Stjernehimlen i december 2025
Dagene er korte i december. Den 1. viser Solen sig først kl. 08:22, og den går ned igen kl. 15:53. Det giver en dagslængde på 7 timer og 31 minutter, og den 31. er de tilsvarende tider henholdsvis kl. 08:46 og kl. 15:57, hvilket vil sige 7 timer og 11 minutters dagslys, så selv når tusmørket trækkes fra, bliver det til mange mørke timer. Ind imellem har vi passeret årets korteste dag, som i 2025 falder den 21. december. Helt præcis når Solen sin sydligste position på Ekliptika kl. 16:03. På dette tidspunkt er det kvarters tid siden, den gik ned her i Danmark, idet solnedgang denne dag er kl. 15:49. Når Solen kulminerer, dvs. står højest på himlen mod syd kl. 12:16, befinder den sig kun godt 11° over horisonten. Skyggerne er derfor ekstra lange selv ved middagstid. I modsætning hertil kulminerer Solen i en højde af 58° ved midsommer. Bemærk at de nævnte tidspunkter for solop- og nedgang gælder for Odense. Andre steder i Danmark vil der forekomme en mindre afvigelse pga. en anden geografisk placering.
Selv om december regnes for den første vintermåned, står mange af sommerens stjernebilleder fortsat på himlen umiddelbart efter solnedgang. Især vil man lægge mærke til Svanen, hvis klareste stjerne udgør det ene hjørne af Sommertrekanten. Omkring juletid står Svanen som et stort kors på vesthimlen efter mørkets frembrud, og netop denne placering og de seks klareste stjerners indbyrdes position har den det alternative navn Nordkorset.
Svanen/Nordkorset på aftenhimlen omkring juletid.
De mange TV-kanalers julekalendere – nye såvel som genudsendelser – er faste traditioner i denne måned, og en anden fast tradition er genoptagelsen af spørgsmålet om Betlehems-stjernen. Der er skrevet tykke bøger og utallige artikler om det fænomen, som ifølge legenden fandt sted for et par tusinde år siden. Trods alle spekulationerne står det stadig ikke klart, hvad det egentlig var, som de vise mænd så.
Betlehemsstjernen.
Stjernehimlen en time efter solnedgang den 1. december 2025. Den tiltagende måne står mod østsydøst og ’stjernen’ som står i omtrent samme højde mod sydøst er planeten Saturn.
Som det fremgår af ovenstående stjernekort, er himlen endnu ikke blevet fuldstændig mørk en time efter solnedgang, og solnedgangsskæret ses tydeligt i sydvestlig retning. Himlen er dog mørk nok til at de klareste stjerner kan ses. Især bemærkes Sommer-trekanten, som består af Vega i Lyren, Altair i Ørnen og Deneb i førnævnte Svanen. Lavt over horisonten mod vestnordvest er Arcturus i Bootes ved at gå ned, og mod nordøst er Capella ved at stige højere op på himlen. Udover Sommertrekantens tre stjernebilleder er de syv stjerner i Karlsvognen også forholdsvis nemme at se, ligesom også de fem stjerner i Cassiopeias W er så klare, at dette stjernebillede hører til blandt de første, som bliver synlig, når tusmørket er ved at være overstået.
Senere på aftenen er Sommertrekantens sydligste stjerne, Altair, gået ned. Deneb og Vega kan fortsat ses, idet de begge er cirkumpolare fra danske breddegrader og derfor aldrig kommer under horisonten.
I samme område som Sommertrekanten er der et par mindre stjernebilleder, som kan ses tidligt på aftenen. Det er Pilen og Delfinen, som på trods af deres lidenhed og forholdsvis svage stjerner begge har et karakteristisk udseende. De stammer helt tilbage fra oldtidens og spiller en rolle i de gamle myter. På forbindelseslinjen mellem Vega i Lyren og Altair i Ørnen ligger yderligere et, som er endnu svagere, og som derfor ikke middelbart gør sig bemærket. Det er Ræven, som blev ”opfundet” i 1687 af den polske astronom Johannes Hevelius, der beskrev det som en ræv, Vulpecula, der bærer en gås i gabet. Gåsen blev alternativt stavet som Anser og Ansere, men siden Hevelius’ tid er den fløjet (eller er blevet spist), så kun Ræven er tilbage i dag. Hevelius placerede Ræven i nærheden af to andre rovdyr, Ørnen og Gribben (der var et alternativ navn for Lyren). Han forklarede, at Ræven bragte Gåsen til nabostjernebilledet Cerberus, en anden af hans opfindelser, men denne del af historien virker ikke rigtig mere, idet Cerberus ikke eksisterer som stjernebillede i dag. Hevelius selv var noget inkonsekvent i sin navngivning, for i sit stjernekatalog kaldte han parret for “Vulpecula cum Ansere”, Ræven med Gåsen, men viste dem separat som “Anser” og “Vulpecula” på Firmamentum Sobiescianum.
Ræven bærer en gås i retning af den mangehovede hund Cerberus på denne illustration fra Hevelius’ Firmamentum Sobiescianum. Selv om Hevelius kaldte de to figurer ’Vulpecula cum Ansere’’ i sit stjernekatalog, tegnede han to stjernebilleder med navnene ’Anser’ og ’Vulpecula’ på stjernekortet.
Ræven og gåsen vist som “Vulpec & Anser” på John Flamsteeds Atlas Coelestis fra 1729.
Ræven indeholder ingen navngivne stjerner, og eftersom stjernebilledet er af nyere dato, er det ikke omtalt i de gamle græske myter. Rævens klareste stjerner er af fjerde størrelse, og det mest kendte objekt er Håndvægttågen M27, som er blandt de mest iøjnefaldende planetariske tåger. Den består af gas udkastet fra en døende stjerne og har sit navn fra den karakteristiske lighed med en håndvægt, der er særlig tydelig på fotografier med lang eksponeringstid.
Ræven kom i særlig fokus, da Jocelyn Bell opdagede den første pulsar PSR B1919+21 i 1967 i netop dette stjernebillede. Opdagelsen blev først spøgefuldt kaldt LGM-1 (Little Green Men 1), fordi radiosignalerne fra pulsaren var så regelmæssige, at de kunne opfattes som stammende fra en fremmed civilisation et sted i Mælkevejen. Ret hurtigt blev der dog fundet andre tilsvarende signaler, og i dag kendes der mere end 3400 pulsarer.
Det nemmeste objekt, som umiddelbart kan findes i Ræven, er imidlertid hverken M27 eller PSR B1919+21, hvor sidstnævnte jo er en radiokilde. Det nemmeste er en lille asterisme, som hedder Collinder 399, Brocchis Hob eller Al Sufis Hob, men som måske er bedre kendt som The Coathanger (Bøjlen på dansk).
Markering af The Coathangers position.
Den lille asterisme har en samlet lysstyrke på mag. 3,6. ’Samlet lysstyrke’ betyder, at lyset fra dens forholdsvis svage stjerner er spredt ud over en cirkel med en diameter på ca. 1°, så selv om den lige netop kan skelnes med det blotte øje, gør den sig langt bedre gennem en prismekikkert eller et teleskop med stort synsfelt.
Den først kendte omtale af asterismen stammer fra den persiske astronom Abd al-Rahman al-Sufi (903-986 e.Kr.). Han inkluderede den i sin bog Kitāb ṣuwar al-kawākib (Bogen om fixstjernerne), som han udgav i 964.
Amerikaneren Dalmiro Francis Brocchi (1871-1955) har også sit navn knyttet til asterismen. Brocchi var amatørastronom og udarbejdede i 1920’erne et kort til brug for American Association of Variable Star Observers. Kortet inkluderede de nøjagtige lysstyrke på stjernerne, og hensigten var, at astronomerne kunne benytte disse referencestjerner til deres observationer af variable stjerner.
Betegnelsen Collinder 399, oftest skrevet Cr 399), stammer fra et katalog over åbne stjernehobe udarbejdet af den svenske astronom Per Arne Collinder i 1931. Den fik nr. 399 ud af i alt 471 åbne stjernehobe, fordi den dengang blev anset for en stjernehob. Det gør den ikke længere, for stjernerne ikke er fysisk forbundne, men befinder sig blot tilfældigvis i samme retning. Dette er en påmindelse om de store vanskeligheder, astronomerne tidligere havde i undersøgelsen af stjernehobe. Afstanden til stjernerne i asterismen ligger mellem 200 og 1100 lysår. Desuden bevæger stjernerne sig ikke i samme retning. En af de vanskeligste opgaver i forbindelse med undersøgelsen af stjernehobe er at afgøre, hvilke stjerner der tilhører hoben, og hvilke der er forgrunds- eller baggrundsstjerner. Den eneste måde at undersøge dette er gennem udmålinger af afstand og bevægelse. Hipparcos satellitten, som i 1990’erne havde til opgave at foretage nøjagtige parallaksemålinger, afklarede til sidst spørgsmålet.
The Coathanger, Astronomy Picture of the Day, 26 august 2015.
The Coathanger består af 10 stjerner, som er klarere end 7. størrelsesklasse. Den klareste er 4 Vulpeculae på mag. 5,1. 5 Vulpeculae har mag. 5,6 og 7 Vulpeculae mag. 6,3. Disse stjerner kan afhængigt observationsforholdene og observatørens synsevne lige netop ses uden optiske hjælpemidler.
Den meget omtalte interstellare komet 3I/ATLAS, som blev opdaget den 1. juli, passerede i så stor afstand fra Jorden, at kun de største jordbaserede teleskoper kunne få noget brugbart ud af at fotografere den.
3I/ATLAS’ bane gennem Solsystemet.
Til gengæld passerede den meget tættere på Mars i begyndelsen af oktober, hvor det lykkedes for de to europæiske rumsonder Mars Express og ExoMars Trace Gas Orbiter (TGO) at fotografere den, ligesom også Mars-roveren Perseverance den 4. oktober blev i stand dertil. Ingen af disse rumsonders kameraer er imidlertid beregnet til denne form for observationer, så billederne viser ikke kometens kerne, men blot en ulden lysplet i form af den sky af gas og støv, komaen, som ligger omkring kometkernen.
Billedet her viser 3I/ATLAS optaget af TGO den 3. oktober. Stjernerne er trukket ud som streger, fordi kameraet fulgte kometen, medens den bevægede sig i forhold til baggrundsstjernerne.
Derudover er det hensigten at anvende den europæiske rumsonde JUICE (Jupiter Icy Moon Explorer), der er på vej til Jupiter. Juice skal efter planen observere 3I/ATLAS kort tid efter, at den har været tættest på Solen og dermed også forventes at være mest aktiv.
Eftersom JUICE i øjeblikket er forholdsvis tæt på Solen, benyttes dens retningsbestemte high-gain antenne som varmeskjold, hvorfor observationerne først kan blive sendt til Jorden i februar 2026.
Kunne man så ikke benytte f.eks. Voyager-rumsonderne, når 3I/ATLAS igen er på vej ud af Solsystemet? Nej, det kan det ikke, for kometen kommer ikke den vej, og desuden er der for længst slukket for de to rumsonders kameraer.
For at spare strøm til de vigtigste funktioner blev alle Voyager-kameraerne slukket i slutningen af 1989 og begyndelsen af 1990. På dette tidspunkt havde rumsonderne afsluttet deres primære opgave i det ydre solsystem, og Voyager 1 tog de sidste billeder den 14. februar 1990. Billederne er siden sammensat til den berømte ”Familieportræt”, idet det afbilder alle de store planeter på én optagelse og med Jorden midt i en solstråle.
Voyager 1’s familieportræt.
Selvom Voyager 1 og 2 stadig fungerer i dag, er de fleste af de andre instrumenter også blevet slukket for at spare strøm. Derudover er der i det interstellare rums dybder simpelthen ikke meget at observere.
Hvert rumfartøjerne har stadig fungerende instrumenter til registrering af kosmiske stråler, magnetfelter og ladede partikler. Et separat plasmainstrument svigtede på Voyager 1 allerede i 1980 og blev slukket i 2007, men det fortsatte med at virke på Voyager 2, indtil operatørerne slukkede det i oktober 2024. Det forventes, at rumfartøjerne vil sende tekniske data tilbage indtil 2036.
NASA påpeger, at selvom kameraerne kunne aktiveres igen, eksisterer de computere og den software, der engang ville have analyseret dataene, simpelthen ikke længere. Desuden har årene med stråling og kuldeeksponering sandsynligvis beskadiget kameraerne. Derudover er Voyagers software næsten 50 år gammel, og operatører er yderst forsigtige med at sende signaler til rumfartøjet, da de er på vagt over for at forårsage fejl i det forældede system.
Og hvis kameraerne blev tændt, betyder rummets mørke, at de ikke ville kunne afbilde noget som helst. Kameraerne var fremstillet til at tage billeder af store planeter og deres måner i Solens lys, mens rumsonderne passerede forbi.
For at sætte det i perspektiv passerede Voyager den yderste planet Neptun i 1989. Neptun befinder sig i en afstand på 30 astronomiske enheder fra Solen (En astronomisk enhed er den gennemsnitlige afstand mellem Jorden og Solen og er på 150 millioner kilometer). Voyager 2 er i øjeblikket 140 astronomiske enheder fra Solen, så selv hvis den kunne tage et billede, ville en mobiltelefon faktisk være lige så god eller endda bedre.
Himlen mod syd ved midnat midt i december.
Vinterens velkendte stjernebilleder med Orion som den bedst kendte dominerer himlen i sydlig retning. Til højre for Orion og højere på himlen tiltrækker Tyren med sit røde øje Aldebaran opmærksomheden. Aldebaran ligger midt i den åbne stjernehob Hyaderne uden dog at tilhøre hoben. Fra Jorden ses den blot i samme retning, og i virkelighedens univers ligger Hyaderne dobbelt så langt væk som Aldebaran, hvis afstand er 65 lysår. Tyrens anden åbne stjernehob, Plejaderne, ligger endnu længere væk, nemlig omkring 450 lysår, og som dens danske navn Syvstjernen antyder, kan man under gode observationsforhold se syv stjerner i hoben.
Mod sydsydøst ses himlens klareste stjerne Sirius, som sammen med Betelgeuze i Orion og Procyon i Lille Hund danner Vintertrekanten. Højere på himlen mod sydøst står de to Tvillinger Castor og Pollux, som i øjeblikket har følgeskab af planeten Jupiter, og direkte mod øst er Løven stået op, og de skarpsynede kan under en mørk himmel skelne Ekliptikas svageste stjernebillede Krebsen mellem Tvillingerne og Løven. I den modsatte retning er Pegasusfirkanten på vej ned under horisonten mod vest, og det samme er planeten Saturn i Fiskene. Lodret over hovedet ses Capella i Kusken og Perseus, Andromeda, Trekanten og Vædderen står fortsat højt på himlen, medens Fiskene og Hvalfisken efterhånden forsvinder ud af syne.
Venus er ikke længer synlig på morgenhimlen, idet den i løbet af november stod tættere og tættere på Solen forud for øvre kulmination, som finder sted den 6. januar 2026. Øvre kulmination betyder, at Venus passerer bag Solen, og at afstanden mellem den og Jorden er 256 millioner kilometer. Venus passerer dog ikke direkte bag Solen men lidt mere end ½° under. Det skyldes, at Venus’ baneplan om Solen har en hældning på 3,39° i forhold til Jordens.
Konjunktionen mellem Venus og Solen den 6. januar 2026.
Det er derfor sjældent, at Venus passerer direkte bagved eller foran Solen. Senest den passerede foran var i 2004 og i 2012, hvor Venus kunne ses som en sort plet, der langsomt bevægede sig hen over solskiven. En sådan sjælden begivenhed kaldes en venuspassage, og næste gang bliver den 11. december 2117. Den finder imidlertid sted inden solopgang i Danmark, så man må vente til 8. december 2125 – dvs. 8. december i år er der således præcist 100 års ventetid. Det er en lørdag, og begyndelsen af passagen kan iagttages fra midt på eftermiddagen og følges en times tid indtil solnedgang. Hvis man ikke kan vente så længe, er der mulighed for at se Jorden passere ind foran Solen, hvis man tager en tur til Mars den 10. november 2084.
Venuspassagerne i 2004 og 2012 kunne begge to ses fra Odense.
Den opmærksomme iagttager lagde formodentlig mærke til en lille rød plet på skitsen over venuskonjunktionen. Det er Mars, som er i konjunktion på næsten samme tidspunkt. Den eksakte dato er den 9. januar. Mars kan således heller ikke ses i december, fordi den ligesom Venus befinder sig bag Solen, og afstanden fra Jorden er 360 millioner kilometer.
Det indre Solsystem den 9. januar 2026. Mars og Jorden står præcist på hver sin side af Solen, og som det fremgår, befinder Venus og Merkur sig også på den modsatte side af Solen i forhold til Jorden.
Googles AI’s automatisk genererede svar på forespørgsel om den kommende marskonjunktion. Understregningerne er tilføjet af Stjernehimlen.info.
Dette er et godt eksempel på, at man skal være på vagt over for de svar, som automatisk dukker op, hvis man søger på Google. Mars befinder sig ikke mellem Solen og Jorden. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre, eftersom Mars er en ydre planet, som ligger udenfor Jordens bane. Solen og Mars befinder sig heller ikke i Stenbukken. De befinder sig i Skytten. Det er dog korrekt, at radiokommunikation med mars-sonderne bliver midlertidig afbrudt, men den astrologiske betydning er naturligvis det rene vrøvl.
I modsætning til Venus er Merkur synlig på morgenhimlen i december. Den 1. december står den op næsten 2 timer før Solen. Med en lystyrke på mag. 0 kan man med en helt klar himmel og en fri horisont begynde at se efter den lille hurtige planet kort tid efter, når den er kommet lidt højere op over horisonten. I løbet af de kommende morgener bliver vinkelafstanden til Solen øget, inden den efter største vestlige elongation den 7. december igen bliver mindre. Lysstyrken stiger endnu mere og når mag. ÷0,5 den 10. december. På dette tidspunkt er afstanden til Solen imidlertid blevet mindre, men den højere lysstyrke kompenserer lidt for dette.
Merkurs position hver anden morgen en time før solopgang.
En af de sidste gode muligheder med Merkur forholdsvist højt over horisonten på en nogenlunde mørk himmel er den 17. december, hvor planeten og den aftagende måne står i en højde på 5° tre kvarter før solopgang. Bemærk jordskinnet på Månen. Hvorvidt der er muligt at finde Merkur i juledagene kommer til at afhænge af, hvor klar himlen er om morgenen. Merkur bliver ganske vist endnu klarere men står også lavere og lavere.
Merkur og Månen den 17. december. Månen er gengivet i dobbelt størrelse.
Saturn befinder sig på aftenhimlen og kan ses mod sydøst under Pegasusfirkanten og den vestlige del af Fiskene umiddelbart efter solnedgang. Ringplaneten er nem at finde, for med en lysstyrke på mag. 1, er den det klareste objekt i området.
Saturns position mellem Vandmanden og Fiskene umiddelbart under Pegasusfirkanten.
Knap så nemt er det at finde Solsystemets yderste planet, Neptun, som befinder sig i samme område. Neptun kan ikke ses med det blotte øje, men med en lysstyrke på mag. 7,7 er den indenfor rækkevidde af en god prismekikkert og et detaljeret søgekort. I begyndelsen af december er afstanden mellem de to planeter 4¼°, og i løbet af måneden bliver afstanden pga. Saturns østgående bevægelse formindsket til 3½°. Begge planeter kan således være inden for synsfeltet i prismekikkerten. På kortet herunder kan de fire navngivne stjerner bruges som ledestjerner. Neptun befinder sig tæt på et par svagere ligeledes navngivne stjerner, hvoraf den ene har nogenlunde samme lysstyrke som planeten, medens den, som står tættest på Neptun, er lidt svagere end planeten.
Saturn og Neptun. Synsfeltet er 6°. Saturn bevæger sig progradt (mod øst) hele måneden, og Neptun afslutter sin retrograde bevægelse den 10. december og bevæger sig herefter også progradt.
Neptun har en udstrækning på blot 2”, så gennem prismekikkerten ser den ud som en stjerne med en svag blålig nuance. Anderledes forholder det sig med Saturn, for dens udstrækning er 17”, og dens ringsystem er jo aldrig til at tage fejl af – men alligevel, for ringene er næsten usynlige i øjeblikket. Efter at have haft en hældningsgrad i forhold til synsretningen fra Jorden på blot 0,4° i november, bliver hældningen forøget til 1° i løbet af december. Det er dog stadig meget lidt, så pga. ringenes begrænsede tykkelse, ses de kun som en meget tynd streg på tværs af planeten.
Saturns udseende i december.
Ringenes minimale hældningsgrad har imidlertid den fordel, at det er nemmere at se de største af Saturns mange måner. Ud af dens i alt 274 måner kan en håndfuld under gode forhold ses gennem selv et beskedens astronomisk teleskop. Den største og klareste er Titan på mag. 8. Titan bruger 16 døgn til en tur om Saturn, så den tager to omgange hver måned. De store måners baneplan er sammenfaldende med ringplanet, hvilket betyder, at Titan med den nuværende hældningsgrad passere enten foran eller bag Saturn på samme måde, som det kendes fra Jupiters fire store måner. Der kræves dog et godt teleskop med en stor forstørrelse for at kunne se Titans skygge på Saturns skydække, for selv om Titan er lige så stor som Jupiters fire største, er afstanden fra Jorden til Saturn dobbelt så stor som til Jupiter. Fra danske breddegrader har alle disse passager desværre fundet sted i dagtimerne, men nu er det vores tur, for de to passager i december forekommer i aftentimerne. Den første er den 8. og den anden den 24.
Titantransit og skyggepassage den 8. og 24. december.
Ifølge forudberegningerne begynder Titans transit den 8. december kl. 18:37. På dette tidspunkt har skyggen allerede bevæget sig halvvejs hen over Saturn. Den 24. begynder transitten kl. 17:58, og her følger skyggen først efter en times tid senere. I begge tilfælde tager det omkring seks timer for Titan at passere hen forbi Saturn.
Lysstyrken på tre af de øvrige måner: Tethys, Dione og Rhea ligger på omkring mag. 10, medens Enceladus og Iapetus har mag. 12. De passererer ligeledes ind foran Saturn, men eftersom de er meget mindre end Titan, er deres skygger tilsvarende små. Via dette on-line link ses månernes aktuelle eller fremtidige position, og derudover er planetarie-programmer som f.eks. Stellarium velegnede til samme formål.
Den næste ”synlige” planet er Uranus. Synlig er i anførselstegn, for med en lysstyrke på mag. 5,7 kan den kun ses med det blotte øje under ideelle betingelser under en helt mørk og klar himmel. Med en prismekikkert og et søgekort burde det ikke være et problem, når kikkerten rettes et synsfelt under den åbne stjernehob Plejaderne i Tyren. Se søgekortet på Stjernehimlen i november og det detaljerede herunder. I december fører Uranus’ retrograde bevægelse den længere mod vest, og den passerer under 14 Tau på mag. 6,1 den 13. og under 13 Tau på mag. 5,7 den 24. Lige før nytår står Uranus nogle få buesekunder over en baggrundsstjerne på mag. 8.
Uranus i december. Synsfeltet er 2°.
Jupiter kan man ikke tage fejl af, for Solsystemets største planet er den næstklareste efter Venus. Under de allermest gunstige oppositioner kan Mars’ lysstyrke i en ganske kort periode kortvarigt dog overstige Jupiters.
Jupiter befinder sig umiddelbart under Castor og Pollux i Tvillingerne og står op kl. 19 i begyndelsen af december og kl. 16:45 i slutningen af måneden. Der er kun en måned til oppositionen, som finder sted den 10. januar 2026, så Jupiter har allerede nu en lysstyrke på mag. 2.7, og dens tilsyneladende diameter forøges i månedens løb fra 44” til 46”.
Eftersom Jupiter er oppe næsten hele natten, og dens rotation omkring aksen kun tager 10 timer, giver det mulighed for at se hele dens overflade med de mange karakteristiske atmosfæriske træk i løbet af en nat. De mest markante træk er de mørke ækvatoriale skybælter samt den store røde plet. De mørke bælter går hele vejen rundt om planeten og kan altid ses, medens den store røde plet naturligvis kun kan ses, når den befinder sig på den side, som vender ned mod Jorden. Tidspunkterne herfor kan ses på dette lille online-program. Samme program giver også en oversigt over de fire store jupitermåners position, og hvornår der forekommer transitter, skyggepassager, formørkelser, okkultaioner m.v.
Stort set hver klar nat kan man normalt se indtil flere stjerneskud, eller meteorer som er den korrekte astronomiske betegnelse. Sporadiske meteorer kan forekomme på alle tidspunkter og kommer fra alle mulige retninger. Flere gange i løbet af året forekommer der en mærkbar forøgelse af antallet, og i et sådant tilfælde lægger man mærke til, at meteorerne synes at udstråle fra samme sted på himlen.
Dette sker, når Jordens bane krydser eller kommer i nærheden af en komets bane. Når en komet i sin langstrakte bane passerer gennem det indre solsystem, bliver den opvarmet af Solen og danner sin lange hale. Samtidig bliver der løsrevet små is- og støvpartikler, som i løbet af årtusinder bliver fordelt i et bredt bånd langs kometens bane. Hvis Jorden krydser et sådant is- og støvbånd, vil mange af partiklerne ramme Jordens atmosfære og brænde op på grund af gnidningsmodstanden.
I december er der to af disse meteorsværme. Geminiderne midt på måneden og Ursiderne lige før Jul. Geminiderne er en af årets største meteorsværme med en ZHR på mere end 100. I modsætning hertil er Ursiderne mere moderat med en ZHR på 10.
Genimiderne har maksimum den 14. december, og radianten i Tvillingerne står op kort tid efter solnedgang, så Genimiderne kan ses allerede fra mørkets frembrud. I 2025 falder maksimum nogle dage efter Månens sidste kvarter. Månen står derfor først op sidst på natten, og da den befinder sig i Jomfruen, vil dens lys ikke genere særlig meget.
Geminidernes radiant.
Da Geminiderne blev opdaget i 1862, begyndte astronomerne i de følgende år at lede efter ophavskometen. Medens meteorernes antal steg støt, forblev kometen ukendt, men langt om længe skete der noget. I 1983 opdagede astronomerne ved hjælp af NASA’s Infrared Astronomical Satellite (IRAS) et objekt, som kredser i samme bane som geminide-strømmen. Sammenfaldet var så godt, at det måtte være kilden til meteorsværmen. Objektet fik oprindeligt betegnelse 1983 TB, men kendes i dag som 3200 Phaethon.
3200 Phaethons bane.
1983 TB adskilte sig ikke fra andre kometer med kort omløbstid. Banen er ellipseformet med en omløbsperiode om Solen på 1,43 år, men til stor undren for astronomerne havde objektet ingen komethale. Og endnu mere forbavsende var, at der ikke var tegn på aktivitet, som kunne redegøre for de mange løsrevne partikler, som er nødvendige, for at Geminiderne fortsat kan bestå som meteorsværm. I stedet fandt man ud af, at der er tale om en asteroide.
3200 Phaethon klassificeres i dag som en nærjords-asteroide af Apollo-typen. Som navnet og klassifikationen antyder, består den primært af sten, og sjældenheden skyldes, at den skal passere meget tæt på Solen for at blive aktiv. Kometer afgasser primært is, hvilket skaber den udbredte koma og lange hale allerede medens de befinder sig i stor afstand fra Solen, medens en stenkomet skal så tæt på Solen, at der er varmt nok til, at der udgasses fast stof direkte fra dens overflade.
Når Ursiderne har maksimum natten mellem den 22. og 23., er Månen blot et tyndt segl på aftenhimlen, og den går ned inden kl. 18. Ursidernes radiant ligger tæt på Kochab, β Ursa Minoris, som er Lille Bjørns næstklareste stjerne. Den står forholdsvis højt på himlen i nordlig retning det meste af natten, så selv om Ursidernes ZHR er på beskedne 10, betyder den mørke himmel, at der skulle være chance for at se adskillige af meteorerne fra denne sværm. Der forekom større udbrud i 1945 og 1986 og et mere moderat udbrud i 2014.
Ursidernes radiant ligger i den gule cirkel. Letgenkendelig er Karlsvognen og en enkelt Urside.
Månen okkulterer Plejaderne om morgenen den 4. december. Stjernerne forsvinder ved den ubelyste rand, men da det er meget tæt på fuldmåne, vil det kun være de klareste Plejader, som kan ses pga. det kraftige måneskin. Den første er 17 Tau på mag. 3,7 som bliver okkulteret kl. 04:09:05, og den sidste er 27 Tau på mag. 3,6 kl. 06.01:35. Tiderne gælder for Odense.
Okkultation af Plejaderne den 4. december.
Månens aktuelle fase kan ses her.