Stjernehimlen i april 2026
April er den sidste måned på denne side af sommer, hvor himlen er mørk midt på natten. I maj begynder de lyse nætter, og de er først slut her i Danmark i begyndelsen af august. På grund af sommertiden går Solen først ned ved 20-tiden ved månedens begyndelse, og sidst på måneden bliver den på himlen til kl. 21. Det betyder naturligvis, at man må vente til et godt stykke ud på aftenen, før nattemørket sænker sig.
Inden det bliver helt mørkt, er der tusmørke, som er betegnelsen for det tidsrum, hvor Solen er gået ned, men stadig befinder sig et begrænset antal grader under horisonten. Det er især himlen i vestlig og nordlig retning, som ikke rigtig bliver mørk, fordi den forbliver belyst af Solen. Der er defineret tre former for tusmørke: borgerligt tusmørke, nautisk tusmørke og astronomisk tusmørke. Her er sidstnævnte mest relevant i denne sammenhæng, idet himlen først forekommer at være mørk, når der er astronomisk tusmørke, ja faktisk er den først helt mørk, når det astronomiske tusmørke er slut, idet astronomisk tusmørke defineres som det tidsrum, hvor Solens centrum befinder sig mellem 12° og 18° grader under horisonten. Medens den er det, kan man stadig se et mere eller mindre kraftigt genskær af dens lys på nattehimlen. Det er først, når Solens centrum er mere end 18° under horisonten, at nattemørket pr. definition begynder.
Urskiverne viser, hvor længe der pr. definition er nattemørke henholdsvis den 1. og 30. april.
Som det fremgår af diagrammet, er der fortsat mørkt midt på natten i april. Bemærk i denne forbindelse, at midt på natten ikke er midnat, men én time senere, fordi det borgerlige ur er stillet én time frem.
Den 1. april er det astronomiske tusmørke slut på Fyn umiddelbart efter kl. 22, og på månedens sidste nat er vi så tæt på de lyse nætter, at det astronomiske tusmørke først er slut få minutter efter midnat, og det varer kun knap 2½ time, før genskæret fra Solen igen så småt begynder at kunne ses langs horisonten mod nordøst. Herefter går det stærkt. En uge senere begynder de lyse nætter.
Himlen mod nord ved astronomisk midnat midt i april med Sommertrekanten mod øst. Capella findes ligesom Nordstjernen ved hjælp af Karlsvognen. I stedet for de to bagerste stjerner bruger man de to øverste i vognkassen.
Den klare stjerne Vega i sommerstjernebilledet Lyren er cirkumpolar fra vore breddegrader. Den udgør det ene af Sommertrekantens øverste hjørner, og ved astronomisk midnat midt i april står den omkring 35° over horisonten i østlig retning. Det andet hjørne, Deneb i Svanen, er ligeledes cirkumpolar og står lidt lavere på himlen mod nordøst. Spidsen af trekanten udgøres af Altair i Ørnen, og den viser sig lige netop over horisonten på dette tidspunkt. Højere på himlen og stik øst ses det lidt svagere stjernebillede Herkules, og i den modsatte retning ses Kusken med den klare stjerne Capella, som i lighed med Vega og Deneb er cirkumpulare.
Når man er udendørs i de lyse sommernætter for at se efter lysende natskyer, kan man se Deneb lavt over den nordlige horisont. Det er kun de lysstærke stjerner, som kan ses under de lyse nætter, og da Deneb med en lysstyrke på mag. 1,25 er himlens 19. klareste, optræder den ofte på de billeder, som optages af lysende natskyer.
Herkules er det femtestørste stjernebillede, men er ikke særlig fremtrædende. α Herculis, en rød kæmpestjerne, der varierer fra tredje til fjerde størrelse, kaldes Ras algethi fra arabisk i betydningen ’den knælendes hoved’. β og δ Herculis er henholdsvis hans højre og venstre skulder, og hans venstre arm går ud i retning mod Lyren. De fire stjerner ε, ζ, η og π Herculis udgør en karakteristisk firkant, der afbilder Herkules’ krop.
Herkules især er kendt for nordhimlens klareste kugleformede stjernehob M13, som lige netop kan skimtes som en lidt sløret udseende stjerne med det blotte øje under en helt mørk himmel. Gennem et teleskop bliver synet helt anderledes, idet mange af dens mere end 300000 stjerner – især dem i yderområderne – kan ses enkeltvis.
M 13
Cassiopeias W står lige mod nord, medens Karlsvognen står næsten lodret over hovedet, og ligesom man kan finde Nordstjernen ved hjælp af de to bagerste stjerner i ”vognkassen”, kan man ved at trække en tænkt linje gennem de to øverste finde en af nordhimlens klareste stjerner, Capella i Kusken. Capella står lavt mod nordvest, og set fra Danmark forsvinder den aldrig under horisonten, idet den på samme måde som Vega og Deneb er cirkumpolar.
Det er også muligt at finde to galakser ved hjælp af Karlsvognen og en god prismekikkert. M81 og M82 hører til blandt de klareste galakser på himlen, og at finde dem er næsten lige så nemt som at finde Nordstjernen og Capella. Start med γ Uma og træk derefter en linie gennem α UMa og fortsæt lige så langt som afstanden mellem de to stjerner. Her findes to udviskede pletter, den ene rund og den anden cigarformet. M81 og M82 ligger mindre end 1° fra hinanden svarende til to månediametre og vil derfor nemt kunne ses i samme synsfelt i en god prismekikkert eller gennem et teleskop med lav forstørrelse.
Søgekort til M81 og M82.
M81 er en spiralgalakse meget lig Mælkevejen. Gennem en prismekikkert eller et lille teleskop fremstår den som en oval, udvisker lysplet. Det er galaksens lysstærke kerne, medens der skal et større instrument til for at se spiralstrukturen. Udstrækningen er 18′ × 10′, hvoraf kernen udgør halvdelen. Til sammenligning har Månen en udstrækning på ca. 30′. Lysstyrken angives til mag. 7.9, men her skal huskes på, at der er tale om et udstrakt diffust objekt, som ser svagere ud, fordi lysstyrken er spredt over et større område. Et udstrakt objekts lysstyrke angives altid, som om al det udsendte lys kommer fra ét punkt.
M82 er en helt anderledes galakse. Den er lidt sværere at se end M81, fordi den er mindre og lyssvagere. M82 er tenformet med en udstrækning på ca. 8′ × 3′ og med en samlet lysstyrke på mag. 9,3. Et teleskop tilføjer kun lidt til dens struktur, men på fotografier fremtræder den meget kaotisk, som om en gigantisk eksplosion har revet dens kerne i stykker. I virkeligheden skyldes det, at M81 og M82 er under gensidig påvirkning af deres indbyrdes tyngdekraft med det resultat, at M82 er omdannet til en sand stjernefabrik. Dens center udsender 100 gange så meget lys og energi som Mælkevejens center. M81 er ikke blevet påvirket i samme grad og har beholdt sin perfekte spiralform.
M81 og M82.
Himlen mod syd ved astronomisk midnat midt i april. Retningen fra Karlsvognen til Arcturus og Regulus i Løven er angivet. Hvis den kurvede linje til Arcturus fortsættes, rammer den Spica i Jomfruen. Den orange ’stjerne’ i Tvillingerne er planeten Jupiter.
Når blikket vendes i sydlig retning, er Løven det dominerende stjernebillede på denne del af himlen. Løven ligger under Karlsvognen, og også i dette tilfælde fungerer de syv kendte stjerner som vejviser. I stedet for at forlænge vognkassens bagerste stjerner i retning mod Nordstjernen skal linjen trækkes den anden vej. Her passerer den en figur, som ligner et omvendt spørgsmålstegn. Det udgør Løvens manke og hoved, medens prikken under spørgsmålstegnet er Løvens hjerte, Regulus. En forlængelse af vognstangens bue rammer den røde stjerne Arcturus i Bootes eller Bjørnevogteren, og en yderligere forlængelse fører frem til Spica i Jomfruen. Jomfruen er det største af Ekliptikas 12 stjernebilleder, men på trods af størrelsen er det ret undseelig, idet det bortset fra Spica består af forholdsvis svage stjerner. Mod vest er Castor og Pollux i Tvillingerne ved at forsvinde under horisonten, og mod øst begynder sommerstjernebilledet Skorpionen så småt at vise sine to klosakse. Senere på natten stiger Skorpionens klareste stjerne Antares op mod sydøst.
Skorpionen og den nærtliggende Skytten ses bedst mellem midnat og daggry i de tidlige forårsmåneder, inden de lyse nætter tager over i begyndelsen af maj. Midt på sommeren kulminerer området ved midnat, men på det tidspunkt bliver der aldrig helt mørkt, og efter de lyse nætters afslutning i begyndelsen af august står området lavt på himlen mod sydvest og forsvinder hurtigt under horisonten. Da Skytten tilmed fortrinsvis består af svage stjerner, er dette stjernebillede på det nærmeste ikke-eksisterende her i Danmark. Det samme gør sig gældende for Skorpionen, hvor den klare stjerne Antares dog er en undtagelse, og ligeledes er Mælkevejens centrum, som ligger mellem Skytten og Skorpionen meget lidet fremtrædende. Kun en del af Skorpionen kan ses fra danske breddegrader, idet den karakteristiske krumme hale med giftbrodden ikke kommer op over horisonten.
Skorpionen, Skytten og Mælkevejens centrum. I Danmark ligger Skorpionens krumme hale med giftbrodden under horisonten.
Den årligt tilbagevendende meteorsværm Lyriderne forventes at have maksimum natten mellem 22. og 23. april. I nætterne før og efter, er aktiviteten næsten lige så stor. Det er nogle få dage efter nymåne, og da Lyriderne i lighed med de øvrige meteorsværme som regel er bedst efter midnat, vil det bedste tidspunkt være i de tidlige morgentimer, hvor Månen enten vil være gået ned eller stå meget lavt mod vest. Med en ZHR på 10-20 under maksimum er Lyriderne en af årets mindre sværme.
Lyridernes ophavskomet er den periodiske komet C/1861 G1 (Thatcher), som har en omløbsperiode om Solen på 415 år, og den vender ikke tilbage før i 2276. Kometen blev opdaget af den amerikanske astronom A. E. Thatcher i 1861, og seks år senere fastslog Johann Gottfried Galle sammenhængen mellem Lyriderne og kometen. Mange års observationer har vist, at Lyriderne har forøget aktivitet ca. hvert 60. år. Seneste større udbrud var i 1982, da der blev observeret mere end 100 meteorer under maksimum. Næste større udbrud forventes omkring 2040. Den forøgede aktivitet hvert 60. år falder således ikke sammen med kometens perihelpassage. Astronomerne mener, at det i stedet skyldes, at kometen på et tidspunkt er brudt op, og at et af de mindre fragmenter er blevet perturberet ind i en bane med en omløbstid på 60 år.
Som navnet antyder, udspringer meteorerne fra stjernebilledet Lyren. Dette er imidlertid ikke helt korrekt, idet radianten ligger i Herkules. Inden Den Internationale Astronomiske Union i slutningen af 1920’erne fastlagte grænserne mellem stjernebillederne, lå radianten inden for Lyrens daværende område.
Lyriderne kan ses over hele himlen. Når man ser en meteor, kan man hurtigt konstatere, om det er en Lyride eller et sporadisk meteor. Sporadiske meteorer kommer fra alle mulige retninger, medens Lyriderne ser ud til at udstråle fra radianten mellem Lyren og Herkules.
Radianten står mod nord-øst ved mørkets frembrud og stiger højere på himlen og bevæger sig mod syd i løbet af natten.
Selv om et meteor almindeligvis omtales som et stjerneskud, er det ikke en faldende stjerne. Det er i virkeligheden en lille meteoroide, dvs. et klippe-, metal- eller støvfragment, som rammer Jordens atmosfære med høj hastighed. Gnidningsmodstanden forårsaget af sammenstødet med atmosfærens molekyler bremser meteoroiden, hvorved bevægelsesenergien bliver omdannet til varme, hvilket får partiklen til at brænde op, så den ses som en glødende lysstribe. Partiklen er alt for lille til at kunne ses, så lysstriben er egentlig blot varm luft. Et meteor forekommer i Jordens øvre atmosfære, 65 til 135 km over Jordens overflade og er således i princippet stadig i rummet. Hvis meteoriden er så stor eller hastigheden så lav, at en del af den overlever og lander på Jordens overflade, kan den samles op til nærmere undersøgelse og kaldes da en meteorit. Hvis et meteor er særlig lysstærk, kaldes det en bolide eller ildkugle. Meteorerne i en meteorsværm er støv- og ispartikler fra kometer, og de er så små, at ingen af dem ender som meteoritter.
Nuser og meteor.
Lyriderne kan kun ses i et kort tidsrum. Meteorsværmen er aktiv mellem ca. 14. og 30. april, men udenfor maksimum er aktiviteten så lille, at den er mindre end antallet af sporadiske meteorer. Sporadiske meteorer kan ses hver nat, og afhængig af hvor mørkt der er, og hvor stor en del af himlen man kan overskue, kan der forventes alt fra én til 8-10 sporadiske meteorer i timen.
Jupiter kan ligesom sporadiske meteorer ses hver klar nat i april. Solsystemets største planet befinder sig i Tvillingerne, og ved månedens begyndelse står den højt på himlen i sydlig retning ved mørkets frembrud ved 22-tiden, og nedgangen finder først sted omkring kl. 04:30 næste morgen. Sidst på måneden bliver der først helt mørkt ved midnat, og på dette tidspunkt står Jupiter mod vestsydvest og går ned mod nordvest omkring kl. 02:30.
Med sin store lysstyrke er Jupiter så klar, at den kan ses, selv når den står meget lavt over horisonten. Turbulens i Jordens atmosfære udvisker dog detaljerne, så ligesom ved alle andre himmellegemer er det bedst at rette sit teleskop mod den, når den står så højt som muligt. Jupiter har afsluttet sin retrograde bevægelse og bevæger sig således igen mod øst i forhold til baggrundsstjernerne. Det er dog ikke nødvendigt at lede efter Jupiter blandt de mange stjerner i Tvillingerne. Jupiter er så klar, at den overstråler dem alle sammen; selv de to klareste stjerner Castor og Pollux blegner i sammenligning.
Jupiters prograde bevægelse i løbet af april. De to øverste stjerner er Castor og Pollux. Den 22. står den tiltagende måne godt 3° over Jupiter og sidst i april – en uges tid før de lyse nætter begynder – passerer Jupiter ½° over δ Gem på mag. 4.
Som nævnt gælder det om at rette sit teleskop mod Solsystemets største planet så tidligt efter solnedgang som muligt dvs. inden Jupiter kommer for tæt på horisonten. Selv gennem et beskedent teleskop er det muligt at se de to mørke ækvatoriale bælter på hver side af planetens ækvator, og ligeledes kan de fire store måner uden problemer ses gennem stort set ethvert teleskop. Månerne kredser så hurtigt omkring planeten, at de skifter indbyrdes position i løbet af kort tid. På grund af den efterhånden kortere og kortere tid man har til rådighed, er det dog begrænset, hvor mange af de forskellige fænomener som f.eks. transitter, okkultationer, formørkelser og skyggepassager man kan nå at følge. Disse begivenheder kan planlægges lang tid i forvejen med et særligt planetarieprogram.
Jupiters store røde plet er også forholdsvis nem at se, selv om den i de senere år er blevet mindre og har skiftet form fra oval til mere cirkulær. Den røde plet er en enorm anticyklon, som har været kendt i omkring 350 år, hvilket gør den til Solsystemets ældste og største storm. Pletten er omkring 1½ større end Jorden, og den roterer mod uret med vindhastigheder på op til 680 km/t. Man kan naturligvis kun se den, når den er på den side af Jupiter, som vender ned mod Jorden, men eftersom Jupiter kun bruger knap 10 timer til en rotation om sin akse, varer det aldrig mere end højest 5 timer, før den dukker op.
Jupiter med skybælter og den store røde plet.
Gennem teleskopet kan det umiddelbart konstateres, at afstanden mellem Jupiter og Jorden bliver større i løbet af måneden. Den første april er der 761 millioner kilometer fra Jorden til Jupiter, og den 30. april er den forøget til 829 millioner kilometer. Det betyder, at den tilsyneladende diameter svinder fra 39” til 36” i løbet af måneden, og samtidig falder lysstyrken fra mag. ÷ 2,2 til mag ÷2.0.
Jupiters hurtige rotation giver anledning til at spørge, hvorfor planeterne i det hele taget roterer, og hvorfor de kredser omkring Solen i samme retning.
Det skyldes, hvad der i fysikken kaldes bevarelse af impulsmomentet. Den store gas- og støvsky, hvorfra Solsystemet blev dannet for omkring 4½ milliard år siden, begyndte at trække sig sammen, fordi den blev påvirket af passerende stjerners tyngdekraft eller på grund af trykbølgen fra en eksploderende supernova. Sammentrækningen betød, at skyen begyndte at rotere, hvilket fik den tidligere formløse sky til at antage form som en flad skive. På grund af impulsmomentets bevarelse roterede den flade skive hurtigere og hurtigere, efterhånden som dens diameter blev mindre. Flere og flere områder af gas og støv stødte sammen og begyndte at danne den såkaldte protoplanetariske skive, som lignede en roterende pandekage.
De største klumper akkumulerede tilstrækkelig gas til at blive til stjerner, og de små klumper i periferien akkumulerede nok gas, is og sten til at blive til planeter. Hvis de var tæt på stjernen, blæste lystrykket fra den nydannede stjerne de letteste grundstoffer væk, og de blev til klippeplaneter som f.eks. Jorden. Længere ude blev gas- og isplaneterne dannet. Et særligt kendetegn ved Solsystemet er, at alle de store planeter kredser i næsten samme plan i stort set cirkulære baner, og lige så vigtigt: de roterer alle sammen, fordi de har bevaret den oprindelige protoplanetariske skives rotation. Senere har kataklysmiske begivenheder såsom sammenstød med andre planeter påvirket rotationshastigheden og retningen, som det f.eks. er tilfældet med Venus og Uranus.
Dannelsen af Solsystemet. Kun de inderste klippeplaneter er med her, og for mange af asteroiderne gælder, at deres baner og rotation afviger fra de store planeter, fordi de er opstået ved sammenstød med andre større asteroider og derfor har fået mere kaotiske baneforhold.
Hvad ville der så ske, hvis Jorden pludselig holdt op med at rotere? Det er et hypotetisk spørgsmål, for det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre ifølge impulsmomentets bevarelse.
Da det første atomur blev bygget i 1949, og da et endnu mere nøjagtigt blev fremstillet i 1955, blev man opmærksom på, at Jordens rotationshastighed ændrer sig med både forøget og langsommere hastighed. Det første præcise atomur var baseret på cæsium-133 atomet, og siden 1967 er ét sekund defineret som 9.192.631.770 svingninger af et cæsium-133 atom i en ganske bestemt overgangstilstand. Inden da blev sekundet defineret som 1/86400 af et middelsoldøgn (24 timer × 60 minutter × 60 sekunder = 86400).
Over tid er den generelle tendens aftagende, men faldet i hastighed er kun brøkdele af millisekunder om året. Ud over den lejlighedsvise tilføjelse af skudsekunder er konsekvenserne på kort sigt ubetydelige. Tidevandskræfter, seismiske begivenheder, klimaforandringer og mange andre faktorer kan påvirke Jordens rotationshastighed, men selvom de minimale udsving fortsætter, kan man være sikker på, at Jorden aldrig vil stoppe med at rotere.
Hvis den nu gør det alligevel. Hvad sker de så? Lad os for eksempel sige, at man kører i en bil. Hvis bilen kører med 100 km/t, vil passagererne også køre med 100 km/t. Hvis bilen pludselig stopper, fordi den kører ind i en betonmur, fortsætter passagererne med at bevæge sig med 100 km/t mod forruden, hvilket er grunden til, at man bruger sikkerhedsseler og airbag. Bevægelse mærkes ikke, når bilen kører med en konstant hastighed. Den mærkes først ved acceleration eller deceleration. Jvf. Newtons 1. lov: Hvis et legeme ikke påvirkes af en resulterende kraft, vil det enten ligge stille eller blive ved at bevæge sig med konstant hastighed i samme retning.
Nu bevæger jordoverfladen sig meget hurtigere end en bil. Et punkt langs Ækvator bevæger sig med ca. 1668 km/t. Hastigheden falder med stigende afstand fra Ækvator, og på danske breddegrader er den ca. 960 km/t, medens den ved polerne er nul. (Hastigheden findes ved at gange hastigheden ved Ækvator med cosinus til den aktuelle breddegrad).
Hvis Jorden holdt op med at rotere på et øjeblik, ville alt vand, luft og andre ikke ‘naglefaste’ genstande på Jorden ifølge Newton 1. lov stadig bevæge sig med hastigheder svarende til deres breddegrader. På ækvator vil der opstå vindhastigheder på 1668 km/t. Det er mere end fire gange hurtigere end de stærkeste vindhastigheder, som er registreret på Jordens. Alt som ikke er fast forankret vil blæse væk, og selve jordoverfladen vil revne og blive revet i stykker. Vandet i havene vil bevæge sig langs Jordens overflade som en kilometerhøj tsunami og oversvømme kystområder og langt ind i de indre dele af fastlandet.
Der vil ligeledes opstå forvrængning af Jordens form. Jorden beskriver oftest som sfærisk, men den er faktisk en sfæroide, hvor diameteren ved Ækvator er lidt større end diameteren mellem polerne. Denne fladtrykthed skyldes centrifugalkraften fra rotationen, så uden denne kraft vil Jorden blive sfærisk, hvilket ville få havvandet til at bevæge sig mod polerne.
Oceaner der oversvømmer store dele af kontinenterne, vinde af mere end 4 × orkanstyrke, jordskælv, vulkaner i udbrud. Alt sammen i løbet af få minutter. Kort sagt: Verdens undergang.
Katastrofefilmen 2012.
Mars, Saturn og Merkur befinder sig alle på morgenhimlen, hvor de står samlet i et område på 2° den 20. april. Selv om de står mere end 20° fra Solen, kan ingen af dem dog ses, for de står så lavt på himlen, at de forsvinder i morgengryet. Derudover befinder Neptun sig i samme område og kan således heller ikke ses i denne måned.
Morgenhimlen ved solopgang den 20. april.
Man kan derimod ikke undgå at se Venus på aftenhimlen kort tid efter solnedgang. Venus har en lysstyrke på mag. ÷4, så selv om den i begyndelsen af måneden står forholdsvist lavt, kan tusmørket ikke overvinde den store lysstyrke. Venus befinder sig i Vædderen og bevæger sig ind i Tyren den 18. april. Samme aften står det meget tynde segl på den tiltagende måne til højre og lidt lavere på himlen end Venus. Næste aften står Månen over Venus og lige over Plejaderne. Bemærk jordskinnet på Månen.
Venus, Månen og Plejaderne den 19. april.
Læg mærke til pilen på ovenstående skitse. Den peger på Uranus, som har befundet sig i området under Plejaderne hele vinteren. Den 23. passerer Venus mindre end 1° fra Uranus, som med en lysstyrke på mag. 5,8 ikke kan ses med det blotte øje, men en god prismekikkert er tilstrækkelig.
Venus og Uranus den 23. april.
Venus bevæger sig videre gennem Tyren og står gradvist højere på himlen efter solnedgang. De to kort herunder viser henholdsvis Venus’ bane i løbet af måneden og planetens position hver anden aften tre kvarter efter solnedgang.
Venus’ bane i april. Bemærk at de svageste stjerner på kortet ikke kan ses i tusmørket.
Venus højde og position hver tredje aften tre kvarter efter solnedgang.
Gennem et teleskop udviser Venus ingen detaljer, og eftersom den befinder sig på den modsatte af Solen, er dens skive næsten fuldt belyst. Den 1. april spænder den over blot 11” og er 94% belyst. Den sidste aften i april er udstrækningen vokset til 12” og belysningsgraden er 88%.
