Stjernehimlen i juni 2024
Juni er den måned på året, hvor vi har de korteste nætter. Solen er kun under horisonten i omkring 7 timer, og tilmed bliver himlen ikke mørk selv midt på natten. ’Midt på natten’ skal i denne forbindelse ikke forstås som midnat. Sommertiden betyder, at den borgerlige tid er én time foran den astronomiske. Astronomisk midnat defineres som tidspunktet for Solens nedre kulmination, dvs. det tidspunkt hvor den står under horisonten præcist mod nord. Dette tidspunkt varierer på samme måde som sand middag gennem året.
Sand middag er det øjeblik, hvor Solen står højest på himlen mod syd. Det er det tidspunkt man aflæser, såfremt man benytter et solur, men da Solen ikke kulminerer på samme tidspunkt overalt i Danmark, bliver det jo noget roderi, såfremt der bruges lokaltid. Danmark strækker sig fra 15°11’55” Ø ved Østerskær ved Christiansø til 08°04’22” Ø ved Blåvands Huk, dvs. en udstrækning i øst-vestlig retning på 7°07’33”. Jorden roterer om sin akse i løbet af 24 timer, og da en hel rotation er 360°, svarer det til 15° pr. time eller 1° på 4 minutter. Det vil med andre ord sige, at der reelt er en tidsforskel mellem Christiansø og Blåvands Huk på 28 minutter og 30 sekunder.
I Danmark er tidszonen derfor fastlagt efter 15. østlige længdegrad, som passerer gennem Bornholm, og derudover bruger vi en middelsoltid. Jordens bane om Solen er ikke cirkulær men derimod elliptisk. Den bevæger sig derfor ikke med en konstant hastighed i sin bane. Keplers 2. lov siger, at en planet bevæger sig langsomst, når den er længst fra Solen, og hurtigst når afstanden er mindst.
Soluret eller sand soltid kommer således ud af trit med den officielle borgerlige tid i årets løb. I begyndelsen af november er det 16-17 minutter foran og midt i februar 14-15 minutter bagefter. Midt i april og midt i juni samt omkring 1. september ville det passe i nogle få dage, såfremt vi ikke havde sommertid. Kun i juledagene er det i overensstem-melse med den korrekte tid – og alt dette gælder tilmed kun for Bornholm. På Fyn går soluret altid for langsomt. Det passer bedst i begyndelsen af november, hvor det i Odense kun er 2 minutter bagefter. Midt i februar er det 33 minutter bagefter, så mon ikke alle er tilfredse med den mere praktiske middelsoltid.
Kurven viser, hvor meget soluret er foran – henholdsvis bagefter – middelsoltiden i årets løb.
Årets længste dag i 2024 er den 20. juni, hvor Solen står op kl. 04:36, står højest på himlen kl. 13:20 og går ned kl. 22:05. Bemærk at de anførte tider gælder for Odense. Som lige nævnt, er der stor forskel på tidspunktet for Solens op- og nedgang og dens kulmination fra andre steder i Danmark.
Den 20. juni er samtidig den astronomiske begyndelse på sommeren, idet sommerens begyndelse er defineret som det øjeblik, hvor Solens midtpunkt når sin højeste stilling på Ekliptika. Det sker kl. 22:51, dvs. efter solnedgang i Danmark. Herefter begynder dagene igen at blive kortere, og dette fortsætter, indtil vi når vintersolhverv den 21. december. Det går heldigvis langsomt i begyndelsen. På året længste dag er Solen oppe i 17 timer og 29 minutter. Inden månedens udgang er dagen kun aftaget med 5 minutter.
Den nordlige del af himlen ved astronomisk midnat midt i juni. Bemærk Capella lige mod nord.
De korte lyse nætter betyder, at der kun er få synlige stjerner på himlen. Mod nord er det i praksis kun Capella i Kusken, som gør sig bemærket. Selv Karlsvognens og Cassiopeias letgenkendelige stjerner kan være vanskelige at finde. Til gengæld er det ved at være højsæson for lysende natskyer, som er et særpræg på nordhimlen på netop vore breddegrader. Skyerne lyser med et blåligt skær og kan normalt ses i nogle uger på hver side af midsommer. Da de optræder på nordhimlen og oftest lavt over horisonten, er det nødvendigt at finde et observationssted med frit udsyn mod nord.
Lysende natskyer kan ikke ses hver nat og er kun synlige, når der er blevet mørkt nok til, at de klareste stjerner kan ses, dvs. et par timer efter solnedgang. De kan være synlige adskillige timer og blegner og forsvinder gradvist igen nogle timer før solopgang. Hold især øje med Capella, fordi den står lavt på nordhimlen om sommeren, og netop denne stjerne er et gennemgående træk på mange af de billeder, som bliver taget af lysende natskyer.
Lysende natskyer. Læg mærke til Capella yderst til højre.
Himlen mod syd ved astronomisk midnat midt i juni.
Her om sommeren er der kun fem synlige stjerner klarere end mag. 1,5. Det er Deneb på mag. 1.3, Vega mag. 0.0, Altair mag. 0.8, Arkturus mag. 0.0 og endelig Capella på nordhimlen med mag. 0.1 De tre førstnævnte danner tilsammen den velkendte Sommertrekant.
Ganske vist er også Spica i Jomfruen og Antares i Skorpionen synlige. Begge har mag. 1,0. Spica står lavt i vestlig retning efter solnedgang og går tidligt ned, medens Antares står så lavt på himlen mod syd, at dens lys bliver svækket af Jordens atmosfære. Antares er i øvrigt variabel med en uregelmæssig og uforudsigelig periode på adskillige år. Lysstyrken kan svinge mellem mag. 0,6 og mag. 1,6.
Nattehimlen omkring astronomisk midnat ved sommersolhverv. Kortet her er mere realistisk end de to foregående, idet det kun viser stjerner ned til mag. 4. De to andre viser stjerner ned til mag. 6. Så svage stjerner kan ikke ses i de lyse nætter. Læg mærke til genskæret fra Solen ved horisonten mod nord.
Syv af Solsystemets otte planeter ligger i begyndelsen af denne måned langs Ekliptika på morgenhimlen. I rækkefølge fra Solen er det mod højre Venus, Jupiter, Merkur, Uranus, Mars, Neptun og Saturn. Derudover kan også Månen ses i samme område af himlen. Den 8. planet, som ikke er nævnt, er Jorden, men den kan man jo se ved at kigge ud på horisonten eller ned mod sine fødder.
Planeternes stilling ved solopgang den 1. juni. Stjernerne kan naturligvis ikke ses.
Som det fremgår af skitsen, befinder Venus sig så tæt på Solen, at den ikke kan ses. Det samme er tilfældet for Jupiter og Merkur, og Mars er med en lysstyrke på mag. 1,2 ligeledes vanskelig at se på den lyse morgenhimmel. Uranus og Neptun kræver som altid mindst en prismekikkert for at kunne ses. Det efterlader Månen og Saturn som de eneste, man umiddelbart lægger mærke til. Saturn har ganske vist samme lysstyrke som Mars, men en time før solopgang står den i en højde på lidt mere end 10° over horisonten, medens de øvrige planeter står endnu lavere.
Dette gælder for danske breddegrader. På denne årstid ligger Ekliptika fladt langt horisonten om morgenen på den nordlige halvkugle. Hvis vi i stedet tager en tur syd for Ækvator, er situationen den omvendte. Her vender det hele modsat, så Ekliptika står stejlt mod horisonten.
Morgenhimlen ved solopgang den 1. juni i Sydafrika.
De, som er fortrolige med stjernehimlen, kan på kortet fra Sydafrika genkende Orion, som lige netop står i horisonten til højre for Solen. Orions Bælte er let genkendelig, men den klare stjerne i venstre hjørne er ikke Betelgeuze, som man umiddelbart skulle tro. Det er Rigel, som fra danske breddegrader udgør den ene af Orions fødder. Fra den sydlige halvkugle vender det hele som nævnt på hovedet, så her står Orion med fødderne opad. Læg også mærke til, at Ekliptika og dermed planeterne og Solen går mod venstre. Her i Danmark er vi vant til, at Solen bevæger sig mod højre og står højest på himlen mod syd. På den sydlige halvkugle bevæger den sig mod venstre og står højest på himlen mod nord.
Orion set fra den nordlige og den sydlige halvkugle.
Inden der ses nærmere på Saturn, følger her en kort omtale af de øvrige (mere eller mindre usynlige) planeter på morgenhimlen i rækkefølge fra Solen. Venus er øvre i konjunktion den 4. juni kl. 16:03 UT, svarende til kl. 18:03 dansk sommertid. Øvre konjunktion betyder nærmere bestemt, at Venus passerer bag Solen, hvilket skal ses i modsætning til nedre konjunktion, hvor Venus står mellem Solen og Jorden og i meget sjældne tilfælde passerer direkte foran solskiven. Seneste en sådan venuspassage fandt sted var i 2012, og næste gang bliver i 2117.
Den 4. juni passerer Venus direkte bag Solen. Nedre konjunktioner sker én gang i hver synodiske cyklus på ca. 584 døgn, men da Venus’ bane hælder 2,64° i forhold til Ekliptika, passerer planeten de fleste gange enten over eller under Solen. Venus afslutter således sin optræden på morgenhimlen og dukker op på aftenhimlen i løbet af efteråret. Venus har dog været ude af syne de sidste par måneder, og det varer endnu et godt stykke tid, før den igen bliver synlig om aftenen.
Venus’ passage bag Solen. Venus er skjult i næsten 45 timer.
Venus befinder sig under konjunktionen på den modsatte side af Solen, og afstanden vil være 1,74 AU (omkring 260 millioner kilometer) fra Jorden. Hvis den kunne ses, ville den være fuldt belyst og have en udstrækning på blot 9,6 buesekunder, hvilket skal ses i sammenligning med de maksimale 68 buesekunder, som kan forekomme under de mest gunstige nedre konjunktioner, hvor afstanden blot er 0,25 AU (omkring 38 millioner kilometer).
Venus udstrækning i forhold til Solen under konjunktionen. Venus er 9,6”, og Solen er 31’31”.
Jupiter var i konjunktion den 18. maj. Den 1. juni er vinkelafstanden mellem den og Solen så lille, at Jupiter på trods af sin lysstyrke på mag. ÷2 forsvinder i daggryet. I løbet af måneden forøges vinkelafstanden fra 10° den 1. juni til 31° den 30. juni, og på månedens sidste morgen står Jupiter op knap 2 timer før Solen, hvilket vil sige umiddelbart før kl. 03.
Den 4. juni bytter Jupiter og Merkur plads. De to planeter står ½° fra hinanden i en afstand på 12° fra Solen, og med Merkurs lysstyrke på mag. ÷1,1 og Jupiters på mag. ÷2 er det nødvendigt at anvende en prismekikkert for om muligt at få øje på dem meget lavt på himlen før solopgang. Den følgende morgen er Merkur endnu vanskeligere at se, og afstanden mellem de to planeter er forøget til 1¼°, hvilket især skyldes, at Merkur er kommet tættere på Solen, idet den nærmer sig konjunktionen, som finder sted den 14. juni. Herefter bevæger Merkur sig om på aftenhimlen, hvor den dog først bliver synlig allersidst på måneden. Største østlige elongation finder sted den 22. juli.
Den 1. juni kommer Mars op over horisonten omkring 1½ time før solopgang. Mars befinder sig i et forholdsvist stjernefattigt område i Fiskene, og i løbet af måneden bevæger den sig ind i den sydlige del af Vædderen, som ligeledes består af forholdsvis svage stjerner. Med en lysstyrke på mag. 1,1 er Mars således det klareste objekt i området. Den 3. juni står det smalle segl på den aftagende måne 3½° til venstre for Mars og fungerer som vejviser til den røde planet. Brug en prismekikkert, idet både Månen og Mars kan være indenfor en prismekikkerts typiske synsfelt på 6°-7°.
Mars og Månen den 3. juni en time før solopgang. Den stiplede linje ligger 5° over horisonten.
Ved udgangen af måneden står Mars op 2½ time før Solen. At forskellen ikke bliver større skyldes, at Mars i månedens løb ligesom Solen bevæger sig mod øst i forhold til baggrundsstjernerne. Mars’ bevægelse fører den 21° længere frem langs Ekliptika, medens Solens tilsyneladende bevægelse i samme tidsrum er 28°.
Solens og Mars’ baner i juni.
Set fra Jorden befinder Mars sig på den modsatte side af Solen, Afstanden til den er omkring 270 millioner kilometer, så gennem et teleskop har den lille planet kun en udstrækning på 5”, hvilket praktisk talt gør det umuligt at skelne detaljer på dens overflade. Der er mere end ½ år til oppositionen, så Mars vil i de kommende måneder både blive klarere og vokse i tilsyneladende størrelse. Den kommende opposition finder sted den 16. januar 2025, men bliver en af de ugunstige, hvor marsskiven blot får en udstrækning på 14,5”.
Uranus har en lyssstyrke på mag. 6 og Neptun mag. 8. De vi derfor begge stort set være umulige at se under de lyse nætter i juni. Muligheden foreligger først uden større problemer, når de lyse nætter så småt er ved at være overstået ved overgangen til august.
I stedet kan vi vende blikket mod Saturn. Ringplaneten befinder sig i den østlige del af Vandmanden, og med en lystyrke på mag. 1 er den det klareste punktformede objekt i området. Den 1. juni står Saturn op kl. 02:30, og den 30. juni sker det allerede kl. 00:40. Saturn bevæger sig kun meget lidt i forhold til baggrundsstjernerne. Det drejer sig blot om godt ½° mod øst, inden den når sit stationære punkt den 30. juni, hvorefter den begynder at bevæge sig retrogradt forud for den kommende opposition i begyndelsen af september.
Saturn kan uden større problemer ses med det blotte øje, men den største oplevelse er naturligvis at se den gennem et teleskop, for de berømte ringe kan kun ses ved hjælp af optiske hjælpemidler, og dette skal endda tages med et stort forbehold i øjeblikket. I juni 2024 ses Saturn under en synsvinkel på 17”, og ringen spænder over næsten 40”. Ringen hældning i forhold til synsretningen er imidlertid blot 4°, hvilket betyder, at den ses som meget fladtrykt. Der er mindre end ét år til, at synsretningen fra Jorden i marts 2025 er sammenfaldende med ringplanet. Ringen ses da lige fra kanten og er stort set usynlig, fordi den kun er nogle få kilometer tyk.
Saturn fotograferet af Hubble Space Telescope i 1996.
Ringene ses fra kanten to gange i løbet af Saturns 29½ års omkredsning af Solen, og to gange i samme periode ses de under den største hældning på 27°. Når ringplanet vender mod Jorden, vil man kunne iagttage, hvordan en lille håndfuld af de klareste Saturns i alt 146 måner passerer ind foran og bag Saturns skive – præcist som man kender det med transitter og okkultationer af Jupiters fire store måner. Saturns måner er imidlertid ikke særlig store – den eneste som kan sammenlignes med Jupiters fire galilæiske er Titan, som dermed er den, som kaster den største skygge. På grund af Saturns større afstand fra Jorden, ses skyggen dog kun som en meget lille plet.
Titan bruger 16 døgn til en tur rundt om Saturn. Titan bliver okkulteret af Saturn den 6/6 og 22/6, og er i transit den 14/6 og 30/6. Desværre sker det i alle fire tilfælde i dagtimerne set fra danske reddegrader.
Saturn i de tidlige morgentimer den 14. juni og ved middagstid samme dag. De tre øvrige måner er i rækkefølge fra venstre Rhea, (Titan), Thetys og Dione.
Fuldmånen betragtes med blandede følelser. Når der er fuldmåne, udsletter dens lys alt andet. Galakser, tåger, kometer – alle lyssvage objekter forsvinder. En langtidseksponering i nætterne omkring fuldmåne fra et sted uden generende lysforurening viser faktisk, at himlen er blå som om dagen, fordi Månens lys jo blot er tilbagereflekteret sollys. Men på trods af disse forhold bliver Månen som regel set på med glæde, fordi den er et velkendt syn, og fordi den gennem et teleskop har de bedste detaljer af samtlige himmellegemer.
Forholdene var noget anderledes for blot hundrede år siden, hvor gadebelysningen ikke var nær så udbredt i byerne, og en stor del af befolkningen tilmed boede på landet. En klart lysende måne tillod, at man kunne færdes sikkert udendørs om natten, medens dagene omkring nymåne var mere usikre. Begrebet høstmånen stammer fra denne tid, hvor landmanden om efteråret kunne fortsætte høstarbejdet efter solnedgang ved fuldmånens lys.
Månen betød virkelig noget, selvom den stadig var en forholdsvis ukendt verden. Selv de bedste teleskoper kunne ikke afsløre, hvad der gemte sig mellem kraterne og bjergene. Månens størrelse og afstand bevirker, at en opløsning på ½” nogenlunde svarer til en kilometers udstrækning på dens overflade. På en klar nat med gode observationsforhold kunne man derfor ikke gøre sig håb om at kunne skelne detaljer mindre end 1000 meter.
En ting kan alle dog iagttage med det blotte øje: Månens bevægelse og faseskift. Alene af den grund forbliver Jordens eneste naturlige drabant et fascinerende objekt, som kan følges uden særlige hjælpemidler. Vi må ikke glemme, at grækerne bestemte afstanden til Månen for mere end 2000 år siden udelukkende ved observationer med det blotte øje.
En udbredt forestilling er, at Månen kredser om Jorden. Det gør den ganske vist også, men virkeligheden er, at Jorden og Månen kredser omkring et fælles tyngdepunkt. På grund af masseforholdet, hvor Månen vejer 1/81 af Jorden, vil det fælles tyngdepunkt ligge meget nærmere Jorden. Faktisk ligger det under Jordens overflade, men det befinder sig dog ikke i dens centrum. Det ligger et par tusinde kilometer under overfladen og i en retning, der altid ligger på linie med Månens og Jordens centre.
Et synligt bevis på Månens indflydelse ses tydeligt, når man her om sommeren holder ferie ved havet. Tidevandet skyldes for størstedelen Månen, medens en mindre del skyldes Solen. En langsigtet og ikke umiddelbar synlig sideeffekt ved tidevandet er, at Månen langsomt bliver skubbet længere ud i sin bane. Det drejer sig om knap 4 centimeter om året, så siden Armstrong og Aldrin tog One small step for 55 år siden, er der blevet et par meter længere derop. Den lille afstandsforøgelse betyder faktisk, at Månen aldrig vender tilbage til samme punkt i sin bane, der i stedet bliver spiralformet med større og større vindinger. Ganske vist svinger afstanden omkring en gennemsnitsværdi på grund af perturbationer fra Solen og de øvrige planeter, men overordnet bliver afstanden større og større, hvilket længe har stået klart, og som endeligt blev bekræftet af laserreflektorerne efterladt af Apollomandskaberne. Månens baneforløb er således en yderst kompliceret affære at holde styr på.
Månens bane er ligesom de øvrige måners og planeters i Solsystemet elliptisk. Dens afstand fra Jorden svinger mellem 356.400 og 406.700 kilometer (+ de 4 centimeter), hvilket naturligvis har betydning for dens tilsyneladende størrelse, som varierer mellem 29′ 26″ og 33′ 30″. Med det blotte øje er det dog stort set umuligt at se forskel, så de seneste års hype om supermånen og mikromånen skal tages med et stort gran salt. Den “kæmpestore fuldmåne” i horisonten er et synsbedrag, som intet har med den virkelige størrelse at gøre. Kun under en solformørkelse er det tydeligt, at Månen varierer i tilsyneladende størrelse, når formørkelsen enten er ringformet eller total.
”Supermåne” og ”mikromåne”.
Solformørkelse, total og ringformet.
Månen er det eneste himmellegeme, som tilsyneladende tilbagelægger sin egen diameter i løbet af én time. Den er 3476 kilometer i diameter, og da dens gennemsnitlige hastighed omkring Jorden er 3680 kilometer i timen, er det forholdsvis nemt at beregne, hvor den vil befinde sig resten af natten i forhold til baggrundsstjernerne. Dette forklarer også, hvorfor sol- og måneformørkelser tager omkring en time fra første kontakt til selve totaliteten.
Fuldmånen lyser ca. 450.000 gange mindre end Solen. Når den står lige i syd og derfor højest på himlen, er den imidlertid lidt klarere, fordi den da er en anelse nærmere end ved op- og nedgang. Desuden skal dens lys ikke passere gennem så tæt en del af atmosfæren som nærmere horisonten.
Og som rosinen i pølseenden kredser Månen ikke i Jordens ækvatorplan som de fleste andre større måner i Solsystemet. Vores måne ignorerer det faste mønster og kredser i stedet i nærheden af samme plan, som planeterne kredser omkring Solen. Dette baneplan kendes også som Ekliptika, og Månens hældning mod ekliptikaplanet er godt 5°, hvilket betyder, at Månens bane krydser Ekliptika i to knudepunkter, og at den halvdelen af tiden befinder sig højere end Ekliptika og den anden halvdel lavere. Knudepunkterne foretager en hel omgang på 18,61 år, hvilket får afgørende betydning for Månens højde på himlen.
I løbet af denne 18,61 års periode vil Månen i nogle af årene befinde sig 5° over Ekliptika, hvor denne er højest på himlen, og samtidig 5° under, hvor den er lavest. Set fra Odense kan Solen opnå en maximal kulminationshøjde på 58° ved sommersolhverv, og dens kulmniation ved midvinter er på 11°, og som bekendt er Solens bane det samme som Ekliptika. I de ekstreme tilfælde vil vi derfor kunne opleve, at Månen vil kulminere i en højde på helt op til 63° midt i december. Tests har vist, at mange mennesker har svært ved at udpege punktet lodret over hovedet. Når nakken lægges tilbage, og balancesystemet sættes lidt ud af funktion, vil mange opfatte en højde på 65°-75° som værende zenith. For disse vil Månen derfor stå lige over hovedet, når den kulminerer i den nævnte højde.
Positionen i forhold til Ekliptika betyder også, at Månen kun kulminerer nogle få grader over den sydlige horisont i Skytten i de ekstreme tilfælde, hvilket netop forekommer under fuldmånen den 22. juni i år. Månen står den 21. juni op kl. 22:37 og kulminerer kl. 01:16 i en højde på 5½° over horisonten, hvilket er det halve af Solens kulminationshøjde ved vintersolhverv. Det nøjagtige tidspunkt for fuldmåne er kl. 03:07, og nedgangen finder sted kl. 03:55.
Månen vil således kun være over horisonten i godt 5 timer, så det bliver et kortvarigt visit af midsommerfuldmånen. Månen når knap nok at komme op over den tætteste del af atmosfæren, og den lave højde over horisonten får den til at se større ud end normalt på grund af det omtalte synsbedrag. I løbet af den korte midsommernat vil Jordens ledsager således vise sig som en stor rød/orange skive mellem træer og andre landskabskonturer langs den sydlige horisont.
Fuldmånens bane den 21.-22. juni.
Skitse af Månens kulmination 5½° over Odense ved en teoretisk 0-horisont den 22. juni 2024 kl. 01:16. Bemærk at Månen ikke ser større ud, hvis man fotograferer den med et normalobjektiv. Det er kun øjnene og hjernen, som lader sig snyde af måneillusionen. Brug zoom eller et teleobjektiv.
Månens aktuelle fase: https://svs.gsfc.nasa.gov/5187/