Stjernehimlen i marts 2025
Astronomisk set begynder foråret på den nordlige halvkugle ved forårsjævndøgn, når Solen står lodret over Ækvator. Foråret varer indtil sommersolhverv, hvor Solen når sin højeste position på Ekliptika. Herefter er der sommer indtil efterårsjævndøgn, og efteråret varer indtil vintersolhverv, hvor vinteren begynder. Vinteren slutter ved forårsjævndøgn, og en ny cyklus begynder. Datoen er ikke helt fast, og kan forskydes med en enkelt dag, fordi et år er på 365¼ døgn. Det ekstra ¼ døgn er årsagen til, at vi har skudår hvert 4. år.
På grund af jordbanens ellipseform er årstiderne ikke lige lange, fordi Jorden bevæger sig langsomst, når den er længst fra Solen, hvilket den er, når det er sommer på den nordlige halvkugle. Den bruger derfor længere tid om at bevæge sig fra forårsjævndøgn til efterårsjævndøgn end fra efterårsjævndøgn til forårsjævndøgn. På den nordlige halvkugle varer sommerhalvåret næsten en uge længere end vinterhalvåret.
Årstiderne skyldes, at Jordens akse hælder 23½° i forhold til dens baneplan omkring Solen. Jordaksen har altid den samme hældning i forhold til rummet, og når der er sommer på den nordlige halvkugle, vender aksen ind mod Solen, så solstrålerne falder mere lodrette, og desuden er dagene lange, så jordbunden, luften og havet bliver nemmere opvarmet. Hver m² modtager derfor mere energi end om vinteren, hvor aksen vender væk fra Solen. Om vinteren bliver den samme mængde energi fordelt på en større flade, og samtidig er dagene kortere.
Forårsjævndøgn 2025 er den 20. marts kl. 10:02. På dette tidspunkt står Solen i Zenith over Det Indiske Ocean ud for byen Kismaayo i den sydlige del af Somalia.
Søndag den 30. marts kl. 02:00 skal vi huske at stille urene én time frem. Sommertiden i 2025 varer indtil søndag den 26. oktober kl. 03:00, hvor urene skal stilles én time tilbage.
Stjernehimlen mod nord ved midnat midt i marts. Store Bjørns grænser er markeret.
Karlsvognen står lodret over hovedet ved midnat i marts, så man skal lægge nakken godt tilbage for at overskue det store stjernebillede, som jo i virkeligheden er langt større end blot Karlsvognens syv stjerner. Mange af de svagere stjerner i nærheden udgør sammen med de syv klare i Karlsvognen himlens trediestørste stjernebillede, Store Bjørn. Fem af Karlsvognens stjerner tilhører The Ursa Major moving group – den bevægelige hob i Store Bjørn. Det er en stjernehob, som er så gammel, at stjernerne efterhånden er blevet spredt over et stort område af Mælkevejen, men de er ikke mere spredte, end de fortsat følges ad i deres kredsløb omkring Mælkevejens centrum. Deres tilhørsforhold kan også ses på anden vis, idet afstanden til de fem stjerner næsten er den samme.
Afstanden til de fem centrale stjerner i den bevægelige hob i Store Bjørn. Det ses tydeligt, at Alkaid og Dubhe afviger betydeligt herfra. De tilhører ikke hoben.
Mod nordøst er Vega og Deneb så småt kommet fri af nordhorisonten. Disse to stjerner varsler den kommende sommer, idet de udgør den øverste del af Sommertrekanten. Sommertrekantens spids, Altair i Ørnen, står op kl. 02 midt på måneden.
Stjernehimlen mod syd ved midnat midt i marts. Krebsens grænser er markeret.
Løven står lige i syd ved midnat midt på måneden. Orion er næsten forsvundet under horisonten mod vest, Jomfruen er stået op mod sydøst, og Vægtens to klareste stjerner, Zubenelgenubi og Zubeneschamali, er netop kommet fri af horisonten til venstre for Jomfruen. Langs horisonten mod syd skimtes Søslangen Hydra, som strækker sig fra Krebsen, forbi Løven og Jomfruen og ender ved Vægten. Hydras lange række af svage stjerner strækker sig næsten tværs over himlen fra sydvest til sydøst.
Størrelsesmæssigt er Krebsen nr. 31 af de 88 stjernebilleder, og det er samtidig det svageste af de 12, som udgør Dyrekredsen, og set fra byen får man umiddelbart det indtryk, at der er en tom plads mellem Tvillingerne og Løven. Heller ikke fra et mørkt sted er Krebsen særlig fremtrædende, og det er svært at finde en lighed mellem dens stjerner og omridset af en krebs.
Mellem de to stjerner midt i Krebsen, Gamma og Delta, ligger en tåget masse, som grækerne kaldte Phatne, dvs. Krybben. Vi kender den i dag ved dens latinske navn Praesepe, men også det populære navn Bistadet benyttes, idet Praesepe kan betyde både krybbe og bistade.
Praesepe eller M44 er Krebsens mest iøjnefaldende objekt. Det er en stor åben stjernehob i en afstand på omkring 600 lysår, og med en tilsyneladende diameter på næsten 1½° ser den større ud end Månen. Med en prismekikkert kan man se 10-20 enkeltstjerner på en svagt tåget baggrund, og et lille teleskop bringer antallet på op over 50.
Det er værd at holde med Solsystemets tre lysstærkeste legemer, Solen, Månen og Venus i denne måned. Der indtræffer en måneformørkelse og en solformørkelse med to ugers mellemrum. Begge formørkelser er partielle fra danske breddegrader. Derudover kan Venus ses under meget specielle omstændigheder på både morgen- og aftenhimlen.
Måneformørkelsen den 14. marts. Knap 1/3 af Månens skive når at blive dækket af Jordens skygge, inden Månen går ned. Den formørkede del bliver ikke rød som på illustrationen, fordi resten af Månen lyser så meget, at den overstråler den formørkede del. Det vil blot se ud, som om der mangler et stykke af Månen. Alligevel bliver formørkelsen formodentlig omtalt som “Blodmånen” i medierne.
Den partielle måneformørkelse finder sted tidligt om morgenen den 14. marts. Teknisk set begynder formørkelsen med den penumbrale fase kl. 04:57. På det tidspunkt står Månen i en højde på 14° over horisonten mod vest, men eftersom Månen under den penumbrale fase fortsat er fuldt belyst af Solen, er det stort set umuligt at se en svækkelse af dens lys. Først når Månen bevæger sig ind Jordens kerneskygge ved påbegyndelsen af den partielle fase kl. 06:09, kan den egentlige formørkelse iagttages. Månen står da kun knap 1½° over horisonten. I nogen tid forinden har man formodentlig bemærket, hvordan Månen gradvist bliver mørkere på det sted, hvor skyggen vil ramme. Det er dog vanskeligt at afgøre det præcise tidspunktet med det blotte øje, for Jordens skygge er ikke skarpt defineret, men virker lidt ulden i kanten.
Maksimal formørkelse fra Odense lige inden Månen går ned.
Solen står op kl. 06:36, dvs. medens Månen står lige i horisonten. Hvis man har en helt klar himmel og en fri og flad horisont, forsvinder den øverste kant af Månen kl. 06:42, og så er formørkelsen overstået for Fyns vedkommende. På grund af absorption af lyset i Jordens atmosfære er Månen dog formodentlig forsvundet ud af syne nogle minutter før. Når Månen er gået ned i Danmark bliver formørkelsen kort tid efter total i Nord- og Sydamerika.
Den geografiske udbredelse af måneformørkelsen.
Dette er den første af to totale måneformørkelser i 2025. Den næste bliver ved solnedgang den 7. september, hvor Månen står formørket op her i Danmark og forblive formørket knap en time.
Der kan indtræffe op til 7 formørkelser i løbet af et år – heri medregnet både sol- og måneformørkelser. Sidste gang dette skete var i 1982, medens det mindste antal er fire. Der forekommer således også 2 solformørkelser her i 2025. Ingen af dem er dog totale, og kun den første kan ses fra danske breddegrader.
To uger efter måneformørkelsen har Månen bevæget sig halvvejs rundt om Jorden og befinder sig nu i den modsatte del af sin bane. Under måneformørkelsen stod den modsat Solen. Nu står den i samme retning som Solen, men på grund af månebanens hældning på godt 5° passerer den ikke direkte foran, så det bliver kun til en partiel solformørkelse.
Den partielle formørkelse kan ses fra hele Grønland og er maksimal i et fjerntliggende område af Québec på den nordøstlige kyst af Hudson Bay, hvorfra man ved solopgang vil se 93% af Solens skive formørket. Hvis man står det helt rigtige sted, vil Solen vise sig som to horn, der stikker op over horisonten. Formørkelsen kan også ses i det meste af Europa og den nordvestlige del af Afrika. Danmark ligger godt placeret – dog i yderkanten af formørkelsesområdet, så her bliver knap 1/3 af solskiven dækket af Månen.
Solformørkelsen den 29. marts 2025.
”Djævlens horn”. Solformørkelse fra Belmar, New Jersey. Astronomy Picture of the Day 18. juni 2021.
Knap så dramatisk kommer det til at se ud fra Odense. Her begynder formørkelsen kl. 11:27, er på sit højeste kl. 12:19 og er slut kl. 13:12.
Venus kaldes skiftevis “aftenstjernen” eller “morgenstjernen” afhængigt af, hvornår den kan ses, men i marts 2025 kan begge betegnelser bruges på samme tid. Venus vil nemlig være synlig på både aften- og morgenhimlen i et par dage forud for tidspunktet for nedre konjunktion med Solen den 23. marts.
Venus 20. marts kl. 18:45 og 21. marts kl. 06.00. 5° over horisonten.
Marts 2025. Venus som aften- og morgenstjerne på samme dag.
Note on Venus. Morning star and evening star at the same time by A. Cameron, principal of the Academy of Yarmouth N.S. Proceedings and Transactions of the Nova Scotian Institute of Science February 1894, page 391-394.
Dette sker, fordi nedre konjunktion er sammenfaldende med det tidspunkt, hvor Venus på grund af sin banehældning befinder sig et godt stykke nord for Ekliptika. Derudover har Ekliptika i slutningen af marts en stejl vinkel mod horisonten om aftenen og ligger lavt om morgenen på den nordlige halvkugle. Med andre ord synes Solen at gå hurtigt ned om aftenen og står langsomt op om morgenen. På grund af dette forhold er Venus fortsat synlig på aftenhimlen i dagene op til konjunktionen og begynder samtidig at være synlig på morgenhimlen et par dage før konjunktionen. Dette er en begivenhed, som forekommer hvert 8. år på den nordlige halvkugle. Senest var i 2017, og næste gang bliver i 2033.
I 2017 fandt nedre konjunktion sted den 25. marts, og i 2033 bliver det den 20. marts. Den forskydes således med 2½ dage i løbet af otte år. Baggrunden for denne regelmæssige cyklus i baneforholdene mellem Jorden og Venus blev nærmere beskrevet under omtalen af stjernehimlen i marts 2017.
Venus’ banesløjfe i månederne omkring konjunktionen med Solen i 2025. Bemærk ligheden med det tilsvarende baneforløb i 2017 og 2001. Forskydningen mod vest på grund af de 2½ dages forskel på konjunktionstidspunktet fremgår tydeligt. Den skrå røde linje er Ekliptika.
I begyndelsen af marts ser Venus ud som normalt, når den befinder sig på aftenhimlen. Den store lysstyrke på mag. ÷4,8 betyder, at den bliver synlig ganske kort tid efter solnedgang. Den 1. marts står den lysstærke planet i en højde på 23° over horisonten, og samme aften står det tynde segl på nymånen 10° under Venus. Endnu tættere på horisonten kan man under forudsætning af en helt klar himmel se Merkur, som på dette tidspunkt har en lysstyrke på mag. ÷0,6.
Venus, Månen og Merkur 1. marts ½ time efter solnedgang. Månens størrelse er gengivet 4× for stor. Merkur kan lige netop skimtes til venstre over busken i midten af billedet.
Venus taber hurtigt højde fra aften til aften i takt med, at den nærmer sig konjunktionen. Det mest interessante er imidlertid at iagttage Venus gennem et teleskop. Den 1. marts har planeten en udstrækning på 49”, og dens smalle segl er kun 14% oplyst. De følgende par uger går det stærkt. Midt på måneden er udstrækningen øget til 58”, medens man blot kan se 3% af dens belyste del. På månedens sidste dag skal Venus opsøges på morgenhimlen, hvor dens udstrækning er 57” og belysningsgraden er 4%.
Venus den 1., 22. og 31 marts.
Som lige nævnt har Merkur en kortvarig optræden på aftenhimlen sammen med Venus. Den 1. marts er Merkurs lysstyrke ÷0,6, men som det altid er tilfældet, når den dukker op på aftenhimlen, falder lysstyr-ken hurtigt, og når de to planeter står tættest sammen midt på måneden i en afstand på godt 5°, er den faldet til mag. 0,5. De følgende aftener bliver Merkur endnu svagere og står lavere og lavere, og forsvinder ud af syne i aftenskumringen.
Venus og Merkur hver 2. dag 1.-21. marts tre kvarter efter solnedgang.
Neptun og Saturn befinder sig i samme område af himlen, men ingen af dem er synlige, fordi de står meget lavt, og for Neptuns vedkommende kan den aldrig ses med det blotte øje. Den 1. marts står Neptun 2° til venstre for Merkur og kommer i konjunktion med Solen den 19. marts. Saturn står endnu lavere og kommer i konjunktion den 12. marts. Saturn kan således ikke ses, når Jorden krydser ringplanet den 23. marts. På det tidspunkt er Saturn kommet om på morgenhimlen men står kun 9° fra Solen.
Himlen ved solnedgang den 1. marts.
Uranus krydser grænsen mellem Vædderen og Tyren den 3. marts. Med en lysstyrke på. mag. 5,8 skal der være fuldstændig mørkt, hvis man vil finde den med det blotte øje. En prismekikkert er et bedre valg, og den skal da rettes omkring 6½° syd for Plejaderne, og samtidig skal man have et søgekort, for der er adskillige stjerner med omtrent samme lysstyrke som Uranus. Synsfeltet i en prismekikkert ligger typisk på 5°-7°. Kortet til venstre viser stjerner ned til mag. 8. Den sidste uges tid af marts passerer Uranus tæt forbi en stjerne på mag. 6,5. Nærmeste afstand på 10” (en 1/3 af Månens udstrækning) er den 23. marts. Området med Tyren og Vædderen står efterhånden lavt på vesthimlen, og inden udgangen af måneden går Uranus med før midnat.
Uranus’ prograde bevægelse i marts.
Jupiter står højt på himlen efter mørkets frembrud. Med en lysstyrke på mag. ÷2,3 er det vanskeligt at undgå at få øje på den over Hyaderne og Aldebaran i Tyren. Lysstyrken falder til mag. ÷2,1 i månedens løb, men det er ikke så meget, at man umiddelbart lægger mærke til formindskelsen. Jupiter har afsluttet sin retrograde bevægelse og bevæger sig omkring 3° mod øst i løbet af marts. Ved månedens udgang går Jupiter ned ved 1-tiden om natten, så udnyt de tidlige timer efter solnedgang medens planeten fortsat står højt på himlen.
Den 3. marts står Månen mellem Plejaderne og Jupiter.
Gennem selv et lille teleskop kan man se både selve planeten, dens to mørke ækvatoriale bælter og med jævne mellemrum den store røde plet. Skiven har en udstrækning på 39”. Inden marts’ udgang er størrelsen svundet til 36”.
Jupiters fire store måner, Io, Europa, Ganymede og Callisto kan naturligvis også ses, medens de i løbet af kort tid skifter indbyrdes position under deres omkredsning af Jupiter. Den hurtigste måne er Io, som kun bruger 42 timer til et omløb, medens den Callisto som den langsomste bruger 16 døgn og 17 timer. Månernes position til et givet tidspunkt kan forudberegnes med dette lille on-lineprogram fra ShallowSky.
Samme side angiver også tidspunkterne for, hvornår en måne passerer ind foran eller bag Jupiter, hvornår en måne bliver formørket af Jupiters skygge og hvornår en månes skygge rammer Jupiter. Derudover angives også tidspunkterne for, hvornår Jupiters store røde plet er synlig, og det er den ofte, for et jupiterdøgn varer kun 10 timer, og halvdelen af den tid er pletten på den side, som vender ned mod Jorden.
Jupiters måner i løbet af en måned.
Mars befinder sig i Tvillingerne, som er det højest beliggende stjernebillede langs Ekliptika. Den røde planet står derfor højt på himlen og er synlig det meste af natten. Siden oppositionen midt i januar er afstanden mellem Jorden og Mars blevet større. Under oppositionen var afstanden 96 millioner kilometer. Den 1. marts er den 130 millioner kilometer, og ved udgangen af måneden er den yderligere forøget til 169 millioner kilometer. Dette kan konstateres ved at se på Mars’ lysstyrke. I løbet af marts falder den fra mag. ÷0,3 til mag. 0,4. I samme tidsrum formindskes dens tilsyneladende diameter fra 11” til 8”. Den lille skive gør det vanskeligt at skelne detaljer på planetens overflade, så det må vi vente med til næste opposition i februar 2027. Den bliver dog endnu mere ugunstig end den netop overståede, hvor Mars’ skive blev 14,5”. I 2027 bliver den kun 13,8”, men derefter går det den anden vej igen indtil september 2035, hvor diameteren bliver 24,6”.
Mars’ banebevægelse i marts 2025. De indsatte billeder viser hvor meget Mars svinder i udstrækning i månedens løb, og hvordan den røde farve gradvist blegner, fordi lysstyrken falder. De to klare stjerner er Castor og Pollux i Tvillingerne.
