Stjernehimlen i oktober 2017
Astronomisk set begynder efteråret ved efterårsjævndøgn, når Solen står lodret over Ækvator. I år skete det den 22. september kl. 22:02, og efteråret varer ifølge denne definition indtil vintersolhverv den 21. december kl. 17:28. Det betyder dog ikke, at sommeren er slut, når vi træder ind i oktober. EU direktiv 2000/84/EF siger, at sommertid varer fra kl. 01:00 verdenstid (UTC) den sidste søndag i marts til kl. 01:00 om morgenen (UTC) den sidste søndag i oktober. I år slutter sommertiden således søndag den 29. oktober. Om foråret skal uret stilles en time frem fra klokken 02:00 til klokken 03:00. Om efteråret skal uret stilles en time tilbage fra klokken 03:00 til klokken 02:00. Hvis man ikke kan huske, om viserne skal den ene eller den anden vej, kan man altid bruge den nemme huskeregel: Uret skal stilles frem, når det er tid til at sætte havemøblerne ud, og det skal sættes tilbage, når det er tid til at stille møblerne ind i haveskuret igen.
I oktober står Solen op så sent, at stjernerne endnu ikke er forsvundet i tusmørket, når man går ud for at hente morgenavisen. Man kan derfor ikke undgå at bemærke, at vinterstjernebillederne – især repræsenteret af Orion og Store Hund, som indeholder himlens klareste stjerne Sirius – er dukket frem efter at have været ude af syne hele sommeren.
I det gamle Ægypten brugte man Sirius til at bestemme, hvornår det kunne forventes, at Nilen gik over sine bredder. Præsterne holdt øje med himlen, og når Sirius for første gang lod sig se lige før solopgang, vidste de, at nu var tiden inde. Sirius havde sin såkaldte heliakiske opgang ved sommersolhverv omkring 3000 år f.Kr. og blev derfor sat i forbindelse med Nilens årlige oversvømmelse og med sommerens komme. I dag betyder præcessionen, at opgangen falder noget senere, og da Danmark ligger 30° højere mod nord end Ægypten, varer tusmørket væsentligt længere, så Sirius’ tilsynekomst markerer snarere sommerens afslutning her hos os.
Sirius’ heliakiske opgang over pyramiderne i Giza.
Bortset fra den senere opgang på grund af præcessionen ser stjernehimlen stort set ud nøjagtig som på de gamle ægypters tid. Stjernerne skifter ganske vist stilling i forhold til hinanden, medens de kredser omkring Mælkevejens centrum, med på grund af den store afstand til dem, går der mange tusinde år, før det kan ses uden måleinstrumenter. Af den årsag blev stjernerne tidligere kaldt fiksstjerner (fra latin stella fixae), og de få undtagel-ser, som flyttede sig, blev kaldt vandrestjerner fra det græske πλάνητες, som ordret oversat netop betyder vandringsmand. I dag kalder vi disse vandrestjerner for planeter.
En anden undtagelse fra det faste og evige, er de foranderlige stjerner, dvs. stjerner som varierer i lysstyrke. Den bedst kendte er Algol, fra det arabiske Ra’s al-Ghul, Dæmonens hoved. Foranderligheden blev opdaget i 1669 af den italienske astronom Geminiano Montanari, men der er spekuleret over, om navnet Algol opstod, fordi araberne kendte til dens variation. Som en sidebemærkning er al-Ghul også oprindelsen til ordet alkohol – i bogstaveligste forstand ’den djævelske drik’.
Algol er en såkaldt formørkelsesvariabel, og dens variation er præcis som et urværk, idet den bliver svagere hver 2 døgn 20 timer og 49 minutter. Ændringerne er tydelige for det blotte øje, for når den er svagest, er lysstyrken kun mag. 3,4 i stedet for den normale mag. 2,1. Minimum varer omkring 2 timer, og selve faldet og den efterfølgende stigning varer i alt omkring 10 timer. Nedenstående tabel viser, på hvilke tidspunkter Algol har sin mind-ste lysstyrke i oktober 2017, og ved at sammenligne med de omkringliggende stjerner, er det meget tydeligt, at Algol er svagere end normalt på de anførte tidspunkter.
Algols minimum i 2017.
Perseus, sammenligningsstjerner.
Eftersom formørkelsesforløbet varer 10 timer og selve minimummet omkring 2 timer, kan man begynde at observere nogle timer før de anførte tidspunkter for at få så meget af forløbet med som muligt. Bemærk at mange af tidspunkterne falder, medens det er dags-lys, hvorved Algol naturligvis ikke kan ses. Observationerne må derfor planlægges efter de datoer, hvor formørkelsen finder sted om natten.
Orion står op lige før midnat, og udover at pryde himlen og varsle den kommende vinter, kommer dette meget markante stjernebillede i fokus på anden vis i oktober. Meteor-sværmen Orioniderne er aktiv mellem ca. 2. oktober og ca. 7. november og har maksimum natten mellem den 21. og 22. oktober, og navnet skyldes, at såfremt man følger meteorer-nes spor tilbage, kan man se, at de synes at samles i et punkt i nærheden af den berømte jægers store trækølle, som han holder højt hævet klar til brug. Maksimum i år falder to dage efter nymåne, så forholdene er optimale i 2017. Orion kommer til syne omkring midnat, men det er bedst at vente endnu et par timer, til radianten er kommet højere op på himlen. Under Orionidernes maksimum ligger ZHR normalt på omkring 20, og såfremt der er overskyet på maksimumsnatten, er der ikke grund til at fortvivle. I nætterne før og efter maksimum er raten ofte næsten lige så høj som under selve maksimum.
Orionidernes ophavskomet er den berømte 1P/Halley, som under sine mange ture rundt om Solen har efterladt et støvspor langs sin bane, og som Jorden krydser hvert år i slut-ningen af oktober. Orioniderne bevæger sig meget hurtigt. Støvpartiklerne rammer Jordens atmosfære med en fart på omkring 66 kilometer i sekundet, hvilket betyder, at de brænder op og fordamper fuldstændig i løbet af ganske få sekunder. En særlig karakte-ristisk egenskab ved Orioniderne er, at der ofte forekommer en efterglød, som bliver stående på himlen i et stykke tid efter, at selve meteoret er forsvundet.
Orionidernes radiant ligger lidt over den klare røde kæmpe Betelgeuse.
En mindre meteorsværm i oktober er Draconiderne, som også er kendt som Giacobini-derne på grund af deres ophavskomet 21P/Giacobini-Zinner. I 1933 og 1946 var der en reel meteorstorm, og der var stærk aktivitet i 1985, 1998 og 2011. De fleste år er aktiviteten dog meget lille, hvilket også forventes at blive tilfældet i 2017. Draconidernes radiant ligger lige til højre for Dragens hoved, og eftersom meteorerne er langsomme, er det let skelne dem fra eventuelle sporadiske meteorer. Fra Danmark er radianten over horisonten hele natten og er højest på himlen i de tidlige aftentimer. I modsætning til de fleste andre meteorsvær-me ses Draconiderne derfor bedst inden midnat. Maksimum er den 8. oktober, og en meget stor ulempe i 2017 er desværre, at der var fuldmåne et par dage forinden.
Jupiter er i konjunktion med Solen den 26. oktober. Den store gasplanet er derfor ikke synlig i denne måned, og næsten det samme er tilfældet for Saturn, som ganske vist først kommer i konjunktion den 21. december. Saturns befinder sig i Ophiuchus og står meget lavt på himlen mod sydvest efter mørkets frembrud. I begyndelsen af måneden går ring-planeten ned knap tre timer efter solnedgang, og i slutningen af måneden er tidsforskellen svundet til to timer. Merkur er heller ikke synlig. Solsystemets inderste planet passerer bag Solen den 8. oktober og bevæger sig herefter om på aftenhimlen, hvor den dog hele måneden står så lavt, at den ikke kan ses fra vore breddegrader.
På morgenhimlen er forholdene lidt bedre. Her dominerer den meget klare Venus, som med en lysstyrke på mag. ÷3,9 langt overstråler Mars på mag. 1,8. I begyndelsen af måneden står de to planeter op næsten samtidig, idet de befinder sig tæt på hinanden i den østligste del af stjernebilledet Løven. Den 1. er afstanden 2½°, og dette svinder til knap ¼° – svarende til halvdelen af Månens diameter – den 5. oktober. Afstanden bliver hurtigt større igen, især på grund af Venus’ hurtige bevægelse mod øst blandt baggrunds-stjernerne. Under tætteste møde kan de to planeter ses i samme synsfelt gennem et teleskop, og man vil da bemærke, at begge synes at være næsten fuldt belyst. Venus er den største med en tilsyneladende diameter på 11”, medens Mars på grund af sin større afstand og mindre diameter kun spænder over beskedne 4”. Venus krydser grænsen til Jomfruen den 9. og for Mars vedkommende sker det den 12. Det smalle segl på den aftagende måne passerer samme område midt på måneden.
Morgenhimlen den 17. oktober.
Nattehimlen synes derfor ved første øjekast at være helt fri for planeter. Ved nærmere eftersyn og med lidt grundighed er det dog muligt at se både Uranus og Neptun samt en asteroide.
Uranus kommer i opposition den 19. oktober, og med en lysstyrke på mag. 5,7 er den nem at finde med et så beskedent udstyr som en almindelig prismekikkert. Ganske vist ser den kun ud som en svag stjerne, for med en tilsyneladende diameter på 3,7” er det nødvendigt at anvende et teleskop med en forstørrelse på omkring 100× for at kunne se dens svagt blå-grønne skive. Det var netop denne lille skive, som William Herschel fik øje på den 13. marts 1781 og dermed kunne tilføje en hidtil ukendt planet til de fem, som havde været kendt siden oldtiden. Med en prismekikkert skal man bruge et par nætter for at komme til samme konklusion. Uranus vil nemlig flytte sig i forhold til baggrundsstjernerne, og især vil ο (Omikron) Piscium på mag. 4 hurtigt lede på sporet. I begyndelsen af oktober befin-der Uranus sig knap 1½° vest for o, og den vil i løbet af måneden bevæge sig yderligere 1° i vestlig retning.
Fiskene findes nemmest ved hjælp af Pegasusfirkanten. Synsfeltet på det lille udsnit er 4° i bredden.
Neptun var i opposition i begyndelsen af september. Solsystemets yderste planet befinder sig i Vandmanden, og ligesom for Uranus’ vedkommende er det i nærheden af en forholdsvis klar stjerne, nemlig λ (Lambda) på mag. 4. Neptun er dog lidt sværere at lokalisere, idet lysstyrken kun er mag. 7,8. Det er dog fortsat inden for rækkevidde af en god prismekikkert, og også i dette tilfælde afsløres planetstatussen gennem bevægelsen i forhold til baggrundsstjernerne.
Neptun blev først opdaget i 1846. Opdagelsen var faktisk en opfølgning på opdagelsen af Uranus, idet astronomerne havde problemer med at fastslå en præcis bane for Uranus. Formodningen var, at en ukendt planet endnu længere ude i Solsystemet påvirkede Uranus med sin tyngdekraft og derfor fik den til at afvige fra den beregnede bane. Efter et større regnearbejde lykkedes det to matematikere, en englænder og en franskmand, uafhængigt af hinanden at fastslå positionen for den hypotetiske planet. Planeten blev fundet tæt på det beregnede sted den 23. september, og opdagelsen blev offentliggjort i London Times den 1. oktober. Også dengang befandt Neptun sig i Vandmanden. Siden da har den kun foretaget én omkredsning af Solen, idet den bruger 165 år til et omløb.
Krydserne viser de to matematikeres beregnede posi-
tioner, og pilen viser, hvor Neptun blev fundet.
Vandmanden ligger under Pegasusfirkanten til højre for Fiskene. Synsfeltet på det lille udsnit er 2°.
Der er som nævnt også mulighed for at se en forholdsvis lysstærk asteroide – eller småplanet som er en anden betegnelse for de mange hundredtusindvis objekter, som hovedsagelig kredser i baner mellem Mars og Jupiter. De fleste er så små, at de kun kan ses gennem store teleskoper, men en lille håndfuld er dog så store og kommer så tæt på Jorden, at de kan ses med mere beskedent udstyr. En af den er 7 Iris, der som nummeret antyder hører til blandt de første asteroider, som blev fundet i begyndelsen af 1800-tallet.
7 Iris blev fundet af englænderen John Hind den 13. august 1847. Det var hans første asteroide, men blev ikke den sidste, for i løbet af de følgende 7 år fandt han 9 mere.
7 Iris kommer i opposition den 29. oktober og befinder sig hele måneden i Vædderen. Lysstyrken topper på mag. 6,9 hvilket vil sige klarere end Neptun. Eftersom 7 Iris er meget tættere på Jorden end Neptun, vil dens daglige bevægelse være langt større og vil være mærkbar fra aften til aften. Et opdateret søgekort med den daglige position kan findes på Heavens-above.
7 Iris er den fjerdeklareste asteroide kun overgået af Vesta, Ceres og Pallas. Gennemsnitlig når dens lystyrke mag 7,8 under oppositionerne, men da dens bane ligesom de fleste øvrige asteroiders er temmelig excentrisk, kommer den af og til i opposition samtidig med, at den er i perihel, dvs. tættest på Solen (og Jorden). Ved disse lejligheder opnår den en lysstyrke på næsten en størrelsesklasse mere, hvilket netop er tilfældet her i 2017. Iris kredser omkring Solen på 3,68 år, og den har en diameter på 200 kilometer. Asteroiden er opkaldt efter regnbuens gudinde i den græske mytologi.
7 Iris bane gennem Vædderen i oktober 2017.
Vædderen er ikke særlig fremtrædende på himlen. Det mest bemærkelsesværdige træk er en skæv linje af tre stjerner, der markerer hovedet. De tre stjerner er Alpha Arietis, kaldet Hamal, fra det arabiske ord for lam; Beta Arietis She-ratan, fra arabisk »to af noget« (f.eks. to tegn eller to horn, for det var oprindelig anvendt til både denne stjerne og dens nabo, Gamma Arietis). Gamma Arietis, Mesartim, er en afledt form af al-sharatan, en betegnelse som den oprindeligt delte med Beta Arietis. I Almagest beskrev Ptolemæus Alpha Arietis som »stjernen over hovedet«, for ifølge Ptolemæus havde Hipparch placeret den i Vædderens næseparti. Hipparchs katalog eksisterer ikke mere til at bekræfte dette. Gamma Arietis blev beskrevet af Ptolemæus som »den yderste af de to stjerner på hornet«, mens Beta Arietis var »den bageste af dem«.
Ptolemæus havde ingen mulighed for at vide, at Gamma Arietis er en dobbeltstjerne, som med en afstand på 7½ buesekunder mellem komponenterne nemt kan opløses i et mindre teleskop. Det var Robert Hooke, der i 1664 var den første, som opdagede stjernens dobbel-te natur. Beta er også dobbelt, men den kan ikke opløses optisk og er derfor en såkaldt spektroskopisk dobbeltstjerne.
Vædderen. Kort 4 fra John Flamsteeds Atlas Coelestis udgivet i 1729.
I astronomien har Vædderen en langt større betydning, end dens svage stjerner antyder, for i antikkens Grækenland markerede den forårsjævndøgnet, som er det punkt, hvor Solen krydser himlens ækvator fra syd til nord. Men på grund af den langsomme forskyd-ning af Jordens akse, præcessionen, er jævndøgnspunkterne ikke stationære. Den græske astronom Hipparch definerede omkring 130 f.Kr. positionen af dette punkt som syd for stjernen Mesartim (Gamma Arietis). Dyrekredsen blev derefter vedtaget til at starte her, så forårspunktet blev almindeligvis omtalt som Vædderpunktet. På grund af præcessionen har forårspunktet flyttet sig omkring 30° siden Hipparchs tid, og i øjeblikket ligger det i det tilstødende stjernebillede Fiskene. På trods af dette går forårspunktet fortsat under benævnelsen Vædderpunktet.
Det blå kryds er forårspunktets position på Hipparchs tid, og det røde markerer den
nuværende position.
Månens aktuelle udseende kan ses på denne side.