Stjernehimlen i februar 2022
På en af februars måneløse og mørke nætter kan man se Mælkevejens slørede bånd strække sig gennem Perseus, Kusken og Tvillingernes fødder. Herfra fortsætter den videre mellem Lille Hund og Orion og derfra gennem Enhjørningen og Store Hund. I modsæt-ning til om sommeren, hvor vi ser ind mod Mælkevejens centrum i Skytten, ser vi her den modsatte vej, dvs. ud mod en af de ydre arme.
Mælkevejen.
De omtalte stjernebilleder har derfor mange klare stjerner, fordi de ses i retning mod Mælkevejens plan. Udenfor planet er antallet af klare stjerner noget mindre, og et eksempel på et sådant tilsyneladende stjernetomt område ligger mellem Store Bjørn, Kusken og Tvillingerne. Området udgøres af stjernebilledet Lossen, som den polske astronom Johannes Hevelius ”opfandt”, da han fremstillede et nyt stjernekort i 1687.
Lossen.
Lossens klareste stjerne, α Lyncis, har en størrelsesklasse på mag. 3,2 og det er den eneste stjerne i Lossen, som har et græsk bogstav. Resten blev tildelt Flamsteednumre.
Den næstklareste stjerne i Lossen har katalognummeret 38 Lyncis. Den har en lysstyrke på mag. 3.8, og ingen af de øvrige er klarere end mag. 4. Adskillige af Lossens nummererede stjerner kom til at ligge i Store Bjørn og fik derfor nye betegnelser, da man på et møde i Den Internationale Astronomiske Union i 1928 blev enig om at tegne nye grænser mellem stjernebillederne. På disse moderne kort er Lossen trods indskrænkningen overraskende stort – større i areal end f.eks. Tvillingerne.
Hevelius fortsatte med at observere med det blotte øje længe efter, at andre astronomer havde taget teleskopet i brug. Hevelius var kendt for at havde et usædvanligt godt syn. Nogle sagde, at han så som en los, og hans brug af dette navn på sit stjernekort skal måske ses som et ubeskedent forsøg på at bekræfte sit ry.
På sit stjernekort Firmamentum Sobiescianum kaldte Hevelius stjernebilledet for Lynx, og han tilføjede, at enhver, der kunne se stjernebilledet, måtte have lige så gode øjne som ham selv. I det ledsagende katalog er stjernebilledet angivet som Lynx sive Tigris (Lynx eller Tiger), men det billede han præsenterede havde ikke megen lighed med nogen af dyrene. Måske havde Hevelius den mytologiske Lynceus i tankerne. Lynceus havde det skarpeste syn i verden, og han havde endda også evnen til at se tingene under jorden.
Det dyr, som Hevelius tegnede i sit stjerneatlas Firmamentum Sobiescianum, lignede ikke særlig meget det mellemstore medlem med de spidse ører af kattefamilien, vi kender som en los. Som med alle Hevelius’ figurer er den vist spejlvendt, som den ville se ud på en himmelglobus.
Februar er ifølge kalenderen den sidste vintermåned. Herefter følger som bekendt de tre forårsmåneder, men allerede nu kan man få den første fornemmelse af sommer. I timerne før daggry kan man nemlig se et af sommerhimlens kendte stjernebilleder, og faktisk er det nemmere at se her sidst på vinteren og i begyndelsen af foråret, fordi nætterne jo ikke bliver mørke i sommermånederne. Stjernebilledet kan kun ses i sin fulde udstrækning, når man er på sommerferie i Middelhavsområdet. Det drejer sig om Skorpionen, hvis karakteristiske svungne hale ikke kan ses fra vore breddegrader. Det kan til gengæld stjernebilledets klareste stjerne, den røde kæmpe Antares, som står lavt på himlen mod syd før daggry.
Et andet tegn på den varme årstids komme er Sommertrekanten. To af Sommertrekantens stjerner, Vega i Lyren og Deneb i Svanen, er cirkumpolare og kan ses hele året. I februar står de lavt over horisonten mod nord om aftenen. I løbet af natten kommer de højere på himlen, og inden daggry viser Sommertrekantens tredje stjerne, Altair i Ørnen, sig over horisonten mod øst og fuldender trekanten.
Morgenhimlen 28. februar 2022 én time før solopgang. Sommertrekanten er fremhævet, og Antares ses mod syd. Den klare ´stjerne´ mod sydøst er Venus, og lige under den kan Mars netop skimtes.
Som det ses på ovenstående billede, er Venus morgenstjerne i denne måned – og det bliver den ved med at være indtil efteråret. Den meget opmærksomme iagttager vil i begyndelsen af februar måske bemærke, at den normalt klare planet er en lille smule klarere end sædvanlig. Den største lysstyrke forekommer den 12. februar, hvilket som altid er fem uger efter nedre konjunktion. Den lidt større lysstyrke skyldes, at Venus og Jorden er så tæt på hinanden, som de næsten kan komme. Venus bane om Solen er svagt elliptisk, og det samme er Jordens. Jorden var tættest på Solen i begyndelsen af januar, og afstanden i februar er kun blevet lidt større. Til gengæld er Venus længst væk fra Solen i sin elliptiske bane, hvilket tilsammen gør, at afstanden mellem de to planeter er mindre end normalt. Den typiske afstand under tætteste møde ligger mellem 0,44 og 0,47 astronomiske enheder (AU). I februar er den helt nede på 0,41 AU. Såfremt Jordens atmosfære ikke absorberer en del af Venus´ lys, ville lysstyrken ligge på mag. ÷4,9. Den lave højde over horisonten reducerer det lidt, men ikke mere end Venus vil tiltrække sig opmærksomhed i morgengryet.
Med det blotte øje ser Venus ud som en meget kraftig stjerne, men gennem et teleskop kan man følge, hvordan dens udseende hurtigt ændres i løbet af februar. Den 1. har den en udstrækning på 49”. Dette er svundet til 41” den 12. og yderligere til 32” den 28.
Venus’ udseende den 1., 12. og 28. februar.
Mars befinder sig som tidligere nævnt også på morgenhimlen, men den røde planet er langt vanskeligere at se, for lysstyrken ligger kun på mag. 1.4, og da Mars først står op, når morgengryet så småt er begyndt, vil det være en god ide at finde en prismekikkert for at få øje på den. I begyndelsen af februar er afstanden mellem Venus og Mars knap 10° med Mars længst til højre. Når Venus når sin højeste lysstyrke den 12., er afstanden svundet til knap 7°, og denne afstand bibeholdes stort set resten af måneden, idet de to planeter følges ad, medens de bevæger sig gennem Skytten.
Det vil være oplagt også at rette teleskopet mod Mars, og her venter måske en lille skuffelse. Afstanden mellem Jorden og Mars er så stor, at Mars kun har en udstrækning på 4” – omkring 1/10 af Venus’ udstrækning. Det varer det meste af foråret og sommeren, før Mars kommer så tæt på Jorden, at det bliver muligt at se mere end blot en rund skive, og samtidig bliver den ved med at opholde sig på morgenhimlen.
Venus og Mars set med samme forstørrelse sidst i februar.
På grund af Mars’ meget excentriske bane varierer dens hastighed om Solen temmelig meget. Den går fra en minimumshastighed på 79099 km/t til en maksimumshastighed på 95396 km/t. Den gennemsnitlige hastighed er 86677 km/t. Til sammenligning er de tilsvarende hastigheder for Jorden: minimum 105448 km/t, maksimum 109033 km/t, gennemsnit 105448 km/t. Der er således ikke den helt store forskel, især når Mars er omkring perihel (tættest på Solen), hvor hastigheden er størst, hvilket bliver tilfældet i løbet af foråret og sommeren. Samtidig nærmer Jorden sig aphel (længst fra Solen), hvor dens hastighed er mindst. De to planeter følges derfor nogenlunde ad, så Mars bliver ved med at have den samme vinkelafstand til Solen. Dette fremgår tydeligt, når man ser på Mars’ og Solens bevægelse i løbet af februar.
Mars befinder sig i Skytten og Solen i Stenbukken og Vandmanden. Solens daglige bevægelse er jo egentlig en afspejling af Jordens bevægelse, og det ses, at vinkelafstanden kun bliver 7° større i løbet af februar. Bemærk at Solen er tegnet for stor. Den spænder kun over ½°, medens dens daglige bevægelse i forhold til stjernehimlen set fra Jordens perspektiv er knap 1°.
Solsystemet set ”fra oven” med Mars’ og Jordens position i forhold til hinanden i februar. Også her ses, at vinklen Jorden-Mars-Solen kun ændrer sig lidt.
Det er også muligt at se Merkur på morgenhimlen. Den 16. februar har den sin største elongation (vinkelafstand) fra Solen på 26°. Lysstyrken er mag. 0, men når Merkur er på morgenhimlen i forårsmånederne, når den aldrig at komme særlig højt på himlen på vore breddegrader, medens det er tilstrækkelig mørkt, så selv om den står langt fra Solen, er observationsforholdene temmelig begrænsede.
Merkur på morgenhimlen den 16. februar tre kvarter før solopgang. Bemærk også Venus og Mars.
Neptun går ned lidt mere end tre timer efter Solen først på måneden, og sidst på måneden er dette svundet til godt én time. Med en lysstyrke på mag. 7,9 kan den ikke ses med det blotte øje, og hvis man vil forsøge sig med en kikkert eller et teleskop, skal det således være i den første halvdel af februar. En god mulighed kommer den 3. februar, hvor det tynde segl på den tiltagende måne står 6° syd for Neptun. Månen og Neptun kan således lige netop være indenfor synsfeltet i en prismekikkert.
Neptun og Månen den 3. februar kl.18:30. De markerede stjerner har lysstyrker mellem mag. 4 og 5. Synsfeltet er 7°.
Jupiter er synlig lavt på aftenhimlen umiddelbart efter solnedgang. I begyndelsen af februar går den ned 2 timer efter Solen, og selv om den har en lysstyrke på mag. ÷2, forsvinder den ud af syne inden midten af måneden, fordi den kommer for tæt på Solen.
Saturn er i konjunktion med Solen den 4. februar og bliver først synlig på morgenhimlen i begyndelsen af marts.
Uranus er således den eneste planet, som står nogenlunde højt på himlen. Den befinder sig i Vædderen og går ned omkring kl. 01:30 først på måneden og et par timer tidligere ved månedens udgang. Med en lysstyrke på mag. 5,8 er Uranus imidlertid ikke umiddelbart synlig for det blotte øje, så det kræver som minimum en prismekikkert og lidt omhu for at finde den. Planeten befinder sig 11° syd for Vædderens klareste stjerne Hamal eller α Arietis på mag. 2. Det er et område uden ret mange klare stjerner, og den næstklareste er μ (Mu) Ceti, som med en lysstyrke på mag. 4,3 ligger godt 5° syd for Uranus. Uranus har netop afsluttet sin oppositionssløjfe og bevæger sig derfor progradt, hvorved den i løbet af februar passerer mindre end ½° syd for 29 Arietis på mag. 6, dvs. en stjerne med samme lysstyrke som Uranus selv.
Uranus’ position i den lille cirkel den 1. februar. Plejaderne genkendes øverst til venstre, og den pentagon-formede figur er Hvalens hoved.
Detaljeret kort med et synsfelt på 7°. Uranus position er vist med et kryds for hver 4. dag. Decimaltallene henviser til de pågældende stjerners lysstyrke.
Det er i år 241 år siden, William Herschel den 13. marts 1781 bemærkede en stjerne i Tvillingerne, som så lidt anderledes ud end de øvrige stjerner. Han antog, at det var en komet, fordi han kunne konstatere, at den bevægede sig i forhold til baggrundsstjernerne. Efter adskillige observationer i den følgende tid, kunne det imidlertid beregnes, at dens bane var cirkulær, og at det derfor måtte være en planet. Siden oldtiden kendte man kun de fem synlige planeter Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn, men nu kendte man en mere. Det viste sig senere, at Uranus havde været iagttaget flere gange tidligere, men at man blot havde anset den for en stjerne.
Månens fase lige nu kan ses på denne side fra NASA: