Stjernehimlen i august 2019
Efter snart tre måneder med lange dage og korte nætter begynder det igen at blive mørkt om natten. Stjernerne bliver i digternes poetiske øjne sammenlignet med blinkende diamanter, og sandt er det da også, at de i de mørke og lune augustnætter synes at funkle ekstra meget. Det skyldes dog ikke stjernerne selv, men Jordens atmosfære. Luften er nemlig aldrig i absolut ro, for på grund af små temperaturforskelle i de forskellige atmosfærelag opstår der turbulens, og selv om sådanne termiske hvirvler er meget små, er de alligevel store nok til at påvirke lyset fra stjernerne. Stjernerne er så langt borte, at de egentlig kun ses som punkter, og når det smalle lysbundt bliver afbøjet, synes stjernerne at bevæge sig en lille smule frem og tilbage, og samtidig kan de synes at variere i lysstyrke. Dette fænomen kaldes astronomisk scintillation.
Astronomisk scintillation.
Ifølge kalenderen slutter de lyse nætter den 8. august, men ligesom ved deres begyndelse først i maj varierer den eksakte dato afhængigt af, hvor i landet man bor. Pr. definition er der lyse nætter i det tidsrum, hvor astronomisk tusmørke varer hele natten, dvs. når Solen ved midnat er mindre end 18° under horisonten. Rent matematisk kan tidspunktet for begyndelsen og afslutningen fastsættes helt præcist, men i praksis er der naturligvis en vis overgangsperiode, og allerede i begyndelsen af august vil de fleste opfatte nattehimlen som mørk i tidsrummet omkring midnat. Bemærk at der her er tale om astronomisk midnat, som falder en time senere end borgerlig midnat på grund af sommertiden. Desuden skal der også tages hensyn til stedets længdegrad. Danmark har en udstrækning i øst-vestlig retning på 7°07’33” (fra Østerskær ved Christiansø, 15°11’55” Ø til Blåvands Huk, 08°04’22” Ø). Jorden roterer om sin akse i løbet af 24 timer, og da en hel rotation er 360°, svarer det til 15° pr. time eller 1° på 4 minutter. Det vil med andre ord sige, at der reelt er en tidsforskel mellem Christiansø og Blåvands Huk på 28 minutter og 30 sekunder. Når der er astronomisk midnat på Bornholm, varer det derfor næsten ½ time, før der tilsvarende er astronomisk midnat i Vestjylland. Det bliver jo noget roderi, såfremt der skal bruges lokaltid, så i Danmark er tidszonen fastlagt efter 15. østlige længdegrad.
Himlen mod nord ved astronomisk midnat (i Odense kl. 01:23) midt i august. Store Bjørns kontur er fremhævet med gule forbindelseslinjer mellem de svagere stjerner.
Karlsvognen står lavt på himlen mod nordvest. Den velkendte figur er imidlertid ikke et officielt stjernebillede, idet der er tale om de syv klareste stjerner i Store Bjørn. Bortset fra disse syv er Store Bjørns øvrige stjerner forholdsvis lyssvage, og det kan derfor være vanskeligt at overskue det store stjernebillede, som for øvrigt er himlens 3. største kun overgået af Søslangen og Jomfruen. Her i sensommeren og i de første efterårsmåneder vender Store Bjørn ”rigtigt”, og på en mørk nat kan man se, hvordan bjørnen synes at gå langs nordhorisonten. Det er formodentlig netop dette, som gjorde, at også indianerne i Nordamerika opfattede stjernerne som en bjørn. I deres myter blev bjørnen forfulgt af syv jægere gennem hele sommeren, indtil det lykkedes dem at fange den om efteråret.
Den orange Arcturus i Bootes står lavt over horisonten mod vest, medens Capella i Kusken står på østhimlen på den modsatte side af Karlsvognen. Arcturus findes ved at forlænge ’vognstangens’ bue og Capella ved at forlænge linjen mellem de to øverste stjerner i ’vognkasssen’. Længere mod øst er Tyren med den åbne stjernehob Plejaderne på vej op over horisonten.
Den velkendte Sommertrekant er ligesom Karlsvognen ikke et stjernebillede, idet den består af Vega i Lyren, Deneb i Svanen og Altair i Ørnen. Sådanne figurer bestående af stjerner indenfor ét stjernebillede eller af stjerner fra flere forskellige stjernebilleder kaldes asterismer. På denne tid af natten står Deneb næsten lodret over hovedet, medens Altair befinder sig noget lavere på den sydlige del af himlen.
Himlen mod syd ved borgerlig midnat midt i august.
Bemærk at ovenstående kort viser himlen ved borgerlig midnat, dvs. kl. 00. Jupiter kan lige anes over horisonten mod sydvest, medens Saturn er på himlen endnu et par timer, før også den går ned. Sommertrekantens nederste stjerne, Altair, står næsten direkte mod syd, og på denne årstid er de små stjernebilleder mellem Svanen og Ørnen nemme at se. Her har især Delfinen og Pilen et tydeligt omrids, medens Ræven og Føllet er mere diffuse. Under Vandmanden er stjernebilledet Sydlige Fisk på vej op over horisonten. Med undta-gelse af stjernebilledets klareste stjerne, Fomalhaut, består det af svage stjerner, og på grund af den lave højde over horisonten er Fomalhaut stort set den eneste, som kan ses fra vore breddegrader. Fomalhaut er himlens 18. klareste stjerne og den sydligst beliggende stjerne af 1. størrelse synlig fra Danmark. Midt i august står den op omkring kl. 01.
Mælkevejen er tydeligst fra vore breddegrader på denne årstid. Det svagt lysende bånd, som stammer fra det samlede lys fra millionvis af svage stjerner, strækker sig fra den sydlige til den nordlige horisont og passerer undervejs næsten gennem Zenith. Mælkevejen bliver først tydelig 10°-15° over horisonten i området omkring Ørnen, hvorfra den fortsætter gennem Svanen og videre gennem Cassiopeia og Perseus, indtil den forsvinder ud af syne i Kusken ved den nordøstlige horisont. Mælkevejen kan kun ses fra mørke omgivelser, og midt i august er det tæt på fuldmåne, så den bedste mulighed bliver i den sidste uges tid af måneden.
Meteorsværmen Perseiderne har maksimum natten mellem mandag den 12. og tirsdag den 13. Perseiderne er typisk hurtige og lysstærke og udstråler som navnet antyder fra stjernebilledet Perseus. Meteorerne viser sig dog overalt på himlen, men en Perseide kan kendes ved, at sporet kan føres tilbage til Perseus, og netop Perseiderne efterlader ofte et spor, som bliver stående i flere sekunder. Man kan begynde at se efter Perseiderne, så snart der bliver mørkt nok, dvs. ved 22:30 tiden. Perseiderne kan ses i adskillige nætter på hver side af maksimum, og aktivitetsperioden strækker sig ifølge IMO fra 17. juli til 24. august. I begyndelsen og slutningen af perioden er aktiviteten dog meget lav, og i nætterne umiddelbart før og efter maksimum kan man under normale omstændigheder forvente at se omkring halvdelen af antallet under maksimum, hvor ZHR typisk ligger på 80.
Perseiderne. De tre klareste stjerner på billedet er Vega, Deneb og Altair, som udgør den velkendte Sommertrekant.
I 2019 er observationsforholdene desværre temmelig ugunstige, idet der er fuldmåne to døgn efter maksimum, så Månen vil være på himlen næsten hele natten. De svagere meteorer forsvinder i Månens kraftige lys, men mange af Perseiderne er ofte så kraftige, at selv Månens lys ikke er stærkt nok til at overstråle dem. Som med de fleste andre meteor-sværme har Perseiderne tendens til at stige i antal efter midnat, og typisk forekommer de fleste i timerne umiddelbart før daggry.
Solsystemet har 8 store planeter, og i august er der mulighed for at se 6 af dem – heri er inkluderet Jorden, som jo altid ligger lige for vores fødder. Hvis vi begynder i rækkefølge fra Solen, starter vi med Merkur, som kan ses på morgenhimlen midt på måneden. Største vestlige elongation på 19° er den 9. august, hvor Merkur står op godt 1½ time før Solen. Med en lysstyrke på mag. 0,2 er Merkur klarere end Castor og Pollux i Tvillingerne, som står i samme retning højere på himlen. De kommende morgener bliver vinkelafstanden til Solen mindre, men samtidig stiger lysstyrken, for paradoksalt nok er Merkur klarest, når den er længst fra Jorden, dvs. den position som kaldes øvre konjunktion. Det skyldes, at Merkur ligesom Månen skifter fase, og på samme måde som Månen er den klarest, når hele skiven er belyst, og selv om den på dette tidspunkt er længst fra Jorden, kompenserer den større belysningsgrad for afstanden. Under den fuldt belyste fase er Merkur dog normalt umulig at se, fordi vinkelafstanden til Solen er for lille, så det er tiden umiddelbart før og efter øvre konjunktion, at planeten er klarest set fra Jorden. Med andre ord er Merkur klarest, lige før den forsvinder i Solens stråler om morgenen, og når den efter konjunktionen for første gang dukker frem på aftenhimlen igen. Den 17. er lysstyrken steget til mag. ÷0,9. De kommende morgener bliver vinkelafstanden til Solen så lille, at Merkur ikke længere kan ses.
Merkurs belysningsgrad den 9. og 17. august. Den 9. er den tilsyneladende diameter 7,7”, og den 19. er den svundet til 6,2”.
Morgenhimlen den 9. august kl. 04:30. Merkur står umiddelbart under Tvillingerne, og mod øst er den øverste del Orion på vej op over horisonten.
Jordens to nærmeste naboplaneter, Venus og Mars, kan ikke ses i august, idet de står for tæt på Solen, hvilket fremgår af ovenstående skitse over Merkur på morgenhimlen den 9. august. De tre svagt markerede objekter under horisonten mod nordvest viser, hvor Venus, Solen og Mars befinder sig det pågældende tidspunkt. Venus er i konjunktion med Solen den 14. august og Mars tilsvarende den 2. september. Begge bliver synlige i løbet af oktober. Mars på morgenhimlen og Venus på aftenhimlen.
Jupiter bliver synlig lavt over horisonten mod sydvest, så snart tusmørket er ved at være overstået. Solsystemets største planet med en lysstyrke på mag. ÷2,3 befinder sig i det store men forholdsvis upåagtede stjernebillede Ophiuchus, som primært består af lyssvage stjerner. Den klareste stjerne i umiddelbar nærhed er den røde kæmpe Antares i Skorpionen, som står 6½° længere mod vest. I begyndelsen af måneden går Jupiter ned kort tid efter kl. 01 og umiddelbart efter kl. 23 ved månedens afslutning. Jupiter var i opposition i juni og afslutter sin oppositionssløjfe den 11. august. Den flytter sig derfor kun lidt i forhold til baggrundsstjernerne.
Jupiters banebevægelse i august. Indtil den 11. er bevægelsen retrograd (mod højre). Efter en kortvarig stilstand påbegyndes den prograde bevægelse mod venstre.
I august bliver afstanden mellem Jorden og Jupiter større, så dens skive svinder fra 43” til 39” i løbet af måneden. Normalt er selv et mindre teleskop tilstrækkelig til at vise detaljer i det tætte skydækkede, som omslutter hele planeten. Især er det nemt at se de to mørke bælter, som ligger parallelt på hver side af planetens ækvator. Jupiter bruger kun 9 timer og 50 minutter til en rotation omkring sin akse, så ofte er den store røde plet synlig, idet den vender i retning af Jorden to gange i døgnet. Her i august sætter den korte tid fra tusmørkets afslutning til Jupiters nedgang imidlertid en stærk begrænsning på, hvor længe planeten er synlig, og samtidig betyder den lave højde over horisonten, at der er megen lufturo i Jordens atmosfære. Heldigvis bruger Jupiter kun 12 år til en omkredsning af Solen, så opholdet i den laveste del af Ekliptika bliver i de kommende år afløst af langt bedre observationsforhold.
Gennem teleskop er det også muligt at følge, hvordan Jupiters 4 største måner uophørligt kredser omkring planeten. Månerne kredser så hurtigt, at de skifter indbyrdes position fra aften til aften og endda fra time til time. F.eks. bruger den inderste måne kun 42½ time til en omkredsning af Jupiter, og den næstinderste bruger 85 timer. Observationer med et par timers mellemrum er naturligvis en udfordring her i august på grund af den korte tid, man har til rådighed.
Dette billede viser nogenlunde, hvordan Jupiter med dens skybælter og måner vil se ud gennem et lille teleskop under de lidt dårlige observationsforhold, som hersker i øjeblikket.
Jupiter og Antares er de klareste objekter i nærheden af horisonten i sydlig retning efter mørkets frembrud. Omkring 30° længere mod øst end disse to får man øje på et tredje objekt, som er svagere end Jupiter, men klarere end Antares. Det drejer sig om Saturn, som med en lysstyrke på mag. 0,2 er væsentligt klarere end stjernerne i Skytten, som danner baggrund til ringplaneten. Saturn var i opposition den 9. juli og bevæger sig fortsat retrogradt. Den passerer lidt mere ½° syd for Omikron Sgr på mag. 4 en uges tid ind i august. Ligesom Jupiter befinder Saturn sig lavt på himlen og kommer maksimalt op i en højde af omkring 12° under kulminationen mod syd. Positionen længere mod øst betyder, at Saturn først går ned omkring kl. 03:30 i begyndelsen af måneden og omkring kl. 01:20 sidst på måneden. Saturns ringe kan skimtes allerede med en forstørrelse på 30×-50×, og under gode forhold kan man se Saturns største måne Titan med en lysstyrke på mag. 8.
Midt på måneden kulminerer Saturn kl. 22:45. Kortet her viser 16. august – dagen efter fuldmåne.
Indtil 1781 kendte astronomerne seks af Solsystemets planeter. Jorden var blevet anerkendt som en planet i kredsløb om Solen frem for at være Universets centrum, og dertil kom de fem klassiske, som kan ses med det blotte øje og derfor kendt siden oldtiden: Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn. Den næste i rækken blev opdaget af William Herschel, og den ligger så langt væk, at den udvidede Solsystemets udstrækning til det dobbelte. Det drejer sig om Uranus, som under helt optimale forhold kan ses med det blotte øje, idet dens lysstyrke ligger på mag. 5,8. Det er dog de færreste, som har den mulighed, men en almindelig prismekikkert er fuldt tilstrækkelig. Uranus bruger 84 år til et omløb om Solen, og i øjeblikket befinder den sig i Vædderen, som ligger forholdsvis højt på Ekliptika, hvilket gør observationsforholdene gode fra vore breddegrader. I de kommende år bliver det endnu bedre, idet Uranus kommer lidt mere end 4° længere frem og dermed endnu højere op på Ekliptika pr. år.
Uranus bane gennem Vædderen og Tyren fra 2018 til 2032.
Uranus bevæger sig dog ikke jævnt fremad efter en ret linie. Som det kort blev berørt under omtalen af Jupiter og Saturn, bevæger de ydre planeter sig mod øst i forhold til baggrundsstjernerne. Derefter synes de at stå stille nogle dage, hvorefter de i en periode bevæger sig i modsatte retning for derefter atter at genoptage den østgående bevægelse.
Denne tilsyneladende baglæns bevægelse kaldes for retrograd bevægelse, og den sløjfeformede bane var en hård nød at knække for oldtidens astronomer, som forsøgte at forklare det underlige fænomen. Den almene opfattelse var, at Jorden sidder urokkelig fast i centrum, og at hele Universet roterer omkring den stillestående Jord i løbet af 24 timer. Man antog, at al bevægelse foregik i cirkelformede baner, idet en cirkel betragtedes som en fuldkommen og ideel kurve, og på himlen måtte alt naturligvis være harmonisk og fuldkomment. For at få observationerne til at stemme overens med teorien opfandt de græske astronomer et system, hvor hver planet løber rundt på en lille cirkel, epicyklen, hvis centrum igen bevæger sig omkring Jorden i den fuldkomne cirkelbane. Selv dette hjalp ikke nok, og der måtte derfor indføres flere og flere epicykler, indtil hele systemet blev håbløst uoverskueligt.
Forenklet model af epicykelteorien. Planeterne bevæger sig langs periferien af en
lille cirkel, hvis centrum igen bevæger sig omkring den stillestående jord langs en
større cirkel.
Uanset dets åbenlyse mangler holdt teorien i et par tusinde år, indtil Kopernikus i 1543 helt forandrede synet på Universet. Kopernikus var meget skeptisk omkring rigtigheden af det indviklede system, og i én henseende var han bedre stillet end sine forgængere, idet han havde adgang til langt mere nøjagtige iagttagelser af planeternes baner. En simpel forklaring var efterhånden blevet normen frem for en indviklet, og Kopernikus søgte en udvej for at undgå de komplikationer, som det gamle verdenssystem medførte. Til sidst indså han, at den eneste udvej var at flytte Jorden fra Universets centrum. Han postule-rede, at Jorden sammen med de andre planeter kredser rundt om Solen, og kunne således med et pennestrøg fjerne mange af vanskelighederne.
Planeternes tilsyneladende indviklede bevægelse skyldes, at både planeterne og Jorden kredser om Solen, hvorfor synsretningen hele tiden ændres. Jorden kredser imidlertid hurtigere omkring Solen end de ydre planeter og overhaler dem så at sige indenom. Under overhalingen ser ud, som om den ydre planet bevæger sig baglæns. Det svarer til, at man overhaler en bil på motorvejen – den pågældende bil sakker bagud i forhold til én selv. I Solsystemet er forholdene lidt anderledes, og efter kortere eller længere tid genoptager den ydre planet igen sin normale prograde bevægelse.
Mellem position 2 og 4 bliver den ydre planet (rød) overhalet af Jorden (blå) og synes derfor at bevæge sig baglæns i forhold til de fjerne baggrundsstjerner.
Eftersom planeterne ikke kredser nøjagtig i Ekliptikas plan (dvs. i samme baneplan som Jorden), får banen et sløjfeformet forløb. Oppositionssløjfen finder sted, omkring de tidspunkter, hvor afstanden mellem Jorden og den pågældende planet er mindst. For de ydre planeter med andre ord omkring oppositionen og for de indre planeter i forbindelse med nedre konjunktion, idet Venus og Merkur jo ikke kan komme i opposition til Solen.
Venus’ og Mars’ sløjfeformede baneforløb i henholdsvis efteråret og sommeren 2018.
Venus var i nedre konjunktion den 26. oktober og bevægede sig retrogradt mellem 5. oktober og 14. november. For Mars’ vedkommende fandt oppositionen sted den 27. juli, og den bevægede sig retrogradt mellem 28. juni og 28. august. Det er disse to planeter, som kommer tættest på Jorden, og da Venus’ hældningsgrad i forhold til Ekliptika er 3,4° og Mars’ 1,85°, giver det udslag i store oppositionssløjfer.
For Uranus’ vedkommende bliver oppositionssløjfen meget mere snæver, og den varer også længere tid. For det første er afstanden langt større end til Venus og Mars, og for det andet er Uranus den planet, hvis baneplan ligger tættest på Ekliptika, idet hældnings-graden kun er 0,77°. Uranus’ baneforløb får derfor mere karakter af en frem- og tilbagegående bevægelse, som ligger næsen parallelt med Ekliptika. I øjeblikket befinder Uranus sig syd for Ekliptika, men fra 2029 og det næste halve uranus-år vil den befinde sig nord for.
Uranus’ baneforløb fra 1. maj 2019 til 30. april 2020. Startpunktet er ved den lodrette pil. Uranus bevæger sig retrogradt i 151 dage fra 12/8-2019 til 11/1-2020, og i løbet af ét år kommer den lidt mere end 4° længere frem i forhold til baggrundsstjernerne.
Uranus står op ½ times tid før midnat i de første dage af august og et par timer tidligere sidst på måneden, og området når at komme højt på himlen mod syd inden daggry. Der er kun få klare stjerner i Vædderen, og Uranus kan findes ved at bemærke den ’stjerne’, som flytter sig en smule fra nat til nat. Uranus påbegynder imidlertid sin oppositionssløjfe den 11. august og bevæger sig derfor kun meget lidt i løbet måneden, så der er brug for et opdateret søgekort, som kan findes på Heavens-above. Klik på området mellem Vædderen og Hvalfiskens (Søuhyrets) hoved for at få et detaljeret kort.
Uranus og den næste planet i rækken, Neptun, er så langt fra Solen, at de bevæger sig langsomt i forhold til baggrundsstjernerne. De passerede tæt forbi hinanden i 1993, og her mere end 25 år senere befinder de sig fortsat mindre end 50° fra hinanden og kan derfor ses på samme årstid og i nogenlunde samme himmelegn, så ligesom deres opdagelse hører sammen, hører de også sammen på nattehimlen. Uranus bevæger sig dog dobbelt så hurtigt som Neptun, så inden for en overskuelig årrække har de fjernet sig så langt fra hinanden, at der bliver brug for to separate stjernekort.
I 2019 befinder Uranus og Neptun sig indenfor de afmærkede områder.
Neptun har en lysstyrke på mag. 7,8. Den kan således ikke ses med det blotte øje, men en god prismekikkert og et søgekort er tilstrækkelig. Som det fremgår af ovenstående kort, befinder Neptun sig i den østlige del af Vandmanden, og i begyndelsen af august står den op kl. 22:30 og et par timer tidligere ved udgangen af måneden. Ligesom for Uranus’ vedkommende kan et opdateret søgekort findes på Heavens-above, og til trods for den svagere lysstyrke, vil det være forholdsvist nemt at identificere den fjerne planet, idet den hele måneden befinder sig mindre end 1° fra φ (Phi) Aqr, som har en lysstyrke på mag. 4. Neptun bevæger sig retrogradt, og afstanden mellem planeten og φ formindskes fra 0,9° til kun 0,15° i løbet af august. Pas på ikke at forveksle Neptun med stjernen HIP 114795, som står i nærheden og har samme lysstyrke som Neptun. Efter nogle få dage er man dog ikke længere i tvivl, for i modsætning til den stillestående stjerne, bemærker man hurtigt Neptuns bevægelse mod vest fra nat til nat.
Når Neptun er identificeret, er det et forsøg værd at kigge efter asteroiden 15 Eunomia, som ligeledes befinder sig i Vandmanden. 15 Eunomia kommer i opposition natten mellem den 12. og 13. august (samme nat som Perseidernes maksimum), og med en lysstyrke på mag. 8,2 er den inden for rækkevidde af en god prismekikkert. Afstanden til 15 Eunomia er langt mindre end til Neptun, hvilket betyder, at dens daglige vestgående bevægelse blandt baggrundsstjernerne er meget tydelig. 15 Eunomia blev opdaget i 1851. Den har en noget uregelmæssig form på ca. 330×245×205 kilometer og hører til blandt de største asteroider.
Månens aktuelle fase: https://svs.gsfc.nasa.gov/cgi-bin/details.cgi?aid=4442