Stjernehimlen i marts 2021
Det er ikke en trykfejl, at der i teksten til månedens stjernekort står, at det svarer til kl. 01 først på måneden, ved midnat midt på måneden og ved midnat sidst på måneden. Vi går nemlig over til sommertid den 28. marts, hvor urene søndag morgen skal stilles én time frem fra kl. 02 til kl. 03. Stjernehimlen kan ikke stilles en time frem eller tilbage efter behag, så hvis der ikke var sommertid, ville kortet ligesom kortene fra januar og februar svare til himlens udseende kl. 23 sidst på måneden.
Et aktuelt stjernekort er en kompliceret sag og er meget forskelligt fra et atlas over Jorden, for det kan kun vise himlens udseende til et bestemt tidspunkt og fra en bestemt geogra-fisk position. Da himlen synes at dreje i takt med Jordens rotation omkring sin akse, bevæger stjernerne sig 1° mod højre i løbet af 4 minutter – svarende til 15° pr. time, og samtidig synes de gennem året at stå 1° længere mod højre pr. aften og dermed 30° pr. måned, såfremt man ser på himlen på samme klokkeslæt. Årsagen til sidstnævnte er, at Jorden kredser om Solen, hvilket som bekendt tager et år. Et fuldt kredsløb svarer til 360°, dvs. Jorden flytter sig ~1° pr. døgn i forhold til retningen mod stjernerne.
Da den nuværende sommertidsordning blev indført i EU i 1980, varede sommertiden i de første 15 år fra sidste søndag i marts til sidste søndag i september, men fra og med 1996 blev den forlænget med en måned, så den overalt i EU-landene først slutter sidste søndag i oktober. Sommertid begynder altid kl. 01:00 UTC og ophører ligeledes kl. 01:00 UTC. Bemærk at normaltid ofte fejlagtigt bliver omtalt som vintertid på trods af, at den danske normaltid har været en del af det internationale zonetidssystem siden 1894. I international sammenhæng anvendes betegnelsen centraleuropæisk tid (CET) for den danske tidszone.
Sommertid og normaltid.
EU-parlamentet havde i foråret 2019 afstemning om, hvorvidt det årlige skift mellem sommer- og normaltid skal bibeholde. Der var flertal for at droppe skiftet fra 2021 og samtidig lade det være op til de enkelte lande selv, om de vil lade sommertid eller normal-tid gælde hele året. Men det betyder ikke, at forslaget blev vedtaget. Det kræver, at der også opnås flertal i EU-rådet, og da der siden da har været langt mere presserende forhold at tage sig af, er forslaget indtil videre stærkt nedprioriteret.
Himlen kl. 01 den 1. marts, midnat midt på måneden og midnat den 31. marts.
På denne tid af året og natten står de to stjernebilleder Cepheus og Cassiopeia fra sagnet om Andromeda lige mod nord. Mælkevejen passerer midt gennem Cassiopeia, medens Cepheus lige netop ligger udenfor den tætteste stjernerige del. Mælkevejen kan være vanskelig at se på dette tidspunkt, fordi den ligger langs vest- og nordhorisonten, men i løbet af natten og frem til morgengry kommer især området omkring Svanen højere op på østhimlen og bliver nemmere at se. Stjernehimlens udseende på et bestemt tidspunkt kan ses på Heavens Above.
Cepheus består af forholdsvis svage stjerner, og dets udseende beskrives oftest som gavlen på et hus med højt tag. Cepheus står med fødderne på Mælkevejen, så gennem en prismekikkert ser det ud som om den mytologiske konge går på et stjernebesat tæppe. En af dem skiller sig ud blandt de øvrige, idet den har en meget tydelig rød farve, og derfor har fået tilnavnet Granatstjernen. Det er μ (Mu) Cephei, som har en lysstyrke på mag. 4. I virkelighedens verden har denne røde kæmpe en lysstyrke på mere end 100000 gange Solens, og hvis den befandt sig på Solens plads, ville dens overflade nå ud over Jupiters bane. Det er en af de største kendte stjerner, og selv Betelgeuze i Orion er en dværg i sammenligning. Afstanden til den kendes ikke præcist og anslås til omkring 3000 lysår.
Det var William Herschel, som i 1783 observerede stjernen gennem sit teleskop og sammenlignede dens farve med et granatæble. μ Cephei kan ses med det blotte øje, og betegnelsen μ stammer da også fra før kikkertens opfindelse. I 1603 udgav den tyske astronom Johannes Bayer det revolutionerende stjernekort Uranometria, hvor stjernerne blev tildelt græske bogstaver. Han kaldte den klareste stjerne i en konstellation α, den næstklareste β og så fremdeles. Det græske bogstav efterfølges af den pågældende konstellations latinske genitivform, således at f.eks. Sirius hedder α Canis Majoris, Vega hedder α Lyrae osv. Ofte benyttes den latinske forkortelse, så de to nævnte stjerner ses for det meste omtalt som α CMa og α Lyr. Johannes Bayer kunne kun observere med det blotte øje og vurderede den røde stjerne i Cepheus som den 12. klareste, hvorfor den fik tildelt det 12. græske bogstav. Den røde farve er dog meget vanskelig at se med det blotte øje. Gennem en prismekikkert er der imidlertid ingen tvivl. μ Cephei er den rødeste stjerne på hele himlen.
En anden bemærkelsesværdig stjerne i Cepheus er Delta Cephei, som er prototypen på en særlig type variable stjerner. Disse såkaldte Cepheiders lysstyrke varierer med en meget regelmæssig periode, som er i direkte sammenhæng med stjernens absolutte lysstyrke, og dette faktum tillader astronomerne at benytte cepheidevariable til afstandsbestemmelse.
Cepheus med angivelse af positionen af μ og δ. Den klare stjerne yderst til venstre er Deneb i Svanen. Cassoipeia ses i øverste højre hjørne, og Lille Bjørn med Nordstjernen i halespidsen ses nederst i midten.
Den første af denne særlige type blev fundet i 1784, og det var netop Delta Cepheus, som derved gav navn til hele gruppen. Sammenhængen mellem perioden og lysstyrken blev opdaget i 1912 af Henrietta Leavitt, og der skulle naturligvis mange observationer til, før de matematiske formler var fastlagt og fuldt forstået. I store træk går det ud på, at jo større en cepheide er – og dermed mere lysstærk – jo længere varer svingningsperioden.
Svingningsperioden er meget stabil og er nem at måle. Det samme er den tilsyneladende lysstyrke, som er den lysstyrke, stjernen har set fra Jorden. Den tilsyneladende lysstyrke aftager med kvadratet på afstanden, så hvis Henrietta Leavitt fandt to cepheider med samme periode og samme lysstyrke, vidste hun, at de måtte være lige langt væk. Hvis to cepheider derimod har samme periode, men den ene ser 100 gange så svag ud som den anden, er det fordi den er 10 gange så langt væk.
Problemet er at bestemme den lysstyrke, stjernen har i virkeligheden, for set fra Jorden er den afhængig af afstanden til stjernen og stjernens type, og hvis astronomen ikke kender afstanden, er man jo lige vidt, men der fandt Henrietta Leavitt jo en nøje sammenhæng mellem en cepheides lysstyrke og dens svingningsperiode. Hun kunne måle den tilsyneladende lysstyrke og svingningsperioden, hvor sidstnævnte er et indirekte mål for dens virkelige lysstyrke. Afstanden kunne derefter bestemmes med afstandskvadratloven ved at sammenligne den målte tilsyneladende og den udledte virkelige lysstyrke og sætte tallene ind i en simpel ligning.
Desuden fik astronomerne en ekstra bonus oven i handelen. Cepheider er mange tusinde gange lysstærkere end Solen og kan derfor ses på meget store afstande. Det var observatio-ner af Cepheider i Andromedagalaksen, M33 og NGC 6822, som i begyndelsen af 1920’erne gav Edwin Hubble mulighed for at opdage, at der eksisterer et univers uden for Mælkevejen. Han beviste, at der ikke var tale om stjernetåger i Mælkevejen, som man hidtil havde troet, men at de i stedet er selvstændige galakser bestående af milliarder af stjerner og i afstande på millioner af lysår.
I marts går Orion, det mest iøjnefaldende vinterstjernebillede, ned i timerne omkring midnat. Det kan dog stadig ses det meste af aftenen, idet det står mod syd umiddelbart efter solnedgang. Også Tvillingerne er ved at nærme sig horisonten, men på grund af deres meget nordlige position i forhold til Ekliptika, forbliver de to klareste stjerner, Castor og Pollux på himlen næsten til daggry.
Forårets banken på døren fremgår tydeligt af stjernehimlen, idet forårsstjernebilledet Løven indtager hæderspladsen mod syd allerede midt på natten. Løvens klareste stjerne, Regulus, ligger så tæt på Ekliptika, at den sammen med Aldebaran i Tyren, Spica i Jomfruen og Antares i Skorpionen er de klareste stjerner, som kan blive okkulteret af Månen. Der forekommer dog ingen okkultationer af Regulus i 2021, idet den næste bliver i 2025.
Midt mellem Løven og Tvillingerne ligger et tilsyneladende tomt område. Det udgøres af Krebsen, som i den græske mytologi er en biperson i et af de arbejder, Herkules skulle udføre. Mens han kæmpede mod det mangehovede uhyre Hydra i sumpen nær Lerna, dukkede Krebsen op af sumpen og bed Herkules i foden. Herkules trådte på Krebsen og knuste den. For dette beskedne bidrag til historien fortæller mytologien, at en af Herkules’ fjender, gudinden Hera, satte Krebsen som et stjernetegn på himlen.
Meget passende til en sådan mindre karakter er Krebsen det svageste af Dyrekredsens billeder, idet ingen af stjernerne er klarere end fjerde størrelse. Stjernen Alpha Cancri kaldes Acubens fra det arabiske ord for klo. Den ligger på spidsen af Krebsens sydlige klo, og den nordlige klo udgøres af Iota Cancri, medens Beta og Chi Cancri ligger henholdsvis på de sydlige og nordlige bagben.
Krebsen ligger midt mellem Tvillingerne og Løven.
Krebsen i Johann Bodes Uranographia. I centrum ligger stjernehoben Praesepe, flankeret mod nord og syd af Asellus Borealis og Asellus Australis.
Asellus Borealis’ og Asellus Australis’ latinske navne betyder ‘nordlige æsel’ og ‘sydlige æsel’, og de har deres egen legende. Ifølge Eratosthenes kom guderne Dionysos, Hefaistos og nogle af deres venner ridende på æsler for at deltage i striden mellem guderne og giganterne. Giganterne havde aldrig hørt æsler skryde før og tog flugten, idet de troede, at nogle frygtelige uhyrer var ved at blive sluppet løs på dem. Dionysos satte æslerne på himlen, et på hver side af den klynge af stjerner, som grækerne kaldte Phatne, dvs. krybben, hvori æslerne blev fodret. Vi kender i dag denne åbne stjernehob ved dens latinske navn Praesepe, men også det populære Bistadet benyttes, idet Praesepe kan betyde både krybbe og bistade. I katalogerne kaldes stjernehoben for M44, og da den samlede lysstyrke er mag. 4, kan den under gode observationsforhold ses som en svag tåget plet med det blotte øje.
Krebsens Vendekreds er den breddegrad på Jorden, hvor Solen står lodret over hovedet ved middagstid på sommersolhverv den 21. juni. På de gamle grækeres tid befandt Solen sig blandt Krebsens stjerner på denne dato, men præcessionen af Jordens akse har siden flyttet sommersolhverv fra Krebsen gennem Tvillingerne og ind i Tyren.
Stjernebilledet Tyren kendes især på grund af de to åbne stjernehobe Plejaderne og Hyaderne, og for den røde kæmpe Aldebaran, som ofte omtales som Tyrens røde øje.
I denne måned har Tyren to øjne, idet den røde planet Mars passerer gennem den øverste del af stjernebilledet. Mars’ lysstyrke falder i løbet af måneden fra mag. 0,9 til mag. 1.3, og den matcher således Aldebaran på mag. 0,8 i både lysstyrke og farve. I den første uges tid af måneden befinder Mars sig nogle få grader syd for Plejaderne, og dens østgående bevægelse fører den forbi Hyaderne og Aldebaran i den sidste halvdel af måneden. Afstanden til Mars er siden oppositionen i oktober blevet så stor, at dens skive kun ses under en vinkel på 6”, og størrelsen svinder yderligere 1” inden månedens udgang, hvilket stort set gør det umuligt at se detaljer på planetens overflade.
Mars’ bane gennem Tyren i marts 2021.
Medens dette skrives i slutningen af januar, er en række rumsonder på vej mod Mars med forventet ankomst i løbet af februar. Inden marts begynder, skulle det således meget gerne stå klart, om de alle bliver en succes.
Den første, kaldet Hope, blev opsendt af De Forenede Arabiske Emirater den 19. juli 2020, og hvis alt går vel, når den frem til Mars den 9. februar, hvor den går i kredsløb om planeten.
Kinas nationale rumagentur opsendte deres Marssonde Tianwen-1 den 23. juli 2020 og med forventet ankomst til Mars den 10. februar. Tianwen-1 skal ligeledes i kredsløb, men medbringer desuden en lille rover, som bliver sendt ned på Mars’ overflade i løbet af maj.
NASA’s Perseverance Rover blev opsendt fra Cape Canaveral den 30. juli 2020 med planlagt ankomst til Mars den 18. februar. Perseverance skal køre rundt i Jezero krateret, hvor de syv videnskabelige instrumenter skal undersøge Mars overflade på nært hold. Som noget nyt medbringes en lille helikopter kaldet Ingenuity. Hensigten er, at dronen skal flyve rundt og finde interessante steder, som Ingenuity kan undersøge nærmere.
Uranus befinder sig med en lysstyrke på mag. 5,9 i Tyrens nabostjernebillede Vædderen, hvor den kan ses i den første halvdel af natten. Det kræver dog som minimum en prisme-kikkert og et godt søgekort over området. Kortet herunder dækker 7° i bredden og viser Uranus’ østgående bevægelse i løbet af marts. Området ligger 10° syd for Vædderens klareste stjerne, og de tre navngivne stjerner har alle samme lysstyrke som Uranus, som kan kendes på, at den skifter position fra aften til aften. Et overordnet søgekort til området kan ses på Stjernehimlen i januar.
Uranus i marts 2021.
Mars og Uranus går ned inden midnat, og herefter viser de næste planeter sig først på himlen umiddelbart før solopgang. Der er dog en lille undtagelse, idet dværgplaneten 4 Vesta kommer i opposition den 4. marts og derfor er oppe hele natten. 4 Vesta er et af de største legemer i asteroidebæltet, og da den blev opdaget for et par hundrede år siden, blev den betragtet som planet på lige fod med de øvrige kendte planeter. 4-tallet foran navnet henviser til den rækkefølge, hvori asteroiderne blev fundet.
Den første blev fundet den 1. januar 1801 af den italienske astronom Giuseppe Piazzi, som arbejdede på et observatorium på Sicilien, så den blev opkaldt efter Siciliens skytsgudinde Ceres. De følgende par år blev der fundet yderligere tre, nemlig 2 Pallas, 3 Juno og 4 Vesta. Da det efterhånden stod klart, at der befandt sig mange sådanne små planeter mellem Mars og Jupiter, foreslog William Herschel, at de skulle kaldes asteroider, hvilket betyder ’stjernelignende’, fordi de gennem teleskop kun kunne ses som lysprikker. I 1845 blev 5 Astrea indlemmet i familien, og siden da er der fundet så mange, at indeksnummeret i dag er 6-cifret.
De allerfleste asteroider er for små til at kunne ses med et almindeligt teleskop endsige med en prismekikkert, men adskillige af de større kan med gode søgekort rimelig nemt findes som en lille prik blandt stjernerne. Heriblandt er 4 Vesta, som er den klareste af dem alle, og under meget gunstige forhold kan den endda ses med det blotte øje.
4 Vesta bevæger i løbet af marts gennem den bagerste del af Løven. En prismekikkert er tilstrækkelig, for under oppositionen kommer lysstyrken op på mag. 5,8. I nætterne omkring oppositionen passerer asteroiden mindre end 1½° nord for Løvens 6. klareste stjerne, (θ) Theta) på mag. 3,3. Vesta er det klareste objekt i umiddelbar nærhed af Theta, og desuden ændrer den position fra nat til nat, så der er intet at tage fejl af.
4 Vestas bane gennem Løvens bagkrop i marts 2021.
En anden oplagt mulighed for at iagttage Vestas daglige bevægelse er mellem den 13. og 19., hvor asteroiden passerer mellem to baggrundsstjerner på mag. 6½, dvs. stort set samme lysstyrke som Vesta selv. Et detaljeret og dagligt opdateret søgekort kan findes på Heavens-above.
Vestas passage mellem de to stjerner. Positionen er vist kl. 00:00 begyndende med den 13. marts.
Vesta er den største asteroide i asteroidebæltet. Den er kun overgået af Ceres, som ganske vist også befinder sig i asteroidebæltet, men som på grund af sin størrelse klassificeres som dværgplanet. Definitionen på en dværgplanet er bl.a., at den skal være så stor og massiv, at den bliver kugleformet under indflydelse af sin egen tyngdekraft. Vesta afviger fra dette kriterium, for afhængig af på hvilken led den måles, er dens diameter et sted mellem 458 og 578 kilometer. Dens gennemsnitlige diameter angives normalt som 525 kilometer.
De fire største medlemmer af asteroidebæltet.
På ovenstående billede er Ceres og Vesta gengivet meget mere detaljeret end Pallas og Hygiea. Årsagen hertil er, at de begge er blevet fotograferet af rumsonden Dawn, medens billederne af de to øvrige er jordbaserede fra VLT-teleskopet. Rumsonden Dawn blev opsendt i 2007 og ankom til Vesta i juli 2011. Dawn var ikke designet til at lande på Vesta men gik i kredsløb og gennemfotograferede i løbet af det følgende år hele overfladen samt foretog andre undersøgelser, så astronomerne har i dag et meget detaljeret kendskab til asteroiden. Efter endt mission forlod Dawn kredsløbet om Vesta i september 2012 og satte kursen mod Ceres, hvortil den ankom og gik i kredsløb i marts 2015.
Vesta. Mosaik sammensat af optagelser fra DAWN.
Vestas kugleform brydes markant af et meget stort krater på 460 kilometer omkring asteroidens sydpol. Her har en anden asteroide med stor kraft ramt Vesta indenfor den seneste milliard år, og ved den lejlighed blev omkring 1/100 af Vestas masse slynget ud i rummet. Disse brudstykker kredser rundt i asteroidebæltet, og nogle af dem er nået så langt omkring i Solsystemet, at de er kommet så tæt på Jorden, at de er faldet ned og har kunnet samles op som meteoritter.
Meteoritter fra Vestas overflade kaldes Howarditter. Hvis de stammer fra skorpen, kaldes de Eucritter, og meteoritter fra kappen kaldes Diogenitter. Under et kaldes meteoritter fra Vesta for HED-meteoritter. Omkring hver tyvende meteorit opsamlet på Jorden menes at komme fra Vesta, og herigennem er der opnået en ret detaljeret viden om Vestas geologi.
Billedet herunder af tynde skiver fra tre forskellige meteoritter fra Vesta er optaget i polariseret lys gennem mikroskop, hvorved mineralsammensætningen og strukturen fremhæves. De afbildede skiver befinder sig på University of Tennessee i USA.
Tynde skiver af Meteoritter fra Vesta. De to første er Eucritter og den sidste en Diogenit.
Solsystemets øvrige planeter befinder sig på morgenhimlen i nærheden af Solen. Merkur, Jupiter og Saturn står så tæt på den, at de ikke kan ses i begyndelsen af måneden, og for Neptuns og Venus’ vedkommende kan det ikke lade sig gøre hele måneden. Neptun er i konjunktion med Solen den 10. marts, og det samme er Venus den 26. marts.
Planeternes position ved solopgang den 1. marts 2021.
Sidst på måneden står Jupiter og Saturn tidligere op og bliver nemmere at se. Den 31. står Saturn op 1½ time før Solen og Jupiter én time før. De befinder sig begge i Stenbukken og når ikke at komme særlig højt på himlen, inden borgerligt tusmørke. Jupiter vil være nemmest at finde på grund af sin lysstyrke på mag. ÷2, for selv om Saturn står højest, er dens lysstyrke kun mag. 0,8. Merkur står hele måneden for tæt på horisonten til at gøre sig bemærket. Når Merkur er på morgenhimlen om foråret, er den altid vanskelig at se fra vore breddegrader, fordi Ekliptika på dette tidspunkt ligger fladt mod horisonten.
Ved indgangen til marts er vinteren slut, og vi tager hul på foråret. I astronomisk forstand begynder foråret dog først, når Solen passerer himlens Ækvator i nordgående retning ved forårsjævndøgn. I 2021 sker det den 20. marts kl. 10:37. Hvis man denne dag står præcist på Jordens Ækvator kl. 10:37 dansk tid (kl. 12:37 lokal tid East Africa Time) og vel at mærke befinder sig 37° 37’ øst for 0-meridianen, vil man have Solen lodret over hovedet. Dette sted ligger 6 kilometer syd for Meru i den østlige del af Kenya.
Solen lodret over Ækvator den 20. marts 2021 kl. 10.37.
Bemærk fuldmånen søndag den 28. marts Det er første fuldmåne efter forårsjævndøgn og dermed afgørende for, hvornår det er Påske ifølge huskereglen: Påskedag er første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Påskedag i 2021 er den 4. april. Månens aktuelle fase og udseende kan ses på: https://svs.gsfc.nasa.gov/4874