Stjernehimlen i september 2025
Ved indgangen til september er sommeren ved at gå på hæld, og rent kalendermæssigt regnes september traditionelt da også for den første efterårsmåned. I begyndelsen af september er dagen dog fortsat længere end natten, men ved udgangen af måneden er det modsat. Meteorologerne har foreslået, at definere efterårets begyndelse som det tidspunkt, hvor den gennemsnitlige døgnminimumtemperatur er mellem 0 og 10 grader. Det betyder imidlertid, at efteråret begynder på et vilkårligt tidspunkt, som varierer fra år til år, og som ikke kan fastsættes på forhånd. Derfor benytter DMI fortsat de tre måneder september, oktober og november, når de laver statistikker over efteråret.
Astronomerne har det noget nemmere. Den astronomiske overgang fra sommer til efterår begynder ved efterårsjævndøgn. Det er det tidspunkt, hvor Solen står lodret over Ækvator, når den bevæger sig fra den nordlige halvkugle til den sydlige. Dette tidspunkt varierer også fra år til år, fordi Jorden ikke bruger et helt antal døgn til en omkredsning af Solen, men tidspunktet kan fastsættes helt præcist, og i 2025 er det den 22. september kl. 20:20. Herefter varer efteråret indtil vintersolhverv den 21. december kl. 16:03.
Jævndøgn er også kendt for, at dag og nat er lige lange, hvilket imidlertid ikke er helt rigtigt. Finder man Solens op- og nedgangstidspunkt i en almanak, kan man se, at den 22. september er dagen adskillige minutter længere end natten. Den 22. september 2025 står Solen op i Odense kl. 07:06, og den går ned kl. 19:15. Dagen varer således 12 timer og 9 minutter. Disse tidspunkter anses for de korrekte astronomiske, hvor centrum af solskiven står lige i horisonten.
I almindelighed betragter de fleste derimod solopgang som det øjeblik, hvor Solens overkant viser sig over horisonten, mens solnedgang betragtes som det tidspunkt, hvor den synker ned under horisonten. Når disse tidspunkter benyttes, finder solopgangen sted kl. 7:04 og nedgangen kl. 19:17. Dette gør dagen fire minutter længere i forhold til den astronomiske beregning, og da afbøjning af lyset i Jordens atmosfære samtidig får Solen til at se ud, som om den står en smule højere på himlen, end den gør i virkeligheden, er det en yderligere komplikation.
Lysets afbøjning (refraktion) ved horisonten.
”Borgerlig” solopgang den 22. september kl. 07:04 med Solens øverste kant lige i horisonten. Bemærk at horisonten er helt flad. Dens højde defineres som 0°, hvilket kun er tilfældet, hvis man ser ud over havet. På landjorden er der bakker o.l. som hæver horisonten, hvorved solopgangen kan finde sted minutter eller sekunder senere afhængig af landskabets kontur.
Astronomisk solopgang den 22. september kl. 07:06. Astronomerne beregner positionen af et himmellegeme med en vis udstrækning med udgangspunkt i himmellegemets centrum. Solen har en udstrækning på godt ½°, hvilket således indebærer, at halvdelen af Solen er stået op på det angivne tidspunkt. Læg mærke til, at Solen er en smule fladtrykt. Det skyldes refraktionen – lysets brydning i Jordens atmosfære. Brydningen er kraftigst helt nede ved horisonten.
Solens sande position den 22. september kl. 07:06. Ved beregning af solopgangs-tidspunktet tager astronomerne hensyn til atmosfærens refraktion. Hvis Jorden ikke havde haft en atmosfære, som bryder lyset, ville Solens centrum i virkeligheden befinde sig ½° under horisonten. Bemærk at der kun er benyttet hele minuttal. I Odense står Solen præcis i horisonten kl. 07:03:59 den 22. september – såfremt man har en helt fri horisont ned til 0°. Solen kan dog ikke ses, idet øverste rand er sammen-faldende med horisonten, så der går lige et par sekunder, før det først glimt af dagens stjerne viser sig.
Erfaringen viser naturligvis, at der ikke bliver mørkt, så snart Solen går ned. Ligesom om morgenen er der er overgangsperiode, som kaldes tusmørke. Tusmørkes tre faser varierer efter årstiden og efter hvilken breddegrad, man bor på. I Danmark varer det borgerlige og nautiske tusmørke hele natten omkring sommersolhverv. I en periode bliver der således hverken astronomisk tusmørke eller nattemørke. Se Stjernehimlen i juni 2025. Diagrammet herunder viser tusmørkets varighed på danske breddegrader ved efterårsjævndøgn den 22. september. Bemærk at tusmørket ikke ligger symmetrisk omkring kl. 00:00, men omkring én time senere; det skyldes, at der fortsat er sommertid.
Dagslys, tusmørke og nattemørke på Fyn den 22. september 2025.
Efterårets start ses tydeligt af Solens højde over horisonten. Om sommeren står den højt på himlen, om vinteren står den lavt og om efteråret midt imellem. Man skal naturligvis være forsigtig med at se direkte på Solen, og da det ikke hjælper meget at knibe øjnene sammen, kan man i stedet bruge stjernerne efter mørkets frembrud, for på denne tid af året står Solen jo i samme højde som himlens Ækvator. F.eks. står det karakteristiske mønster af de fire stjerner, som danner Vandmandens ”Vandkrukke”, på himlens Ækvator. I tiden omkring efterårsjævndøgn står de fire stjerner ~35° over horisonten mod syd ved midnat – samme højde som Solen midt på dagen. Også Orion kan benyttes, når den viser sig over horisonten en times tid efter midnat. Den øverste af de tre bæltestjerner ligger på himlens Ækvator. Stjernen hedder Mintaka, og den står op præcist mod øst. Det samme gør Solen ved efterårsjævndøgn. Et par timer før daggry står Orions bælte mod sydøst. Solen står i samme retning og højde midt på formiddagen omkring efterårsjævndøgn.
Ved efterårsjævndøgn befinder Solen sig i Jomfruen, medens den om foråret befinder sig i Fiskene. De to øvrige billeder viser Ækvators forløb gennem Vandmanden og Orion.
Stjernehimlen over Fyn den 23. september 2025 kl. 03:00. Den hvide linje er Ækvator. Omkring efterårsjævndøgn svarer kurven til Solens bane i løbet af dagen; den står op mod øst, kulminerer mod syd i en højde på 34° og går ned mod vest. Bemærk Saturn i Fiskene og Jupiter i Tvillingerne.
Som lige nævnt under ovenstående stjernekort er de to store planeter Jupiter og Saturn synlige på efterårets nattehimmel. Mars er også på himlen, nærmere bestemt på aftenhimlen, men selv om vinkelafstanden til Solen i begyndelsen af september er 37°, befinder Mars sig meget lavt på himlen og går ned én time efter Solen, så med en lysstyrke på mag 1,6 er den lille planet i praksis ikke synlig. De kommende måneder nærmer Mars sig gradvist Solen, og den bliver først synlig engang til foråret, hvor den dukker op på morgenhimlen efter at have været i konjunktion med Solen den 9. januar 2026.
Mars ved solnedgang den 1. september. Afstanden mellem de lodrette linjer er 10°. Den skrå linje er Ekliptika, og stjernen til venstre for Mars er Spica i Jomfruen, men den er med en lysstyrke på mag. 1 ligesom Mars heller ikke synlig.
Saturn er den første af de store planeter, som viser sig. Den 1. september står den op kl. 20:47, dvs. omkring 40 minutter efter solnedgang. På månedens sidste aften finder opgangen sted kl. 18:50, hvilket er få minutter før solnedgang. Saturn kommer i opposition den 21. september, og på dette tidspunkt står den præcist modsat Solen. Saturn befinder sig i Fiskene og bevæger sig under sin retrograde bevægelse ind i Vandmanden den 29. september. Her forbliver ringplaneten indtil midt i januar 2026.
Saturns bane gennem Fiskene og Vandmanden fra 1. september 2025 til 1. februar 2026. Bred-den på synsfeltet er 10°. Som det fremgår, befinder Saturn sig nogle få grader lavere end himlens Ækvator. Det er dog ikke nødvendig med et stjernekort for at finde Saturn, idet ringplaneten med en lysstyrke på mag. 0,6 er det klareste objekt i området. Den klareste stjerne i umiddelbar nærhed er 27 Psc på mag. 4,9.
Saturn kommer som nævnt i opposition den 21. september. Afstanden mellem Jorden og Saturn er på dette tidspunkt 1,279 milliarder kilometer, så på trods af Saturns ækvatorialdiameter på 120.536 kilometer ses den gennem et teleskop kun som en lettere fladtrykt skive på 19”. Fladtryktheden skyldes, at poldiameteren på grund af planetens hurtige rotation omkring sin akse kun er 108.728 kilometer, dvs. 10% mindre end ækvatordiameteren. Saturn er dermed den mest fladtrykte af alle Solsystemets planeter.
Saturns mest karakteristiske kendetegn er dog dens ringe. Ringene har en diameter på næsten 300.000 kilometer, hvilket i Saturns afstand fra Jorden under oppositionen udmønter sig i en udtrækning på 44”. Ringene er imidlertid ret uanseelige i øjeblikket, for de hælder kun 2° i forhold til synsretningen fra Jorden. Vi ser dem således næsten fra kanten, og da de kun har en tykkelse på omkring 10 meter, er de vanskelige at se. Forholdene bliver bedre i de kommende år, og ringene når den maksimale hældning på 27° i 2032.
Ringenes hældning under de kommende oppositioner.
Ud af Saturns i alt 274 måner kan en håndfuld ses gennem et mindre teleskop. Heraf er Titan med en lysstyrke på mag. 8½ den klareste, medens de øvrige ligger omkring mag. 10. Ligesom det gælder for Jupiter, kan månerne passere ind foran Saturn og kaste deres skygge på planetens skydække. For Saturns vedkommende forekommer disse transitter og skyggepassager imidlertid kun hvert 15. år, når synsretningen fra Jorden falder sammen med ringplanet, hvilket jo netop er her i 2025. Eftersom Saturns måner med undtagelse af Titan er meget mindre end Jupiters fire store måner, og eftersom afstanden til Saturn er dobbelt så stor som til Jupiter, er månernes skygge tilsvarende mindre, så det kræver et stort teleskop og gode observationsforhold at se disse skygger. Titans skygge er væsentligt større, og den passerer foran Saturn to gange i september, nemlig den 4. og 20., men desværre finder begge passager sted i dagtimerne fra danske breddegrader.
Rhea og Tethys med deres skygger om aftenen den 13. september. Rhea er til venstre, og skyggen ligger for begges vedkommende til højre for månen.
Saturn med Titan og Titans skygge i morgentimerne efter solopgang den 20. september. Billeder fra planetarieprogrammet Stellarium.
Jupiter står op kl. halv to om morgenen den 1. september og et kvarters tid før midnat den sidste morgen i måneden. Jupiter befinder sig i Tvillingerne, hvis klareste stjerner er Castor og Pollux på henholdsvis mag. 1,6 og mag. 1,1. De bliver dog overgået af Jupiters mag. 2, så man tager ikke fejl, og forskellen bliver endnu tydeligere, når man retter et teleskop mod planeten. Solsystemets største planet har en udstrækning på 34”, og den bliver tilmed forøget til 37” i løbet af måneden i takt med at afstanden mellem Jorden og Jupiter bliver mindre. Derudover bevæger Jupiter sig i forhold til baggrundsstjernerne. Denne prograde bevægelse (mod venstre) fortsætter, indtil oppositionssløjfen påbegyndes midt i november.
Jupiter i september. Planeten passerer 10’ (1/3 af Månens diameter) over δ Gemini på mag. 3,5 den 7. september. Orions ”kølle” ses til højre, og den klare stjerne nederst i hjørnet er Betelgeuze.
Jupiters fire store måner er et kapitel for sig. Med afrundede værdier kredser de tre inderste: Io, Europa og Ganymede omkring planeten på 42.5, 85.2 og 171.7 timer. Denne næsten perfekte 4:2:1 resonans betyder, at månerne gentager deres indbyrdes position efter 171,7 timer (7 dage og 4 timer). Det er dog kun tilnærmelsesvis, fordi synsretningen fra Jorden ændres i løbet af en uge, så vi ser månerne fra en lidt anden vinkel.
Tre situationer med Jupiter og månerne med 172 timers mellemrum. Bemærk skyggen fra Ganymede. Det er ikke en tilfældighed, at Ganymede synes at have samme position alle tre gange. De 172 timer er jo den tid, som Ganymede bruger til et kredsløb om Jupiter. Callisto er ikke med, fordi den bruger 17 jordiske døgn til en omkredsning og således ikke deltager i resonansen.
De øvrige transitter, skyggepassager og okkultationer i september kan beregnes på forhånd med dette lille program fra ShallowSky.
Den klareste planet af dem alle, Venus, står op kl. 03:16 den 1. september, hvilket er 3 timer og 8 minutter før Solen. Den 30. september finder opgangen sted kl. 04:51. Det er 2 timer og 18 minutter før Solen. Med andre ord finder opgangen gradvist sted tættere på solopgang, men det er alligevel så tidligt, at Venus med sin lysstyrke på mag. ÷3,9 straks falder i øjnene. Venus befinder sig på den modsatte side af Solen, og afstanden til den er så stor, at dens 84% belyste skive ved månedens begyndelse kun ses under en synsvinkel på 12”. Inden udgangen af september er størrelsen svundet til 11” med en belysningsgrad på 91%.
Hvis der er klart vejr den 1. september bør man rette sin prismekikkert mod Venus, når den er kommet et stykke op over horisonten, men inden det begynder at blive for lyst. Denne morgen står Venus omkring 1° under den åbne stjernehob M44 i Krebsen. Venus bevæger sig fra Krebsen ind i Løven den 10. og passerer 1° forbi Løvens klareste stjerne Regulus den 19. og 20.
Venus’ bane i september. M44 er markeret med den lille cirkel i øverste højre hjørne.
Den 19. september står det smalle segl på den aftagende måne knap 4° over Venus og Regulus. Månen bevæger sig ca. sin egen diameter pr. time, så inden daggry er den kommet tættere på parret. Den kommer endda så tæt på, at den okkulterer Venus senere på dagen. Det sker umiddelbart før kl. 14 med Månen og Venus mod sydvest i en højde på knap 37° over horisonten. Efter godt en time dukker Venus frem igen på Månens modsatte side. Månen står højest mod syd kl. 11:29 en højde på 47°, og på dette tidspunkt står Solen lavere på himlen mod sydsydøst 28° fra Månen. Med lidt omhu og forsigtighed er det muligt at finde Månen ved hjælp af en prismekikkert. Venus er så lysstærk, at den kan ses som en lysende plet mod den blå himmelbaggrund.
Månen, Venus og Regulus i det begyndende daggry den 19. september. Bemærk jordskinnet på Månen.
Som omtalt i juli og august befinder Neptun sig i samme område som Saturn. Den 1. september står Neptun 1¾° over Saturn. Især Saturns retrograde bevægelse forøger afstanden til 3° ved udgangen af september, for pga. Neptuns store afstand flytter den sig kun meget langsomt i forhold til baggrundsstjernerne. Med en afstand på kun tre grader kan begge planeter uden problemer være indenfor synsfeltet af en prismekikkert. En prismekikkert er nemlig tilstrækkelig til, at kunne se den 7,7 størrelsesklasse planet, især hvis man har et detaljeret stjernekort til rådighed. Neptun kommer i opposition den 23. september. Det var præcist på denne dato i 1846, at astronomen Johann Gottfried Galle fandt Neptun efter at han samme dag havde modtaget et brev fra den franske matematiker Urbain Le Verrier, som matematisk havde beregnet planetens position.
Udover Urbain Le Verrier havde en engelsk matematiker John Couch Adams også foretaget den samme beregning, og han var faktisk kommet Le Verrier i forkøbet, men på grund af nogle uheldige misforståelser blev hans beregninger ignoreret af astronomerne. Begge matematikere havde benyttet Uranus som grundlag for deres beregninger, idet denne planet, som blev opdaget i 1781 viste tegn på, at en ukendt planet længere ude i Solsystemet påvirkede den med sin tyngdekraft.
Saturn og Neptun i september. Bevægelsen er mod højre, og positionen er angivet for hver 2. dag. Cirklens synsfelt er 7°.
Uranus blev som nævnt opdaget i 1781. Det var William Herschel, som ved et tilfælde opdagede den, medens han var ved at udarbejde et katalog over stjernehimlen. Inden da var den blevet set adskillige gange tidligere, men var hver gang blevet opfattet som en stjerne. Med en lysstyrke på mag. 6 kunne datidens astronomer da også nemt tage fejl, når de iagttog stjernehimlen gennem deres forholdsvis beskedne teleskoper. William Herschel havde selv fremstillet sine spejlteleskoper, og de var den tids største og bedste.
I dag er Uranus nem at finde, for vi har jo både stjernekort og planetarieprogrammer, som viser dens øjeblikkelige position, og med sin lysstyrke lige på grænsen for synlighed for det blotte øje, er den et nemt prismekikkertobjekt. I øjeblikket er det endnu nemmere, for Uranus befinder sig 4½° under Plejaderne, og som kortet herunder viser, er der en lille håndfuld baggrundsstjerner med nogenlunde samme lysstyrke som Uranus. I modsætning til stjernerne bevæger Uranus sig (ganske lidt) fra aften til aften. Den påbegynder sin oppositionssløjfe den 6. september og bevæger sig herefter retrogradt, dvs. mod vest (mod højre) i forhold til baggrundsstjernerne.
Uranus’ position under Plejaderne den 15. september.
Der er total måneformørkelse søndag den 7. september. En måneformørkelse indtræffer, når Månen i sin bane omkring Jorden bevæger sig ind i Jordens skygge, dvs. Solen, Jorden og Månen skal stå på en linje. En måneformørkelse kan derfor kun forekomme ved fuldmåne. Jordens kerneskygge rækker ud til ca. 1.380.000 kilometer og strækker sig derfor meget længere ud end til Månens bane. I Månens gennemsnitlige afstand har den en bredde på næsten 9200 kilometer og dækker et areal med en diameter på 11/3°. Jordskyggen kan derfor nemt indeholde hele Månen, der kun spænder over ½°. Månen bevæger sig gennem kerneskyggen på ca. 3 timer og kan være helt indenfor den i næsten 100 minutter, såfremt der er tale om en central formørkelse, dvs. når Månen passerer nøjagtig gennem centrum af Jordskyggen.
En total måneformørkelse har fem faser. Formørkelsens første fase begynder, når Månen bevæger sig ind i penumbraen, dvs. yderkanten af Jordens skygge. Men denne begivenhed kan ikke ses, idet skyggen i den ydre del af penumbraen er meget svag. Først når Månens forreste kant er kommet omkring halvvejs ind i penumbraen, begynder den første lille svækkelse af lyset at kunne ses.
Den anden fase, den delvise formørkelse, begynder, når Månens kant når umbraen, eller Jordens kerneskygge. Hvis man ser opmærksomt efter, vil man kunne se, at Jordens skygge er krum. I det antikke Grækenland var dette et af de første synlige beviser på, at Jorden er rund. Efterhånden som en større del af Månen glider ind i umbraen, bliver dens lys svagere, og ved at se på stjernehimlen, vil man bemærke, at hundredvis af stjerner dukker frem. Disse stjerner er naturligvis de samme, som normalt udgør stjernebillederne, men som ikke kan ses i fuldmånens stærke lys. En times tid efter formørkelsen start er der kun en smal belyst flig tilbage af Månen. Resten af den har antaget en rødlig farve.
Den tredje fase, selve den totale formørkelse, begynder, når den sidste del af Månen glider ind i umbraen. Denne del kan vare op til ca. 1½ time, afhængigt af hvor tæt Månen passer skyggens centrum.
Efterhånden som Månen fortsat bevæger sig mod øst langs sin bane, indtræffer begivenhederne i omvendt rækkefølge. Totaliteten slutter, når Månens forkant bliver ramt af sollyset, så formørkelsen igen er partiel. Dette er fjerde fase. Når hele Månens skive er ude af umbraen, indtræder femte fase, den afsluttende penumbrale formørkelse, der ligesom begyndelsen af formørkelsen er svær at iagttage.
Total måneformørkelse.
Umbraen er den del af Jordens skygge, hvor Solens lys fuldstændig er blokeret fra at nå Månen, så hvorfor kan Månen alligevel ses som orange eller rød, snarere end at være helt mørklagt? Det røde lys, man ser under en måneformørkelse, kommer bogstaveligt fra alle de solopgange og solnedgange, som forekommer rundt om Jorden på det aktuelle tidspunkt. Jordens atmosfære spreder og bryder det sollys, som strejfer kanten af kloden og sender det ind i Jordens skygge. Jordens atmosfære er årsagen til, at skyggen på Månen ikke fremstår helt skarp men synes lidt ulden i kanten. Hvis en astronaut stod på Månen og så op mod Jorden, ville situationen være indlysende. Astronauten ville se Solen dækket af den mørke Jord, som er omgivet hele vejen rundt af et tyndt, lysende rødt bånd, der har solnedgangens og solopgangens farve. I sjældne tilfælde sker det, at Månen bliver næsten helt sort. Andre gange antager den en kobberfarvet orange, og nogle gange viser den sig nærmest som brun eller mørkerød.
To faktorer påvirker en formørkelses farve og lysstyrke. Den første er simpelthen, hvor dybt Månen går ind i umbraen. I midten af umbraen er der meget mørkere end ved kanterne, så i de tilfælde vil formørkelsen være mørkere i midtfasen. Andre gange ses en tydelig forskel, hvor den del Månen, som er tættest på umbraens periferi, er væsentlig lysere end resten.
Den anden faktor er, hvordan Jordens atmosfære langs solopgangs- og solnedgangslinjen er. Hvis luften er meget klar, vil formørkelsen være lys, men hvis f.eks. et større vulkan-udbrud har forurenet stratosfæren, kan formørkelsen blive mørkerød eller næsten sort.
Farven kan således variere fra kobberfarvet til dybrød, afhængigt af forholdene i Jordens atmosfære på tidspunktet for formørkelsen. Forholdene kan f.eks. være mængden af det støv, skyer og fugtighed, der er til stede ved kanten af Jordens atmosfære. Som nævnt kan alle bølgelængder endda blive blokeret så Månen bliver meget mørk, hvis der er store mængder vulkansk aske i atmosfæren. Den franske astronom André-Louis Danjon opfandt i 1921 Danjon-skalaen, som opdeler Månens udseende og lysstyrke i 5 kategorier. Danjon fremsatte en hypotese om, at en måneformørkelses udseende var relateret til den 11-årige solpletcyklus.
Danjon-skalaen.
Måneformørkelsen den 7. september begynder teknisk set kl. 17:28 med den penumbrale fase, men som nævnt kan denne fase ikke ses, og da slet ikke fra Odense, idet Månen først står op kl. 19:52.
Den partielle fase begynder kl. 18:27, men også på dette tidspunkt er Månen under hori-sonten, og det samme er tilfældet ved begyndelsen på totaliteten kl.19:30. Når Månen står op kl. 19:52 er den således totalt formørket, og vil være vanskelig at se, fordi den i forvejen mørke måne bliver yderligere svækket pga. lysets absorption i Jordens atmosfære. Desuden går Solen først ned kl. 19:56, så himlen er fortsat oplyst. Solen er dog nyttig alligevel, for under en måneformørkelse står Månen præcist modsat Solen. Man skal der-for vende ryggen til solnedgangen og se efter Månen 180° fra det sted, hvor Solen går ned.
Solnedgang og måneopgang den 7. september.
Efter 5-10 minutters forløb er Månen kommet så meget fri af horisonten, at den begynder at blive synlig, og under maksimal formørkelse kl. 20:11 står den 2° over horisonten. Det gælder derfor om at have en helt fri horisont mod østsydøst. Under den resterende del af totaliteten kommer Månen højere og højere op på himlen, og når totaliteten slutter kl. 20:52 står den i en højde på 7½°. Den partielle fase slutter kl. 21:56 og afløses af den penumbrale fase, der stort set er usynlig.
Maksimal formørkelse i Odense.
I Danmark kan vi kun se halvdelen af det totale måneformørkelsesforløb. Østafrika, Asien og en del af Australien får det hele med, og den kan ikke ses i Nord- og Sydamerika.
Det geografiske område for måneformørkelsens synlighed.
Måneformørkelse den 7. september efterfølges to uger senere af en partiel solformørkelse som er synlig fra det sydlige Stillehav, New Zealand og Antarktis.
Som det har været sædvane i de senere år, er det stensikkert, at medierne vil omtale måneformørkelsen som Blodmåne. Astronomerne har aldrig brugt dette absurde udtryk, hvilket især skyldes, at Månen ikke bliver rød som blod. I den astronomiske litteratur er en måneformørkelse lige siden arilds tid altid blevet omtalt som orange eller kobberfarvet.
Fænomenet kaldes ‘blodmåne’ af en helt anden årsag, som intet har med astronomi at gøre. Udtrykket stammer fra USA – konspirationsteoriernes højborg. Det blev brugt som titel på en bog, der blev udgivet i 2013 af en religiøs svovlprædikant og dommedagsprofet, som påstod, at en serie af i alt fire totale måneformørkelser i 2014 og 2015 ville betyde verdens undergang. Bogen var skrevet af en vis pastor John Hagee, som gennem religiøs fanatisme havde fundet inspiration i Biblen. I Joels Bog kapitel 3, vers 4 havde han læst at: Solen forvandles til mørke og Månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer. Nogenlunde den samme ordlyd fandt pastor Hagee i Apostlenes Gerninger kapitel 2, vers 20: Solen forvandles til mørke og Månen til blod, før Herrens store og herlige dag kommer og i Johannes Åbenbaring kapitel 6, vers 12-17: Solen blev sort som en sæk, og hele Månen blev som blod […] For nu er deres vredes store dag kommet, og hvem kan da bestå?
Jorden gik som bekendt ikke under. Det gjorde svovlprædikanten heller ikke, for han havde fået sit på det tørre og tjente millioner på sin bog. Udtrykket gik heller ikke under. Det havde fundet vej til pressen og er blevet misbrugt lige siden, og det uanset om der er tale om en total-, partiel- eller halvskyggeformørkelse – hvor især de to sidstnævnte formørkelsers udseende gør det endnu mere absurd.
Det er derimod et faktum, at måneformørkelsen finder sted under Høstmånen. Engelsk-talende lande har tradition for at navngive fuldmånen i de enkelte måneder, som f.eks. Wolf Moon i januar, Snow Moon i februar, Beaver Moon i november osv. Denne tradition har vi ikke i Danmark. Her er den eneste Høstmånen i september. Før i tiden faldt høsten væsentligt senere end i dag, og den travle bonde, som måtte klare høsten med en le, kunne knap nok nå at blive færdig, før det tidlige efterårsmørke faldt på. Fuldmånen i september lyste derfor meget bekvemt efter solnedgang og tillod bonden at fortsætte høstarbejdet længe ud på aftenen. I dag er høsten som regel overstået inden september, og desuden er der lys på mejetærskeren, så høstmånens funktion som lysgiver tilhører fortiden.
Når man ser Månen stå op under måneformørkelsen den 7. september, kan man ikke undgå at lægge mærke til, at den synes at være større, når den står lige i horisonten i forhold til, når den er kommet højere op på himlen. Det kunne foranledige til at tro, at Månen er tættere på Jorden, når der er måneformørkelse. Det er imidlertid ikke tilfældet. Det er i stedet et fænomen, som kaldes Måneillusionen. Illusionen har været kendt i årtusinder og er som navnet antyder et synsbedrag.
Måneillsionen kan ikke fotograferes men udelukkende ses med det blotte øje.
Månen okkulterer Plejaderne natten mellem den 12. og 13. september. Okkultationen finder sted ved Månens belyste del et par dage efter fuldmåne, dvs. Månen er 2/3 belyst, hvilket nødvendiggør et teleskop for at kunne se Plejadernes stjerner helt tæt ved måneranden. Den første af de klareste Plejader, 17 Tau (Elektra) på mag. 3,7 bliver okkulteret kl. 22:17:18, og okkultationen af η Tau (Alcyone) på mag. 2,9 er kl. 23:09:39. På dette tidspunkt er Elektra dukket frem igen ved Månens ubelyste del, idet det sker kl. 23:04:25. Adskillige af de øvrige Plejader bliver naturligvis også okkulteret. Bemærk at tidspunkterne gælder for Odense. Andre steder i landet vil der være en afvigelse, og for 20 Tau (Maja) på mag. 3,9 gælder, at den bliver okkulteret fra den sydlige del af Danmark, medens der i det nordligste Jylland bliver tale om en strejfokkultation.
Månens bane gennem Plejaderne den 12.-13. september.
Månens aktuelle fase via dette link til NASA.