Stjernehimlen i oktober 2022
Indenfor de seneste syv år har der været to partielle solformørkelser synlig i Danmark – i marts 2015 og i juni 2021. Begge fandt sted midt på dagen, og nu kommer muligheden for tredje gang.
I Odense begynder formørkelsen tirsdag den 25. oktober kl. 11:06:26. Dette kaldes første kontakt, men denne fase kan i sagens natur ikke ses, idet første kontakt er defineret som det tidspunkt, hvor måneskiven og solskiven lige netop berører hinanden. Først efter nogle sekunder viser det første lille indhak i solskiven sig, og i løbet af de næste 63 minutter bliver en større og større del af Solen dækket. Kl. 12:09:10 er formørkelsen på sit højeste, og herefter går der igen lidt mere end en time, før formørkelsen er slut med sidste kontakt kl. 13:13:26. Hele forløbet varer 2 timer og 7 minutter. Under maksimal formørkelse er omkring 1/3 af solskiven dækket.
Formørkelsen set fra Odense.
Solformørkelsen er ikke total noget steds på Jorden, så det er ikke kun i Danmark, den ses som partiel. Formørkelsen kan ses fra hele Europa med undtagelse af Portugal og den sydlige del af Spanien. Den kan også ses fra Centralasien og den nordøstlige del af Afrika, samt fra en del af Østgrønland. Den maksimale formørkelse på 86% finder sted i nærheden af byen Nizjnevartovsk på den nordlige bred af floden Ob på den Vestsibiriske slette i Ural distriktet. En formørkelse af en sådan type finder sted, når Månens skygge passerer ovenover Jordens Nordpol.
Formørkelsesområdet.
For skoleelever er formørkelsen samtidig den sidste mulighed for at se en solformørkelse indenfor undervisningstiden de næste 15 år. De seneste to var i undervisningstiden, ligesom også den aktuelle er, men de kommende syv formørkelser synlig fra Danmark vil finde sted enten tidligt om morgenen ved solopgang, sent om aftenen ved solnedgang eller på skolefridage. Først fredag den 16. januar 2037 kommer muligheden i formiddagstimerne.
Seneste formørkelse torsdag den 10. juni 2021 set fra Munkebjergskolens Observatorium.
Et andet højdepunkt i oktober 2022 er en reprise fra tidligere år. Det drejer sig om meteorsværmen Orioniderne, som formodentlig har været aktiv siden oldtiden, men opdagelsen af, at det drejer sig om en årligt tilbagevendende sværm, bliver tillagt astronomen Edward C. Herrick, som i 1839 bemærkede, at der syntes at forekomme en særlig høj meteoraktivitet midt i oktober. En lignende observation gjorde han 1840, hvor han samtidig tilføjede, at den præcise dato for den største aktivitet efter al sandsynlighed finder sted mellem den 8. og den 25. oktober.
En mere præcis observation blev foretaget af astronomen Alexander Stewart Herschel den 18. oktober 1864, hvor han bemærkede 14 meteorer med nogenlunde samme radiant. Herschel iagttog igen sværmen den 20. oktober 1865. Denne gang observerede han 19 meteorer. Herefter steg interessen for Orioniderne stærkt, og det er siden blevet en af de bedst observerede af de årlige meteorsværme.
Det bemærkelsesværdige ved Orioniderne er, at ophavskometen er Halleys komet, hvis bane krydser Jordens bane to gange årligt. Eta Aquariderne i begyndelsen af maj og Orioniderne i oktober er således to sider af samme sag.
I år forventes Orioniderne maksimum at finde sted natten mellem den 21. og 22. oktober. ZHR ligger normalt på omkring 20, så der er tale om en af de moderate sværme. I 2022 er forholdene gode, idet Månen er aftagende og først står op kort tid før kl. 04. Den befinder sig i Løven, og samtidig forholder det sig sådan, at den aftagende måne lyser knap så kraftigt som den tiltagende. Det skyldes, at halvdelen af den belyste del udgøres af det mørke Stormenes Hav.
Månen om morgenen den 22. oktober. Læg mærke til, at hele Månen kan ses. Det skyldes jordskinnet, som oplyser den del af Månen, som ikke rammes direkte af Solens lys.
Orioniderne bevæger sig meget hurtigt. Støvpartiklerne rammer Jordens atmosfære med en hastighed på omkring 66 kilometer i sekundet, hvilket betyder, at de brænder op og fordamper fuldstændig i løbet af ganske få sekunder. En særlig karakteristisk egenskab ved Orioniderne er, at der ofte forekommer en efterglød, som bliver stående på himlen i et stykke tid efter, at selve meteoret er forsvundet. Såfremt der er overskyet på maksimums-natten, er der ikke grund til at fortvivle. I natten før og efter maksimum er raten ofte næsten lige så høj som under selve maksimum.
Radianten er det sted på himlen, hvorfra meteorerne synes at udstråle. For Orionidernes vedkommende befinder den sig i den øverste del af Orion i nærheden af den trækølle, som den mytologiske jæger holder hævet over hovedet. Området befinder sig under horisonten ved mørkets frembrud og står op omkring kl. 22. Radianten behøver imidlertid ikke at befinde sig over horisonten, for at man kan se meteorerne. Hvis radianten for en meteorsværm befinder sig under horisonten, vil man se meteorerne bevæge sig opad fra horisonten, og netop dette forbavser mange, for normalt forventer man, at en meteor bevæger sig nedad. Af og til vil man ligeledes se en sporadisk meteor bevæge sig opad. Der vil kun være tale om et meget begrænset antal, der optræder på denne måde, jvf. beregningsgrundlaget for ZHR. Det lave antal skyldes især, at Jordens atmosfære absorberer en stor del af lyset tæt på horisonten, så kun de allerklareste – dvs. ildkuglerne – er synlige.
Orionidernes radiant står mod sydøst kl. 03. Den klare ”stjerne” over radianten er planeten Mars.
Himlen mod nord ved midnat midt i oktober.
Ved midnat står Karlsvognen direkte mod nord. Cassiopeias W befinder sig i Zenith, og mod øst ses Capella i Kusken midtvejs mellem horisonten og Zenith, og nærmere horisonten står Tyren med den røde kæmpe Aldebaran samt de to åbne stjernehobe Plejaderne og Hyaderne lodret over Orion, som næsten er kommet helt fri af horisonten, og det samme er Tvillingerne længere mod nordøst. I nordvestlig retning er Bootes næsten helt forsvundet, og Herkules er ligeledes ved at nærme sig horisonten. Den nordligste del af Herkules er dog cirkumpolar og forbliver således altid på himlen fra danske bredde-grader. Det samme gælder for de to øverste stjerner i Sommertrekanten, Vega i Lyren og Deneb i Svanen. De kan ses hele året, medens Altair i Ørnen kun kan ses en del af året.
Karlsvognen er også cirkumpolar. Denne figur bestående af syv stjerner er kendt næsten overalt på Jorden, og det gælder også, såfremt vi rejser tilbage til oldtiden. Stjernernes egenbevægelse på grund af Mælkevejens rotation er så lille, at stjernebillederne beholder deres form i tusindvis af år. Om 100000 år vil det dog knibe lidt med at genkende Karlsvognen, når man sammenligner med nutidens udseende.
Karlsvognen om 100000 år.
Himlen mod syd ved midnat midt i oktober.
Fire stjerner danner et kvadrat højt på himlen mod syd. Det er Pegasusfirkanten, hvis øverste venstre stjerne faktisk tilhører Andromeda, der som de fleste ved er hjemsted for Mælkevejens nabogalakse, Andromedagalaksen, som lige netop kan ses med det blotte øje en mørk nat. Under Pegasus ses Vandmanden og Fiskene, og endnu nærmere horisonten ses en enlig stjerne af 1. størrelsesklasse, Fomalhaut i Sydlige Fisk. Knækket i den snor, som Fiskene i mytologien er bundet sammen med, viser vej til Omikron i Hvalen. Stjernen er bedre kendt under navnet Mira og er en langtidsvariabel med en periode på ca. 330 døgn. Lysstyrken varierer normalt mellem ca. mag. 10 og ca. mag. 3, men der er rapporteret om en maksimal lysstyrke på op til mag. 2. Mira er kun synlig for det blotte øje i månederne omkring maksimum, som i år var midt i juli, hvor lysstyrken nåede mag 3,5.
Mod vest nærmer Sommertrekantens nederste stjerne, Altair i Ørnen, sig horisonten. Mellem Ørnen og Svanen ses Pilen og Delfinen, som trods deres beskedne størrelse alligevel er nemme at genkende. Mod øst varsler de to vinterstjernebilleder Tyren og Orion om, at den kolde årstid står for døren.
Sommertrekanten.
På ovenstående stjernekort er planeterne ikke med. I oktober er der imidlertid mulighed for at se de tre klassiske ydre planeter på nattehimlen samt den lille hurtige Merkur på morgenhimlen. Derudover er der med lidt omhu også muligt at se Uranus og Neptun.
Stjernehimlen kl. 23 midt i oktober.
Ved månedens begyndelse kan Saturn ses 12° over horisonten mod sydøst ved mørkets frembrud, dvs. når tusmørket er overstået. Det nautiske tusmørke slutter kl. 20:13, og det astronomiske kl. 20:57. Saturn går ned kl. 02:30 og et par timer tidligere ved udgangen af måneden. Siden oppositionen den 14. august er lysstyrken faldet fra mag. 0,2 til mag. 0,5. Til trods herfor er Saturn fortsat det klareste objekt i Stenbukken, så der burde ikke være nogen problemer med at identificere ringplaneten – især ikke hvis man ser på den gennem et teleskop. Selv en forholdsvis beskeden forstørrelse på 30×-50× er tilstrækkelig til at kunne se den berømte ring, som med sin udstrækning på 40” spænder over mere end det dobbelte af Saturns 18”. Ganske vist er ringen ikke så tydelig som for blot nogle år siden, idet vi nærmer os det tidspunkt, hvor Jordens og Saturns baneplaner krydser hinanden. Når det sker, ses ringene fra kanten. Der går dog indtil 2025, hvorefter ringene igen begynder at åbne sig. I oktober 2022 ser vi ringene under en vinkel på 15°.
Det er også muligt at se Saturns største måne Titan, som har en lysstyrke på mag, 8,5. Titans omkredsning af Saturn tager 16 døgn, så den når to omgange i løbet af en måned. En lille håndfuld af de mindre måner på mag. 10 kan ligeledes ses under gode observationsforhold. Disse måner kredser tættere på Saturn end Titan og skifter derfor mærkbart position fra den ene nat til den næste.
Saturn med de fem klareste måner den 15. oktober.
Saturn er næsten stationær i oktober. Dens position ændres kun med omkring ½°, idet den retrograde bevægelse mod vest blandt baggrundsstjernerne afsluttes sidst på måneden og afløses af den prograde bevægelse mod øst.
Afslutningen på Saturns retrograde bevægelse. Den klareste stjerne på kortet har mag. 9.
Selv om Jupiter befinder sig i Fiskene, to stjernebilleder længere mod øst end Saturn, bliver Solsystemets største planet synlig på samme tid som den berømte ringplanet. Det skyldes delvist, at den med positionen i Fiskene har en højere deklination og delvist, at den med sin lysstyrke på mag. ÷2,9 overstiger Saturns med adskillige størrelsesklasser og derfor bliver synlig kort tid efter solnedgang. Om efteråret ligger Ekliptika næsten vandret mod horisonten ved solnedgang, hvilket har betydning for, hvornår et himmellegeme langs Ekliptika står op. Dette forhold belyses nærmere under omtalen af Høstmånen.
Jupiter mod øst og Saturn mod sydøst kort tid efter solnedgang den 1.oktober.
Jupiter var i opposition i slutningen af september og bibeholder sin udstrækning på 50” en stor del af måneden. Ved oktobers udgang er udstrækningen kun svundet til 48”.
Den store diameter betyder, at de to markante mørke bælter på hver side af planetens ækvator tydeligt kan ses i stort set ethvert astronomisk teleskop. De mange bælter på højere breddegrader nærmere polerne er lidt vanskeligere at se, medens det normalt ikke volder problemer med den store røde plet, når den befinder sig på den side af Jupiter, som kan ses fra Jorden, og man behøver som regel ikke at vente særlig længe, for Jupiter roterer omkring sin akse på kun 10 timer, så den når en hel omgang i løbet af én oktobernat.
De fire store måner er et kapitel for sig selv. Io, Europa, Ganymede og Callisto kredser om Jupiter så hurtigt, at deres positionsændring kan konstateres i løbet af ganske kort tid.
Når en måne passerer ind foran Jupiter, kan den kun ses med stor vanskelighed, hvorimod dens skygge tydeligt kan ses. Efter oppositionen falder lyset fra Solen skråt i forhold til retningen fra Jorden, hvilket betyder, at skyggen først rammer Jupiter, efter at månen har bevæget sig ind foran planeten. Tidsforskellen er afhængig af vinklen mellem Jupiter, Jorden og Solen, så i løbet af oktober bliver forskellen større og større. Alle sådanne begivenheder kan beregnes på forhånd, så man kan planlægge sine observationer. Eftersom Io kun bruger 1½ døgn til en omkredsning af Jupiter, og Europa bruger 3 døgn, er det især disse to måner, som man skal holde øje med.
Io er på vej ind foran Jupiter. Dette kaldes en transit, og nogle minutter senere følger månens skygge.
Dobbelt skyggpassage.
Nogle gang forekommer to skyggepassager samtidig, og meget sjældent tre. F.eks. som på ovenstående den 19. oktober tidligt om aftenen, hvor skyggen fra Europa og Ganymede passerer hen over Jupiters skydække. Dette on-line program kan bruges til at forudbestemme sådanne begivenheder, ligesom det også viser, hvornår den store røde plet er synlig.
Den tredje af de klassiske ydre planeter, som er synlig i oktober, er Mars. Den befinder sig i Tyren, nærmere bestemt i den østlige del mellem Tyrens horn. Mars bevæger sig progradt, dvs. mod øst blandt baggrundsstjernerne indtil allersidst på måneden, hvor den retrograde bevægelse i forbindelse med oppositionen begynder. Oppositionen finder først sted i december, men allerede nu kan man se, at den nærmer sig, for Mars’ lysstyrke stiger fra mag. ÷0,6 til mag. ÷1,1 i løbet af oktober. Den røde planet overstråler dermed Tyrens røde øje, Aldebaran på mag. 1.
Mars oppositionssløjfe i 2022.
Gennem et teleskop kan man samtidig konstatere, at Mars’ udstrækning vokser fra 12” til 15”, og at dens fase vokser fra 88% til 94% belyst.
Mars’ størrelse den 1. og 31. oktober.
Størrelsesforøgelsen betyder, at man kan begynde at skelne nogle af de mørke aftegninger på planetens overflade. Dette kræver en rolig atmosfære og med Mars så højt som muligt på himlen mod syd, hvilket er i de tidlige morgentimer. Det vil dog ikke være så detaljeret som herover, idet det er et computerfremstillet billede. Et on-line baseret interaktiv program viser, hvilken side af Mars, der på et givet tidspunkt er synlig fra Jorden.
Ændringen i belysningsgraden skyldes, at vinklen Jorden-Mars-Solen bliver mindre, og under selve oppositionen ses Mars fuldt belyst, fordi de to planeter da står på linje.
Vinklen mellem Jorden, Mars og Solen i oktober.
Merkur står på morgenhimlen i oktober, og det er samtidig den bedste mulighed for at se den som ”morgenstjerne” i 2022. Den 1. oktober står den op fem kvarter før Solen, men som det altid er tilfældet med vestlige elongationer, er dens lysstyrke til at begynde med temmelig beskeden, idet den ligger på mag. 0,9. Det ændrer sig dog hurtigt, og allerede fem dage senere er lysstyrken steget til mag. 0, og under største vestlige elongation den 8. oktober er den yderligere steget til mag. ÷0,4. Denne morgen står Merkur op næsten 2 timer før Solen, og den når op i en højde på 9° over horisonten tre kvarter før solopgang. Lysstyrken stiger yderligere, og når mag. ÷1 midt på måneden. På samme tid bliver vinkelafstanden til Solen imidlertid mindre, så højden tre kvarter før solopgang den 21. oktober er reduceret til 4°. De kommende morgener kommer Merkur gradvist for tæt på Solen og kan kun ses, såfremt man har en fri horisont, og himlen er helt klar.
Merkur tre kvarter før solopgang.
Venus kan ikke ses. Den er i øvre konjunktion med Solen den 22. oktober og dukker først op aftenhimlen omkring nytårstid.
Uranus befinder sig i den nederste del af Vædderen. Dens lysstyrke på mag. 5,7 er for lav til, at den umiddelbart kan ses med det blotte øje, men det er tilstrækkeligt til, at den kan ses gennem en prismekikkert. Uranus kommer i opposition i november og bevæger sig retrogradt. Stjernekortet herunder med et synsfelt på 90° viser dens position mellem Vædderen, Tyren og Hvalen. På det detaljerede kort med et synsfelt på 6° (svarende til synsfeltet i en prismekikkert) er lysstyrken på de klareste stjerner i området angivet. En prismekikkert viser blot Uranus som en stjernelignende prik, og kun gennem et godt teleskop med stor forstørrelse er det muligt at se dens lille skive på blot 4”.
Uranus i oktober 2022. Synsfeltet er 90°.
Uranus i oktober 2022. Synsfeltet er 6°.
Neptuns kan ikke ses med det blotte øje, idet dens lysstyrke er mag. 7,7. Ligesom for Uranus’ vedkommende kan den dog findes med en god prismekikkert under en mørk himmel. Kikkerten skal rettes mod området lige under den vestligste af Fiskene, og som en ekstra hjælp til at finde området befinder Jupiter sig knap 10° længere mod øst. På samme måde som med Uranus er der nedenstående to stjernekort – et med et synsfelt på 90° og et med et synsfelt på 6°.
Neptun i oktober 2022. Synsfeltet er 90°.
Neptun i oktober. Synsfeltet er 6°.
Ifølge den traditionelle inddeling i årstider er oktober den midterste af efterårsmånederne. Det betyder dog ikke, at sommeren er slut, for urene skal først stilles tilbage fra klokken 03:00 til klokken 02:00 den sidste søndag i oktober, hvilket i år er natten mellem den 29. og 30. Hvis man ikke kan huske, om viserne skal den ene eller den anden vej, kan man altid bruge den nemme huskeregel: Uret skal stilles frem til sommertid, når det er tid til at sætte havemøblerne ud, og det skal sættes tilbage til normaltid, når det er tid til at stille møblerne ind i haveskuret igen. Bemærk at normaltid af og til fejlagtigt bliver omtalt som vintertid.
Egentlig skulle spørgsmålet om sommertiden for længst være afgjort, for gennem efterhånden mange år har det til manges glæde og til lige så manges ærgrelse været på tale, at de to årlige skift skulle afskaffes. I 2019 meddelte EU, at nu skulle det være. Alle medlemslande skulle inden det følgende år tage stilling til, hvordan de forholder sig til skiftet mellem sommer- og normaltid. Hensigten var, at man i 2021 ikke længere skulle sætte uret frem og tilbage og således benytte én fast tid. Men det trækker i langdrag. Først kom en coronaepidemi på tværs, så blev der krig i Ukraine. Det har betydet andre og langt vigtige prioriteringer, så i øjeblikket er der lange udsigter til en endelig beslutning.
Månens præcise fase på et givet tidspunkt kan ses her.