Stjernehimlen og astronomiske begivenheder i 2018
Stjernehimlen
Ved et overfladisk blik får man det indtryk, at stjernehimlen altid ser ens ud. Det er også delvist korrekt, for den har set ud på samme måde i de seneste mange tusinde år. Stjerne-billedernes navne stammer for manges vedkommende tilbage fra antikken, og deres udseende har stort set ikke ændret sig siden da. Ved nærmere eftersyn opdager man dog hurtigt, at der sker både en daglig og en årlig ændring.
Jorden roterer som bekendt én gang omkring sin akse i løbet af et døgn. Jorden drejer mod øst, så i løbet af natten dukker nye stjerner op over horisonten mod øst, medens andre forsvinder mod vest. Det er præcist af samme årsag, at Solen står op mod øst om morgenen og går ned mod vest om aftenen.
Samtidig med rotationen omkring aksen kredser Jorden omkring Solen i løbet af ét år. Under denne omkredsning ser det for os her på Jorden ud, som om det er Solen, der bevæger sig i forhold til stjernerne. Denne opdagelse blev gjort for mange tusinde år siden. Medens morgenhimlen blev lysere, bemærkede vore fjerne forfædre, hvilket stjernebillede, der stod lavest mod øst. F.eks. så de Tyren over horisonten lige før daggry. De ræsonne-rede korrekt, at Solen måtte befinde sig i det følgende stjernebillede, Tvillingerne. Og eftersom stjernebilledet umiddelbart før solopgang var forskelligt gennem året, måtte Solen naturligvis foretage den samme rejse gennem stjernebillederne som Månen og planeterne. Der gik dog længe, før de fandt ud af, at det skyldes Jordens bevægelse.
Solen ser ud til at bevæge sig mod venstre i forhold til stjernebillederne, dvs. modsat uret, og vi kan naturligvis ikke se de stjernebilleder, som på et givet tidspunkt befinder sig i samme retning som Solen. Om sommeren kan vi f.eks. ikke se Tyren, Tvillingerne eller Krebsen, medens vi til gengæld kan se Skorpionen, Skytten og Stenbukken lavt på himlen mod syd midt på natten. Nedenstående illustration viser, i hvilken retning Solen ses i løbet af et år.
Jordens bane omkring Solen i løbet af ét år.
Nogle af stjernebillederne er imidlertid cirkumpolare, dvs. de befinder sig så tæt på himlens nordpol, at de aldrig kommer under horisonten mod nord. Dette er afhængig af den breddegrad man bor på, og her i Danmark gælder, at alle stjerner som står mindre end ca. 55° fra Nordstjernen altid er på himlen uanset årstiden.
Cirkumpolare stjerner. Det fremgår tydeligt af en eksponering på en times tid, at stjernerne kredser omkring himlens poler (i dette tilfælde nordpolen), og at nogle af dem aldrig kommer under horisonten.
Den årlige forandring betyder, at man ved hvert års begyndelse kan nikke genkendende til vinterstjernebillederne og især til Orion, hvis syv klareste stjerner danner et letgenkende-ligt mønster. Orions bælte peger på himlens klareste stjerne, Sirius i Store Hund, og derudover bliver Orion på den ene side flankeret af Tyren med den velkende stjernehob Syvstjernen og på den anden side af de to Tvillinger Castor og Pollux.
Ved forårets begyndelse står Karlsvognen næsten lodret over hovedet efter mørkets frembrud. Karlsvognen viser vej til himlens eneste stjerne, som står det samme sted hele året, nemlig Nordstjernen. Under Karlsvognen ses Løven med den klare stjerne Regulus som prikken under et spejlvendt spørgsmålstegn, og til venstre for Løven ses den røde stjerne Arcturus i Bootes og den blå Spica i Jomfruen.
Den lyse sommerhimmel er domineret af stjernerne Vega i Lyren, Deneb i Svanen og Altair i Ørnen, som tilsammen udgør Sommertrekanten. Mælkevejen kan være svær at se på denne årstid, men den har sit klareste område i netop Svanen, og i de mørke august-nætter står dette område lige over hovedet.
Karlsvognen er også markant om efteråret. Nu står den blot på nordvesthimlen efter mørkets frembrud, hvilket er et tydeligt bevis på, at stjernehimlen ser forskellig ud på de forskellige årstider. Udover Karlsvognen er efterårshimlen prydet af Andromeda og alle de øvrige stjernebilleder, som hører med til en af bedst kendte af de gamle græske fortællinger om stjernebillederne … og så er det vinter igen.
Stjernekortet her viser hele himlen, som den kan ses fra vore breddegrader. Det har således alle fire årstiders stjernebilleder med, selv om man naturligvis ikke kan se dem alle sammen på samme tid.
Årstiderne
De fleste er bekendt med, at Jordens bane omkring Solen er ellipseformet, og at afstanden derfor varierer gennem året. Mange tror dog fejlagtigt, at vi har vinter, når afstanden er størst. Vi har imidlertid vinter på den nordlige halvkugle, når Jorden er tættest på Solen, for grunden til årstidernes skiften er i virkeligheden, at Jordens akse hælder 23,5° i forhold til baneplanet omkring Solen, og da denne hældning er fast i forhold til rummet, er det skiftevis den nordlige og den sydlige halvkugle, som vender ind mod Solen i løbet af året.
Årstidernes sammenhæng med jordaksens hældning.
Når Jorden befinder sig i den del af sin bane, hvor den nordlige halvkugle vender mod Solen, falder solstrålerne mere lodrette på vore breddegrader, og den ekstra solenergi varmer landjorden, havet og luften op. Et halvt år senere er Jorden nået om på den anden side af Solen, og nu er det den sydlige halvkugle, som vender mod Solen. Derfor er det forår og sommer i Australien, mens vi har efterår og vinter i Danmark. Ved forårs- og efterårsjævndøgn står Solen præcist på himlens ækvator, medens den ved sommersolhverv opnår sin største højde over horisonten.
Årstiderne, Jordens bane og Solens højde.
Årstidernes begyndelse i 2018.
Formørkelser
Månens faser i 2018.
Af ovenstående kalender fremgår det, at der forekommer en måneformørkelse under de lyse nætter den 27. juli. Der er tale om en total formørkelse, som dog ikke er den eneste i årets løb. Denne er imidlertid den eneste af årets formørkelser, som er synlig i Danmark.
Det største antal formørkelser, her medregnet både sol- og måneformørkelser på ét år er 7, medens det mindste antal er 2, og begge vil da være solformørkelser. I 2018 forekommer der 3 solformørkelser og 2 måneformørkelser. Alle tre solformørkelser er partielle, dvs, der forekommer ingen total solformørkelse i 2018. For måneformørkelsernes vedkommende er de begge totale.
Den første formørkelse er en total måneformørkelse den 31. januar. Den kan ikke ses fra Danmark, idet Månen først står op ganske få minutter, før den penumbrale fase er slut.
De to næste formørkelser kan heller ikke ses fra Danmark. Der er i begge tilfælde tale om partielle solformørkelser henholdsvis den 15. februar og den 13. juli. Den første er synlig fra det sydlige Sydamerika, medens den anden kun kan ses fra sydhavsområdet mellem Australien og Antarktis.
Den totale måneformørkelse den 27. juli begynder teknisk set med den penumbrale fase kl. 19:14. Den penumbrale fase kan normalt ikke ses, idet det kun er Jordens halvskygge, som rammer Månen. Den partielle fase, hvor Jordens kerneskygge langsomt dækker mere og mere af Månen, begynder kl. 20:24. På dette tidspunkt er Månen imidlertid ikke stået op i Danmark endnu. I Odense står den op kl. 21:24, og da totaliteten begynder ganske få minutter senere, nærmere bestemt kl. 21:30, vil det med andre ord sige, at Månen står formørket op. Formørkelsen er maksimal kl. 22:21, og selve totaliteten er slut kl. 23:13.
Eftersom Solen først går ned kl. 21:33, kan det være vanskeligt at se Månen under opgangen. Under den maksimale fase står Månen i en højde af 5° over horisonten, og den når at komme op i en højde af 10°, inden totaliteten er slut. Den partielle fase slutter kl. 00:19, og den penumbrale kl. 01:28.
Total måneformørkelse den 27. juli. Formørkelsen er tæt på at være central, hvilket betyder, at totaliteten varer næsten 2 timer, og at Månen formodentlig bliver mørkere end ved andre lejligheder.
Hvis Månen er synlig under opgangen, kan man ved samme lejlighed iagttage det pudsige fænomen, som bevirker, at Månen ser større ud end normalt. Der er tale om den såkaldte måneillusion, og i dette tilfælde er der virkelig kun tale om en illusion, idet Månen på tidspunktet for formørkelsen er i apogæum, dvs. den befinder sig i det fjerneste punkt af sin elliptiske bane og derfor ser mindst mulig ud. Afstanden er 406222 kilometer, hvilket er den største afstand for fuldmånen i 2018.
Årets sidste formørkelse er en partiel solformørkelse den 11. august. Den kan ses fra området omkring Arktis, heri inkluderet Grønland, Island, Nordskandinavien og Sibirien.
Planeterne
Merkur er en sjælden gæst på himlen, for selv om den som regel optræder tre gange som morgenstjerne og tre gange som aftenstjerne i løbet af ét år, er den som oftest svær at se, hvilket skyldes, at den ikke kan ses på en helt mørk himmel fra vore breddegrader, fordi den altid ses i tusmørke før solopgang eller efter solnedgang. Merkur observeres bedst, når vinkelafstanden til Solen er størst, dvs. under største elongation. Lysstyrken er på dette tidspunkt ganske vist normalt ikke særlig høj, men da himlen er mørkere, bliver kontras-ten til baggrunden noget større. Merkurs bane er meget elliptisk, så elongationerne er ikke altid lige store, og desuden har stillingen på Ekliptika også stor betydning. Det ligger desværre sådan, at den maksimale elongation på grund af baneforholdene mellem Jorden og Merkur kun finder sted, når Merkur står syd for himlens Ækvator. Desuden hælder Merkurs bane 7° i forhold til Ekliptika, så i Danmark må vi være tilfredse med mindre elongationer, når Merkur står gunstigt. De bedste tidspunkter for at se den solnære planet er på aftenhimlem i foråret og på morgenhimlen i efteråret, hvor Ekliptika står stejlt i forhold til horisonten.
Indre planet. Konjunktion og elongation.
Nedenstående tabel viser, hvilke tidspunkter Merkur er i konjunktion, og hvornår den opnår henholdsvis største vestlige og største østlige elongation i 2018, og som det fremgår, forekommer der syv elongationer i år: En nogenlunde god på morgenhimlen i januar, samt en langt bedre på aftenhimlen i marts og en ligeledes gunstig på morgenhimlen i august. Også den sidste tilsynekomst på morgenhimlen midt i decmber er gunstig. I april, juli og november står Merkur for lavt til at kunne ses fra vore breddegrader.
Merkur i 2018.
Venus er altid nem at se på grund af den store lysstyrke. Lysstyrken varierer ikke særlig meget, idet den normalt ligger mellem ca. mag. ÷4,9 og mag ÷3,0. Venus er klarest omkring 35 dage før og efter nedre konjunktion. Ligesom Månen har Venus faser, og på lignende vis er dens lysstyrke afhængig af fasen, men også afstanden fra Jorden spiller en rolle. Venus er ”fuld” når den er i øvre konjunktion, men på dette tidspunkt er afstanden mere end 250 millioner kilometer, og den tilsyneladende diameter er omkring 10”. Når Venus og Jorden er tættest på hinanden omkring nedre konjunktion, ses den under en vinkel på næsten ét bueminut, men samtidig kan vi kun se planeten som et meget smalt segl.
Venus kan ikke ses i begyndelsen af året, idet den er i konjunktion med Solen den 9. januar. Venus og Merkur passerer tæt forbi hinanden den 3. marts, og i løbet foråret bliver Venus et markant objekt på aftenhimlen, inden den i løbet af sommeren står lavere og lavere efter solnedgang. Efter konjunktionen sidst i oktober gør den lysstærke planet sig hurtigt bemærket på morgenhimlen, hvor den forbliver året ud.
Venus i 2018.
Venus’ lysstyrke i 2018.
Mars kommer i opposition hvert andet år, og som det altid er tilfældet med en ydre planet, forekommer de bedste observationsforhold under oppositionerne, idet afstanden mellem Jorden og den pågældende planet da er så lille som mulig. Mars var i opposition i 2016 og var derfor ikke særlig fremtrædende i 2017. Det bliver der rådet bod på i 2018, idet den røde planet kommer i opposition sidst i juli. Mars begynder året i Vægten og bevæger sig i løbet af foråret hurtigt gennem Skorpionen, Ophiuchus og Skytten, inden den påbegynder sin oppositionsløjfe i Stenbukken. Oppositionen finder sted den 27. juli, og selv om Mars befinder sig mindre end 10° over horisonten, vil den med sin røde farve tiltrække sig opmærksomhed gennem det meste af sommeren. Under oppositionen vil lysstyrken endda overstige Jupiters. Jupiter befinder sig meget pasende på aftenhimlen i samme periode, så det er nemt at sammenligne.
Efter oppositionen aftager lysstyrken igen, og Mars bevæger sig hurtigt gennem Stenbuk-ken og Vandmanden. Året afsluttes i Fiskene. Alt i alt vil det sige, at Mars er synlig hele året.
Mars’ bane i 2018.
På grund af Mars’ meget ekscentriske bane er det ikke alle oppositioner, som er lige gun-stige. Overordnet set er dette den gunstigste opposition siden den meget omtalte i 2003. Mars’ skive får i 2018 en udstrækning på 24,1”, medens den til sammenligning var 25,1” i 2003. Fra vore breddegrader vil den følgende opposition i oktober 2020 imidlertid blive bedre, idet den til den tid vil finde sted, medens Mars befinder sig i Fiskene, dvs. langt højere på himlen og med en afstand på kun knap 5 millioner kilometer mere end i 2018. Mars vil derfor se næsten lige så så stor ud gennem et teleskop i 2020 som i 2018, men vil fremstå langt klarere, da lyset ikke skal passere gennem den lave del af Jordens atmosfære. Mars størrelse i 2020 bliver 22,3”.
Sammenligning af Mars’ tilsyneladende størrelse under oppositionerne de anførte år.
Mars’ lystyrke i 2018 sammenlignet med lystyrken under seneste opposition i 2016.
Mars i 2018. Bemærk at Mars er tættest på Jorden 4 dage efter oppositionen. Årsagen hertil er planeternes ellipseformede baner.
Jupiter befinder sig i Vægten det meste af året. Solsystemets største planet kommer i opposition den 9. maj, og i forbindelse med oppositionen bevæger den sig retrogradt mellem 9. marts og 11. juli. I begyndelsen af året står Jupiter på morgenhimlen, medens den under oppostitonen står op, når Solen går ned, og med en lysstyrke på mag. ÷2,5 overstråler den alle øvrige objekter i nærheden. Desværre befinder Vægten sig i den laveste del af Ekliptika, hvorfor Jupiter ikke kommer særlig højt op over horisonten. Dette har især betydning, når man retter et teleskop mod Jupiter for at iagttage dens atmosfære og de klareste af dens mange måner. Efter oppositionen bevæger Jupiter sig over på aften-himlen, hvor den kommer tættere og tættere på Solen, inden den forsvinder i tusmørket i løbet af oktober, og efter konjunktionen den 26. november går der indtil juletid, inden den igen dukker op på morgenhimlen kort tid før solopgang. I den mellemliggende tid har Jupiter bevæget sig længere mod øst og befinder sig i Skorpionen i nærheden af dette stjernebilledes klareste stjerne, den røde kæmpe Antares.
Jupiter i 2018.
Jupiters bane i 2018.
Saturn befinder sig hele året i Skytten, hvor den både kommer i opposition og foretager sin retrograde bevægelse mellem ? (Gamma) og ? (My) Sgr. Skytten er et sommerstjernebille-de, som befinder sig langt under himlens Ækvator, så i lighed med Mars og Jupiter kommer Saturn ikke særlig højt på himlen. Ringplanetens lysstyrke i nærheden af mag. 0 gør den dog letgenkendelig, især fordi Skytten ikke indeholder stjerner af særlig høj lysstyrke. Oppositionen finder sted den 27. juni, dvs. lige når de lyse nætter kulminerer. Som en kompensation har ringplanet i disse år en stor hældning i forhold til synsretningen mod Jorden, så de tynde ringe trods alt er nogenlunde nemme at se gennem et teleskop.
Saturn i 2018.
Saturns bane i 2018.
Uranus er synlig om aftenen i begyndelsen af året på grænsen mellem Fiskene og Vædderen. I slutningen af vinteren kommer den for tæt på Solen til at kunne ses. I løbet af sommeren dukker den op på morgenhimlen, men på grund af de lyse nætter bliver observationsforholdene først gode i august. Uranus er i opposition den 24. oktober og kan på dette tidspunkt ses hele natten.
Neptun står på aftenhimlen i Vandmanden i begyndelsen af året, men kommer hurtigt så tæt på Solen, at den forsvinder i aftentusmørket. I august bliver observationsforholdene igen gode, og når Neptun er i opposition den 7. september, kan den ses hele natten. Resten af efteråret nærmer den sig igen gradvist Solen og kan ses på aftenhimlen året ud.
Uranus og Neptun kredser sig så lang fra Solen, at deres årlige bevægelse blandt baggrundsstjernerne kun udgør nogle få grader. Hele året befinder de to planeter sig i området omkring de to røde cirkler.
Uranus og Neptun i 2018.
Asteroider
Uranus og Neptun kan ikke ses med det blotte øje. Det samme er tilfældet for asteroiderne, hvor de hidtil katalogiserede ca. 300000 kun er toppen af isbjerget. Der findes formo-dentlig i millionvis i asteroidebæltet, men de fleste er så små, at de kun kan ses (dvs. fotograferes) med store teleskoper. For den avancerede amatørastronom er der dog flere tusinde inden for rækkevidde, og derudover er der nogle få, som er så lysstærke, at de under deres opposition kan ses med en god prismekikkert.
I 2018 er der flere muligheder for selv at finde et eller flere medlemmer af denne særlige gruppe, som var ukendt indtil nytårsmorgen 1801, hvor den første blev fundet ved et tilfælde. På denne nat i 1801 var den italienske astronom Giuseppe Piazzi i færd med at revidere et stjernekatalog på Palermo Observatoriet på Sicilien, da han i stjernebilledet Tyren opdagede et svagt objekt af 8. størrelse, og som han i første omgang antog for en haleløs komet. På grundlag af Piazzi’s få positionsbestemmelser var den tyske matematiker Karl Friederick Gauss i stand til at beregne en bane, og det viste sig, at det fundne objekt var en lille planet, som kredser mellem Mars og Jupiter. Det nyopdagede himmellegeme fik navnet Ceres efter Siciliens skytsgudinde.
Egentlig kom det ikke som en overraskelse, at der blev fundet en planet med denne bane. I 1766 havde J. D. Titius gjort opmærksom på en besynderlig regelmæssighed i planeternes afstande fra Solen. Ved at manipulere med en række tal kom han frem til en serie, der med forbavsende nøjagtighed viste planeternes middelafstande fra Solen i forhold til Jordens afstand. Opdagelsen blev offentliggjort i 1772 af J. E. Bode og kaldes i dag Titius-Bodes lov. Da William Herschell opdagede Uranus i 1781 passede dens afstand i talrækken, men man var også opmærksom på, at der manglede en planet mellem Mars og Jupiter.
I 1800 oprettede en række tyske astronomer det såkaldte “Himmelpoliti”, hvis opgave var at finde den manglende planet ved systematisk at udforske stjernehimlen langs Ekliptika. Da Piazzi tilfældigvis opdagede Ceres, kom han således Himmelpolitiet i forkøbet. Ceres viste sig dog at være ret lille, og Himmelpolitiet fortsatte sit arbejde. Det lykkedes i løbet af de næste par år at finde yderligere tre småplaneter, nemlig Pallas, Juno og Vesta. Herefter skete der ikke noget før 1845, hvor den 5. asteroide, Astrea, blev opdaget af en tysk amatørastronom.
Nedenstående kort viser positionen for nogle af de klareste asteroider, som kommer i opposition i 2018.
8 Flora kommer i opposition i Tvillingerne den 3. januar. Afstanden mellem Jorden og asteroiden vil under oppositionen være 1,029 AU (1 astronomisk enhed svarer til afstan-den mellem Jorden og Solen), og lysstyrken bliver mag. 8,2. 8 Flora blev opdaget i 1847 som den 8. asteroide (deraf nummeret) siden opdagelsen af 1 Ceres i 1801. Omløbstiden om Solen er 3,26 år, og asteroiden har en lidt uregelmæssig facon med en gennemsnitlig diameter på omkring 128 kilometer.
1 Ceres, den først opdagede asteroide, kommer i opposition i området mellem Løven og Krebsen den 31. januar. Selv om 1 Ceres er den største asteroide med en diameter på næsten 1000 kilometer og dermed klassificeret som dværgplanet, er det ikke den lysstærkeste. Under denne opposition bliver lysstyrken dog så høj, at asteroiden kommer inden for rækkevidde af selv en beskeden prismekikkert, nemlig mag. 6,8. 1 Ceres bruger 4,6 år til et omløb om Solen, og for det meste er den så langt væk, at lysstyrken ligger under mag. 8.
3 Juno blev opdaget i 1804. Den omkredsningsperiode omkring Solen er 4,36 år, og når den kommer i opposition i Eridanus vest for Orion den 16. november, topper lysstyrken på mag. 7,4. Afstanden mellem Jorden og Juno vil på det tidspunkt være 1,03 AU.
6 Hebe når lige netop at komme i opposition inden nytår. Asteroiden blev opdaget i 1847, og eftersom den bruger 3,78 år til en omkredsning af Solen, har den været turen rundet mange gange siden. Oppositionen finder sted den 29. december i Enhjørningen øst for Orion. Lysstyrken kommer op på mag. 8,4.
4 Vesta, den lysstærkeste af alle asteroiderne, kommer også i opposition i 2018, og lys-styrken når helt op på mag. 5,3. Trods det bliver 4 Vesta vanskeligere at finde end de fire førnævnte. Oppositionen finder nemlig sted i stjernebilledet Skytten den 20. juni – på samme tidspunkt som de lyse nætter kulminerer. 4 Vestas højde over horisonten bliver knap 15°, så det kræver som minimum en prismekikkert for at kunne finde asteroiden på den sommerlyse nattehimmel.
Meteorer
Når man bruger nok tid under nattehimlen, vil man på et tidspunkt se et stjerneskud – en stribe af lys, der flyver over himlen på mindre end ét sekund. Lysstriben kaldes også et meteor og er det glødende spor fra forbrændingen af en lille stump af Solsystemet i Jordens atmosfære. De fleste meteorer er hurtige blink, men er alligevel langvarige nok til at man kan følge deres bane over himlen. En gang imellem lyser et meteor virkelig kraftigt op i nattemørket. En sådan ildkugle kan blive klarere end Venus og i sjældne tilfælde endda klarere end Månen og efterlader et lysende spor i sit kølvand, der kan ses i flere minutter. Under en mørk himmel kan en iagttager forvente at se mellem to og syv meteorer i timen på enhver aften i årets løb. Disse kaldes sporadiske meteorer og stammer fra støvpartikler og små faste legemer i det indre solsystem.
Flere gange i løbet af året støder Jorden på hele sværme af små partikler, der øger antallet af meteorer. Resultatet er en meteorregn, hvor iagttageren kan se snesevis af meteorer hver time. Særlige koncentrationer af partikler i sværmen kan producere et antal bedre end gennemsnittet med op til flere hundreder meteorer i timen. I helt sjældne tilfælde kan man opleve en virkelig spektakulær meteorsværm, hvor tusindvis af meteorer kan ses i løbet af et kort tidsrum. Sådanne begivenheder kaldes en meteorstorm.
De meteorer, der viser sig i en meteorsværm, synes at udstråle fra samme punkt på himlen. Denne illusion skyldes perspektivet og kan sammenlignes med en jernbane, hvor skinnerne synes at løbe sammen i det fjerne. Normalt har meteorsværme navn efter det stjernebillede, hvorfra meteorerne synes at udstråle. For eksempel Perseiderne i august hvor meteorerne tilsyneladende kommer fra et punkt i stjernebilledet Perseus.
I nedenstående oversigt over årets største meteorsværme er antal meteorer angivet som ZHR, dvs. den teoretisk beregnede værdi, som tager udgangspunkt i bestemte betingelser. Normalt må man forvente, at det reelle antal meteorer er væsentligt mindre end den angivne værdi.
Årets største meteorsværme.
Udover disse store sværme forekommer der et stort antal mindre i årets løb. Mange af dem overlapper tidsmæssigt hinanden, men de få meteorer, som produceres af sådanne svær-me, kan skelnes fra hinanden ved at lægge mærke til retningen, hvorfra de synes at kom-me. Antallet af meteorer fra mange af disse små sværme er så begrænset, at det er svært at skelne dem fra sporadiske meteorer, og omvendt kan et sporadisk meteor stamme fra en sværm, som ikke længere kan identificeres.
Kometer
En sjælden gang bliver en klar komet genstand for nyhedsspalternes overskrifter. Det efterlader et indtryk af, at kometer er sjældne, hvilket dog langt fra er tilfældet. Den Internationale Astronomiske Unions Minor Planet Center angiver pr. 1. december 2017 antal fundne kometer til 3996. Sjældenheden skyldes, at langt hovedparten er så svage, at de kun kan observeres ved hjælp af store teleskoper. Listen over periodiske kometer omfatter godt 300, og de er de eneste, som kan forudsiges. En af disse er 46P Wirtanen, som kredser omkring Solen på 5,4 år. Kometen blev opdaget af den amerikanske astronom Carl Wirtanen i 1948, og oprindeligt var den målet for ESAs Rosetta-sonde, som blev opsendt i 2004. Opsendelsen var blevet forsinket i forhold til planen, hvilket betød, at målet blev ændret til 67P Churyumov–Gerasimenko – og missionen blev som bekendt en stor succes.
46P Wirtanen kommer i perihel (tættest på Solen) den 12. december 2018 og passerer tættest forbi Jorden 4 dage senere. Forsigtige forudsigelser siger, at størrelsesklassen kan komme op på mag. 3, hvilket i givet fald vil blive den klareste komet i de seneste mange år. Kometen vil være godt placeret i december, idet den passerer gennem Tyren mellem Hyaderne og Plejaderne i nætterne omkring perihel.
Komet 46P Wirtanens bane gennem Tyren i december 2018.
-o-
Der forekommer naturligvis mange andre astronomiske fænomener i løbet af 2018. De kan ikke nævnes alle sammen i denne korte oversigt, så efterhånden som det bliver aktuelt, eller der bliver gjort nye opdagelser, får sådanne begivenheder plads under omtalen af månedens stjernehimmel, ligesom ovennævnte begivenheder bliver nærmere omtalt på de relevante tidspunkter.