Nordkorset
Himlens store kors går ned mod nordvest, når de kristne fejrer Jesu fødsel. Når julen nærmer sig, kan man gå udenfor omkring kl. 20 og se efter et stort iøjnefaldende krucifiks af stjerner lige over den vest-nordvestlige horisont. Det er en tilfældig gruppering af stjerner, som man kan nøjes med at undres over, men det er også samtidig et symbol, hvis placering på vesthimlen ved juletid giver stof til eftertanke. Det omkring 20° lange kors er i virkeligheden et af stjernehimlens lettest genkendelige stjernebilleder, for det består af de klareste stjerner i stjernebilledet Svanen: Deneb (α Cygni) markerer spidsen af korset. Albireo (β Cygni) udgør foden, og Epsilon (ε), Gamma (γ) og Delta (δ) Cygni danner tværbjælken.
Omkring juletid står Nordkorset lige over den vest-nordvestlige horisont omkring kl. 20 lokal tid.
Nordkorset er ikke et af oldtidens klassiske stjernebilleder, selv om dets form velsagtens er mere genkendeligt og passer bedre til navnet end det officielle Svanen. Det stammer fra det 17. århundrede, da visse himmeliagttagere tillagde de forskellige stjernemønstre religiøs betydning. Mens mange andre så disse stjerner danne omridset af en himmelsk fugl, bl.a. en hornugle, en ibis og naturligvis en svane, så andre dem som Kristi kors. Den tyske advokat Julius Schiller (ca. 1560-1627) ændrede Svanen til St. Helena med korset på Golgata og fremstillede figuren som sådan i sit stjerneatlas Coelum Stellatum Christianum (Den kristne stjernehimmel) fra 1627. Den nutidige benævnelse Nordkorset, som af til bruges om Svanen, stammer fra disse fromme skildringer.
Julius Schillers Coelum Stellatum Christianum viser Svanen som St. Helena med korset på Golgata. Schiller tegnede sit atlas i den gamle stil med spejlvendte billeder, så himlen ser ud, som om man betragter den udefra, på samme måde som Gud og englene.
Et nærbillede afslører en ekstra stjerne (mærket G på kortet i nærheden af γ Cygni, mærket 4). Dette er den eksotiske variable stjerne P Cygni, der steg til 3. størrelse i 1600 og mentes at være en “ny stjerne”.
Den romerske kejser Konstantin den Store (312 – 337) gjorde det lovligt at være kristen i det romerske imperium, og i de følgende århundreder valfartede et stort antal pilgrimme til Det Hellige Land. Konstantin foranledigede også, at et antal kirker blev opført i Jeru-salem, hvoraf den kendteste er Den hellige gravs kirke, også kaldet Opstandelseskirken, der er bygget på Golgata, hvor Jesus ifølge kristen tro blev korsfæstet.
Sankt Helena, ca. 257 – ca. 337, var mor til kejser Konstantin den Store. Helena æres som helgen både i den romersk-katolske og i den græsk-ortodokse kirke. På samme vis som sin søn blev hun kristen og har muligvis øvet indflydelse på Konstantins politik over for kirken. Efter en pilgrimsrejse til Palæstina tog hun initiativet til opførelse af Fødselskirken i Betlehem. Der findes en betydelig legendedannelse om hende, bl.a. som samler af relikvier, først og fremmest Jesu kors, og som den der bragte Den Hellige Trappe fra Jerusalem til Rom.
Konstantins mor besøgte Jerusalem flere gange og bidrog til byens betydning som mål for pilgrimsrejsende. Ifølge legenden fandt hun korset på det sted på Golgata, hvor Den hellige gravs kirke blev opført.
Pietro Faccini, 1562–1602. Sct. Helena finder det hellige kors.
Det var for at ære denne begivenhed, at Schiller ændrede Svanen til St. Helena med korset på Golgata, men faktisk gjorde han mere end blot at forherlige disse stjerner. Han gav bibelske navne til alle stjernebilleder på himlen og navngav Ekliptikas stjernebilleder efter de 12 apostle, den nordlige himmels stjernebilleder fik navn efter figurer fra Det Nye Testamente, og til den sydlige himmel brugte han figurer fra Det Gamle Testamente. For 4-500 år siden var det helt normalt at udgive et stjernekort med ens personlige opfattelse af himlen. Stjernebillederne blev omdøbt mange gange, så himlens kortlægning har set lige så mange ændringer og nye grænsedragninger, som der er sket med landene på Jorden, for de gamle astronomers ambitioner var undertiden lige så umættelige som de ambitioner, lederne af riger og imperier havde.
Stjernebilledet Vædderen blev i Schillers version gengivet som apostlen Peter, der efter sin død blev ophøjet til helgen og her ses med Himmerigets nøgler.
Nordkorsets lodrette stilling på vesthimlen omkring juletid er interessant, og det samme er dets position tæt på den vestlige horisont kort efter solnedgang. Ifølge de gamle forestillinger bliver stjernerne på samme måde som Solen født i øst, når de står op og dør i vest, når de går ned.
Det interessante er, at medens de kristne fejrer fødslen af deres frelser den 24. december, står korset på Golgata foran dem om aftenen på den vestlige del af himlen, og man behøver ikke meget fantasi for at se korset som en kirkegård, der metaforisk placerer Kristi afsjælede legeme på himlen på samme tidspunkt som hans fødsel. I årenes løb har det latinske kors udviklet sig til at stå for både død og genfødsel, hvilket afspejler den tro, at Kristi død på korset gav ham evigt liv.
Denne forestilling er meget lig den, som er forbundet med det gamle egyptiske kors, ankh. Selv om ægyptologerne stadig diskuterer ankh’s betydning, accepterer de fleste, at hieroglyffen oversættes som ”livet”. Flere forskere har foreslået, at ankh’s lodrette akse repræsenterer Nilens livsvigtige vand, mens tværbjælken viser Solens evige rejse fra øst til vest. De har også formodning om, at ankh’s øverste løkke repræsenterer Solen i horisonten – et symbol på dens evige liv, der gentages fra døden i vest til genfødslen i øst.
Egyptens helligste kors, ankhkorset, som guder, gudinder og faraoner bar i hånden. Ankh’en er de gamle egypteres symbol på livet og Universet – ja alt liv såvel menneskeligt som guddommeligt. Ankh’en repræsenterer samtidig nøglen til indsigt i mysterierne og den skjulte visdom samt indre kraft og autoritet. Ankhkorset kaldes derfor med rette »livets nøgle«.
Hvis det latinsk kors er udviklet som et modificeret ankh, er det nemt at forestille sig Nordkorset som det gamle symbol med den strålende Deneb som repræsentant for Solen, tværbjælken som symbol på horisonten og den lange akse den hellig Nil. Under en mørk himmel kan man se en himmelsk flod (Mælkevejen) langs korsets lange akse.
Svanen strækker sig over cirka 20°. Stjernebilledet ligger netop hvor en række støvskyer ligger mellem Solsystemet og den mælkevejsarm, som kaldes Skyttens arm. For det blotte øje deler støvskyerne Mælkevejens lysende bånd på langs af Svanen. Lyren ses øverst, og Ørnen ses i nederste højre hjørne.
I Det Nye Testamente skriver Mattæus, at under korsfæstelsen faldt mørket over landet fra den sjette time til den niende, og i det øjeblik Jesus opgav ånden: Og se, forhænget i templet flængedes i to stykker, fra øverst til nederst; og Jorden skjalv, og klipperne revnede. (Mat. 27:51).
Himlens forhæng (Mælkevejen), er faktisk delt i to, hvor Nordkorset befinder sig. En mørk støvsky splitter det lysende bånd i to dele på samme måde, som Nilen splittes inden udlø-bet i Middelhavet. I december synes disse mørke vande at løbe ned fra himlen og døbe Jorden. For at citere Romerbrevet 6:3: “Eller ved I ikke, at alle vi, som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til hans død?”
Schiller havde formodentlig disse fromme ord og kosmiske tilfældigheder i tankerne og tog dem i betragtning, da han skabte sit atlas. Han viser korset sammen med kløften, og han omdøber nabostjernebillederne Lyren og Herkules til henholdsvis Jesu krybbe og De tre vise mænd.
Herkules og Lyren afbildet i Coelum Stellatum Christianum som henholdsvis De tre Vise Mænd og krybben, som den nyfødte Jesus lå i. Bemærk at stjernebillederne er spejlvendte.
Med Nordkorset stående ved dødens tærskel når Julen nærmer sig, er der så noget andet, der står op på den østlige himmel som et symbol på håb eller genfødsel? Svaret er ja, for mod øst står den åbne stjernehob M44 i Krebsen. M44 er også kendt som Bistadet, men oprindeligt blev den kaldt Praesepe, hvilket er latin for krybbe, dvs. den halmfyldte krybbe, hvor den spæde Jesus blev lagt.
Gustave Doré. Et barn er født i Betlehem.
På et stjernekort, som viser himlen juleaften kl. 20, kan man tydeligt se, at medens Svanen (Nordkorset) går ned mod vest, står Krebsen op mod øst. Fra vore breddegrader forsvinder korset dog ikke helt, idet den øverste del med Deneb og tværbjælken er cirkumpolar.
Nu skal man naturligvis ikke lægge mere i disse stjernebilleder og stjerneklynger end en række tilfældigheder, der er blevet symbolsk fortolket af fromme kristne. De kan fortolkes anderledes af andre trosretninger – eller slet ikke fortolkes af ikke-troende, der ser strengt videnskabeligt på fænomenerne, men medens man i juledagene ser op på nattehimlen og får øje på Svanens kors og Krebsen med sin krybbe, kan selve stjernehimlens funklende skønhed symbolisere et ønske, der ikke bør kende hverken religiøse eller videnskabelige grænser, og det er ganske enkelt: Fred på Jorden …