Stjernehimlen i juni 2022
I de fem måneder der foreløbig er gået i 2022, er dagene blevet gradvist længere. Den 1. januar havde vi en dagslængde på 7 timer og 12 minutter, og selv om det ikke lyder af ret meget, var det 8 minutter længere end den korteste dag 11 dage tidligere, hvilket nærmere bestemt var ved vintersolhverv den 21. december 2021.
Den 1. juni er dagslængden 17 timer og 5 minutter, og tre uger senere er den yderligere forøget til 17 timer og 29 minutter – og der slutter fremgangen, for den 21. juni er der sommersolhverv, hvorefter dagslængden igen begynder at aftage. Inden månedens udgang er dagen aftaget med 5 minutter.
Som det ses, ændrer dagslængden sig ret langsomt omkring sommersolhverv, og det samme er tilfældet omkring vintersolhverv. Faktisk drejer det sig om kun 24 minutters forøgelse i løbet af de første tre uger af juni og derefter 5 minutters aftagen i resten af måneden. I modsætning hertil går det meget hurtigere omkring jævndøgn. I løbet af de 31 dage i marts blev dagslængden forøget med 2 timer og 18 minutter.
Årsagen til denne store forskel er Ekliptikas hældning på 23½° i forhold himlens Ækvator. Ekliptika er defineret som Jordens baneplan om Solen projiceret ud på himmelhvæl-vingen, dvs. set i forhold til baggrundsstjernerne, men eftersom vi jo befinder os på Jorden, ser det for os ud, som om det er Solen, der bevæger sig himlen rundt i løbet af et år. Når Ekliptika gengives tredimensionalt, er det som regel med Jorden i centrum, medens det i virkeligheden burde være Solen, idet det er Jordens årlige omkredsning af Solen, som tilsyneladende får Solen til at ændre position i forhold til baggrundsstjernerne.
Ekliptikas hældning i forhold til himlens Ækvator.
Stjernekort med Ekliptika indtegnet som en kurvet linje i forhold til himlens koordinater.
Ekliptika, sommersolhverv.
Ekliptika, forårsjævndøgn.
De to ovenstående udsnit af stjernekortet giver forklaringen på, hvorfor dagens længde kun ændres lidt omkring solhverv, og hvorfor den ændres meget omkring jævndøgn. Omkring solhverv, og dette gælder for både sommer- og vintersolhverv, ligger Solens (tilsyneladende) bane næsten parallelt med himlens Ækvator. Dens deklination (højde målt i grader i forhold til Ækvator) forbliver næsten den samme i en måneds tid, og da deklinationen er bestemmende for dagbuen (det tidsrum, hvor et himmellegeme er over horisonten), vil Solen derfor være på himlen i stort set samme antal timer gennem adskillige uger. Ved jævndøgn står Ekliptika derimod skråt i forhold til himlens Ækvator, hvilket betyder, at deklinationen og dermed dagbuen ændres hurtigt fra dag til dag.
Dagbuen. Jo højere deklination et himmellegeme har, jo længere mod nord står det op og går ned og befinder sig således længere tid over horisonten end et himmellegeme, som har en mindre deklination. På skitsen ses, at et himmellegeme, som står op nøjagtig i øst også går ned nøjagtig i vest. Dets dagbue er 12 timer, hvilket svarer til Solens dagbue omkring jævndøgn. Ved solopgang nord for østpunktet er Solens dagbue mere end 12 timer (sommerhalvåret), og syd for er den mindre end 12 timer (vinterhalvåret).
Mere præcist står Solen den 1. juni op kl. 04:44 og går ned kl. 21:49. Ved solhverv den 21. juni sker opgangen kl. 04:36 og nedgangen er kl. 22:05. På månedens sidste dag er de tilsvarende tidspunkter kl. 04:40 og kl. 22:04. Bemærk at tidspunkterne er, når Solens øverste kant står lige i horisonten, og at de gælder for Odense. Andre steder i Danmark vil der forekomme en mindre afvigelse pga. en anden geografisk placering.
De korte lyse nætter betyder, at der kun er få synlige stjerner. Mod nord er himlen særlig lys, og her er det i praksis kun Capella i Kusken, som gør sig bemærket.
Himlen mod nord ved astronomisk midnat midt i juni, dvs. for Fyns vedkommende kl. 01:20. I begyndelsen af måneden svarer kortet til udseendet kl. 02:20, og i slutningen af måneden til kl. 00:20.
Under de lyses nætters kulmination kan selv Karlsvognens og Cassiopeias letgenkendelige stjerner være vanskelige at finde. Til gengæld er det ved at være højsæson for lysende natskyer, som er et særpræg på nordhimlen på netop vore breddegrader. Skyerne lyser med et blåligt skær og ses særligt i ugerne på hver side af midsommer. Da de ses på nordhimlen og oftest lavt over horisonten, er det nødvendigt at finde et observationssted med frit udsyn mod nord.
Lysende natskyer kan ikke ses hver nat og er kun synlige, når der er blevet mørkt nok til, at de klareste stjerner kan ses. De kan være synlige adskillige timer, og blegner og forsvinder gradvist igen nogle timer før solopgang. I forbindelse med lysende natskyer kan man især holde øje med førnævnte Capella, fordi den står lavt på nordhimlen i sommermånederne, og netop er et gennemgående træk på mange af de billeder, som bliver optaget af lysende natskyer.
Lysende natskyer i skumringen et par timer efter solnedgang.
For flertallet af Jordens befolkning er lysende natskyer et ukendt fænomen, fordi de kun forekommer på forholdsvis høje breddegrader i sommermånederne. Den ideelle breddegrad er ~50°-~65°N (eller tilsvarende S, hvis man bor på den sydlige halvkugle). Det betyder, at Danmark med sin beliggenhed mellem 54°33’35”N og 57°45’07”N har optimale betingelser.
Skyerne består af små iskrystaller og er de højest forekommende skyer på Jorden, idet de findes i et tyndt lag i en højde af omkring 85 kilometer i den øvre mesosfære. Et stykke tid efter solnedgang og resten af natten indtil kort tid før solopgang er normale troposfæriske skyer i op til ca. 10 km højde mørke, idet de ligger i Jordens skygge, hvorimod lysende natskyer på grund af deres højde stadig bliver belyst af Solen. Skyerne er tynde og kan ikke ses med det blotte øje om dagen, fordi daghimlen er meget klarere end de lysende natskyer.
Figuren viser, hvordan lysende natskyer opstår efter solnedgang. Det område af himlen som kaldes tusmørkebuen bliver belyst af Solen, og det er her, de lysende natskyer befinder sig.
Astronomerne ved ikke helt bestemt, om lysende natskyer altid har eksisteret. Første gang de blev omtalt var så sent som i 1885. Det er muligt, at de eksisterede før, men der findes ingen dokumentation herfor, hvilket synes at være overraskende, eftersom nordlys er veldokumenteret gennem gamle folkesagn og nordisk mytologi.
Det er bemærkelsesværdigt, at de første officielle observationer skete få år efter det voldsomme vulkanudbrud på Krakatau i 1883. Det er uklart, om denne begivenhed har nogen fysisk sammenhæng med den pludselige forekomst af lysende natskyer, eller om opdagelsen snarere skyldes, at mange flere folk i almindelighed holdt øje med himlen på grund af de spektakulært røde solnedgange, som blev forårsaget af vulkanstøvet i atmosfæren.
Datidens videnskabsmænd antog, at de lysende natskyer havde en forbindelse til Krakatau, men da vulkanstøvet havde lagt sig, forvandt skyerne ikke. I årene umiddelbart efter 1885 blev skyerne undersøgt grundigt af tyske astronomer og især af Otto Jesse, som ’opfandt’ begrebet lysende natskyer og ligeledes var den første, som fotograferede dem.
Bruno H. Bürgel: Aus Fernen Welten, Eine Volkstümliche Himmelskunde.
På grund af deres store udstrækning iagttages lysende natskyer bedst med det blotte øje, og da de forekommer på nordhimlen og oftest lavt over horisonten, er det som nævnt nødvendigt at vælge et observationssted med frit udsyn mod nord. Lysende natskyer kan optræde som strukturløse bånd, men oftest viser de karakteristiske mønstre som striber, bølger og hvirvler, og de skiller sig så meget ud fra almindelige skyer, at man sjældent er i tvivl, når man ser dem. Skyernes mange forskellige mønstre og former gør dem meget spektakulære at observere, og ofte kan man i løbet af kort tid se, hvordan strukturen ændres.
Der er otte store planeter i Solsystemet – heraf er Jorden den ene. I juni 2022 befinder de syv andre sig på Jordens morgenhimmel. Fem af dem er de klassiske planeter: Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn, og de kan ses med det blotte øje; dog kniber det lidt med Merkur, medens de sidste to, Uranus og Neptun, som minimum kræver en god prismekikkert og naturligvis klart vejr. Ved et tilfælde står de på række langs Ekliptika i korrekt rækkefølge efter deres afstand fra Solen, og som en ekstra bonus slutter Månen sig til rækken sidst på måneden. Derudover er den klareste asteroide, 4 Vesta, faktisk også tilstede.
Tilstedeværelsen af alle planeterne på morgenhimlen er et relativt sjældent syn. Desværre betyder den lyse natte- og morgenhimmel, at de svageste af dem kun vanskeligt kan ses, og for Uranus’ og Neptuns vedkommende er lysstyrken blot henholdsvis mag. 5,9 og mag. 7,8, medens Vesta har mag. 6,7.
Morgenhimlen den 30. juni 2022 kl. 04.
Saturn er den første planet, som står op. Det sker kort tid før kl. 02 først på måneden og to timer tidligere sidst på måneden. Ringplaneten befinder sig i den østlige del af Stenbukken i nærheden af γ og δ Cap, som begge er af 3. størrelsesklasse. Saturn er væsentligt klarere, idet den har en lysstyrke på mag. 0,5. Saturn begynder sin retrograde bevægelse den 5. juni som optakt til oppositionen om to måneder.
Saturns retrograde bevægelse i juni, juli og august 2022. Kortets bredde svarer til 5° synsfelt.
Som det fremgår af deklinationsskalaen i højre side af kortet, befinder Saturn sig lavt på himlen. Den ses derfor bedst i så god tid efter sin opgang, at den er kommet så højt på himlen som muligt, men naturligvis også inden det bliver alt for lyst. Saturns skiver spænder over 17″ i begyndelsen af juni og er vokset til 18″ inden månedens udgang. Ringene hælder 12° i forhold til synsretningen fra Jorden, hvilket betyder, at de ikke er så fremtrædende, som de har været de senere år.
Saturn, ringenes hældning i juni 2022.
De næste par år bliver det faktisk endnu sværere at se Saturns ringe. Jorden og Saturn kredser ikke om Solen i helt samme baneplan. Jordens hældning i forhold til Ekliptika er som tidligere nævnt 0°, medens Saturns er 2½°. Det betyder, at vi i løbet af Saturns 29½ års omkredsning af Solen ser ringene under varierende hældningsgrad. To gange i denne periode ser vi dem under maksimal hældningsgrad på 27°, og to gange ser vi dem lige fra kanten. I sidstnævnte tilfælde forsvinder de ud af syne, fordi de er meget smalle i forhold til deres diameter. Hældningen var på sit maksimale i 2017, og næste gang ringplanet ses præcis fra kanten er den 23. marts 2025. I marts 2025 står Saturn for tæt på Solen til at kunne ses, og i det meste af 2025 vil ringene være meget tynde og derfor vanskelige at se. Herefter går der omkring 7½ år til næste maksimale hældningsgrad og 15 år, til de igen ses fra kanten.
Bemærk at man taler om Saturns ringe og ikke om Saturns ring. Ringene omkring Saturn er ikke en fast skive, men består af ispartikler, småsten og støv spredt ud i en tynd skive, og hver enkelt partikel er i kredsløb om planeten på samme måde, som Månen er i kredsløb om Jorden. Partiklerne påvirker også indbyrdes hinanden gennem tyngdekraften og støder lejlighedsvis sammen, hvilket skaber åbninger og forskellige mønstre i skiven, som derfor i virkeligheden består af hundredvis af separate ringe. Ringene holdes i store træk i en fast position i forhold til planeten, men de er ikke nødvendigvis permanente, og de nedbrydes da også på et tidspunkt langt ude i fremtiden, idet småpartiklerne indfanges og falder ned på Saturn. Vi skal derfor nyde synet af ringene, mens vi kan. Om 60 millioner år kan det være lige meget om de ses fra kanten eller ej, for astronomerne formoder, at de kan være helt forsvundet til den tid.
Neptun står op omkring tre kvarter senere end Saturn. Den befinder sig i den vestlige del af Fiskene lige på grænsen til Vandmanden, som den faktisk bevæger sig ind i under den retrograde bevægelse senere på året. Med en lysstyrke på mag. 7,8 er det en udfordring at finde Solsystemets yderste planet midt i de lyse nætter. Den klareste stjerne i nærheden er Phi (ϕ) Aquarii på mag 4,2. Neptun påbegynder sin retrograde bevægelse den 28. juni lige i nærheden af en baggrundsstjerne på mag. 7,3. Afstanden mellem Neptun og stjernen er ¼° svarende til halvdelen af Månens diameter.
Neptun i 2022. De to stjerner foroven, λ og κ Psc, er de to nederste stjerner i den vestlige af Fiskene lige under Pegasusfirkanten.
I de sidste dage af maj passerede Jupiter og Mars hinanden med en mindste afstand på ½°. I begyndelsen af juni befinder de sig stadig i nærheden af hinanden og står derfor op på samme tidspunkt kort tid før kl. 03. Jupiter er langt den klareste med en lysstyrke på mag. ÷2,2. Mars har en lysstyrke på mag. 0,6 og er derfor noget vanskeligere at se på den lyse morgenhimmel.
Gennem måneden står Jupiter tidligere og tidligere op i forhold til Solen. Jupiter er den største af Solsystemets planeter og er også den, som har mest at byde på ved iagttagelse gennem et teleskop. De fire store måner kredser så hurtigt omkring planeten, at de med regelmæssige mellemrum passerer foran eller bag dens skive. Det gælder især for de to inderste, Io og Europa, medens de to yderste ofte passerer over Jupiters nord- eller sydpol. Dette skyldes, at Jupiter og Jorden ikke kredser i helt samme baneplan omkring Solen, så ligesom det er tilfældet med Saturns ringe, ændrer synsretningen til månernes baneplan sig i løbet af Jupiters 12 års omkredsningsperiode af Solen. Månernes position til et be-stemt tidspunkt kan beregnes i forvejen, så man ved, hvornår de forskellige begivenheder finder sted. Jupiters udstrækning vokser fra 37″ til 41″ i løbet af juni.
Både Jupiter og Mars indleder juni i Fiskene, men mellem den 3. og 9. bevæger Mars sig kortvarigt gennem Hvalen, inden den igen vender tilbage til Fiskene. Der er fastsat helt bestemte grænser for stjernebillederne, hvilket medfører, at planeterne jævnligt bevæger sig udenfor de 12 stjernetegn, som astrologerne lægger deres fiktive horoskoper efter. Det kommer tydeligt til udtryk her i juni, hvor også Jupiter bevæger sig ind i det nordvestlige hjørne af Hvalen i de sidste seks dage af måneden, og den forbliver endda i stjernebilledet Hvalen indtil september.
Jupiter og Mars i Hvalen i juni 2022. Bevægelsen går mod venstre, og krydsene markerer positionen for hver dag. For Mars’ vedkommende er det første punkt positionen den 1. juni. Det fremgår, at Mars bevæger sig meget hurtigere end Jupiter.
Mars’ hurtige bevægelse betyder, at afstanden mellem Mars og Jupiter vokser med mere end 0,5° hver dag, og de ender måneden 19° fra hinanden. Mars’ lysstyrke stiger fra mag. 0,6 til mag. 0,4 i løbet af juni. Det betyder dog ikke, at den gør sig særlig bemærket gennem et teleskop, for dens lille skive spænder kun over 7″, og samtidig bliver den påvirket af atmosfærisk turbulens på grund af den forholdsvis lave højde over horisonten. Man må væbne sig med tålmodighed indtil oppositionen sidst på året.
Mars i juni og under oppositionen den 8. december. Oppositionen i 2022 bliver ikke en af de helt gunstige, idet Mars ’kun’ opnår en størrelse på 17”. Under de mest gunstige oppositioner kan den komme op på 25”.
Med en lysstyrke på mag. 6 tager Uranus også del i planetparaden på morgenhimlen. Den er væsentligt klarere end Neptun, men står til gengæld op 1½ time senere end Neptun og derfor tættere på solopgang. Uranus befinder sig i Vædderen og står 1½° nord for Venus den 11. juni og 2° nordvest for Månen den 25. juni. Brug en prismekikkert for om muligt at få et glimt af Uranus.
Månen og Uranus samt Venus og Plejaderne den 25. juni kl. 03.30. Uranus kan ikke ses med det blotte øje. Brug en prismekikkert, og prøv også om det er muligt at se Plejaderne.
Venus befinder sig i Vædderen og bevæger sig ind i Tyren midt på måneden, og selvom vinkelafstanden til Solen formindskes fra 36° den 1. juni til 30° den 30. juni, står den tidligere og tidligere op i forhold til solopgang, hvilket skyldes, at den under sin østgående bevægelse får en højere deklination. Den 1. juni står Venus op én time før Solen, medens opgangen finder sted 1 time og 45 minutter før Solen den 30. juni.
Som det fremgik under omtalen af stjernehimlen i januar, har Venus ikke på noget tidspunkt i 2022 nået særlig højt op på himlen, medens det stadig har været nogenlunde mørkt. Hele måneden ligger lysstyrken på mag. ÷3.9, og gennem et teleskop kan man følge, hvordan Venus’ størrelse i månedens løb svinder fra 14” til 12”. I samme periode stiger den belyste del af planeten fra 78% til 86%.
Venus den 1. og 30. juni.
Merkurs bane i forhold til horisonten.
Merkur har en kortvarig optræden på morgenhimlen fra midten af juni. Det er dog mere af teoretisk interesse, for fra danske breddegrader er Merkur som regel vanskelig at se i sommermånederne. Under største vestlige elongation den 16. juni står den 23° fra Solen, men når alligevel ikke at komme mere en godt 1° over horisonten ½ time før solopgang, og den har en lysstyrke på mag. 0,6. Som det altid er tilfældet, er Merkurs lysstyrke mindst, når den viser sig på morgenhimlen efter nedre konjunktion, fordi det er den ubelyste halvdel, som vender ind mod Jorden. Efter største elongation stiger lysstyrken, fordi vi ser mere og mere af dens belyste del. Den 21. juni når Merkur at komme op i 2° højde ½ time før solopgang, og lysstyrken er steget til mag. 0,2. Den 30. juni er lysstyrken steget yderligere til mag. ÷0,6, og højden over horisonten ½ time før solopgang er 3°. Muligheden for at finde den lille planet er således størst i de allersidste morgener af juni. Merkur bevæger sig gennem Tyren. Den 16. juni danner den en ligesidet trekant sammen med Plejaderne og Venus, hvor sidstnævnte står 12° længere mod vest. De to planeter fortsætter deres bevægelse mod øst, og den 22. juni er Merkur nået frem til Hyaderne og passerer 3° nord for Aldebaran. Merkur slutter måneden midt mellem Tyrens horn.
Merkurs bane gennem Tyren i løbet af juni 2022.
Endelig er der også asteroiden 4 Vesta. Den befinder sig i Vandmanden midt mellem Saturn og Neptun. Selv om asteroiden 1 Ceres er større end 4 Vesta, er 4 Vesta alligevel den største af de mange hundredtusinde asteroider, som kredser i asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter. Ceres er nemlig så stor, at den klassificeres som dværgplanet. Trods sin diameter på næsten 1000 kilometer er 1 Ceres ikke den klareste – det er derimod 4 Vesta, som under de mest gunstige oppositioner kan komme helt op på mag. 5,1. I 2022 kommer 4 Vesta i opposition den 22. august. På det tidspunkt er de lyse nætter overstået, og 4 Vestas lysstyrke topper på mag. 5,7. I juni stiger lysstyrken fra mag. 7,2 til mag. 6,8. Kortet viser 4 Vestas position resten af året. Et mere detaljeret kort på Heavens-above bliver opdateret dagligt med den aktuelle position.
4 Vesta. Mindste stjernestørrelse er mag. 9.
Månen står i nærheden af Saturn den 18. juni, og herefter passerer den i løbet af resten af måneden den lange række af planeter og asteroider på morgenhimlen. Den 26. står det tynde månesegl mellem Venus og Plejaderne. Månen står 2° over Venus og 4° under Plejaderne. Alle tre kan således være i synsfeltet på en prismekikkert. Merkur står 10° længere mod venstre.
Morgenhimlen den 26. juni. Aldebaran, Tyrens røde øje, er lige kommet fri af horisonten, men vil være yderst vanskelig at se så lavt på himlen.
Der er fuldmåne den 14. juni. Det præcise tidspunkt er kl. 13:52, dvs. midt på dagen. Med andre ord vil de fleste opfatte synet af Månen som værende fuld både natten mellem den 13. og 14. og natten mellem den 14. og 15. Imidlertid er der en væsentlig forskel, nemlig højden af Månen over horisonten.
Månens bane hælder 5,1° i forhold til Ekliptika, hvilket betyder, at dens bane krydser Ekliptika i to knudepunkter, og at den halvdelen af tiden befinder sig højere end Ekliptika og den anden halvdel lavere. Knudepunkterne foretager en hel omgang på 18,61 år, hvilket har afgørende betydning for Månens højde på himlen.
I løbet af denne 18,61 års periode vil Månen i nogle af årene befinde sig 5° over Ekliptika, hvor denne er højest på himlen og samtidig 5° under, hvor den er lavest. I de ekstreme tilfælde vil vi derfor kunne opleve, at Månen kulminerer i en højde på helt op til 63° midt i december, men også at den kun kommer 6° over horisonten midt i juni. Til sammenligning opnår Solen på Fyn en maximal kulminationshøjde på 58° ved sommersolhverv, og dens laveste position ved midvinter er 11°.
En sådan lav kulminationshøjde af Månen finder sted natten mellem den 14. og 15. juni i år. Den 14. står Månen op kl. 22:50, kulminerer kl. 01:50 og går ned kl. 04:47. Den er således kun på himlen i godt 6 timer, og under kulminationen står den i en højde på 7° over horisonten. Natten før står den i en højde på 9°.
Månen når således ikke at komme op over den tætteste og mest lysabsorberende del af atmosfæren. Jo tættere et himmellegeme er på horisonten, jo længere vej skal lyset bevæge sig gennem atmosfæren, hvilket har den effekt, at den blå del af spektret bliver absorberet og spredt, så den røde del bliver dominerende. Månen vil derfor hele natten lyse med en orange glød, og samtidig vil den lave højde betyde, at den ser større ud end normalt på grund af det velkendte synsbedrag, som kaldes måneillusionen. I løbet af den korte midsommernat vil Jordens ledsager således vise sig som en stor rød/orange skive mellem træer og andre konturer langs den sydlige horisont.
Fuldmånen natten mellem den 14. og 15. juni.
I de senere år har medierne ca. én gang om året proklameret, at Månen kommer særlig tæt på Jorden og derfor både lyser mere og ser langt større ud end normalt. Det gør de, når de finder ud af, at Månen er tættest på Jorden på samme tidspunkt, som der er fuldmåne.
De bringer ukritisk ”nyheden”, så snart de får nys om, at Månen kommer særlig tæt på Jorden, og de kalder fænomenet for supermånen. Det forholder sig blot sådan, at Månen kommer tæt på Jorden én gang hver måned. Det skyldes, at dens bane er elliptisk, så én gang under hvert omløb passerer den naturligvis det punkt, hvor afstanden er mindst. Dens afstand fra Jorden svinger mellem 356400 og 406700 kilometer, hvilket naturligvis helt korrekt – i hvert fald teoretisk – har betydning for dens tilsyneladende størrelse.
Månen bruger knap 27¼ døgn til ét omløb om Jorden i forhold til stjernerne, dvs. såfremt man ser Månen i nærheden af en klar stjerne, vil den 27¼ døgn senere igen stå i nærheden af den pågældende stjerne. I forhold til Solen, dvs. fra den ene fuld- eller nymåne til den næste, går der 29½ døgn. Forskellen skyldes, at Jorden og Månen kredser omkring Solen. De bevæger sig knap én grad fremad i banen i løbet et døgn. Den akkumulerede afstand i løbet af et måneomløb skal indhentes, inden de tre legemer igen står på linje, og det tager godt 2 døgn.
Tidspunktet, hvor afstanden mellem Jorden og Månen er mindst, finder derfor ikke sted under samme månefase, fordi det bliver forskudt de godt 2 døgn for hvert måneomløb. Èn gang om året forekommer det, medens det er fuldmåne, og én gang medens det er nymåne. Når det er nymåne, kan vi ikke se den, og under de øvrige faser kan vi kun se en del af dens belyste skive, hvilket gør det sværere at bedømme dens størrelse. Kun under fuldmåne vender hele den belyste skive mod Jorden, så supermånen er simpelthen den fuldmåne, som falder omkring det tidspunkt, hvor Månen er tættest på Jorden.
Betyder det så også, at Månen ser større ud end normalt? Svaret er ja, men hvis man ikke vidste det, ville man ikke bemærke nogen forskel. Når Månen er tættest på Jorden, ser den kun nogle ganske få bueminutter større ud, end når den er længst væk. Med det blotte øje er det derfor stort set umuligt at se, om den ser større eller mindre ud på et givet tidspunkt, især fordi man naturligvis ikke kan se både den store og den lille måne samtidig.
Netop i år er Månen tæt på perigæum på samme tidspunkt, som der er fuldmåne. Afstanden vil være 357433 kilometer den 15. juni kl. 01:23, dvs. ½ times tid før Månen kulminerer. Faktisk er den endnu tættere på under næste fuldmåne den 13. juli. Her kommer afstanden ned på 357263 kilometer. Det skal her bemærkes, at astronomerne angiver afstanden mellem to himmellegemer som afstanden mellem deres centre. For at finde den reelle afstand, dvs. hvor langt der er mellem Jordens og Månens overflader, skal man derfor fratrække de to legemers radius på henholdsvis 6378 kilometer og 1737 kilometer. Afstanden mellem Jorden og Månen er derfor omkring 8000 kilometer mindre end angivet.
Om pressen så benytter lejligheden til at udråbe to supermåner, vil tiden vise. Uanset hvad er der ingen grund til panik. Månen står jo så lavt over horisonten, at dens lys som nævnt bliver svækket på grund af spredning og absorption. Vi bliver således ikke blændet af dens umådeligt skarpe lys.
Månens fase lige nu kan ses på denne side fra NASA.