Stjernehimlen i maj 2025
I begyndelsen af maj er det sidste mulighed for at opleve en helt mørk nattehimmel de næste tre måneder – eller i hvert fald så mørk en himmel, som det kan lade sig gøre fra de lysforurenede danske breddegrader, for i denne måned begynder de lyse nætter. Normalt angiver kalenderen, at de lyse nætter begynder den 5. maj og varer indtil den 8. august, men denne angivelse gælder kun for København samt for de områder af landet, som ligger på samme breddegrad som København. Selv i et lille land som Danmark er der nemlig ret stor forskel på, hvilken dato det præcist drejer sig om, og desuden er datoen ikke den samme hvert år. I Gedser varer de lyser nætter fra ca. 9. maj til 3. august, medens de i Skagen varer mellem ca. 28. april og 14. august – altså mere end 3 ugers forskel fra de geografiske yderpunkter.
P.S. Krøyer. Sommeraften ved Skagen Strand 1899.
De lyse nætter indtræffer pr. definition, når Solens centrum ved midnat er mindre end 18° under horisonten. Efter solnedgang er der som bekendt en vis overgang, inden der bliver mørkt. Årsagen er, at Solens lys efter solnedgang fortsat rammer den øverste del af Jordens atmosfære, hvorfra det bliver reflekteret, og jo længere Solen er under horisonten, jo højere oppe i atmosfæren sker refleksionen fra. Atmosfæren bliver tyndere med højden, og dermed bliver refleksionen også svagere. Til sidst kommer Solen så langt ned under horisonten, at den ikke længere kan belyse atmosfæren over et givet sted.
Borgerligt tusmørke forekommer, når Solens centrum er mellem 0° og 6° under horisonten. Under nautisk tusmørke er Solens centrum mellem 6° og 12° under horisonten, og under astronomisk tusmørke er den mellem 12° og 18° under horisonten. Det er først, når Solens centrum er mere end 18° under horisonten, at nattemørket pr. definition begynder.
Rent matematisk kan tidspunktet for de lyse nætters begyndelse fastsættes helt præcis. For at beregne, hvor langt Solen kommer under horisonten ved midnat for et bestemt sted, skal man benytte ligningen 90°−φ−δ, hvor φ er stedets breddegrad, og δ er Solens deklination. Med afrundede værdier ligger Fyn på 55°30’ N, så først i det øjeblik hvor Solen opnår en deklination på 16°30’, starter de lyse nætter her (90° – 55½° – 16½° = 18°). I Odense har vi i 2025 matematisk set den første lyse nat på Fyn natten mellem den 6. og 7. maj, men i praksis er der naturligvis en vis overgangsperiode, hvor nætterne gradvist bliver lysere og lysere, indtil de kulminerer ved midsommer.
Danmarks sydligste punkt er Gedser Odde på Falsters sydspids, og det nordligste ligger på Nordstrand ca. 3 km vestnordvest for Grenen og ca. 660 meter nordligere end Grenen. Der er ca. 3° mellem disse to yderpunkter, og det er denne forskel, som bevirker de forskellige tidspunkter for begyndelsen og afslutningen på de lyse nætter. Såfremt vi tager længer sydpå end Paris, eksisterer fænomenet slet ikke. Her er der altid mørkt om natten hele året rundt. Modsat er der som bekendt midnatssol i Nordskandinavien.
Diagrammerne viser dag og nat med tusmørkets tre overgangsfaser på Fyn henholdsvis 1. og 31. maj 2025.
Den gradvise overgang mellem astronomisk tusmørke og egentlig nattemørke betyder, at nattehimlen i begyndelsen af maj fortsat er mørk ved midnat. Midnat i denne forbindelse er dog ikke borgerlig midnat, dvs. kl. 00:00, men derimod astronomisk midnat, som pga. sommertiden er en time senere. Desuden er astronomisk midnat afhængig af, hvor langt mod vest man bor i forhold til den 15. breddegrad.
Stjernehimlen ved astronomisk midnat midt i maj. Sommertrekanten er fremhævet, og den røde/orange ”stjerne” i Krebsen er planeten Mars.
Cassiopeia står et godt stykke over horisonten mod nord, og netop i denne position har stjernebilledet det karakteristiske udseende som et W. Ganske vist ligner det et fladtrykt M på ovenstående kort, men et stjernekort skal drejes, så de påtrykte verdenshjørner vender ned mod horisonten i overensstemmelse med den retning, hvori man ser. Kortet skal derfor vendes på hovedet, når man ser mod nord.
Som det eneste af Ekliptikas vinterstjernebilleder kan Tvillingerne fortsat ses på denne årstid. Tvillingerne er det højest beliggende stjernebillede på Ekliptika, hvilket betyder, at den øverste af de to Tvillinger, Castor, kulminerer i en højde af 65° over horisonten. Det er næsten 10° højere end Solen står ved midsommer. Den høje deklination betyder, at Castors nedgang finder sted langt mod nordvest, og sidst på måneden går den ikke ned før omkring kl. 02:30, og den står op igen allerede 3½ time efter, dvs. ved 06-tiden. På det tidspunkt er Solen dog for længst kommet på himlen.
Solens position på Ekliptika den 1. og 31. maj. Den 1. står den i Vædderen og den 31. i Tyren.
Når Solen er på himlen, kan man af gode grunde ikke se stjernerne. De er der naturligvis alligevel, og ovenstående kort viser, blandt hvilke baggrundsstjerner Solen befinder sig i maj måned. Det giver forklaringen på, hvorfor et typisk vinterstjernebillede som Tyren ikke kan ses på denne årstid. Både Plejaderne, Hyaderne og Aldebaran kan dog ses i tusmørket lige efter solnedgang i den første uges tid af måneden. Herefter kommer Solen for tæt på området, og i de sidste dage af maj står den næsten midt i Hyaderne. Præcis denne position blev for 106 år siden benyttet til at efterprøve Einsteins relativitetsteori.
Normalt omtales Einsteins banebrydende arbejde som relativitetsteorien, men der er i virkeligheden tale om to dele, udviklet hver for sig af Einstein i henholdsvis 1905 og derefter i perioden frem til 1915. Den første del, den specielle relativitetsteori, blev offentliggjort i 1905 og omhandler fænomener, der optræder ved hastigheder, der er sammenlignelige med lysets. Den anden del, den generelle relativitetsteori, udkom 10 år senere og omhandler bl.a. fænomener i tyngdefelter, der omgiver kompakte astronomiske objekter.
Ifølge den generelle relativitetsteori er tiden og rummet relative størrelser, der er vævet ind i hinanden i en struktur, som Einstein kaldte rumtid. Et massivt objekts tyngdekraft krummer rumtiden omkring sig, så når lys – som normalt bevæger sig i en ret linje – passerer i nærheden af et sådant massivt objekt, følger det den krummede rumtid og afbøjes fra sin rette linje. Jo mere massiv objektet er, jo større er afbøjningen.
Den britiske astrofysiker Arthur Eddington fik fat i en kopi af Einsteins nye teori under Første Verdenskrig. Han læste den med interesse og indså, at en solformørkelse kunne være den perfekte mulighed til at afprøve, om tyngdekraften virkelig havde den effekt, som Einstein påstod. Og faktisk var det lige det rette tidspunkt, for Eddington fandt ud af, at en total solformørkelse den 29. maj 1919 ville være ideel. Ikke alene ville totaliteten vare mere end 6 minutter; den ville også foregå, medens Solen (og Månen) befandt sig lige midt i den åbne stjernehob Hyaderne. Under totaliteten ville astronomerne kunne fotografere adskillige af hobens klareste stjerner næsten helt ind til Solens rand.
De pågældende stjerners position kunne derefter udmåles på billedet og sammenlignes med målinger, der skulle foretages, når Solen ikke stod i vejen. Hvis positionen var forskudt ifølge teoriens forudsigelse, ville et vigtigt punkt i relativitetsteori være bekræftet.
Princippet i Eddingtons forsøg. Lyset som passerer tæt på Solens rand bliver afbøjet, så det ser ud, som om stjernerne er forskudt i forhold til deres sande position.
I januar og februar 1919 målte Arthur Eddington meget omhyggeligt stjernerne sande positioner uberørt af Solens tyngdekraft. I maj rejste han til den lille ø Principe ud for Afrikas vestkyst, medens en anden britisk gruppe blev sendt som backup til Sobral i Brasilien. Selvom skyer truede fra morgenstunden, var himlen klar på det kritiske tidspunkt, og de dyrebare billeder blev optaget. Da stjernernes positioner efterfølgende blev sammenlignet, kunne Eddington konstatere, at Solens tyngdekraft havde afbøjet dem med 1,75” fra deres sande position. Det var næsten præcis det, Einsteins teori forudsagde. Da resultaterne blev offentliggjort i efteråret 1919, var Einstein kun kendt af et fåtal. Nu blev han verdensberømt fra den ene dag til den næste. Det siges, at Eddington forinden var blevet spurgt, om det var korrekt, at relativitetsteorien var så indviklet, at det forlød, at der udover Einstein selv kun var to andre mennesker i verden, som forstod den til bunds. Hertil svarede Eddington: ”Hvem er den anden”.
Solformørkelsen 29. maj 2019. Den klare ’stjerne’ mellem de to åbne hobe er planeten Mars, som tilfældigvis befandt sig i området. Billedet er fremstillet ved hjælp af planetarieprogrammet Stellarium.
Eddingtons originale optagelser. Stjernerne er markeret med vandrette streger.
Sommertrekanten, repræsenteret af Vega i Lyren, Deneb i Svanen og Altair i Ørnen, er kommet fri af horisonten mod øst, medens forårsstjernebilledet Løven er på vej ned mod vest. Jomfruen, det andet af de store forårsstjernebilleder – faktisk er det Ekliptikas største, og himlens næststørste – står lige mod syd. På trods af den store udstrækning er Jomfruen ikke særlig fremtrædende, idet stjernerne med undtagelse af Spica er forholdsvis svage og samtidig ligger temmelig spredte. Spica findes med udgangspunkt i Karlsvognen. En forlængelse af vognstangens bue passerer først den røde kæmpe Arcturus i Bootes og går derfra videre til Spica.
En anden af himlens røde kæmper, Antares i Skorpionen, står lavt over horisonten mod syd. Antares er så stor, at dens diameter er mere end 700 gange større end Solens. Hvis vi forestiller os, at Solen er på størrelse med en fodbold, vil Antares svare nogenlunde til hele fodboldbanen inklusive bannerreklamerne, udskiftningsbænken og de forreste tilskuerpladser.
Den meget omtalte ”planetparade” på aftenhimlen i januar/februar er for længst overstået. De eneste, som fortsat kan ses i maj, er Jupiter og Mars, og for Jupiters vedkommende er det en stakket frist. Den nærmer sig konjunktionen med Solen, hvilket betyder, at dens elongation (vinkelafstand fra Solen) formindskes fra 40° i begyndelsen af maj til blot 18° ved udgangen af måneden. Jupiter befinder sig på den modsatte side af Solen i forhold til Jorden, så afstanden til den er så stor, at dens tilsyneladende udstrækning i løbet af måneden svinder fra 34” til 32”, hvilket skal sammenlignes med udstrækningen under oppositionen den 7. december 2024, hvor den var 48”. Samtidig er lysstyrken faldet fra mag. ÷2,8 til mag. ÷2. Det gør dog fortsat Jupiter til det klareste objekt på aftenhimlen, og det er fortsat muligt at se dens mørke ækvatoriale bælter gennem et teleskop i den første halvdel af maj. Sidst på måneden går den ned 1 time og 20 minutter efter Solen og står derfor allerede lavt på himlen, når den bliver synlig, og samtidig er de lyse nætter så langt fremskreden, at himlen ikke længere er mørk.
Io, Europa, Ganymedes og Callisto, Jupiters fire store måner, kan ligeledes ses gennem et teleskop, men også i dette tilfælde er det begrænset, hvor mange gange man kan nå at se de sædvanlig okkultationer, transitter og skyggepassager, fordi der er så få timer til rådighed. På ShallowSky kan man på Galilean Moons of Jupiter på forhånd se, hvornår disse begivenheder finder sted. Den yderste måne, Callisto, deltager ikke, idet den pga. forskellen i Jordens og Jupiters baneplaner passerer hen over planetens poler, når den iagttages fra Jorden. Umiddelbart efter solnedgang den 3. maj vil Callisto f.eks. kunne ses meget tæt på Jupiters sydpol.
Jupiter og dens fire store måner om aftenen den 3. maj.
Den anden planet på aftenhimlen er Mars. Den befinder sig i Krebsen og står væsentligt højere end Jupiter, men til gengæld er lysstyrken betydeligt lavere, idet den ligger på mag. 1, og afstanden mellem Jorden og Mars er så stor, at Mars kun ses under en synsvinkel på 6”. Mars bevæger sig progradt (mod venstre) i forhold til baggrundsstjernerne. I begyndelsen af måneden står den nogle få grader fra den åbne stjernehob M44 i Krebsen. Stjernerne i hoben, som også går under navnet Bistadet eller Krybben, er for svage til at kunne ses med det blotte øje, men ved hjælp af en prismekikkert kan man se de klareste af dem. Natten mellem 3. og 4. passerer den tiltagende Måne ¾° over Mars. De to er tættest sammen ved 2-tiden om morgenen. Mars fortsætter gennem det næsten stjernetomme område i Krebsen og bevæger sig ind i Løven den 25. maj.
Månen og Mars tidligt om morgenen den 4. maj.
Mars’ bane i maj 2025. Der er fire klare stjerner i området: Castor og Pollux i Tvillingerne, Procyon i Lille Hund samt Regulus i Løven. Løvens manke, det karakteristiske ”omvendte spørgsmålstegn”, ses i venstre side over Regulus. Mars er nem at genkende på grund af sin rød/orange farve.
Bortset fra Uranus, som er på aftenhimlen indtil den er i konjunktion med Solen den 17. maj og derfor ikke kan ses hele måneden, er de øvrige planeter fra ”planetparaden” rykket om på morgenhimlen. Venus er dog den eneste, som pga. sin store lysstyrke på mag ÷4,5 kan gøre sig bemærket.
Morgenhimlen den 7. maj (datoen for de lyse nætters begyndelse på Fyn) tre kvarter før solopgang.
Den 1. maj er Venus’ vinkelafstand fra Solen 41°. Denne vinkel er forøget til 46°, når planeten opnår største vestlige elongation på den sidste morgen i maj. Den større afstand udmønter sig imidlertid ikke i bedre observationsforhold, idet Venus hele måneden befinder sig meget lavt over horisonten. Den l. maj er højden ¾° over horisonten en time før solopgang, og den 31. er den kun 2°, ligeledes en time før solopgang. Dette skyldes, at Ekliptika ligger fladt mod horisonten om morgenen på denne årstid, og derudover ligger Venus det meste af måneden lavere end Ekliptika.
Venus’ bane gennem Fiskene i maj.
Diagrammet herunder viser Venus’ højde over horisonten én time før solopgang, dvs. på et tidspunkt, hvor himlen trods de lyse nætter er så mørk, at Venus begynder at kunne ses lavt over horisonten.
Venus’ position og højde én time før solopgang. Markeringerne er for hver 3. morgen begyndende med den 1. maj til højre.
Hvis man kan finde Venus gennem et teleskop, vil den først på måneden have en udstrækning på 36” med en 30% belyst skive. Den sidste morgen i maj er udstrækningen formindsket til 24”, og planeten er halvt belyst.
Venus 1. og 31. maj.
Saturns baneplan om Solen har en hældning på 2½° i forhold til Ekliptika. Jordens hælder 0° af den enkle årsag, at Ekliptika er defineret som Jordens baneplan. Saturn bruger knap 30 år til en omkredsning af Solen, og halvdelen af den tid befinder den sig over Ekliptika og den anden halvdel under. Fra Jorden ses Saturns ring således skiftevis fra ”oversiden” og ”undersiden”, og midt i mellem ses den lige fra kanten, hvilket var tilfældet den 23. marts. Eftersom ringene er meget tynde, bliver de praktisk talt usynlige på dette tidspunkt. Saturn kunne dog ikke ses, fordi den kun stod 9° fra Solen på morgenhimlen.
Saturns ring. Maksimal hældning med belysning henholdsvis fra syd og nord og i midten kantstillet, hvor den mørke streg er ikke Saturns ring. Det er dens skygge på planetens øverste atmosfære.
Som det fremgår af kortet over morgenhimlen den 7. maj, står Saturn meget lavt og er yderst vanskelig, ja faktisk umulig at se. Hvis det alligevel kan lade sig gøre, vil Saturns skive være 16”, og ringens hældning i forhold til synsretningen fra Jorden er 2°. Disse ufavorable observationsforhold gælder imidlertid kun for os på den nordlige halvkugle. Syd for Ækvator står Ekliptika på denne årstid meget stejlere mod horisonten, så her står planeterne meget mere gunstigt.
Ekliptikas hældning og planeternes position fra danske breddegrader (55° N) den 7. maj og de tilsvarende forhold fra 55° S.
I løbet af maj kommer Saturn højere op på himlen før solopgang, og ved månedens udgang står den op knap to timer før Solen. Dens lysstyrke på mag. 1,1 gør den dog fortsat vanskelig at se pga. de lyse nætter og det tidlige nautiske tusmørke. En lille mulighed for at bruge Månen som ’ledestjerne’ kommer den 22. og 23. maj, hvor den aftagende Måne står på morgenhimlen i samme område som Saturn. Den 22. står Månen 8° til højre for Saturn, og den 23. er den 6° til venstre. Læg især mærke til jordskinnet.
Morgenhimlen 22. og 23. maj en time før solopgang.
På ovenstående skitse af Ekliptikas hældning ses, at også Merkur befinder sig på morgenhimlen i begyndelsen af maj, men i forårsmånederne står Merkur altid meget lavt på morgenhimlen fra nordlige breddegrader, så her gælder de samme observationsforhold som for Venus’ og Saturns vedkommende.
Umiddelbart forud for starten på de lyse nætter er der en spinkel mulighed for at se et eller flere meteorer fra Eta Aquariderne, som er blandt årets mindre meteorsværme. Fra danske breddegrader er den endnu mindre og er derfor ikke særlig kendt, idet radianten ligger i Vandmanden, som på denne årstid først står op lige før inden daggry.
Årsagen til at Eta Aquariderne i det hele taget fortjener omtale er, at meteorerne derfra har oprindelse i Halleys komet, hvis bane krydser Jordens to gange i løbet af året, nemlig i begyndelsen af maj og i slutningen af oktober. Meteorerne i maj er Eta Aquariderne, medens oktobermeteorerne er Orioniderne, som er langt mere kendte i Danmark, fordi forholdene for at iagttage dem er væsentligt bedre.
Eta Aquaridernes er aktive fra midten af april til slutningen af maj – dog med meget få meteorer i yderpunkterne. Maksimum i 2025 forventes at falde natten mellem 5. og 6. maj, hvor radianten stiger op over horisonten mod øst omkring kl. 03. På dette tidspunkt er Månen på vej ned mod vest, men det er alligevel begrænset, hvor længe det er muligt at observere, inden daggryet indtræffer.
Eta Aquaridernes radiant den 6. maj kl. 03:30.
Eta Aquariderne ses bedst fra den sydlige halvkugle. Her kan ZHR komme op på 50, medens der under de mest gunstige forhold kun kan forventes en ZHR på nogle få stykker fra vore breddegrader.
Asteroiderne er så små og lyssvage, at de kun kan ses med optiske hjælpemidler. I mange tilfælde er en prismekikkert tilstrækkelig, men én enkelt kan dog under de mest gunstige oppositioner lige netop skimtes med det blotte øje. Denne undtagelse er 4 Ceres, der som nummeret angiver, er den fjerde asteroide, som blev fundet, da astronomerne i begyndelsen af 1800-tallet fandt ud af, at der eksisterer et stort antal sådanne små legemer primært i området mellem Mars og Jupiter. Den 1. januar 1801 var den italienske astronom Giuseppe Piazzi i færd med at revidere et stjernekatalog, da han i stjernebilledet Tyren opdagede et svagt objekt af 8. størrelse, og som han i første omgang antog for en haleløs komet. Det viste sig ret hurtigt, at det fundne objekt i stedet var en lille planet. Den fik navnet Ceres, og er i dag kendt som den største af de efterhånden talrige asteroider.
I løbet af de næste par år blev der fundet yderligere tre småplaneter, nemlig Pallas, Juno og Vesta. Herefter skete der ikke noget før 1845, hvor den 5. asteroide, Astrea, blev opdaget af en tysk amatørastronom. Siden da er der fundet utallige småplaneter, og selvom de fleste befinder sig i asteroidebæltet, har mange af dem baner, som fører dem omkring overalt i Solsystemet. 4 Vesta kommer i opposition den 2. maj og opnår en lysstyrke på mag. 5,7. Det er lige på grænsen for at kunne ses med øjet alene, og desværre står den forholdsvist lavt i Jomfruen og kommer kun 23° over horisonten under kulminationen. En fordel er, at der i området kun er ganske få stjerner med større lystyrke end 4 Vesta, så den skiller sig nemt ud. Vestas position kan følges på det dagligt opdaterede kort på Heavens-above.
Det overordnede stjernekort viser, at Vestas bane i maj ligger mellem Arcturus, Spica og de to klareste stjerner i Vægten med de mundrette navne Zubenelgenubi og Zubeneschamali.
På det detaljerede søgekort er de klareste stjerner angivet med deres lysstyrker.
Når man ser på Månen gennem et teleskop, er de mange ældgamle kratere det mest karakteristiske træk. De er særligt iøjnefaldende, når de ligger lige på terminatoren, dvs. overgangen mellem den belyste og ubelyste del af Månen. Et første blik på Månen synes at vise, at kraterne må være meget dybe med stejle sider, men kraterne er i virkeligheden ikke særlig dybe i forhold til deres diameter, og det er kun, medens Solen står lavt, at kraterbunden ligger i mørke og nærmest ser bundløs ud. Sollysets skrå retning ved terminator betyder lange skygger, som på den atmosfæreløse måne ser ekstra sorte ud. Det samme gør sig gældende for bjergene, som kommer til at virke meget højere og stejlere end i virkeligheden.
Forenklet skitse af månekraternes profil.
Figur l på illustrationen viser den typiske profil på et stort krater. Bunden ligger normalt kun lidt under det omgivende terræn og har samme kurve som resten af Månens overflade. En astronaut, der står midt i et sådan krater vil ikke bemærke, at han står i et krater, og i mange tilfælde vil han ikke engang kunne se toppen af den omgivende kratervæg på grund af Månens temmelig krumme overflade. Afstanden d til horisonten beregnes med formlen d = D × h, hvor D er Månens diameter, og h er højden af observatørens øjne over Månens overflade. Hvis h f.eks. er 1,6 meter (0,0016 kilometer) bliver d = 3500× 0,0016, hvilket giver 2,4 kilometer. Dette betyder, at der på en helt flad strækning af Månens overflade kun er muligt at se til en afstand af 2,4 km. En typisk profil af et mellemstort krater ses på figur 2, som ligeledes viser den meget flade formation. Et mindre krater ses i figur 3. Det har en enkelt kratervæg med relativ skarp kam, den indre væg er som regel uden terrasser og der er ingen centralkegle.
Et godt eksempel på nogle af de store månekratere kan ses den 6. maj, hvor det prominente krater Copernicus næsten midt på måneskiven lige netop ligger på terminator. Kraterbunden ligger i skygge, medens den solbelyste kraterrand forstærker forestillingen om det ”bundløse dyb”. På samme tidspunkt ligger også de ligeledes prominente kratere Tycho og Clavius på Månens sydlige del tæt på terminatoren. Allerede næste aften, den 7. maj, har terminatoren flyttet sig så meget mod vest, at man får et helt andet indtryk af de tre kratere. Samtidig dukker den meget iøjnefaldende struktur Sinus Iridum på Månens nordlige del op i sollyset.
Månen om aftenen henholdsvis den 6. og 7. maj.
Husk også at se efter Mare Orientale i dagene omkring fuldmåne. Nærmere beskrivelse herom i Stjernehimlen i april 2025.
Under forberedelserne til Apollolandingerne opsendte NASA i løbet af 1966 og 1967 fem Lunar Orbiterrumsonder, som skulle optage detaljerede billeder af Månen. Rumfartøjer-nes kameraer returnerede hidtil usete og detaljerede billeder af månelandskabet heriblandt nogle af Copernicus. Billederne herunder er optaget af Lunar Orbiter 2 i 1966. Det første viser Copernicus fra stor afstand, og nærbilledet af de centrale toppe, der rejser sig over kraterbunden, blev udråbt som århundredets billede, men det blev dog hurtigt overskygget af de mange billeder, der blev optaget af Apolloastronauterne blot et par år senere.
Billedet fra Lunar Orbiter 2 viser Copernicus’ kraterbund, centralbjerget, kraterranden og det udkastede materiale. NASA ID: PIA00094
Århundredes billede. Optaget med Lunar Orbiters telelinse den 24. november 1966 fra en afstand på 240 kilometer syd for Copernicus og en højde på 46 kilometer over Månens overflade.
Månens aktuelle udseende: https://svs.gsfc.nasa.gov/5415/