Normalt er Merkur svær at se, fordi den altid befinder sig så tæt på Solen, at den kun nogle få gange om året kan ses som et stjernelignende objekt på en tusmørkebelyst morgen- eller aftenhimmel. I denne måned er der imidlertid mulighed for at se Solsystemets inderste planet på daghimlen – ikke som en lysende prik, men som en kulsort skive. Den 11. november forekommer der nemlig en forholdsvis sjælden astronomisk begivenhed – en merkurpassage. I indeværende århundrede forekommer der 14. En merkurpassage er i bund og grund det samme som en solformørkelse; blot er det ikke Månen, som skygger for Solen, men planeten Merkur. Selv om Merkur er større end Månen, er den imidlertid så langt fra Jorden, at den slet ikke kan dække for Solen, men blot ses som en lille sort plet, der ganske langsomt bevæger sig hen over solskiven. Pletten er for lille til at kunne ses med det blotte øje, hvorfor det er nødvendigt at anvende et teleskop eller evt. en prismekikkert som er forsynet med særlige filtre til soliagttagelser.

Merkurpassager kan kun finde sted, når planeten er i eller tæt på sin opstigende eller nedstigende knude. Merkurs bane hælder 7° i forhold til Ekliptikas plan, så den passerer dette plan to gange under hvert omløb. Knudepunkterne er de to steder, hvor banen krydser Ekliptika, og for at en merkurpassage kan forekomme, skal Merkur befinde sig det sted i sin bane, hvor den ses i samme retning som Solen, dvs. i nedre konjunktion. På grund af den store afstand til Merkur er der et lille spillerum på 2° på hver side af knudepunkterne. Linjen mellem knudepunkterne går gennem Solen og kaldes for knudelinjen. Knudelinjen bevarer sin stilling i forhold til stjernerne næsten uændret gennem lange tidsrum, og som forholdene er i øjeblikket, kan en merkurpassage kun finde sted i begyndelsen af maj (nedstigende knude) eller i begyndelsen af november (opstigende knude).

Merkurpassager forekommer med regelmæssige mellemrum. Passagerne i november finder sted med 7, 13 og 33 års mellemrum, medens passagerne i maj sker i intervaller på 13 og 33 år. Merkurpassager i november er hyppigere end passager i maj, men til gengæld varer passagerne i maj længere tid end passagerne i november. Det skyldes, at Merkur er tæt på aphelion (længst fra Solen) ved denne tid og derfor bevæger sig langsomt i sin bane omkring Solen. Den længstvarende passage i maj er på knap 9 timer, hvilket forekommer ved en central passage, dvs. hvis Merkur passerer gennem midtpunktet af solskiven. I modsætning hertil er Merkur tæt på perihelion (tættest på Solen) i november og bevæger sig hurtigt i sin bane, så passagerne i november er typisk et par timer kortere end i maj. Når Merkur er i perihelion, er afstanden til Jorden større end under aphelion, hvilket betyder, at Merkur under novemberpassagerne kun har en tilsyneladende diameter på 10”. Under passagerne i maj er den tilsyneladende størrelse på 12”. Til sammenligning havde Venus en størrelse på 58” under den seneste venuspassage i juni 2012.

Den første, som forudsagde en merkurpassage, var den berømte matematiker og astronom Johannes Kepler. Da Kepler havde færdiggjort sine tre love for planeternes bevægelse i 1619, blev det muligt at beregne planeternes positioner med langt større nøjagtighed end tidligere. I 1627 udgav han De Rudolfinske Tavler, Tabulae Rudolphinae, som indeholdt en lang række tabeller over planeternes positioner. Kepler havde bl.a. beregnet, at Merkur ville passere foran Solen den 7. november 1631, og at Venus ville gøre det samme en måned senere. Kepler døde den 15. november 1630 og nåede således ikke selv at opleve de forudsagte merkur- og venuspassager.

Teleskopet var blevet opfundet 20 år tidligere og var allerede taget i brug af mange astronomer i Europa. Kepler havde anbefalet, at projicere et billede af Solen på et stykke hvidt papir eller at benytte et simpelt camera obscura, såfremt et teleskop ikke var til rådighed. Da det kom til stykket, lykkedes det imidlertid kun ganske få astronomer at observere passagerne, hvilket hovedsagelig skyldes dårlige vejrforhold, og det viste sig, at venuspassagen slet ikke var synlig fra Europa. Der foreligger således kun én brugbar observation af merkurpassagen i 1631. Den blev foretaget af den franske filosof og astronom Pierre Gassendi og offentliggjort i dennes bog Mercurius in sole visus i 1632.

Interessen for disse passager var naturligvis stor, idet sådanne fænomener aldrig tidligere var blevet observeret. Gassendis observatorium lå i Paris, og dets instrumenter var meget primitive set med vore dages øjne. Han havde ikke et pålideligt ur af den simple årsag, at et sådant ikke fandtes på dette tidspunkt, og hans observation af merkurpassagen foregik ved at lade Solen skinne gennem et lille rundt hul i væggen, så det dannede et billede på 20-25 cm på en hvid skærm i rummets anden ende.

For at måle positioner og vinkler satte Gassendi en gradopdelt cirkel på skærmen, således at cirklen faldt præcist sammen med billedet af Solen. For at bestemme tidspunkterne for Merkurs ind- og udtræden af solskiven blev en assistent stationeret uden for med en stor kvadrant. Hans opgave var at observere Solens højde, når Gassendi gav tegn ved at trampe i gulvet. Derved kunne Gassendi bestemme tiden, fordi Solens højde over horisonten hænger nøje sammen med tidspunktet på dagen.

I dag kan astronomiske forudsigelser beregnes præcist på sekundet. Keplers planettabeller var de mest pålidelige, astronomerne nogensinde havde haft, men Gassendi følte alligevel en vis usikkerhed, så han begyndte at se efter den forventede merkurpassage to dage før Keplers forudsagte dato. Den 5. november regnede det, og den 6. var der overskyet næsten hele dagen. Om morgenen den 7. så det lige så dystert ud. Gassendi fortsatte utrætteligt men frygtede samtidig, at passagen måske allerede var overstået. Omkring kl. 8 begyndte Solen så småt at vise sig gennem skyerne, men tåge og dis forhindrede en tilfredsstillende observation, og først omkring kl. 9 blev Solen klart synlig i korte øjeblikke.

Gassendi fik rettet billedet af Solen ind på skærmen og fik straks øje på en lille sort plet. Pletten var meget mindre, end han havde forvent, og han kunne ikke tro, at det var Merkur. I 1631 kendte astronomerne ikke afstanden til planeterne og heller ikke deres størrelse. Kepler antog, at Venus ville have en størrelse på 7 bueminutter, og at den tilsvarende størrelse for Merkur ville være omkring 2½ bueminut.

I stedet antog Gassendi det for en solplet og udmålte omhyggeligt dens position, så han kunne bruge den som referencepunkt, såfremt han skulle være så heldig at se merkurpassagen. Kort efter blev han imidlertid overrasket over at se, at pletten havde flyttet sig. Selvom bevægelsen var for hurtig til en almindelig solplet, syntes den lille størrelse ikke at pege på, at det faktisk var Merkur. Gassendi var derfor stadig usikker, men hver gang Solen lyste gennem skyerne, var det tydeligt, at pletten langsomt bevægede sig væk fra sin oprindelige position.

Enhver tvivl forsvandt, og Gassendi indså, at hans tålmodighed blev belønnet. Han trampede derfor i gulvet som et signal til sin assistent om at måle Solens højde. Den troløse mand, hvis navn er blevet glemt af historien, var imidlertid blevet træt af den forgæves ventetid og havde forladt sin post. Gassendi fortsatte sine observationer, og heldigvis lykkedes det at finde assistenten og få ham tilbage hurtigt nok til at måle solhøjden, så Gassendis observation kunne dokumentere de Rudolfinske Tabellers pålidelighed.

Merkurpassager kan egentligt ikke bruges til noget praktisk. I 1663 foreslog den skotske astronom James Gregory at anvende venus- og merkurpassager til bestemmelse af den astronomiske enhed. De mange efterfølgende observationer gav imidlertid lige så mange forskellige resultater, som der var observatører. Edmond Halley påviste i 1716, at afstanden til Merkur er for stor til at give en pålidelig parallaksemåling. Han foreslog i stedet at benytte Venus, næste gang en af de sjældne venuspassager ville forekomme. Ifølge hans beregninger kunne metoden fastlægge afstanden fra Jorden til Solen med en fejlmargen på kun 0,2%. Chancen kom i 1761 og i 1769. England og Frankrig var på den tid de førende nationer i Europa, både politisk og videnskabeligt og var i 1761 midt i Syvårskrigen, men alligevel kom der et vist samarbejde i stand mellem de to nationer, og det lykkedes at udsende en række ekspeditioner til så fjerne destinationer som St. Helena, Sumatra og Sibirien.

I 1768 blev James Cooks sendt på en jordomrejse for at observere venuspassagen fra Tahiti i 1769. Efter venuspassagen fortsatte Cook sit togt og udførte en omfattende og bemærkelsesværdig nøjagtig undersøgelse af New Zealands og det østlige Australiens kystlinie. I år er det således 250 år siden, at mange af disse dengang for europæerne ukendte områder skiftede status fra Terra Incognita til europæiske kolonier. De oprindelige maorier på New Zealand har boykottet festlighederne i anledning af jubilæet, men det er en helt anden historie. Det blev for øvrigt en lang tur, for Cook vendte hjem via Kap det Gode Håb og ankom først til i England i 1771.

I Odense begynder passagen kl. 13:35:31, og i modsætning til passagen i 2016 kan hele forløbet ikke ses fra Danmark, idet Solen går ned umiddelbart før Merkur er kommet længst ind på solskiven.

Bemærk at tidspunktet for merkurpassagens begyndelse, eller 1. kontakt (kl. 13:35:31) er defineret som det tidspunkt, hvor planetens skive netop berører Solens skive. 1. kontakt kan derfor ikke ses. Nogle få sekunder senere bemærker man et lille indhak i Solens rand, og de følgende 1 minut og 41 sekunder bliver indhakket større og større, indtil 2. kontakt, som er det tidspunkt, hvor Merkur igen lige netop berører Solens rand, men denne gang på indersiden af skiven og således kan ses i sin helhed.

Hele passagen varer knap 5½ time, men som nævnt kan vi fra Danmark kun følge omkring halvdelen, idet Solen går ned, inden Merkur er kommet længst ind på solskiven, hvilket er lidt ærgerligt, idet der er tale om en næsten central passage, hvor Merkur passerer kun 1’16” fra solskivens midtpunkt. Næste gang den kommer endnu tættere på bliver i november 2190.

Bemærk at Merkur passerer Solen fra venstre mod højre. Afhængig af det optiske system vender et astronomisk teleskop imidlertid ofte billedet omvendt, så det er en god ide at undersøge det anvendte teleskop i forvejen, så man ved præcist, hvordan det vender billedet. Bemærk også, at Merkur er meget lille. Den lille sorte plet spænder over 10”, medens Solens størrelse er 1939”, og endnu engang understreges det, at man naturligvis kun må anvende et teleskop eller en prismekikkert med særlige filtre til soliagttagelser.

De næste tre merkurpassager er alle synlige fra Danmark. Den første finder sted lørdag den 13. november 2032, og den følgende, som forekommer i 2039, finder ligeledes sted i november – nærmere bestemt mandag den 7. Den sidste af de tre nævnte finder sted fredag den 7. maj 2049. Til sammenligning forekommer næste venuspassage lørdag den 11. december 2117. Denne passage kan desværre ikke ses fra Danmark, idet den begynder kl. 01:57:27 UT og varer indtil kl. 07:45:44 UT. På det tidspunkt er det nat på vore breddegrader. Hvis man ikke vil rejse efter det, kommer chancen dog igen allerede den 8. december 2125. Det er også en lørdag, og denne dag begynder venuspassagen kl. 14:21:57.

Merkur er ekstremernes planet. Det er Solsystemets mindste planet. Det er den planet, som kredser tættest på Solen. Det er den planet, som har den mest elliptiske bane, og det er den planet, som har det største temperaturudsving mellem dag og nat. Merkur er opkaldt efter gudernes sendebud, og da den er en af de fem planeter, som kan ses med det blotte øje, har den spillet en stor rolle i mytologien i alle kulturer.

På samme måde som de øvrige planeter, som kan ses med det blotte øje, har Merkur været kendt, siden vores forfædre begyndte at interessere sig for himlens fænomener. De tidligst kendte optegnede observationer af Merkur er fra Mul-Apin tavlerne. Disse observationer stammer fra omkring det 4. århundrede f.kr. Babylonierne kaldte planeten Nabu efter gudernes budbringer i deres mytologi.

Grækerne troede, at der var tale om to forskellige planeter og kaldte den Apollon, når den var synlig før solopgang og Hermes, når den viste sig på himlen efter solnedgang. Senere blev de klare over, at der var tale om den samme planet, hvorefter de udelukkende kaldte den Hermes. Også i den græske mytologi var Hermes gudernes rapfodede budbringer. Romerne havde de samme guder som grækerne, blot med andre navne, og i den romerske mytologi hed budbringeren Merkur.

En vedholdende legende siger, at Copernicus aldrig så Merkur på grund af tåge og dis fra floden Vistula, som løber gennem hans hjemby Torun i Polen. Historien er sandsynligvis ikke sand, idet Copernicus tilbragte adskillige år i Italien, hvor forholdene er væsentligt bedre. Sandt er det dog, at Merkur aldrig er særlig fremtrædende, og mange mennesker har aldrig set den lille planet, men når den først er fundet i morgen- eller aftendæmringen, er den dog forbavsende lysstærk. Faktisk kan den blive klarere end samtlige stjerner med undtagelse af Sirius. Problemet er, at den aldrig ses på en helt mørk himmel og derfor som oftest forsvinder på den tusmørkebelyste himmelbaggrund.

Med en diameter på 4880 kilometer og en masse på 3,3022×1023 kg er Merkur kun lidt større end Jordens måne. Den er mindre end Jupiters måne Ganymede og Saturns måne Titan, men til gengæld er dens massefylde den næsthøjeste af alle planeterne. Med en massefylde på 5,427 g/cm3, bliver den kun overgået af Jordens 5,515 g/cm3.

Den første, som så Merkur gennem et teleskop, var Galileo Galilei. Han havde opdaget Venus’ faser, men hans teleskop var ikke godt nok til at vise de tilsvarende faser hos Merkur. I 1631 foretog Pierre Gassendi den første observation af en merkurpassage, som var blevet forudsagt af Kepler, og i 1639 var teleskoperne blevet så gode, at den italienske astronom Giovanni Battista Zupi som den første påviste, at Merkur har faser ligesom Venus. Disse observationer beviste, at Merkur kredser om Solen, og de gav det endelige bevis på, at Copernicus’ verdensbillede er det korrekte.

Først i 1974 fik astronomerne set Merkur på nært hold. Dette år passerede rumsonden Mariner 10 tæt forbi og var derved i stand til at optage detaljerede billeder af planetens overflade. Mariner bane var lagt, så den passerede Merkur tre gange i 1974/75, men rumsondens omløbstid var præcis det dobbelte af Merkurs egenrotation, så det var altid den samme side af planeten, der var belyst ved hver passage. Det var derfor kun muligt at kortlægge omkring 45% af Merkurs overflade.

Ved et overfladisk blik ligner Merkur Jordens måne. Det knastørre landskab er oversået af talrige kratere fra asteroidenedslag og af ældgamle lavastrømme, som sammen med udstrakte sletteområder viser, at planeten har været geologisk inaktiv i milliarder af år. Men i modsætning til Månen og Mars, der har betydelige strækninger af ensartede landskabsformer, virker Merkurs overflade meget mere ustruktureret og rodet. Andre almindelige træk omfatter Dorsa (rynker/bjergkamme), Montes (bjerge), Planitiae (sletter), Rupes (skrænter) og Valles (dale).

Navne på Merkurs formationer stammer fra en række forskellige kilder. Kratere er opkaldt efter kunstnere, musikere, malere og forfattere; bjergkamme er opkaldt efter videnskabsmænd; fordybninger er opkaldt efter arkitektoniske bygningsværker; bjerge er opkaldt efter ordet varm på forskellige sprog; sletter er opkaldt efter Merkur på forskellige sprog; skrænter er opkaldt efter videnskabelige ekspeditionsskibe, og dale er opkaldt efter radioteleskoper.

Den næste mission til Merkur var NASAs MErcury Surface, Space ENviroment, GEo-chemistry and Ranging (MESSENGER). Rumsonden var udstyret med langt mere avancerede instrumenter end sin forgænger. Desuden skulle MESSENGER gå i kredsløb om Merkur frem for blot at flyve forbi.

MESSENGER blev opsendt den 4. august 2004, og den skulle ud på en lang omvej, før det kunne lade sig gøre at indsætte den i kredsløb om Merkur i marts 2011. Det første år blev benyttet til en omfattende kortlægning af Merkurs overflade. Missionen blev forlænget flere gange, indtil rumsonden løb tør for brændstof i april 2015 og til sidst styrtede ned på Merkurs overflade.

ESA (European Space Agency) og JAXA (Japan Aerospace and Exploration Agency) opsendte i fællesskab en tredje rummission til Merkur i oktober 2018. BepiColombo skal bl.a. bestemme, hvordan Merkurs magnetfelt dannes, og den skal afprøve Einsteins relativitetsteori. BepiColombo er udstyret med fire ionmotorer, og ligesom sine forgængere skal rumsonden foretage nære passager af de indre planeter for at decelerere, inden den endelige omkredsning af Merkur begynder i slutningen af 2025. Rumsonden består af to separate sonder, hvoraf den ene skal kortlægge Merkur, medens den anden skal undersøge magnetfeltet.

Efteråret er en god sæson til at lære stjernehimlen at kende. Om aftenen står sommerens stjernebilleder fortsat højt på himlen, i løbet af natten kommer vinterstjernebillederne op over horisonten, og inden daggry begynder forårets stjernebilleder så småt at melde deres ankomst.

Hvis man retter blikket mod nord ved midnat, vil man måske synes, at himlen ser lidt tom ud. En stor del udgøres af det store men forholdsvist svage Dragen. Det tydeligste stjernemønster er Karlsvognen, hvis syv stjerner står mod NNØ med vognstangen pegende ned mod horisonten. Karlsvognen er som bekendt en del af Store Bjørn, og vognstangen er i virkeligheden bjørnens hale. Store Bjørns mindre navnefælle, Lille Bjørn, står mod nord, og på denne tid af natten og året synes den at hænge i halespid-sen med hovedet ned mod horisonten. Selve halespidsen flytter sig ikke i løbet af natten, idet den udgøres af Nordstjernen, som altid står præcist mod nord på det samme sted af himlen. Mod øst er Løven på vej op over horisonten, medens Sommertrekantens nederste stjerne, Altair i Ørnen, til gengæld er forsvundet under horisonten mod vest. De små stjernebilleder, som findes i området, er ligeledes enten gået ned eller er på vej ned. Det største af dem, Ræven, er dog fortsat over horisonten, men dets stjerner er alle meget svage, og ingen af dem kan ses så lavt på himlen.Grænsen for Rævens svage stjerner er markeret på kortet.

Som det fremgår af stjernekortet, befinder vinterstjernebilledet Tyren med den røde kæmpe Aldebaran og de to stjernehobe Plejaderne og Hyaderne sig højt på himlen i sydlig retning.

Andre bemærkelsesværdige stjernebilleder på denne del af himlen er Kusken. Især lægger man mærke til himlens sjetteklareste stjerne Capella og tre svagere, som danner en trekant lige under Capella. I mytologien repræsenterer Capella en ged, medens de tre stjerner er gedens kid. Inden der i 1930 blev enighed om en nøjagtig afgrænsning af stjernebillederne, var en stjerne delt mellem Kusken og Tyren. Den vises på gamle stjernekort som både Kuskens højre fod og spidsen af Tyrens venstre horn. Da Johann Bayer i 1603 som den første benyttede latinske bogstaver til at identificere stjernerne indenfor hvert enkelt stjernebillede, fik den pågældende stjerne to benævnelser: α Tauri og γ Aurigae. Nutidens astronomer katalogiserer den udelukkende som tilhørende Tyren.

Til venstre for Kusken ses de to klare stjerner, Castor og Pollux i Tvillingerne, medens Perseus befinder sig i zenith til højre for Kusken. Andromeda og Pegasus (som i lighed med Tyren og Kusken er fælles om en stjerne) står højt på himlen mod vest, og umiddelbart herunder ses de mindre stjernebilleder Trekanten og Vædderen samt Fiskene med sine fortrinsvist svage stjerner. Helt nede ved sydvesthorisonten svømmer søuhyret fra sagnet om Andromeda. På dansk har det dog et mere fredeligt navn, nemlig Hvalen.

Orion er kommet helt fri af horisonten, og det samme er himlens klareste stjerne, Sirius. Sammen med den røde Betelgeuze i Orion og Procyon i Lille Hund danner Sirius en næsten ligesidet trekant, som går under navnet Vintertrekanten. Geometrilektionen kan udvides yderligere, idet Castor/Pollux, Capella, Aldebaran, Rigel, Sirius og Procyon tilsammen danner en meget stor sekskant, Vintersekskanten.

I overensstemmelse med indledningen, som fortalte, at forårets stjernebilleder så småt begynder at melde deres ankomst allerede i november, bliver Jomfruens klareste stjerne Spica synlig umiddelbart før solopgang. Udover at være Jomfruens klareste stjerne er Spica samtidig himlens 16. klareste. Den kan nemt findes ved at følge kurven på Karlsvognens vognstang (Store Bjørns hale) ned til Arcturus og fortsætte et lige så stort stykke som afstanden mellem vognstangen og Arcturus.

Under merkurpassagen bevæger Merkur sig fra øst mod vest. Når passagen er overstået, befinder den sig således på morgenhimlen, men der går indtil sidst på måneden, før den bliver synlig i daggryet. Største vestlige elongation, dvs. vinkelafstand fra Solen, bliver den 28. november med en afstand på 20°. På dette tidspunkt har Merkur en lysstyrke på mag. ÷0,6 og står i en højde over horisonten på 9° tre kvarter før solopgang. Den følgende uges tid bliver vinkelafstanden til Solen mindre, men da lysstyrken forbliver på nogenlunde samme niveau, er det muligt at følge Merkur et stykke tid ind i december.

Som det fremgår af ovenstående, befinder planeten Mars sig også på morgenhimlen. Eftersom den står højere på himlen end Merkur, kan den ses allerede fra først på måneden. Afstanden mellem Jorden og Mars er imidlertid meget stor, så den røde planets lysstyrke er kun mag. 1,8. Mars befinder sig i Jomfruen og passerer 3° nord for Spica i månedens begyndelse. I løbet af måneden bevæger den sig mod øst og nærmer sig grænsen mellem Jomfruen og Vægten.

I løbet af november bliver Jupiter vanskeligere og vanskeligere at se. Den står lavt på himlen, og den 1. går den ned 2 timer efter Solen. Dette er svundet til 1 time og 16 minutter ved månedens udgang. Når der samtidig tages hensyn til tusmørket, er der således kun meget kort tid til at få et sidste glimt af Jupiter i 2019. Hvis vejret er helt klart den 28., er der en lille ekstra bonus for de skarpsynede, for denne aften befinder Jupiter, det tynde segl på den tiltagende Måne samt Venus sig tæt sammen.

Venus begynder så småt at kunne ses allerede først på måneden. Den har en lysstyrke på mag. ÷3,8 og dukker derfor hurtigt frem i tusmørket, selv om den står lavt på himlen. Højden over horisonten bliver større i løbet af måneden, og vinkelafstanden til Solen bliver ligeledes større. Den hurtige østgående bevægelse betyder, at afstanden mellem Venus og Jupiter er formindsket med næsten 1° fra aften til aften. Nærmeste afstand bliver den 23. og 24., hvor Venus passerer 1½° syd for Jupiter.

Jupiters lave højde over horisonten bevirker, at Jordens atmosfære påvirker lyset så meget, at detaljerne i gasplanetens skydække bliver udvisket. Jupiter har også en mindre udstrækning end for blot nogle måneder siden. Under oppositionen den 10. juni havde Jupiter en tilsyneladende størrelse på 46”. I november er afstanden mellem Jupiter og Jorden blevet så meget større, at den tilsyneladende størrelse ’kun’ er 33”. Gennem et teleskop er det dog fortsat muligt at se Jupiters fire store måner som små stjernelignende prikker tæt på planeten. Hvis det samme teleskop rettes mod Venus er det derimod lidt af en skuffelse. Venus er næsten fuldt belyst, og dens lille strukturløse skive måler kun 11”.

Saturn står højere på himlen end både Jupiter og Venus efter solnedgang. Ligesom Jupiter nærmer ringplaneten sig Solen, så også i dette tilfælde er der kun kort tid, inden den står for lavt over horisonten. I begyndelsen af måneden går Saturn ned knap 3½ time efter Solen, og sidst på måneden er der en time mindre til rådighed. Saturn spænder over 16” og ringsystemet over 36”, hvilket for sidstnævntes vedkommende er mere end Jupiters tilsyneladende størrelse.

Der er langt fra Saturn til Solsystemets yderste planeter – både i rum og tid. Dens afstand fra Solen er 1½ milliard kilometer, medens afstanden til den yderste er mere end dobbelt så stor. Saturn kan ses med det blotte øje og har derfor været kendt siden menneskehedens barndom, og lige siden oldtiden havde Saturn haft status som den yderste af planeterne. Denne status ændrede sig, da Uranus blev opdaget i 1781, og Uranus beholdt endda kun sin status i 65 år, idet Neptun blev fundet i 1846. Grunden til den sene erkendelse af Solsystemets enorme udstrækning var, at teleskopet først skulle opfindes. De to yderste planeter kan nemlig ikke ses med det blotte øje – Uranus siges dog lige netop at kunne skimtes under helt ideelle betingelser.

Neptun befinder sig i øjeblikket i Vandmanden lidt mere end 1° vest for φ (Phi), som har en lysstyrke på mag. 4, hvilket skal sammenlignes med Neptuns mag. 8. Neptun var i opposition i september og udfører derfor fortsat den retrograde del af sin oppositionssløjfe. På grund af den store afstand på mere end 3 milliarder kilometer bevæger Neptun sig langsomt blandt baggrundsstjernerne. Nedenstående detaljerede kort over Neptuns bevægelse i november og december har et synsfelt på knap 4°. Et overordnet søgekort til området kan ses under omtalen af stjernehimlen i oktober. Neptun begynder måneden med en afstand på 1,3° fra φ, og da den retrograde bevægelse afsluttes sidst i november, når Neptun kun at forøge afstanden til 1,5° inden månedens udgang.

Uranus var i opposition sidst i oktober. Den blev som netop nævnt opdaget i 1781, og kan under de allermest gunstige forhold lige netop skimtes med det blotte øje som en meget svag stjerne. Sådanne gode forhold er vi ikke forvænte med her i Danmark, så der må som minimum anvendes en prismekikkert. Uranus befinder sig i et forholdsvist stjernefattigt område i Vædderen, så det kræver lidt omhu for at finde den. Ligesom Neptun bevæger Uranus sig kun langsomt, så søgekortet og vejledningen fra oktober kan fortsat bruges. Hvis man er i tvivl, om man har fundet planeten, kan man vende tilbage til samme område med nogle nætters mellemrum og vil da bemærke, at en af ’stjernerne’ har bevæget sig en lille smule mod vest, for Uranus bevæger sig retrogradt hele måneden.

Asteroiden 4 Vesta befinder sig i næsten samme område som Uranus. Den kommer i opposition i Tyren den 12., og opnår en lysstyrke på mag. 6,5. Hele måneden kommer den ikke under mag. 6,9 og er derfor nem at se med en prismekikkert. Den bedste mulighed for at finde Solsystemets 2. største asteroide kommer i begyndelsen af måneden, hvor den passerer mindre end ½° fra to 4. størrelsesklasse stjerner i Tyren, Omikron og Xi. Vesta bevæger sig derefter ind i Hvalen, hvor den passerer 1° fra Lambda Ceti på mag. 5 sidst på måneden.

Et dagligt opdateret og mere detaljeret kort over Vestas aktuelle position kan findes på Heavens-above. Vesta er den klareste af asteroiderne, hvilket især skyldes, at den har en meget lys overflade, som tilbagekaster 42% af sollyset. Denne reflektionsevne kaldes albedo, og til sammenligning har Månen en albedo på 12, dvs. den reflekterer 12% af lyset.

Som bekendt vender Månen altid samme side mod Jorden, og man siger, at Månen har bunden rotation. I forhold til stjernerne tager én rotation af Månen samme tid som ét omløb om Jorden, nemlig 27 døgn, 7 timer, 43 minutter og 12 sekunder. I forhold til retningen mod Solen bliver rotations- og omløbstiden lidt længere, nemlig 29 d, 12 t, 44 min og 3 sek.

Månens baneplan om Jorden hælder 5°,1 i forhold til Jordens baneplan om Solen, og Jordens baneplan om Solen hælder 23½° i forhold til ækvatorplanet. Sammen med månebanens ellipseform og dens rotationsakses hældning på 6°,7 mod baneplanet bevirker det de føromtalte librationer, dvs. tilsyneladende vipninger og drejninger af Månen i forhold til retningen mod Jorden. På grund af den excentriske bane om Jorden kommer den ellers bundne rotation desuden ud af trit, fordi Månen bevæger sig hurtigst, når den er tættest på Jorden og langsomst, når den er længst væk. Vi kan derfor se lidt rundt om “hjørnet” på henholdsvis den østlige og vestlige rand samt se lidt hen over polerne. Der er tale om ca. 8° til siderne og ca. 7° i det lodrette plan. Faktisk kan vi se op til 59% af Månens overflade, selv om vi selvfølgelig kun kan se halvdelen af gangen. Kun 41% forbliver således permanent ude af syne.

Alle formationer, bortset fra de, som ligger i centrum af måneskiven, udviser mere eller mindre fortegning. F.eks. ses det kendte krater Plato med den mørke bund ved foden af Månealperne som ovalt, skønt det i virkeligheden er næsten perfekt cirkelformet. Det mest fremtrædende krater, opkaldt efter Tycho Brahe, ligger også så langt fra Månens midte, at det synes at være ovalt. Et andet eksempel er månehavet Mare Crisium. Det synes at være aflangt i nord-syd retning, medens det faktisk er aflangt i øst-vest retningen.

Helt tæt på randen kan det være svært at skelne et krater fra en bjergkam, og der er have, som ligeledes er meget svære et skelne. Et af de mest slående er Mare Orientale, som er omgivet af en stor, veldefineret dobbelt ring af forrevne bjerge på næsten 1000 kilometer i diameter. Mare Orientale er på trods af sit meget markante udseende ukendt for de fleste, da det ligger næsten skjult bag Månens rand umiddelbart under det mørke krater Grimaldi, og indtil rumalderen havde man kun set de østlige bjergkæder, når Månens librationer var gunstige.

Librationerne er ikke alle lige gunstige, for de skal være maksimale, samtidig med at Solen skinner på det pågældende område, og det har også betydning, under hvilken vinkel sollyset rammer. En af disse sjældne muligheder kommer lige efter fuldmånen i november, dvs. mellem den 12. og 16., og at se Mare Orientale er bogstavelig talt det samme som at se rundt om hjørnet.

Som nævnt tages der udgangspunkt i det mørke krater Grimaldi. Under Grimaldi kan man skimte en mørk S-formet struktur Lacus Autumni (Efterårssøen) og herunder igen den ligeledes mørke Lacus Veris (Forårssøen). Disse to søer ligger indenfor Mare Orientales ydre ring, og bag dem ses selve Mare Orientale som en tydelig lavning helt ude ved kanten af Månen.

Månen befinder sig på det aktuelle tidspunkt højt på himlen i Tyren og Tvillingerne, hvil-ket er en fordel, for jo højere et himmellegeme står, jo mindre bliver det påvirket af Jordens atmosfære. Det er til gengæld en ulempe, når meteorsværmen Leoniderne har maksimum nogle dage senere, nærmere bestemt om morgenen den 18. november. På det tidspunkt har Månen bevæget sig ind i Krebsen og står kun godt 20° fra Leonidernes radiant.   

Løven står op kort tid før midnat, men de bedste observationsbetingelser opstår først, når området er kommet højere op på himlen, så det bedste tidspunkt er fra omkring kl. 03 til daggry. Jorden rammer meteorstrømmens partikler næsten direkte forfra, så Leoniderne bevæger sig hurtigere end nogen anden sværm – 71 km/sekund, og mange af meteorerne efterlader spor, som kan vare ved mange sekunder.

Leoniderne har tidligere været meget aktiv, især hvert 33. år, som er den tid, ophavskome-ten 55P/Temple-Tuttle bruger til en omkredsning af Solen. Leoniderne havde store udbrud i 1799, 1833 og 1966. Det var den store meteorstorm i 1833 med mange tusinde meteorer i timen, som fik astronomerne til at interessere sig for meteorsværme og deres ophavsko-meter. Seneste nogenlunde store aktivitet var i årene mellem 1998 og 2002, hvor der i sidstnævnte år blev observeret op i nærheden af 500 meteorer i timen. Siden da er aktivi-teten faldet, og computermodeller viser, at Jupiters tyngdepåvirkning får den tætteste del af Leonidestrømmen til at passere forbi Jordens bane indtil i hvert fald indtil 2098. I år må der ikke forventes en ZHR på mere end omkring 15.

Månens aktuelle udseende: https://svs.gsfc.nasa.gov/cgi-bin/details.cgi?aid=4442