Stjernehimlen i oktober 2024
Himlen mod nord ved midnat midt i oktober.
Ved midnat står Karlsvognen direkte mod nord. Cassiopeias W befinder sig i Zenith, og mod øst ses Capella i Kusken midtvejs mellem horisonten og Zenith, og nærmere horisonten står Tyren med den røde kæmpe Aldebaran samt de to åbne stjernehobe Plejaderne og Hyaderne lodret over Orion, som næsten er kommet helt fri af horisonten, og det samme er Tvillingerne længere mod nordøst. I nordvestlig retning er Bootes næsten helt forsvundet, og Herkules er ligeledes ved at nærme sig horisonten. Den nordligste del af Herkules er dog cirkumpolar og forbliver således altid på himlen fra danske breddegrader. Det samme gælder for de to øverste stjerner i Sommertrekanten, Vega i Lyren og Deneb i Svanen. De kan ses hele året, medens Altair i Ørnen kun kan ses en del af året.
Karlsvognen er også cirkumpolar. Denne figur bestående af syv stjerner er kendt næsten overalt på Jorden, og det gælder også, såfremt vi rejser tilbage til oldtiden. Stjernernes egenbevægelse på grund af Mælkevejens rotation er så lille, at stjernebillederne beholder deres form i tusindvis af år. Om 100000 år vil det dog knibe lidt med at genkende Karlsvognen, når man sammenligner med nutidens.
Karlsvognen om 100000 år.
Himlen mod syd ved midnat midt i oktober.
Fire stjerner danner et kvadrat højt på himlen mod syd. Det er Pegasusfirkanten, hvis øverste venstre stjerne faktisk tilhører Andromeda, der som de fleste ved er hjemsted for Mælkevejens nabogalakse, Andromedagalaksen, som lige netop kan ses med det blotte øje en mørk nat. Under Pegasus ses Vandmanden og Fiskene, og endnu nærmere horisonten ses en enlig stjerne af 1. størrelsesklasse, Fomalhaut i Sydlige Fisk. Knækket i den snor, som Fiskene i mytologien er bundet sammen med, viser vej til Omikron i Hvalen. Stjernen er bedre kendt under navnet Mira og er en langtidsvariabel med en periode på ca. 330 døgn. Lysstyrken varierer normalt mellem ca. mag. 10 og ca. mag. 3, men der er rapporteret om en maksimal lysstyrke på op til mag. 2. Mira er således kun synlig for det blotte øje i månederne omkring maksimum.
Mod vest nærmer Sommertrekantens nederste stjerne, Altair i Ørnen, sig horisonten. Mellem Ørnen og Svanen ses Pilen og Delfinen, som trods deres beskedne størrelser alligevel er nemme at genkende. Mod øst varsler de to vinterstjernebilleder Tyren og Orion om, at den kolde årstid står for døren.
De to indre planeter, Merkur og Venus, befinder sig på aftenhimlen, men selv om de begge to opnår en forholdsvis stor elongation (vinkelafstand fra Solen), springer de ikke umiddelbart i øjnene. Om efteråret ligger Ekliptika fladt mod horisonten efter solnedgang, hvilket betyder, at planeterne står meget lavt.
Merkur var i konjunktion med Solen den 30. september, og gennem hele oktober bliver vinkelafstanden til Solen større, men som nævnt står den meget lavt over den vestlige horisont og vil i praksis være ude af syne fra danske breddegrader. På månedens sidste aften er vinkelafstanden 18°, og højden ved solnedgang er kun godt 2°.
Merkur ved solnedgang den 31. oktober. Den skrå linje er Ekliptika, og som det fremgår, er vinklen mod horisonten meget flad. Derudover befinder Merkur lavere end Ekliptika, hvilket yderligere forværrer forholdene.
Venus har i modsætning til Merkur en meget stor lysstyrke, og vinkelafstanden til Solen er næsten dobbelt så stor som Merkurs vinkelafstand. I oktober er lysstyrken mag. ÷3,9. Den store lysstyrke hjælper dog ikke særlig meget, for Venus står ligeledes meget lavt på himlen efter solnedgang.
Skitsen her gælder for 31. oktober, og synsfeltet er udvidet til også at omfatte Venus. Det fremgår, at også Venus ligger lavere end Ekliptika.
Hvis det lykkes at finde Venus med et teleskop, vil den i begyndelsen af oktober kun have en udstrækning på 12″ og se ud som Månen et par dage før fuldmåne, idet den er 84% belyst. Ved udgangen af oktober er afstanden mellem Jorden og Venus blevet mindre, så Venus nu har en udstrækning på 14″ med en 77% belyst skive.
Venus 1. og 31. oktober.
På den sydlige halvkugle er det modsat. Her står Ekliptika stejlt mod horisonten efter solnedgang i efteråret, og herfra er det en meget gunstig mulighed for at se Merkur og Venus højt på aftenhimlen.
Venus og Merkur på aftenhimlen fra Cape Town i Sydafrika ved solnedgang den 31. oktober.
Så snart tusmørket er overstået en times tid efter solnedgang den 1. oktober, dvs. ved 20-tiden, er Saturn synlig mod sydsydøst i en højde på 12° over horisonten. Ved månedens udgang er der ikke længere sommertid, så Solen går ned allerede kl. 16:40, og en time senere står Saturn mod sydøst i en højde på 16°. Saturn var i opposition i september og bevæger sig fortsat retrogradt. Den ligger et par grader fra en 4. størrelsesklasse stjerne, men egentlig er der ikke behov for ledestjerner for at finde planeten, for med en lysstyrke på mag 0,7 overstråler Saturn alle stjernerne Vandmanden.
Saturns retrograde bevægelse i oktober. De markerede stjerner er Lambda (λ) på mag. 3,7. Fi (φ) mag. 4,2. Chi (χ) mag. 4,9. Psi (ψ1, ψ2 og ψ3) på henholdsvis mag. 4,2 mag. 4,4 og mag. 4,9. Tau (τ) mag. 4,1. Synsfeltets bredde er 10°.
Saturns særlige kendetegn, det store ringsystem, er ikke særlig iøjnefaldende i øjeblikket. Ringenes hældningsgrad i forhold til synsretningen fra Jorden er blot 5° i oktober, og inden årets udgang bliver hældningen endnu mindre, indtil ringene ses lige fra kanten i marts 2025.
Med det blotte øje ligner Saturn en klar stjerne, for ringene kan kun ses gennem et teleskop, og det samme er tilfældet med selve skiven, som i oktober har en udstrækning på 19″. Ringenes udstrækning er 43″ i begyndelsen af oktober, og i takt med at afstanden mellem Jorden og Saturn bliver større, svinder udstrækningen til 41″ ved månedens udløb. Det samme er tilfældet for planetens tilsyneladende diameter, som svinder til 18”.
Saturns største måne, Titan, har en lysstyrke på mag. 8 og kan ses i selv et lille teleskop. Titan bruger 16 døgn til en omkredsning, og den står længst vest for planeten den 9. og 25. oktober og længst øst for den 16. Titan passerer nogle få buesekunder henholdsvis over og under Saturn omkring den 3., 11., 19. og 27. oktober. En oversigt over positionen kan findes på ShallowSky, hvor også positionen af nogle af de lyssvagere måner kan forudberegnes. Disse måner har lysstyrker på omkring mag. 10 og kræver derfor et lidt større teleskop.
Først på aftenen den 14. oktober står Månen lidt mere end ½° under Saturn, og eftersom Månen bevæger sig ca. sin egen diameter i løbet af en time, kan man følge, hvordan afstanden øges til omkring 4°, inden Saturn går ned kort tid før kl. 04 den 15. oktober.
Neptun befinder sig i nogenlunde samme område som Saturn, men i modsætning til sidstnævnte er det nødvendigt med et detaljeret stjernekort for at finde Solsystemets fjerneste planet, for med en lystyrke på mag. 8 er Neptun ikke synlig for det blotte øje. Neptun befinder sig dog ikke i Vandmanden, men i Fiskene, hvor den var i opposition i slutningen af september.
Neptun ligger omkring 15° længere mod øst end Saturn og befinder sig omkring 5° syd for λ Psc , og i oktober bevæger den sig retrogradt i nærheden af fire stjerner på omkring mag. 5: 29, 27, 24 og 20 Psc. Afstanden mellem 29 Psc og 20 Psc er 3½°, så de kan alle være indenfor synsfeltet af en prismekikkert.
Neptuns position midt i oktober. Den pentagonformede figur er den vestligste del af Fiskene.
Detailkort med Neptuns retrograde bevægelse i løbet af oktober. Synsfeltet på udsnittet er 10°.
Den opmærksomme læser har sikkert lagt mærke til, at der på oversigtskortet over Neptuns position er to stjerner som hedder λ. Den fulde betegnelse er imidlertid λ Aquarii og λ Piscium, dvs. stjernerne bliver identificeret ved et græsk bogstav efterfulgt af stjernebilledets genitivform, som oftest forkortet til Aqr og Psc. Denne navngivning skyldes tyskeren Johannes Bayer, som i 1603 udgav et stjerneatlas, som er blevet et af milepælene indenfor himmelkartografien. Bayer’s atlas, Uranometria, består af 48 stjernekort, hvor hvert enkelt viser et af Ptolemæus’ oprindelige stjernebilleder samt et kort med tolv nye stjernebilleder, som søfarerne havde opdaget på den sydlige halvkugle. Det revolutionerende var, at Bayer som den første anvendte græske bogstaver til at identificere de enkelte stjerner inden for hvert stjernebillede. Den klareste stjerne i et stjernebillede kaldte han for α, den næstklareste β. Derefter kom γ og så fremdeles.
Det græske alfabet.
Bayer navngav dog ikke altid den klareste stjerne med det første græske bogstav. Mange eksempler viser, at han må havde benyttet forskellige udgangspunkter ved bestemmelsen af rækkefølgen. Et interessant eksempel er Skytten, hvor α og β er to svage stjerner af 4. størrelsesklasse i Skyttens sydligste del. På Bayers kort er disse to stjerner af en eller anden ukendt årsag angivet som Skyttens to klareste. I andre tilfælde er bogstaveringen givet efter placeringen i stjernebilledet. Store Bjørn er et godt eksempel, hvor de syv stjerner, som udgør Karlsvognen, er navngivet i rækkefølge fra bagsmækken til vognstangen, selv om dette ikke er deres korrekte indbyrdes størrelsesklasse.
Uranus står op ved 20-tiden først på måneden og to timer tidligere ved månedens udgang. Den bliver dog ikke synlig straks ved opgangen, og faktisk bliver den i praksis slet ikke synlig for det blotte øje, for dens lysstyrke på mag. 5,7 ligger lige på grænsen for, hvor svage objekter man kan se uden optiske hjælpemidler. Uranus kan dog nogenlunde nemt findes med en god prismekikkert og et godt søgekort. I hele oktober ligger den omkring 6° under Plejaderne, svarende til synsfeltet i en prismekikkert. Her skal man finde et par stjerner af 6. størrelsesklasse, dvs. samme lystyrke som Uranus. De to stjerner er 13 og 14 Taurii. Uranus står 1,3° fra 13 Tau i begyndelsen af oktober, og da planetoen bevæger sig retrogradt, bliver afstanden øget til 1,3° inden udgangen af måneden. Med en prismekikkert ser Uranus ud som en svag stjerne, og kun gennem et stort teleskop kan det lade sig gøre at skelne dens lille skive på 4”.
Uranus’ retrograde bevægelse i oktober. Svageste stjerne er mag. 7.
Jupiter står op omkring kl. 21:30 i begyndelsen af oktober og et par timer tidligere sidst på måneden. Opgangen sidst på måneden finder dog sted allerede kl. omkring 18:30, fordi urene skal stilles en time tilbage, når sommertiden slutter mellem den 26. og 27. oktober.
Jupiter har en lysstyrke på mag. ÷2,7 og befinder sig mellem Tyrens horn. Den er godt placeret for observation fra den nordlige halvkugle, fordi den inden daggry kulminerer i en højde på 57° over horisonten. Den store højde betyder, at man selv gennem mindre teleskoper kan se detaljer i Jupiters turbulente atmosfære. Jupiters skive ses under en vinkel på 42″. Afstanden mellem Jorden og Jupiter bliver mindre i månedens løb, så udstrækningen i løbet af oktober øges til 46″.
Det er det især de to mørke bælter omkring planetens ækvator, som fanger opmærksom-heden, og nogle gange befinder den store røde plet sig på den side, som vender ned mod Jorden. Jupiter bruger kun 10 timer til en rotation omkring sin akse, så den kan nå en hel omgang i løbet af en enkelt nat. Tidspunkterne for den store røde plets passage kan beregnes i forvejen og kan findes på ShallowSky, og den samme side giver en oversigt over de fire store måners position til et givet tidspunkt. De fire måner Io, Europa, Ganymedes og Callisto kredser med forskellig hastighed omkring planeten, og under deres omløb passerer de enten foran Jupiters skive eller bliver skjult, når de passerer bag ved. Lidt afhængig af teleskopets størrelse og kvalitet kan man også se månernes skygge som en lille sort plet mod Jupiters skydække.
Jupiter og dens fire store måner som de ser ud gennem et lille teleskop.
Mars står op kl. 23 den 1. oktober og ved 21-tiden sidst på måneden. Der er her taget hensyn til omstillingen til normaltid, så Mars står i virkeligheden op kun én time tidligere end først på måneden. Årsagen hertil er, at Mars hurtigt bevæger sig progradt dvs. mod øst gennem Tvillingerne og derfor mere eller mindre holder trit med Solen, som jo også (tilsyneladende) bevæger sig mod øst i forhold til baggrundsstjernerne.
Mars’ bane gennem Tvillingerne i oktober.
Mars passerer grænsen mellem Tvillingerne og Krebsen den 29. oktober. I oktober begynder lysstyrken på mag. 0,5 og slutter på mag. 0,1. Tvillingerne er det højest beliggende stjernebillede langs Ekliptika, og under kulminationen lige før daggry kommer Mars op i en højde på næsten 60°. Så høj en deklination betyder begrænset påvirkning af turbulens i Jordens atmosfære, men de gode forhold bliver ikke vekslet til gode observationsmuligheder, for afstanden til Mars er så stor, at den lille planet kun ses under en synsvinkel på 8”. Den kommende opposition i januar bliver en af de mindre gunstige, idet Mars til den tid kun vil have en størrelse på 14½”. Til sammenligning kan størrelsen komme op på 25” under de mest gunstige oppositioner.
Mars’ størrelse i det kommende halve år.
Meteorsværmen Orioniderne har maksimum natten mellem den 20. og 21. oktober. Radianten ligger i den øverste del af Orion, men desværre står Månen mindre end 20° derfra i Tyren, hvilket betyder, at observationsbetingelserne i 2024 ikke er særlig gode. ZHR ligger normalt på omkring 20, men i lighed med alle andre meteorsværme gælder denne værdi kun under helt ideelle betingelser. Man må derfor forvente et væsentligt lavere antal meteorer på grund af Månens stærke lys.
Orioniderne bevæger sig meget hurtigt. Støvpartiklerne rammer Jordens atmosfære med en hastighed på omkring 66 kilometer i sekundet, hvilket betyder, at de brænder op og fordamper fuldstændig i løbet af ganske få sekunder. En særlig karakteristisk egenskab ved Orioniderne er, at der ofte forekommer en efterglød, som bliver stående på himlen i et stykke tid efter, at selve meteoret er forsvundet.
Orionidernes ophavskomet er Halleys komet, som desuden også er ophavskomet til Eta Aquariderne i maj. Orionidernes radiant ligger i den nordlige del af Orion over den røde Betelgeuze og kommer således til syne omkring midnat, men det er bedst at vente endnu et par timer, til den er kommet højere op på himlen. Meteorerne forekommer over hele himlen, og de iagttages bedst, såfremt man ikke ser direkte mod radianten, fordi de da bevæger sig et længere stykke hen over himlen og dermed trækker et længere spor, end når de har retning direkte fra radianten til iagttageren. Såfremt der skulle være overskyet på maksimumsnatten, er der ikke grund til at fortvivle. I nætterne før og efter maksimum er raten ofte næsten lige så høj som under selve maksimum, idet Orioniderne er en bred sværm, som har forøget aktivitet i en uges tid omkring maksimum. Uanset om det er natten før eller natten efter maksimum vil Månen imidlertid stå tæt på området.
Himlen i sydlig retning kl. 04 den 21. oktober. Orionidernes radiant ligger i området omkring den røde cirkel og står højt på himlen på dette tidspunkt, hvilket dermed er det mest optimale tidspunkt til at iagttage meteorerne. Bemærk at Månen er tegnet 4 gange så stor som i virkeligheden.
Kometen C/2023 A3 (Tsuchinshan–ATLAS) blev opdaget fra Purple Mountain Observa-toriet i Kina den 9. januar 2023 og uafhængigt af Asteroid Terrestrial-impact Last Alert System (ATLAS) ved Sutherland Observatoriet i Sydafrika den 22. februar 2023.
På opdagelsestidspunktet befandt kometen sig i en afstand på omkring 7,3 AU (lidt mere end 1 milliard kilometer fra Solen), og lysstyrken var mag. 18,1.
De første baneberegninger viste, at C/2023 A3 stammer fra Oortskyen, og efter offentliggørelsen af opdagelsen blev den efterfølgende fundet på billeder optaget af Zwicky Transient Facility (ZTF) på Palomar Observatoriet den 22. december 2022. Kometen havde da en størrelsesklasse på mag. 19,2-19,6. ZTF-billederne viste tillige, at kometen havde en meget fortættet koma og en lille lige hale på 10″.
Kometen har opholdt sig på den sydlige himmel, men efter at have passeret tættest på Solen den 27. september 2024 bevæger den sig op på nordhimlen, hvor den kan ses mod vest umiddelbart efter solnedgang.
Kometen passerer tættest på Jorden den 12. oktober i en afstand på 71 millioner kilometer. Om aftenen den 12. står den meget lavt på himlen og kan kun ses, såfremt der er helt klart, og man har en fri horisont mod vest.
Aftenhimlen set fra Odense den 12. oktober kl. 19:30.
De følgende aftener står kometen efterhånden højere på himlen efter mørkets frembrud. Desværre falder lysstyrken gradvist, så uge 42, dvs. fra 14. til 20. oktober, er muligheden bedst.
Kometens position kl. 19:30 set fra Odense mellem 12. og 22. oktober.
Hvor stor lysstyrken bliver efter perihelpassagen, er som altid meget usikker. Forudsigelsen siger dog, at den bliver så høj, at Tsuchinshan-Atlas på trods af tusmørket kan ses uden optiske hjælpemidler. Hvis man ikke umiddelbart kan se den med et blotte øje, anbefales det i første omgang at bruge en prismekikkert.
Månens aktuelle udseende kan ses via dette link.
Bemærk fuldmånen den 17. oktober. De knap så seriøse medier proklamerede allerede for flere måneder siden, at der ville forekomme intet mindre end fire ”supermåner” i 2024. Medierne støttede sig til adskillige pressemeddelelser fra diverse pressebureauer, som igen støttede sig til astrologen Richard Nolle, hvis beregninger viste, at Månen ville se usædvanlig stor ud i august, september, oktober og november og derfor opfyldte astrologens selvopfundne definition på en ”supermåne”. Når vi ser med seriøse astronomiske briller på forholdene, er fuldmånen i oktober tættere på Jorden end de øvrige fire og er derfor den mest ”super”. Fuldmånen den 17. oktober er 111 kilometer tættere på Jorden end den var i september, og 3000 kilometer tættere på end i august og november. Der er dog ikke sjæl, som kan se forskel. Se mere herom under Stjernehimlen i september.
Husk at sommertiden slutter natten mellem lørdag den 26. og søndag den 27. Kl. 03 skal uret sættes én time tilbage til kl. 02.