Stjernehimlen i februar 2021
Februar er med sine 28 dage årets korteste måned. Den gængse forklaring er, at det skyldes Julius Cæsars kalenderreform i år 45 f.v.t. Her fik seks af månederne 31 dage, og fem fik 30 dage. Der var således 29 dage tilbage til årets sidste måned, som dengang var februar, der fik 29 dage i normale år og 30 dage i skudår. Julius Cæsar lagde desuden selv navn til en måned. Efter hans død i 44 f.v.t. blev måneden quintilis, årets dengang femte måned, omdøbt til juli.
Da Augustus efterfølgende udråbte sig selv til kejser, ville han også have en måned opkaldt efter sig og omdøbte den dengang 30 dage lange sjette måned sextillis til august. Augustus kunne dog ikke acceptere, at hans måned var kortere end Julius Cæsars, så han tog en dag fra februar, der jo i forvejen var kort. Juli og august blev derved lige lange, mens februar mistede den ene af sine 29 dage.
Det er en nærliggende forklaring, som dog ikke er helt sand. Den skyldes munken og astronomen Johannes de Sacrobosco i det 13. århundrede, og den er efterhånden gentaget så mange gange, at den findes i stort set alle opslagsværker. Grunden til februars 28 henholdsvis 29 dage kan i virkeligheden føres omkring 700 år længere tilbage end til Julius Cæsar og Augustus. Dengang var kalenderen baseret på Månen og indeholdt kun 355 dage fordelt på 12 måneder, og den blev reguleret, når månederne kom for meget ud af trit med årstiderne på grund af de manglende ti dage.
Inden romerne fik denne kalender, benyttede de sig af en endnu ældre med ti måneder, der kun omfattede de 304 dage, der var relevante for så- og høstsæsonen. Derudover have månederne forskellige længder fra 20 til 35 dage. Da året senere blev fastlagt til 355 dage, svarende til 12 omløb af Månen, fik det to ekstra måneder, januar og februar, men da lige numre betød uheld, blev månedernes længde fastlagt til fire måneder med 31 dage og syv måneder med 29 dage. For at få det til at passe, så man bort fra det uheldige lige antal, så årets sidste måned, februar, fik de resterende 28 dage. Men der var stor forvirring i kalenderen, fordi skudåret først blev indført af Cæsar, så det var nødvendigt at indskyde en ekstra måned med mellemrum, for at sommermånederne ikke skulle blive til vintermåneder. Årene havde således forskellig længde, hvilket medførte total kaos i kalenderen. For at undgå dette indførte Julius Cæsar den julianske kalender med 365 dage, hvori februar forblev kort og beholdt sine 28 dage bortset fra de 29 dage hvert fjerde år.
Kalenderforvirringen blev imidlertid ikke løst med den julianske kalender, og skudåret var stadig et stort problem gennem de næste mange århundreder, fordi årets længde ikke er præcis 365¼ døgn, men 365,2422 døgn. Og da årets længde ikke præcis er et kvart døgn længere end 365 døgn, er det ikke nok med et skudår hvert fjerde år. Der skal flere korrektioner til. Det problem blev løst, da pave Gregor 13. indførte den gregorianske kalender i 1582. I Danmark blev den dog først taget i brug i 1700 på foranledning af Ole Rømers anbefaling. Det er den vi bruger i dag, og den omgår problemet ved at justere antallet af skudår, så der kun er 97 skudår på 400 år i stedet for 100 efter følgende regel:
Det er skudår, hver gang et årstal er deleligt med 4 (f.eks. 1960, 2012, 2020).
Det er ikke skudår, når et årstal er deleligt med 100 (f.eks. 1700, 1900, 2100).
Det er alligevel skudår, når et årstal kan deles med 400 (f.eks. 1600, 2000, 2400).
Februar i 2021 er en måned næsten uden planeter. De er her naturligvis, men på grund af deres placering på stjernehimlen bliver de med et par undtagelser vanskelige at se. Mere herom senere.
Stjernehimlen ved midnat midt på måneden. Kl. 01 den 1. februar og kl. 23 den 28. februar.
Årets første måneder er et godt tidspunkt til at se den del af Mælkevejen, som strækker sig fra Svanen ved den nordlige horisont og videre herfra gennem Cassiopeia, Perseus, Kusken, Tvillingerne samt Store og Lille Hund. Vinterhimlens Mælkevej er ikke så klar og tydelig som den del, der er fremme i sommermånederne, men til gengæld har vi jo ikke lyse nætter, så himlen er meget mørkere.
Dragens letgenkendelige hoved med stjernebilledets to klareste stjerner Rastaban (β) og Eltanin (γ) er på vej op på nordøsthimlen. Det samme er Vega i Lyren og Deneb i Svanen. De to sidstnævnte er cirkumpolare og er så klare, at de kan ses, selv når de står meget lavt på himlen mod nord. Nordhimlens klareste stjerne, Arcturus i Bootes, står mod øst, og mellem den og Løven ses den temmelig svage Berenices Hår, som på trods af sin lidenhed og svage stjerner indeholder en af himlens største koncentrationer af galakser. Det er imidlertid ikke galakserne, som er mest iøjnefaldende, men derimod den åbne stjernehob Melotte 111, som består af omkring 50 stjerner spredt over et område på 6°-7°, hvilket lige netop passer i størrelse til synsfeltet i en 7×50 prismekikkert. Hoben ligger i en afstand af 280 lysår og er den nærmeste åbne hob efter Hyaderne i Tyren. På grund af den store spredning mellem de enkelte stjerner blev den først identificeret som en stjernehob i slutningen af 1930’erne.
Berenices Hår mellem Bootes og Løven.
Karlsvognen befinder sig næsten lodret over hovedet, og på vesthimlen er Andromeda ved at forsvinde under horisonten. Tyren er også på vej mod horisonten, men det er stadig mulig at få et kig på dens klareste stjerne, Aldebaran, som er et klassisk eksempel på en rød kæmpe. Denne type stjerner er interessante af flere årsager. I modsætning til Solen, hvor det udadrettede strålingstryk fra brintfusionen i dens kerne opretholder balance med den indadrettede tyngdekraft, har en rød kæmpe som Aldebaran opbrugt sin brint i kernen. I stedet finder brintfusionen sted i en skal omkring den inaktive heliumkerne. Eftersom denne inaktive kerne fortsætter med at trække sig sammen, svulmer den omgivne brintskal op, hvilket bevirker, at stjernens ydre lag ekspanderer. Aldebaran har derved udvidet sig så meget, at dens diameter er over 44 gange større end Solens, men dens masse er kun 1,16 gange Solens, så Aldebarans yderste lag er ikke nær så tætte som Solens – vi ville faktisk kalde det vakuum. En følge af udvidelsen og dermed en langt større overflade er, at lysstyrken stiger. Aldebaran har en lysstyrke på mindst 450 gange så meget som Solen.
Aldebaran sammenlignet med Solen.
Aldebaran er dog kun en dværg blandt mange andre røde kæmper.
Den måske mest interessante egenskab ved Aldebaran og lignende røde kæmper er deres temperatur, som giver dem den karakteristiske røde farve. Røde kæmper er forholdsvis kolde, og Aldebaran er ingen undtagelse. Mens Solens overflade er ca. 5500° C, er Aldebaran kun 3700° C. Den røde farve træder tydeligt frem ved sammenligning med andre klare stjerner i nærheden, såsom den blå Rigel i Orion eller den hvidgule Capella i Kusken.
Astronomerne har fundet fem svage stjerner tæt på Aldebaran. Grundige undersøgelser har vist, at en af dem har omtrent samme egenbevægelse og parallakse som Aldebaran og dermed muligvis fysisk bundet til Aldebaran. Konklusionen er imidlertid usikker, da den pågældende ledsagerstjerne er så tæt på den langt klarere primære, at fejlmarginen er for stor til entydigt at bekræfte eller udelukke et reelt fysisk forhold. De øvrige fire stjerner ligger længere væk end Aldebaran og er medlemmer af stjernehoben Hyaderne og er dermed ligesom resten af hyadestjernerne ikke fysisk forbundet med Aldebaran.
I 1993 viste måling af Aldebarans radialhastighed (bevægelse i synsretningen fra Jorden), at Aldebaran udviste en langperiodisk svingning, som kunne tyde på tilstedeværelsen af en exoplanet med en minimumsmasse på 11,4 gange Jupiters og med en omkredsningsperio-de på 643 dage i en afstand fra Aldebaran på 2 AU. I 2019 såede grundigere observationer og analyser tvivl om eksistensen af exoplaneten. Undersøgelserne viser, at Aldebaran enten har 2 exoplaneter eller slet ingen.
Som himlens 14. klareste stjerne er Aldebaran let at finde. Dens udprægede rød/orange nuance er et godt udgangspunkt til at lokalisere Tyrens røde øje på en linje mellem to let genkendelige mærkepæle: Orions Bælte og stjernehoben Syvstjernen. Navnet Aldebaran stammer fra arabisk al Dabaran og betyder ”efterfølgeren”, formodentlig med henvisning til, at den følger efter Plejaderne over himlen. Aldebaran ser ud til at ligge midt i den åbne stjernehob Hyaderne, hvilket dog kun er en illusion, eftersom afstanden til den kun er det halve af afstanden til Hyaderne.
Aldebaran ligger tæt på Ekliptika og bliver derfor periodevist okkulteret af Månen og ved langt sjældnere lejligheder af planeterne. Den seneste serie med Månen gik fra 2015 til 2018, og en ny serie begynder i 2033.
På denne tid af natten er Orion også så småt ved at nærme sig vesthorisonten, og det velkendte vinterstjernebillede går ned inden daggry. Til gengæld er forårsstjernebillederne Løven, Jomfruen og den meget langstrakte Søslangen stået op. Søslangen Hydra er dog kun kommet delvist op over horisonten. Af himlens 88 stjernebilleder er dette areal-mæssigt det største, medens Jomfruen og Store Bjørn indtager de næste to pladser.
Som tidligere nævnt holder planeterne sig mere eller mindre skjulte i denne måned med Mars som undtagelsen. Merkur havde sin største østlige elongation den 23. januar. De følgende aftener forvandt den i aftendæmringen, og i begyndelsen af februar er den kommet så tæt på Solen, at den ikke længere er synlig. Efter konjunktionen med Solen den 8. februar dukker den op på morgenhimlen, men eftersom Ekliptika ligger fladt mod horisonten om morgenen på denne årstid, kommer Merkur kun nogle få grader op over horisonten, inden der bliver for lyst.
Det samme forhold gælder for Venus, Jupiter og Saturn. Venus står hele måneden op så tæt på solopgang, at den trods sin store lysstyrke ikke kan ses i morgengryet. Den 1. februar står den f.eks. op kun 22 minutter før Solen, og den 28. står den op samtidig med Solen. Venus kommer tættere og tættere på Solen, fordi den nærmer sig øvre konjunktion, som finder sted den 25. marts.
For Jupiter og Saturn gælder det modsatte. Vinkelafstanden til Solen bliver større og større, fordi de var i konjunktion med Solen i januar: Saturn den 24. januar og Jupiter den 29. januar. De betyder, at de i begyndelsen af februar fortsat er så tæt på Solen, at de ligesom Venus forsvinder i morgengryet. Først allersidst på måneden finder deres opgang sted så tidligt, at der er en teoretisk chance for at få et glimt af dem – forudsat at man har en fri horisont mod sydøst, og at himlen er fuldstændig klar. Nedenstående tabel viser opgangstidspunkterne for Solen og de omtalte planeter. Bemærk at højden over horisonten henviser til solopgangstidspunktet. Under normale omstændigheder er planeterne alt afhængig af deres lysstyrke kun synlige indtil ½-¾ time før solopgang, og på det tidspunkt står de tættere på horisonten.
Billedserien herunder viser morgenhimlen ved solopgang i februar 2021. På det tidspunkt kan man naturligvis ikke se hverken planeter eller stjerner, så himlen vil se ud som på første billede. De tre følgende viser, hvordan planeterne står i forhold til hinanden og til Solen den aktuelle morgen.
Solopgang. Bemærk at der er tale om en helt flad horisont uden træer, bakker eller bygninger. Et himmellegemes opgang defineres normalt som det tidspunkt, hvor dets centrum står i horisonten. For punktformede stjerner har det ingen betydning, men for Solens og Månens vedkommende dukker den øverste kant op over horisonten et par minutter tidligere på grund af deres udstrækning på ½°.
Solopgang den 6. februar kl. 08:03. Jupiter er tættest på Solen, og Saturn står lige over Venus.
Solopgang den 11. februar kl. 07:52. Jupiter og Saturn har fjernet sig fra Solen, medens Venus er kommet nærmere og passerer under Jupiter. Merkur kan netop skimtes øverst til venstre.
Solopgang den 28. februar 07:13. Venus står op samtidig med Solen, og Merkur står mellem Jupiter og Saturn. Bemærk at Merkurs lysstyrke er blevet større. Som det altid er tilfældet, indleder Merkur sin optræden på morgenhimlen med en svag lysstyrke, der gradvist stiger, indtil planeten igen forsvinder i Solens stråler. Når den efter konjunktionen atter dukker frem på aftenhimlen, foregår det i modsat rækkefølge. Først med høj lysstyrke som derefter gradvist aftager. Den skrå linje er Ekliptika.
Solsystemet set fra ’oven’ med planeternes position den 20. februar. De fremgår tydeligt, at Merkur, Venus, Jupiter og Saturn står næsten på linje, når de betragtes fra Jorden, og at de alle fire befinder sig i det område, som er synligt ved daggry. Kun Mars kan ses om natten.
Uranus og Neptun er ikke med på ovenstående skitse af Solsystemet. De ligger så langt fra Solen, at skitsen skulle være mere end dobbelt så stor for at få dem med, og desuden er begge to for lyssvage til at kunne ses mod det blotte øje, så der skal anvendes en prisme-kikkert eller et lille teleskop.
Neptun befinder sig i Vandmanden og kan kun ses på aftenhimlen i den første halvdel af februar. Herefter kommer den til at stå så tæt på horisonten, at den med en lysstyrke på mag. 7,8 forsvinder i turbulens og tusmørke. Se et kort over området under stjernehimlen i januar 2021.
Det står lidt bedre til med Uranus, som befinder sig i Vædderen. Med en lysstyrke på mag. 5,8 skal der som minimum anvendes en prismekikkert, hvorigennem planeten dog kun kan ses som en lille stjernelignende prik. For at kunne se dens skive kræves et stort teleskop med mindst 100×-150× forstørrelse. I begyndelsen af måneden kan Mars bruges som ledestjerne, idet Uranus står godt 7° længere mod vest end den røde planet. Se et kort over området under stjernehimlen i januar 2021.
Det volder ikke de store problemer at finde Mars, selv om den kun har en lysstyrke på mag. 0,5 og endda taber yderligere i glans i løbet af februar, hvor den ender på mag. 0,9. Den røde planet befinder sig nemlig i et område, hvor alle de omgivne stjerner er betydeligt svagere. Kun den føromtalte Aldebaran i Tyren kan matche den, idet den har en lysstyrke på mag. 0,8. Selvom Aldebaran har næsten samme rødlige nuance som Mars, er der dog begrænset mulighed for at forveksle de to. Aldebaran står støt og roligt midt i Hyaderne, medens Mars i løbet af måneden bevæger sig fra Vædderen ind i Tyren, hvor den slutter måneden omkring 3° under Plejaderne og 14° fra Aldebaran.
Mars i februar 2021.
Siden oppositionen midt i oktober, hvor afstanden mellem Jorden og Mars var 62 millioner kilometer, har de to planeter nu fjernet sig så meget fra hinanden, at afstanden den 1. februar er mere end 180 millioner kilometer, og den vokser yderligere med 40 millioner kilometer i løbet af måneden. Det betyder, at Mars’ skive set gennem et teleskop er svundet så meget, at det er yderst vanskeligt at se detaljer på dens overflade.
Mars’ størrelse under henholdsvis oppositionen og den 28. februar.
Skemaet viser Månens fase dag for dag. Fasen ændrer sig time for time, og Månens udseende i dette øjeblik kan ses på dette link fra NASA: