Betlehemsstjernen

Betlehemsstjernen

Den gamle tradition med at sende julekort med posten til familie og venner er stort set ophørt. De fleste anvender i stedet elektronisk post med tilhørende billedoverførsel – som regel personlige billeder af egen kreation. Hvis man alligevel har modtaget nogle af de gammeldags julekort eller har gemt nogle fra tidligere år, vil man se, at der på næsten alle kort med et natligt landskabsbillede et eller andet sted på billedet er en meget kraftigt lysende stjerne.

Korset er symbolet på kristendommen, men specielt ved juletid indtager Betlehems-stjernen en næsten tilsvarende symbolværdi og det på trods af, at den faktisk kun er omtalt på ganske få linier i Bibelen, nemlig i Matthæusevangeliets 2. kapitel, vers 1-10. På trods af disse få linier har Betlehemsstjernen været et kontroversielt emne, som har beskæftiget teologer, historikere, arkæologer, skriftforskere og astronomer i 2000 år.

Som udgangspunkt kan man se på fire forskellige mulige forklaringer på, hvad Betlehems-stjernen kunne have været.

Den mest nærliggende forklaring er naturligvis at tage Matthæusevangeliets ord for påly- dende; at der virkelig var et under, et mirakel, en enestående begivenhed, sat på himlen af Gud for at markere fødslen af hans søn. Såfremt man hælder til denne anskuelse, er al yderlige videnskabelig forklaring unødvendig, så for ikke at afslutte allerede nu, er der tre andre muligheder, som er blevet diskuteret gennem tiderne.

Som nævnt er det kun Matthæus, der omtaler stjernen. Hos de tre andre evangelister er den ikke omtalt, selv ikke hos Lukas, som giver en meget detaljeret beretning omkring fødslen gennem det, vi i dag kender som Juleevangeliet, så muligheden for, at Matthæus selv har tilføjet Betlehemsstjernen til sit evangelium, er til stede.

Matthæusevangeliet er skrevet nogen tid efter korsfæstelsen, så tilføjelsen kunne være foretaget for at understrege Jesu’ betydning. På daværende tidspunkt blev en stjerne eller en astronomisk begivenhed ofte sat i forbindelse med en konges eller anden betyd- ningsfuld persons fødsel. Jesu’ betydning blev først åbenbar, da han var omkring 30 år gammel, nemlig den alder, som jøderne traditionelt skulle have, før deres åndelige evner blev anset for fuldt udviklede. For at ligestille Jesus med andre betydningsfulde personer og fremhæve hans guddommelige herkomst, kunne Matthæus derfor tænkes at have tilføjet historien om Betlehemsstjernen til sit evangelium.

Nogle få historikere har nævnt en tredje mulighed, nemlig at hele Det Nye Testamente er en forfalskning, skrevet af indflydelsesrige romere for at skabe politisk og religiøs strid blandt jøderne. Omkring midten af det 1. århundrede udkæmpede jøderne og romerne
flere krige mod hinanden, og selvom romerne var overlegne, kunne de se, at de kun gennem infiltration indefra fortsat ville være i stand til at bevare overmagten. Denne forklaring har dog aldrig vundet indpas hos flertallet af historikerne eller i teologiske kredse, og teorien må vel nok anses for meget lidt sandsynlig.

Den sidste mulighed er, at der virkelig har været et astronomisk fænomen at se på himlen for 2000 år siden – en hændelse, som siden hen er blevet sat i forbindelse med Jesu’ fødsel, og som lige siden har været inspirationskilde for historiefortællere og salmedigtere.

Forrest i den lange række af lærde, som har peget på en astronomisk begivenhed, kommer Origenes, en kirkelærd fra Alexandria, som levede fra 185-254 e.Kr. Origenes var teolog, bibelfortolker og filosof, og hans værker består bl.a. af en tekstkritisk udgave af Det Gamle Testamente, ti bøger med kommentarer til Biblen og to bøger om opstandelsen. Origenes’ skarpsindighed og originalitet var enestående, men adskillige af hans teologiske påstande var så dristige og kontroversielle, at han blev udstødt af kirken som kætter.

Origenes skrev bl.a.: “Jeg er af den overbevisning, at stjernen, som viste sig for de vise mænd fra Østerland, var en ny stjerne, som ikke havde noget at gøre med de stjerner, som normalt viser sig for os på fixstjernehimlen eller i de lavere himmelske sfærer“.


Origenes.

For at forstå, hvad der menes hermed, kan vi se på, hvad der skete på vore egne bredde-grader den 11. november 1572. Denne aften stod vores berømte landsmand Tycho Brahe og betragtede stjernehimlen, da han så et fænomen, som han senere skrev en hel bog om.

Tycho Brahe indleder sådan: “Om aftenen, efter solnedgang, betragtede jeg, som jeg ple-jer, stjernerne på den klare himmel og opdager da, næsten lige over hovedet på mig, en ny og ganske usædvanlig stjerne, der overgik alle de andre i lysstyrke. Da jeg næsten fra mine drengeår kendte alle himlens stjerner til fuldkommenhed, var jeg klar over, at der aldrig på dette sted af himlen tidligere havde stået nogen stjerne, selv ikke en ganske svagtlysende, og da absolut ikke nogen så overordentlig klar som denne“.

Tycho Brahe var naturligvis meget forbavset. Man havde hidtil troet, at stjernerne var ganske uforanderlige, og et øjeblik tvivlede han på sine egne øjne. Tycho Brahes stjerne var synlig i næsten 2 år, før den ikke mere kunne ses med det blotte øje. Det var før kikkertens opfindelse, som først blev gjort i 1608 af en hollandsk optiker. I 1609 rettede den italienske matematiker og fysiker Galileo Galilei som den første et hjemmelavet teleskop mod himlen, og han gav således astronomerne et nyt og særdeles nyttigt instrument i hænde.

Tycho Brahe kaldte sin bog for “De Stella Nova” – Om den nye stjerne. I bogen betegnes stjernen som det største under, der havde vist sig i naturen siden verdens skabelse. Tycho Brahe var naturligvis ikke den eneste, som så den mærkelige stjerne. Rundt om i resten af Europa havde mange andre observeret den, og der blev gisnet på, om det var en komet, om det var Betlehemsstjernen, som var dukket op igen, eller om den havde været der siden verdens skabelse men først var blevet synlig for de dødelige nu. Tycho Brahe foretog meget omhyggelige målinger af stjernens position og kunne konstatere, at den ikke flyttede sig. Altså kunne det ikke være en komet, og han kunne også konstatere, at den i hvert fald var længere borte end Månen og derfor måtte høre til udenfor Jordens atmosfære.

Tycho Brahes originale tegning af Cassiopeia med den nye stjerne.

Tycho Brahe havde som nævnt ingen kikkert til rådighed, simpelthen fordi den ikke var opfundet endnu. Han udviklede til gengæld nogle meget nøjagtige sigteinstrumenter, nær- mest en slags overdimensionerede vinkelmålere, hvormed han med hidtil uset præcision var i stand til at bestemme himmellegemernes stilling på firmamentet. Opdagelsen af den nye stjerne gjorde Tycho Brahe så berømt, at han gennem de næste mange år fik stillet omkring 1% af hele Danmarks statsbudget til rådighed for sin forskning.

Tycho Brahe afslutter sin bog om den nye stjerne med at filosofere over, hvad tilsynekom- sten må varsle om, og det er ikke småting, han stiller op som mulighed, bl.a. krig, pest og enorme ødelæggelser over hele Europa. I en senere udgave af De Stella Nova udelader Tycho Brahe dog disse dystre spådomme; han er åbenbart kommet på andre tanker.

I dag kender vi en sådan stjernes natur. I virkeligheden er det ikke en ny stjerne, men deri- mod en gammel, som er blevet ustabil og pludselig eksploderer og forøger sin lysstyrke, så den lyser lige så meget som millioner eller milliarder af almindelige stjerner på en gang. Disse såkaldte supernovaer er overordentlige sjældne. Fra historisk tid kendes kun nogle få dokumenterede tilfælde, medens de mere almindelige lyssvagere novaer optræder mere hyppigt.

Efter deres kortvarige opblussen forsvinder de fleste novaer og supernovaer igen uden synlige spor. Især kineserne førte nøje opsyn med himlen og noterede alle pludseligt opståede begivenheder. Imidlertid findes der ingen optegnelser om en sådan begivenhed omkring år 0. Astronomerne har derfor ingen mulighed for at bekræfte, om det har været en sådan hændelse, der indtraf. En af de få undtagelser er en supernova, som blev obser-veret og nøje beskrevet af kineserne i 1054, hvilket imidlertid er alt for sent i forhold til Betlehemsstjernen, På den position kineserne angav, kan man stadig se de spredte rester efter den voldsomme eksplosion for snart 1000 år siden.

Supernovaresten SN 1054 kendes i dag som Krabbetågen.

På samme måde forholder det sig med den formodning, at Betlehemsstjernen kunne have været en komet. Som nævnt støtter astronomerne sig primært sig til de gamle kinesiske optegnelser, når de skal søge oplysninger om astronomiske begivenheder for flere tusinde år siden, for selvom også både grækerne, romerne, ægypterne og andre i Mellemøsten holdt øje med himlen, er der ikke bevaret – eller måske snarere fundet – materiale i samme omfang som fra de kinesiske astronomers hånd.

Kineserne førte meget omhyggelige journaler over formørkelser, planeternes bevægelser, kometer, nye stjerner osv., men i mange tilfælde er svært at skelne, om de mener en komet eller en stjerne, når de omtaler pludselige og uventede lys på himlen, idet kineserne omtal-te alle sådanne begivenheder som gæstestjerner.

I modsætning til novaer og supernovaer, som hører til blandt de uendeligt fjerne stjerner, tilhører kometerne vores eget solsystem og kredser ligesom planeterne omkring Solen.
Planeterne kredser i næsten cirkelformede baner, medens kometernes baner er meget langstrakte, og de er derfor kun i nærheden af Solen i ganske kort tid af deres kredsløb, hvor de så bliver synlige fra Jorden, når Solens indflydelse får dem til at lyse op. Kometer består hovedsagelig af en blanding af is og frosne klippestykker. Solvarmen får noget af materialet til at fordampe, og det er dette fordampede stof, vi ser som en komet. Selve kometens kerne er for lille til at kunne ses; typisk er kernen ikke mere end nogle få kilo-meter i diameter.

Mange kometer er periodiske og vender med regelmæssige mellemrum tilbage. Astrono- merne er derfor i stand til at regne baglæns, og det viser sig, at ingen af de kortperiodiske kometer var synlige på det kritiske tidspunkt for 2000 år siden. Selvfølgelig eksisterer der mange langperiodiske, som har baner, hvis omløb tager mange tusinde år, og disse er der naturligvis ingen styr på. De dukker uventet op og forsvinder efter et stykke tid igen, men i modsætning til de eksploderende stjerner bevæger de sig, og en komets udseende skiller sig markant ud fra en stjerne, idet dens hale giver den et helt andet udseende end de punktformede stjerner.

Komet C/1995 O1 Hale-Bopp.

En anden årsag til, at der ikke stilles stor lid til, at Betlehemsstjernen var en komet er, at disse, på samme måde som andre pludselige begivenheder, oftest blev anset for varsler om ulykkelige hændelser.

Selv langt op i Middelalderen blev en komet beskrevet på denne måde, og det endda af en videnskabsmand, nemlig den parisiske læge Ambroise Pare: “Den var så forfærdelig, at flere døde af angst, og andre blev syge. Den havde en utrolig længde og var blodfarvet. Midt i så man en bøjet arm, i hvis hånd der var et sværd parat til hug. På begge sider af kometens stråler kunne man se en mængde økser, knive og blodfarvede sværd, der var fuldt op af menneskelige ansigter med busket skæg og hår“.


Ambroise Pare, 1579.

Supernovaer og kometer kan derfor mere eller mindre afvises som eventuelle bud på Betlehemsstjernen. Meteorer og stjerneskud kan helt afvises, idet de kun varer ganske få sekunder. Tilbage bliver Solsystemets store planeter, og her er astronomerne straks på mere sikker grund. Planeterne bevæger sig så regelmæssigt, at deres positioner kan beregnes mange tusinde år frem og tilbage i tiden.

Her vil det nok være på sin plads at se på, hvad Matthæus skriver om Betlehemsstjernen:

Matthæus 2:1-10
1 Men da Jesus var født i Bethlehem i Judæa, i Kong Herodes’ Dage, se, da kom der vise fra Østerland til Jerusalem og sagde: 
2 “Hvor er den Jødernes Konge, som er født? thi vi have set hans Stjerne i Østen og ere komne for at tilbede ham.” 
3 Men da Kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham; 
4 og han forsamlede alle Folkets Ypperstepræster og skriftkloge og adspurgte dem, hvor Kristus skulde fødes. 
5 Og de sagde til ham: “I Bethlehem i Judæa; thi således er der skrevet ved Profeten: 
6 Og du, Bethlehem i Judas Land, er ingenlunde den mindste iblandt Judas Fyrster; thi af dig skal der udgå en Fyrste, som skal vogte mit Folk Israel.” 
7 Da kaldte Herodes hemmeligt de vise og fik af dem nøje Besked om Tiden, da Stjernen havde ladet sig til Syne. 
8 Og han sendte dem til Bethlehem og sagde: “Går hen og forhører eder nøje om Barnet; men når I have fundet det, da forkynder mig det, for at også jeg kan komme og tilbede det.” 
9 Men da de havde hørt Kongen, droge de bort; og se, Stjernen, som de havde set i Østen, gik foran dem, indtil den kom og stod oven over, hvor Barnet var. 
10 Men da de så Stjernen, bleve de såre meget glade.

Dette er alt, som står om stjernen. Som nævnt omtales den hverken af Markus, Lukas eller Johannes. Det kan selvfølgelig betyde, at sandhedsværdien er lille, men som det tidligere er fremgået, antages at der virkelig har været noget at se på stjernehimlen, som har givet anledning til evangeliets beretning.

For 2000 år siden betragtede man stjernehimlen for astrologiens – altså stjernetyderkun- stens skyld. Astronomien, læren om himmellegemerne som fysiske objekter, var kun en biting. Det var en almindelig tro, at stjernernes og planeternes indbyrdes stillinger kunne forudsige kommende begivenheder. Selv Tycho Brahe var overbevist om astrologiens sandhed. En af hans opgaver var at stille kongens horoskop, og helst et godt horoskop. Det var måske derfor han så beredvilligt fik stillet den store indtægt til rådighed. Senere faldt han i unåde hos den nye konge og forlod i vrede Danmark.

Denne overtro er bevaret til i dag, hvor vi især i ugebladene kan læse om den enkeltes kommende skæbne i horoskoperne. Det er naturligvis det rene vås, men dengang var man fuldt overbevist om astrologien sandhed.

Astrologerne arbejdede efter et meget indviklet system, hvor stjernebilledernes stilling, og ganske særligt dyrekredsens stjernebilleder, spillede en afgørende rolle. Nogle stjernebil- leder var gunstige, medens andre var ugunstige. Dernæst arbejdede astrologerne med de syv vandrende himmellegemer: Solen, Månen og de dengang fem kendte planeter.

Solsystemet har i alt otte store planeter, hvoraf Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn har været kendt siden tidens begyndelse, fordi de kan ses med det blotte øje. Uranus og Neptun blev først opdaget efter kikkertens opfindelse og dværgplaneten Pluto så sent som i 1930.

Det var kun syv planeter, samt dværgplaneten Pluto. Den sidste, Jorden, blev ikke betrag-tet som en planet. Man troede jo dengang, at Jorden var Universets centrum, og at alle de andre himmellegemer kredsede omkring den stillestående Jord. Det var først i 1543, at Copernikus placerede Solen midt i Solsystemet.

Aristoteles’ verdensbillede med Jorden i centrum sammenlignet med Copernicus’ heliocentriske verdensbillede.

Også blandt planeterne var nogle gunstige, andre ugunstige. Deres stilling i dyrekredsens stjernebilleder og deres indbyrdes stilling i et givet øjeblik dannede basis for forudsigel- serne. Astrologerne var derfor højt ansete i samfundet, da de var i stand til at forudse kommende begivenheder. Undersøger vi nu på dette grundlag forholdene for 2000 år siden, ændres billedet totalt.

Blandt dyrekredsens tolv billeder spillede især Vædderen, Løven og Skytten en vigtig rolle; de dannede den såkaldte ildtrigon. Såfremt to eller flere planeter mødtes i disse tegn, varslede det efter de gamle stjernetyders mening altid om en afgørende begivenhed. Især Jupiter og Saturn var vigtige i denne sammenhæng. I dag er astronomerne er i stand til meget nøjagtigt at beregne, hvordan planeternes positioner har været mange tusinde år tilbage i tiden. Når de blot kender et årstal og en dato, kan de relativt nemt beregne præcist, hvordan stjernehimlen så ud. Faktisk kan enhver med et planetarieprogram installeret på sin computer ved et par tastetryk skrue tiden frem eller tilbage som ønsket.

Her må en vanskelighed dog først ryddes af vejen. Når vi ser på kalenderens årstal, bety-der det ikke, at vi blot kan regne lige så mange år tilbage for at få tidspunktet for Jesu’ fødsel. Den tidsregning, som vi anvender i dag, blev først indført omkring midten af det 6. århundrede. Indtil da blev årstallene bl.a. anført med udgangspunkt i tiden, der var gået siden Roms grundlæggelse. Det var først i år 554 efter vores nuværende tidsregning, at kejser Justinian i et dekret fastslog, at Juledag skulle være den 25. december, og samtidig fastslog man Jesus’ fødselsår til år 754 efter Roms grundlæggelse.

Der er derfor ingen, der ved, om julen fejres på det rette tidspunkt. Jesus kunne teoretisk set være født på hvilken som helst årstid. Kalenderen, som vi kender den i dag, eksisterede ikke for 2000 år siden. At man valgte den 25. december har primært været af religiøse grunde. Man erstattede tidligere hedenske fester med en kristen kirkefest, og samtidig faldt datoen sammen med vintersolhvervet, hvad der havde symbolsk betydning – nu begyndte lyset nemlig at vende tilbage, og dagene blev atter længere.

Senere granskninger af historiske kilder har dog vist, at beregningsgrundlaget for fastsæt- telsen af Jesu’ fødselsår er forkert. Bl.a. er det ret sikkert, at kong Herodes døde, i hvad vi i dag kalder år 4. f.Kr., og da han ifølge evangelisterne stadig var i live, da vismændene ankom til Jerusalem for at få yderligere råd om kongesønnens fødsel, må Jesus naturligvis være født noget før. Her tager man især udgangspunkt i historiske og astronomiske kilder. Især hæfter man sig ved, at der i kong Herodes’ sidste regeringsår angiveligt forekom en måneformørkelse, som med nutidens beregninger nøje lader sig tids- og stedfæste.

En måneformørkelse forekommer, når Solen, Jorden og Månen står på linie, så Jordens skygge rammer Månen, og kan kun ske, når det er fuldmåne. En solformørkelse indtræf- fer, når Månen står nøjagtig mellem Jorden og Solen og således dækker for solskiven og kan kun forekomme ved nymåne.

Sol- og måneformørkelse.

Der forekommer flere både sol- og måneformørkelser om året, og omkring vor tidsreg-nings begyndelse har der da også været adskillige, som har kunnet ses fra både Rom og Jerusalem, men ved tilbageberegning passer en formørkelse i år 4 f.Kr. bedst med de øvrige historiske data.


Total måneformørkelse 15. september år 4.f.v.t.

Da kong Herodes yderligere beordrede, at alle drengebørn under 2 år i Betlehem skulle slås ihjel, må han først have fået kendskab til fødslen efter nogen tid, og de fleste histori- kere er da også enige om, at Jesus må være født 6-7 år før vor tidsregnings begyndelse.
Og netop i år 7 f.Kr. har astronomerne beregnet, at de to, for astrologerne vigtige planeter, Jupiter og Saturn mødtes i stjernebilledet Fiskene og året efter bevægede sig ind i det ligeledes vigtige stjernebillede Vædderen, hvor de desuden en kort overgang også var i selskab med planeten Mars. Dette møde i Fiskene – en såkaldt konjunktion – var tilmed ikke et almindeligt møde, hvor de to planeter passerede hinanden set fra Jorden.

Som bekendt kredser planeterne omkring Solen i næsten cirkelformede baner, således at de inderste har mere fart på end de, der ligger længere væk fra Solen. Set fra Jorden vil en ydre planet i tidsrummet omkring oppositionen synes at bevæge sig baglæns i forhold til den normale bevægelsesretning blandt baggrundsstjernerne. Fænomenet opstår, fordi Jordens bane er kortere end en ydre planets bane, f.eks. Mars, og derfor vil den på et tids-punkt komme foran Mars, hvilket vil få Mars til at se ud, som om den fra den ene aften til den næste har bevæget sig mod vest i stedet for mod øst i forhold til stjernerne. Det svarer til at overhale en langsommere kørende bil på motorvejen. Når man passerer bilen, synes den at køre baglæns i forhold til en selv.

Mars’ retrograde bevægelse forbi Plejaderne i efteråret 2005. Bevægelsen foregår i pilens retning.

Hvis Jupiter og Jupiter og Saturn kommer i opposition på nogenlunde samme tid, vil vi derfor se at Jupiter, som er nærmere end Saturn, har mere fart på og så at sige indhenter og overhaler den langsommere Saturn. Nu ligger det bare sådan, at Jorden jo har endnu mere fart på og således overhaler både Jupiter og Saturn. Set fra Jorden vil de to ydre planeter derfor synes at bevæge sig baglæns, medens de bliver overhalet – Jupiter hurtigst, fordi den jo er tættere på – for så at genoptage den normale retning igen, når overhalingen er forbi. Resultatet bliver, at de to planeter ved særlige lejligheder kommer til at passere hinanden tre gange i løbet af syv måneder, og det var netop en sådan såkaldt trippe-konjunktion, som fandt sted i år 7 f.Kr.

En trippekonjunktion er forholdsvis sjælden, fordi planeterne skal stå i en ganske bestemt stilling i forhold til hinanden, før den kan finde sted. At den tilmed fandt sted i Fiskene, som var Israels Messiastegn, måtte for astrologerne være ensbetydende med en ganske særlig begivenhed, nemlig opfyldelsen af en gammel profeti, at når Jupiter og Saturn mødes i Fiskene, skal Israels konge fødes:

Den første til at foreslå dette møde mellem Jupiter og Saturn som værende Betlehems- stjernen var den berømte astronom og matematiker Johannes Kepler, som var elev af Tycho Brahe. I 1603 observerede Kepler en konjunktion mellem Jupiter og Saturn. Det var ikke en tripplekonjunktion, men Kepler erindrede sig Det Gamle Testamentes ord om profetien. Kepler regnede sig frem til mødet i år 7 f.Kr. og søgte at gøre det overbevisende, at Jesus måtte være født syv år tidligere end ifølge den kristne tradition.

Men Kepler fik også lært, at der var teologiske forhold, som selv den bedste matematiker ikke skulle blande sig i, så der gik over 200 år, før hans hypotese igen blev fundet frem af glemslen.

Pudsigt nok viste det sig, at Kepler ikke anså selve mødet mellem Jupiter og Saturn for at være Betlehemsstjernen. Tycho Brahe så som nævnt en supernova i 1572, og derudover har der været nogle få andre bekræftede i historisk tid. En af dem var den, som kineserne så i 1054, og i 1604, året efter Keplers observation af Jupiter og Saturn, dukkede en ny supernova op og det tilmed på et sted præcist midt mellem de to planeter, som stadig stod forholdsvis tæt sammen.

Keplers supernova, som han kunne have set den i oktober 1604.

På daværende tidspunkt havde man ikke noget kendskab til stjernernes natur og slet ikke til deres enorme afstande. Kepler troede da, at det var indflydelsen fra de to nære planeter, som havde tændt den nye stjerne, og noget lignende måtte så have fundet sted, da de mød- tes i Fiskene mere end 1600 år før.             

Selvom Kepler var en utrolig dygtig matematiker og har bidraget meget til forståelsen af Solsystemets indretning, viser det, at den astronomiske tankegang har udviklet sig meget siden da. Faktisk var det Kepler, der som den første opstillede en matematisk model, der gjorde det muligt at beregne Solsystemets størrelse. På grundlag af Tycho Brahes positi-onsmålinger udfærdigede han en række love, der i dag er kendt som Keplers love, og som stadig anvendes den dag i dag.

Det Nye Testamente er skrevet efter Jesus’ død og bygger fortrinsvis på mundtlige og nog-le få skrevne erindringer, så som omtalt er der nogen usikkerhed om den rette datering.
Der er blevet peget på andre planetkonstellationer i årene omkring vor tidsregnings begyndelse, bl.a. har den meget lysstærke planet Venus været foreslået som en bedre kandidat. Venus er nærmere Solen end Jorden, og ses enten som “morgenstjerne” eller “aftenstjerne”, og passerer også af og til tilsyneladende tæt forbi alle de andre planeter og mange af de lysstærke stjerner, men Venus kan aldrig ses i syd efter solnedgang, så den mest sandsynlige forklaring er stadig det føromtalte møde mellem Jupiter og Saturn.

Det skal her siges, at planeterne naturligvis ikke står tæt sammen i virkeligheden. Det er kun set i perspektiv fra Jorden, at synsretningen er den samme. I virkeligheden er plane- terne mange hundrede millioner kilometer fra hinanden i deres faste baner omkring Solen.

Astronomerne og historikerne forestiller sig da, at der er sket følgende: De vise mænd fra Østerland kom formodentlig fra Babylon, hvor astrologi og astronomi på det tidspunkt var højt udviklet. De havde bemærket, at Jupiter og Saturn nærmede sig hinanden, og selvom de ikke havde noget kendskab til planeternes rent fysiske forhold, havde de et forbavsende godt kendskab til himmelmekanikken og var således godt klar over, at den kommende konjunktion ville blive et tredobbelt møde.

Det første møde fandt sted sidst i maj måned, og når der i Matthæusevangeliet står, at de havde set stjernen i Østen, kan det både betyde, at de havde observeret fra Babylon, altså øst for Palæstina, eller også at observationen var foretaget om morgenen i maj. På det tidspunkt stod Jupiter og Saturn nemlig i nærheden af Solen – altså set fra Jorden – og kunne ses mod øst umiddelbart før solopgang.

De vise mænd besluttede da at rejse mod vest, mod Jerusalem, for ved selvsyn at konsta- tere, om profetien om den nyfødte kongesøn blev opfyldt. De vise mænd vidste også, at næste planetmøde ville finde sted i begyndelsen af oktober, når Jupiter og Saturn ville stå op om aftenen, og de begav sig da af sted.

Da de ankom til Jerusalem sidst i november efter rejsen på over 1000 kilometer, var der stadig tid til det sidste og afgørende møde, som ville finde sted i begyndelsen af decem- ber. De opsøgte kong Herodes for at rådspørge ham; de troede formodentlig, at det er ham, som venter en søn, som skal blive den nye konge. Herodes rådfører sig med sine skriftlærde, som sender vismændene til Betlehem, hvor profeten Mika havde profeteret, at Messias skulle fødes.

Matthæus’ udsagn om, at stjernen gik foran dem, og stod stille da de ankom til Betlehem, lyder umiddelbart uforståeligt, men faktisk kunne det godt have set sådan ud. Betlehem ligger nogle kilometer syd for Jerusalem, og moderne beregninger viser, at de to planeter har stået meget tæt sammen på sydhimlen om aftenen, da vismændene begav sig på vej. Som alle ved, er himmellegemerne så langt borte, at det ser ud, som om de følger med, når man bevæger sig i forhold til det omgivende landskab. Da vismændene ankom til Betle- hem og standsede, stod stjernerne naturligvis også stille over byen og ledte således vej til stalden.

Stjernehimlen set fra Betlehem i december år 7 f.v.t. Jupiter og Saturn står lige i syd, og den røde ’stjerne’ tæt ved horisonten mod SV er Mars.

Da vismændene atter forlod Betlehem, tog de ikke tilbage til Jerusalem for at rapportere til kong Herodes. I en drøm var de blevet advaret og tog derfor en anden vej. De vidste nemlig, at Mars i sin bane omkring Solen i løbet af det kommende år ville komme til at stå tæt sammen med Jupiter og Saturn i Vædderens stjernebillede, et af de skæbnesvangre i ildtrigonen, og dette kunne kun tydes som en advarsel mod fatale begivenheder.

Ganske vist er det ikke lykkedes at stille noget op mod de indvendinger i hypotesen, som kan gøres i selve bibelteksten. Ordet “aster” som anvendes i Matthæusevangeliets tekst, betyder intet andet end én stjerne og kan således aldrig udlægges som en planetkonstel- lation.

Når Matthæus blot omtaler “stjernen”, kunne han også mene Saturn. Det var nemlig Saturn, som spillede en særlig rolle hos astrologerne, når den mødtes med Jupiter. Saturn blev betragtet som Israels stjerne, jødernes Messiasstjerne, og var derfor den vigtigste af de to planeter. Eller også kunne han mene Jupiter, som var kongestjernen. En ting er dog sikkert; Matthæus var hverken astrolog eller astronom; han refererer blot historien. 

Et forhold, som taler for teorien er, at hverken kong Herodes eller hans skriftkloge selv havde bemærket noget usædvanligt. Ingen havde lagt mærke til det skuespil, som var i gang på himlen. Det var kun vismændene, som jo egentlig var Herodes’astrologer, som havde bemærket og fortolket tegnene på den anførte måde.

Jupiter og Saturn stod som nævnt tæt sammen, men kunne alligevel klart ses som to ad- skilte stjerner og kunne aldrig forveksles for en enkelt, men med kendskab til datidens astronomiske og astrologiske viden og til det forhold, at evangelierne er skrevet efter anden- eller tredjehåndsoverleveringer, må sandsynligheden alligevel synes stor.

De fleste historikere er enige om, at Jesus har eksisteret som historisk person. Det fremgår af adskillige skriftlige kilder fra daværende tid – også af den romerske historieskrivning. Den største ikke-bibelsk kilde til oplysninger om jødiske begivenheder omkring Jesu’ levetid kommer fra skrifter af den jødiske historiker, Joseph ben Matthias bedre kendt som Flavius Josephus (ca. 37-100 e.Kr).  Skrifterne kaldet henholdsvis Den jødiske Krig, der blev skrevet lige efter Jerusalems fald år 70 og Jødisk forhistorie, der blev skrevet omkring år 93-94.  Men Jesus får blot en kort omtale i Josephus’ skrifter, og hvad er der, handler kun om hans voksne liv. Den romerske historiker Tacitus (ca. 56-118 e.Kr) nævner kun Jesus i en enkelt sætning i sit sidste store arbejde, Annales, der er skrevet ca. 115-117 e.Kr., og omtalen drejer sig om Jesus’ død. 

Men alle historierne om ham, jomfrufødslen, Betlehemsstjernen, de vise mænd fra Øster-land, miraklerne, endog selve opstandelsen, er alt sammen beretninger, der gik fra mand til mand i halvtreds år, før de blev nedskrevet. Man kan forestille sig, hvad den folkelige fantasi har lagt til i alle disse år, og måske får vi aldrig den rette sammenhæng at vide.

Den florentinske freskomaler Giotto de Bondones fødselsscene fremstillet i 1303/1304 var formodent-lig inspireret af Halleys komet, som var synlig i 1301. Fresco i Scrovegni Kapellet i Padua.

Så trods alle spekulationerne står det stadig ikke helt klart, hvad Betlehemsstjernen egentlig var.