Stjernehimlen i marts 2019
Årets 12 måneder inddeles i fire årstider, hvor hver årstid varer tre måneder. Inddelingen foretages enten traditionelt eller astronomisk. Den traditionelle inddeling følger kalender-månederne. Denne inddeling benyttes f.eks. af meteorologerne, da det gør det nemmere at udarbejde månedsvise klimatologiske beregninger. I denne inddeling begynder foråret den 1. marts, sommeren den 1. juni, efteråret den 1. september og vinteren den 1. december.
Inddelingen i årstider gælder dog ikke for hele Jorden. I polaregnene står Solen aldrig særligt højt på himlen, så sollyset falder ind mod jordoverfladen i en flad vinkel. Modsat står den altid forholdsvis højt på himlen ved middagstid i tropiske og subtropiske områder. De største variationer er i de tempererede områder, som f.eks. i Europa, hvor der er stor forskel på, hvor højt middagssolen står over horisonten om sommeren og om vinteren.
De fire årstider. Jacques-Guillaume van Blarenberghe (1679–1742).
Den astronomiske inddeling tager udgangspunkt i forårsjævndøgn. Astronomisk set begynder foråret på den nordlige halvkugle således den 21. marts, når Solen står lodret over Ækvator. Foråret varer indtil sommersolhverv den 20. juni, hvor Solen når sin højeste position på Ekliptika. Herefter er der sommer indtil efterårsjævndøgn den 23. september. Efteråret varer indtil vintersolhverv den 21. december, hvor vinteren begynder. Vinteren slutter ved forårsjævndøgn, og en ny cyklus begynder. Datoerne kan dog forskydes med en enkelt dag, fordi et år er på 365¼ døgn. Dette er tilfældet i år, og det ekstra ¼ døgn er også årsagen til, at vi har skudår hvert 4. år.
På grund af jordbanens ellipseform er årstiderne ikke lige lange, fordi Jorden bevæger sig langsomst, når den er længst fra Solen, hvilket den er, når det er sommer på den nordlige halvkugle. Den bruger derfor længere tid om at bevæge sig fra forårsjævndøgn til efterårsjævndøgn end fra efterårsjævndøgn til forårsjævndøgn. På den nordlige halvkugle varer sommerhalvåret omkring en uge længere end vinterhalvåret.
Årstiderne skyldes, at Jordens akse hælder 23½° i forhold til dens baneplan omkring Solen. Jordaksen har altid den samme hældning i forhold til Rummet, og når der er sommer på den nordlige halvkugle, vender aksen ind mod Solen, så solstrålerne falder mere lodret, og desuden er dagene lange, så jordbunden, luften og havet bliver nemmere opvarmet. Hver m² modtager derfor mere energi end om vinteren, hvor aksen vender væk fra Solen. Om vinteren bliver den samme mængde energi fordelt på en større flade, og samtidig er dagene kortere.
Set med astronomiske øjne begynder foråret i 2019 den 20. marts kl. 22:59. På dette tidspunkt passerer Solen himlens Ækvator i nordgående retning, og eftersom himlens koordinatsystem er en projektion af Jordens koordinatsystem, vil Solen på dette tidspunkt stå lodret over Jordens Ækvator og vil i det næste halve år befinde sig over den nordlige halvkugle.
Forårsjævndøgn 2019.
Søndag den 31. marts kl. 02:00 skal vi huske at stille urene én time frem. Sommertiden i 2019 varer indtil søndag den 27. oktober kl. 03:00, hvor urene skal stilles én time tilbage. EU-kommissionen har stillet forslag om, at det herefter skal være slut med at stille urene frem og tilbage to gange årligt. Indtil videre er der ingen afklaring på spørgsmålet.
Stjernehimlen mod nord ved midnat midt i marts. Store Bjørns grænser er markeret.
Karlsvognen står lodret over hovedet ved midnat i marts, så man skal lægge nakken godt tilbage for at overskue det store stjernebillede, som jo i virkeligheden er langt større end blot Karlsvognens syv stjerner. Mange af de svagere stjerner i nærheden udgør sammen med de syv klare i Karlsvognen himlens trediestørste stjernebillede, Store Bjørn. Som det blev omtalt i sidste måned, tilhører fem af Karlsvognens stjerner The Ursa Major Moving Group – den bevægelige hob i Store Bjørn. Det er en stjernehob, som er så gammel, at stjernerne efterhånden er blevet spredt over et stort område af Mælkevejen, men de er ikke mere spredte, end de fortsat følges ad i deres kredsløb omkring Mælke-vejens centrum. Deres tilhørsforhold kan også ses på anden vis, idet afstanden til de fem stjerner næsten er den samme.
Afstanden til de fem centrale stjerner i den bevægelige hob i Store Bjørn. Det ses tydeligt, at Alkaid og Dubhe afviger betydeligt herfra. De tilhører ikke hoben.
Mod nordøst er Vega og Deneb så småt kommet fri af nordhorisonten. Disse to stjerner varsler den kommende sommer, idet de udgør den øverste del af Sommertrekanten. Sommertrekantens spids, Altair i Ørnen, står op kl. 02 midt på måneden.
Stjernehimlen mod syd ved midnat midt i marts. Krebsens grænser er markeret.
Løven står lige i syd ved midnat midt på måneden. Orion er næsten forsvundet under horisonten mod vest, Jomfruen er stået op mod sydøst, og Vægtens to klareste stjerner, Zubenelgenubi og Zubeneschamali, er netop kommet fri af horisonten til venstre for Jomfruen. Langs horisonten mod syd skimtes Søslangen Hydra, som strækker sig fra Krebsen, forbi Løven og Jomfruen og ender ved Vægten. Hydras lange række af svage stjerner strækker sig næsten tværs over himlen fra sydvest til sydøst.
Størrelsesmæssigt er Krebsen nr. 31 af de 88 stjernebilleder, og det er samtidig det svage-ste af de 12, som udgør Dyrekredsen, og set fra byen får man umiddelbart det indtryk, at der er en tom plads mellem Tvillingerne og Løven. Heller ikke fra et mørkt sted er Krebsen særlig fremtrædende, og det er svært at finde en lighed mellem dens stjerner og omridset af en krebs.
Krebsen er en biperson i et af de arbejder, Herkules skulle udføre. Mens han kæmpede mod det mangehovede uhyre Hydra i sumpen nær Lerna, dukkede Krebsen op af sumpen og bed Herkules i foden. Herkules trådte på Krebsen og knuste den. For dette beskedne bidrag til historien placerede en af Herkules’ fjender, gudinden Hera, Krebsen på himlen. Meget passende til en sådan mindre karakter er Krebsen som nævnt det svageste af Dyrekredsens billeder, idet kun en af stjernerne er klarere end fjerde størrelse.
Herkules’ kamp mod Hydra. Maleri af Antonio del Pollaiolo.
Krebsen.
Stjernen Alpha Cancri kaldes Acubens fra det arabiske ord for klo. Da Ptolemæus beskrev den i Almagest, lå den på Krebsens sydlige klo. Den nordlige klo udgøres af Iota Cancri, medens Beta og Mu Cancri ligger henholdsvis på de sydlige og nordlige bagben. Beta Cancri er med en lysstyrke på mag. 3,5 den klareste stjerne, og Alfa Cancri med sin mag. 4,3 overgås også af Delta, der har en lysstyrke på 3,9 og af Iota, der har mag. 4,0. Krebsen er således et godt eksempel på, at Bayer ikke altid navngav den klareste stjerne med det første græske bogstav, da han indførte dette system på sit stjernekort Uranometria i 1603. Mange eksempler viser, at han må havde benyttet forskellige udgangspunkter ved bestemmelsen af rækkefølgen, men i tilfældet med Krebsen er det forståeligt, at han havde svært ved at skelne de svage stjerner fra hinanden.
Krebsen gengivet på Bayers Uranometria fra 1603.
Beta er en kæmpestjerne af K-typen og er ca. tre gange så tung som Solen og 48 gange så lysstærk. Den befinder sig i den sidste fase af sin tilværelse, og har en afstand fra Jorden på 290 lysår.
De to stjerner midt i Krebsen, Gamma og Delta, kaldes henholdsvis Asellus Borealis og Asellus Australis, som oversat fra latin betyder det nordlige og det sydlige æsel. De har deres egen legende, for ifølge Eratosthenes kom guderne Dionysos og Hefaistos og nogle af deres kammerater ridende på æsler for at deltage i den kamp mellem guderne og giganterne, der fulgte efter omstyrtningen af Titanerne. Giganterne havde aldrig hørt æsler skryde før og tog flugten, idet de troede, at nogle frygtelige uhyrer var ved at blive sluppet løs på dem. Dionysos satte æslerne på himlen, et på hver side af den klynge af stjerner, som grækerne kaldte Phatne, dvs. krybben, hvor de blev fodret. Ptolemæus beskrev Phatne som »den tågede masse i brystet«. Vi kender i dag denne stjernehob ved dens latinske navn Praesepe, men også det populære navn Bistadet benyttes, idet Praesepe kan betyde både krybbe og bistade. I Kina blev Praesepe og dens fire omkringliggende stjerner (Gamma, Delta, Eta og Theta Cancri) tilsammen benævnt Gui, med henvisning til de afdødes spøgelsesagtige ånder. Uden tvivl er denne betegnelse opstået på grund af det spøgelsesagtige udseende af selve stjernehoben.
Krebsens vendekreds er den breddegrad på Jorden, hvor Solen står lodret over hovedet ved middagstid på sommersolhverv den 21. juni. På de gamle grækeres tid befandt Solen sig blandt Krebsens stjerner på denne dato, men præcessionen af Jordens akse har siden flyttet sommersolhverv fra Krebsen gennem Tvillingerne og ind i Tyren. Krebsens vendekreds ligger på 23,27° Nord og Stenbukkens vendekreds på 23,27° Syd.
Praesepe eller M44 er uden tvivl Krebsens mest iøjnefaldende objekt. Det er en stor åben stjernehob i en afstand på omkring 600 lysår, og med en tilsyneladende diameter på næsten 1½° ser den større ud end Månen. Den var kendt af antikkens astronomer, fordi den fra datidens mørke himmel var nem at få øje på med det blotte øje mellem Gamma og Delta. Med en prismekikkert kan man se 10-20 enkeltstjerner på en svagt tåget baggrund, og et lille teleskop bringer antallet på op over 50.
En åben stjernehob er en gruppe stjerner bestående af op til nogle få tusinde stykker, som blev dannet samtidig fra den samme molekylesky, og som fortsat er gravitationelt bundet til hinanden. Åbne hobe er kun fundet i spiral- og irregulære galakser, hvor der fortsat er aktiv stjernedannelse. De bliver sædvanligvis højst et par hundrede millioner år gamle, idet de bliver opløst ved nær passage af andre hobe eller gasskyer, medens de kredser om galaksens centrum, eller de mister medlemmer, fordi en nær indbyrdes passage af to stjerner i hoben ofte slynger den ene eller begge helt ud af hoben. En sådan opløsning af en åben stjernehob er netop sket i tilfældet med den bevægelige hob i Store Bjørn, som blev omtalt tidligere.
En anden åben hob i Krebsen, M67 eller NGC2682, blev opdaget i 1772. Den har en samlet lysstyrke på mag 6, og skulle således teoretisk kunne ses med det blotte øje, men man har brug for en prismekikkert for at kunne se den tydeligt. M67 indeholder omkring 500 stjerner med lysstyrker mellem mag. 10 og mag. 16 og mange flere, som en endnu svagere. Hoben er anslået til at være 4-5 milliarder år gammel, og er en af de ældste åbne hobe, der kendes.
I 1995 begyndte astronomerne for alvor at søge efter exoplaneter, og en af de først opdagede var en planet af størrelse som Neptun, der kredser omkring 55 Cancri. 55 Cnc er en dobbeltstjerne, som ligger i en afstand på ca. 41 lysår fra Solen. De to stjerner er en G-type stjerne, 55 Cnc A og en mindre rød dværg, 55 Cnc B. Senere er der blevet fundet yderligere fire planeter som kredser omkring 55 Cnc A, så planetsystemet består af 55 Cnc b, c, d, e og f. Som nogle få af de mere end 3800 kendte exoplaneter er de blevet navngivet og kaldes henholdsvis Galileo, Brahe, Lipperhey, Janssen og Harriot.
Aftenhimlen 1. marts kl. 19. Øverst til venstre ses den åbne stjernehob Plejaderne eller Syvstjernen.
Merkur befinder sig på aftenhimlen. Den indre planet opnåede største vinkelafstand fra Solen den 26. februar med en lysstyrke på mag. ÷0,4. Lysstyrken falder hurtigt, og i begyndelsen af denne måned ligger den på mag. 0. Umiddelbart burde det være så lysstærk, at planeten uden problemer kan ses, men da himmelbaggrunden fortsat er oplyst af Solen under horisonten, anbefales det at bruge en prismekikkert. I løbet af få dage falder lysstyrken yderligere, og vinkelafstanden mellem Solen og Merkur bliver mindre. Alt i alt betyder det, at muligheden for at se Merkur kun er tilstede i den første uges tid af marts.
Uranus befinder sig også på aftenhimlen. Dens position i Vædderen er markeret på ovenstående kort. Med en lysstyrke på mag. 5,9 kan Uranus ikke ses med det blotte øje, og selv med en prismekikkert kan det volde problemer. Med en prismekikkert med en objektivåbning på 50 mm og en forstørrelse på 7× kan man under en helt mørk himmel se stjerner helt ned til omkring mag. 9. Problemet er, at Uranus befinder sig forholdsvist lavt på himlen, når tusmørket er slut, så man har kun kort tid til rådighed. Et detaljeret søgekort kan findes på Heavens-above ved at klikke på området mellem Fiskene og Vædderen.
Det står væsentligt bedre til for Mars’ vedkommende. Den røde planet befinder sig ligesom Uranus i Vædderen, og da den bevæger sig hurtigt mod øst blandt baggrundsstjernerne, bibeholder den næsten vinkelafstanden til Solen hele måneden. Mars’ lysstyrke er faldet meget siden oppositionen i juli 2018. I marts ligger den nogenlunde uforandret på mag. 1, hvilket er klarere er flertallet af stjernerne i området. Hvis man retter et teleskop mod Mars, bliver man formodentlig lidt skuffet. Afstanden mellem Mars og Jorden er i øjeblikket så stor, at den lille planet kun ses under en vinkel på 5”. Den østgående bevægelse fører Mars fra Vædderen ind i Tyren den 23. marts. Den passerer syd for Plejaderne og vil i omkring 14 dage kunne ses i samme prismekikkertsynsfelt som den åbne stjernehob.
Når Mars er forsvundet under horisonten kort tid før midnat, varer det nogle timer, før den næste planet viser sig. Det er til gengæld Solsystemets største, nemlig Jupiter, som står op ved halv fire tiden ved månedens begyndelse og et par timer tidligere ved månedens udgang.
Jupiter begynder måneden med en lysstyrke på mag. ÷2, og det stiger til mag. ÷2,2 inden april. Jupiter befinder sig i Ophiuchus, som kun består af forholdsvis svage stjerner. Desværre står planeten meget lavt på himlen. Maksimal højde over horisonten under kulminationen mod syd lige før daggry er 12°. En så lav kulminationhøjde gør det vanskeligt at stille skarpt på planeten gennem teleskop, fordi turbulens i Jordens atmosfære forstyrrer billedet. På trods af det er det alligevel muligt at se gasplanetens store skive, som vokser fra 36” til 40” i månedens løb. Det skyldes, at afstanden til Jupiter gradvist bliver mindre i takt med, at oppositionen nærmer sig. Derudover er det naturlig-vis også muligt at se de fire store måner, som kredser omkring planeten sammen med de 75 andre indtil videre kendte.
Jupiters 79 måner.
Saturn viser sig over horisonten ved fem-tiden i begyndelsen af marts, og Venus følger en times tid senere. Den 2. marts står det smalle segl på den aftagende måne midt mellem de to planeter. Det giver en god mulighed for at se jordskinnet på Månen, dvs. sollys, som reflekteres fra Jorden og rammer Månen. Månen vender tilbage til området en måned senere, nærmere bestemt den 29. marts. På det tidspunkt har Venus fjernet sig længere mod øst, men til gengæld passerer Månen knap 1° syd for Saturn. Vinkelafstanden til Solen er 30° større end den 2. marts, og Månens fase er et par dage efter sidste kvarter, hvor jordskinnet ikke kan ses. De to objektet står op omkring kl. 03:45.
Morgenhimlen mod sydøst den 2. marts. Månen i midten med Saturn til højre og Venus til venstre.
På samme måde som Jupiter står Saturn på en del af himlen, som ikke kommer ret højt op over horisonten fra vore breddegrader. Saturn befinder sig i Skytten i en maksimal højde af 13° under kulminationen, hvilket har samme negative indflydelse på muligheden for at se planeten tydeligt gennem et teleskop. Eftersom Saturns skive har en tilsyneladende diameter på 16”, og ringene spænder over 36”, er det dog trods vilkårene gode muligheder for at se Solsystemets mest iøjnefaldende planet, især fordi ringene i øjeblikket har en hældning på 24° i forhold til synsretningen, hvilket betyder, at de er næsten maksimalt åbne.
Venus begynder måneden med en lysstyrke på mag. ÷4,1. De fleste vil have svært ved at se, at den er aftaget til mag. ÷3,9 ved månedens udgang. Derimod bemærker man hurtigt, at planeten står lavere for hver morgen, der går. Årsagen hertil er, at Venus næsten følger Ekliptika, medens den bevæger sig gennem Stenbukken ind i Vandmanden, og da Ekliptika ligger meget fladt mod horisonten om morgenen i foråret, når den ikke at komme ret højt op over horisonten inden solopgang.
Ekliptikas hældning om morgenen i forhold til horisonten i marts.
Venus’ position hver morgen fra 1. januar 2019 og et halvt år frem. Positionen er ½ time før solopgang.
Se Månens aktuelle fase og udseende på denne side fra NASA.