Stjernehimlen i august 2025
Efter snart tre måneder med lange dage og korte nætter begynder det igen at blive mørkt om natten. Stjernerne bliver i digternes poetiske øjne sammenlignet med blinkende diamanter, og sandt er det da også, at de i de mørke og lune augustnætter synes at funkle ekstra meget. Det skyldes dog ikke stjernerne selv, men Jordens atmosfære. Luften er nemlig aldrig i absolut ro, for på grund af små temperaturforskelle i de forskellige atmosfærelag opstår der turbulens, og selv om sådanne termiske hvirvler er meget små, er de alligevel store nok til at påvirke lyset fra stjernerne. Stjernerne er så langt borte, at de egentlig kun ses som punkter, og når det smalle lysbundt bliver afbøjet, synes stjernerne at bevæge sig en lille smule frem og tilbage, og samtidig kan de synes at variere i lysstyrke. Dette fænomen kaldes astronomisk scintillation.
Astronomisk scintillation.
Den officielle dato for sluttidspunktet for de lyse nætter er den 8. august, men der er betydelig forskel afhængigt af, hvor i landet man bor. I Odense slutter de i år den 7. august, hvor Solen i 45 minutter er mere end 18° under horisonten mod nord. Herefter går det stærkt. Natten før var der pr. definition ikke nattemørke, og allerede den følgende nat varer det 1 time og 15 minutter, og ved udgangen af måneden varer nattemørket næsten 5½ time.
Ved Danmarks sydligste punkt, Dueodde på Falster, slutter de lyse nætter den 4. august, medens de ved Grenen i Nordjylland først slutter den 15. august.
Rent matematisk kan tidspunktet for begyndelsen og afslutningen på de lyse nætter fastsættes helt præcist, men i praksis er der naturligvis en vis overgangsperiode, og allerede i begyndelsen af august vil de fleste opfatte nattehimlen som mørk i tidsrummet omkring midnat. Midnat i denne forbindelse skal forstås som astronomisk midnat, som afhængig af den geografiske position falder omkring én time senere end borgerlig midnat på grund af sommertiden.
Dagslysets, tusmørkets og nattemørkets varighed i august gældende for Odense.
Himlen mod nord ved astronomisk midnat (i Odense kl. 01:23) midt i august. Store Bjørns kontur er fremhævet med gule forbindelseslinjer mellem de svagere stjerner.
Karlsvognen står lavt på himlen mod nordvest. Som det er de fleste bekendt, er Karlsvognen ikke et officielt stjernebillede, idet de syv stjerner er en del af Store Bjørn. Bortset fra Karlsvognens syv stjerner er Store Bjørns øvrige stjerner forholdsvis lyssvage, og det kan derfor være vanskeligt at overskue det store stjernebillede, som for øvrigt er himlens 3. største, og som kun er overgået af Søslangen og Jomfruen. Netop her i sensommeren og i de første efterårsmåneder vender Store Bjørn ”rigtigt”, og på en mørk nat kan man se, hvordan bjørnen synes at gå langs nordhorisonten. Det er formodentlig netop dette, som gjorde, at også indianerne i Nordamerika opfattede stjernerne som en bjørn. I deres myter blev bjørnen forfulgt af syv jægere gennem hele sommeren, indtil det lykkedes dem at fange den om efteråret.
Den orange Arcturus i Bootes står lavt over horisonten mod nordvest, medens Capella i Kusken står på nordøsthimlen på den modsatte side af Karlsvognen. Arcturus findes ved at forlænge ’vognstangens bue’ og Capella ved at forlænge linjen mellem de to øverste stjerner i ’vognkasssen’. Længere mod øst er Tyren med den åbne stjernehob Plejaderne på vej op over horisonten.
Himlen mod syd midnat midt i august 2025. Bemærk kortet viser himlen ved borgerlig midnat, dvs. kl. 00:00.
Saturn er stået op og står lavt på himlen i Fiskene mod sydøst. Sommertrekantens nederste stjerne, Altair, står næsten direkte mod syd, og på denne årstid er de små stjernebilleder mellem Svanen og Ørnen nemme at se. Her har især Delfinen og Pilen et tydeligt omrids, medens Ræven og Føllet er mere diffuse. Under Vandmanden er stjernebilledet Sydlige Fisk på vej op over horisonten. Med undtagelse af stjernebilledets klareste stjerne, Fomalhaut, består det af svage stjerner, og på grund af den lave højde over horisonten er Fomalhaut stort set den eneste, som kan ses fra vore breddegrader. Fomalhaut er himlens 18. klareste stjerne og den sydligst beliggende stjerne af 1. størrelse synlig fra Danmark. Midt i august står den op omkring kl. 01.
Mælkevejen er tydeligst fra vore breddegrader på denne årstid. Det svagt lysende bånd, som stammer fra det samlede lys fra millionvis af svage stjerner, strækker sig fra den sydlige til den nordlige horisont og passerer undervejs næsten gennem Zenith. Mælkevejen bliver først tydelig 10°-15° over horisonten i området omkring Ørnen, hvorfra den fortsætter gennem Svanen med den klareste del på den nordlige halvkugle langs Svanens længdeakse. Mælkevejen fortsætter gennem Cassiopeia og Perseus og forsvinder efterhånden ud af syne i Kusken, som ligger tæt på den nordøstlige horisont.
De mørke nætters tilbagevenden falder sammen med årets bedste og mest kendte meteorsværm. Der er sommer med lune nætter på den nordlige halvkugle, hvilket betyder, at Perseiderne får mere opmærksomhed end de sværme, som forekommer i vinterhalvåret.
Selv de, som kun kaster et sporadisk blik på nattehimlen, har formodentlig på et eller andet tidspunkt set et pludseligt glimt af et stjerneskud, som med stor hastighed trækker en lang lysende streg hen over himlen. Den astronomiske betegnelse for et stjerneskud er meteor, og et sådant fænomen er faktisk langt mere hyppigt, end man umiddelbart tror, idet der forekommer 5-10 sporadiske meteorer i løbet af en time. Man vil langt fra se dem alle sammen, idet sporadiske meteorer dukker uventet op et vilkårligt sted på himlen, og mange gange er de så svage, at man ikke lægger mærke til dem – og især ikke hvis man vender ryggen til.
Sporadisk meteor gennem den nederste del af Ophiuchus fotograferet på Stige Ø.
Chancen for at se et meteor stiger stærkt under en meteorsværm, hvilket netop bliver tilfældet under Perseidernes maksimum den 12. august. Perseiderne kan dog ses både før og efter maksimum. Det er en bred sværm, hvis første meteorer normalt viser sig omkring den 17. juli og med de sidste omkring den 24. august. I ydertidspunkterne er aktiviteten meget lille, og kun i nætterne omkring maksimum må man forvente et større antal.
Aktiviteten angives til omkring 100 meteorer pr. time, men dette er dog den såkaldte ZHR-værdi, som er baseret på en lang række forudsætninger, som sjældent er til stede. Der må derfor forventes en væsentligt lavere timerate, hvilket specielt gælder for 2025, fordi der er fuldmåne den 9. august, og på maksimumsnatten mellem den 12. og 13. står Månen op kl. 21:50, dvs. en time før det nautiske tusmørke begynder. Månen er oppe resten af natten, så forventningen skal sættes til omkring 1/10 af ZHR-værdien. De svagere meteorer forsvinder i Månens kraftige lys, men mange af Perseiderne er ofte så kraftige, at selv Månen ikke er stærk nok til at overstråle dem.
Som betegnelsen Perseiderne antyder, udspringer denne meteorsværm fra stjernebilledet Perseus, som står lavt på himlen mod nordøst ved mørkets frembrud. Meteorerne viser sig dog overalt på himlen, og en Perseide kan kendes ved, at sporet kan føres tilbage til et område mellem Perseus og Cassiopeia, og netop Perseiderne efterlader ofte et spor, som bliver stående i flere sekunder. Man kan begynde at se efter Perseiderne, så snart der bliver mørkt nok, dvs. ved 22:30 tiden. I løbet af natten stiger radianten højere på himlen, og som med de fleste andre meteorsværme har Perseiderne tendens til at stige i antal efter midnat, og typisk forekommer de fleste i timerne umiddelbart før daggry.
Perseidernes radiant.
Himlen mod øst den 12. august kl. 23. Perseidernes radiant er ved det røde kryds.
’Stjernen’ umiddelbart til højre for Månen på ovenstående kort er Saturn. Saturn kommer i opposition den 21. september, men allerede her i august er den på himlen det meste af natten, så der er god mulighed for at rette et teleskop mod ringplaneten, for de berømte ringe kan ikke ses med det blotte øje. Nogle vil måske blive lidt skuffede, for i august falder synsretningen fra Jorden næsten sammen med ringplanet. Ringene ses kun en vinkel på 3°, og vi ser dem fra ”undersiden”, dvs. fra deres sydlige side.
Billede STScI-PRC98-29 fra Hubble Space Telescope er fra 21. oktober 1998, hvor ringsystemets hældningsgrad svarede nogenlunde til den nuværende. Selvom det ser ud som om ringen består af nogle få faste ringe, består den i virkeligheden af tusindvis af individuelle ringe. Billedet viser samtidig de to klassiske ringdelinger. Den smalle Enckedeling tættest på den ydre kant og den brede Cassinideling nær midten. Den lille sorte plet over ringen er skyggen af saturnmånen Enceladus.
Gennem et teleskop har Saturn den 12. august en udstrækning på 19”, og ringene strækker sig over 44”. Titan har en lysstyrke på mag. 8½ og er synlig i selv et mindre teleskop, og det samme kan en håndfuld af Saturns i alt 274 måner.
Ligesom det gælder for Jupiter, vil skyggen fra nogle af Saturns måner kunne ses som en helt sort plet, når de passerer hen over planeten. For Saturns vedkommende er det dog langt sjældnere, idet disse skyggepassager kun finder sted hvert 15. år, når synsretningen fra Jorden falder sammen med ringplanet. Næste gang bliver således i 2040.
Dette sammenfald forekommer her i 2025, og det præcise tidspunkt hvor Jorden krydsede ringplanet, så de få kilometer tynde ringe ikke kunne ses, var den 23. marts. Det var blot 11 dage efter konjunktionen, så Saturn var også ude af syne, idet den befandt sig på morgenhimlen blot 9° fra Solen.
Det er især Saturns største måne, Titan, som kaster en synlig skygge. Titan er den næststørste måne i Solsystemet, kun overgået af jupitermånen Ganymedes. Med en diameter på 5150 kilometer er Titan endda større end planeten Merkur. Lignende skyggepassager sker også for nogle af Saturns andre måner, men de er så små i forhold til Titan, og deres respektive skygger så små, at det er langt sværere at se dem. På grund af den store afstand til Saturn er Titans skyggepassager også en udfordring. Førnævnte Ganymedes ses under en synsvinkel på ~1,7” og Europas er ~1”. Til sammenligning er Titans ~0,8”.
Titan kredser om Saturn på 16 jordiske døgn, så det er begrænset, hvor mange passager der forekommer, mens Jorden er på linje med ringplanet. To passager fandt sted i juli, med desværre skete det i dagtimerne, så de kunne ikke ses fra vore breddegrader.
De næste to passager finder sted den 3. og 19. august, men også disse forekommer i dagtimerne, og det samme vil være tilfældet under transitterne den 4. og 20. september. Her i Danmark går vi således glip af dette sjældne syn. Næste chance bliver som nævnt i 2040.
Saturn med Titan og dennes skygge henholdsvis den 3. og 19. august.
Med en lysstyrke på mag. 0,8 er det ikke nødvendigt med et detaljeret stjernekort for at finde Saturn. Planeten befinder sig i den vestlige del af Fiskene, og da dette stjernebillede primært består af svage stjerner, er Saturn det klareste objekt i området og kan uden problemer ses med det blotte øje. Det er derimod normalt nødvendigt at bruge både stjernekort og optisk udstyr for at se Neptun, som har en lysstyrke på mag 7.7, men som omtalt i juli kan Neptun relativet nemt findes med en prismekikkert ved at bruge Saturn som vejviser.
Saturn (nederst) og Neptun (øverst) i august. Lysstyrken på tre sammenligningsstjerner er angivet.
Uranus er næsten lige så nem at finde som Neptun. For det første er dens lysstyrke på mag. 5,7 væsentligt klarere end Neptuns mag. 7,7. For det andet befinder Uranus sig blot 4½° syd for den åbne stjernehob Plejaderne i Tyren, dvs. planeten og stjernehoben kan være i samme synsfelt i en prismekikkert. Udover den letgenkendelige Plejaderne og et større antal svage baggrundsstjerner er der en håndfuld stjerner med nogenlunde samme lysstyrke som Uranus. På kortet herunder er deres lysstyrker angivet.
Gennem et større teleskop ses Uranus som en lille blålig skive på 3½”, og selv om den var blevet set og indtegnet som en svag stjerne på adskillige stjernekort i 1700-tallet, blev den først erkendt som en planet, da William Herschel så den gennem sit hjemmelavede 6 tommers spejlteleskop i 1781, og opdagelsen af den hidtil ukendte planet gjorde Solsystemet dobbelt så stort som tidligere troet.
Herschel kaldte den nye planet “Georgium Sidus” til ære for kong George III af England på trods af, at Solsystemets planeter traditionelt har navne fra den klassiske mytologi. Den tyske astronom Johann Elert Bode foreslog derfor at ændre navnet til Uranus for at bringe det i overensstemmelse med de andre planeters navne. Herschel og englænderne holdt dog fast ved Georgium Sidus, og Uranus kom først i officielt brug midt i 1800-tallet.
Uranus’ prograde bevægelse i august. Afstanden mellem de vandrette linjer er 1°.
I begyndelsen af august står Venus op kl. 02:15, og sidst på måneden finder opgangen sted kl. 03:15. Umiddelbart lyder det, som om opgangen finder sted senere og senere. Dette er da også korrekt, men da Solen samtidig også står senere op – 1. august er det kl. 05.25 og 31. august kl. 06:22 – står Venus hele måneden op godt 3 timer før solopgang.
Venus befinder sig i Tvillingerne og når at komme forholdsvis højt op på himlen inden daggry, hvilket giver mulighed for at rette et teleskop mod den meget klare planet. På grund af sit tætte skydække udviser Venus ingen detaljer. Det eneste man uden problemer kan se, er at den belyste del af Venus i løbet af måneden forøges fra 75% til 84% samtidig med, at størrelsen formindskes fra 14” til 12”. Denne ændring skyldes, at afstanden mellem Jorden og Venus i løbet af måneden bliver 28 millioner kilometer større.
Skitsen viser, hvordan den forøgede afstand har betydning for Venus’ størrelse, og hvordan vinklen Jorden-Venus-Solen har betydning for belysningsgraden.
Morgenhimlen 12. august en time før solopgang. Den klareste ’stjerne’ er Venus. Castor og Pollux i Tvillingerne genkendes til venstre og Orion med sit bælte til højre.
Den næstklareste ’stjerne’ på skitsen lige til venstre for Venus er Jupiter. Solsystemets to klareste planeter synes jævnligt at passere forbi hinanden. Jupiter fuldfører en tur rundt om Solen på 12 år, og set fra Jorden befinder den sig således omkring ét år i hvert af Ekliptikas 13 stjernebilleder. Venus er derimod meget hurtigere, og som indre planet står den maksimalt 47° enten øst eller vest for Solen. Venus synes derfor mere eller mindre at følges med Solen, der bruger ét år om en tur gennem Ekliptika. I virkeligheden er det som bekendt Jorden, som bevæger sig, men set fra Jordens perspektiv synes det at være Solen.
Egentlig er det Venus, der som den hurtigste passerer forbi Jupiter, og en sådan konjunktion er forekommet 12 gange inden for de seneste 10 år. Nogle gange sker det, medens planeterne står så tæt på Solen, de ikke kan ses. Venus’ og Jupiters baneplan har en hældningsgrad på henholdsvis 3°24’ og 1°18’ i forhold til Jordens baneplan (Ekliptika), hvilket betyder, at de to planeter sommetider passerer tæt forbi hinanden og andre gange i betydeligt større afstand.
Omtale af Venus-Jupiter konjunktioner i Popular Astronomy, Vol. 24, nr. 6 1916.
Mindste afstand under den aktuelle konjunktionen er knap 1° – svarende til 2× Månens tilsyneladende diameter. Næste konjunktion sker om aftenen den 9. juni 2026 med en afstand på 1½°. Den 26. august 2027 står planeterne for tæt på Solen til at kunne ses, medens de den 10. november 2028 passerer hinanden om morgenen i en afstand svarende til Månens tilsyneladende diameter.
Konjunktionen mellem Jupiter (øverst) og Venus (nederst). Venus’ hurtige bevægelse i forhold til Jupiter fremgår tydeligt. Afstanden mellem de lodrette streger er 0,2° og mellem de vandrette 0,25°.
En af de tætteste konjunktioner i den nævnte 10-års periode var den 30. juni 2015, hvor Jupiter og Venus efter solnedgang passerede hinanden en afstand på 22’ – svarende til 2/3 af Månens tilsyneladende diameter.
Konjunktionen den 30. juni 2015 set gennem teleskopet på Munkebjergskolens Observatorium. Rækkefølgen af Jupiters måner er fra venstre Ganymedes, Io, Europa og Callisto.
Den forholdsvise lave højde over horisonten og dermed det tidlige daggry levner ikke mange muligheder for at følge, hvordan Jupiters fire store måner i løbet af kort tid ændrer indbyrdes position, medens de med perioder på mellem 42 timer og 17 døgn kredser omkring planeten. Muligheden bliver langt bedre senere på efteråret, hvor Jupiter i slutningen af september står op inden midnat.
Når man tager et grundigt kig på den tidligere viste skitse over morgenhimlen den 12. august, bemærkes en meget svag ’stjerne’ tæt på horisonten lodret under Castor og Pollux. Der er planeten Merkur, som var i nedre konjunktion med Solen den 31. juli. Under konjunktionen kan Merkur ikke ses – det er kun muligt, såfremt der forekommer en merkurpassage. Den seneste merkurpassage fandt sted den 11. november 2019, og den næste bliver 13. november 2032, hvor passagen fra danske breddegrader kan iagttages fra solopgang indtil middagstid.
Merkurpassagen 13. november 2032. Tiderne er angivet i UT. Læg én time til for dansk normaltid.
Dette billede er optaget gennem teleskopet på Munkebjergskolens Observatorium under merkurpassagen den 11. november 2019. Afstanden mellem Jorden og Merkur var 101 millioner kilometer, og Merkur ses under en synsvinkel på 10”. Solen befinder sig yderligere 47 millioner kilometer længere fra Jorden, dvs. i en afstand på 148 millioner kilometer. Det fremgår tydeligt, hvor lille Merkur faktisk er, så det er egentligt forbavsende, hvor stor dens lysstyrke kan blive.
Merkurs lysstyrke er altid lav i forbindelse med nedre konjunktion, og når den begynder at blive synlig omkring den 12. august, er lysstyrken blot mag. 1,4 med Merkur meget tæt på horisonten. Merkur har sin største vestlige elongation på 19° den 19. august. Lystyrken er steget til mag. 0, og den fortsætter med at stige resten af måneden, men samtidig nærmer Merkur sig Solen og står derfor lavere for hver morgen.
Merkurs synlighed på morgenhimlen i august én time før solopgang. Positionen er angivet for hver anden morgen. De første 1½ uge står Merkur op kort tid før solopgang og kan ikke ses, medens det fortsat er nogenlunde mørkt.
Den 20. og 21. august passerer den aftagende måne området. Den 20. står den mellem Jupiter og Venus, og den 21. mellem Venus og Merkur.
Morgenhimlen den 20. og 21. august. Månen er afbildet i dobbelt størrelse.
Månens aktuelle udseende: https://svs.gsfc.nasa.gov/5415/