Stjernehimlen i maj 2026
Himlen mod nord midt i maj ved astronomisk midnat.
Ovenstående stjernekort viser himlen mod nord ved midnat midt i maj. Bemærk at midnat i denne forbindelse skal forstås som astronomisk midnat, som falder én time senere end borgerlig midnat på grund af sommertiden. Kortet har nord nedad og øst til højre, idet man står med front mod nord.
Let genkendelig er Cassiopeias W mod NNØ. Cassiopeia er ligesom de øvrige stjerne-billeder omkring himlens nordpol cirkumpolare og er derfor altid over horisonten her i Danmark. Det samme er tilfældet for den øverste del af Kusken, hvor stjernen Capella står som den klareste stjerne på nordhimlen gennem det meste af sommeren. Det er noget vanskeligere at se de væsentligt svagere stjerner i Perseus, som står direkte mod nord på dette tidspunkt af natten. Også Andromedas stjerner lader sig vanskeligt finde, fordi de står meget lavt over horisonten mod NØ. I løbet af natten kommer de højere på himlen. Mod nordvest er det fortsat muligt at se de to klare stjerner Castor og Pollux i Tvillingerne. Dette stjernebillede er det nordligst beliggende på Ekliptika, og faktisk har Castor en så høj nordlig deklination, at den kun er under horisonten i knap 4 timer.
Den eneste stjerne, som ikke flytter sig i hverken natten eller årets løb, er Nordstjernen (Polaris). Ligesom Galilei hviskede Eppur si muove (den [Jorden] bevæger sig alligevel), da han afsværgede sit kætterske verdensbillede foran inkvisitionen i Rom, kan man sige det samme om Nordstjernen. Den befinder sig nemlig ikke præcist over Jordens omdrej-ningsakse men knap 40’ derfra. Den foretager derfor en meget lille cirkelbevægelse omkring himlens nordpol i løbet af ét døgn. I løbet af de kommende år bliver afstanden imidlertid mindre, og den vil være mindst i år 2100, hvor afstanden kommer ned på 27’.
Himlen mod syd midt i maj ved astronomisk midnat.
Mod syd er vinterstjernebillederne forsvundet fra nattehimlen. Forårsstjernebilledet Løven er på vej under horisonten mod vest, og Ekliptikas største stjernebillede, Jomfruen, står lavt i sydvestlig retning, og til venstre herfor ses stjernebilledet Vægten, som kun har få klare stjerner. Sommerstjernebilledet Skorpionen følger umiddelbart efter, men kan ikke ses i sin helhed fra vore breddegrader. For at se den markante bue af stjerner, som udgør Skorpionens hale og giftbrod, skal man til Middelhavsområdet eller endnu sydligere. Her fra Danmark må vi nøjes med Skorpionens klareste stjerne, den røde kæmpe Antares.
Det er også på denne årstid, at Ekliptikas 13. stjernebillede er synlig. Ophiuchus befinder sig mellem Skorpionen og Skytten. Det er stort og vanskeligt stjernebillede at overskue. Stjernerne er forholdsvis svage og danner ikke et særlig markant mønster. Den klareste stjerne α Ophiuchus, også kaldet Rasalhague, har en lysstyrke på mag. 2,1. Det er samtidig stjernebilledets nordligst beliggende stjerne. Kun 6° skiller den fra den klareste stjerne i Herkules. På grund af beliggenheden i nærheden af Mælkevejens centrum i Skytten er en stor del af de kugleformede hobe koncentreret i dette område. Omtrent halvdelen af Mælkevejens over 200 kugleformede hobe findes i Skorpionen, Skytten og Ophiuchus.
Endelig må Barnards stjerne ikke glemmes. Denne røde dværg har ganske vist kun en lysstyrke på mag. 9½, men den er interessant, fordi det er den nærmeste stjerne næst efter Alfa Centauri-systemet og altså dermed Solens nærmeste nabo på nordhimlen. Afstanden er 6 lysår, og det er den stjerne, som har den største egenbevægelse. Den flytter sig mere end 10” årligt, hvilket bliver til Månens tilsyneladende diameter i løbet af omtrent 200 år.
Mod øst kan Sommertrekanten ses i sin helhed. De to øverste stjerner i trekanten, Vega i Lyren og Deneb i Svanen, kan altid ses, idet de er cirkumpolare. Sommertrekantens spids, Altair i Ørnen, befinder sig derimod så langt fra himlens nordpol, at den kun kan ses en del af året.
I det meste af Danmark begynder de lyse nætter i maj. Himlen bliver ikke mørk om natten, og det har naturligvis stor betydning for, hvor mange stjerner, man kan se. En nat uden månelys og fra et mørkt sted langt fra gadelys og andre kunstige lyskilder kan man med normalt syn se stjerner ned til omkring 6. størrelsesklasse. Om sommeren er himlen især mod nord oplyst af Solen, som på denne årstid ikke kommer ret langt ned under horisonten. Lyset fra de svageste stjerner falder derfor sammen med himmelbaggrunden.
Lyse nætter.
De lyse nætter indtræffer pr. definition, når Solens centrum ved midnat er mindre end 18° under horisonten. Efter solnedgang er der som bekendt en vis overgang, inden der bliver mørkt. Dette kaldes tusmørke, og årsagen er, at Solens lys efter solnedgang fortsat rammer den øverste del af Jordens atmosfære, hvorfra det bliver reflekteret, og jo længere Solen er under horisonten, jo højere oppe i atmosfæren sker reflektionen fra. Atmosfæren bliver tyndere med højden, og dermed bliver refleksionen også svagere. Til sidst kommer Solen så langt ned under horisonten, at den ikke længere kan belyse atmosfæren over et givet sted.
Rent matematisk kan tidspunktet for de lyse nætters begyndelse fastsættes helt præcis. For at beregne, hvor langt Solen kommer under horisonten ved midnat for et bestemt sted, skal man benytte ligningen 90°−φ−δ, hvor φ er stedets breddegrad, og δ er Solens deklination.
Normalt siger man, at de lyse nætter begynder den 5. maj. Denne dato er traditionelt angivet i kalenderen, fordi de lyse nætter begynder i København denne dato. Tidsberegningen blev foretaget af Københavns Universitets Observatorium på Østervold, som havde monopol på udgivelsen af kalendere. Fra 1860 og indtil 1976 var alle kalendere forsynet med et stempel, som var en afgift (indtægt) til Københavns Universitet.
Fyn ligger på næsten samme breddegrad som København, så her passer kalenderens angivelse af de lyse nætter i store træk. Jo længere man bor nordpå, jo større er værdien φ, så for Danmarks nordligste punkt ved Grenen gælder, at de lyse nætter allerede begynder omkring den 28. april. I den modsatte ende af landet, ved Gedser, begynder de lyse nætter først omkring 9. maj. Såfremt vi tager længer sydpå end Paris, eksisterer fænomenet slet ikke. Her er der altid mørkt om natten hele året rundt. Modsat er der som bekendt midnatssol i Nordskandinavien.
Den lyse nattehimmel begynder dog ikke pludselig fra den ene nat til den næste. I praksis er der naturligvis en vis overgangsperiode, hvor nætterne gradvist bliver lysere og lysere, indtil det kulminerer ved midsommer. I begyndelsen af maj er nattehimlen derfor fortsat mørk ved midnat. Der er fuldmåne den 1. maj, og når de lyse nætter så småt begynder, står den aftagende måne på morgenhimlen, så dens lys vil kun have begrænset indflydelse.
Dagslys og tusmørke i Odense 1., 7. og 31. maj 2026. Lys grå: Borgerligt tusmørke. Grå: Nautisk tusmørke. Mørk grå: Astronomisk tusmørke. Sort: Nattemørke.
De lyse nætter har betydning for, hvor mange stjerner man kan se. Under optimale forhold kan man med normalt syn se stjerner ned til omkring 6. størrelsesklasse, men på den lyse sommernattehimmel falder lyset fra de svageste sammen med himmelbaggrunden.
Stjernerne inddeles i størrelsesklasser, efter hvor lysstærke de er, og det er faktisk et meget gammelt system, idet det var den græske astronom Hipparch (190-125 f. Kr.), som kaldte de stjerner, han først fik øje på efter solnedgang, for stjerner af 1. størrelse. Efterhånden som det bliver mørkere, dukker stjerner af 2. størrelse frem, derefter 3. størrelse osv. De allersvageste, som Hipparch kunne se med det blotte øje under en helt mørk himmel, angav han som 6. størrelse. Med nogle få ændringer benyttes dette system fortsat. Hipparch kunne af naturlige årsager kun bestemme lysstyrken med det blotte øje, så i 1856 blev et nyt størrelsesklassesystem foreslået af den engelske astronom Norman Pogson. På dette tidspunkt var astronomerne nemlig blevet i stand til at måle lysstyrken præcist med instrumenter, og de fandt ud af, at det menneskelige øje opfatter forskelle i lysstyrke efter en logaritmisk skala.
Efter denne skala falder nogle ganske få af de allerklareste stjerner udenfor kategori og bliver kaldt størrelse 0 eller får endda negative værdier. F.eks. har Sirius en størrelses-klasse på ÷1,5. Vega er skalaens nulpunkt, idet dens størrelsesklasse er 0,03. Astronomer-ne bruger betegnelsen magnitude, hvilket oftest forkortes til mag. eller blot til m.
Eksempler på størrelsesklasser.
Lille Bjørn er altid på himlen fra danske breddegrader, og ligesom Karlsvognen udgøres dens kontur af syv stjerner, hvor den mest kendte er Nordstjernen i halespidsen. Disse syv stjerner er et glimrende eksempel på størrelsesklasseskalaen. Nordstjernen α UMI og Kochab β UMI, har begge en lysstyrke på mag. 2. Pherkad γ UMI har mag 3, og herefter kommer δ, ε og ζ som alle har en mag. på 4. Den svageste af Lille Bjørns syv stjerner er η med en mag. på 5. Sidstnævnte er meget svær at se i de lyse nætter.
Lille Bjørn med Nordstjernen i halespidsen findes som bekendt ved hjælp af de to bagerste stjerner i Karlsvognens ’vognkasse’. Tallene ud for de enkelte stjerner angiver lysstyrken. Som det fremgår, benyttes der decimaltal for større nøjagtighed.
Eta Aquariderne er en af årets mindre meteorsværme, og fra danske breddegrader er den ikke særlig kendt, fordi den optræder på samme tidspunkt, som de lyse nætter begynder, og fordi radianten – som navnet antyder – ligger i Vandmanden, som på denne årstid ikke når at komme særlig højt op på himlen inden daggry.
Årsagen til at Eta Aquariderne i det hele taget fortjener omtale er, at de stammer fra Halleys komet, hvis bane krydser Jordens to gange i løbet af året, nemlig i begyndelsen af maj og i slutningen af oktober. Meteorerne i maj er naturligvis Eta Aquariderne, medens oktobermeteorerne er Orioniderne, som er langt mere kendte i Danmark, fordi forholdene for at iagttage dem er væsentligt bedre.
Eta Aquaridernes maksimum i 2026 forventes at falde om morgenen den 6. maj, hvor radianten stiger op over horisonten omkring kl. 03. Det er derfor begrænset, hvor længe det er muligt at observere, inden det bliver for lyst. Medens Orioniderne ses bedst fra den nordlige halvkugle, ses Eta Aquariderne bedst fra den sydlige. Her kan ZHR komme op på 50, medens der under de mest gunstige forhold kun kan forventes en ZHR på omkring 10 fra vore breddegrader. Det reelle antal iagttagne meteorer er som altid mindre, så man må forvente et væsentligt mindre antal end diverse pressemeddelelser lover.
Eta Aquaridernes radiant befinder sig lige over den karakteristiske asterisme med fire stjerner, som udgør Vandmandens vandkrukke.
Merkur bliver synlig på aftenhimlen sidst på måneden. Solsystemets mindste planet og den, som befinder sig tættest på Solen, er i øvre konjunktion med Solen den 14. maj. Merkur er ikke uden grund opkaldt efter gudernes hurtige sendebud, så den sidste aften i maj har den fjernet sig så langt fra Solen, at vinkelafstanden mellem den og Solen er 18½°. Èn time efter solnedgang står Merkur mod nordvest i en højde på 4½° over horisonten, og med en lysstyrke på mag. ÷0,6 vil den kunne ses på trods af de fremskredne lyse nætter. Selvom lysstyrken falder efter 31. maj, forbliver Merkur synlig et par uger ind i juni.
Aftenhimlen den 31. maj én time efter solnedgang. De to stjerner øverst i midten er Castor og Pollux i Tvillingerne.
Med en fri horisont og klart vejr vil det være muligt at se Merkur nogle aftener forud for den 31. Ganske vist står planeten tættere på horisonten, men til gengæld er lysstyrken højere.
Som det fremgår af ovenstående illustration, er både Venus og Jupiter også tilstede på aftenhimlen efter solnedgang. Med sin store lysstyrke på mag. ÷4 bliver Venus synlig mod vestnordvest kort tid efter, at Solen er gået ned, og i begyndelsen af maj forbliver den på himlen indtil omkring 23:30, medens den sidst på måneden går ned mod nordvest godt ½ time efter midnat til trods for, at man altid hører, at Venus ikke kan ses midt på natten. Den sene nedgang skyldes, at urene er stillet om til sommertid.
Fra en position i begyndelsen af maj nord for Aldebaran i Tyren bevæger Venus sig i løbet af måneden ind mellem Tyrens horn og krydser grænsen til Tvillingerne den 19. maj. Venus nærmer sig således det sted på Ekliptika, som har den største deklination, hvilket betyder, at den kommer til at stå højere og højere på himlen efter solnedgang, og samtidig bliver vinkelafstanden til Solen større.
Venus’ bane gennem Tyren og Tvillingerne i maj.
Venus befinder sig på den modsatte side af Solen i forhold til Jorden. I denne position er planeten næsten fuldt belyst, og eftersom afstanden fra Jorden er 215 millioner kilometer, ses den 88% belyste skive kun under en synsvinkel på 11½”. Sidst i maj er afstanden formindsket til 189 millioner kilometer, belysningsgraden er aftaget til 80%, og den tilsyneladende diameter er vokset til 13”.
Venus’ belysningsgrad og størrelse 1. og 31. maj.
Den forholdsvis lille skive og det faktum, at Venus er fuldstændig indhyllet i et tæt skydække betyder, at der ikke er meget at se på gennem et teleskop. Først i løbet af august og især i begyndelsen af september kan man opleve den interessante transformation til et større og større men samtidig smallere og smallere segl.
Venus på aftenhimlen i marts-september. I slutningen af september går Venus ned ved solnedgang.
Jupiter kan som nævnt også ses på aftenhimlen. Den befinder sig i Tvillingerne, som er det højest beliggende stjernebillede på Ekliptika. Når området står højest på himlen mod syd, betyder det, at lyset fra planeten ikke bliver påvirket så meget af Jordens atmosfære, inden det rammer iagttagerens teleskop, fordi det har en kortere vej, end det har tættere på horisonten.
Lysets vej gennem Jordens atmosfære. Lyset fra en stjerne lodret over hovedet skal kun bevæge sig halvt så langt gennem atmosfæren, som lyset fra en stjerne tæt på horisonten. Desuden er der mere turbulens så lavt på himlen.
Jupiter står dog ikke højt på himlen mod syd, for når den bliver synlig efter solnedgang, står den mod vest i en højde på ≈35°. Planeten var i opposition den 10. januar og var dengang oppe hele natten og kulminerede i en højde på ≈57°. I begyndelsen af maj går Jupiter ned mod nordvest omkring kl. 02:30 og sidst på måneden omkring kl. 00:30.
Et teleskop er en nødvendighed for ved selvsyn at konstatere, at der er tale om en planet og ikke blot en meget lysstærk stjerne. En forstørrelse på 30×-40× er tilstrækkelig til at kunne se enkelte detaljer på den store skive, hvis udstrækning i løbet af maj ganske vist formindskes fra 35” til 33”, fordi afstanden mellem Jorden og Jupiter bliver større. Under oppositionen var udstrækningen 47”.
Jupiter 10. januar og 15. maj.
Det som træder tydeligst frem er to mørke bånd, som ligger på hver side af planetens ækvator. Skyerne øverst i Jupiters atmosfære strækker sig rundt om hele planeten, og de bliver trukket ud til lange bånd pga. Jupiters hurtige rotation. Jupiter bruger kun knap 10 timer til én rotation, og eftersom dens diameter er 11 gange så stor som Jordens, bliver omkredsen tilsvarende større.
Ved Jordens ækvator bevæger et punkt sig med omkring 1675 kilometer i timen (465 meter i sekundet). På Jupiters ækvator er hastigheden omkring 45000 kilometer i timen (12½ kilometer i sekundet).
Under gode observationsforhold er det også muligt at se den store røde plet. Den kan naturligvis kun ses, når den befinder sig på den side, som vender ned mod Jorden, men da Jupiter jo roterer meget hurtigt omkring sin akse, varer det aldrig længe før den røde plet dukker op.
Der er også mange muligheder for at følge, hvordan Jupiters 4 største måner uophørligt kredser omkring planeten og konstant skifter indbyrdes position. De fleste gange kan man se alle fire måner, men af og til er der kun tre eller måske endda kun to. Under deres omkredsning kan de inderste passere bag planeten eller gennem dens skygge og derved i kortere eller længere tid være ude af syne. De kan også passere foran planeten, og nogle gange kan man se deres skygge som en sort plet på Jupiters skytoppe. Alle sådanne begivenheder foregår på en fuldstændig præcis måde og kan beregnes på forhånd.
De øvrige planeter dvs. Mars, Saturn, Uranus og Neptun står på morgenhimlen. For Uranus’ vedkommende gælder det dog først fra sidst på måneden, for den er i konjunktion med Solen den 22. maj og vil indtil da stå på aftenhimlen men dog så tæt på Solen, at den ikke kan ses. Ekliptikas forholdsvis flade vinkel mod horisonten om morgenen i maj betyder, at planeterne står så lavt på himlen, at de forsvinder i morgendæmringen.
Planeternes stilling på morgenhimlen den 31. maj.
