Sol-, Jord- og Måneskin
Forårsmånederne er et godt tidspunkt til at opleve det fænomen, som poetisk er blevet kaldt ’Den gamle Måne i den nye Månes arme’.
Et par dage efter nymåne vil man umiddelbart efter solnedgang se det smalle månesegl stå højt hævet over den vestlige horizont på den stadigt rødmende aftenhimmel. Gennem en prismekikkert eller et lille teleskop bliver de første strukturer langs Månens terminator synlige. Mare Crisium og alle kraterne og bjergkæderne på Månens østlige del dukker frem i lyset, men efterhånden som himlen bliver mørkere, bemærker man også noget andet specielt ved den tiltagende Måne.
Selvom det kun er en lille del af Månens synlige overflade, der bliver direkte belyst af Solen, kan resten af den ses i et svagt, spøgelsesagtigt skær. De store karakteristiske aftegninger, der ved fuldmåne danner “Manden i Månen”, kan svagt skelnes i denne gråblå belysning, hvis egentlige betegnelse er jordskin.
Årsagen hertil er faktisk såre enkel. Jordskin opstår, når Månens ubelyste del bliver oplyst af sollys, reflekteret fra Jorden.
Når vi her fra Jorden ser Månen som et tyndt segl, vil en observatør på Månen se Jorden næsten fuldt belyst. Vi ved alle, hvor intens fuldmånens lys virker på det omgivende landskab, og hvordan alle svage stjerner forsvinder omkring denne månefase. Hvor meget kraftigere vil en fuld Jord da ikke opleves set fra Månen.
På Månens himmel har Jorden et tilsyneladende areal på lidt over 13 gange Månens areal set fra Jorden. Da Jordens albedo, eller refleksionsevne, yderligere er mere end tre gange så stor som Månens, vil den således skinne mellem 40 og 50 gange så meget som fuldmånen.
Efterhånden som Månens fase vokser, aftager Jordens tilsvarende. Dette reducerer naturligvis det reflekterede jordskin, indtil det omkring 1. kvarter bliver for svagt til at kunne ses mere. Efter 3. kvarter gentages begivenheden i modsat rækkefølge. Jordens fase vokser og reflekterer mere og mere sollys til den aftagende Måne.
Det mest favorable tidspunkt at observere jordskin på er, når den til- eller aftagende Måne står højt på himlen. Dette sker, når Ekliptikas hældning mod horizonten er størst, hvilket vil sige efter solnedgang om foråret og før solopgang om efteråret.
Oplevelsen af jordskin kan forstærkes ved at anvende en prismekikkert eller et lille teleskop med lav forstørrelse på 30-40 gange. Større forstørrelse vil indsnævre synsfeltet så meget, at noget af synsindtrykket går tabt.
Der er flere faktorer, der har indflydelse på jordskinnets intensitet. Maximal klarhed nås ca. 3 dage før og efter nymåne. Man kunne selvfølgelig foranlediges til at hævde, at jo tyndere måneseglet er, jo større synes Jordens fase set fra Månen. Det er naturligvis også rigtigt, men samtidig ses Månen meget tættere på Solen, og det svage jordskin forsvinder på den lyse himmelbaggrund og i atmosfærens slørende effekt nær horizonten. 4-5 dage før og efter nymåne står den højere på himlen og er således fri af både horizonten og Solens nærhed. Imidlertid er Jordens fase i mellemtiden aftaget og refleksionsevnen tilsvarende reduceret. Samtidig vil den større belyste del af Månen udviske det meget svagere jordskin, så alt i alt topper jordskinnet mellem 48 og 72 timer før og efter nymåne.
Vores observatør på Månen vil opleve den stærkeste belysning fra Jorden, når det er nymåne og dermed fuldjord. Her fra Jorden kan vi blot ikke se hverken Måne eller jordskin på dette tidspunkt.
En anden faktor er Jordens aktuelle refleksionsevne. Skyer og snedækkede landskaber har en meget større albedo end vand og vegetation. Hovedparten af Jordens fastland er koncentreret på den nordlige halvkugle. Sidst på vinteren og i det tidlige forår er en stor del stadig dækket af sne, ligesom også skydækket ofte er dominerende på denne årstid. På den modsatte halvkugle er Antarktis’ ismasser badet i permanent solskin, så i årets første måneder vil Jorden tilbagekaste lidt mere sollys end de øvrige måneder.
Det er nemt at fotografere det svage jordskin med et almindeligt kamera. Korte brændvidder giver ganske vist et meget lille billede af Månen, men alligevel kan man på farvebilleder se, at jordskinnet synes svagt blåligt. Ikke så sært, for i virkeligheden stammer lyset jo fra “Den blå Planet”.