Stjernehimlen i oktober 2018
Himlen mod nord ved midnat midt i oktober.
Karlsvognen (Store Bjørn) står lavt over horisonten direkte mod nord på denne tid af natten. De to bagerste stjerner i ”vognkassen” peger mod Nordstjernen, som altid står i samme retning og højde. Som bekendt roterer Jorden omkring sin akse, som går i en lige linje gennem de to poler og Jordens centrum. Aksens tænkte fortsættelse fra Nordpolen og opefter peger på det punkt på himlen, som kaldes Himlens nordpol. Her befinder der sig tilfældigvis en forholdsvis klar stjerne, Nordstjernen eller Polaris. Når Jorden roterer omkring sin akse, ser stjernerne i løbet af natten ud til at foretage en cirkelbevægelse med Nordstjernen som centrum – eller næsten da. I øjeblikket ligger Nordstjernen cirka én grad fra himlens nordpol. Men da retningen af Jordens rotationsakse forskyder sig med en periode på 26000 år på grund af den såkaldte præcession, ændres forholdene ganske langsomt. Om 100 år vil afstanden mellem Nordstjernen og himlens nordpol kun være ½ grad, og om 13000 år vil aksen have flyttet sig så meget, at Vega overtager rollen som nordstjerne. På grund af sin unikke placering er Nordstjernen blevet brugt til at navigere efter lige siden vikingetiden. Den mulighed har man ikke haft på den sydlige halvkugle, hvor der ikke er en klar stjerne nær himlens sydpol.
Cassiopeias W står lodret over hovedet og er flankeret af Perseus mod øst og Svanen mod vest. Eftersom Mælkevejen går gennem Perseus, Cassiopeia og Svanen, vil vores hjemgalakse på denne årstid og denne tid af natten strække sig fra horisonten mod øst til horisonten mod vest og undervejs passere gennem zenith.
I Perseus kan man finde et eksempel på, at stjernerne ikke er evige og uforanderlige. Tidligere kaldte man stjernerne for fixstjerner med henvisning til, at de altid ser ens ud og ikke flytter sig i forhold til hinanden. Nogle stjerner varierer imidlertid i lysstyrke, og den bedst kendte er Algol i Perseus. Algols navn stammer fra det arabiske Ra’s al-Ghul, hvilket oversat til dansk betyder Dæmonens hoved. Foranderligheden blev opdaget i 1669 af den italienske astronom Geminiano Montanari, men der er spekuleret over, om navnet Ra’s al-Ghul opstod, fordi araberne kendte til dens variation. Som en sidebemærkning er al-Ghul også oprindelsen til ordet alkohol – i bogstaveligste forstand ’den djævelske drik’.
Algol er en såkaldt formørkelsesvariabel, og dens variation er præcis som et urværk, idet den bliver svagere hver 2 døgn 20 timer og 49 minutter. Ændringerne er tydelige for det blotte øje, for når den er svagest, er lysstyrken kun mag. 3,4 i stedet for den normale mag. 2,1. Minimum varer omkring 2 timer, og selve faldet og den efterfølgende stigning varer i alt omkring 10 timer. Nedenstående tabel viser, på hvilke tidspunkter Algol har sin mindste lysstyrke i oktober 2018, og ved at sammenligne med de omkringliggende stjerner, er det meget tydeligt, at Algol er svagere end normalt på de anførte tidspunkter.
Bemærk at tiderne i venstre kolonne er angivet i UT. I højre kolonne er de konverteret til dansk sommertid. AM (ante meridiem) betyder mellem midnat og middag, og PM (post meridiem) mellem middag og midnat. Den 29. er vi gået over til normaltid, så her er UT kun én time foran dansk tid.
Eftersom formørkelsesforløbet varer 10 timer og selve minimummet omkring 2 timer, kan man begynde at observere nogle timer før de anførte tidspunkter for at få så meget af forløbet med som muligt. Bemærk at mange af tidspunkterne falder, medens det er dagslys, hvorved Algol naturligvis ikke kan ses. Observationerne må derfor planlægges efter de datoer, hvor formørkelsen finder sted om natten.
Mellem Nordstjernen og Karlsvognen ses en række svage stjerner, som repræsenterer stjernebilledet Dragen. Dragen snor sig i en bue omkring Lille Bjørn og afsluttes med Dragens hoved nord for Herkules.
Dragen er et eksempel på, at Johannes Bayer ikke var konsekvent, da han i 1603 udgav et stjerneatlas, hvor der for første gang blev anvendt græske bogstaver til at identificere de enkelte stjerner inden for hvert stjernebillede. Den klareste stjerne skulle efter dette system kaldes α, den næstklareste β, den tredjeklareste γ osv.
Dragens klareste stjerne er γ med en lysstyrke på mag. 2,25. Derefter følger η med en lysstyrke på mag 2,7 og β på mag. 2,8. Først på en 8. plads kommer α med en lystyrke på mag. 3,7. α eller Thuban, som er det gamle græske navn, var på grund af førnævnte præcession nordstjerne, da egypterne opførte de store pyramider. Thuban var tættest på himlens nordpol i 2830 f.v.t., hvor afstanden var mindre end 10 bueminutter. Thuban bliver nordstjerne igen i 20346.
Trods sin status som det ottendestørste stjernebillede er Dragen på grund af sine svage stjerner ikke særligt fremtrædende. Stjernebilledet kommer imidlertid i fokus hvert år i begyndelsen af oktober, idet radianten for et af årets mindre meteorsværme ligger tæt på Dragens hoved.
Den mindre meteorsværm i oktober er Draconiderne, som også er kendt som Giacobini-derne på grund af deres ophavskomet 21P/Giacobini-Zinner. I 1933 og 1946 var der en reel meteorstorm, og der var stærk aktivitet i 1985, 1998 og 2011. De fleste år er aktiviteten dog meget lille, hvilket også forventes at blive tilfældet i 2018. De store udbrud synes at forekomme, når Jorden passerer lige indenfor ophavskometens bane umiddelbart efter, at kometen har passeret tæt forbi Jorden. 21P/Giacobini-Zinner har en omløbstid på 6,6 år. Den var i perihel den 10. september 2018, men trods det forventes som nævnt ikke større aktivitet i år. Normalt forekommer en ZHR på mindre end 10, dvs. man må regne med at se lige så mange sporadiske meteorer som Draconider. Draconidernes radiant ligger lige ved siden af Dragens hoved, og eftersom meteorerne er langsomme, er det let at skelne dem fra de sporadiske meteorer. Fra Danmark er radianten over horisonten hele natten og er højest på himlen i de tidlige aftentimer. Modsat mange andre meteorsværme iagttages Draconiderne således bedst fra vore breddegrader før midnat. Maksimum er natten mellem den 8. og 9., og en fordel i 2018 er, at der er nymåne den 9. oktober.
Seneste store udbrud forekom i 2011, hvor der i de tidlige aftentimer kunne iagttages flere hundrede Draconider. Især i Europa og dermed i Danmark var der særligt gunstige forhold. Ganske vist var det tæt på fuldmåne, men den stod mod syd, og Draconidernes radiant ligger mod nord.
Himlen mod syd ved midnat midt i oktober.
Pegasusfirkanten står højt på himlen i sydlig retning, og øst herfor ligger Andromeda. Bemærk stjernen α Andromeda. Den tilhører som navnet antyder Andromeda, men udgør samtidig det ene hjørne af Pegasufirkanten. Andromedagalaksen M31, Mælkevejens store nabogalakse, står næsten lodret over hovedet. M31 kan ses som en svag tåget plet med det blotte øje og gør sig bedst i en prismekikkert med stort synsfelt, idet hele galaksens udstrækning næsten er 5°. Med det blotte øje kan man dog kun se galaksens centrale område.
Andromedagalaksen. De to klare stjerner i nederste højre del er β og δ Andromeda.
Under Pegasusfirkanten står det forholdsvis svage stjernebillede Fiskene, og endnu tættere på horisonten ses Hvalen i hele sin udstrækning. Mod vest er Sommertrekanten ved at gå ned. Det er dog kun Altair, som forsvinder under horisonten, idet Deneb og Vega er cirkumpolare. Mod øst står vinterstjernebilledet Tyren med Plejaderne og Hyaderne allerede højt på himlen, og det bedst kendte af alle vinterstjernebillederne, Orion, er kommet fri af horisonten. Det samme er tilfældet for Tvillingerne, som er det højest beliggende stjernebillede på Ekliptika. Det står op langt mod nordøst, og skal derfor findes på kortet over nordhimlen.
Også denne del af himlen er hjemsted for en meteorsværm i oktober. Det drejer sig om Orioniderne, som i modsætning til Draconiderne klassificeres om en af årets store sværme. Orionidernes ophavskomet er Halleys komet, som understreger sin status som den bedst kendte af alle kometer ved at være ophavskomet til to meteorsværme. Eta Aquariderne i maj stammer nemlig også fra den berømte komet, hvis fulde benævnelse er 1P/Halley. Nærmere bestemt angiver 1P, at Halleys komet var den første komet, som blev forudsagt til at vende regelmæssigt tilbage, dvs. en periodisk med en kendt bane og omløbstid.
Halleys komet. Jorden krydser banen to gange. I begyndelsen af i maj på den udgående del af Halleys omløb og igen sidst i oktober på den indgående del.
Jorden passerer tættest på 1P/Halleys bane i maj. Orioniderne er derfor knap så talrige som Eta Aquariderne, men på vore breddegrader vil vi imidlertid opleve Orioniderne som bedst, fordi radianten står meget lavt på himlen i de tidlige morgentimer i maj, medens den står mere gunstigt i oktober. Radianten ligger i den nordlige del af Orion over den røde Betelgeuze og kommer således til syne omkring midnat, men det er bedst at vente endnu et par timer, til den er kommet højere op på himlen. Såfremt der er overskyet på maksimumsnatten, er der ikke grund til at fortvivle. I nætterne før og efter maksimum er raten ofte næsten lige så høj som under selve maksimum, idet Orioniderne er en bred sværm, som har forøget aktivitet i en uges tid omkring maksimum.
Meteorerne fra Orioniderne (og Eta Aquariderne) bevæger sig meget hurtigt, og mange er forholdsvis klare og efterlader et lysende spor, som bliver stående i adskillige sekunder. I 2018 falder Orionidernes maksimum natten mellem den 21. og 22 oktober. ZHR under maksimum ligger normalt på omkring 20. Observationsforholdene bliver desværre forringet i år, idet der er fuldmåne den 24. oktober.
De to meteorsværme i oktober, Draconiderne og Orioniderne, har hver deres ophavs-komet, og disse to kometer er på en måde forbundet i astronomi- og rumfartshistorien. Ganske vist kan selve opdagelsen af Halleys komet ikke dateres, idet den har været kendt siden oldtiden. De første skriftlige optegnelser kan føres tilbage til 240 f.v.t, og gennem årtusinder havde den forfærdet menneskeheden, når den med regelmæssige mellemrum dukkede op på himlen, men det var først efter mange tilsynekomster, at Edmond Halley i begyndelsen af 1700-tallet konkluderede, at det var den samme komet, som kom igen og igen. Halleys beregninger holdt stik; kometen returnerede som den skulle i 1758 og igen i 1835. To gange siden er den atter kommet forbi Jorden og Solen, nemlig i 1910 og i 1986.
21P/Giacobini-Zinner blev opdaget af Michel Giacobini den 20. december 1900 og blev genopdaget af Ernst Zinner i 1913. I mellemtiden havde den foretaget 2 omløb om Solen men var ikke blevet observeret under det første, idet det var en ugunstig passage. Den 2 kilometer store komet blev i 1985 den første komet, som fik besøg af en rumsonde.
Rumsonden var et samarbejde mellem ESA og NASA og var blevet opsendt i 1978 under navnet International Sun-Earth Explorer-3 (ISSE-3). Den havde ingen kameraer, idet formålet var at studere solvinden i nærheden af Jorden. Efter afslutningen af den oprindelige mission blev ISEE-3 i 1982 omdirigeret til en ny bane og samtidig omdøbt til International Cometary Explorer (ICE). Den nye bane førte den tæt forbi 21/P Giacobini-Zinner i september 1985, hvilket gjorde den i stand til at indsamle oplysninger om sammensætningen af kometens plasmahale. Herefter fortsatte ICE i en bane, som førte den mellem Solen og 1P/Halley, så den passerede gennem dennes hale i en afstand af 28 millioner kilometer fra selve kometen i slutningen af marts 1986. På samme tidspunkt passerede en større armada af rumsonder også Halleys komet: Den europæiske Giotto, de russiske Vega 1 og 2 samt de japanske Suisei og Sakigake.
Den komplicerede bane, som ISEE-3/ICE fulgte for at komme tæt på både 21/P Giacobini-Zinner og 1P/Halley. Rumsonden fungerede mange år herefter og kontakten gik først tabt i 2014.
Halleys komet er ikke synlig i øjeblikket. Som det fremgår af ovenstående diagram over dens baneforløb, er den meget tæt på at passere det fjerneste punkt i sin bane mellem Neptun og Pluto. Den runder først Solen igen i 2061. Faktisk er det meget sjældent, at en komet er synlig på samme tidspunkt som dens afledte meteorstrøm. F.eks. bruger Halleys komet 76 år til en omkredsning af Solen, og C/1861 G1 (Thatcher), som er Lyridernes ophavskomet, bruger 415. Derimod er der større chance for at se 21/P Giacobini-Zinner, som kun bruger 6½ år til et omløb om Solen. 21/P Giacobini-Zinner er en forholdsvis lille og lyssvag komet, og da det ikke er hver perihel, som er lige gunstig, gik astronomerne glip af et gensyn under tre af passagerne i årene umiddelbart efter dens opdagelse i 1900.
I 2018 kommer 21/P Giacobini-Zinner i perihel den 10. september. Den følgende dag er den tættest på Jorden med en afstand på 58 millioner kilometer. Den bevæger sig næsten 2° pr. dag i tiden omkring perihel og fortsætter hurtigt mod sydhimlen, hvor den passerer forbi Sirius i Store Hund den 9. oktober. Det er omkring dette tidspunkt, Draconiderne opnår deres maksimum, så muligheden for at se både kometen og dens efterladte støv-partikler på samme tid er tilstede. Kometen er ikke synlig for det blotte øje, idet lysstyrken ligger omkring mag. 8., så der skal som minimum anvendes en god prismekikkert. Kometens position i forhold til Jorden og Solen betyder, at halen ikke er mere end omkring 1° lang. Se et opdateret kort på The Sky Live eller på Heavens-Above.
21/P Giacobini-Zinners bane i september og oktober 2018.
21/P Giacobini-Zinner den 9. oktober.
I oktober har vi passeret jævndøgn. Nætterne er længere end dagen, men da vi fortsat har sommertid, følger Solens op- og nedgang ikke de beregnede astronomiske tidspunkter, idet den borgerlige tid er én time foran den astronomiske. I oktober er det dog slut for denne gang. Sommertiden varer fra kl. 01:00 verdenstid (UTC) den sidste søndag i marts til kl. 01:00 om morgenen (UTC) den sidste søndag i oktober. I år slutter sommer-tiden således søndag den 28. oktober. Hvis man ikke kan huske, om viserne skal den ene eller den anden vej, kan man altid bruge den nemme huskeregel: Uret skal stilles frem fra klokken 02:00 til klokken 03:00, når det er tid til at tage havemøblerne frem om foråret. Når det er tid til at stille møblerne tilbage i haveskuret igen om efteråret, skal uret stilles en time tilbage fra klokken 03:00 til klokken 02:00.
Venus er i nedre konjunktion med Solen den 26. oktober. Ved nedre konjunktion befinder en indre planet sig mellem Jorden og Solen og kan derfor normalt ikke ses. Dette gælder således også for Venus, som ikke er synlig i oktober. Imidlertid kredser Jorden og Venus ikke om Solen i samme plan, idet Venus’ baneplan hælder 3°,39 mod Ekliptika, og når nedre konjunktion finder sted mellem de to knudepunkter, vil Venus passere helt op til 9° nord eller syd for Solen. Dens dagbue bliver derfor væsentlig længere, og tiden under horizonten tilsvarende kortere, hvilket har den konsekvens, at Venus går ned efter Solen, men alligevel står først op den følgende morgen. Venus kan derfor ved disse lejligheder ses som både morgen- og aftenstjerne på samme dag. Venus og Jorden kredser omkring Solen i en gensidig regelmæssig cyklus, som gentages hvert 8. år, og senest Venus kunne ses både morgen og aften på samme dag fra Danmark, var under forrige nedre konjunktion i 2017, hvilket er nærmere beskrevet under omtalen af stjernehimlen i marts 2017. I 2017 passerede Venus nord for Solen, og under den aktuelle nedre konjunktion passerer den syd for. Dette er også årsagen til, at Venus stort set forsvandt fra aftenhimlen allerede i september, idet den stod meget lavt på himlen efter solnedgang.
Eftersom Venus passerer syd for Solen, bliver det denne gang den sydlige halvkugle, som kan opleve Venus som morgen- og aftenstjerne samme dag, og forholdene er bedre, jo længere mod syd, man bor. Der bor ikke så mange mennesker på denne del af Jorden, da det udover nogle mindre øer kun er den sydligste del af Sydamerika og den forholdsvis tyndtbefolkede South Island (den sydligste af New Zealand to største øer), som ligger på tilsvarende breddegrader som Danmark. Antarktis er endnu tyndere befolket, og der er ingen fastboende. Der er omkring 66 videnskabelige baser, hvoraf godt halvdelen er bemandet året rundt, medens resten kun er åben om sommeren. Der er ca. 4000 forskere i sommermånederne og ca. 1000 om vinteren. Mange af disse forskere er astronomer. Hertil kommer 35-40000 turister, som hovedsagelig er på kortvarigt besøg i sommer-månederne.
Endnu sjældnere passerer Venus under nedre konjunktion direkte foran Solen. Vi får da en venuspassage, hvor Venus ses som en lille sort plet, der langsomt bevæger sig hen over solskiven. Senest dette forekom var i 2012, og næste gang bliver i 2117.
Venus i nedre konjunktion i 2017 og 2018. I 2017 var det få dage efter forårsjævndøgn, hvor Solen netop havde passeret himlens ækvator.
Jupiter er kun synlig i kort tid i begyndelsen af måneden. Solsystemets største planet står lavt over horisonten mod sydvest lige efter solnedgang. Den 1. oktober er vinkelafstanden fra Solen kun 14°, og planeten går ned 1¼ time efter Solen. Det skyldes udelukkende dens store lysstyrke på mag ÷1,8 at den kan ses på den lyse aftenhimmel. I forhold til (de ikke synlige) baggrundsstjerner bevæger Jupiter sig mod øst, men det samme gør Solen, og da Solen bevæger sig hurtigst, varer det ikke længe, før afstanden er reduceret så meget, at planeten forsvinder under horisonten, inden det bliver tilstrækkelig mørkt.
Solens bane langs Ekliptika i Jomfruen og Jupiters tilsvarende bane gennem Vægten i løbet af oktober.
Saturn er ikke så lysstærk som Jupiter, idet ringplanetens lysstyrke ligger på mag. 0,5. Alligevel er den meget nemmere at finde efter solnedgang, fordi den står væsentligt længere fra Solen. Samtidig befinder den sig i et område, hvor ingen af de forholdsvis svage stjerner kan konkurrere med planeten, så man kan ikke tage fejl. En time efter solnedgang står ringplaneten ved månedens begyndelse knap 11° over horisonten mod SSV. På dette tidspunkt er Jupiter stort set forsvundet under horisonten, og der går endnu et par timer, før det bliver Saturns tur, idet den først går ned kl. 22:25. Ved udgangen af oktober går Saturn ned kl. 19:30. I mellemtiden er vi jo gået over til normaltid, så den ene af de tre times tidligere nedgang skyldes omstillingen. Søndag den 28. sker Solens nedgang naturligvis tilsvarende pludselig en time tidligere end aftenen i forvejen. I oktober er der således muligt ganske kortvarigt at rette et teleskop mod ringplaneten. Med det blotte øje ligner den en almindelig stjerne, og kun gennem et teleskop er det muligt at se dens ringsystem, som i øjeblikket spænder over 37” og hælder 27° i forhold til synsretningen fra Jorden. Saturns skive spænder over 16”.
Ved mørkets frembrud får man øje på endnu en planet. Det er Mars, som ganske vist har mistet meget af sin lysstyrke siden oppositionen sidst i juli. Lysstyrken på mag. ÷1,3 overstiger dog fortsat alle øvrige objekter i Stenbukken, og selv om den ved månedens udgang er faldet yderligere til mag. ÷0.6, er den stadigvæk klarere end de omgivende stjerner. Lysstyrken falder, fordi afstanden mellem Mars og Jorden igen bliver større. Dette afspejler sig også tydelige i planetens tilsyneladende størrelse, når den iagttages gennem et teleskop. Fra at spænde over 24” under oppositionen er størrelsen skrumpet til 16”, og i løbet af oktober skæres der yderligere 4” væk, så Mars ender med en størrelse på 12”, men trods den reducerede størrelse og lysstyrke er den røde farve fortsat markant.
I løbet af oktober bevæger Mars sig på tværs af Stenbukken.
I november fortsætter Mars turen mod øst og bevæger sig ind i Vandmanden. Så længe behøver vi dog ikke at vente for at finde en planet i Stenbukkens nabostjernebillede. Solsystemets yderste planet, Neptun, tager 165 år om en tur omkring Solen. Den opholder sig derfor gennemsnitlig 13-14 år i hvert stjernebillede, og den har allerede tilbragt 8 af disse i Vandmanden. Neptun har en lysstyrke på mag. 7,8 og kan derfor ikke ses med det blotte øje. Under en mørk himmel kan den dog relativt nemt findes blot ved hjælp af en god prismekikkert. Kikkerten skal i givet fald rettes mod et punkt midtvejs mellem λ Lambda) og φ (Phi) Aqr. Neptun bevæger sig ganske langsomt retrograd i løbet af oktober, så den kommer efterhånden tættere på λ. Gennem prismekikkerten ligner Neptun de omgivne baggrundsstjerner. For at skelne dens 2,3” store skive er det nødvendigt at bruge et teleskop med en forstørrelse på omkring 100×.
Neptuns banebevægelse i oktober. Svageste stjerne er mag. 8,5.
Uranus kommer i opposition den 23. oktober. Den står derfor op ved solnedgang og kulminerer mod syd ved astronomisk midnat. På samme måde som med Neptun kan den ikke ses med det blotte øje. Ganske burde folk med et godt syn og usædvanligt gode observationsforhold kunne skelne den uden optiske hjælpemidler, idet lysstyrken ligger på mag. 5,7. Eftersom grænsen for svagest synlige stjerne med det blotte øje normalt define-res som mag. 6, er det dog en yderst vanskelig øvelse – især fra danske breddegrader.
Uranus befinder sig på grænsen mellem Vædderen og Fiskene. Der er desværre ingen lysstærke stjerner i umiddelbar nærhed bortset fra ο (Omikron) Psc, som har en lysstyrke på mag. 4,3. De øvrige stjerner i området er alle svagere end Uranus, hvilket gør det lidt nemmere at identificere planeten. Hvis det kniber ved første blik, kan Uranus identificeres som den ’stjerne’, der flytter sig ganske lidt i vestlig retning fra den ene nat til den næste i forhold til de øvrige stjerner i synsfeltet. Gennem et godt teleskop er der ingen tvivl, idet Uranus har en udstrækning på 3½” og har et blåligt skær.
Uranus’ banebevægelse i oktober. Svageste stjerne er mag. 7.
Oversigtskort til opsøgning af λ Aqr og ο Psc.
Månens aktuelle fase kan ses på: http://aa.usno.navy.mil/imagery/moon