Stjernehimlen i september 2020
Les Très Riches Heures du duc de Berry, Septembre.
På ovenstående billede er bønderne godt i gang med at indsamle markens afgrøder. Ved indgangen til september er sommeren nemlig ved at gå på hæld, og rent kalendermæssigt regnes september da også for den første efterårsmåned. I begyndelsen af september er dagen dog fortsat længere end natten, men ved udgangen af måneden er det modsat. Vendepunktet kommer ved efterårsjævndøgn, som i år er den 22. september.
Den astronomiske overgang fra sommer til efterår falder netop ved efterårsjævndøgn, hvor Solen står lodret over Ækvator. Helt præcist er det kl. 15:31, og herefter varer efteråret indtil vintersolhverv den 21. december.
Jævndøgn er også kendt for, at dag og nat er lige lange, hvilket imidlertid ikke er helt rigtigt. Finder man Solens op- og nedgangstidspunkt i en almanak, kan man se, at den 22. september er dagen adskillige minutter længere end natten. Det skyldes, at astronomerne beregner Solens opgang som det tidspunkt, hvor centrum af solskiven kommer op over horisonten, og nedgangstidspunktet er ligeledes, når centrum står lige i horisonten.
I almindelighed betragter de fleste derimod solopgang som det øjeblik, hvor Solens overkant viser sig over horisonten, mens solnedgang betragtes som det tidspunkt, hvor den synker ned under horisonten. Dette gør dagen et par minutter længere i forhold til den astronomiske beregning, og da afbøjning af lyset i Jordens atmosfære samtidig får Solen til at se ud, som om den står en smule højere på himlen, end den gør i virkeligheden, betyder det, at dagen bliver forlænget med cirka fire minutter både om morgenen og om aftenen på vores breddegrader.
Lysets afbøjning (refraktion) ved horisonten.
Nogle har måske lagt mærke til, at dagens længde ændres hurtigst omkring jævndøgn, medens ændringen er minimal ved solhverv. Omkring de to jævndøgn tiltager – henholdsvis aftager – dagens længde med 4-5 minutter dagligt, medens ændringen omkring solhverv er på under ét minut.
Forklaringen findes i den måde, hvorpå stjernerne og Solen bevæger sig hen over himlen. Bortset fra de stjerner, som står så tæt på himlens nordpol, at de altid er på himlen, står himmellegemerne op i østlig retning og bevæger sig i en bue over himlen, indtil de går ned mod vest. Deres bane er en cirkelbue, som ligger parallelt med himlens Ækvator.
Himlens Ækvator er en storcirkel, som ligger i lige stor afstand fra himlens poler. Den skærer horisontplanet præcist i øst og vest og har sit toppunkt præcist mod syd. På Fyn har den en vinkel på 35° i forhold til horisonten. En stjerne, som står på himlens Ækvator, er over horisonten i 12 timer og ligeledes under horisonten i 12 timer (der ses her bort fra refraktionen). Astronomerne siger, at stjernens dagbue er 12 timer. En sådan stjerne har en deklination på 0°, og den står altid i samme stilling i forhold til Ækvator. En stjerne, som befinder nord for himlens Ækvator, står op længere mod nordøst og går ned mod nordvest. Dens dagbue er dermed længere, og den er således på himlen i mere end 12 timer. Modsat står en stjerne syd for himlens Ækvator op mod sydøst og går ned mod sydvest. Den har en kortere dagbue og er på himlen i mindre end 12 timer.
Solen opfører sig ikke lige som stjernerne, idet dens position hele tiden ændres. Halvdelen af året befinder den sig nord for himlens Ækvator og den anden halvdel af året syd for. Dens deklination ændres, hvilket alle har bemærket, for om sommeren står Solen op mod nordøst og går efter en lang dag på himlen ned mod nordvest, medens den om vinteren står op mod sydøst og går efter få timers dagslys ned mod sydvest. Dens tilsyneladende bane kaldes Ekliptika, og den har en hældning på 23½° i forhold til himlens Ækvator.
Solens varierende deklination gennem året.
På billedet er himlens koordinatsystem indtegnet i Mercatorprojektion. Ekliptika er den røde sinuskurve og himlens Ækvator den kraftige vandrette linje ved 0°. Bemærk at Ekliptika har en stejl vinkel i forhold til himlens Ækvator ved jævndøgn, medens de to linjer ligger mere eller mindre parallelt i ugerne omkring solhvervene.
Solen bevæger sig godt 1° pr. døgn. Den bevæger sig mod øst (modsat uret) dvs. mod venstre på tegningen. Ved jævndøgn ændres dens nord-syd gående bevægelse derfor relativt meget i forhold til den østgående bevægelse. Dens dagbue og dermed tiden over horisonten ændres derfor hurtigt. Modsat bibeholder Solen stort set sin deklination i flere uger omkring solhvervene. Dens dagbue og tiden over horisonten forbliver derfor næsten uændret omkring Sankt Hans og omkring juletid.
Et interessant forhold ved aftenhimlen i september er, at den ser næsten ens ud fra den ene aften til den næste. Hvis man går ud hver aften præcis tre kvarter efter solnedgang, dvs. når tusmørket nogenlunde er overstået, og stjernerne er dukket frem, vil man bemærke, at stjernerne stort set står i samme kompasretning og højde, som de gjorde aftenen i forvejen.
Aftenhimlen tre kvarter efter solnedgang henholdsvis den 1.og den 30. september.
Rent astronomisk og matematisk bevæger stjernerne sig omkring 1° længere mod vest og går ned 4 minutter tidligere for hvert døgn, der går. Nu er det naturligvis ikke stjernerne, som bevæger sig, idet årsagen er Jordens kredsløb omkring Solen. I løbet af ét år tager Jorden en omgang på 360°, svarende til ~1° pr. døgn. Det er derfor det som netop omtalt ser ud for os her på Jorden, som om Solen bevæger sig 1° mod øst i forhold til stjernerne. Det forklarer også, hvorfor hver årstid har sine særlige stjernebilleder.
Her i den første efterårsmåned går Solen ned omkring 2½ minut tidligere hver aften. Den tidligere nedgang udligner således næsten stjernernes bevægelse mod vest, hvilket forklarer aftenhimlens uforanderlighed fra aften til aften.
Et andet interessant fænomen i september den såkaldte Høstmåne. I Danmark har vi ikke tradition for at navngive de forskellige måneders fuldmåne – med fuldmånen i september som en undtagelse. Fuldmånen ser dog ikke anderledes ud i september end i andre måneder, men dens optræden på aftenhimlen er anderledes. Før i tiden faldt høsten noget senere end i dag, og da bonden kun havde sin le, kunne han knap nok nå at blive færdig, før det tidlige efterårsmørke faldt på. Han kunne derfor drage fordel af Månens lys, og et ganske særligt forhold om efteråret gør, at den i dagene omkring fuldmåne står op på næsten samme tidspunkt mange aftener i træk og derfor meget bekvemt tillod den travle bonde at fortsætte arbejdet lang tid efter solnedgang. Høstmånen er pr. definition den fuldmåne, som falder tættest på efterårsjævndøgn, og det skabte et problem, for Månens faser falder jo ikke altid på samme dato. Høstmånen kan således falde fra to uger før til to uger efter jævndøgn. I 2020 er der fuldmåne den 2. september og igen den 1. oktober, så faktisk falder Høstmånen først i oktober i år, men i praksis har det jo ingen betydning, fordi bonden ikke længere er afhængig af denne naturlige lyskilde. I dag tager det kun få timer at få høsten i hus, og den er som regel overstået allerede i august, medens Månen uanfægtet fortsætter sin vante gang og minder om svundne tider.
Ofte er der mange stjerneklare nætter i september, og stjernehimlen på denne årstid har meget at byde på, og det gælder både for himlen mod nord og for himlen mod syd.
Stjernehimlen ved astronomisk midnat midt i september.
Når man vender ansigtet i nordlig retning, fanges blikket først og fremmest af de syv klare stjerner, som danner den karakteristiske figur, der på vore breddegrader går under navnet Karlsvognen. Karlsvognen er imidlertid ikke et ’rigtigt’ stjernebillede, idet den er en del af Store Bjørn. Dette navn antyder, at der også må være en Lille Bjørn, og dette er ganske korrekt, idet Nordstjernen – der som bekendt findes ved at trække en linje gennem de to bagerste stjerner i Karlsvognen – sidder i halespidsen af Lille Bjørn. Lidt vanskeligere er det at finde Dragen, hvis hale begynder midt mellem Store og Lille Bjørn. Herfra vrider uhyret sig i en bue omkring Lille Bjørn og ender med hovedet i nærheden af Herkules. I mytologien blev Herkules Dragens overmand, og på gamle stjernekort er han afbildet med den ene fod på den slagne drages hoved.
Længe inden midnat bliver vinterstjernebilledet Tyren med hovedstjernen Aldebaran og den åbne stjernehob Plejaderne (Syvstjernen) synlig på østhimlen, og ligeledes kan et andet vinterstjernebillede, Tvillingerne, begynde at kunne ses på denne årstid. Den første stjerne som bliver synlig i Tvillingerne er Castor, som har en så høj deklination, at den kun befinder sig under nordhorisonten i nogle få timer. Mod nordøst ses den cirkumpolare Capella i Kusken, medens Cepheus og Cassiopeia fra sagnet om Andromeda står i Zenith.
Sommertrekanten står trods navnet stadig højt på himlen mod sydvest, og dens fætter, Pegasusfirkanten, står mod syd. Under Pegasus ses tre af de mindre fremtrædende stjernebilleder på Ekliptika. Stenbukken består af forholdsvis svage stjerner, og det samme er tilfældet for Vandmandens vedkommende. Vandmanden er dog letgenkendelig med de fire stjerner, som danner en trekant med en stjerne i midten. Den trekantede asterisme kaldes Vandkrukken, og på gamle stjernekort løber der vand ned i munden på Fomalhaut, som er den klareste stjerne i Piscis Austrinus, på dansk Sydlige Fisk.
Det tredie af de nævnte stjernebillede på Ekliptika er Fiskene, hvis tydeligst genkendelige mønster udgøres af den vestligste af fiskene umiddelbart under Pegasusfirkanten. Resten af stjernebilledet består af en række svage stjerner, der symboliserer den snor, som i mytologien er bundet til fiskenes haler og forhindrer, at de bliver væk for hinanden. I år ser Fiskene lidt anderledes ud end normalt, idet Mars befinder sig midt i stjernebilledet.
Læg især mærke til Fomalhaut umiddelbart under Vandmanden. September er en af de få måneder, hvor denne klare stjerne kan ses fra Danmark meget tæt på den sydlige horisont. Man tager ikke fejl af den, for det er den klareste stjerne i området. Med en lysstyrke på mag. 1,2 er det er samtidig den sydligst beliggende stjerne af 1. størrelsesklasse, som kan ses fra Danmark.
Fomalhaut er en af Solens naboer. Dens afstand er omkring 25 lysår, og i sammenligning med Solen er det en ung stjerne, som antages at være 440 ±40 millioner år. Stjernens overfladetemperatur er omkring 8300° C, og den har en masse på 1,92 gange Solens. Dens lysstyrke er omkring 16,6 gange større end Solens, og dens diameter er ca. 1,84 gange så stor.
Fomalhaut har en særlig betydning i exoplanet-efterforskningen. Den unge stjerne er fortsat omgivet af resterne den støv- og gasskive, hvoraf den blev dannet. I denne skive opdagede astronomerne i 2004 en exoplanet, som fik betegnelsen Fomalhaut b. Det var den første exoplanet, der blev fotograferet direkte i synligt lys af Hubble Space Telescope. I de følgende år blev rumteleskopet regelmæssigt rettet mod Fomalhaut og dens planet for at holde øje med udviklingen.
Fomalhaut b fotograferet fra 2004 til 2012. Fomalhaut selv er dækket af en sort skive i kameraets brændplan for ikke at overbelyse den svagtlysende støvskive.
Det stod hurtigt klart, at Fomalhaut b befandt sig i en bane med en omkredsningsperiode om stjernen på omkring 1700 år. Planeten blev opdaget, fordi den var usædvanlig klar i sammenligning med øvrige exoplaneter om andre stjerner, som var kendte på dette tidspunkt. Der kunne imidlertid ikke registreres infrarøde varmestråler, så debatten om Fomalhaut b’s sande natur fortsatte de kommende år, indtil astronomerne i 2012 konklu-derede, at der virkelig var tale om en exo-planet. Allerede to år senere kunne Hubble Space Telescope imidlertid ikke længere se planeten. Allerede to år senere kunne Hubble Space Telescope imidlertid ikke længere se planeten. Astronomerne gik efterfølgende i gang med at analysere de gamle data tilbage fra årene 2004-2012 for om muligt at finde en forklaring.
Analysen er netop blevet offentliggjort, og konklusionen er, at Fomalhaut b aldrig har eksisteret. Der har i stedet været tale om et sammenstød mellem to planetesimaler i Fomalhauts støvskive. De to planetisemaler bestod formodentlig af is og støv, og har hver især været omkring 200 kilometer i diameter. Astronomerne gik lige netop glip af selve sammenstødet, for det har fundet sted ganske kort tid, før Hubble Space Telescope optog det første billede. Sådanne sammenstød fandt også sted umiddelbart efter, at Solsystemet blev dannet, men ifølge astronomernes beregninger er sammenstød af denne størrelse meget sjældne, så det var et lykketræf, at rumteleskopet blev rettet i den rigtige retning på det rigtige tidspunkt. I årene derefter er fragmenterne fra sammenstødet gradvist blevet spredt så meget, at de ikke længere reflekterer tilstrækkelig lys fra Fomalhaut til at kunne registreres af selv Hubble Space Telescope.
Billedet til højre viser en simulation af den nu forsvundne Fomalhaut b’s skæbne.
Sommertrekanten.
Et af de små stjernebilleder i området omkring Sommertrekanten er Delfinen. Det hører til blandt de mindste himlen, idet det målt efter areal er nr. 69 ud af de 88, som officielt er anerkendt. På trods af, at de klareste stjerner kun er mag. 4, er Delfinen et letgenkendeligt stjernebillede, idet de fire klareste stjerner danner en lettere fladtrykt rhombeformet figur.
De to klareste stjerner, α og β er nogle af de få 4. størrelsesklasse stjerner, som har et egennavn, idet α kaldes Sualocin, og β går under navnet Rotanev. Disse navne findes ikke på antikke stjernekort, idet de første gang optræder på Palermokataloget i 1814. Det var den italienske astronom Giuseppe Piazzi (opdageren af den første asteroide), som havde udarbejdet dette katalog indeholdende 7646 stjerner. Der fulgte ingen forklaring med på oprindelsen til to navne, hvilket i de efterfølgende mange år gav anledning til utallige spekulationer.
Delfinen.
Efter 45 års spekulation fandt den engelske astronom Thomas Webb løsningen. Palermo-kataloget udkom første gang i 1803, og Webb nåede frem til, at Piazzi havde en assistent, som havde hjulpet med udarbejdelsen af katalogets 2. udgave i 1814. Assistenten hed Nicolò Cacciatore, og som det tidligere havde været skik indenfor videnskaben, benyttede han af og til sit latiniserede navn Nicolaus Venator. Sualocin og Rotanev er ganske enkelt de latinske navne stavet bagfra. Nicolò Cacciatore døde i 1841, så han kunne ikke bekræfte Webbs konklusion, men den lille practical joke med at opkalde to stjerner efter sig selv har nu varet i mere end 200 år, og i 2016 blev de to navne godkendt som officielle af Den Internationale Astronomiske Union (IAU).
α (Sualocin) er en blå hovedseriestjerne med en overfladetemperatur på omkring det dobbelte af Solens. Det er en spektroskopisk dobbeltstjerne i en afstand fra Solen på 241 lysår. Hovedstjernen er spektraltype B, medens ledsagerens ikke kan bestemmes, idet den ligger for tæt på hovedstjernen. β (Rotanev) ligger noget tættere på os, idet afstanden kun er 97 lysår. Det er en dobbeltstjerne, som består af to gul-hvide subkæmper spektraltype F, men de kredser så tæt på hinanden, at de kun kan adskilles i store teleskoper.
Gennem hele september kan Jupiter ses på aftenhimlen, medens det fortsat er tusmørke. Den store gaskæmpes lysstyrke på mag. ÷2,6 bliver kun umærkeligt svagere i månedens løb, og der går ikke længe, før Saturn med en lysstyrke på mag. 0,3 bliver synlig på den gradvist mørkere himmel kun 8° længere mod øst end Jupiter.
Jupiter afslutter sin oppositionssløjfe den 13. september. I de seneste måneder har den bevæget sig retrogradt (dvs. mod vest) i forhold til baggrundsstjernerne, og når den har genoptaget den prograde bevægelse, begynder afstanden mellem den og Saturn at blive mindre. Årsagen er især, at Saturn fortsat bevæger sig retrogradt, hvilket den forbliver med indtil den 29. september. Efter denne dato bevæger begge planeter sig samme vej, men da Jupiter kredser om Solen i en mindre bane end Saturn, har den mere fart på, så resten af året formindskes afstanden yderligere, indtil de to planeter lige før jul passerer meget tæt forbi hinanden.
I tiden omkring afslutningen på den retrograde bevægelse flytter planeterne sig kun ganske lidt i forhold til baggrundsstjernerne. Udsnittene dækker over knap 3 bueminutter.
Gennem et teleskop er Jupiter et imponerende syn. Dens skive spænder over 44”, og med et godt øjemål og et godt teleskop kan man se, at den ikke er helt rund. På grund af den hurtige rotation på knap 10 timer er centrifugalkraften så stor, at ækvatordiameteren er lidt mere end 9000 kilometer større end poldiameteren.
Ligeså imponerende er de fire store måner, som kredser omkring Jupiter med forskellige hastigheder. I rækkefølge fra Jupiter hedder månerne Io, Europa, Ganymede og Callisto.
Billedet viser en ideel situation, hvor alle fire måner befinder sig på samme side og i korrekt rækkefølge. Dette er et sjældent tilfælde, for månernes omkredsning af Jupiter forandrer konstant deres indbyrdes position. Den inderste bruger kun 1,8 døgn til en omkredsning, medens de to næste i rækkefølgen bruger henholdsvis 3,6 og 7,2 døgn. Et hurtigt tabelopslag er det eneste som skal til, for at man kan se, hvor månerne befinder sig i forhold til hinanden på et givet tidspunkt.
Den opmærksomme vil bemærke, at der er en sammenhæng mellem de tre inderste måners omkredsningsperioder, nemlig et forhold på 4:2:1. Med andre ord kredser den inderste måne 4 gange omkring Jupiter, medens de to øvrige i samme tidsrum tager henholdsvis 2 og 1 omgang. Det betyder, at de med jævne mellemrum returnerer til næsten samme indbyrdes position i forhold til hinanden og til Jupiter. Den yderste af de fire store måner deltager ikke i denne resonans, idet den bruger 16,7 døgn til en omkredsning.
Jupiter har en ækvatordiameter på 142984 kilometer, medens poldiameteren er 133708 kilometer. En endnu større forskel forekommer hos Saturn, hvor ækvatordiameteren er 120536 kilometer og poldiameteren 108728 kilometer. Det giver en forskel på næsten 12000 kilometer, og det skyldes, at Saturn ligesom Jupiter roterer meget hurtigt omkring sin akse, nemlig 10½ time. Saturns ækvatorudbuling er lidt vanskeligere at se end Jupiters, for eftersom afstanden til Saturn er næsten dobbelt så stor som til Jupiter, ser dens skive naturligvis meget mindre ud.
I september ses Saturn under en vinkel på 18”, men dertil skal lægges ringene, som spæn-der over 40”. Saturn har mange måner – indtil videre har astronomerne kendskab til 82. Saturn kommer ikke ret højt over horisonten her i 2020, så Titan er den eneste måne, som uden større vanskelighed kan ses. Titans lysstyrke ligger på omkring mag. 8. Tre af de øvrige, Tethys, Dione og Rhea har lysstyrker på mag. 10.
Dette billede af Saturns ringe er optaget på lidt nærmere hold end normalt. Det er optaget i juli 2013 af Cassini rumsonden, som på det tidspunkt var i kredsløb om ringplaneten. Afstanden til Jorden i baggrunden er 1,45 milliarder kilometer.
Neptun kommer i opposition den 11. september i den østlige del af Vandmanden. Det er som minimum nødvendigt at anvende en prismekikkert, for med en lysstyrke på mag. 7,9 er Neptun for svag til at kunne ses med det blotte øje. Den yderste planet befinder sig knap 2½° øst for φ (Phi) Aqr, som har en lysstyrke på mag. 4,2. I samme område ligger adskillige stjerner af tilsvarende eller lidt svagere lysstyrke. Hele måneden danner Neptun sammen med et par stjerner af 6. størrelse en trekantet figur. Neptun bevæger sig retrogradt, og i løbet af september indsnævres afstanden til φ Aqr til knap 1½°, og sidst på måneden vil planeten stå næsten på linje med de to 6. størrelsesklasse stjerner.
Stjernekort til opsøgning af Neptun. Neptuns position er vist på oppositionsdatoen. Stjernerne i firkanten kan være indenfor synsfeltet af en prismekikkert med en forstørrelse på 7×-8×. Tallene henviser til den pågældende stjernes lysstyrke.
Uranus ligger midt i et stjernefattigt område af Vædderen omkring 11° under stjerne-billedets klareste stjerne, α Ari også kaldet Hamal. Da der ikke er nogen klare stjerner i umiddelbar nærhed af Uranus, kan det være lidt vanskeligt at finde det rigtige område. Den nærmeste stjerne er 29 Ari på mag. 6, hvilket er stort set det samme som Uranus’, hvis lysstyrke er mag. 5,7. I begyndelsen af måneden er afstanden mellem de to objekter 0,6°. Inden månedens udgang er afstanden pga. Uranus’ retrograde bevægelse forøget til 1,1°.
Uranus midt i september.
I begyndelsen af september bliver Venus synlig mere end 4 timer før solopgang, dvs. kort tid efter kl. 02. Dette 4 timeres forspring fortsætter hele måneden, hvor Solen jo efter-hånden står senere og senere op, så selvom Venus’ opgang sidst på måneden først finder sted kvart over tre, er det fortsat 4 timer før Solen. Selv om afstanden mellem planeterne bliver større, forbliver vinklen Venus-Jorden-Solen næsten den samme hele måneden, fordi Jorden og Venus i denne måned har en indbyrdes position, så de næsten holder trit med hinanden i deres kredsløb om Solen.
De indre planeters indbyrdes position i Solsystemet i september 2020.
Selvom Venus’ fase vokser fra 60% belyst til 71% i løbet af måneden, forbliver lysstyrken på mag. ÷4,3 næsten uændret, for samtidig med at fasen vokser, svinder størrelsen fra 19” til 16”.
Venus fase og vinkeludstrækning den 1. og 30.
Det fremgår af ovenstående kort over det indre Solsystem, at Merkur sidst i september befinder sig i en gunstig elongation. Størst østlig elongation er den 1. oktober på 25,8°, og det er faktisk årets største, men desværre forekommer den på aftenhimlen, hvor Ekliptika ligger meget fladt mod horisonten om efteråret. Da Merkur på dette tidspunkt samtidig befinder sig 3° under Ekliptika, står den kun 1° over horisonten ved solnedgang. Den kan med sin lysstyrke på mag. 0,1 således ikke ses fra danske breddegrader, medens det syd for Ækvator vil være årets bedste mulighed. Se mere om Merkurs elongationer.
Det fremgår også af kortet, at Mars står i næsten modsat retning af Solen. Den røde planet nærmer sig oppositionen, som finder sted midt i oktober. Marsoppositioner finder kun sted med ca. 2 år og 2 måneders mellemrum, og den kommende bliver en af de gunstige, for på grund af Mars’ ellipseformede bane varierer afstanden under de enkelte oppositioner fra under 60 millioner kilometer for de gunstige til over 100 millioner kilometer for de ugunstige.
Den seneste marsopposition var den 27. juli 2018, hvor afstanden til Mars var 58 millioner kilometer. Under den forestående opposition er afstanden 63 millioner kilometer, altså 5 millioner kilometer mere, men til gengæld stod Mars kun 9° over horisonten, medens den denne gang vil stå i en højde af 40°. Set fra danske breddegrader er dette års opposition således langt mere gunstig end den i 2018.
Mars påbegynder sin oppositionssløjfe den 9. september. Den bevæger sig herefter retrogradt indtil midt i november, og hele opsitionssløjfen ligger i Fiskene, ligesom selve oppositionen naturligvis også forekommer i Fiskene.
Den 1. september ses Mars’ skive under en vinkel på 19”. Størrelsen er forøget til 22” den 30. september, og det er kun 1” mindre end den bliver under oppositionen to uger senere. I løbet af måneden forøges lysstyrken fra mag. ÷1,9 til mag. ÷2,4. Dette er sammenligneligt med Jupiters lysstyrke, og for at blive ved sammenligningen er Mars’ skive hele måneden større end Saturns.
Saturn sammenlignet med Mars henholdsvis den 1. og den 30. september.
Bemærk på ovenstående billede, at Mars kun er 92% belyst den 1. september, medens belysningsgraden er helt oppe på 99% ved månedens udgang. Mars er en lille planet, og det er kun i månederne omkring oppositionen, at det normalt kan lade sig gøre at skelne de forskellige overfladetræk på planeten.
Mars størrelse når den er tættest på Jorden og når den er længst væk.
I perioder på næsten 2 år er Mars således for langt væk og for lille til at kunne ses med godt udbytte, så efteråret 2020 byder på en god lejlighed til at rette teleskopet mod den røde planet. Et par af de markante områder er den mørke Syrtis Major og det lyse Hellas Bassin. Mars roterer omkring sin egen akse med næsten samme hastighed som Jorden. I løbet af natten er det således muligt at iagttage, hvordan rotationen bringer nye områder af Mars frem i lyset, og dette interaktive kort viser, hvilken side af Mars man kan se på et givet tidspunkt.
Den 5. september står Månen 4° vest for Mars tidligt om aftenen. Da Månen bevæger sig mod øst med omkring sin egen diameter i timen, bliver afstanden mellem den og Mars mindre i løbet af natten, og umiddelbart inden daggry er den formindsket til 1°. Det giver en god mulighed for at følge, hvor hurtigt Månen ændrer sin position i forhold til baggrundsstjernerne (og baggrundsplaneterne).
Månen og Mars 5.-6. september.
Nedenstående ses Månens fase, for hver dag i måneden. Den helt aktuelle fase kan ses via dette link.
