set fra Danmark og fra Middelhavsområdet omkring midnat lokaltid midt i juli.
Jupiter befinder sig ligesom Merkur på aftenhimlen. Den store planet befinder sig i Jomfruen og dermed længere fra Solen, og da lysstyrken samtidig ligger på mag. ÷2.0, bliver den synlig allerede kort tid efter solnedgang. I begyndelsen af juli går den ned omkring kl. 01 og sidst i juli omkring kl. 23. Der bliver således kortere og kortere tid til rådighed til at følge de fire måners hurtige kredsløb omkring planeten , men der går dog indtil midten/slutningen af september, inden den kommer så tæt på Solen, at den forsvinder i tusmørket.
Saturn er derimod oppe de meste af natten. Ringplaneten var i opposition midt i juni og befinder sig i Ophiuchus, som ganske vist er et stort stjernebillede, men til gengæld kun består af forholdsvis svage stjerner. Saturn er derfor det klareste objekt i området, som desværre står meget lavt på himlen fra vore breddegrader, så også i dette tilfælde er observationsforholdene bedre fra sydlige himmelstrøg. Endnu bedre er observationsforholdene fra Cassini-sonden, som har kredset omkring Saturn siden 2004. Nu er det imidlertid snart slut. Cassini er ved at løbe tør for brændstof, og missionen er i øjeblikket inde i sin afsluttende fase.
Uranus befinder sig i Fiskene og Neptun i Vandmanden. Vandmanden står op omkring midnat, så den eneste forhindring for at kunne se Neptun er planetens lave lystyrke på mag. 7,8 kombineret med de lyse nætter. Under alle omstændigheder er Neptun ikke synlig for det blotte øje, idet der som minimum kræves en prismekikkert. Neptun befinder sig omkring 2° fra λ (Lambda) Aqr, som har en lystyrke på mag. 4.
Uranus har en lysstyrke på mag. 5,8 og er derfor langt klarere end Neptun. Den ligger dog lige på grænsen for at kunne ses med det blotte øje, så også i dette tilfælde vil en prismekikkert eller et teleskop være uundværlig. Uranus befinder sig ligeledes i nærheden af en forholdsvis klar stjerne, nemlig ο (Omikron) Psc på mag 4½. Omikron kendes også under det meget mundrette navn Torcularis Septentrionalis.
De mørke nætter vender tilbage i august. Når omtalen af stjernehimlen i den sidste sommermåned bliver bragt her på siden, følger der en nærmere omtale af de to planeter, som bliver nemmere at finde på den mørke augusthimmelbaggrund.
Uranus og Neptun et par timer efter midnat i slutningen af juli 2017.
Inden daggry bliver også Venus synlig, og her er det ikke nødvendigt med optiske hjælpe-midler. Venus har en lysstyrke på mag. ÷4,2 og står op ved 03-tiden. Venus befinder sig i Tyren og passerer forbi Plejaderne først på måneden og forbi Aldebaran og Hyaderne en uges tid senere. Den 20. juli bliver sceneriet tilført en ekstra dimension, idet det smalle månesegl denne morgen står mellem Venus og Aldebaran. I de to sidste dage af juli befinder Venus sig ikke i et af Ekliptikas sædvanlige stjernebilleder, idet den passerer gennem den allernordligste del af Orion, inden den bevæger sig ind i Tvillingerne den 1. august.
Morgenhimlen 20. juli 2017. Den klare stjerne i øverste venstre hjørne er Capella i Kusken, og i øverste højre hjørne genkendes Uranus i Fiskene.
Se Månens aktuelle fase på: http://aa.usno.navy.mil/imagery/moon