Stjernehimlen i april 2022
April er den sidste måned på denne side af sommer, hvor himlen er mørk midt på natten. I maj begynder de lyse nætter, og de er først slut her i Danmark i begyndelsen af august. På grund af sommertiden går Solen ned ved 20-tiden ved månedens begyndelse, og sidst på måneden bliver den på himlen til kl. 21. Det betyder naturligvis, at man må vente til et godt stykke ud på aftenen, før nattemørket sænker sig.
Inden det bliver helt mørkt, er der tusmørke eller skumring, som er betegnelsen for det tidsrum, hvor Solen er gået ned, men stadig befinder sig et begrænset antal grader under horisonten. Det er især himlen i nordlig retning, som ikke rigtig bliver mørk, fordi den forbliver belyst af Solen. Der er defineret tre former for tusmørke: borgerligt tusmørke, nautisk tusmørke og astronomisk tusmørke. Her er sidstnævnte mest relevant i denne sammenhæng, idet himlen først forekommer at være mørk, når der er astronomisk tusmørke, ja faktisk er den først helt mørk, når det astronomiske tusmørke er slut, idet astronomisk tusmørke defineres som det tidsrum, hvor Solens centrum befinder sig mellem 12° og 18° grader under horisonten. Medens den er det, kan man stadig se et mere eller mindre kraftigt genskær af dens lys på nattehimlen. Det er først, når Solens centrum er mere end 18° under horisonten, at nattemørket pr. definition begynder.
Den 1. april er det astronomiske tusmørke slut på Fyn kl. 22:10, og på månedens sidste nat (natten mellem 30. april og 1. maj) er vi så tæt på de lyse nætter, at det astronomiske tusmørke først er slut kl. 00:04 den 1. maj, og det varer kun knap 2½ time, før genskæret fra Solen igen så småt begynder at kunne ses langs horisonten mod nordøst. Herefter går det stærkt. En uge senere begynder de lyse nætter.
Urskiverne viser, hvor længe der pr. definition er nattemørke henholdsvis den 1. og 30. april. Bemærk at nattemørket ikke er symmetrisk omkring borgerlig midnat, men en time senere omkring astronomisk midnat, fordi uret er stillet én time frem.
I hele april er der dog som nævnt i indledningen fortsat mørkt midt på natten, selv om nattemørket varer kortere og kortere tid, efterhånden som måneden går. Bemærk i denne forbindelse, at midt på natten ikke er midnat, men én time senere, fordi det borgerlige ur er stillet én time frem.
Stjernehimlen den 1. april 2022 kl. 22.00.
Stjernehimlen den 30. april 2022 kl. 24:00.
Det fremgår tydeligt af ovenstående stjernekort, hvor hurtigt vinterstjernebillederne forsvinder ud af syne i løbet af april. Den 1. er både Tyren, Orion og himlens klareste stjerne, Sirius i Store Hund, stadig synlige to timer efter solnedgang. En måned senere har Jorden bevæget sig 30° længere frem i sin bane om Solen, men eftersom vi jo ser stjerne-himlen fra Jordens perspektiv, synes det for os, som om det er stjernerne, som har flyttet sig 30°, og da Solens nedgang finder sted en time senere, er vinterstjernebillederne forsvundet under horisonten mod vest, når det astronomiske tusmørke er slut. Derudover varer tusmørket længere tid end i begyndelsen af måneden. Tvillingerne kan dog fortsat ses på grund af den høje deklination, så Castor og Pollux går ikke ned før langt tid efter midnat i april.
Den klare stjerne Vega i sommerstjernebilledet Lyren er cirkumpolar fra vore bredde-grader. Den udgør det ene af Sommertrekantens øverste hjørner, og ved midnat i slutningen af april står den omkring 35° over horisonten i østlig retning. Det andet hjørne af Sommertrekanten, Deneb i Svanen, er ligeledes cirkumpolar og står lidt lavere på himlen mod nordøst. Spidsen af Sommertrekanten udgøres af Altair i Ørnen, og den viser sig lige netop over horisonten på dette tidspunkt. Højere på himlen og stik øst ses det lidt svagere stjernebillede Herkules, som især er kendt for nordhimlens klareste kugleformede stjernehob M13, som lige netop kan skimtes som en lidt sløret udseende stjerne med det blotte øje under en helt mørk himmel. Gennem et teleskop bliver synet helt anderledes, idet mange af dens mere end 300000 stjerner – især dem i yderområderne – kan ses enkeltvis.
M 13.
Cassiopeias W står lige mod nord, medens Karlsvognen står næsten lodret over hovedet, og ligesom man kan finde Nordstjernen ved hjælp af de to bagerste stjerner i ”vognkassen”, kan man ved at trække en tænkt linje gennem de to øverste finde en af nordhimlens klareste stjerner, Capella i Kusken. Capella står lavt mod nordvest, men set fra Danmark forsvinder den aldrig under horisonten, idet den på samme måde som Vega og Deneb er cirkumpolar.
Det er også muligt at finde to galakser ved hjælp af Karlsvognen og en god prismekikkert. M81 og M82 hører til blandt de klareste galakser på himlen, og at finde dem er næsten lige så nemt som at finde Nordstjernen og Capella. Start med γ Uma og træk derefter en linie gennem α UMa og fortsæt lige så langt som afstanden mellem γ og α. Her findes to udviskede pletter, den ene rund og den anden mere aflang og fladtrykt. M81 og M82 ligger mindre end 1° fra hinanden; svarende til to månediametre og vil derfor nemt kunne ses i samme synsfelt i en god prismekikkert eller gennem et teleskop med lav forstørrelse.
Søgekort til M81 og M82.
M81 er en spiralgalakse meget lig Mælkevejen. Gennem en prismekikkert eller et lille tele-skop fremstår den som en oval, udvisker lysplet. Det er galaksens lysstærke kerne, medens der skal et større instrument til for at se spiralstrukturen. Udstrækningen er 18′ × 10′, hvoraf kernen udgør halvdelen. Til sammenligning har Månen en udstrækning på ca. 30′. Lysstyrken angives til mag. 7.9, men her skal huskes på, at der er tale om et udstrakt diffust objekt, som ser svagere ud, fordi lysstyrken er spredt over et større område. Et udstrakt objekts lysstyrke angives altid, som om al det udsendte lys kommer fra ét punkt.
M82 er en helt anderledes galakse. Den er lidt sværere at se end M81, fordi den er mindre og lyssvagere. M82 er tenformet med en udstrækning på ca. 8′ × 3′ og med en samlet lysstyrke på mag. 9,3. Et teleskop tilføjer kun lidt til dens struktur, men på fotografier fremtræder den meget kaotisk, som om en gigantisk eksplosion har revet dens kerne i stykker. I virkeligheden skyldes det, at M81 og M82 er under gensidig påvirkning af deres indbyrdes tyngdekraft med det resultat, at M82 er omdannet til en sand stjernefabrik. Dens center udsender 100 gange så meget lys og energi som Mælkevejens center. M81 er ikke blevet påvirket i samme grad og har beholdt sin perfekte spiralform.
M81 og M82.
Når blikket vendes i sydlig retning, er Løven det dominerende stjernebillede på denne del af himlen. Løven ligger under Karlsvognen, og også i dette tilfælde fungerer de syv kendte stjerner som vejviser. I stedet for at forlænge vognkassens bagerste stjerner i retning mod Nordstjernen skal linjen trækkes den anden vej. Her passerer den en figur, som ligner et omvendt spørgsmålstegn. Det udgør Løvens manke og hoved, medens prikken under spørgsmålstegnet er Løvens hjerte, Regulus. En forlængelse af vognstangens bue rammer den røde stjerne Arcturus i Bootes eller Bjørnevogteren, og en yderligere forlængelse fører frem til Spica i Jomfruen. Jomfruen er det største af Ekliptikas 12 stjernebilleder, men på trods af størrelsen er det ret undseelig, idet det bortset fra Spica består af forholdsvis svage stjerner. Mod sydøst begynder sommerstjernebilledet Skorpionen så småt at vise sine to klosakse. Lidt senere på natten stiger Skorpionens klareste stjerne Antares op mod sydøst.
En enkelt af Solsystemets planeter kan ses om aftenen efter solnedgang, medens man må vente til om morgenen på resten. Planeten om aftenen er Merkur, og tilmed er det årets bedste mulighed for at se den lille planet, som er opkaldt efter gudernes sendebud. Det er et velvalgt navn, for Merkur er den hurtigste af planeterne og har altid fart på. Den dukker hurtigt op og forsvinder lige så hurtigt igen, og den kan stort set aldrig ses på en mørk himmel, fordi den altid befinder sig i nærheden af Solen.
Merkur er klarest, når den fuldt belyste side vender mod Jorden, og selv om den på dette tidspunkt er længst fra Jorden, kompenserer den større belysningsgrad for afstanden. Under den fuldt belyste fase er Merkur dog stort set umulig at se, fordi vinkelafstanden til Solen er meget lille, så det er tiden umiddelbart før eller efter øvre konjunktion, at planeten er klarest set fra Jorden. Med andre ord er Merkur klarest, lige før den forsvinder i Solens stråler om morgenen, og når den efter konjunktionen for første gang dukker frem på aftenhimlen igen. Modsat er den svagest i forbindelse med nedre konjunktion, hvor det er den ubelyste halvdel, som vender ind mod Jorden. Den såkaldte oppositionseffekt spiller også en rolle. Merkur er kraterdækket ligesom Månen, og når vi ser den fuldt belyst, kaster kraterne og bjergene ingen skygger. I alle andre faser falder Solens lys skråt, hvorved en større eller mindre del af Merkurs overflade ligger i skygge og derfor ikke bidrager med tilbagekastet lys.
Merkurs faser.
Merkur ses nemmest under største elongationer. Lysstyrken er ganske vist mindre på disse tidspunkter, men eftersom vinkelafstanden til Solen er størst mulig, står den højere på himlen. Dette skal dog tages med et meget stort forbehold, for på grund af den meget elliptiske bane varierer elongationerne mellem 17,9° og 27,8°, og samtidig spiller årstiden en stor rolle. På grund af baneforholdene mellem Jorden og Merkur finder den maksimale elongation kun sted, når Merkur står syd for himlens Ækvator. Desuden hælder Merkurs bane 7° i forhold til Ekliptika, så i Danmark må vi være tilfredse med mindre elongationer, når Merkur står gunstigt. De bedste tidspunkter for at se den solnære planet fra vore breddegrader er om aftenen i foråret eller om morgenen i efteråret, hvor Ekliptika står stejlt i forhold til horisonten.
Troperne og den sydlige halvkugle har således de bedste forhold for at se Merkur. I Troperne står himlens Ækvator og Ekliptika næsten lodrette mod horisonten, så under elongationerne vil vinkelafstanden stort set svare til dens højde over horisonten ved solnedgang, og på den sydlige halvkugle finder de maksimale elongationer sted på de tidspunkter, hvor Ekliptika står stejlt mod horisonten.
Merkurs gunstige elongationer set fra henholdsvis den nordlige og sydlige halvkugle.
På samme måde som de øvrige planeter, som kan ses med det blotte øje, har Merkur været kendt, siden vores forfædre begyndte at interessere sig for himlens fænomener. De tidligst kendte optegnede observationer af Merkur er fra Mul-Apin tavlerne. Disse observationer stammer fra omkring det 4. århundrede f.Kr. Babylonierne kaldte planeten Nabu efter gudernes budbringer i deres mytologi.
Grækerne troede, at der var tale om to forskellige planeter og kaldte den Apollon, når den var synlig før solopgang og Hermes, når den viste sig på himlen efter solnedgang. Senere blev de klare over, at der var tale om den samme planet, hvorefter de udelukkende kaldte den Hermes. Også i den græske mytologi var Hermes gudernes rapfodede budbringer. Romerne havde de samme guder som grækerne, blot med andre navne, og i den romerske mytologi hed budbringeren Merkur.
I Kina var planeten kendt som Ch’en-Hsing, Timestjernen. I den nordiske mytologi blev Guden Odin forbundet med planeten Merkur, og Mayaerne så den som en ugle, der fungerede som budbringer til underverdenen.
En vedholdende legende siger, at Copernicus aldrig så Merkur på grund af tåge og dis fra floden Vistula, som løber gennem hans hjemby Torun i Polen. Historien er sandsynligvis ikke sand, idet Copernicus tilbragte adskillige år i Italien, hvor forholdene er væsentligt bedre. Sandt er det dog, at Merkur aldrig er særlig fremtrædende, og mange mennesker har aldrig set den lille planet, men når den først er fundet i morgen- eller aftendæmringen, er den dog forbavsende lysstærk. Faktisk kan den blive klarere end samtlige stjerner med undtagelse af Sirius. Problemet er, at den aldrig ses på en helt mørk himmel og derfor som oftest forsvinder på den tusmørkebelyste himmelbaggrund.
Den første, som så Merkur gennem et teleskop, var Galileo Galilei. Han havde opdaget Venus’ faser, men hans teleskop var ikke godt nok til at vise de tilsvarende faser hos Merkur. I 1631 foretog Pierre Gassendi den første observation af en merkurpassage, som var blevet forudsagt af Kepler, og i 1639 var teleskoperne blevet så gode, at den italienske astronom Giovanni Battista Zupi som den første påviste, at Merkur har faser ligesom Venus. Disse observationer beviste, at Merkur kredser om Solen, og de gav det endelige bevis på, at Copernicus’ verdensbillede er det korrekte.
De første seriøse forsøg på at kortlægge Merkur blev foretaget i sidste halvdel af 1800-tallet af Giovani Schiaparelli, der er bedst kendt for sine tegninger af marskanalerne. Schiaparelli besluttede sig for at studere Merkur i dagtimerne med både Merkur og Solen på himlen. Dette nødvendiggjorde et teleskop med nøjagtige indstillingskredse, og observationsforholdene var for det meste vanskelige. Schiaparelli observerede Merkur mellem 1881 og 1889 og fandt adskillige mørke områder, som han navngav. Han troede, at Merkurs rotationsperiode om sin egen akse svarede til omkredsningsperioden om Solen, dvs. bunden rotation, hvorved den samme side altid ville vende mod Solen. Dette ville som resultat give en permanent dagside og en permanent natside, medens der ville forekomme en forholdsvis bred zone, hvor Solen på grund af Merkurs excentriske bane af og til ville gå op og ned.
Schiaparellis kort over Merkur.
Efter Schiaparelli begyndte den græske astronom E.M. Antoniadi at observere Merkur. Antoniadi tilbragte det meste af sin tid i Frankrig, hvor han benyttede den store 33 tommers refraktor på Meudon Observatoriet i Paris, og ligesom Schiaparelli iagttog han Merkur i dagslys. Antoniadi var en utrættelig og erfaren observatør, og observationerne ledte til udfærdigelsen af et kort, som afveg meget fra Schiaparellis. Senere skrev Antoniadi en lille bog, som blev udgivet i 1934: La Planéte Mercure. Denne bog var en gennemgang af, hvad man på den tid vidste om Merkur, og den forblev standardværket indtil forbiflyvningen med Mariner 10 i 1974/75.
Selv om Antoniadi var en glimrende observatør, stemmer hans kort ikke overens med det kendskab, vi har til Merkur i dag. Hans kortlægning af Merkur stod slet ikke mål med hans arbejder omkring Mars, hvilket dog heller ikke er forbavsende, når observationsforholdene tages i betragtning. På daværende tid var formodningen, at Merkur lignede Månen, men set fra Jorden var der intet håb om at kunne skelne hverken kratere eller bjergkæder. Antoniadi troede ligesom Schiaparelli, at Merkur havde bunden rotation, og han mente også, at Merkur havde en atmosfære, som var tæt nok til at indeholde støv, og han tegnede slørede områder, som han beskrev som mere udbredte og mere udviskede end dem på Mars.
Antoniadis kort over Merkur.
Forud for rumalderen var Merkurs overfladeforhold således stort set ukendte. I 1962 sendte russerne radarsignaler mod Merkur, og dermed indledtes en ny metode til kortlægning af planeten. Tre år senere benyttede amerikanerne det store Arecibo teleskop, og deres observationer fastslog, at Merkur ikke har bunden rotation, men at døgnet på Merkur svarer til 59 jordiske.
Først i 1974 fik astronomerne set Merkur på nært hold. Dette år passerede rumsonden Mariner 10 tæt forbi og var derved i stand til at optage detaljerede billeder af planetens overflade. Det viste sig, at Merkur er stærkt kraterdækket og i mange henseender kan sammenlignes med Månen. Siden da har Merkur haft besøg af Messengersonden i årene 2011-14, og i øjeblikket er BepiColombo på vej med forventet ankomst i december 2025.
Merkur er i øvre konjunktion med Solen den 2. april, og i overensstemmelse med dens hurtige bevægelse har den allerede en god uges tid senere fjernet sig så meget fra Solen, at den først går en time efter solnedgang. Nærmere bestemt går Solen ned kl. 20:16 den 11. april, medens Merkur går ned kl. 21:14. Som netop omtalt er lysstyrken højest umiddelbart efter øvre konjunktion, og i dette tilfælde vil den være mag. ÷1,5.
Herefter forbedres forholdene betydeligt, fordi vinkelafstanden mellem Solen og Merkur bliver større. 10 dage senere, den 21. april, går Merkur først ned kl. 22:37, hvilket er 2 timer efter solnedgang. Desværre er lysstyrken faldet i den mellemliggende tid, men ikke mere end til mag. ÷0,6.
Merkur på aftenhimlen i april 2022.
Den 17. april, Påskedag, er der en sjælden mulighed for at se to planeter på samme tid, idet Merkur passerer tæt forbi Uranus. Det er naturligvis en forudsætning, at himlen er helt klar, for mødet finder sted med planeterne mindre end 10° over horisonten. På grund af Uranus’ lysstyrke på blot mag. 5,8 er det desuden nødvendigt at bruge en prismekikkert. En lille ekstra hjælp er, at Uranus står tæt på en stjerne, Omikron Arietis, som har samme lysstyrke som Uranus selv. Aftenen før og efter vil de også være inden for samme prismekikkertsynsfelt.
Merkur og Uranus den 17. april. Synsfeltet er 7°.
Når Merkur har sin største elongation på 21° den 29. april, er lysstyrken faldet til mag. 0,4. Den reducerede lysstyrke til trods, burde der ikke være problemer med at se den, for i de sidste dage af april passerer den tæt forbi Plejaderne. I løbet af den første uges tid af maj falder lysstyrken yderligere, og så er det slut med Merkur på aftenhimlen for denne gang.
Merkur og Plejaderne den 29. april.
Hvis man ikke vil bruge resten af aftenen og natten til at observere stjernehimlen (se indledningen) men blot tage et kig på planeterne, er der god tid, for når Merkur er gået ned, varer det indtil tidligt næste morgen, før den næste planet viser sig – eller rettere sagt de næste planeter, for Venus, Mars, Jupiter og Saturn befinder sig alle på morgenhimlen.
Natten mellem den 21. og 22. april skal man dog ud midt på natten, for meteorsværmen Lyriderne har maksimum denne nat. Aktiviteten er moderat med en ZHR på under 20, men kortvarige større udbrud er af og til observeret. Lyriderne bevæger sig typisk forholdsvis hurtigt, og udstråler på grænsen mellem Lyren og Herkules. De bedste observationsbetingelser er mellem midnat og daggry, primært fordi radianten ved mørkets frembrud står lavt i nordøstlig retning og først kommer højt på himlen efter midnat. Den aftagende måne står op kort tid før kl. 04, så de mest ideelle betingelser er fra kl. 02, og indtil Månens lys begynder at genere.
Lyriderne kan ses på hele himlen, men det er nemt at skelne dem fra sporadiske meteorer, idet deres spor peger tilbage i nærheden af den klare blåhvide stjerne Vega i Lyren, medens eventuelle sporadiske meteorer har alle mulige andre retninger. De første Lyrider plejer at vise sig allerede ved mørkets frembrud, dvs. ved 22 tiden, hvor man skal finde sig et mørkt sted så langt væk fra byens lys som muligt. De tidlige morgentimer er dog under alle omstændigheder bedst; både fordi radianten som nævnt står højere end om aftenen, og fordi man efter midnat befinder sig på den halvdel af Jorden, som vender fremad i bevægelsesretningen og derfor møder flere af de sandkornstore partikler, der er årsag til meteorerne.
Jordens bevægelse i forhold til mødet med meteorsværme.
Himlen mod sydøst den 22. april kort tid efter Månens opgang. Lyridernes radiant ligger mellem Lyren og Herkules. De tre klareste stjerner i henholdsvis Lyren, Svanen og Ørnen udgør Sommertrekanten.
Morgenhimlen den 1. april. Fra Venstre ses Venus, Saturn og Mars.
Den første planet, som bliver synlig er Venus, fordi den står op først, men især fordi den med en lysstyrke på mag. ÷4,3 er langt klarere end de øvrige planeter. Til sammenligning har Mars’ en lystyrke på mag. 1,1 og Saturn mag. 0,9. Mars og Saturn står op næsten på samme tidspunkt, hvilket faktisk er mindre end 10 minutter efter Venus, men på grund af den forholdsvise lave lysstyrke skal de et stykke op på himlen, før de kan ses – og så er det næsten ved at være for sent, fordi morgengryet hurtigt indfinder sig.
De tre planeter ligger indenfor et område på godt 6° med en afstand på 4° mellem Venus og Saturn og på 2½° mellem Saturn og Mars. Efterhånden som måneden går, bevæger Venus og Mars sig mod øst, medens Saturn næsten forbliver stationær. Mars indhenter og passerer Saturn den 5. april, hvor de to planeter står direkte over hinanden i en afstand på mindre end Månens tilsyneladende diameter med Mars nederst. Hvis forholdene er så gode, at man kan rette et teleskop mod de to planeter, vil Mars fremstå som en meget lille skive på godt 5”, medens Saturn spænder over 16” og dertil skal læggen ringene, som mere end fordobler udstrækningen.
Sammenligning mellem Mars og Saturn den 5. april. Forvent ikke at kunne se detaljer på nogen af planeterne, da de befinder sig meget tæt på horisonten. Bemærk at dette i er en illustration. Planeterne står ikke så tæt i virkeligheden den 5. april.
Morgenhimlen den 30. april. Fra venstre ses Jupiter, Venus, Mars og Saturn.
Senere på måneden dukker Jupiter op over horisonten i så tilpas tid før solopgang, at der bliver fire synlige planeter på morgenhimlen. De sidste morgener i april står Venus og Jupiter op næsten samtidig. Solsystemets to klareste planeter på mag. ÷4,1 for Venus’ vedkommende og mag. ÷2,1 for Jupiter, står mindre end ½° fra hinanden den 30. april. Også her kan man prøve at sammenligne deres størrelse. Jupiter spænder over 35”, medens Venus’ 67% belyste skive har en udstrækning på 17”.
Jupiter og Venus den 30. april 2022. Bemærk at dette i er en illustration. Planeterne står ikke så tæt i virkeligheden den 30. april.
Den aftagende Måne passerer forbi planeterne på morgenhimlen mellem den 24. og 28. Den er tættest på Saturn den 25., tættest på Mars den 26., og tættest på Venus og Jupiter den 27. Månen står tættere på horisonten end planeterne. Brug en prismekikkert for bedre at kunne se den, hvilket også er tilrådeligt i den øvrige del af måneden for at se de svage planeter.
Bemærk fuldmånen lørdag den 16. april. Det præcise tidspunkt for fuldmåne er kl. 20:57:32, og allerede 3 timer 2 minutter og 28 sekunder senere træder Månens årligt tilbagevendende særlige betydning i kraft. Påskedag falder nemlig altid første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn.
Månens fase lige nu kan ses på denne side fra NASA: https://svs.gsfc.nasa.gov/4955