Stjernehimlen i april 2021

Stjernehimlen i april 2021

I april har vi passeret forårsjævndøgn, så dagene er længere end nætterne, men himlen er fortsat mørk midt på natten. Det er dog den sidste måned på denne side af sommer med nattemørke, for i begyndelsen af maj begynder de lyse nætter, og de slutter ikke før i begyndelsen af august. Samtidig er urene stillet én time frem pga. sommertiden, så Solen går først ned kort før kl. 20 ved månedens begyndelse, og i løbet af måneden bliver solnedgangen yderligere forskudt med en time. Efter solnedgang følger skumringen, så der går et pænt stykke tid, inden der bliver helt mørkt. F.eks. er der natten mellem den 1. og 2. april pr. definition astronomisk tusmørke – dvs. egentlig nattemørke – mellem kl. 22:10 og kl. 04:36. Natten mellem 30. april og 1. maj er de tilsvarende tidspunkter kl. 00:05 og kl. 02:32.

Urskiverne viser, hvor længe der pr. definition er nattemørke henholdsvis den 1. og 30. april. Bemærk at nattemørket ikke er symmetrisk omkring borgerlig midnat, men en time senere omkring astronomisk midnat, fordi uret er stillet én time frem.

I april kan vi således for alvor se foråret og sommeren lige om hjørnet. April kommer af det latinske ord aperire, som betyder at åbne, dvs. naturen åbner til en ny begyndelse. Det gamle nordiske navn var græsmåned eller fåremåned, for i denne måned kom fårene og kreaturerne på græs efter den lange vintertid, og markerne kunne tilsås.

Vejret i april er meget omskifteligt, og det har da også givet grobund til mange gamle vejrvarsler.

Aprilvejr og unge piger er ikke til at stole på.
Hvis april begynder mildt, vil den ende vredt.
Smuk april varsler en skidt maj.
Som første halvdel af måneden er, således vil sommeren blive.
Hvis vinden i april går i nordøst, må vi belave os på eftervinter.
Svaler i april varsler en lun sommer.
Om april går aldrig så bøs ind, går den dog ud med grønt ærme.

Sommertiden betyder, at borgerlig midnat og astronomisk midnat ikke falder samtidig. Borgerlig midnat ligger fast. Det er det tidspunkt, hvor et nyt døgn begynder, dvs. kl. 00:00:00. Astronomisk midnat er derimod det tidspunkt, hvor Solen passerer meridianen under horisonten mod nord. Når vi har normaltid om vinteren, falder dette tidspunkt nogenlunde samtidig med borgerlig midnat, men under sommertid er det en time senere. Derudover er astronomisk midnat lokalt bestemt, idet der skal tages hensyn til stedets længdegrad. Selv om Danmarks udstrækning i øst-vestlig retning ikke er særlig stor, er der alligevel en tidsforskel mellem yderpunkterne Christiansø og Blåvands Huk på 28 minutter og 30 sekunder. Når der er astronomisk midnat på Christiansø, varer det med andre ord næsten ½ time, før det samme er tilfældet i Blåvands Huk. Det bliver jo noget roderi, såfremt den borgerlige tidsregning fastsættes lokalt efter, hvordan Solen står på himlen, så hele kloden er inddelt i faste tidszoner. I Danmark er den fastlagt efter 15. østlige længdegrad, som går gennem Bornholm.

Stjernehimlen ved astronomisk midnat den 15. april.

I overensstemmelse med sommertidens forskydning af astronomisk midnat med én time viser stjernekortet himlens udseende kl. 01. Som det fremgår, er vinterstjernebillederne forsvundet under horisonten mod vest. Tvillingerne holder dog fortsat stand på grund af den høje deklination, så Castor og Pollux går ikke ned før efter kl. 04 midt i april.

Til gengæld kan Sommertrekanten ses i sin helhed. De to øverste stjerner, Deneb i Svanen og Vega i Lyren, er cirkumpolare og er derfor altid på himlen. Altair i Ørnen står så langt fra himlens nordpol, at den er under horisonten 10½ af døgnets 24 timer. Her i april står den som det ses op omkring midnat, og da en stjernes opgang finder sted ca. 4 minutter tidligere for hver dag, går der ikke længe, før Sommertrekanten kan ses umiddelbart efter solnedgang.

At Svanen i løbet af natten gradvist kommer højere op på himlen betyder, at den tydeligste del af Mælkevejen på den nordlige himmelhalvkugle også bliver synlig. Området langs Svanen og ned gennem Ørnen befinder sig, hvor en række mørke støvskyer ligger mellem Solsystemet og den mælkevejsarm, som kaldes Skyttens arm. Under en mørk himmel kan man med det blotte øje fornemme, hvordan Mælkevejen er splittet i to dele af støvskyerne.

Mælkevejen mellem Svanen og Ørnen. Herfra fortsætter den ned gennem Skjoldet, Skytten og Skorpionen.

Skytten og den nærtliggende Skorpionen er svært tilgængelig fra danske breddegrader. Området ses bedst mellem midnat og daggry i de tidlige forårsmåneder, inden de lyse nætter tager over i begyndelsen af maj. Midt på sommeren kulminerer området ved midnat, men på dette tidspunkt bliver der aldrig helt mørkt, og efter de lyse nætters afslutning i begyndelsen af august står området lavt på himlen mod sydvest og forsvinder hurtigt under horisonten. Da Skytten tilmed fortrinsvis består af svage stjerner, er dette stjernebillede på det nærmeste ikke-eksisterende her i Danmark. Det samme gør sig gældende for Skorpionen, hvor den klare stjerne Antares dog er en undtagelse, og ligeledes er Mælkevejens centrum, som ligger mellem Skytten og Skorpionen meget lidet fremtrædende.

Lyren med den klare stjerne Vega er til gengæld nem at se, og som nævnt er den altid synlig, idet den er cirkumpolar fra danske breddegrader. Om vinteren står den ganske vist lavt mod nord, men her i april begynder den at gøre sig bemærket, hvilket er godt timet, for den lille meteorsværm Lyriderne har maksimum natten mellem den 21. og 22. april.

Det er desværre 4 dage før fuldmåne, men da en meteorsværm som regel er mest aktiv i de tidlige morgentimer, når Månen at gå ned og efterlader en mørk himmel sidst på natten. Lyriderne er en af de mindre meteorsværme med en ZHR på omkring 15-20.

Lyridernes ophavskomet er C/1861 G1 (Thatcher), som er en langperiodisk komet med en omløbsperiode på cirka 415 år. Astronomerne kender ikke særlig meget til den, for den er kun blevet set én gang, idet den blev opdaget den 5. april 1861 af A.E. Thatcher og uafhængigt af Carl Wilhelm Baeker et par dage senere, og den forventes først at vende tilbage til det indre solsystem omkring år 2283. Kometen passerede 0,335 AU fra Jorden den 5. maj 1861 og passerede tættest på Solen den 3. juni samme år. Normalt angives periodiske kometer med betegnelsen P, men da Thatchers komet endnu ikke er blevet observeret ved to perihelpassager, bærer den betegnelsen C. Når og hvis det bekræftes, at den vender tilbage, bliver betegnelsen ændret til P.

Himlen mod øst sidst på natten den 22. april. Lyridernes radiant ligger mellem Lyren og Herkules.

Efter solnedgang er der én planet synlig på aftenhimlen. Det er Mars, som befinder sig i Tyren og i løbet af måneden bevæger sig ind i Tvillingerne. Den karakteristiske røde farve bliver vanskeligere at se, for lysstyrken falder gradvist fra mag. 1,3 til mag. 1,6. Midt på måneden passerer Mars midt mellem Tyrens to horn, hvis spidser udgøres af ζ (Zeta Tauri) og β (Beta Tauri). Den 24. krydses grænsen til Tvillingerne, og tre dage senere passerer Mars ½° nord for den åbne stjernehob M35. Den tætte passage betyder, at stjernehoben og Mars kan ses i samme synsfelt gennem et astronomisk teleskop. Forvent dog ikke at kunne se detaljer på Mars. Afstanden til den røde planet er så stor, at den kun spænder over 5”.

Mars i april 2021.

M 35 og NGC 2158.

M 35 har en samlet lysstyrke på mag. 5,3 og består af adskillige hundrede stjerner, hvoraf de klareste kan adskilles gennem en god prismekikkert. Under en helt mørk himmel kan den lige netop skimtes som en diffus tåget plet, og med en udstrækning på 28 bueminutter fylder den omtrent det samme som Månen. Afstanden til den er knap 4000 lysår, og dens virkelige størrelse er omkring 24 lysår. Selv om hoben er inkluderet i Messiers katalog, blev den ikke opdaget af Messier. Den optræder i et stjernekatalog udgivet i 1750 af den engelske astronom John Bevis, og selv om den kan skimtes med det blotte øje, tilfalder opdagelsen af den en schweizisk astronom Jean-Philippe Loys de Chéseaux nogle år forinden. Charles Messier fandt den uafhængigt og inkluderede den i sit katalog i august 1764. Omkring 15 bueminutter syd for M 35 ligger en anden åben hob, NGC 2158, som indeholder flere stjerner end M 35, men da den ligger mere end 5 gange så langt væk, har den kun en lysstyrke på mag. 8,6 og spænder over knap 5 bueminutter.

Allersidst på måneden er der en teoretisk mulighed for at se to planeter mere på aftenhimlen. Merkur er i øvre konjunktion med Solen den 18. april og dukker op på aftenhimlen sammen med Venus, som var i øvre konjunktion sidst i marts. Den 30. står Venus kun nogle få grader over horisonten med Merkur 4½ grader ovenover. Venus har en lysstyrke på mag. ÷3,9 og Merkur er mag. ÷1,2. Det kræver derfor en helt fri horisont og en fuldstændig klar himmel for at kunne få øje på de to planeter.

Aftenhimlen 30. april tre kvarter efter solnedgang. Venus står tættest på horisonten med Merkur umiddelbart ovenover. De to stjerner til venstre er Aldebaran i Tyren og Betelgeuze i Orion.

På morgenhimlen er der også to planeter – en lysstærk og en noget svagere. Det er Jupiter og Saturn, og i modsætning til Merkur og Venus på aftenhimlen kan de ses hele måneden. Det er vanskeligt i begyndelsen, men efterhånden som måneden går, står de tidligere og tidligere op og kommer derfor højere op på himlen inden daggry.

Siden den meget tætte konjunktion i december 2020 har de to gasplaneter fjernet sig fra hinanden, og eftersom Jupiter bevæger sig hurtigere end Saturn, er den nu kommet længst mod øst på Ekliptika. Der var desværre overskyet i Danmark på konjunktionsdatoen, men heldigvis var der bedre forhold andre steder, og et af de bedste billeder af konjunktionen blev optaget med Nordic Optical Telescope på La Palma lige efter solnedgang den 21. december, hvor afstanden mellem Jupiter og Saturn var 6 bueminutter.

Jupiter og Saturn fotograferet med ALFOSC, The Alhambra Faint Object Spectrograph and Camera monteret på The Nordic Optical Telescope på La Palma.

Morgenhimlen den 1. april tre kvarter før solopgang.

Morgenhimlen den 30. april tre kvarter før solopgang.

Saturn står op ved 05:20-tiden først på måneden og omkring kl. 03:30 sidst på måneden. Den lave højde over horisonten betyder, at man skal have en fri horisont mod sydøst, og såfremt det er tilfældet, er der forhåbninger om at kunne få et nogenlunde tilfredsstillende udbytte af at rette et teleskop mod planeten, hvor det naturligvis er mest interessant at se dens unikke ringsystem. Jordens og Saturns baneplaner omkring Solen er ikke sammen-faldende, idet Saturns baneplan har en hældning på 2½° i forhold til Ekliptika. Det betyder, at vi i løbet af Saturns 29½ års omkredsning af Solen ser ringene under varie-rende hældningsgrad. To gange i perioden ser vi dem under maksimal hældningsgrad på 27°, og to gange ser vi dem lige fra kanten. I sidstnævnte tilfælde forsvinder de ud af syne, fordi de er meget smalle i forhold til deres diameter. Hældningen var på sit maksimale i 2017, og i 2025 ser vi ringene fra kanten. I år er vi således midtvejs mellem ekstremerne.

Saturns udseende gennem en årrække.

På trods af den lave højde burde det ikke volde større vanskeligheder at se den klareste af Saturns mange måner. Titan har en lysstyrke på mag. 8½, og den bruger 16 jordiske døgn til én omkredsning af planeten. Dens daglige position i forhold til Saturn kan følges med dette interaktive program.

I begyndelsen af april står Jupiter op en halvtimes tid senere end Saturn, og selv om den står senere op og dermed også lavere på himlen, vil den med sin lysstyrke på mag. ÷2,2 alligevel gøre sig mere bemærket end Saturn på mag. 0,7. I løbet af de to-tre måneder Jupiter har været ude af syne, har den bevæget sig tværs gennem Stenbukken og står nu i den østlige del af stjernebilledet.

Resten af april fortsætter den østgående bevægelse, og den 25. april krydses grænsen til Vandmanden. Inden oppositionen den 19. august påbegyndes oppositionssløjfen og den retrograde bevægelse i begyndelsen af juli, så Jupiter vender tilbage til Stenbukken i slutningen af august og opholder sig her, indtil grænsen til Vandmanden igen krydses midt i december.

Jupiters bane gennem Stenbukken i de fire første måneder af 2021.

I april passerer Jupiter tæt forbi et par stjerner med samme lysstyrke som dens fire store måner. Den første er en udfordring, idet det sker allerede den 2. april, hvor Jupiter står meget lavt over horisonten. Denne morgen vil 44 Cap på mag. 5,8 stå midt mellem Jupiters måner og endda passere så tæt på Europa som nogle få buesekunder.

2 uger senere er det μ (Mu) Capricorn, som blander sig med Jupiter og dens fire måner. μ har en lysstyrke på mag. 5, og samtidig er Jupiter kommet højere på himlen. Den 16. står μ mellem Europa og Callisto på venstre side af Jupiter, og næste morgen har Jupiter bevæget sig så meget i forhold til baggrundsstjernerne, at μ nu står til højre for planeten umiddelbart over Ganymede. Samme morgen står Io og Europa tæt ved siden af hinanden – ligeledes til højre for Jupiter. Resten af måneden bliver det noget nemmere at følge, hvordan de fire måner indtager forskellige positioner fra den ene morgen til den næste, fordi Jupiter efterhånden står tidligere op.

Midt på natten er der således ingen planeter på himlen – og dog, for den klareste af asteroiderne, 4 Vesta, befinder sig i Løven, hvor den var i opposition i begyndelsen af marts. Lysstyrken er derfor faldet lidt og ligger i denne måned på omkring mag. 6½, hvilket dog er uproblematisk for en prismekikkert. Her i april kræver det lidt mere omhu at se Vestas bevægelse, end det gjorde i marts, for Vesta bevæger sig kun lidt fra nat til nat, fordi den midt på måneden igen begynder at bevæge sig progradt, dvs. til venstre i forhold til baggrundsstjernerne.

Løven med Vestas bane i april.

Detailkort over Vestas bane i april. Synsfeltet dækker vandret over 6°.

Månen passerer tæt forbi området den 22. og 23., og selv om punktformede objekter som Vesta normalt ikke bliver så påvirket af dens lys som udbredte tåger o.l., er det alligevel lidt vanskeligere at se så svage objekter, som det er tilfældet for Vesta. Et detaljeret søgekort med dens position på en bestemt dato kan findes på Heavens-above.

Månens faser i april 2021.

Som bekendt vender Månen altid samme side mod Jorden, og man siger, at Månen har bunden rotation. I forhold til stjernerne tager én rotation af Månen derfor samme tid som ét omløb om Jorden, nemlig 27 døgn, 7 timer, 43 minutter og 12 sekunder. I forhold til retningen mod Solen bliver omløbstiden lidt længere, nemlig 29 d, 12 t, 44 min og 3 sek. Det skyldes, at Jorden også bevæger sig omkring Solen.

Månens baneplan om Jorden hælder lidt i forhold til Jordens baneplan om Solen og danner en vinkel på 5°,1 med dette plan (Ekliptika). Jordens baneplan om Solen hælder 23½° i forhold til ækvatorplanet, og sammen med månebanens excentriske form og dens rotationsakses hældning på 6°,7 mod baneplanet bevirker det de såkaldte librationer, dvs. tilsyneladende vipninger og drejninger af Månen i forhold til retningen mod Jorden. Der er tale om ca. 8° til siderne og ca. 7° i det lodrette plan. På grund af den excentriske bane om Jorden kommer den ellers bundne rotation ud af trit, fordi Månen bevæger sig hurtigst, når den er tættest på Jorden og langsomst, når den er længst væk. Vi kan derfor fra Jorden se lidt rundt om “hjørnet” på henholdsvis den østlige og vestlige rand. Faktisk kan vi se op til 59% af Månens overflade, selvom vi naturligvis kun kan se halvdelen af gangen. 41% forbliver således permanent ude af syne.

Alle strukturer, bortset fra de, som ligger i centrum af måneskiven, udviser mere eller mindre fortegning. F.eks. ses det kendte krater Plato med den mørke bund ved foden af Månelaperne som ovalt, skønt det i virkeligheden er næsten perfekt cirkelformet. Det mest fremtrædende krater, opkaldt efter Tycho Brahe, ligger også så langt fra Månens midte, at det synes at være ovalt. Et andet eksempel er månehavet Mare Crisium. Det synes at være aflangt i nord-syd retning, medens det faktisk er aflangt i øst-vest retningen.

Mare Crisium fotograferet af NASA’s Lunar Reconnaissance Orbiter.

I den del af banen, der er nærmest Jorden (perigæum), bevæger Månen sig hurtigst og kommer derfor lidt ”foran” sin egen rotation. Derved bliver det muligt at observere strukturer på den yderste østlige rand, dvs. den højre side set fra Jorden.

Derimod vil Månen en halv måned senere, hvor den en længst borte fra Jorden (apogæum), bevæge sig langsomst. I dette tilfælde vil den komme ”bagefter” sin egen rotation, og denne gang bliver nogle strukturer på den yderste vestlige rand synlige.

Månens libration.

Librationen betyder, at de samme kratere og strukturer ikke ligger på terminator under ens månefaser. Her er det berømte Lunar-X et godt eksempel. Lunar-X opstår, når den opgående sol belyser kraterranden på de tre kratere Blanchinus, La Caille og Purback. Disse tre kratere bliver synlige omkring 1. kvarter, og eftersom Lunar-X’et kun kan ses under optimale betingelser i de få timer, hvor belysningen er helt korrekt, skal observation af dem times meget nøje. Især er det jo vigtigt, at Månen i det hele taget er oppe på det kritiske tidspunkt.

Lunar-X under to foreskellige månefaser. Bemærk også Lunar-V, som befinder sig på terminator midt på måneskiven på samme tidspunkt som Lunar- X. Lunar-V er forårsaget af belysningen på randen af krateret Ukert samt nogle mindre nærliggende kratere.