Stjernehimlen i august 2022
Efter tre måneder med masser af dagslys og langvarigt tusmørke vender natten i denne måned tilbage på danske breddegrader. Den astronomiske definition på nattemørke er, at Solens centrum skal være mere end 18° under horisonten. Så langt ned kommer den ikke i sommermånederne, så i tre måneder omkring sommersolhverv kan der natten igennem ses et mere eller mindre kraftigt genskær af dens lys på nattehimlen, hvor det især er udpræget mod nord, hvor Solen befinder sig under horisonten. Dette kaldes som bekendt de lyse nætter.
Afslutningen på de lyse nætter. Solen befinder sig 18° under horisonten.
Bemærk Karlsvognen lavt på himlen mod nordvest og den klare stjerne mod nordøst, som er Capella i Kusken. I modsætning til Kusken er Karlsvognen er ikke et officielt stjerne-billede, idet den udgøres af de syv klareste stjerner i Store Bjørn. Bortset fra disse syv er Store Bjørns øvrige stjerner forholdsvis lyssvage, og det kan derfor være vanskeligt at overskue det store stjernebillede, som for øvrigt er himlens 3. største kun overgået af Søslangen og Jomfruen. Her i sensommeren og i de første efterårsmåneder vender Store Bjørn ”rigtigt”, og på en mørk nat kan man se, hvordan bjørnen synes at gå langs nordhorisonten. Det er formodentlig netop dette, som gjorde, at også indianerne i Nordamerika opfattede stjernerne som en bjørn. I deres myter blev bjørnen forfulgt af syv jægere gennem hele sommeren, indtil det lykkedes dem at fange den om efteråret.
Selv om Danmark ikke fylder ret meget på verdenskortet, er der betydelig forskel på begyndelses- og sluttidspunktet af de lyse nætter. Jo højere mod nord man befinder sig, jo længere varer de. Her i 2022 slutter de den 7. august på Fyn, medens de først er overstået i Skagen den 15. august. I Gedser slutter de allerede den 4. august. Uanset hvor man bor, oplever man, at der igen bliver mørkt om natten, selv om der i praksis naturligvis ligesom ved de lyse nætters begyndelse en vis overgangsperiode, hvor der kun er mørkt omkring midnat. Bemærk at midnat i denne forbindelse skal forstås som astronomisk midnat, som falder én time senere end borgerlig midnat på grund af sommertiden. I år er der blot den lille hage omkring afslutningen på de lyse nætter, at der er fuldmåne den 12. august. Himlen vil derfor ikke være mørk nok til, at de svageste stjerner kan ses før senere på måneden, når Månen er væk.
Dagslys og tusmørke i Odense 1., 7. og 31. august 2022. Lys grå: Borgerligt tusmørke. Grå: Nautisk tusmørke. Mørk grå 75%: Astronomisk tusmørke. Sort: Nattemørke.
Udover at forlænge de lyse nætter betyder fuldmånen den 12. august også, at et af augusts højdepunkter bliver knap så bemærkelsesværdig som i andre år. Månens lys overstråler flertallet af de mange meteorer fra Perseiderne, som er aktive i perioden 17. juli til 24. august og med maksimum netop den 12. august.
Perseiderne er typisk hurtige og lysstærke og udstråler som navnet antyder fra stjerne-billedet Perseus. Meteorerne viser sig dog overalt på himlen, men en Perseide kan kendes ved, at sporet kan føres tilbage til Perseus, og ofte efterlader en lysende diffus glød, som bliver stående i flere sekunder. Man kan begynde at se efter Perseiderne et par timer efter solnedgang, dvs. ved 22:30 tiden.
Mange af meteorerne er dog så kraftige, at selv Månens lys ikke er stærkt nok til at overstråle dem. Som med de fleste andre meteorsværme har Perseiderne tendens til at stige i antal efter midnat, og typisk forekommer de fleste i timerne umiddelbart før daggry. Perseiderne kan ses i adskillige dage på hver side af maksimum, men dog ikke så talrige som under selve maksimum, hvor ZHR ofte kommer op på 60-80.
Det mest gunstige tidspunkt i 2022 for at se Perseiderne er i morgentimerne i de få nætter før maksimum, hvor Månen går ned så tidligt, at der bliver en times tid med forholdsvis mørk himmel før daggry. For eksempel går Månen ned kort tid før kl. 04 den 11. august, hvilket er næsten to timer før solopgang.
På trods af betegnelsen meteorsværm eller meteorstorm er der ingen fare forbundet med at stå under åben himmel og betragte stjerneskuddene. Partiklerne er på størrelse med sandkorn, og de brænder fuldstændig op i Jordens atmosfære. Der er aldrig fundet meteoritter, som stammer fra Perseidernes ophavskomet 109P/Swiftt-Tuttle. Desuden er meteorsværmens tæthed langt fra så stor, som man umiddelbart skulle tro. Den relative hastighed i forhold til Jorden er omkring 60 kilometer i sekundet, hvilket betyder, at to partikler, som rammer Jorden med ét minuts mellemrum, i virkeligheden befandt sig i en afstand af 3600 kilometer fra hinanden.
Perseidernes radiant kl 04 om morgenen den 13. august 2022.
Selv om man ikke umiddelbart kan få øje på den, befinder Merkur sig på aftenhimlen hele måneden. Usynligheden gælder dog kun for den nordlige halvkugle, og især for dem, som bor på høje breddegrader. På den sydlige halvkugle er det derimod året mest gunstige tilsynekomst. Merkur ses bedst under største elongationer, dvs. når vinkelafstanden til Solen er størst mulig. På grund af Merkurs meget elliptiske bane varierer elongationerne mellem 17,9° og 27,8°, men på grund af baneforholdene mellem Jorden og Merkur finder de maksimale elongationer altid sted, når Merkur står ugunstigt fra danske breddegrader. De bedste tidspunkter for at se den solnære planet fra vore breddegrader er om aftenen i foråret eller om morgenen i efteråret, hvor Ekliptika står stejlt mod horisonten, men de mest gunstige elongationer finder sted om morgenen i foråret eller om aftenen i efteråret, dvs. lige præcis på de modsatte tidspunkter, så i Danmark må vi være tilfredse med de mindste elongationer, når Merkur står gunstigt.
Troperne og den sydlige halvkugle har således meget bedre forhold for at se Merkur. I Troperne står Ekliptika næsten lodret mod horisonten hele året, så under elongationerne vil vinkelafstanden stort set svare til Merkurs højde over horisonten ved solnedgang, og på den sydlige halvkugle finder de maksimale elongationer sted på de tidspunkter, hvor Ekliptika står stejlt mod horisonten.
Dette forhold kommer tydeligt til udtryk her i august. Merkur har sin største østlige elongation på 27° den 27. august, men allerede et kvarter efter solnedgang står den her i Danmark kun ½° over horisonten og er derfor umulig at se. I Sydafrika står den på samme tidspunkt 25° over horisonten.
Merkurs højde over horisonten ved solnedgang i august 2022.
Derudover befinder Merkur sig på tidspunktet for største elongation den 27. august 2½° under Ekliptika, hvilket får den til at stå endnu lavere på himlen.
Merkur ved solnedgang den 27. august. Den skrå linje er Ekliptika.
Den 1. august står Saturn op et kvarters tid før kl. 22. Det er ½ time efter solnedgang, så for at få øje på ringplaneten må man vente til der bliver lidt mørkere, og desuden skal Saturn så højt op på himlen, at den slipper fri af den værste atmosfæriske turbulens tæt på horisonten.
Saturn kommer i opposition den 14. august, hvor den er på himlen hele natten. Det bedste tidspunkt for at observere den er, når den står højest på himlen mod syd, hvilket er omkring kl. 01:30. Under oppositionen er Saturns lysstyrke mag. 0,2. Lysstyrken gør den iøjnefaldende, idet den befinder sig i den østlige del af Stenbukken, hvor de klareste stjerner er Deneb Algedi (δ Cap) på mag. 3 og Nashira (γ Cap) på mag. 4. I lighed med de øvrige planeter bevæger Saturn sig retrogradt i forbindelse med oppositionen. Den bevæger sig således mod vest i forhold til baggrundsstjernerne, og hastigheden er omkring 0,5° pr. uge. Fuldmånen passerer området den 11. og 12. august – på samme tidspunkt, som Perseiderne har maksimum.
Saturn i august 2022. Synsfeltets bredde er 10°. Saturn, δ, γ og den karakteristiske linje på tre 6. størrelsesklasse stjerner kan være inden for synsfeltet i en prismekikkert.
Afstanden mellem Saturn og Jorden under oppositionen er 1,325 milliarder kilometer. Det er således det bedste tidspunkt til at se Saturns ringe, fordi både selve planeten og ringsystemet ser størst mulig ud. Saturns skive spænder over 19″ langs planetens ækvator, medens poldiameteren er knap 2” mindre på grund af Saturns hurtige rotation om sin egen akse, hvilket bevirker en udpræget fladtrykthed. Ringene har en udstrækning på næsten 43″, hvilket mere end fordobler størrelsen på Solsystemets bedst kendte planet – ingen er i tvivl om, hvilken planet, det drejer sig om, når den kommer i synsfeltet på et astronomisk teleskop, eller man se et billede af den.
Sammenlignet med de senere år ser ringene imidlertid markant anderledes ud. Vi er på vej mod det tidspunkt, hvor Jorden krydser ringplanet, hvilket sker 2 gange under Saturns 29½ års omkredsningsperiode af Solen. Denne ændring af synsretningen sker, fordi Jorden og Saturn ikke kredser om Solen i præcis samme plan. Næste gang ringplanet ses lige fra kanten bliver i 2025.
Saturn under oppositionen i årene 2018-2025.
Saturn har mange måner. Heraf er Titan forholdsvis nem at se selv med et beskedent astronomisk teleskop. Titan kredser omkring Saturn på 16 døgn, og når således knap to omgange i løbet af en måned. Titans lysstyrke er mag. 8½, og den står nord for Saturn 5. og 21. august og syd for den 13. og 29. august. Natten mellem den 19. og 20. kommer en baggrundsstjerne med samme lysstyrke som Titan ind i synsfeltet. Baggrundsstjernen står der stadig næste nat, og her kan man tydeligt se, hvor meget Saturn har bevæget sig det forløbne døgn.
Saturn den 19./20. august og den 20./21. august. Tethys, Dione og Rhea på mag.10 har tydeligvis bevæget sig hurtigere end Titan. De kredser tættere på Saturn med omkredsningsperioder på nogle få dage. Bemærk at billederen er retvendte. I astronomiske teleskoper vil orienteringen være afhængig af det optiske system.
Jupiter er endnu nemmere at finde end Saturn og det på trods af, at den befinder sig i et stjernebillede, man normalt ikke tænker særlig meget på. Det skulle da lige være i forbindelse med det velkende sagn om Andromeda eller i forbindelse med en af himlens bedst kendte variable stjerner. Andromeda bliver i sagnet ofret til Søuhyret Cetus, som på dansk har det mere fredelige navn Hvalen, og det er netop i det øverste højre hjørne af Hvalen tæt på grænsen til Fiskene, at Jupiter befinder sig i hele august.
Jupiter i august 2022. Jupiter bevæger sig retrogradt og når lige netop ikke at krydse grænsen til Fiskene inden månedens udgang.
En af de få velkendte stjerner i Hvalen er Omikron Ceti, som oftest omtales med sit egennavn Mira. Dette navn stammer fra latin Stella mira, “den forunderlige stjerne”.
De fleste stjerner ser ud til at lyse med en konstant styrke, men faktisk har mange af dem variable lysstyrker. De stiger og falder i lysstyrke med kortere eller længere perioder, og ændringerne er ofte for små til at kunne ses med det blotte øje. Men Mira er anderledes. Dens lysstyrkeændring er meget stor, og afhængigt af hvor den er i sin cyklus, kan den enten tydeligt ses uden optiske hjælpemidler eller være så svag, at den kun kan ses gennem et teleskop. Perioden er ca. 332 dage, dvs. ca. 11 måneder.
Miras lysstyrkevariation i de seneste 10 år.
Der er huller i ovenstående kurve, fordi Mira ikke er synlig i forårsmånederne, idet den på dette tidspunkt er for tæt på Solen. Den kan normalt ses det med det blotte øje i ca. 6 uger før maksimal lysstyrke og ca. to måneder efter. Maksimum forventes midt i juli 2022, og såfremt lysstyrkeændringen følger det sædvanlige mønster, skulle den gerne være synlig i hele august.
Søgekort til Mira. Området står mod sydøst kl. 04 midt i august.
Det er umuligt at forudsige præcis, hvor klar Mira bliver under maksimum, og hvor hurtigt lysstyrken aftager. I nogle år har den været oppe på mag. 2 og i andre kun i nærheden af mag. 4. Se de seneste observationer: Latest observations of Mira from AAVSO
Perioden på ca. 11 måneder betyder, at maksimumstidspunktet falder én måned tidligere for hvert år. De kommende par års forventede maksimum bliver 13. juni i 2023 og 10. maj i 2024. Med andre år forekommer både maksimum og lysstyrkefaldet i de lyse nætter, og i årene umiddelbart derefter er Mira for tæt på Solen.
Mira blev opdaget den 13. august 1596 af David Fabricius (1564-1617), som var en af Tycho Brahes elever. Fabricius antog den for en nova, fordi den pludselig blev synlig for derefter at falme og forsvinde igen. Før Fabricius’ opdagelse findes der optegnelser fra Hipparchus (ca. 190-120 f.v.t.) og fra kinesiske observatører omkring år 1000. Efter Fabricius’ opdagelse blev den i 1603 set og katalogiseret af Johann Bayer som en stjerne af 4. størrelsesklasse i hans Uranometria, hvor den fik tildelt det græske bogstav ο (Omicron). Johann Bayer anså den under udarbejdelsen af kataloget således for den 15. klareste stjerne i Hvalen. Fabricius observerede den til sin store forbavselse igen den 15. februar 1609, men dens periodiske variation blev først opdaget af hollænderen Jan Fokkens Holwarda (1618-1651), som opdagede den i 1638 og iagttog den løbende i de efterfølgende år, hvorved kan kunne udledte en periode på omkring 11 måneder. Den polske astronom Johann Hevelius observerede den fra 1659 til 1682, og det var ham, som gav den navnet Mira Stella.
Datidens astronomer undrede sig over Miras lysstyrkeændringer. Det var et stort mysterium, som ingen kunne forklare. I dag ved astronomerne, at Mira er en rød kæmpe. Dens masse er kun lidt større end Solens, men ligesom andre røde kæmper er den svulmet op til mange hundrede gang Solens størrelse. Ved hjælp af Hubble Space Telescope er Miras diameter til beregnet til at være omkring 700 gange Solens. Diameteren er imidlertid ikke konstant, for lysstyrkeændringerne skyldes, at stjernen udvider og trækker sig sammen.
Mira var den første af denne type, som blev opdaget. Den har derfor givet navn til denne særlige klasse af variable stjerner, som har masser på op til et par gange Solens. Mira-variable har pulsationsperioder fra 80 og helt op til 1000 dage, og de er tæt på afslutningen af det røde kæmpestadium. Solen vil om 5 milliarder år følge det samme evolutionære mønster og udvikle sig til en Mira-variabel. Sådanne stjerner vil til sidst kaste en stor del af deres materiale ud i rummet og danne en planetarisk tåge, som i løbet af nogle titusinder år spredes og forsvinder, medens den blotlagte kerne ender som en hvid dværgstjerne, hvor der ikke længere sker fusionsprocesser. Den hvide dværg bliver dog ved med at lyse i milliarder af år, medens den ganske langsomt afkøles.
Jupiter befinder sig som nævnt også i Hvalen. Den står op kort tid før kl. 23 i begyndelsen af august og to timer tidligere i slutningen af måneden. Jupiter nærmer sig oppositionen, som finder sted i slutningen af september. Lysstyrken stiger derfor en lille smule; fra mag. ÷2,7 til mag. ÷2,8 i månedens løb. Samtidig vokser den tilsyneladende diameter og ender på 49″ på månedens sidste aften.
Den store diameter betyder, at man selv gennem små teleskoper kan se to parallelle mørke bælter, som ligger på hver side af planetens ækvator. Større teleskoper afslører flere detaljer i de øvrige bælter, inklusive den store røde plet, der i lighed med resten af overfladetrækkene bevæger sig hurtigt hen over planetens skive på grund af Jupiters rotationsperiode på kun 10 timer.
De fire store måner er et kapitel for sig, og de kan ses i stort set ethvert teleskop, ja endda i en god prismekikkert. Månerne kredser så hurtigt omkring Jupiter, at de skifter indbyrdes position fra aften til aften og endda fra time til time. Det bedste syn fås dog med et større teleskop og en forstørrelse på minimum 75×-100×. Herved er det muligt at iagttage yderligere et interessant fænomen. Månerne lyser ved tilbagekastet sollys, og på samme måde som Jordens måne af og til dækker for Solen og forårsager en solformørkelse, når dens skygge rammer Jorden, kaster Jupiters måner også en lang skygge, som kan nå ned til Jupiters øverste skytoppe, hvor de ses som en sort plet, som langsomt bevæger sig hen over Jupiters skive. En daglig oversigt kan ses på https://shallowsky.com/jupiter/
Billedet er taget med mobiltelefon gennem et teleskop. Der kan ikke ses detaljer på Jupiter, fordi den er overeksponeret.
Neptun befinder sig i Fiskene 13° længere mod vest end Jupiter, og med en lysstyrke på mag. 7,7 er den ikke synlig for det blotte øje, men en god prismekikkert er tilstrækkelig.
Neptun midt i august. Synsfeltet er 20°.
Neptun. Detailkort med et synsfelt på 5°.
I lighed med Jupiter bevæger Neptun sig retrogradt. Den befinder sig under de syv stjerner, som udgør den vestlige af Fiskene umiddelbart under Pegasusfirkanten. Neptun ligger 5° syd for Lambda (λ) Piscium. Området ses bedst fra et par timer efter midnat, og detailkortet svarer til synsfeltet i en prismekikkert. Tag ikke fejl af en baggrundsstjerne med næsten samme lysstyrke som Neptun. Den 1. august står den knap ½° øst for planeten. Neptuns retrograde bevægelse forøger afstanden til 1° i løbet af måneden. Neptuns udstrækning er 2″, så selv gennem et teleskop er det vanskeligt at se dens skive.
Mars og Uranus står nær hinanden i Vædderen den 1. august. Mars kan ikke overses, for den røde planet har en lysstyrke på mag. 0,2. Uranus er meget svagere, og der er brug for en prismekikkert for at kunne se dens mag. 5,8. De første par dage i måneden er det imidlertid forholdsvis nemt, for med Mars i synsfeltet befinder Uranus sig 1½° mod nord. Med lav forstørrelse ligner Uranus en stjerne. Der skal anvendes et teleskop med høj forstørrelse for at kunne skelne dens lille skive på 4”. Resten af måneden kniber det lidt mere, for Mars bevæger sig hurtigt længere mod øst, og eftersom Uranus befinder sig i et stjernefattigt område, er der ikke umiddelbart nogle klare stjerner i nærheden.
På kortet herunder ses Mars’ hurtige bevægelse gennem Vædderen og ind i Tyren, hvor den bevæger sig mellem Plejaderne og Hyaderne med den røde kæmpe Aldebaran længst til venstre i stjernehoben. I modsætning hertil bevæger Uranus sig kun ganske lidt mod øst, idet den næsten er stationær forud for oppositionssløjfen senere på året, så når man husker, hvor planeten befandt sig først på måneden, kan den findes ved hjælp af detail-kortet, hvor lysstyrken er angivet på de klareste baggrundsstjerner. Uranus har som nævnt mag. 5,8.
Uranus’ position og Mars’ banebevægelse i august.
Detailkort med Uranus’ position i august. Synsfeltets bredde er 6°.
Mars krydser grænsen til Tyren den 9. august, og den bevæger sig syd for Plejaderne, som den er tættest på omkring den 20. Den 19. og 20. passerer den aftagende halvmåne forbi området.
Mars, Månen og Plejaderne om morgenen den 19. august.
Ved månedens udgang står Mars knap 6° fra den klareste stjerne i Tyren, Aldebaran, hvis rød/orange farve kan sammenlignes med Mars’. Mars nærmer sig oppositionen, som dog første finder sted midt i december. I løbet af august stiger dens lysstyrke, og gennem et teleskop kan man følge, hvordan dens tilsyneladende størrelse forøges fra 8″ til 10”. Under opposition i december vil den være næsten dobbelt så stor. Det er væsentligt mindre end under den foregående opposition men større end under de næste fire.
Mars tilsyneladende størrelse under de kommende oppositioner.
Venus er på morgenhimlen hele måneden, og med en lystyrke på mag. ÷3,9 er den svær at overse. Den 1. august står den op to timer før Solen, og sidst på måneden har den kun 1½ times forspring. Set fra Jorden kommer den lysstærke planet nemlig tættere og tættere på Solen, idet den nærmer sig øvre konjunktion, som finder sted den 22. oktober. Det betyder, at Venus i øjeblikket befinder sig på den modsatte side af Solen i forhold til Jorden. Afstanden til den er derfor stor, og vi ser næsten hele dens belyste side. Den 1. august viser Venus sig gennem et teleskop som en 93% oplyst skive, som spænder over 11″. Den 31. august er belysningsgraden 97% og størrelsen er svundet til 10”.
Venus’ faser. Bevægelsen foregår i modsatte retning af uret.
