Stjernehimlen i februar 2025
Februar er ifølge kalenderen den sidste vintermåned. Vinteren slipper dog som regel ikke sit tag lige med det samme, og selv om det efterhånden er en sjældenhed, kan sneen stadig falde i store mængder, og der kan være frostgrader. Hvem husker ikke Jeppe Aakjærs “Sneflokke kommer vrimlende“, der giver et malende stemningsbillede af den hårde vinter på landet for hundrede år siden. Digtet slutter med … ”og nu kom Kjørmes Knud!”.
Kjørmes Knud er betegnelsen for Kyndelmisse eller Mariæ renselsesdag, som man anså for det tidspunkt, hvor halvdelen af vinteren var gået. Det var tidligere en helligdag, som faldt den 2. februar. Dagen blev af danskerne kaldt for Kjørmes Knud, der er en forvanskning af Kyndelmisse, der igen er en fordanskning af de latinske ord for lysmesse: candelarum missa. I den katolske kirke fejres dagen stadig med en stor lysmesse, men dagen er ikke længere en officiel helligdag i Danmark. Med helligdagsreformen i 1770 blev Kyndelmisse afskaffet sammen med 10 andre helligdage, blandt andet 3. juledag, 3. påskedag og Skt. Hans Dag. Nu er også Store Bededag afskaffet som dansk helligdag. Store Bededag blev indført i 1686 og faldt på fjerde fredag efter påske og dermed tre uger før pinse. Store Bededag blev holdt for sidste gang den 5. maj 2023, men er dog fortsat officiel helligdag i Grønland og på Færøerne.
Mange traditioner og varsler er knyttet til Kyndelmisse. Frugttræer skulle piskes med ris for at sikre en god høst, rituelle pløjninger skulle også sikre god høst. Flæsk skulle spises for at forhindre hunger, og vejret på denne dag kunne spå om forårets komme. Hvis det blæser så meget, at 18 kællinger ikke kan holde den 19. ved jorden, vil foråret snart være på vej og Kjørmes tø er så god som 100 læs hø. Man sagde også, at Skt. Peter smed varme sten i vandet denne dag, så isen kunne smelte og foråret komme, idet dagen regnes for årets koldeste. En tommelfingerregel for bønder var, at de skulle have halvdelen af foderet til dyrene tilbage, da dyrene først kunne komme på græs i maj måned.
Den sidste vintermåned er aftenhimlen fortsat domineret af vinterstjernebillederne. Et af de markante er Tyren, som ser lidt anderledes ud i år, fordi den lysstærke planet Jupiter befinder tæt på dette stjernebilledes klareste stjerne Aldebaran. Aldebaran er en rød kæmpe, hvilket ses tydeligt af dens rød/orange skær.
Tyren er også hjemsted for to af himlens klareste åbne stjernehobe. Hyaderne består af mange hundrede stjerner, og selv om Aldebaran synes at befinde sig midt i hoben, ses den blot tilfældigvis i samme retning. Afstanden til Hyaderne er 153 lysår, og afstanden til Aldebaran er 68 lysår. Den anden åbne stjernehob er Plejaderne, som af de fleste kendes som Syvstjernen. I astronomisk terminologi har den betegnelsen M45. Den indeholder flere tusinde stjerner, men som navnet antyder, kan man kun se nogle få med det blotte øje. Med en prismekikkert stiger antallet til mange hundrede.
Da Galilei som den første rettede et teleskop mod himlen for 400 år siden, blev han forbløffet over det store antal hidtil ukendte stjerner, der kunne ses gennem hans instrument. I Sidereus Nuncius, Budskabet fra Stjernerne, udgivet i 1610 skrev han: ”Udover stjernerne af sjette størrelse kan en mængde andre, som skjuler sig for det blotte øje, ses gennem teleskopet”. Galilei indså, at de i antal langt overgik antallet af synlige for det blotte øje.
Galileis skitse af Plejaderne.
Aldebaran, Hyaderne og Plejaderne.
I Tyren kan man også prøve, om man kan finde den første tåge, som Charles Messier fandt, da han besluttede sig til at katalogisere alle de tåger, som kunne forveksles med en komet. Charles Messier var egentlig kometjæger og blev frustreret over gang på gang at opdage et diffust objekt, som han til at begynde med troede var en komet. Da han fandt M1, som den kendes som i dag, vidste han ikke, at tågen er resterne af en næsten 1000 år gammel supernova. Først langt senere blev der fundet gamle kinesiske optegnelser om en ”gæstestjerne”, som viste sig den 4. juli 1054, og som kunne ses i næsten to år, indtil den blev for svag til at kunne ses med det blotte øje.
Tyren med omgivne stjernebilleder. M1 befinder sig godt 1° nord for Tyrens nederste horn, Zeta Tauri.
M1 kendes også som Krabbetågen. Det var den irske astronom Lord Rosse, som gav tågen dette navn i 1844, fordi han syntes, at dens form lignede en krabbe, når han så på den gennem sit teleskop med et spejl på 90 cm i diameter. Senere byggede Lord Rosse et dobbelt så stort teleskop, og i det forsvandt ligheden med en krabbe, men navnet forblev.
Afstanden til M1 er 6500 lysår, og den samlede lysstyrke på tågen er mag. 8½, dvs. man kan lige netop ane den en meget mørk aften gennem en god prismekikkert. Hele tågens udstrækning er på omkring en sjettedel af Månens diameter, men visuelt kan man kun se de klareste midterpartier.
Lord Rosses første skitse af Krabbetågen set gennem hans 36 tommers teleskop.
Et fotografi afslører M1’s sande udseende.
Under Tyren ses vinterhimlens mest markante stjernebillede Orion, som er nemt genkendelig med de tre bæltestjerner, der danner en skrå linje midt i stjernebilledet. En linje gennem de tre stjerner viser vej til himlens klareste stjerne Sirius i stjernebilledet Store Hund. Sirius er en af Solens nærmeste nabostjerner i Mælkevejen, idet den befinder sig kun knap 9 lysår borte. Orions to klareste stjerner, Betelgeuze og Rigel, udgør henholdsvis øverste venstre og nederste højre hjørne af stjernebilledet, og de er så klare, at det er tydeligt at se den store kontrast i deres farver. Betelgeuze er en rød superkæmpe, dvs. en stjerne, der har gennemløbet det meste af sin tilværelse og nu er svulmet kraftigt op. Rigel befinder sig derimod i den modsatte ende af tilværelsen. Det er en forholdsvis nydannet stjerne, som klassificeres som blå superkæmpe.
Til venstre for Tyren og over Orion ses to næsten lige klare stjerner, Castor og Pollux, som på de gamle stjernekort repræsenterede Tvillingernes hoveder. En let genkendelig række stjerner af 2. til 4. størrelse: Kappa, Delta, Zeta og Gamma udgør Pollux’ krop, medens en anden række, der løber parallelt med den, går fra Castor gennem Rho, Tau, Epsilon, My og Eta og udgør Castors krop.
Tvillingerne. På en mørk aften kan man med det blotte øje se en svag tåget plet ved foden af Tvillingerne. Det er den åbne stjernehob M35, som i en prismekikkert eller et lille teleskop kan opløses i snesevis af stjerner spredt over et område på størrelse med Månen.
Pollux har en lysstyrke på mag. 1,2 og er den klareste af de to Tvillinger, idet Castor har en lysstyrke på mag. 1,6. Alligevel er det Castor, som har betegnelsen α. Pollux er en orange kæmpestjerne af type K og befinder sig kun 34 lysår fra Solen, hvilket gør den til den nærmeste kæmpestjerne. Pollux er omkring 70% tungere end Solen og 46 gange så lysstærk. Pollux er himlens 17. klareste stjerne.
Castor ser for det blotte øje ud som én enkelt stjerne, men et mindre teleskop afslører den som en visuel dobbeltstjerne bestående af to blåhvide stjerner, A og B, på mag. 1,9 og mag. 2,9. Parret kredser om hinanden i løbet af 400 år og er i øjeblikket så tæt sammen, at det kan være svært at se dem adskilt. Analyse af deres spektre viser, at hver enkelt selv er dobbelt. Castor A består af to identiske stjerner på 2 solmasser, som kredser om hinanden hver 9,2 dage, mens de stjerner der udgør Castor B kredser endnu hurtigere, idet det kun tager 2,9 dage at fuldføre et omløb. Et bueminut derfra kan man med et større teleskop skimte en svag stjerne af 9. størrelsesklasse. Den tilhører ligeledes Castorsystemet, og spektroskopet afslører, at også den er dobbelt og består af to røde M dværgstjerner på omkring 0,6 solmasser. De er så tæt sammen, at afstanden kun er to gange Solens diameter, og en omkredsning varer ikke mere end 2 timer. Castor er dermed faktisk et seksdobbelt system og ikke den enlige stjerne, man ser med det blotte øje.
Castorsystemet.
Listen over årligt tilbagevendende meteorsværme er lang, men flertallet af sværmene er stort set ukendte, fordi de er meget lidet spektakulære, og især februar er en stille måned. I februar kan man f.eks. kigge langt efter Beta Herculiderne eller Delta Serpentiderne, som typisk udviser én meteor i timen.
Meteoriagttagere må derfor nøjes med de såkaldte sporadiske meteorer, dvs. en meteor, som ikke umiddelbart kan henføres til en kendt sværm, men som viser sig på et tilfældigt tidspunkt og et tilfældigt sted på himlen. Nogle af disse kan ofte være meget klarere end typiske meteorer fra en meteorsværm, men mange af dem er til gengæld også så svage, at det ikke er sikkert, man får øje på dem, fordi de pludselig forekommer på et tilfældigt sted himlen og kun varer omkring 1 sekund.. Astronomerne mener dog, at mange af disse sporadiske meteorer stammer fra gamle periodiske kometer, hvis efterladte støvpartikler er spredt og fortyndet for længe siden. Under en mørk himmel kan man være heldig at se omkring seks-ti sporadiske meteorer i timen, hvilket jo langt overstiger antallet fra førnævnte Beta Herculiderne og Delta Serpentiderne.
Uventede og pludselige begivenheder på himlen blev tidligere anset som et uheldigt varsel. Undtaget herfra var meteorer, hvilket formodentlig skyldes den store hyppighed, hvormed de optræder, og ifølge den folkelige tradition kan man endda sende et ønske til himlen, når man ser et. De kraftigere ildkugler og bolider er meget sjældnere end almindelig ”stjerneskud”, og de havde en væsentligt mere afskrækkende virkning på folk.
Den 1. februar står Venus 27° over horisonten mod sydvest en time efter solnedgang. Længere nede på himlen i samme retning står Saturn i en højde på 17°, medens Månen befinder sig midt mellem de to planeter. Venus har en lysstyrke på mag. ÷4,8, og gennem et teleskop har den 37% belyste skive en udstrækning på 32”. I månedens løb svinder den belyste del til 15% samtidig med, at udstrækningen vokser til 49”. Denne store ændring skyldes, at afstanden mellem Jorden og Venus bliver mindre, medens vinklen Jorden-Solen-Venus også bliver mindre.
Aftenhimlen den 1. februar én time efter solnedgang. Bemærk at Månen er gengivet 4 gange for stor. Bemærk også jordskinnet, som bliver nærmere omtalt i slutningen af siden.
Venus er så lysstærk, at den kan ses ganske kort tid efter solnedgang, hvilket er et godt tidspunkt, idet dens fase er nemmest at se, inden kontrasten til himmelbaggrunden bliver for stor. Faktisk kan Venus under de rette vejrforhold ses i dagslys, hvis man ved, hvor på himlen man skal rette blikket evt. gennem en prismekikket. Netop den 1. februar passerer Venus og Månen meridianen kl. 15. På dette tidspunkt står Venus i en højde på 35°, og Månen står 5° lavere. De kan således begge være indenfor synsfeltet af en prismekikkert.
Retningen og højden på Venus hver tredje dag i februar ½ time efter solnedgang. De små indsatte billeder viser Venus’ udseende henholdsvis den 1. og 28. februar.
Nedenstående skitse af Solsystemet set “ovenfra” viser, at Venus nærmer sig nedre konjunktion. Det bliver den 23. marts, og er en ganske speciel konjunktion, som kun forekommer hvert 8. år. Mere herom følger i omtalen af Stjernehimlen i marts 2025.
Det indre Solsystem henholdsvis den 1. og 28. februar.
Som det fremgik af billedet af aftenhimlen den 1. februar, kan det fortsat lade sig gøre at se Saturn. Den står tæt på horisonten og går tidligt ned. Hældningen på ringene svinder fra 2,8° til 1,3° i månedens løb, så første halvdel af februar er sidste mulighed for at se dem, inden Saturn forsvinder i tusmørket, og inden ringene ses lige fra kanten den 23 marts. På dette tidspunkt står Saturn kun 10° fra Solen og kan derfor ikke ses.
Jupiter var i opposition den 7. december 2024. Dengang stod den op ved solnedgang og var på himlen hele natten. I begyndelsen af februar står den allerede højt på himlen mod sydøst ved mørkets frembrud og står højest mod syd kl. 20 i en højde på 56°, 5° nord for Tyrens klareste stjerne, den røde kæmpe Aldebaran. Nedgangen den 1. februar er nogle minutter før kl. 04, og sidst på måneden går Jupiter ned kl. 03. Afstanden mellem Jorden og Jupiter bliver større, hvilket betyder, at lysstyrken falder fra mag. ÷2,5 til mag. ÷2,3. I samme tidsrum svinder dens tilsyneladende diameter fra 43,2” til 39,5”. Jupiter har bevæget sig retrogradt siden 9. oktober 2024. Denne modsatte bevægelse i forhold til stjernebaggrunden afsluttes den 4. februar, hvorefter bevægelsen igen er mod øst.
Jupiters bane 1. januar-1. april 2024. Den røde linje er Ekliptika.
Jupiter er normalt det fjerdeklareste himmellegeme kun overgået af Solen, Månen og Venus. Dog kan Mars lige netop overgå Jupiter under de mest gunstige oppositioner, som finder sted med 15-17 års mellemrum. Afhængigt af Jupiters afstand fra Jorden varierer lysstyrken fra mag. ÷2,94 ved oppositionen til ÷1,66 ved konjunktionerne. Den gennemsnitlige tilsyneladende diameter varierer ligeledes fra 50,1” til 30,5”. De mest gunstige oppositioner med den største lystyrke og udstrækning forekommer, når Jupiter er i perihel samtidig med oppositionen, idet den da er tættest på Jorden. I forbindelse med oppositionerne bevæger Jupiter sig retrogradt i en periode på omkring 4 måneder. Den retrograde banebevægelse fører Jupiter ~10° baglæns i forhold til baggrundsstjernerne.
Eftersom Jupiter ligger udenfor Jordens bane, ser den altid ud til at være næsten fuldt belyst. Fasen kommer aldrig under 99% procent, hvilket praktisk talt ikke kan konstateres gennem et teleskop. Det eneste man kan se er en yderst lille skygge ved Jupiters østlige eller vestlige rand under kvadratur. Det var først under rummissionerne til Jupiter, at planeten kunne ses i forskellige faser.
Jupiter i opposition og vestlig kvadratur i 2024. Størrelsesforskellen skyldes, at Jupiter under oppositionen den 7. december 2024 havde en diameter 48,2” og en afstand på 612 millioner km. Under vestlig kvadratur den 12. september 2024 var diameteren og afstanden henholdsvis 741 millioner kilometer og 39,8”. Den minimale skygge under kvadratur kan kun lige netop anes.
Jupiter fotograferet under en usædvanlig vinkel.
Sådanne billeder har kun været mulig ved forbiflyvning af indtil videre 6 rumsonder: Pioneer 10 i december 1973, Pioneer 11 i januar 1974, Voyager 1 i marts 1979, Voyager 2 i juli 1979, Cassini i december 2000 på vej mod Saturn og New Horizons i februar 2007 undervejs mod Pluto.
Derudover var rumsonden Galileo i kredsløb om Jupiter fra december 1995 til september 2003, og rumsonden Juno gik i kredsløb den 5. juli 2016. Der var oprindeligt planlagt 32 kredsløb, men missionen er blevet forlænget og forventes afsluttet i september 2025.
I øjeblikket er NASAs Europa Clipper på vej. Den blev opsendt den 14. oktober 2024 og vil ankomme til Jupiter i april 2030.
Endelig passerede rumsonden Ulysses forbi Jupiter den 8. februar 1992. Formålet var at indsætte Ulysses i et polarkredsløb om Solen ved hjælp af Jupiters tyngdekraft. Ulysses havde ingen kamera men benyttede sine instrumenter til at undersøge Jupiters magnetfelt og for at finde ud af, hvilken indflydelse Solen har så langt væk.
Jupiters bevægelse og position blandt baggrundsstjernerne kan ses med det blotte øje i løbet af få dage. I tidsrummet omkring skiftet fra retrograd til prograd er bevægelsen dog meget lille.
For at kunne se Jupiters skybælter skal man bruge et teleskop. Især de to mørke ækvatoriale bælter er synlige selv gennem et mindre teleskop, og det samme er Jupiters berømte røde plet og de fire store måner, som kredser omkring Jupiter med perioder fra 42 timer til 17 døgn. De fire måner Io, Europa, Ganymede og Callisto er særlig interessante, når deres skygge rammer Jupiter og langsomt bevæger sig hen over dens skive, eller når de forvinder bag Jupiter eller bliver formørket af dens skygge, som strækker sig langt bagud planeten. Den yderste måne, Callisto, kredser omkring Jupiter i så stor afstand, at den kun sjældent deltager i disse begivenheder.
Til venstre bliver Io okkulteret af Jupiter om aftenen den 2. februar, og til højre bliver den synlig igen, når den dukker frem fra Jupiters skygge knap 3½ time senere.
De nøjagtige tidspunkter for ovenstående kan ses på denne side, ligesom alle andre lignende begivenheder også kan forudbestemmes – heri inkluderet tidspunkterne, når Den store røde plet befinder sig på den side, som vender ned mod Jorden. Bemærk at tiderne på siden er angivet i UT.
Uranus, Solsystemets næstyderste planet, befinder sig ligeledes i Tyrens vestligste del nær grænsen til Vædderen. Med en lysstyrke på mag 5,7 ligger den lige på grænsen for at kunne ses med det blotte. Den er dog tydelig gennem en prismekikkert, såfremt man kender dens position, som er omkring 6° sydvest for Plejaderne. De bedste muligheder er før midnat, hvor området står højt på himlen. Uranus afslutter den retrograde bevægelse den 1. februar, så gennem det meste af februar bevæger den sig kun lidt mod øst i forhold til baggrundsstjernerne. På kortet herunder er Uranus ikke med. Den befinder sig midt i cirklen, som har en diameter svarende til synsfeltet i en prismekikkert. Uranus er kun en smule svagere end de klareste stjerner i cirklen. Planeten identificeres ved at tegne skitser af området med 3-4 dages mellemrum. Den stjerne, som ikke findes på kortet, men som flytter sig fra skitse til skitse, er Uranus. Se også stjernehimlen i januar 2025.
Søgekort til Uranus.
Det var med denne metode, de første asteroider blev opdaget, inden astronomerne begyndte at montere et kamera på deres teleskoper. Den første asteroide som blev opdaget fotografisk, var 323 Brucia, som blev fundet af Max Wolf den 22. december 1891. Senere fandt Max Wolf mere end 200 andre asteroider ved hjælp af den fotografiske metode. Mindre end et år senere, den 13. oktober 1892, blev kometen 206P/Barnard-Boattini opdaget fotografisk af astronomen Edward Emerson Barnard.
Fototeknikken var et yderst værdifuldt hjælpemiddel. Tidligere blev asteroiderne fundet ved at undersøge himlen primært langs Ekliptika og derefter sammenligne synsfeltet med allerede eksisterende stjernekort, for at finde stjerner, som ikke var indtegnet på kortet. For at afgøre, om en manglende stjerne ikke var en fejl på kortet, måtte astronomen vende tilbage til samme område nogle nætter senere. Hvis den pågældende stjerne havde flyttet sig i mellemtiden, måtte det være et objekt i Solsystemet. Da Neptun blev fundet i 1846, havde Johann Gottfried Galle og hans assistent Heinrich Louis d’Arrest det imidlertid væsentligt nemmere. Baseret på en meget omfattende beregning, havde franskmanden Urbain Le Verrier forudsagt eksistensen og positionen af Neptun. Galle fandt Neptun samme aften, som han have modtaget Le Verriers brev. Positionen viste sig at passe indenfor 1° af den beregnede. Senere viste det sig, at også englænderen John Couch Adams havde beregnet samme præcise position – endda flere år før LeVerrier, men ingen tog hans beregninger alvorligt.
Opdagelsen af Neptun.
Forud for Neptuns opdagelse var der fundet 5 asteroider. Den første, 1 Ceres, blev opdaget ved en tilfældighed i 1801, og de fire øvrige ligeledes tilfældig, men dog efter en målrettet eftersøgning. Dertil kommer William Herschels tilfældige opdagelse af Uranus i 1781. Antallet af visuelt opdagede kometer var væsentligt større, og de har da også været kendt siden oldtiden, men en komet skiller sig jo med sit udseende tydeligt ud fra en stjerne, og deres lysstyrke bliver ofte høj. Den første komet, som blev opdaget gennem et teleskop, er C/1680 V1. Den kendes også som Den store komet i 1680, Kirch’s komet eller Newtons komet. Den blev opdaget af den tyske astronom Gottfried Kirch den 14. november 1680 og blev en af de klareste kometer i det 17. århundrede.
Den store komet i 1680. ”Staartster (komeet) boven Rotterdam”. Maleri af Lieve Verschuier, Rotterdams Museum.
Apropos Neptun er det stort set slut med at se Solsystemets yderste planet i denne omgang. Den 1. februar står den lavt på aftenhimlen efter solnedgang og med en lysstyrke på mag 7,8 er den meget vanskelig at se – især fordi dens lysstyrke på grund af absorption i Jordens atmosfære i denne højde bliver reduceret til mag 8,25. Hvis man vil gøre forsøget, skal det være først på måneden. Den 1. februar danner den sammen med Månen og Venus en næsten ligebenet trekant med en sidelængde på omkring 2°.
Neptun den 1. februar kl. 18:30.
Mars danner ligesom Neptun en trekantet figur sammen med to andre himmellegemer den 1. februar. Det er Tvillingernes to klareste stjerner, Castor og Pollux, og i dette tilfælde kan alle tre himmellegemer uden problemer ses med det blotte øje. Castor har en lysstyrke på mag. 1,52 og Pollux mag. 1,14. Mars’ nuværende lysstyrke er ÷1,1. De to tvillingestjerner er velkendte på nattehimlen, og Mars genkendes på sin rødlige farve. Nedenstående stjernekort viser Mars’ position den 1. februar, og den orange buede linje viser Mars’ banebevægelse gennem resten af måneden. Som det fremgår, bevæger Mars sig retrogradt indtil 24. februar, hvorefter den påbegynder sin prograde bevægelse mod øst blandt baggrundsstjernerne.
Oppositionen fandt sted midt i januar og afstanden mellem Jorden og Mars bliver nu større, hvilket ses af dens udstrækning. Dens tilsyneladende diameter svinder fra ”14 til 11” i løbet af februar. Den forholdsvis beskedne størrelse gør det vanskeligt at se detaljer på Mars’ overflade. Se flere detaljer i omtalen af oppositionen i Stjernehimlen i januar 2025.
Mars den 1. februar samt dens bane i resten af måneden.
Læg især mærke til den 9. februar. Månen passerer meget tæt forbi Mars og undgår lige netop at okkultere planeten. Mindste afstand på nogle få bueminutter er kl. 20:20. Man skal ikke ret meget længere nordpå, før en egentlig okkultation finder sted. I Oslo strejfer Mars lige netop Månens sydlige del, og i Bergen er Mars okkulteret i 20 minutter.
Ligesom i januar okkulterer Månen også Plejaderne i februar. I februar kan okkultationen dog ikke ses fra Danmark, idet Månen er gået ned, når okkultationen finder sted, så her skal man et godt stykke længere vestpå, før den kan ses. Der bliver dog adskillige andre lejligheder for at se en Plejadeokkultation, idet den nuværende lange serie varer indtil juli 2029. Det er dog ikke alle, som er synlige fra vore breddegrader, idet mange af dem finder sted på tidspunkter, hvor Månen ikke er på himlen.
På denne tid af året har Ekliptika en forholdsvis stejl vinkel mod den vestlige horisont lige efter solnedgang, hvilket betyder, at nymånen står højt på himlen i tusmørket og går så sent ned, at nattemørket har indfundet sig. I februar kan man således begynde at se efter jordskin på Månen efter solnedgang. Selvom det kun er en lille del af Månen, som er belyst af Solen, kan hele dens skive ses i et svagt, gråligt skær. Dette fænomen kendes populært som ’Den gamle Måne i den nye Månes arme’.
Jordskin.
Månen har stor betydning for, hvor meget man kan se på nattehimlen. Når det er fuldmåne, betyder dens stærke lys, at de svageste stjerner ikke kan ses. Man må derfor planlægge sine observationer efter Månens faser, og det samme gælder naturligvis, såfremt det er Månen, man er interesseret i at iagttage. Det nytter ikke noget at lede efter en svag galakse, når Månen står lige i nærheden, ligesom det heller ikke nytter noget at lede efter et specielt månekrater, såfremt det ligger i skygge på det pågældende tidspunkt.
Et af de eneste kratere, som kan ses med det blotte øje, er opkaldt efter den berømte danske astronom Tycho Brahe. Det fremstår meget tydeligt, når der er fuldmåne, fordi det 85 kilometer store krater er omgivet af et markant system af lange lyse stråler med en længde på op til 1500 kilometer. Tycho kan endda ses, når Månen kun er belyst af jordskin.
Tycho kan naturligvis også ses under andre månefaser, som f.eks. når Solen er på vej op over området, så de lange skygger fremhæver krateret konturer. Den sydlige del af Månen er i det hele taget tæt besat med kratere, og et andet prominent krater er det 225 kilometer store krater Clavius, hvis bund er dækket af adskillige mindre kratere.
Fuldmånen med Tycho, samt et detailbillede af solopgangen over den sydlige del af Månen. Bemærk at detailbilledet er orienteret, som det ser ud gennem et astronomisk teleskop.
Tycho er et forholdsvist ungt krater med en anslået alder på 108 millioner år. Aldersbestemmelsen er baseret på analyser af prøver fra kraterets stråler, som blev indsamlet af Apollo 17 astronauterne i 1972. Et interessant forhold ved Tycho knytter det sammen med en begivenhed på Jorden, idet computersimulationer viser, at krateret kan være dannet fra et nedslag af et medlem af asteroidefamilien Baptistina. Det er dog kun en hypotese, eftersom der ikke blev indsamlet fragmenter af selve asteroiden, som slog ned, men simulationerne viser imidlertid en sandsynlighed på 70% for, at krateret blev dannet af et fragment fra asteroiden 298 Baptistina. Det interessante i denne teori er, at et større fragment fra samme asteroide kan have været ansvarlig for dannelsen af Chicxulub-krateret på Jorden for 65 millioner år siden. Dannelsen af Chicxulub-krateret er som bekendt den hændelse, som formodes at have forårsaget dinosaurernes uddøen.
Omkring forrige århundredskifte begyndelse vovede frygtløse opdagelsesrejsende sig langt ind i Jordens polarområder og satte deres navne i historiebøgerne. De har også gjort indtryk på astronomerne, som har udødeliggjort deres navne i en række kratere i nærheden af Månens nordpol. Denne region er bedst synlig omkring fuldmåne, hvis den falder på samme tidspunkt, som Månens nordpol på grund af librationerne hælder mod Jorden. Månens nordlige del vil gennem et teleskop svare til et billede, som blev taget af Galileo-rumsonden, da den var på vej mod Jupiter i 1992.
Månens nordpol fotograferet af rumsonden Galileo.
Platon med den mørke kraterbund tager man ikke fejl af. Dette krater viser vej til Anaxagoras og Goldschmidt, som igen guider til Byrd, derefter til Peary og endelig til Nansen.
Billedet af Månens nordpol er et udsnit af det sammensatte billede, som Rumsonden Galileo tog, da den passerede Månen den 7.-8. december 1992. Galileo blev opsendt den 18. oktober 1989 med rumfærgen Atlantis, og efter først at have passeret Venus i februar 1990 vendte den tilbage til Jorden for yderligere gravityassist. Galileo ankom til Jupiter den 7. december 1995.
Galileos billede af Månen. Billedet er sammensat af mange mosaikker.
Månen har mange kratere. Der er identificeret mere end 2 millioner, hvoraf 6972 er 20 kilometer eller mere i diameter. ~ 83000 er mellem 5 og 20 kilometer, og 1,3 millioner er mellem 1 og 5 kilometer. Dog har kun 9137 kratere officielle navne. Med det blotte øje kan man under perfekte forhold og et godt syn skelne kratere på omkring 90-100 kilometer i diameter. Kraterne er nemmest at se, når de ligger på terminator, dvs. på overgangen mellem den belyste og den ubelyste del af Månen som f.eks. ved den til- og aftagende halvmåne.
Månens 1. og 3. kvarter.
Læg mærke til, at Månen har forskellig størrelse på billedet. 1. kvarter er optaget med Månen nær perigæum, medens den i 3. kvarter var nær apogæum. Læg også mærke til Lunar X og Lunar V på billedet til venstre. Lunar X og Lunar V er kortvarige lys/skygge fænomener, som kun er synlige i omkring fire timer ved Månens 1. kvarter. “X” er forårsaget af sollys, der belyser kraterrandene på kraterne Blanchinus, La Caille og Purback. “V”opstår ved krateret Ukert sammen med flere mindre omgivne kratere.
Månens aktuelle udseende og fase kan ses på Moon Phase and Libration 2025.
