Stjernehimlen i maj 2024
Der er ingen officiel definition på, hvornår foråret begynder og slutter. Astronomisk set er der ingen tvivl, idet foråret starter ved forårsjævndøgn og varer indtil sommersolhverv.
I mere almindelig dansk sammenhæng er der tradition for at betragte marts, april og maj, som forårsmåneder, og metrologisk er foreslået perioden, hvor minimumstemperaturen ligger mellem 0° C og 10° C og at gennemsnitstemperaturen er stigende.
Uanset hvad, er det den sidste måned på denne side af sommer, hvor der bliver mørkt om natten, for allerede i begyndelsen af maj begynder de lyse nætter på danske breddegrader. Normalt angiver kalenderen, at de lyse nætter varer fra 5. maj til 8. august. Dette gælder imidlertid for Københavns breddegrad, idet astronomiske tidspunkter før i tiden altid blev angivet med udgangspunkt i Københavns Observatoriums koordinater.
Danmark fylder ikke meget på verdenskortet, men strækker sig trods sin lidenhed fra 54°33’35” N ved Gedser Odde til 57°45’07”N ved Nordstrand 3 km vestnordvest for Grenen. Disse godt 3° betyder temmelig stor forskel på tidspunktet for begyndelsen og afslutningen på de lyse nætter. I Skagen varer de ca. mellem 28. april og 14. august, medens de i Gedser kun varer fra ca. 9. maj til 3. august – altså mere end 3 ugers forskel fra de geografiske yderpunkter.
De lyse nætter opstår, når Solen ved astronomisk midnat kommer mindre end 18° under horisonten. Efter solnedgang er der som bekendt en vis overgang, inden det bliver helt mørkt. Denne overgang kaldes tusmørke eller skumring. Tusmørkets varighed afhænger af den geografiske bredde, idet det er kortest ved Ækvator, hvor Solen står op og går ned lodret, medens den på vore breddegrader står op og går ned under en vinkel på omkring 35°.
Rent astronomisk og matematisk kan begyndelses- og afslutningstidspunktet for de lyse nætter fastsættes helt præcis. Man oplever dog ikke, at nattemørket pludselig forsvinder fra den ene nat til den næste, for i praksis er der naturligvis en vis overgangsperiode, hvor der gradvist bliver lysere og lysere midt på natten, indtil det kulminerer ved midsommer, hvorefter der igen gradvist bliver mørkere og mørkere.
Nedenstående lille tabel over Solens nedre kulmination i Odense omkring den aktuelle dato viser, at de lyse nætter her astronomisk og matematisk set begynder natten mellem den 5. og 6. maj, idet Solens centrum den 6. maj kl. 01:15 lige netop er mindre end 18° under horisonten. 6. maj er således den officielle dato for Odenses vedkommende.
4. maj: ÷18°31’53.3″
5. maj: ÷18°14’41.9″
6. maj: ÷17°57’46.8″
Diagrammerne viser fordelingen af dagslys, de tre former for tusmørke og nattemørke. Øverst den 1. og nederst den 31. maj, og i midten den første nat med lyse nætter.
Hvis vi kunne se under horisonten, ville himlen mod nord se således ud den 6. maj kl. 01:15. Som det ses, befinder alle planeterne sig i nærheden af Solen. Mere herom senere.
Solens position på Ekliptika i maj.
Når Solen er på himlen, kan man af gode grunde ikke se stjernerne. De er der naturligvis alligevel, og ovenstående kort viser, blandt hvilke baggrundsstjerner Solen befinder sig i maj måned. Det giver samtidig også forklaringen på, hvorfor et typisk vinterstjernebillede som Tyren ikke kan ses på denne årstid. Både Plejaderne, Hyaderne og Aldebaran kan dog ses i tusmørket lige efter solnedgang i den første uges tid af måneden. Herefter kommer Solen for tæt på området, og i de sidste dage af maj passerer den nogle få grader nord for Hyaderne. Det giver også forklaringen på, hvorfor man lige netop kan skimte Kusken, Perseus og Andromeda over nordhorisonten samt Cassiopeia i samme retning højere oppe på himlen omkring astronomisk midnat. Som det fremgår af forrige kort, befinder Solen sig på dette tidspunkt nemlig lige under horisonten mod nord.
Stjernekortet herunder viser himlens udseende, når man ser mod nord ved midnat midt i maj. Bemærk at midnat i denne forbindelse skal forstås som astronomisk midnat, som falder én times tid senere (afhængig af hvilken breddegrad man bor på) end borgerlig mid-nat på grund af sommertiden. Kortet har nord nedad og øst til højre, idet man står med front mod nord. Kusken, Perseus, Andromeda og Cassiopeia genkendes fra forrige kort.
Himlen mod nord midt i maj ved astronomisk midnat.
Let genkendelig er Cassiopeias W mod NNØ. Cassiopeia er ligesom de øvrige stjerne-billeder omkring himlens nordpol cirkumpolar og er derfor altid over horisonten her i Danmark. Det samme er tilfældet for den øverste del af Kusken, hvor stjernen Capella står som den klareste stjerne på nordhimlen gennem det meste af sommeren. Det er noget vanskeligere at se de væsentligt svagere stjerner i Perseus, som står direkte mod nord på dette tidspunkt af natten. Også Andromedas stjerner lader sig vanskeligt finde, fordi de står meget lavt over horisonten mod NØ. I løbet af natten kommer de højere på himlen. Mod nordvest er det fortsat muligt at se de to klare stjerner Castor og Pollux i Tvillingerne. Dette stjernebillede er det nordligst beliggende på Ekliptika, og faktisk har Castor en så høj nordlig deklination, at den kun er under horisonten i knap 4 timer.
Den eneste stjerne, som ikke flytter sig i hverken nattens eller årets løb, er Nordstjernen. Ligesom Galilei hviskede Eppur si muove (den [Jorden] bevæger sig alligevel), da han afsværgede sit kætterske verdensbillede foran inkvisitionen i Rom, kan man dog sige det samme om Polaris. Den befinder sig nemlig ikke præcist over Jordens omdrejningsakse men knap 40’ derfra. Den foretager derfor en meget lille cirkelbevægelse omkring himlens nordpol i løbet af ét døgn. I løbet af de kommende år bliver afstanden imidlertid mindre, og den vil være mindst i år 2100, hvor afstanden kommer ned på 27’.
Himlen mod syd midt i maj ved astronomisk midnat.
Mod syd er vinterstjernebillederne forsvundet fra nattehimlen. Forårsstjernebilledet Løven er på vej under horisonten mod vest, og Ekliptikas største stjernebillede, Jomfruen, står lavt i sydvestlig retning. Vægten har kun få klare stjerner, og sommerstjernebilledet Skorpionen, som følger umiddelbart efter, kan ikke ses i sin helhed fra vore breddegrader. For at se den markante bue af stjerner, som udgør Skorpionens hale, skal man til Middelhavsområdet eller endnu sydligere. Her fra Danmark må vi nøjes med Skorpionens klareste stjerne, den røde kæmpe Antares og de tre stjerner til højre, som udgør leddyrets amputerede kløer. Tidligere strakte kløerne sig helt til det, vi i dag kalder Vægten. De to klareste stjerner i Vægten kaldes henholdsvis Zubenelgenubi, hvilket betyder den sydlige klo, og Zubeneschamali, den nordlige klo.
Det er også på denne årstid, Ekliptikas 13. stjernebillede er synlig. Ophiuchus befinder sig mellem Skorpionen og Skytten. Det er stort og vanskeligt stjernebillede at overskue. Stjernerne er forholdsvis svage og danner ikke et særlig markant mønster. Den klareste stjerne α Ophiuchus, også kaldet Rasalhague, har en lysstyrke på mag. 2,1. Det er samtidig stjernebilledets nordligst beliggende stjerne. Kun 6° skiller den fra den klareste stjerne i Herkules. Den klareste stjerne på himlen på dette tidspunkt er den orange kæmpe Arcturus i Bjørnevogteren til højre for Herkules.
På grund af beliggenheden i nærheden af Mælkevejens centrum i Skytten er en stor del af de kugleformede hobe koncentreret i dette område. Omtrent halvdelen af Mælkevejens over 200 kugleformede hobe findes i Skorpionen, Skytten og Ophiuchus.
Mod øst kan Sommertrekanten ses i sin helhed. De to øverste stjerner i trekanten, Vega i Lyren og Deneb i Svanen, kan altid ses, idet de er cirkumpolare. Sommertrekantens spids, Altair i Ørnen, befinder sig derimod så langt fra himlens nordpol, at den kun kan ses en del af året.
Som nævnt og illustreret under omtalen af de lyse nætter befinder alle planeterne sig tæt på Solen i denne måned. Alle undtagen Jupiter står på morgenhimlen, og for Jupiters vedkommende er den kun synlig i en kort periode i månedens begyndelse, idet den går ned indenfor en time efter Solen. Efterhånden som måneden skrider frem, og Solen går senere og senere ned, forsvinder Jupiter i tusmørket, inden den kommer i konjunktion med Solen den 18. maj. Uranus befinder sig ganske vist også på aftenhimlen, men den lyssvage planet er helt ude af syne og er i konjunktion med Solen den 13. maj.
På morgenhimlen er Saturn den første, som ”viser” sig. Viser er sat i anførselstegn, for et kendetegn for planeterne på morgenhimlen i forsommeren er, at Ekliptika på denne årstid ligger fladt mod horisonten om morgenen. Det betyder, at planeterne ikke når at komme særlig højt på himlen inden daggry, og da tusmørket tilmed varer hele natten, forværrer det deres synlighed. Skitserne herunder viser morgenhimlen en halv time før solopgang henholdsvis den 1. maj og den 31. maj.
l. maj 2024 kl. 04:56.
31. maj 2024 kl. 04:15.
Selv om Saturn står op en time og 5 minutter før Solen den 1. maj, er den kun nået op i en højde på 8° ved solopgang, og på det tidspunkt er den jo for længst forsvundet ud af syne. Den 31. maj står Saturn op 2 timer og 10 minutter før Solen og når en højde på 12° en halv time før solopgang, så sidst på måneden er chancerne større. Med Saturns lystyrke på mag. 1,2 er der dog brug for en prismekikkert for at kunne få øje på ringplaneten på den meget lyse morgenhimmel. Denne sidste morgen på den sidste forårsdag er der god hjælp fra Månen, som står blot 4° til højre for Saturn. Samme morgen bliver Saturn okkulteret af Månen – det er dog kun muligt at iagttage dette, såfremt man tilfældigvis opholder sig i den sydligste del af Sydamerika.
Som det fremgår af skitserne, er Mars væsentligt tættere på Solen end Saturn og er derfor med nogenlunde samme lysstyrke som ringplaneten endnu sværere at se. Forholdene bedres ikke nævneværdigt i månedens løb, for selv om Jorden og Mars ifølge fysikkens love kredser omkring Solen med forskellig hastighed – Jorden bevæger hurtigst, fordi den er tættest på Solen – følges de nogenlunde ad i denne måned. Vinklen Solen-Jorden-Mars den 1. maj er 41°, og medens vinklen for Saturns vedkommende i løbet af maj forøges fra 54° til 81°, dvs. 27°, forøges Mars’ kun med 6°, og den røde planet ender derfor med en vinkelafstand fra Solen på 47° inden månedens udgang. Hvis det lykkes at finde Mars gennem en prismekikkert, ser den blot ud som en svagt rødlig stjerne, og gennem et teleskop vil den kun ses under en synsvinkel på 5”. Som et lille kuriosum befinder Mars sig i Fiskene, men mellem den 9. og 14. maj bevæger den sig i disse få dage gennem det allerøverste hjørne af Hvalen, før den igen vender tilbage til Fiskene. Astrologerne får nogle travle dage med at forklare dette misforhold, for Hvalen tilhører ikke deres fiktive 12 skæbnebestemmende stjernetegn.
Mars’ vinkelafstand fra Solen som set fra Jorden. Det fremgår også tydeligt, hvor hurtigt de to øvrige indre planeter Merkur (grøn) og Venus (hvid) bevæger sig omkring Solen i forhold til Jorden og Mars.
Merkur, Venus og Neptun er ikke indtegnet på skitsen over morgenhimlen. Neptun befinder sig i nogenlunde samme område som Mars, men med sin lysstyrke på kun mag. 7,8 er den i praksis uden for rækkevidde. Merkur har sin største vinkelafstand fra Solen på 26° den 9. maj, men også for dens vedkommende betyder Ekliptikas hældning, at den stort set er uden for rækkevidde fra nordlige breddegrader. Hvis man opholder sig på den sydlige halvkugle, er der derimod en årets gunstigste tilsynekomster. Venus står ligeledes for tæt på Solen og for lavt på himlen, så den trods sin store lysstyrke forsvinder i tusmørket, og den nærmer sig øvre konjunktion, som finder sted den 4. juni. Alt i alt er maj 2024 således en særdeles planetfattig måned.
I mangel på store planeter kan man i stedet prøve at finde nogle af Solsystemets mindste medlemmer. Med andre ord de støv- og ispartikler som giver anledning til meteorsværme, og som stammer fra kometerne. Meteorsværme og kometer er nemlig to sider af samme sag. Meteorsværme afviger på ét afgørende punkt fra sporadiske meteorer, som pludselig dukker uventet op. I modsætning hertil er det muligt at forudsige både tidspunkt og sted for en meteorsværm.
Meteorsværme forekommer, når Jorden passerer gennem en strøm af partikler, som bevæger sig sammen i en fælles bane om Solen. Disse partikler deler bane med kendte eller ukendte periodiske kometer, hvis perihelion ligger indenfor Jordens bane, og hvis bane samtidig skærer Jordens bane.
En komet udkaster ikke støv jævnt langs hele banen. Den befinder sig det meste af tiden i det ydre Solsystems dybfrosne mørke og kommer kun i nærheden af Solen i ganske få måneder i løbet af sin lange omløbsperiode. En komet indeholder frossen vand, kuldioxid, kulmonoxid samt andre flygtige stoffer blandet med faste partikler. Når kometen kommer i nærheden af Solen, bliver dens overflade opvarmet, og det frosne vand og gasserne sublimerer – dvs. går direkte fra is til gasform. Herved bliver støv og andre indefrosne partikler frigivet.
Dette sker dog ikke jævnt, for en komet er kendt for at danne jets i form af gejsere, der udkaster store skyer af gas og støv. Resultatet bliver, at der skabes klumper af gas, støv og større partikler, som bliver presset bagud af solvinden og følger kometen som en lang hale. Hvis der er tale om en gammel komet, der har passeret Jorden hundredvis af gange, er støvet efterhånden blevet fordelt langs hele banen, og da denne ligger fast i rummet (når der ses bort fra perturbationer fra planeterne), vil Jorden passere støvsporet på samme tidspunkt hvert år. Ved et møde mellem Jorden og en sådan støv- og partikelansamling sker der en forøgelse af antal meteorer, og da de alle kommer fra samme retning, ser det ud, som om de udstråler fra samme punkt på himlen. Det er dette punkt, som kaldes radianten.
Kometbaner og meteorsværme.
Eta Aquariderne kan ses i begyndelsen af maj, og er en af årets mindre meteorsværme. Fra danske breddegrader er den ikke særlig kendt, fordi den optræder på samme tidspunkt, som de lyse nætter begynder, og fordi radianten – som navnet antyder – ligger i Vand-manden, som på denne årstid ikke når at komme særlig højt op på himlen inden daggry.
Årsagen til at Eta Aquariderne fortjener nærmere omtale er, at de stammer fra Halleys komet, hvis bane krydser Jordens to gange i løbet af året, nemlig i begyndelsen af maj og i slutningen af oktober. Oktobermeteorerne er Orioniderne, som er langt mere kendte i Danmark, fordi forholdene for at iagttage dem er væsentligt bedre.
Det er længe siden, vi har set noget til Halleys komet. Senest den var i perihel, var i 1986, og den vender ikke tilbage før i 2061. En komet behøver således ikke nødvendigvis at være i nærheden af Jorden, for at den alligevel kan gøre sig bemærket.
Eta Aquaridernes maksimum i 2024 forventes i lighed med øvrige år at falde omkring den 5. maj, hvor radianten stiger op over horisonten ved tre-tiden om morgenen. Det er derfor begrænset, hvor længe det er muligt at observere, inden det bliver for lyst. Månen står ganske vist i området, men det er så tæt på nymåne, at det meget smalle månesegl ikke vil udgøre nogen gene.
Medens Orioniderne ses bedst fra den nordlige halvkugle, ses Eta Aquariderne bedst fra den sydlige. Her kan ZHR komme op på 50, medens der under de mest gunstige forhold kun kan forventes en ZHR på omkring 10 fra vore breddegrader. Bemærk at det reelle antal iagttagne meteorer altid er mindre end den teoretisk beregnede ZHR-værdi.
I år er der dog en særlig grund til at holde øje med Eta Aquariderne. Beregninger viser nemlig, at der muligvis kan forekomme et mindre udbrud allerede den 3. maj. Komet Halleys efterladte filamenter af støvpartikler bliver påvirket af gravitationelle kræfter fra planeterne, så nogle af filamenternes baner afviger lidt fra hovedstrømmen.
Beregningerne viser, at Jorden den 3. maj vil passere gennem et filament stammende helt tilbage fra 985 f.v.t. Sådanne beregninger kan naturligvis kun foretages med en vis usikkerhed, både med hensyn til tidspunkt og dato, så den eneste måde at efterprøve pålideligheden på er ved selv at holde øje med himlen i de tidlige morgentimer i begyndelsen af maj for at se, om et større antal støvpartikler, som blev frigivet for mere end 3000 år siden, skulle brænde op i Jordens atmosfære.
Morgenhimlen ved begyndelsen af daggry under Eta Aquaridernes eventuelle kortvarige udbrud den 3. maj. Radianten ligger tæt på de fire stjerner, som udgør den karakteristiske asterisme Vandkrukken.
Et af de velkendte områder på Månen er Vallis Alpes, Alpedalen, som er en bred kløft der skærer sig gennem bjergkæden Montes Alpes mellem Mare Imbrium (Regnhavet) og Mare Frigoris (Kølighedens Hav). Alpedalen er omkring 160 kilometer lang, og på sit bredeste er den 10 kilometer.
Vallis Alpes, Alpedalen.
En knap så kendt, men lige så stor månedal er Vallis Rheita umiddelbart under Mare Nectaris, Nektarhavet, på Månens sydøstlige del, men medens Vallis Alpes blev dannet ved en sammenstyrtning, hvor måneskorpen gled fra hinanden, er Vallis Rheita i stedet en række kratere, som opstod stort set samtidig, og hvor hvert efterfølgende krater bredte sig ind over det forrige kraters rand og centralbjerg.
Kraterkæden ses bedst, når Solen står lavt omkring 3-4 dage efter nymåne eller 3-4 dage efter fuldmåne, og da området er tæt på måneranden, skal der samtidig tages hensyn til librationen. Området ligger på terminator den 11. maj, men kraterkæden ligger i så dyb skygge, at forholdene er væsentligt bedre den følgende aften. Den 26. maj kommer sollyset fra den anden side og giver derved et andet indtryk af området.
Månen den 12. maj med positionen for Vallis Rheita.
Vallis Rheita 12. maj.
Vallis Rheita 26. maj.
Kraterkæden formodes at være dannet i forbindelse med formationen af Mare Nectaris. Det enorme nedslag, som dannede Mare Nectaris, udkastede et større antal store klippestykker, som efterfølgende faldt ned og skabte Vallis Rheita. Kraterkæden ligger på en sådan måde, at dens længderetning peger direkte mod Mare Nectaris. Det samme er tilfældet for en lignende mindre kraterkæde, Vallis Snelllus, nordøst for Vallis Rheita.
Som bekendt vender Månen altid samme side mod Jorden, og man siger, at den har bunden rotation. Når man ser bort fra dens faser, ser Månen dog ikke altid præcist ens ud hele tiden. Ved at se meget nøje efter, bemærker den omhyggelige iagttager nemlig, at især placeringen af de mørke aftegninger langs Månens rand synes at ændre sig i løbet af de 14 døgn, de er synlige fra Jorden.
Årsagen er Månens librationer, som kort blev nævnt i forrige afsnit. Librationerne er de tilsyneladende vipninger og drejninger af Månen i forhold til retningen mod Jorden. På grund af Månens excentriske bane om Jorden kommer dens ellers bundne rotation ud af trit, fordi den bevæger sig hurtigst, når den er tættest på Jorden og langsomst, når den er længst væk. Vi kan derfor fra Jorden se lidt rundt om “hjørnet” på henholdsvis den østlige og vestlige rand.
Normalt er det nemmest at få en fornemmelse af disse librationer gennem et teleskop, fordi man da kan se finere detaljer såsom kratere, der ligger lige på kanten, men også det blotte øje eller en prismekikkert kan bruges, og et godt eksempel herpå er det næsten cirkelformede Mare Crisium, som bliver synlig nogle få dage efter nymåne.
Nogle gange synes Mare Crisium at befinde sig et godt stykke fra måneranden, medens det andre gange står næsten på randen. Når dette er tilfældet, bemærker man også, at månehavets cirkulære form bliver mere ovalt, fordi det bliver fortegnet på grund af den mere skrå synsretning.
Mare Crisium kan ses indtil månenattemørket igen sænker sig over området et par dage efter fuldmåne. Herefter kan man på Månens modsatte side følge, hvordan det mørke nedslagsbassin Grimaldi ligeledes synes at flytte sig i forhold til måneranden.
Mare Crisium er det cirkulære hav nær måne-randen til højre lidt over midten. Grimaldi ses som den lille mørke aftegning helt til venstre på billedet af fuldmånen.
Denne side Moon Phase and Libration viser Månens aktuelle fase og libration, og samtidig kan man vælge at indstille tidspunktet efter eget valg.
