Stjernehimlen i juli 2024
Juli er den midterste af de tre sommermåneder, og det man især lægger mærke til på nattehimlen er, at de svageste stjerner ikke kan ses. Sommeren på vore breddegrader er nemlig præget af de lyse nætter, hvilket især gælder i begyndelsen af måneden, hvor der kun er gået godt en uge siden sommersolhverv. Sidst på måneden er vi kommet så langt frem på sommeren, at der så småt igen begynder at bliver mørkt omkring astronomisk midnat. Dette illustreres af diagrammet herunder, som viser tusmørkets varighed henholdsvis den 1. og 31. juli. Den 1. juli når der blot at blive borgerligt og nautisk tusmørke, medens det astronomiske tusmørke indfinder sig en uges tid ind i juli, hvor det i begyndelsen kun varer nogle få minutter omkring astronomisk midnat. Den 31. juli varer det astronomiske tusmørke omkring 4 timer. Egentlig nattemørke indfinder sig ikke før de lyse nætter slutter i begyndelsen i august. Det nøjagtige tidspunkt for afslutningen er afhængigt af, hvor i Danmark man bor.
Tusmørke 1. og 31. juli.
Bemærk at tidspunkterne ikke ligger symmetrisk omkring kl. 24:00 (eller 00:00), hvilket som bekendt er definitionen på midnat. Tidspunkterne ligger i stedet symmetrisk omkring astronomisk midnat, som ikke er sammenfaldende med borgerlig midnat pga. sommertiden. Astronomisk midnat er defineret som det tidspunkt, hvor Solen står under horisonten direkte mod nord. Det falder omkring kl. 01 lidt afhængigt af, hvor i landet man bor, og er derfor ikke et fast tidspunkt. Fra Bornholm til Esbjerg er der næsten ½ times forskel på, hvornår der er astronomisk midnat.
De klareste stjerner lyser så meget, at de er synlige på trods af de lyse nætter. Tre af disse danner en stor ligebenet trekant højt på himlen i sydlig retning. Der er tale om Vega i Lyren, Deneb i Svanen og Altair i Ørnen.
Denne iøjnefaldende trekant kaldes Sommertrekanten, og eftersom trekanten består af stjerner fra tre forskellige stjernebilleder, er den ikke i sig selv et stjernebillede, men derimod en såkaldt asterisme. En anden velkendt asterisme er Karlsvognen, som består af de syv klareste stjerner i Store Bjørn. Ligeledes er f.eks. det iøjnefaldende Orions Bælte en velkendt asterisme.
Himlen ved astronomisk midnat midt i juli med Svanen, Lyren og Ørnen fremhævet. De to små svage stjernebilleder Pilen og Delfinen mellem Svanen og Ørnen er sværere at se på denne årstid. Ligeledes er Karlsvognen og Cassiopeia fremhævet, men for deres vedkommende er stjernerne forholdsvis klare.
De tre stjerner i Sommertrekanten er meget forskellige. Altair er med en afstand på kun 17 lysår en af Solens nærmeste naboer, og den har en diameter på omkring to gange Solens. Altair roterer så hurtigt omkring sin egen akse, at én rotation kun tager knap 9 timer, hvilket betyder, at overfladen ved ækvator bevæger sig med en hastighed på 240 kilometer i sekundet. Det er 66 gange hurtigere end Solen, og er så hurtigt, at stjernen er meget fladtrykt.
Vega er ligeledes meget fladtrykt på grund af en meget hurtig rotation, så dens ækvatordiameter er ligesom Altairs væsentlig større end poldiameteren. Vega var blandt de tre stjerner, som fik afstanden målt, da tre astronomer uafhængigt af hinanden i 1838 foretog nogle meget nøjagtige positionsmålinger af stjerner, som de hver især havde udvalgt. Vega ligger i en afstand af 26 lysår, og den er ca. tre gange så stor som Solen.
Deneb er den som skiller sig mest ud. Dens afstand kendes ikke præcist, men sættes til omkring 2600 lysår, og det er den fjerneste stjerne af 1. størrelsesklasse. Årsagen til den store lystyrke på trods den store afstand er, at Deneb er en supergigant, som er 200 gange større end Solen. Hvis Deneb befandt sig i samme afstand som de øvrige to stjerner i Sommertrekanten, ville den have en lysstyrke på mag. ÷8, dvs. omtrent lige så meget som halvmånen.
De tre stjerner i Sommertrekanten sammenlignet med Solen.
I sommermånederne har vi af mangel af stjerner imidlertid et særligt fænomen, som er et særkende for Skandinavien og tilsvarende breddegrader som f.eks. Canada, England og Sibirien. Det drejer sig om lysende natskyer, som normalt er synlige fra slutningen af maj til begyndelsen af august. Der er ikke lysende natskyer hver nat, og når de kan ses, er der ofte stor forskel på, hvor tydelige de er. Det bedste er derfor at holde øje med himlen, når vejrforholdene ser ud til at blive gunstige.
Når lysende natskyer er synlige, ses de typisk lavt over den nordvestlige horisont 1½-2 timer efter solnedgang eller lavt over den nordøstlige horisont et tilsvarende tidspunkt før solopgang. Ofte kan de forblive synlig hele natten. Forekomsten af lysende natskyer varierer fra år til år. Efter at have været hyppige i de senere år, var der kun få i 2023.
Som nævnt kan man i slutningen af juli tydeligt fornemme, at de lyse nætter er ved at nærme sig deres afslutning. Himlen er mærkbart mørkere midt på natten, og det varer længere, inden der bliver lyst om morgenen. Det giver mulighed for at se efter meteorer – eller stjerneskud som er den mere populære betegnelse. Meteorer kan ses hver klar nat, og de forekommer over hele himlen. Imidlertid er der stor chance for, at nogle få stykker sidst i juli stammer fra en af årets mindre meteorsværme, nemlig De Sydlige Delta Aquarider. Denne sværms radiant ligger som navnet antyder i nærheden af stjernen Delta i den sydlige del af Vandmanden, som når at komme relativt højt på himlen inden daggry. Delta Aquariderne er en meget spredt meteorsværm, som kan ses fra midt i juli til midt i august. Maksimum forekommer omkring den 30. juli, men ZHR når sjældent op på mere end omkring 10 på vore breddegrader. Ophavskometen til De Sydlige Delta Aquarider er C96P/Machholz, som har en omløbsperiode om Solen på 5,3 år.
I slutningen af juli kan man også være heldig at se nogle af de første meteorer fra en af årets bedste sværme, Perseiderne, som har maksimum omkring 12. august.
På kortet ses morgenhimlen den 30. juli kl. 03. Syd er nedad, og radianterne for de to meteorsværme er angivet med røde kryds. Radianterne ligger så langt fra hinanden, at man meget nemt kan afgøre, hvilken sværm et evt. meteor måtte tilhøre – såfremt der da ikke er tale om et sporadisk meteor, dvs. et meteor uden tilknytning til en bestemt sværm.
Orions Bælte, som blev omtalt tidligere, er som navnet antyder en del af stjernebilledet Orion, som er et iøjnefaldende stjernebillede på vinterhimlen. Udover Sommertrekanten har nattehimlen om sommeren ligeledes et letgenkendeligt og markant stjernebillede. Det er Skorpionen, som dog ikke gør sig nær så bemærket som Orion på trods af, at det et af de få stjernebilleder, som faktisk ligner den figur, det repræsenterer. Det lever imidlertid ikke op til sit navn, når vi ser det fra Danmark. Skorpionen er et af de lavest beliggende på Ekliptika, og fra danske breddegrader kommer det kun halvvejs over horisonten, så vi kan aldrig se den krumme hale, som har givet stjernebilledet sit navn. Hvis ferieturen går sydpå, bør man unde sig selv den oplevelse at finde et mørkt sted uden for hotellernes og restauranternes stærkt oplyste område og rette blikket mod syd ved midnatstide. Fra Middelhavsområdet eller tilsvarende breddegrader kan hele Skorpionen ses, og samtidig ser man også ind i retning mod Mælkevejens centrum, som befinder sig lavt på himlen i det nærliggende Skytten til venstre for Skorpionen, og da de lyse nætter kun forekommer på breddegrader nordligere end Paris, bliver udsynet kun generet af den menneskeskabte lysforurening.
Skorpionen med den røde kæmpe Antares og den krumme hale med brodden set fra henholdsvis Danmark og fra det sydlige Middelhavsområde omkring midnat midt i juli.
Sommerstjernebilledet Skorpionen og vinterstjernebilledet Orion ligger langt fra hinanden på himlen, men de hører sammen i mytologien. Skorpionen er den skorpion, som stak jægeren Orion til døde. Ligesom fortællingerne i den øvrige græske mytologi har flere forskellige versioner, er der også i tilfældet med Orion og Skorpionen flere versioner om de nærmere omstændigheder. I en af versionerne forsøgte Orion at voldtage jagtens gudinde Artemis, der som straf sendte en skorpionen for at stikke ham. I en anden version er det Jordens gudinde Gaia, som sendte Skorpionen, efter at Orion havde pralet med, at han kunne dræbe ethvert vildt dyr. Denne fortælling menes at være en af de ældste af de gamle græske myter, og oprindelsen kan ligge i selve himlen, da de to stjernebilleder ligger modsat hinanden, således at Orion går ned mod vest på samme tidspunkt som hans banemand, Skorpionen, står op mod øst.
Figurerne fra den græske mytologi. Læg mærke til Vægten til højre for Skorpionen. I den oprindelige mytologi var det Skorpionens klosakse.
I mangel på klare stjerner i sommerperioden kan man i stedet se lidt på den nærmeste – Solen, som i øjeblikket er inde i en aktiv fase med mange solpletter. Solpletantallet varierer med en cyklus på omkring 11 år, og den igangværende cyklus forventes at toppe her i 2024. Solpletter optræder oftest i par og ses som mørke områder på Solens overflade. De opstår, hvor Solens magnetfeltlinjer bryder gennem overfladen og forhindrer den varme gas fra Solens indre i at stige op. Nogle solpletter består blot i kort tid, medens andre varer adskillige uger. I nogle tilfælde kan man således følge, hvordan en solplet i løbet af omkring 2 uger synes at bevæge sig hen over solskiven i takt med Solens rotation.
Solpletter og magnetfeltlinjer.
Solpletter er i virkeligheden ikke sorte. Solens overfladetemperatur er ca. 5500 grader, medens solpletterne er et par tusinde gradere lavere. En solplet lyser faktisk langt stærkere end fuldmånen, for det er temperaturforskellen, der får dem til at se mørke ud.
Det kræver visse forberedelser at iagttage Solen, for man må naturligvis ikke se direkte på den, og da slet ikke gennem en kikkert eller et teleskop. Med det blotte skal man bruge et par solformørkelsesbriller, og hvis man bruger en kikkert, skal den forsynes med et filter af samme type som sidder i formørkelsesbrillerne. Et sådan filter kan fås som et A4-ark, der kan klippes ud i en passende størrelse og sættes foran kikkertens objektiv – aldrig bag okularet. Ligeledes kan det monteres på et teleskop eller et kamera.
Solen fotograferet af SOHO 28. maj 2024.
I juli forekommer et særligt astronomisk forhold ved Solen, som ikke umiddelbart kan ses med det blotte øje. I lighed med Solsystemets øvrige planeter er Jordens bane elliptisk. Excentriciteten er kun er 0,017, dvs. næsten cirkelformet. Den lille excentricitet betyder, at afstanden mellem Jorden og Solen varierer gennem året. Den største afstand (aphelion) i 2024 er den 5. juli kl. 07:06, hvor afstanden er 152.099.968 kilometer. Under mindste afstand (perihelion) den 3. januar kl. 01:38 var afstanden ”kun” 147.100.632 kilometer. Tidspunktet og afstanden varierer fra år til år pga. tyngdekraftpåvirkninger fra Månen og planeterne og pga. det faktum, at Jorden bruger 365¼ år til et kredsløb om Solen.
Jordens ellipseformede bane. Størrelsesforholdene er ikke korrekte.
Det lyder jo paradoksalt, at afstanden til Solen er størst om sommeren. De der bor på den nordlige halvkugle skulle jo umiddelbart tro, at det var omvendt, men sådan forholder det sig ikke. Årsagen til årstidernes skiften er nemlig, at Jordens akse hælder 23,5° i forhold til baneplanet omkring Solen, og da denne hældning er fast i forhold til rummet, er det skiftevis den nordlige og den sydlige halvkugle, som vender ind mod Solen i løbet af året. Når Jorden befinder sig i den del af sin bane, hvor den nordlige halvkugle vender mod Solen, falder solstrålerne mere lodrette på vore breddegrader, og den ekstra solenergi varmer landjorden, havet og luften op. Et halvt år senere er Jorden nået om på den anden side af Solen, og nu er det den sydlige halvkugle, som vender mod Solen. Derfor er det forår og sommer i Australien, mens vi har efterår og vinter i Danmark.
Et andet forhold, som er knyttet til Solen, er Hundedagene, som varer fra 23. juli til 23. august – altså 30 dage – og hvis man skal tro de mange varsler, der har fulgt dagene lige siden oldtiden, er der i denne periode stor risiko for liv og levned. Hundedagenes navn knytter sig til Sirius, som ikke alene er den klareste stjerne i stjernebilledet Store Hund, men også den klareste stjerne på hele himlen. Da Sirius befinder sig i Store Hund, kaldes den også Hundestjernen, og romerne kaldte dagene caniculares dies. De mente, at de varme dage fik havene til at koge, vinen til at blive sur, hundene til at blive bidske og mennesker til at blive febersyge og hysteriske. Derfor prøvede de at mildne Sirius ved at ofre en hund, når Hundedagene begyndte. Hundedagene begyndte, når Solen gik ind i Løven og derfor stod i nærheden af Sirius. Solen står fortsat i samme område som Sirius på denne årstid, men præcessionen bevirker, at den i vore dage befinder sig i Krebsen den 23. juli. Det er kun astrologerne, som tror, at den befinder sig i Løven.
Solens position den 23. juli.
På kortet over Solens position ved Hundedagenes begyndelse den 23. juli fremgår, at Merkur og Venus ligger til venstre – dvs. mod øst – i forhold til Solen. De to planeter befinder sig således på aftenhimlen, men det fremgår også, at vinkelafstanden mellem Solen og Venus ikke er ret stor. Den 1. juli er den blot 7½°, og den 31. juli er den forøget til 15½°. Den sidste dag i juli går Venus ned 38 minutter efter Solen, så på trods af sin store lystyrke på mag. ÷3,9 vil den være yderst vanskelig at se, især fordi den på grund af Ekliptikas hældning står meget lavt over horisonten.
Det står kun en smule bedre til med Merkur. Den 1. juli er vinkelafstanden til Solen 18°, og den lille planet går ned 1 time efter solnedgang. Ligesom for Venus’ vedkommende står den lavt på himlen, og dens lysstyrke på mag. ÷0,5 er en endnu større udfordring end for Venus’ vedkommende. En lille chance er den 7. juli, hvor det meget tynde segl på nymånen står 2° over Merkur, hvis lysstyrke på dette tidspunkt er faldet til mag. ÷0,2. Brug en prismekikkert for at finde Månen og Merkur, og læg samtidig mærke til jordskinnet på Månen. Merkurs lysstyrke fortsætter med at falde, og under største østlige elongation den 22. er den mag. 0,5. Også i tilfældet med Merkur bevirker Ekliptikas hældning på denne årstid, at forholdene er ugunstige fra nordlige breddegrader.
Merkur og Månen ½ time efter solnedgang den 7. juli. Bemærk Venus ved horisonten mod nordvest.
Saturn står op ½-times tid efter midnat ved månedens begyndelse. Med en lysstyrke på mag. 0,9 bliver ringplaneten dog først synlig, når den er kommet højere op på himlen en times tid senere. Den 24. står Saturn op kl. 23, og ganske få minutter efter står Månen op 1° under Saturn. Set fra dele af Afrika og Asien bliver Saturn okkulteret. Her i Danmark forøges afstanden i løbet af natten, og når de forsvinder ud af syne ved daggry, er den er 3°. I løbet af måneden stiger Saturns lysstyrke til mag. 0,7. På nedenstående skitse af Månen og Saturn er Saturns størrelse overdrevet. Årsagen hertil er, at der skal lægges mærke til Saturns ring, som næsten synes at være forsvundet og kun ses som en tynd streg. Hældningen i synsretningen er blot 2°. Den forøges lidt i de kommende måneder, men herefter bliver den igen mindre, indtil vi ser ringen lige fra kanten i marts 2025.
Saturn og Månen natten mellem den 24. og 25. juli.
Der er endnu mere trængsel på morgenhimlen, hvor Mars, Jupiter og Uranus befinder sig indenfor et forholdsvist snævert område i Tyren. Mars står op som den første. Det er et kvarters tid før kl. 02 i begyndelsen af juli og en times time tidligere sidst på måneden.
Morgenhimlen 15. juli 1½ time før solopgang. Den svage ’stjerne’ lige til venstre for Mars er Uranus.
Mars begynder juli i Vædderen og passerer grænsen til Tyren den 12. I løbet af måneden bevæger den sig ind mellem Plejaderne og Hyaderne og passerer undervejs forbi Uranus, hvor nærmeste afstand er lidt mere end ½° den 15. Mars’ lysstyrke er mag. 0,9 og Uranus’ mag. 5,8. På den lyse sommermorgenhimmel er det nødvendigt at anvende en prismekikkert eller et teleskop. Gennem sidstnævnte vil Mars kunne ses som en meget lille skive på blot 6”. Uranus har kun den halve udstrækning med sine beskedne 3”. Mars har en tydelig rødlig nuance, og når den sidst på måneden nærmer sig Aldebaran, vil planeten og stjernen matche hinanden både i farve og lysstyrke.
Mars, Jupiter og Uranus i juli 2024.
Som det fremgår af skitsen, bevæger Uranus sig meget langsomt, hvilket skyldes dens store afstand fra Solen på 3 milliarder kilometer. Det fremgår også, at Mars bevæger sig hurtigere end Jupiter og næsten når at indhente den i løbet af juli. De to planeter passerer dog først hinanden midt i august.
I begyndelsen af juli står Jupiter op nogle minutter før kl. 03, hvilket er godt et par timer før solopgang. Sidst på måneden står den op umiddelbart efter kl. 01 – næsten 4½ time før solopgang. Lysstyrken er mag. 2, hvilket er mere end rigeligt til, at man på trods af de lyse nætter uden besvær får øje på Solsystemets største planet. Set gennem et teleskop har Jupiter en udstrækning på 35”, og selv om man kun har nogle få timer til rådighed, er det alligevel muligt at se, hvordan de fire store måne Io, Europa, Gamymede og Callisto kredser omkring Jupiter med forskellige hastigheder og af og til passerer enten foran eller bag planeten. Sådanne transitter og okkultationer kan beregnes på forhånd ved hjælp en et planetarieprogram, ligesom det også kan beregnes, hvornår månernes skygge kan ses som en lille sort plet mod Jupiters skydække.
Stjerne-, planet- og månemøde i Tyren 30. og 31. juli.
