Stjernehimlen i november 2017
Hvis man især går efter de planeter, som er synlige for det blotte øje, må man stå op før solopgang i denne måned. Det skulle dog heller ikke falde særlig svært, for den 1. november står Solen op kl. 07:24, og den 30. november står den op kl. 08:20.
Tre af Solsystemets planeter kan ses på morgenhimlen. De befinder sig alle i Jomfruen, og den første som viser sig, er Mars. Den røde planet står i begyndelsen af måneden op tre ti-mer før Solen, og sidst på måneden finder opgangen sted næsten fire timer før solopgang. Mars har imidlertid kun en lysstyrke på mag. 1,8. Det skyldes, at afstanden mellem Mars og Jorden hele måneden er næsten 350 millioner kilometer, og at Mars er en lille planet med en diameter på omkring halvdelen af Jordens. Mars er derfor ikke særlig fremtræ-dende, men da det pågældende område i Jomfruen ikke indeholder stjerner klarere end mag. 3, vil den alligevel være det klareste objekt på den del af himlen. Desuden kan man kende planeten på dens rødlige farve, og især fordi den bevæger sig blandt baggrunds-stjernerne.
Den 1. står Mars godt 1° fra Eta Virginis på mag. 4, og inden månedens udgang har den bevæget sig gennem halvdelen af Jomfruen og står omkring 3° fra Spica. Den store afstand betyder, at Mars kun har en tilsyneladende størrelse på 4”. Det er derfor ikke muligt at se detaljer på dens overflade. I løbet af vinteren og foråret ændres forholdene dog dramatisk, idet Mars kommer i opposition i sommeren 2018. Mars er kun i opposition hvert andet år, og det er ikke alle oppositioner, som er lige gunstige. Den kommende bliver en af de bedre af slagsen, idet det vil være den bedste siden 2003.
Når tusmørket så småt begynder at indfinde sig, dukker Venus op over horisonten. Vinkelafstanden til Solen er forholdsvis lille, men planetens store lysstyrke på mag. ÷3,9 betyder, at den bliver synlig allerede få minutter efter opgangen. I begyndelsen af måneden står Venus omkring 4° nord for Spica. Venus bevæger sig hurtigt østpå blandt baggrundsstjernerne og kommer tættere og tættere på Solen. Inden månedens udgang er den klare planet forsvundet i morgendæmringen og dukker først op igen på aftenhimlen efter årsskiftet.
Morgenhimlen den 1. november kort tid før solopgang. Jupiter står for tæt på Solen til at kunne ses, og af stjerner er kun de to af 1. størrelsesklasse, Spica og Arcturus, som kan ses med det blotte øje på den lyse himmelbaggrund.
Inden Venus forvinder ud af syne, har den og Jupiter et tæt møde. I begyndelsen af måneden står Jupiter for tæt på Solen til at kunne ses på den lyse morgenhimmel. Jupiter var i konjunktion med Solen den 26. oktober, og først en uges tid ind i november begynder den så småt at kunne ses tættere på horisonten end Venus. For hver morgen står Jupiter højere og højere på himlen før solopgang, og samtidig bevæger Venus sig den modsatte vej. På et tidspunkt må de to planeter derfor passere hinanden, hvilket sker den 13. november.
Morgenhimlen den 13. november.
Konjunktionen finder sted lavt på himlen i daggryet, så den lyse himmel kan gøre det vanskeligt at se Jupiter med det blotte øje. En prismekikkert vil være et godt hjælpe-middel, og da afstanden mellem de to planeter vil være mindre end Månens diameter, kan det også svare sig at finde et teleskop frem, idet de to planeter vil være synlige samtidig med en forstørrelse på omkring 50×. Venus er næsten fuldt belyst og spænder over 10”, medens Jupiters ligeledes fuldt belyste skive spænder over 31”.
Venus og Jupiter med dens fire store måner om morgenen den 13. november.
Efter denne spektakulære konjunktion bliver Venus vanskeligere og vanskeligere at se, medens Jupiter til gengæld hurtigt vinder højde. Inden månedens udgang står den store gasplanet op mere end to timer før Solen.
Aftenhimlen har ikke helt det samme at byde på. Merkur opnår største østlige elongation den 23. november med en vinkelafstand til Solen på 22°. Merkur har på dette tidspunkt en lysstyrke på mag. 0, og burde derfor være nem at se. Imidlertid står Merkur sjældent gunstigt på aftenhimlen i efterårsmånederne, idet Ekliptika på denne årstid ligger meget fladt mod horisonten om aftenen på nordlige breddegrader. Merkur står derfor meget lavt og går ned, medens himlen stadig er oplyst af Solen under horisonten.
Aftenhimlen den 23. november ½ time efter solnedgang.
Som det fremgår af ovenstående illustration, står Saturn også meget tæt på horisonten. Ringplaneten kan derfor heller ikke ses, og det samme er tilfældet for de forholdsvis svage stjerner i området. Det eneste synlige himmellegeme er Månen, der denne aften er 5 dage gammel. Såfremt himlen er klar nok, kan man udover det smalle segl også se resten af Månen i et svagt gråligt skær. Det er den såkaldte ”gamle måne i den nyes arme”. Mere prosaisk kaldes det jordskin, og fænomenet opstår, fordi Jorden lyser på Månen på samme måde, som Månen lyser på Jorden.
Jordskin på Månen.
Solsystemets to yderste planeter, Uranus og Neptun, står til gengæld højere på himlen i henholdsvis Fiskene og Vandmanden. Til trods herfor og til trods for, at begge planeter er langt større end Jorden, er de vanskelige at se. De lyser nemlig meget svagt, og kan kun ses ved hjælp af optiske hjælpemidler. Årsagen hertil er deres store afstand. Uranus ligger 3 milliarder kilometer fra Solen og Neptun 4½ milliard kilometer. Det er derfor nødvendigt at vide, præcist hvor på himlen de befinder sig. Heldigvis er det for begges vedkommende i nærheden af en forholdsvis klar stjerne, som kan findes ved hjælp af et godt stjernekort.
Uranus befinder sig tæt på Omikron i Fiskene og Neptun tæt på Lambda i Vandmanden.
Vandmanden står mod syd først på aftenen. De lettest genkendelige stjerner er de fire, som udgør ”Vandkrukken”. Lambda (λ) er første forholdsvis klare stjerne, man støder på, når man bevæger sig mod syd fra Vandkrukken. Lambda har en lysstyrke på mag. 4, og der er ingen andre stjerner med samme lysstyrke i umiddelbar nærhed. Neptun befinder sig godt ½° fra Lambda hele måneden, og den bevæger sig kun meget lidt, idet den afslutter oppositionssløjfen den 22. november og begynder at bevæge sig den normale prograde retning mod øst i forhold til baggrundsstjernerne. Neptun kan ses med en god prisme-kikkert – dog kun som en svag stjernelignende prik. For at se dens svagt blålige skive på 2,3” er det nødvendigt at anvende et teleskop med en forstørrelse på 150×-200×.
Neptuns bane fra november 2017 til marts 2018.
Uranus står mod syd et par timer senere end Neptun. Selv om Uranus er væsentligt klarere end Neptun, kan det faktisk være mere vanskeligt at lokalisere den. Fiskene er nemlig et meget svagt stjernebillede uden klare stjerner. Uranus bevæger sig retrogradt og begynder måneden omkring 2½° vest for Omikron (ο), som har en lysstyrke på mag. 4½. Uranus er med en lysstyrke på mag. 5,7 det klareste objekt i umiddelbar nærhed af Omikron. I løbet af et par aftener kan man ved omhyggelig bestemmelse af Uranus position i forhold til de omgivne stjerner konstatere, at den har flyttet sig ganske lidt mod vest, og inden måne-dens udgang er afstanden til Omikron forøget til 3¼°.
Uranus’ bane fra november 2017 til marts 2018.
Stjerneskudssværmen Leoniderne er med i tabellen over årets store meteorsværme. Den er dog ikke særlig aktiv, idet man ikke kan forvente mere end nogle få meteorer i timen under maksimum, som finder sted om morgenen den 17. november. Løven står op kort tid før midnat, men de bedste observationsbetingelser opstår først, når området er kommet højere op på himlen, så det bedste tidspunkt er fra omkring kl. 03 til daggry. En stor fordel i 2017 er, at maksimum finder sted under ideelle betingelser ved nymåne. Da Jorden ram-mer meteorstrømmens partikler næsten direkte forfra, bevæger Leoniderne sig hurtigere end nogen anden sværm – 71 km/sekund, og mange af meteorerne efterlader spor, som kan vare ved mange sekunder.
Leonidernes radiant.
Leoniderne har tidligere været meget aktiv, især hvert 33. år, som er den tid, ophavskome-ten 55P/Temple-Tuttle bruger til en omkredsning af Solen. Leoniderne havde store udbrud i 1799, 1833 og 1966. Det var den store meteorstorm i 1833 med mange tusinde meteorer i timen, som fik astronomerne til at interessere sig for meteorsværme og deres ophavskometer. Seneste nogenlunde store aktivitet var i årene mellem 1998 og 2002, hvor der i sidstnævnte år blev observeret op i nærheden af 500 meteorer i timen. Siden da er aktiviteten faldet, og computermodeller viser, at Jupiters tyngdepåvirkning får den tætteste del af Leonidestrømmen til at passere forbi Jordens bane indtil i hvert fald indtil 2098.
Asteroiden 7 Iris var i opposition den 29. oktober. Hele november er den fortsat inden for rækkevidde af en prismekikkert, idet lysstyrken kun falder fra mag. 7 i begyndelsen af måneden til mag. 7,7 ved månedens udgang. November indledes nogle få grader øst for Vædderens 2. klareste stjerne, β på mag 2,7. Midt på måneden passeres γ i en afstand af 0.4°, og da 7 Iris bevæger sig forholdsvis hurtigt, kan dens bevægelse nemt konstateres fra aften til aften. Et dagligt opdateret søge- og detailkort kan ses på Heavens-above, og mere om Vædderen kan læses under stjernehimlen i oktober.
7 Iris’ bane i november 2017.
7 Iris bevæger sig hurtigt, men Månen bevæger sig endnu hurtigere. Gennemsnitlig bevæger den sig sin egen diameter i løbet af en time. Gennemsnitlig fordi Månens bane omkring Jorden er ellipseformet, og fordi Månen bevæger sig hurtigst, når den er tættest på Jorden og langsomst, når afstanden er størst. Bevægelsen er let at konstatere, især når Månen passerer tæt forbi en lysstærk stjerne, hvilket er tilfældet natten mellem den 5. og 6. november, hvor Månen passerer gennem stjernehoben Hyaderne. Undervejs okkulterer den adskillige af Hyadernes stjerner, og seancen afsluttes med en okkultation af Aldebaran.
Passagen af Hyaderne begynder tidligt om aftenen med en okkultation af Gamma Tau (også kendt som Prima Hyadum eller Hyadum I) på mag. 3,7 kl. 20:00:48. Set fra Danmark passerer Månen lige netop nord for Hyadernes næstklareste stjerner, 77 og 78 Tau (Hyadum III og IV). Okkultationen af Aldebaran sker næste morgen kl. 03:44:41. Den største udfordring er, at der næsten er fuldmåne, og at okkultationerne foregår ved Månens belyste rand. Det kan derfor være vanskeligt at se de svageste stjerner i Hyaderne, men til gengæld skulle det ikke volde problemer med Aldebaran. Bemærk at de anførte tidspunkter gælder for Odense. For andre større byer i Danmark kan tidspunkterne findes på Iotas hjemmeside.
Månen og Hyaderne få minutter før okkultationen af Gamma.
Knap 8 timer senere har Månen bevæget sig gennem Hyaderne og okkulterer Aldebaran (som ikke tilhører Hyaderne). Aldebaran ligger i en afstand af 65 lysår, og afstanden til Hyaderne er 150 lysår).
Månens aktuelle fase kan ses på denne side.