Stjernehimlen i november 2024
I november kan det tydeligt ses, at de tre vintermåneder står for døren, for efter at have stillet urene om fra sommertid til normaltid den sidste søndag i oktober, kan vi konstatere, at nattemørket allerede sænker sig sidst på eftermiddagen. Den l. november går Solen ned kl. 16:39, og den står først op igen kl. 07:26 den følgende morgen. Nattemørket varer derfor mange timer, så der er god tid til at lære stjernehimlen at kende. Om aftenen står sommerens stjernebilleder fortsat højt på himlen mod vest, i løbet af natten kommer vinterstjernebillederne op over horisonten mod øst, og inden daggry begynder forårets stjernebilleder så småt at melde deres ankomst.
En forudsætning er naturligvis, at der er klart vejr, og november har ry for at være grå og trist. Digteren Henrik Nordbrandt skrev i 1986 et digt med titlen ’Året har 16 måneder’:
Henrik Nordbrandt. Fra Digtsamlingen ’Håndens skælven i november’.
November optræder fem gange. Henrik Nordbrandt følte sig deprimeret i november, fordi den mørke, kolde, regn- og stormfulde måned aldrig synes at få en ende. Helt så galt er det dog ikke. November har kun 30 dage, og der forekommer både klare dage og nætter, så der skal nok blive lejlighed til at rette blikket mod himlen.
Himlen mod nord ved midnat midt i november. Bemærk Mars mod øst. De to klare stjerner umiddelbart til venstre for Mars er Castor og Pollux i Tvillingerne.
Hvis man ser mod nord ved midnat, vil man måske synes, at himlen ser lidt tom ud. En stor del udgøres af den store men forholdsvist svage Dragen, og langt mere tomt er der i det område, hvor de endnu svagere Lossen og Giraffen ligger. Det tydeligste stjernemønster er Karlsvognen, hvis syv stjerner står mod NNØ med vognstangen pegende ned mod horisonten. Karlsvognen er som bekendt en del af Store Bjørn, og vognstangen er i virkeligheden bjørnens hale. Store Bjørns mindre navnefælle, Lille Bjørn, står mod nord, og på denne tid af natten og året synes den at hænge i halespidsen med hovedet ned mod horisonten. Selve halespidsen flytter sig ikke i løbet af natten, idet den udgøres af Nordstjernen, som altid står præcist mod nord på det samme sted af himlen.
Mod øst er Løven på vej op over horisonten, medens Sommertrekantens nederste stjerne, Altair i Ørnen, til gengæld er forsvundet under horisonten mod vest. Deneb i Svanen og Vega i Lyren er cirkumpolare og kan altid ses. De små stjernebilleder – Delfinen, Pilen og Ræven – som findes i området omkring Sommertrekanten, er ligeledes ved at gå ned, og ingen af dem kan ses så lavt på himlen.
Nordstjernen befinder sig mindre end 1° fra himlens nordpol, som er det punkt på himlen, hvor en forlængelse af Jordens akse peger mod, og om hvilken alle stjerner synes at dreje sig. Men Nordstjernen har ikke altid været så gunstigt placeret. Jordens akse foretager en roterende bevægelse som en snurretop, hvilket får den til at pege i forskellige retninger i løbet af 26.000 år. Normalt peger aksen ikke mod nogen bestemt stjerne, men i de sidste par hundrede år har den været rettet mod Nordstjernen. Faktisk bringer præcessionen, som den roterende bevægelse kaldes, Nordstjernen endnu nærmere mod den eksakte himmelpol, og dette vil fortsætte indtil 2102, hvor den er tættest på. Sjældent har Jorden været begunstiget med så klar en nordstjerne.
Jordaksens præccesion. Da de egyptiske pyramider blev opført, var Thuban i Dragen nordstjerne.
Mange tror fejlagtigt, at Nordstjernen er himlens klareste stjerne fordi, der tales så meget om den. Med sin lysstyrke på mag 2 hører den dog trods alt til blandt himlens klareste, og den kan ses fra selv en lysforurenet storby. På en liste over de klareste stjerner er Nordstjernen nr. 50.
Medens megen af berømmelsen stammer fra dens evne til at vise nordretningen, kan Nordstjernen også direkte angive en observatørs breddegrad på Jorden. Hvis Nordstjernen står 55° over horisonten, befinder man sig på 55° nordlig bredde, og hvis den står lige over hovedet, står man på Jordens Nordpol. Hvis den ses lige i horizonten, er man på Ækvator, og hvis man ikke kan se den, fordi den er under horizonten, befinder man sig på den sydlige halvkugle.
Nordstjernens højde over horisonten fra Ækvator, Odense og Nordpolen. Bemærk at man ser mod syd i alle retninger, hvis man står nøjagtig på Jordens nordpol.
Nordstjernens bemærkelsesværdige ejendommelighed slutter ikke her. Den tilhører en særlig gruppe stjerner, hvis historie begyndte i 1784, da den engelske astronom Edward Pigott opdagede, at en gul stjerne, Eta Aquilae, varierede i lysstyrke. En måned senere fandt en af hans bekendte, John Goodricke, en tilsvarende egenskab ved Delta Cepheus.
Denne særlige gruppe stjerner kendes nu under navnet Cepheider. Det er gule superkæmper, som pulserer, dvs. de udvider sig og trækker sig sammen igen, hvorved de varierer i lysstyrke. Cepheider er så store og lysstærke, at astronomerne kan se dem i galakser mange millioner lysår borte.
En pulserende stjerne er bemærkelsesværdig nok i sig selv, men i 1907 opdagede Henrietta Leavitt fra Harvard det mest bemærkelsesværdige ved Cepheider: Jo længere pulsationsperioden er, jo mere lysstærk er stjernen. På den måde udgør Cepheider en fortrinlig målestok til afstandsbestemmelse til andre galakser. Astronomene måler pulsationsperioden, hvilket er uproblematisk. Herved kender de Cepheidens absolutte lysstyrke, og ved at sammenligne med den tilsyneladende lysstyrke er det en simpel beregning at finde stjernens afstand.
I 1920’erne benyttede Edwin Hubble Cepheidevariable i de såkaldte spiraltåger til at bevise, at disse mystiske objekter i virkeligheden er fjerne galakser udenfor Mælkevejen, og det gjorde også Hubble i stand til at opdage Universets udvidelse.
Nordstjernen er den nærmeste og klareste Cepheide, men i modsætning til de fleste øvrige Cepheider er lysstyrkevariationen meget lille, så astronomerne opdagede ikke dens sande tilhørsforhold før i begyndelsen af 1900-tallet.
Nordstjernen er i virkeligheden en tredobbelt stjerne. Internationalt kaldes Nordstjernen for Polaris, så denne betegnelse bruges i det følgende. Hovedstjernen kaldes Polaris A. Polaris B har en lysstyrke på mag. 9 og ligger i en afstand på 18″ fra Polaris A. Systemets tredje medlem, Polaris Ab, kredser om Polaris A på 29,6 år. Denne stjerne var ukendt indtil 2005, hvor den blev opdaget ved hjælp af Hubble Space Telescope.
Polarissystemet fotograferet af HST.
For at undersøge Polaris endnu grundigere benyttede et hold astronomer seks sammenkoblede 1-meter teleskoper på Mount Wilson i Californien. Kombinationen af de seks instrumenter kaldet CHARA (Center for High Angular Resolution Astronomy Array) fungerer som et interferometer og har samme opløsningsevne som et enkelt 330 meter teleskop.
CHARA interferometeret.
Herved kunne astronomerne kortlægge kredsløbet for ledsagerstjernen Polaris Ab, hvilket ellers er en udfordring på grund af den store forskel i lysstyrken og det meget tætte kredsløb.
Ved at tilføje de nye data til ældre målinger, inklusive dem fra Hubble Space Telescope, har astronomerne fulgt tre fjerdedele af de to stjerners 29,6 års kredsløb og har derved kunnet bestemme Polaris’ masse til 5,1 solmasser, hvilket er noget mere end den tidlige antagne værdi på 3,5 solmasser.
Holdet brugte også et kamera på CHARA i et forsøg på at fotografere Polaris’ overflade. Billederne viser, at Polaris har en diameter på omkring 46 gange Solens, og meget bemærkelsesværdigt viser de også visse overfladedetaljer i form af store lyse og mørke pletter, som ændrede sig over tid. Det er første gang, at det har været muligt at se overfladen på en Cepheidevariabel.
”Solpletter” på Polaris.
CHARA observationer af Polaris’ overflade på fire forskellige nætter mellem 2018 og 2021.
Eksistensen af disse pletter passer godt med nogle af Polaris’ andre egenskaber. For eksempel er lysstyrkevariationen som nævnt meget lille. Det er faktisk den mindste af alle øvrige kendte cepheider. Dens atmosfære minder en del om ikke-variable supergiganter, som har lignende overfladeaktivitet.
Polaris’ pletter åbner mulighed for at måle dens rotationstid på samme måde som Galilei brugte solpletter til at bestemme Solens rotationsperiode. Astronomerne har bemærket en 120-dages variation i Polaris’ pulseringer og spekulerer over, om dette tidsinterval kan svarer til rotationsperioden.
Resultaterne blev offentliggjort i Astrophysical Journal i august, og det er planlagt at fortsætte med at holde øje med Polaris i fremtiden for at komme endnu nærmere til en forståelse af den mekanisme, der skaber pletterne på overfladen af Polaris. En så stor og relativt nærliggende Cepheide giver mulighed for direkte observationer, som kan forbedre forståelse af stjernernes udvikling.
Himlen mod syd ved midnat midt i november 2024. Bemærk Vintertrekanten (fuldt optrukne linjer) og Vintersekskanten (stiplede linjer). Bemærk også Mars i Tvillingerne og Jupiter i Tyren samt Saturn i Vandmanden tæt på horisonten mod vest.
Når man vender sig 180° og i stedet kigger i sydlig retning. befinder vinterstjernebilledet Tyren med den røde kæmpe Aldebaran og de to stjernehobe Plejaderne og Hyaderne sig højt på himlen mod sydøst. Andre bemærkelsesværdige stjernebilleder på denne del af himlen er Perseus lodret over hovedet samt Kusken ovenover Tyren og til venstre for Perseus. Især lægger man mærke til himlens sjetteklareste stjerne Capella og tre svagere, som danner en trekant lige under Capella. I mytologien repræsenterer Capella en ged, medens de tre stjerner er gedens kid. Inden der i 1930 blev enighed om en nøjagtig afgrænsning af stjernebillederne, var en stjerne delt mellem Kusken og Tyren. Den vises på gamle stjernekort som både Kuskens højre fod og spidsen af Tyrens venstre horn. Da Johann Bayer i 1603 som den første benyttede latinske bogstaver til at identificere stjernerne indenfor hvert enkelt stjernebillede, fik den pågældende stjerne to benævnelser: β Tauri og γ Aurigae. I dag katalogiserer den udelukkende som tilhørende Tyren.
Til venstre for Kusken ses de to klare stjerner, Castor og Pollux i Tvillingerne. Andromeda og Pegasus (som i lighed med Tyren og Kusken er fælles om en stjerne) står højt på himlen mod vest, og umiddelbart herunder ses de mindre stjernebilleder Trekanten og Vædderen samt Fiskene med sine fortrinsvist svage stjerner. Helt nede ved sydvesthorisonten svømmer søuhyret fra sagnet om Andromeda. På dansk har det dog et mere fredeligt navn, nemlig Hvalen.
Orion er kommet helt fri af horisonten, og det samme er himlens klareste stjerne, Sirius. Sammen med den røde Betelgeuze i Orion og Procyon i Lille Hund danner Sirius en næsten ligesidet trekant, som går under navnet Vintertrekanten. Geometrilektionen kan udvides yderligere, idet Castor/Pollux, Capella, Aldebaran, Rigel, Sirius og Procyon tilsammen danner en meget stor sekskant, Vintersekskanten.
I overensstemmelse med indledningen, som fortalte, at forårets stjernebilleder så småt begynder at melde deres ankomst allerede i november, bliver Jomfruens klareste stjerne Spica synlig umiddelbart før solopgang. Udover at være Jomfruens klareste stjerne er Spica samtidig himlens 16. klareste. Den kan nemt findes ved at følge kurven på Karlsvognens vognstang (Store Bjørns hale) ned til Arcturus og fortsætte et lige så stort stykke som afstanden mellem vognstangen og Arcturus.
Morgenhimlen midt i november kl. 06.
Stjerneskudssværmen Leoniderne er med i tabellen over årets store meteorsværme. Den er dog ikke særlig aktiv, idet man ikke kan forvente mere end nogle få meteorer i timen under maksimum, som finder sted om morgenen den 17. november. Løven står op kort tid før midnat, men de bedste observationsbetingelser opstår først, når området er kommet højere op på himlen, så det bedste tidspunkt er fra omkring kl. 03 til daggry. En ulempe i 2024 er, at maksimum finder sted tæt på fuldmåne. Da Jorden rammer meteorstrømmens partikler næsten direkte forfra, bevæger Leoniderne sig 71 km/sekund, hvilket er hurtigere end nogen anden sværm. Mange af meteorerne efterlader spor, som kan vare ved mange sekunder.
Leonidernes radiant.
Leoniderne har tidligere været meget aktiv, især hvert 33. år som er den tid, ophavskometen 55P/Temple-Tuttle bruger til en omkredsning af Solen. Leoniderne havde store udbrud i 1799, 1833 og 1966. Det var den store meteorstorm i 1833 med mange tusinde meteorer i timen, som fik astronomerne til at interessere sig for meteorsværme og deres ophavskometer. Seneste nogenlunde store aktivitet var i årene mellem 1998 og 2002, hvor der i sidstnævnte år blev observeret op i nærheden af 500 meteorer i timen. Siden da er aktiviteten faldet, og computermodeller viser, at Jupiters tyngdepåvirkning får den tætteste del af Leonidestrømmen til at passere forbi Jordens bane indtil i hvert fald 2098.
Som det fremgik af omtalen af stjernehimlen i oktober, befandt Merkur sig på aftenhimlen og vinkelafstanden til Solen blev større gennem hele måneden. I november er Merkur fortsat på aftenhimlen, og den største vinkelafstand bliver den 16. november, hvor afstanden er 23°, og lysstyrken er mag. ÷0,3. Som det også fremgik, befinder Merkur sig lavt på himlen efter solnedgang, hvilket gør den meget vanskelig at se fra vore breddegrader. Desuden bliver Merkurs lysstyrke hurtigt mindre. Inden månedens udgang er den faldet til mag. 1,5.
Venus befinder sig i samme område som Merkur, blot er vinkelafstanden fra Solen dobbelt så stor, men ligesom for Merkurs vedkommende står Venus tæt på horisonten, så selv med en lysstyrke på mag. ÷4 er den ikke iøjnefaldende, og man lægger kun mærke til den, såfremt himlen er helt klar, og der er frit udsyn til horisonten, og måske skal man bruge en prismekikkert. De to planeter befinder sig i Skorpionen og Skytten, som er de lavest beliggende stjernebilleder på Ekliptika, og samtidig ligger de begge under Ekliptika.
Planeternes stilling på aftenhimlen ved solnedgang den 16. november. Den blå linje er Ekliptika.
Efter mørkets frembrud står Saturn højt på himlen mod sydøst i Vandmanden. Når den kulminerer mod syd, er det i en højde på 26° over horisonten. Vandmanden består af svage stjerner, så Saturn er med en lysstyrke på mag. 0,8 langt klarere end de øvrige ’stjerner’ i området.
Saturns ring ses i øjeblikket under en vinkel på omkring 5°, hvilket får den til at fremstå meget tynd. Saturn har en udstrækning på 18”, medens ringene spænder over 40” i længderetningen, men blot 3” på den korte led.
En håndfuld af Saturns største måner kan ses gennem selv et beskedent teleskop. Heraf er Titan med en lysstyrke på mag. 8,5 den nemmeste at se, medens den i løbet af 16 døgn kredser omkring planeten. De øvrige måner er sværere at se, idet deres lysstyrker ligger på omkring mag. 10. Månernes position til et aktuelt tidspunkt fremgår af dette program.
Saturns måner. Eksempel fra ShallowSky/Satsat.
Neptun befinder sig i Fiskene omkring 14° længere mod øst end Saturn og umiddelbart under den sekskantede asterisme, som udgør den vestligste af Fiskene. Et oversigtskort over området kan ses under stjernehimlen i oktober. Neptun har en lystyrke på mag. 7,7 og kan kun ses gennem en kikkert eller et teleskop. Kortet herunder har et synsfelt på 6°, hvilket ca. svarer til en prismekikkerts synsfelt.
Neptun i november.
De fire markerede stjerner har en lysstyrke på mag. 6, og tættere på Neptun ses et par svagere på mag. 8. og 9, dvs. knap så lysstærke som Neptun. Planetens retrograde bevægelse i løbet af november kan forholdsvis nemt konstateres ved hjælp af disse to stjerner fra nat til nat.
Uranus er i opposition den 16. november i Tyren 6,5° under Plejaderne. Under opposition står planeten mod syd ved lokal midnat i en højde på 53°. Den nemmeste måde at finde planeten er med en prismekikkert, for med en lysstyrke på mag. 5,6 ligger den lige på grænsen for synlighed med det blotte øje. Desuden er det nødvendigt at have et godt søgekort, for der er mange baggrundsstjerner med samme lysstyrke som Uranus. Uranus bevæger sig 1° retrogradt i løbet af november, og dens bevægelse fra nat til nat kan følges ved at lave en skitse over dens ændrede position i forhold til de nærmeste stjerner.
Gennem en prismekikkert ser Uranus ud som en lyssvag stjerne. For at kunne se dens svagt blålige skive på 4” er det nødvendigt at bruge et teleskop med en forstørrelse på min. 100 gange.
Uranus i november. Bredden på kortudsnittet er 12°.
Jupiter står op kort tid efter kl 18 den 1. november og et par timer tidligere ved månedens udgang. Med sin store lysstyrke på mag. ÷2,8 overstråler den mangefold både Plejaderne, Hyaderne og Aldebaran, som normalt er kendetegnet for Tyren.
Jupiter står højt på himlen og er over horisonten i 15 timer, hvilket giver mulighed for at følge, hvordan den store gasplanet når at rotere en hel omgang + lidt mere, for en fuld rotation tager blot 10 timer. Jupiters skive har en udstrækning på 48″, så selv gennem et beskedent teleskop kan man se de to mørke ækvatoriale bælter, som omgiver planeten. Gennem et større teleskop kan man se endnu flere af de øvrige bælter. Især i de øjeblikke, hvor Jordens atmosfære momentvis falder til ro, bliver detaljerne tydelige. Hvis den store røde plet ikke er synlig, skal man blot vente et par timer, før den dukker op.
De fire store måner: Io, Europa, Ganymede og Callisto er ligeledes synlige gennem stort set ethvert teleskop. De kan endda skimtes gennem en god prismekikkert. Under deres omløb omkring Jupiter passerer de fra tid til anden foran planeten eller bliver skjult bagved, og under en passage kan deres skygge ses om en lille sort plet. Månernes position til et givet tidspunkt kan forudberegnes med stor nøjagtighed, og kan findes ved hjælp af dette lille program, som også viser, hvornår den store røde plet er synlig. Som eksempel ses herunder Jupiter og dens måner den 14. november kl. 22.
ShallowSky/galilean/.
Jupiter, Europa, Europas skygge og den store røde plet. 14. november kl. 22.15.
Mars bliver gradvist klarere, idet dens lysstyrke i løbet af november stiger fra mag. 0,1 til mag. ÷0,5. Mars befinder sig i et temmelig stjernefattigt område mellem Tvillingerne og Krebsen, og den står op umiddelbart efter kl. 21 i begyndelsen af måneden. Sidst på måneden finder opgangen sted kort tid før kl. 20. I løbet af måneden vokser Mars’ skive fra 9″ til 12″, men da den er påvirket af turbulens i Jordens atmosfære, medens den står lavt, er det bedst at vente til Mars er kommet højere op på himlen senere på natten.
Den 20. passerer den aftagende Måne 1½° over Mars, og sidst i november står den røde planet et par grader fra den åbne hob M44 i Krebsen.
M44 kendes også som Præsepe, Bistadet, Krybben m.v., og den har været kendt siden oldtiden, fordi den kan ses med det blotte øje. Charles Messier angav den i sit katalog som nr. 44, og det er det tredieklareste Messierobjekt. Kun Plejaderne og Andromedagalaksen er klarere. Det er desuden den næstnærmeste i kataloget efter Plejaderne.
M44 er en åben hob, hvilket betyder, at dens stjerner er løst bundet sammen af tyngdekraften, og de blev dannet på omtrent samme tidspunkt i den samme interstrellare molekylære sky. Hoben er ret ung i kosmisk forstand, idet den anslås at være 600-700 millioner år gammel. Til sammenligning blev Solsystemet dannet for omkring 4,6 milliarder år siden.
M44 består af omkring 1000 stjerner, hvoraf de fleste af de klareste er koncentreret i den centrale del af hoben, mens de svagere ligger i periferien. Stjernerne er fordelt over en bred vifte af spektraltyper, men det er bemærkelsesværdigt, at omkring 70% af dem er røde dværge, mens kun omkring 2% tilhører den blå-hvide gruppe.
De klareste stjerner har en visuel størrelse på under mag. 6, og det er kun den samlede mængde som gør, at hoben fra et mørkt sted uden lysforurening kan ses med det blotte øje som en sløret diffus lysplet, som fylder lidt mere end 1½°, dvs. tre gange så stor som Månen. Det er dog kun den klareste lille centrale del, som kan skimtes uden optiske hjælpemidler. Med en prismekikkert kan man se omkring 20 stjerner i klyngen, og med adgang til et teleskop stiger antallet til adskillige hundreder. Det bliver lidt vanskeligt at se de svageste stjerner i nætterne omkring den 20. november, fordi Månen passerer området.
Mars står i nærheden af M44 omkring det tidspunkt, hvor den retrograde bevægelse forud for den kommende opposition påbegyndes. Oppositionen midt i januar bliver en af de mindre gunstige, idet Mars til den tid kun vil have en størrelse på 14½”. Kun den næste i rækken, oppositionen i februar 2027 er værre, idet Mars’ størrelse vil være på 13,8”. Til sammenligning kan størrelsen komme op på 25” under de mest gunstige oppositioner, som finder sted hvert 15-17 år. Næste gang en sådan finder sted bliver i september 2035, hvor Mars’ størrelse bliver 24,5”.
Mars’ bane i november og december med påbegyndelsen af den retrograde bevægelse i begyndelsen af december.
