Stjernehimlen i januar 2020
Les Très Riches Heures du duc de Berry, Janvier.
Årets første måned har navn efter den romerske gud Janus, som havde to ansigter. Det ene så fremad mod det nye år, og det andet så tilbage mod det forgangne. I det antikke Rom blev marts indtil år 153 f.Kr. regnet for årets første måned, men fra og med dette år blev januar gjort til årets første måned. I Danmark varede det indtil begyndelsen af det 14. århundrede, før kalenderen blev ændret til at have januar som årets første måned, og i mange europæiske lande begyndte året indtil det 17. eller 18. århundrede fortsat i marts. Derfor kan ældre årstalsangivelser afvige med et år. Januars gamle danske navn, glugmåned, stammer fra glug, som betyder kikhul. Det, der kikkes ind i, er naturligvis det nye år.
Gl. romersk mønt.
Zündapp Janus med én stor dør i begge ender blev introduceret af den tyske motorcykelfabrik Zündapp i 1957. Det er den eneste bil, som motorcykelfabrikken nogensinde byggede. Den blev ingen succes og gik ud af produktion efter mindre end et år efter at være fremstillet i 6902 eksemplarer. Når bilen kørte rundt på vejene, kunne man ikke se forskel på for og bag. Eneste ledetråd var, i hvilken ende rattet sad.
Frem til midten af 1800-tallet var over 90% af Danmarks befolkning bosiddende på landet og var fuldstændig afhængig af udbyttet af afgrøderne på marken og den betydning, vejrliget havde derpå. Derfor har de allerfleste gamle danske varsler og husråd også noget med vejr og høstudbytte at gøre:
Kraftigt snefald i januar varsler en god høst.
Megen regn i januar gør marken bar.
Tør januar varsler ganske ofte en våd juli.
Blæst i januar varsler en mild marts.
Mild januar lover frost i marts og april.
Er solen rød på nytårsmorgen, betyder det krig og uvejr i det kommende år.
Blæser det på nytårsdag, bliver det et godt frugtår.
Tøvejr på Hellig Tre Kongers dag er bedre end 100 læs hø.
Hvis Solen skinner så længe den 10. januar, at ti tommelfingrede kællinger kan nå at sadle en hest, er der chance for et godt år.
Megen sol den 22. januar varsler, at vinteren snart vil være forbi.
Skønt og klart vejr den 25. januar, vil give et godt år. Er vejret dårligt, bliver året ligeså.
Hvis det er frostvejr den 25. januar, vil kulden vare til 22. februar.
De fleste mennesker er klare over, at Jordens afstand fra Solen ikke er den samme året rundt, hvilket skyldes dens ellipseformede bane, men mange tror fejlagtigt, at vi har vinter, fordi Jorden på dette tidspunkt er længst væk fra Solen. I virkeligheden er det omvendt, for den korteste afstand på godt 147 millioner km indtræffer, når Jorden er i perihel, hvilket i 2020 er den 5. januar, medens afstanden når op på 152 millioner km, når Jorden er i aphel den 4. juli.
Afstanden og dermed Solens tilsyneladende størrelse varierer således med omkring 3%, hvilket dog er så lidt, at det ikke umiddelbart kan konstateres med det blotte øje. Ved at sammenligne to billeder af Solen optaget på de pågældende tidspunkter med samme teleskop og under samme betingelser kan forskellen dog relativt nemt konstateres. Billederne herunder fra SOHO er fra de pågældende datoer i 2014.
Solens tilsyneladende størrelse. Det ses tydeligt, at skiven er mindst på billedet fra juli. 2014 bød i øvrigt på mange solpletter, hvilket vi ikke var forvænt med i 2019. I 2014 var der én dag uden solpletter, medens Solen var helt uden solpletter i 75% af dagene i 2019. Næste solpletmaksimum forventes omkring 2025.
Grunden til årstidernes skiften er, at Jordens akse hælder 23,5° i forhold til baneplanet omkring Solen, og da denne hældning er fast i forhold til rummet, er det skiftevis den nordlige og den sydlige halvkugle, som vender ind mod Solen i løbet af året. Når Jorden befinder sig i den del af sin bane, hvor den nordlige halvkugle vender væk fra Solen, falder solstrålerne næsten vandrette på vore breddegrader, og den begrænsede solenergi er ikke tilstrækkelig til at varme havet, landjorden og luften op.
Fyn ligger på ca. 55° N, og det betyder, at Solen maksimalt når 11½⁰ over horisonten ved middagstid om vinteren. Solenergien skal derfor fordeles på et stort areal, og energien bliver yderligere reduceret, fordi dagene er kortere.
Stjernehimlen 1. januar kl. 17:00 og 2. januar kl. 07:00.
Stjernehimlen ser meget forskellig ud, afhængigt af tidspunktet på natten. I januar er nætterne lange, og når tusmørket så småt er slut ved 17-tiden, er vinterstjernebilledet Orion knap nok stået op endnu, og Sommertrekanten står højt på himlen mod vest. Når morgengryet igen begynder ved 07-tiden næste morgen, er Orion forsvundet mod vest, og forårets stjernebilleder står højt på himlen mod syd. De stjernebilleder, som man typisk forbinder med vinteren, iagttages derfor bedst fra midt på aftenen indtil lidt efter midnat.
Stjernehimlen kl. 22 midt i januar.
Orion er det mest markante af alle vinterstjernebillederne. De syv stjerner, som danner den letgenkendelige figur, tilhører himlens klareste, og to af dem, Rigel og Betelgeuze, ligger endda i top 10.
Himlens 10 klareste stjerner. Canopus, Rigel Kentaurus og Achernar kan ikke ses fra Danmark.
Den klareste af alle er dog Sirius i Store Hund. Den har givet navn til Hundedagene, og i det gamle Egypten blev dens første tilsynekomst i daggryet midt på sommeren brugt som forvarsel på Nilens årlige oversvømmelser. Set fra Danmark kommer Sirius aldrig ret højt over horisonten, hvilket betyder, at dens stærke lys synes at blinke og variere i forskellige farver på grund af dets brydning i Jordens atmosfære.
Sirius er større end Solen og udsender derfor i sig selv mere lys, men den store lysstyrke skyldes primært, at afstanden til den ikke er mere end 8,6 lysår. Det gør den til en af de nærmeste stjerner, men det vidste egypterne naturligvis ikke noget om. Den korte afstand til Sirius betyder, at dens egenbevægelse i forhold til baggrundsstjernerne er forholdsvis stor, og for et par hundrede år kom den i søgelyset, idet Friedrich Bessel i 1844 opdagede, at egenbevægelsen ikke er helt jævn, men at stjernen syntes at slingre lidt fra side til side. Han gættede på, at Sirius måtte have en ledsager, som ifølge hans beregninger måtte være temmelig tung for at redegøre for den slingrende bevægelse. Bessel kunne ikke se ledsage-ren men beregnede, hvor den måtte være. Den blev fundet af optikeren Alvan Graham Clark, som i 1862 afprøvede en 18½ tommers linse, som han netop havde færdigslebet. Ledsagerstjernen viste sig at være langt svagere end forventet ud fra dens masse, og mysteriet forblev uløst indtil begyndelsen af 1900-tallet, hvor det stod klart, at der måtte være tale om en hvid dværg, som indtil da kun havde eksisteret som en teoretisk mulighed.
Sirius A og Sirius B fotograferet med Hubble Space Telescope.
Sirius B har en lysstyrke på mag. 8½, men den er meget vanskelig at se, fordi Sirius A med en lysstyrke på mag. ÷1,5 fuldstændig overstråler den. Tænk blot på, at den blev set første gang med et 18½ tommers teleskop. Afstanden mellem de to stjerner er imidlertid ikke altid den samme, medens de to stjerner kredser omkring hinanden i løbet af 50 år, og den bedste mulighed for at se dem adskilt i denne periode er indenfor de næste 10 år, hvor adskillelsen kommer op på 10”.
Sirius A og B. Baneforløbet set fra Jorden.
Ikke engang William Herschel opdagede Sirius ledsager gennem sit store teleskop, da han gennemsøgte himlen for dobbeltstjerner i slutningen af 1700-tallet. Han opdagede derimod mange andre dobbeltstjerner, heriblandt den vi i dag kalder Omikron² Eridani.
Omikron² Eridani. Sirius er den klare stjerne i nederste venstre hjørne.
Omikron² Eridani, også benævnt 40 Eridani, er en tredobbelt stjerne, som ligger i en afstand på omkring 16 lysår fra Solen. Samlet har systemet en lysstyrke på mag. 4,4 og er derfor synlig for det blotte øje. Hovedstjernen omkredses af en dobbeltstjerne, hvis to komponenter kaldes 40 Eridani B og C. De to ledsagerstjerner blev opdaget af William Herschel i 1783 to år efter, at han havde opdaget Uranus. I 1910 blev det konstateret, at B-komponenten på trods af sin svage lysstyrke havde en tydelig hvid farve. Det betød, at den måtte være lille, og det viste sig da også, at det i virkeligheden er en hvid dværg. Det er ikke den nærmeste hvide dværg – den ære tilfalder Sirius B, men det er den nemmeste at se, for i modsætning til Sirius B bliver den ikke overstrålet af den primære stjernes lys. Lysstyrken er mag. 9½, og adskillelsen er 83”. C-komponenten er en rød dværg med en lysstyrke på mag. 11½.
Omikron²Eridani eller 40 Eridani.
I 2018 blev en planet opdaget i kredsløb om 40 Eridani A. Det er en såkaldt super-jord med en masse på 8,47 ±0,47 jordmasser. Afstanden på 16 lysår gør den til den nærmeste super-jord. Planeten bruger 42 dage til en omkredsning af stjernen og ligger et godt stykke inden for den beboelige zone, hvilket indebærer, at den modtager 9 gange mere lys og energi end Jorden. Det er mere end Merkur, og det formodes da også, at livsbetingelserne er yderste tvivlsomme.
40 Eridani B er den 5. nærmeste hvide dværg. Sirius B er som nævnt den nærmeste, og pudsigt nok er den næstnærmeste Procyon B, som befinder sig i en afstand på 11½ lysår. Procyon er, som det fremgår på ovenstående billede af himlens klareste stjerner, nr. 8 i rækken, og det pudsige er, at Procyon er den klareste stjerne i Lille Hund, medens Sirius er den klareste i Store Hund. Begge ”hundestjerner” har således en hvid dværg som følge-svend. På samme måde som med Sirius B påvirker Procyon B sin værtsstjerne gennem tyngdekraften og får den til at slingre lidt i sin bane. Dens tilstedeværelse blev ligeledes forudsagt af Bessel allerede i 1844, men den blev dog ikke bekræftet visuelt før i 1896, hvilket skete med den store 36 tommers refraktor på Lick Observatoriet.
Det var de hvide dværge. I størrelsesskalaens modsatte ende finder vi de røde kæmper, og her kan en af de mest kendte ses i samme område af himlen. Det er Betelgeuze i Orions højre skulder, og den har en masse på 15-20 gange Solens, medens dens diameter er mere end 600 gange så stor som Solens. Hvis Betelgeuse sad på Solens plads, ville dens over-flade strække sig længere ud end Mars’ bane. Betelgeuze er himlens 10. klareste stjerne. og den har betegnelsen Orionis på trods af, at Rigel i Orions venstre fod er klarere. Betelgeuze er en ung stjerne. Da den blev dannet for omkring 10 millioner år siden, var den en blå hovedseriekæmpe, men sådanne store stjerner forbruger deres brændstof meget hurtigt, så i dag er den svulmet op til en rød supergigant, og på et tidspunkt vil den eksplodere som en supernova.
Umiddelbart efter solnedgang i januar gør et enkelt objekt sig særlig bemærket på himlen mod sydvest. Som altid tiltrækker Venus sig opmærksomheden med sin store lysstyrke. I løbet af januar bevæger Venus sig mod øst fra Stenbukken ind i Vandmanden, og samtidig bliver vinkelafstanden til Solen større, så Venus står gradvist højere og højere på himlen, når den bliver synlig kort tid efter solnedgang.
Aftenhimlen den 1. januar kl. 17:00.
Læg mærke til den svage ”stjerne” ved pilen på ovenstående kort. Den har en lysstyrke på mag. 8 og kan derfor ikke ses på med det blotte øje, og stjerne står i gåseøjne, fordi det i virkeligheden er planeten Neptun. I løbet af måneden bevæger Venus sig som nævnt ind i Vandmanden, hvor Neptun befinder sig i stjernebilledets østlige del. Venus bevæger sig hurtigt og tilbagelægger afstanden til Neptun inden udgangen af januar. De to planeter er tættest på hinanden den 27., og under tætteste møde kl. 21 er afstanden kun 5’. På dette tidspunkt er de gået ned på vore breddegrader, men tidligere på aftenen er afstanden næsten lige så lille, og faktisk er det det tætteste møde mellem Venus og Neptun siden 1984. I sammenligning med Venus er Neptun langt svagere, og på grund af den korte afstand kan parret kun meget vanskeligt ses gennem en prismekikkert, fordi Venus’ lys overstråler den svagere Neptun. Gennem et teleskop skulle der imidlertid ikke være problemer. De to planeter synes at stå lige ved siden af hinanden. Det er dog en illusion, for Venus befinder sig i en afstand fra Jorden på 167 millioner kilometer, medens afstanden til Neptun er 4,6 milliarder kilometer. Gennem teleskopet har Neptun kun en udstrækning på godt 2”, medens Venus spænder over 15” med en næsten fuld belyst skive.
Venus-Neptun konjunktionen set gennem et teleskop med 75× forstørrelse. Synsfeltet er 1°.
Venus forbliver som aftenstjerne resten af vinteren og foråret. I løbet af de kommende måneder stiger den i forvejen høje lysstyrke, og da Ekliptika står stejlt mod horisonten i forårsmånederne, betyder det, at Venus vil stå forholdsvis højt på himlen de næste 3-4 måneder, indtil konjunktionen med Solen i begyndelsen af juni.
Venus på aftenhimlen i vinteren/foråret 2020 ved afslutningen på borgerligt tusmørke.
Neptun er Solsystemets yderste planet. Den næstyderste er Uranus, som ligeledes er synlig på aftenhimlen. Den befinder sig i Vædderen, og med en lysstyrke på mag. 6 er det kun muligt at se den med optiske hjælpemidler, medmindre man har et usædvanligt godt syn og er beriget med en fuldstændig mørk himmel. En prismekikkert er tilstrækkelig, så udfordringen er at finde det rigtige område på himlen. Uranus befinder sig i et forholdsvist stjernefattigt område 12° syd for Vædderens klareste stjerne Hamal eller α Ari.
Uranus afslutter sin oppositionssløjfe midt i januar og bevæger sig derfor kun meget lidt i forhold til baggrundsstjernerne.
Saturn er i konjunktion med Solen den 13. og kan ikke ses i januar. Jupiter står ligeledes tæt på Solen og kan under gunstige omstændigheder så småt ses i daggryet kort tid før solopgang sidst på måneden. Mars står op sidst på natten. Den røde planet står meget lavt på himlen i Skorpionen, og med en lysstyrke på mag. 1,5 gør den sig ikke særlig bemærket. En god mulighed forekommer den 21. januar, hvor det smalle segl på den aftagende måne står til venstre for Mars. Morgenen i forvejen står Månen i en tilsvarende afstand til højre for Mars. Tag ikke fejl af Mars og Skorpionens klareste stjerne, Antares, der ligesom Mars har en rødlig farve. Antares har en lysstyrke på mag. 1,1 og er derfor klarere end Mars. Antares er en rød kæmpe, og dens græske navn betyder Mars’ rival, med henvisning til farven.
Mars på morgenhimlen den 21. januar.
Selv om 4 Vesta først blev opdaget i 1807 som den 4. asteroide, er det alligevel den, som er klarest, og den kan nemt ses i en god prismekikkert. 4 Vesta var i opposition i november, hvor lysstyrken kom op på mag. 6,5. Her i januar er lysstyrken kun faldet lidt, så den ligger hele måneden på mag. 7,5. 4 Vesta befinder sig i Hvalen, nærmere bestemt i den øverste del af hvalens hoved, og da den bevæger sig forholdsvist hurtigt i forhold til baggrunds-stjernerne, er det muligt at følge dens bevægelse fra aften til aften, især når den passerer tæt forbi en af baggrundsstjernerne. Se et dagligt opdateret søgekort på Heavens-above.
Vestas bane i januar 2020. De to klareste stjerner er λ (Lambda) Ceti og μ (Mu) Ceti på henholdvis mag. 4,7 og mag. 4,2.
Meteorsværmen Kvadrantiderne regnes blandt en af årets største, men paradoksalt er det samtidig er den, som får mindst opmærksomhed. Under normale omstændigheder kan der forekomme en ZHR på helt op til 120, men det ofte kolde og overskyede vejr i begyndelsen af året afholder mange fra at gå ud under stjernerne. Da Kvadrantiderne tilmed har et forholdsvist kortvarigt maksimum på 4-6 timer, sker det ofte, at det falder på et uheldigt tidspunkt i løbet af døgnet. Bedste betingelser i år er den 4. januar efter midnat, hvor radianten står højt på østhimlen. Den 4. januar er en lørdag, og den tiltagende måne går ned kl. 01 og efterlader en mørk himmel indtil daggry.
Meteorerne synes at udstråle fra et punkt umiddelbart nord for Bootes. I dette område lå tidligere et stjernebillede, som blev kaldt Quadrans Muralis, og meteorsværmen er derfor den eneste, som ikke har navn efter det stjernebillede, hvori radianten ligger, idet Quadrans Muralis ikke længere er et af de 88 officielle stjernebilleder. Kvadrantidernes radiant ligger tæt på den nordlige horisont om aftenen, hvorefter den stiger højere på himlen. Ved 2-tiden er den kommet 1/3 af vejen op mod zenith, og inden daggry står området næsten lodret over hovedet.
Kvadrantidernes radiant.
Den 10. januar forekommer en penumbral måneformørkelse. Under en penumbral formørkelse kommer ingen dele af Månen til at ligge i Jordens helskygge. Den passerer kun gennem halvskyggen og får derfor på intet tidspunkt den karakteristiske røde farve. Månen dykker dog så langt ind i halvskyggen, at man omkring tidspunktet for maksimal formørkelse kl. 20:10 kan se en mindre svækkelse af lyset på især Månens sydlige halvdel, som er tættest på helskyggen.
Den penumbrale måneformørkelse 10. januar.
Månens aktuelle fase kan ses på https://phasesmoon.com/denmark/odense/