Stjernehimlen i maj 2017
På danske breddegrader begynder de lyse nætter i maj, hvilket får betydning for, hvor mange stjerner man kan se. Under helt optimale forhold kan man med normalt syn se stjerner ned til omkring 6. størrelsesklasse, men på sommerens lyse nattehimmel falder lyset fra de svageste sammen med himmelbaggrunden.
Stjernerne inddeles i størrelsesklasser, efter hvor lysstærke de er, og det er faktisk et meget gammelt system, idet det var den græske astronom Hipparch (190-125 f. Kr.), som kaldte de stjerner, han først fik øje på efter solnedgang, for stjerner af 1. størrelse. Efterhånden som det bliver mørkere, dukker stjerner af 2. størrelse frem, derefter 3. størrelse osv. De allersvageste, som Hipparch kunne se med det blotte øje under en helt mørk himmel, angav han som 6. størrelse.
Med nogle få ændringer benyttes dette system fortsat. Hipparch kunne af naturlige årsager kun bestemme lysstyrken med det blotte øje, så i 1856 blev et nyt størrelsesklassesystem foreslået af den engelske astronom Norman Pogson. På dette tidspunkt var astronomerne nemlig blevet i stand til at måle lysstyrken præcist med instrumenter, og de fandt ud af, at det menneskelige øje opfatter forskelle i lysstyrke efter en logaritmisk skala.
Efter den nye skala falder nogle ganske få af de allerklareste stjerner udenfor kategori og bliver kaldt størrelse 0 eller får endda negative værdier. F.eks. har Sirius en størrelses-klasse på ÷1,5. Vega er skalaens nulpunkt, idet dens størrelsesklasse er 0,03. Astronomer-ne bruger betegnelsen magnitude, hvilket oftest forkortes til mag. eller blot til m. Som det fremgår, anvendes der decimaltal for at angive den helt præcise lysstyrke.
Lille Bjørn er altid på himlen fra danske breddegrader, og ligesom Karlsvognen udgøres dens kontur af syv stjerner, hvor den mest kendte er Nordstjernen i halespidsen. Disse syv stjerner er et glimrende eksempel på størrelsesklasseskalaen. Nordstjernen α UMI og Kochab β UMI, har begge en lysstyrke på mag. 2. Pherkad γ UMI har mag 3, og herefter kommer δ, ε og ζ, som alle har en mag. på 4. Den svageste af Lille Bjørns syv stjerner er η med en mag. på 5. Sidstnævnte er meget svær at se i de lyse nætter.
Lille Bjørn med Nordstjernen i halespidsen findes som bekendt ved hjælp af de to bagerste stjerner i Karlsvognens ’vognkasse’. Tallene ud for de enkelte stjerner angiver lysstyrken.
Kalenderen angiver normalt, at de lyse nætter begynder den 5. maj og varer indtil den 8. august, men denne angivelse gælder kun for København samt for de områder af landet, som ligger på samme breddegrad som København. Selv i et lille land som Danmark er der nemlig ret stor forskel på, hvilken dato det præcist drejer sig om, og desuden er datoen ikke den samme hvert år. I Gedser varer de lyser nætter fra ca. 9. maj til 3. august, medens
de i Skagen varer mellem ca. 28. april og 14. august – altså mere end 3 ugers forskel fra de geografiske yderpunkter.
De lyse nætter indtræffer pr. definition, når Solens centrum ved midnat er mindre end 18° under horisonten. Efter solnedgang er der som bekendt en vis overgang, inden der bliver mørkt. Årsagen er, at Solens lys efter solnedgang fortsat rammer den øverste del af Jordens atmosfære, hvorfra det bliver reflekteret, og jo længere Solen er under horisonten, jo højere oppe i atmosfæren sker reflektionen fra. Atmosfæren bliver tyndere med højden, og dermed bliver refleksionen også svagere. Til sidst kommer Solen så langt ned under horisonten, at den ikke længere kan belyse atmosfæren over et givet sted.
Borgerligt tusmørke forekommer, når Solens centrum er mellem 0° og 6° under horisonten. Under nautisk tusmørke er Solens centrum mellem 6° og 12° under horisonten, og under astronomisk tusmørke er den mellem 12° og 18° grader under horisonten. Det er først, når Solens centrum er mere end 18° under horisonten, at nattemørket pr. definition begynder.
Rent matematisk kan tidspunktet for de lyse nætters begyndelse fastsættes helt præcis. For at beregne, hvor langt Solen kommer under horisonten ved midnat for et bestemt sted, skal man benytte ligningen 90°−φ−δ, hvor φ er stedets breddegrad, og δ er Solens deklination. Med afrundede værdier ligger Fyn på 55°30’ N, så først i det øjeblik hvor Solen opnår en deklination på 16°30’, starter de lyse nætter her (90° – 55½° – 16½° = 18°). I 2017 passerer Solen denne deklination den 6. maj, så astronomisk og matematisk har vi den første lyse nat på Fyn natten mellem den 6. og 7. maj, men i praksis er der naturligvis en vis overgangsperiode, hvor nætterne gradvist bliver lysere og lysere, indtil de kulminerer ved midsommer.
Danmarks sydligste punkt er Gedser Odde på Falsters sydspids, som ligger på 54°33’35” N. Det nordligste punkt angives normalt som Grenen på 57°45’07”N. Det nordligste punkt ligger imidlertid på Nordstrand ca. 3 km vestnordvest for Grenen og ca. 660 meter nord-ligere end Grenen. Det nøjagtige punkt skifter til stadighed beliggenhed på grund af vind og strøm. Det er disse 3°, som bevirker de forskellige tidspunkter for begyndelsen og afslutningen på de lyse nætter. Såfremt vi tager længer sydpå end Paris, eksisterer fænomenet slet ikke. Her er der altid mørkt om natten hele året rundt. Modsat er der som bekendt midnatssol i Nordskandinavien.
Lige inden de lyse nætter begynder, bliver der mulighed for at gense Halleys komet, som nogle kan opleve to gange i deres levetid. Eller rettere sagt kan man se nogle af denne berømte komets efterladte støvpartikler. Jorden passerer komet Halleys bane to gange årligt; i begyndelsen af maj og i slutningen af oktober.
Oktobermeteorerne er de velkendte Orionider, medens Eta Aquariderne i maj er noget mere ukendte i Danmark. De er nemlig vanskelige at iagttage, fordi radianten – som navnet antyder – ligger i Vandmanden, som på denne årstid ikke når at komme særlig højt op på himlen inden daggry. Eta Aquariderne er ses derfor bedst fra den sydlige halvkugle, men med lidt held bliver der måske også lidt at se på fra vore breddegrader. Maksimum forventes at falde natten mellem 5. og 6. maj, hvor radianten stiger op over horisonten omkring kl. 03. Det er derfor begrænset, hvor længe det er muligt at observere, inden det bliver for lyst. Månen er i tiltagende og går ned omkring kl. 4:20, hvilket er en times tid før solopgang, så dens lys vil desværre genere i det korte tidsrum indtil daggry.
Aquaridernes radiant står lavt, så sørg for en fri horisont i østlig retning.
Et af de mindre kendte sommerstjernebilleder er Ophiuchus, der står mellem Herkules og Skorpionen. Det består af forholdsvis svage stjerner og tiltrækker sig derfor ikke større opmærksomhed, hvilket egentligt er ærgerligt, for faktisk går Ekliptika midt gennem dette område, så Ophiuchus burde tælle med som Dyrekredsens 13. stjernetegn. Solen passerer Ophiuchus fra den 1. til den 17. december, og opholder sig således her i 17 dage, hvorimod den kun befinder sig i Skorpionen i 7. Astrologerne har dog overhovedet ikke taget en eventuel indflydelse fra Ophiuchus med i deres beregninger over fødselshoroskoper. Ophiuchus eksisterer ikke i stjernetydernes terminologi.
På grund af beliggenheden i nærheden af Mælkevejens center i Skytten er en stor del af de kugleformede hobe koncentreret i dette område. Omtrent halvdelen af Mælkevejens over 200 kugleformede hobe findes i Skorpionen, Skytten og Ophiuchus. Den sydligste del af Ophiuchus er dog svær at se fra vore breddegrader, fordi den kun lige kommer op over horisonten.
Stjernebilledets tre klareste stjerner kan dog nemt findes. α Ophiuchus er en hvid stjerne med en lysstyrke på mag. 2,1. Den går under navnet Rasalhague, hvilket stammer fra ara-bisk, al-Ra’s al Hawwa, Slangeholderens hoved. Kun 6° skiller α Oph fra α i Herkules, som derfor kan bruges som ledestjerne.
β Oph, også kaldet Cebalrai, udgør Ophiuchus’ ene skulder, og umiddelbart herunder ses γ Oph. Omkring 5° øst for β og γ Oph kan man finde et nu glemt stjernebillede, Taurus Poniatovii. Den polske astronom Martin Poczobut foreslog i 1777 at navngive et karak-teristisk mønster af fem stjerner for at beære Polens kong Stanislaus Poniatowski II. De fem stjerners V-mønster ligner umiskendeligt Hyaderne (en åben stjernehob i stjerne-billedet Tyren), men Poniatowski’s Tyr gik efter kongens død hurtigt i glemmebogen.
Himlen mod syd efter midnat i maj 2017.
Taurus Poniatovii afbildet på Uranias Mirror fra 1824.
Taurus Poniatovii kan netop være i synsfeltet på en 7×50 prismekikkert. Den klareste af de fem stjerner, den orangegule 70 Oph, ligger kun omkring 16 lysår fra Solen, medens de øvrige 4 samt mange af de andre stjerner i området tilhører en spredt åben hob, Melotte 186. Mælkevejen breder sig netop lige ind over området, så synsfeltet er fyldt med mange svage stjerner. Den orange 70 Oph og den blåhvide 67 Oph danner en smuk farvekontrast.
Taurus Poniatovii og Barnards stjerne. Indsat i nederste venstre hjørne er Hyaderne i Tyren. Den klareste stjerne er den røde kæmpe Aldebaran, som imidlertid ikke tilhører Hyaderne. Det er en forgrundsstjerne, som ses i samme retning som stjernehoben.
Endelig må Barnards stjerne ikke glemmes. Ganske vist er det vanskeligt at se denne svage røde dværg med en lysstyrke på mag. 9½ i de lyse nætters tid. Barnards stjerne befinder sig anelse vest for 66 Oph, som er den øverste højre stjerne i Taurus Poniatovii. Barnards stjerne er interessant, fordi det er den nærmeste stjerne næst efter Alfa Centauri systemet og altså dermed Solens nærmeste nabo på nordhimlen. Afstanden på 5,9 lysår bevirker, at det er den stjerne, som har den største egenbevægelse. Den flytter sig mere end 10,3” årligt, hvilket bliver til Månens tilsyneladende diameter i løbet af omtrent 200 år. Skarpsynede med store teleskoper kan faktisk konstatere, at Barnards stjerne flytter sig fra år til år.
Mars har været synlig på aftenhimlen siden nytår, og her i maj er det stadig muligt at se den på himlen kort tid efter solnedgang. I begyndelsen af året befandt den sig i Vandman-den, men har i den forløbne tid bevæget sig så hurtigt forbi baggrundsstjernerne, at den nu er nået frem til Tyren, hvor den i begyndelsen af måneden passerer omkring 6° nord for Aldebaran, som har næsten samme røde farve som planeten. Årsagen til, at Mars synes at have taget fast ophold på aftenhimlen er, at Jorden og Mars næsten holder trit med hinanden, når Mars befinder sig på den modsatte side af Solen. Jorden bevæger sig omkring Solen med en hastighed på omkring 29½ km/sek, medens Mars i øjeblikket har en hastighed på knap 24 km/sek (Mars’ banehastighed varierer på grund af planeten meget excentriske bane. Hastigheden varierer mellem 26,5 km/sek og 22 km/sek). Vinklen mellem Solen, Jorden og Mars forbliver derfor stort set den samme i mange måneder. Imidlertid er afstanden til Mars i øjeblikket så stor, at lystyrken kun er mag. 1,6. Det betyder, at de tiltagende lyse aftener i løbet maj gradvist gør det meget svært at skelne planeten på den oplyste himmelbaggrund.
Solsystemet set fra ’oven’. Planeterne kredser modsat uret, og som det ses, bibeholdes vinklen
Solen-Jorden-Mars næsten på samme værdi hele måneden.
Mars bevæger sig dog trods alt langsommere end Jorden. Den kommer i konjunktion med Solen i slutningen af juli og vil derfor være ude af syne hele sommeren. I slutningen af september begynder den at kunne ses på morgenhimlen og har i mellemtiden bevæget sig ind i Løven.
Aftenhimlen mod vest den 7. maj én time efter solnedgang.
I stor kontrast til den lyssvage Mars på vesthimlen står et langt klarere objekt på østhimlen efter mørkets frembrud. Det er planeten Jupiter, som med en lysstyrke på mag. ÷2,4 kun overgås af Solen, Månen og Venus (og af og til af et menneskeskabt objekt: Den Interna-tionale Rumstation ISS). Jupiter opholder sig i stjernebilledet Jomfruen og befinder sig hele måneden indenfor 10° fra stjernebilledets klareste stjerne, Spica.
Den 7. maj – aftenen for de lyse nætters officielle begyndelse og samme aften, som vises på ovenstående kort over vesthimlen – står Månen og Jupiter nogle få grader fra hinanden på østhimlen.
Aftenhimlen mod sydøst den 7. maj.
Selv om Jupiter er tydelig for det blotte øje, gør den sig som altid bedst gennem et teleskop. De karakteristiske mørke skybånd parallelt med planetens ækvator og den store røde plet fremstår tydeligt, hvilket især skyldes, at Jupiter spænder over næsten ¾ bueminut og derfor ses som stor skive, der ganske vist er lettere fladtrykt på grund af planetens hurtige rotation omkring sin akse. Ligeledes kan man ikke undgå at se de fire store måner, som bevæger sig så hurtigt omkring planeten, at deres indbyrdes position ændres i løbet af blot en times tid.
Under Jomfruen kan man se et par svage stjernebilleder, Ravnen og Bægeret, som er hovedpersoner i en af mytologiens ældste moralske fortællinger. Guden Apollo skulle foretage et offer til overguden Zeus og sendte en ravn ud for at hente vand fra en kilde. Ravnen fløj ud med et bæger i kløerne og ledte efter kilden. Herved kom den forbi et figentræ fuld af umoden frugt og fik lyst til at spise af frugterne. Den lagde sig til at hvile under træet og ventede i flere dage på, at frugterne skulle blive modne. Apollo blev derfor tvunget til selv at finde en kilde og hente vand.
Efter at have spist sig mæt i den lækre frugt så ravnen sig om efter et alibi. Den fangede en vandsnog og vendte tilbage til Apollo med den i sine kløer og beskyldte slangen for at have forhindret adgang til kilden. Men Apollo gennemskuede løgnen og fordømte ravnen til et liv i evig tørst – hvilket er forklaringen på ravnens hæse skrig. Herefter placerede Apollo ravnen, bægeret og slangen sammen på himlen.
På gamle stjernekort bliver Ravnen afbildet i færd med at hakke på Slagen, som om den forsøger at flytte den, så den kan drikke, men Bægeret er placeret lige udenfor den tørstige fugls rækkevidde. Slangen er stjernebilledet Hydra, Søslangen, som i en anden legende bliver dræbt af Herkules.
Ravnen var Apollos hellige fugl, og den var engang snehvid som en due, men i sin vrede over den troløse fugl forbandede Apollo ravnen og forvandlede dens hvide fjer til kulsort.
Udsnit af Johann Bodes Uranographia med Ravnen og Bægeret på ryggen af Søslangen. Søslangen er det største af himlens 88 stjernebilleder. Den bugter sig en fjerdedel af vejen rundt om himlen og når så langt ned på den sydlige himmelhalvdel, at vi kun kan se den øverste del fra danske breddegrader.
Saturn står op kort tid før midnat ved månedens begyndelse, og ved udgangen af måneden står den op umiddelbart efter solnedgang. Der er lidt vanskelige forhold for stille skarpt på ringplaneten, fordi den befinder sig meget lavt på himlen i stjernebilledet Skytten. De lyse nætter betyder ikke det helt store – det er den lave højde over horisonten, som sætter en begrænsning på, hvor mange detaljer man kan se. En væsentlig hjælp er imidlertid, at ringsystemet i disse år har sin største hældning i forhold til synsretningen mod Jorden, hvilket betyder, at det ses mere tydeligt end under mindre hældningsgrader.
Ringsystemets skiftende hældningsgrad i løbet af 15 år, svarende til ½ saturnomløb omkring Solen.
Venus viser sig over horisonten et par timer før solopgang, og selv om himlen på dette tidspunkt – især på grund af de lyse nætter – ikke er helt mørk, er der ingen problemer med at se den meget klare planet, som har en lysstyrke på mag. ÷4,7. Afstanden mellem Venus og Jorden bliver større i løbet af maj, hvilket dog ikke har særlig stor betydning for lysstyrken. Derimod kan man gennem et teleskop tydeligt se en forandring af Venus’ udseende, idet dens udstrækning i løbet af måneden svinder fra 38” til 25”, medens den fase ændres fra ¼ belyst til omkring ½ belyst.
Tidligt om morgenen den 22. maj står det tynde segl på den aftagende måne nogle få grader til højre for Venus.
Som det fremgår af ovenstående kort over morgenhimlen, dukker Merkur kortvarigt op over den østlige horisont i månedens sidste halvdel. Merkur har sin største vinkelafstand fra Solen den 17. maj. På dette tidspunkt står den 26° vest for Solen, men Ekliptikas hældning mod horisonten på denne årstid betyder, at planeten kun når at komme ganske få grader op på himlen inden solopgang. Faktisk er det årets mest ugunstige tilsynekomst fra vore breddegrader, og det er meget tvivlsomt, om man i det hele taget kan få øje på planeten på den lyse morgenhimmel.
Komet 41P/Tuttle-Giacobini-Kresak blev ikke så lysstærk som forventet. Den befinder sig dog stadig på himlen og bevæger sig i løbet af maj gennem området mellem Lyren og Herkules. Hvis man trods de lyse nætter vil forsøge at finde kometen, har Heavens-above et detaljeret søgekort over området.
Måske er chancerne større for at se en anden komet, C/2015 V2 (Johnson), som blev opdaget i november 2015. C/2015 V2 er i perihel i juni 2017 og står gunstigt for nordlige breddegrader, idet den befinder sig i stjernebilledet Bootes. Som det altid er tilfældet for kometer, er lysstyrken et stort spørgsmål. Forsigtige forudsigelser siger, at den kan komme op på mag. 6 i maj. Det er første gang, kometen kommer ind i Det Indre Solsystem, og når den efter perihel igen bevæger sig væk, bliver det for evigt, idet den har en hyperbolsk bane, som fører den helt ud af Solsystemet.
Baneforløbet for Komet C/2015 V2 (Johnson) i maj 2017.
Også for C/2015 V2’s vedkommende kan et detaljeret søgekort findes enten på Heavens-above eller på The Sky Live.
Som bekendt vender Månen altid samme side mod Jorden, og man siger, at Månen har bunden rotation. Når man ser bort fra dens faser, ser Månen dog ikke altid præcist ens ud hele tiden. Ved at se meget nøje efter, bemærker den omhyggelige iagttager nemlig, at især placeringen af de mørke aftegninger langs Månens rand synes at ændre sig i løbet af de 14 døgn, de er synlige fra Jorden.
Årsagen er de såkaldte librationer, dvs. tilsyneladende vipninger og drejninger af Månen i forhold til retningen mod Jorden. På grund af Månens excentriske bane om Jorden kommer dens ellers bundne rotation ud af trit, fordi den bevæger sig hurtigst, når den er tættest på Jorden og langsomst, når den er længst væk. Vi kan derfor fra Jorden se lidt rundt om “hjørnet” på henholdsvis den østlige og vestlige rand.
Normalt er det nemmest at få en fornemmelse af disse librationer gennem et teleskop, fordi man da kan se finere detaljer såsom kratere, der ligger lige på kanten, men også det blotte øje eller en prismekikkert kan bruges, og et godt eksempel herpå er det næsten cirkelformede Mare Crisium, som bliver synlig nogle få dage efter nymåne.
I begyndelsen af maj bemærker man, at Mare Crisium befinder sig et godt stykke fra måneranden, men efterhånden som vi nærmer os fuldmåne, kan man tydeligt se, at afstanden er blevet væsentligt mindre. Samtidig bemærker man også, at månehavets cirkulære form bliver mere ovalt, fordi det bliver fortegnet på grund af den mere skrå synsretning.
Mare Crisium kan ses indtil månenattemørket igen sænker sig over området et par dage efter fuldmåne. Herefter kan man på Månens modsatte side følge, hvordan det mørke nedslagsbassin Grimaldi ligeledes synes at flytte sig i forhold til måneranden.
Mare Crisium er det cirkulære månehav nær måneranden til højre lidt over midten. Grimaldi ses som den lille mørke aftegning helt til venstre på billedet af fuldmånen.
Se Månens aktuelle fase på denne side hos US Naval Observatory.