Den tiltagende måne
Bemærk at billederne af Månen vender, som den ser ud gennem et astronomisk teleskop. Dvs. nord er nedad, syd opad, øst til venstre og vest til højre.
Et par dage efter nymåne kan man umiddelbart efter solnedgang se det tynde månesegl på den tusmørkebelyste aftenhimmel. Den følgende aften står Månen højere på himlen, når det begynder at blive mørkt, og samtidig er en større del af dens skive belyst af Solen. Man vil formodentlig bemærke, at også den øvige del af Månen er ganske svagt belyst af et blå-gråt lys. Dette fænomen kaldes populært Den gamle måne i den nyes arme og lyset er i virkeligheden genskin fra Jorden, for på samme måde som Jorden bliver oplyst af måneskin, bliver Månen oplyst af jordskin.
På dette tidspunkt er den solbelyste del af Månen forholdsvis smal. Alligevel er det muligt at se to månehave, Mare Crisium og Mare Fecunditatis. Det er to flade lavaområder, som de første måneiagttagere opfattede som rigtige have. Det giver sig udtryk i de navne, vi fortsat anvender, idet mare er det latinske navn for hav. Disse store lavabassiner stammer fra nedslag af store asteroider tidligt i Månens historie. Fra nedslagsområderne flød lava fra Månens indre ud og dækkede de kratere, som tidligere var blevet dannet. Havene er derfor som regel flere hundrede millioner år yngre end det omgivende månelandskab.
Stort set alle månekratere er dannet ved asteroidenedslag, hvoraf nogle var meget voldsomme. I områderne uden for de glatte og mørke have er Månen domineret af kratere i tusindvis, og disse områder er lysere på grund af deres indhold af mineraler.
På Månen og på de øvrige klippeplaneter og måner i Solsystemet gælder, at jo ældre overfladen er, jo flere kratere er der. Længe inden de første måneprøver blev bragt tilbage til Jorden af Apolloastronauterne, gjorde denne simple tommelfingerregel astronomerne i stand til at afgøre, at de forholdsvis kraterfrie have var de yngste områder på Månen. Et hurtigt kik på to forskellige områder fortæller således noget om deres relative alder.
De yngste kratere er sædvanligvis mindre end de ældste, fordi store brudstykker fra Solsystemets dannelse var dominerende i begyndelsen og derfor hyppigere stødte sammen med de nydannede planeter og måner. Mange af de yngre kratere er omgivet af et system af lyse stråler, som er opstået, hvor udkastet materiale fra sammenstødet faldt ned på Månens overflade igen. Disse strålekratere ses imidlertid bedst ved fuldmåne.
En undtagelse herfra er de to unge kratere Messier og Messier A i Mare Fecunditatis. Selve kraterne er aflange, og det formodes, at Messier blev dannet af en lille asteroide, som ramte i en meget flad vinkel, og at Messier A opstod, da asteroiden så at sige slog smut på Månens overflade. Dette forklarer også, hvordan udkastet materiale dannede den mere end 100 kilometer lange komethalelignende stråle, som ligger i forlængelse af kraternes langside. Kraterne er opkaldt efter Charles Messier, som udover sit katalog over tågede objekter også er kendt for opdagelsen af et stort antal kometer.
Petavius er et 175 kilometer bredt krater, som ville være langt mere fremtrædende, såfremt det lå tættere på Månens midte. Med sin placering nær måneranden ses under en skrå vinkel og har derfor et ovalt udseende. Den flade kraterbund er typisk for kratere af denne størrelse, ligesom de mange toppe på centralbjerget er et særkende for store kratere. Den brede rille fra centralbjerget ud mod kanten ses bedst, når Solen er på vej op over området.
Månen i første kvarter
Betegnelsen første kvarter skyldes, at Månen nu har gennemført en fjerdel af sit omløb omkring Solen siden nymåne. Denne fase er et ideelt tidspunkt til at undersøge Månens østlige halvdel, som indeholder de to store have Mare Tranquillitatis og Mare Serenitatis. Det var i førstnævnte, at den første månelanding, Apollo 11, fandt sted, medens den sidste, Apollo 17, fandt sted i Mare Serenitatis.
Denne del af Månen indeholder en lang række have, som kan ses med det blotte øje. En prismekikkert eller et mindre teleskop bringer endnu mere inden for rækkevidde, og gennem et teleskop kan man sammenligne de store næsten cirkelrunde have Mare Serenitatis, Mare Nectaris, Mare Cruisium og Mare Fecunditatis. Alle skyldes de meget store asteroidenedslag, og heraf er Mare Nectaris det ældste med sine 3,92 milliarder år.
Mare Nectaris’ nedslagsbassin er ret tydeligt afgrænset af to bjergkæder i vestlig retning. Den inderste danner selve havets ’kystlinje’, medens den anden består af Rupes Altai. Sidstnævnte ses som en lys, bugtet linje i tidspunktet omkring halvmåne, medens den kaster en lang, uregelmæssig skygge omkring fire dage efter fuldmåne. Det store krater Fracastorius blev dannet senere end Mare Nectaris men dog så kort tid efter, at lavaen endnu ikke var begyndt at flyde. Bemærk hvordan kraterets nordlige væg er dækket af den smeltede lavastrøm.
Landskabet omkring Mare Nectaris hører til Månens ældste og er dækket af så mange kratere, at geologerne siger at det er mættet – dvs. dannelsen af et nyt krater betyder, at et eller flere at de gamle forsvinder under dannelsen af det nye.
Krateret Proclus i Mare Tranquillitatis’ nordøstlige del er et nyere krater, som er omkranset af lyst udkastede materiale bortset fra dets sydvestlige side. Selenologerne (månegeologerne) mener, at det skyldes, at asteroiden kom fra denne retning, da den ramte Månen.
I Mare Vaporum nær Månens midte ses mange lineære riller i retningen nordvest-sydøst. De er opstået ved sammenstyrtning af Månens skorpe og stammer fra det meget store nedslag, som dannede Mare Imbrium. Mare Imbrium kan ikke ses under denne månefase, men bliver synlig nogle få dage efter 1. kvarter.
I Montes Caucasus mødes de to have Mare Serenitatis og Mare Imbrium. Førstnævnte er det ældste, og bjergkæden er resterne af den bjergkæde, som blev dannet i forbindelse med dannelsen af selve månehavet. Længere mod nord ligger Montes Alpes med Vallis Alpes, en 166 kilometer lang dal, som skærer sig gennem bjergkæden. I bunden af Vallis Alpes skimtes en smal rille, som kun kan ses med stor forstørrelse og under bestemte belysningsforhold.
Fracastorius er et tydeligt eksempel på lavastrømme fra et månehav. Udflydende lava fra dannelsen af Mare Nectaris er flydt ind, så dette 125 kilometer store krater er blevet over-svømmet. Alle tidligere strukturer, herunder centralbjerget, er fuldstændig forsvundet. Den vestlige del af Mare Nectaris er omkranset af bjergkæden Rupes Altai, som ses bedst, når Solen er på vej op over området og belyser klippesiderne.
Månen mellem 1. kvarter og fuldmåne
9-10 dage efter nymåne er en helt række nye strukturer dukket frem på Månens vestlige halvdel, medens de på den østlige del efterhånden er blevet mere udviskede, fordi Solen nu står højt over disse områder. Langs terminator – grænsen mellem den belyste og den ubelyste del – er det især Mare Imbrium, som er fremtrædende. Mod øst afgrænses det 3,85 milliarder år gamle Mare Imbrium bassin af Montes Appenninus og Montes Alpes.
Mare Imbrium er et af de største månehave, og udslynget materiale fra dets dannelse blev spredt over det meste af Månens synlige halvdel. Lava fra Månens indre flød nogle hundrede millioner år efter nedslaget ud og fyldte bassinet. Herunder blev et meget stort krater, som var dannet i den mellemliggende periode også fyldt ud og ses i dag som den store bugt Sinus Iridum.
Syd for Mare Imbrium dominerer et af Månens tydeligste kratere. Copernicus er et ungt krater på omkring 800 millioner år, og der er derfor fortsat omgivet af et lyst område af udkastet materiale samt et udbredt system af stråler.
Længere mod syd og lige under Månens ækvator ses tre store kratere på Mare Nubiums østlige rand. Det nordligst beliggende er det 150 kilometer store Ptolemæus med et næsten helt glat indre uden centralbjerg, idet lava fra det nærtliggende Mare Imbrium er flydt ind og har dækket dets bund. Det lidt mindre Alphonsus på 110 kilometer har derimod et tydeligt centralbjerg, og det samme har det mindste og yngste af de tre kratere. Arzachel er 95 kilometer i diameter, og på grund af dets forholdsvis unge alder er hverken kraterranden eller centralbjerget blevet eroderet af senere nedslag.
I Mare Nubium ud for Arzachel ses en lang linje, som løber næsten nord-syd. Det er Rupes Recta, Den lige Mur, som er en svagt hældende skråning, der vender mod vest. Ved solopgang over området, dvs. før fuldmåne, ses dens skygge som en sort aftegning, medens den efter fuldmåne ses som en hvid linje, idet skråningen nu bliver belyst af Solen. Syd for Mare Nubium ligger et meget kraterrigt højland, hvor især to kratere gør sig bemærket. Det ene er Tycho, som er Månens mest fremtrædende strålekrater. Nogle af strålerne strækker sig over hele den synlige del af Månen, og de fortsætter endda om på den side, som vi ikke kan se her fra Jorden.
Det andet dominerende krater i det sydlige højland er det meget store Clavius på omkring 225 kilometer i diameter. På grund af dets sydlige beliggenhed ses det under en skrå vinkel og forekommer derfor ovalt. I bunden af Clavius ses en lang række mindre kratere, som er dannet på et senere tidspunkt.
Fuldmåne
På grund af Månens elliptiske bane omkring Jorden varierer dens afstand i løbet af ét omløb og dermed også dens tilsyneladende størrelse. Størrelsesforskellen er dog så lille, at det under normale omstændigheder ikke kan lade sig gøre at se forskel med det blotte øje. Billedet viser de 12 fuldmåner i løbet af ét år, og når man har noget at sammenligne med, er forskellen tydelig. I virkeligheden går der ½ år mellem største og mindste fuldmåne.
Bemærk at billederne i dette tilfælde er retvendte og ikke vender som set gennem et astronomisk teleskop.
Mange har en forestilling om, at det bedste tidspunkt til at iagttage Månen er, når den er fuld. Svaret på et sådant spørgsmål er både-og. Hvis man helst vi se kratere og bjerge, er svaret nej, fordi sådanne landskabsformer bliver udviskede på grund af manglende skygger ved fuldmåne. Hvis man derimod vil se efter strålekratere og lavabassiner, er fuldmånen det bedste tidspunkt.
Fuldmånens mest markante træk er det omfattende netværk af lyse stråler fra Tycho-krateret. Ifølge Apolloastronauternes hjembragte klippeprøver er Tycho et ungt krater på kun 108 millioner år, så dets stråler er fortsat meget tydelige. Den længste stråle mod nordøst gennem Mare Serenitatis fortsætter videre om på bagsiden af Månen. Strålen kaldes Besselstrålen, fordi den går tværs gennem Besselkrateret i Mare Serenitatis.
Ved fuldmåne kan man med det blotte øje se, at Tycho er omgivet af en mørk ring, som er blevet undersøgt nærmere af en sonde, som landede på kraterranden. Det viser sig, at ringen består af glasagtigt smeltet materiale, som opstod under det asteroidenedslag, som dannede Tychokrateret.
Det næstmest prominente strålekrater er Copernicus, som er næsten 700 millioner år ældre end Tycho, hvorfor dets stråler er knap så fremtrædende. Astronomerne formoder, at strålerne forsvinder i løbet af ca. en milliard år, fordi det udkastede materiale konstant bliver udsat for Solens stråling, kosmiske stråler og mikrometeoritter.
Ikke langt fra Copernicus ligger et andet strålekrater kaldet Kepler. Dets stråler er ikke så udbredte, fordi Kepler i sig selv er mindre end både Tycho og Copernicus. En af strålerne fra Tycho passerer gennem Kepler, og det samme er tilfældet for en af Copernicus’.
Et tredje krater i samme område er Aristarchus. Dets indre er det klareste område på Månens overflade, med en albedo på næsten det dobbelte af de fleste andre steder på Månen. Det er så klart, at det er synlig for det blotte øje, og det kan endda også ses, når Månen er oplyst af jordskin. På trods af dets relativt unge alder har Aristarchus bemærkelsesværdigt kun et meget svagt system af stråler. Aristarchus er så klar, at William Herschel troede, at det var en vulkan i udbrud, og faktisk har området tidligere været udsat for stor vulkansk aktivitet. Den nærliggende Vallis Schröteri er dannet af en lavastrøm, medens Aristarchus stammer fra et asteroidenedslag.
Fuldmånen er ligeledes ideel til at se efter områder, hvor lava er strømmet ud. Især i to områder i Mare Serenitatis kan man gennem teleskop se nuanceforskel på lavaen, og det samme er tilfældet i områder i Mare Imbrium og Mare Nubium samt i Oceanus Procellarum. Sidstnævnte er for øvrigt det eneste månehav, som ikke hedder ’mare’. Det er så stort, at månekartograferne valgte at kalde de et ocean.
Månen mellem fuld og sidste kvarter
Indtil der er fuldmåne, kan man studere den om aftenen efter solnedgang, men herefter står den senere og senere op, så man må vente til et godt stykke tid ud på aftenen eller natten, før den kommer på himlen.
Efter fuldmåne falmer de lyse stråler fra strålekraterne, og skyggerne vender tilbage, så månelandskabet igen står i skarp aftegnet profil. Efterhånden som den nedgående sol ikke længere belyser den østligste del af Månen, bliver nye konturer synlige i højlandsområdet mod syd. Rupes Altai ses nu som en mørk aftegning rundt om Mare Nectaris, og tre kratere Theophilus, Cyrillus og Catharina befinder sig nord for Rupes Altai. Disse tre kratere er et eksempel på månekraternes forskellige aldre. Catarina er delvist dækket af udkastet materiale fra Cyrillus, og Theophilus’ kratervæg breder sig ind over Cyrillus.
Måneeftermiddagen afslører landskabet omkring Mare Vaporum. Riller synlige ved moderat forstørrelse kan sættes i forbindelse med det enorme asteroidenedslag, som dannede Mare Imbrium, hvor seismiske rystelser efterfølgende formede de omliggende områder, og udkastede klippestykker udgravede de lange dale, som forgrener sig radiært ud fra Mare Imbrium. Eftervirkningerne er særligt tydelige i Montes Apenninus. Arcimedes blev dannet senere end Mare Imbrium men før lavaudstrømningen.
På Månens vestlige rand ses adskillige mørke områder, som stammer fra udflydende lava. I nogle tilfælde oversvømmede det kun enkelte kratere som f.eks. Grimaldi og Schickard.
De tre store kratere Ptolemæus , Alphonsus og Arzachel beliggende på Mare Nubiums østlige rand, og som tidligere blev omtalt, bliver nu belyst fra den anden side. Mørke områder i bunden af Alphonsus stammer fra vulkanudbrud, som tidligere brød gennem overfladen og udslyngede materiale. Ptolemæus’ kraterbund er stort set strukturløs. Kun under en meget skrå belysning kaster de flade kratere og forhøjninger skygge.
Månen i sidste kvarter
Egentlig burde denne fase kaldes 3. kvarter, idet Månen nu har bevæget sig ¾ af sin bane rundt om Jorden. De fleste kalder den dog som i overskriften for sidste kvarter, men under alle omstændigheder er Månen i gang med den sidste fjerdel af sit omløb omkring Jorden. Det er en fase, som er lidt upåagtet, for i denne fase står den aftagende halvmåne ikke mod syd før kl. 06 om morgenen.
Ikke desto mindre er det et perfekt tidspunkt til at undersøge den del af Månens sydlige højland, som er vanskelig at se under de øvrige månefaser. Strålerne fra Tycho er nu helt forsvundet, men krateret selv står skarpt aftegnet med sine indvendige terrasser, centralkegler og den forholdsvise glatte kraterbund. Den store nabo mod syd, Clavius, tager sig ligeledes bedst ud, når Solens skrå lys belyser detaljerne i kraterranden og kraterbunden.
Længere mod nord har Rupes Recta skiftet farve fra sort til hvid, fordi lyset nu rammer skråningen i modsætning til ved solopgang, hvor formationen kaster sin skygge i Mare Nubium. I de tre store kratere i det nærliggende højland, Arzachel, Alphonsus og Ptolemæus, ændrer formationerne ligeledes karakter, når lyset kommer fra vest frem for fra øst.
Tæt på Månens vestlige rand ligger Mare Humorum, der ligesom Mare Crisium på den østlige rand er næsten cirkelrund. Det store krater Gassendi overlapper Mare Humorums indre ring. Det er et forholdsvist fladt krater, som er delvist dækket af udflydende lava, og som tager sig bedst ud, når Solen står lavt over området. På dette tidspunkt fremstår de mange riller og adskillige centralkegler i dets bund i relief. Gassendi var på et tidspunkt på tale som landingssted for en af Apollomissionerne, med blev droppet til fordel for nogle af de øvrige områder.
Copernicus er fortsat synlig under denne månefase. Som med alle andre formationer på Månen kan man følge, hvordan belysningen ændrer sig i løbet af de 14 dage, Solen er oppe på den lange månedag. Et par dage efter første kvarter kan man se, hvordan de første solstråler rammer kraterrandens højeste bjergtoppe, og efterhånden bliver centralkeglen og kraterbunden også belyst. Under fuldmåne er det strålerne, som tager billedet, og herefter foregår det i modsat rækkefølge, inden Copernicus atter synker ind i månenattemørket.
Ud for Schickard skimtes et højlandsområde, som ser mørkere ud end resten af Månens højland. Selenologerne kalder et sådant landskab for kryptomare og beskriver det som de spøgelsesagtige spor af gamle lavastrømme, som er dækket af senere nedfaldet materiale. I tilfældet Schickard er der tale om materiale fra et stort nedslagbassin, Mare Orientale, som ligger delvist på Månens vestlige rand og bag randen, og som kun kan ses fra Jorden under gunstige librationer.
Månens lyseste område omkring krateret Aristarchus afslører nye detaljer, når belysnin-gen kommer fra vest. Ved sammenligning med det tilsvarende billede, som blev vist under omtale af fuldmånen, bemærker man, at Vallis Schröteri fremstår tydeligere med sit bugtede forløb, som er opstået efter den lavastrøm, som udgravede kanalen. Området ligger på den vestligste del af Mare Imbriuim og er resterne af den bjergkæde, som blev dannet samtidig med Mare Imbrium.
Nogle morgener senere er det aftagende månesegl blevet så tyndt, at det er svært at se i morgengryet, og omkring nymåne er det helt forsvundet i tre-fire dage, indtil det igen dukker op på aftenhimlen som det tiltagende månesegl klar til en ny cyklus.