Stjernehimlen i januar 2025

Stjernehimlen i januar 2025

Januar er opkaldt efter den romerske gud Janus, som havde to ansigter. Det ene så fremad mod det nye år, og det andet så tilbage mod det forgangne. Der er dog lidt tvivl herom, idet gamle romerske almanakker viser, at måneden måske oprindeligt var opkaldt efter gudernes dronning Juno. Tidligere blev marts, krigsguden Mars’ måned, anset for årets første, og samtidig havde den romerske kalender kun 10 måneder, men i det antikke Rom blev kalenderen i 153 f.Kr. reformeret, så året fik 12 måneder og startede med januar. Den gamle kalender kan stadig ses i månedernes navne. September var før reformen årets syvende måned, og navnet stammer ganske enkelt fra det latinske ord for syv = septem. Tilsvarende stammer oktober, november og december fra octo = otte, novem = ni og decem = ti.

Janus.

I resten af Europa gik det noget langsommere. Først fra begyndelsen af det 14. århundrede blev kalenderen ændret i Danmark, så januar var årets første måned, medens mange af de øvrige europæiske lande fastholdt marts indtil det 17. eller 18. århundrede. Derfor kan ældre årstalsangivelser afvige med ét år. Januars gamle danske navn, glugmåned, stammer fra glug, som betyder kikhul. Det, der kikkes ind i, er naturligvis det nye år.

I den mørke vintertid med korte dage længes mange efter Solen, så på trods af papskilte og klimakonferencer rejser mange sydpå for at opfylde denne længsel, men faktisk kunne man lige så godt blive hjemme, for et særligt forhold ved Jordens bane om Solen bevirker, at vi i begyndelsen af januar faktisk er tættere på Solen end resten af året.

Jorden kredser ikke omkring Solen i en perfekt cirkelformet bane, men derimod i en svagt elliptisk bane med en excentricitet på 0,0167. Som resultat heraf varierer Jordens afstand fra Solen mellem en middelværdi på 147.098.074 kilometer, når afstanden er mindst (perihel) til en middelværdi på 152.097.701 kilometer, når den er størst (aphel).

Jordens årlige bane omkring Solen. Som det ses, passer størrelsesforholdet ikke, ligesom banens excentricitet er stærkt overdrevet.

På grund af tyngdekraftpåvirkningen fra Månen og i meget mindre grad påvirkningen fra planeterne, varierer Jordens afstand ved perihel over en årrække mellem 147.083.346 kilometer og 147.112.452 km. Tilsvarende varierer afstanden ved aphel mellem 152.083.061 kilometer og 152.112.126 kilometer. Ligeledes varierer det eksakte tidspunkt for perihel og aphel også, og gennem en lang årrække på op til 100.000 år varierer både jordbanens excentricitet og dens aksehældning ifølge de såkaldte Milanković-cykler. Ændringerne er så langsomme, at der ikke sker mærkbare forandringer i et menneskes levetid, og som forholdene er i øjeblikket, er Jorden tættest på Solen i begyndelsen af januar og længst væk i begyndelsen af juli.

I 2025 er Jorden i perihel den 4. januar kl. 14:28 dansk normaltid med en afstand på 147.103.686 kilometer og i aphel den 3. juli 2025 kl. 21:54 dansk sommertid med en afstand på 152.087.738 kilometer. Som det er sædvane ved angivelse af astronomiske afstande, er de angivne afstande mellem Jordens og Solens centre. Afstandsvariationen er omkring 3%, hvilket er så lidt, at man ikke lægger mærke til, at Solen ser lidt større ud om vinteren end om sommeren, men det kan naturligvis konstateres ved nøje udmåling.

Billedet her viser Solens tilsyneladende størrelse henholdsvis den 4. januar og den 3. juli 2025.

Vinterhimlens bedst kendte stjernebillede, Orion, viser at vore forfædre havde en god fantasi, da de mente at kunne genkende deres mytologiske figurer i stjernernes mønstre. I Orions tilfælde har stjernerne indbyrdes stilling og udseende dog en vis lighed med en jæger med et sværd i sit bælte og en kølle og et løveskindsskjold højt hævet i armene.

Orion.

Orion kan ses fra alle beboede egne på Jorden. Den øverste af bæltestjernerne, Mintaka, δ Orionis, ligger blot 18’ – godt halvdelen af Månens diameter – syd for himlens Ækvator. På den sydlige halvkugle står jægeren på hovedet.

Betelgeuze, α Orionis, har en tydelig rød farve, hvilket er i kontrast med Rigel, β Orionis, som er blå-hvid. Også de tre bæltestjerner er blå-hvide, selv om det er sværere at se farverne på grund af den lavere lysstyrke. Den midterste af de tre stjerner i Orions Sværd ser lidt ulden ud. Årsagen hertil er, at det ikke er en stjerne, men derimod Oriontågen, hvor der skjult i støvmasserne befinder sig tusindvis af nye stjerner under dannelse. Orion er i det hele taget et meget stjernerigt område, hvilket især tydeliggøres, hvis man tager en prismekikkert med ud under nattehimlen. Se under Stjernehimlen i december 2020 mere om hvor meget Galileo Galilei fik øje på gennem verdens første astronomiske teleskop i begyndelsen af 1600-tallet.

En linje gennem Orions Bælte peger til højre i retning af Tyren, hvis klareste stjerne er Tyrens røde øje Aldebaran. Aldebaran er omgivet af en V-formet stjernehob, som hedder Hyaderne, og på Tyrens ryg ligger endnu en stjernehob, den velkendte Syvstjernen eller Plejaderne. Med det blotte øje kan man alt efter ens synsevne se 6-8 stjerner i Plejadene, og gennem en prismekikkert bliver antallet mangedoblet. I den modsatte retning viser Orions Bælte vej til himlens klareste stjerne, Sirius i Store Hund. At hunden er stor antyder, at der også er en lille hund, hvilket da også er tilfældet. Procyon, den klareste stjerne i Lille Hund, danner sammen med Sirius og Betelgeuze asterismen Vintertrekanten.

Orion med omgivne stjernebilleder. Betelgeuze sidder i midten af billedet, Procyon lidt over midten til venstre og Tyren med Aldebaran, Hyaderne og Plejaderne øverst til højre. Sirius ses nederst til venstre, og det svage slør til venstre for Sirius er Mælkevejen.

De græske sagn fortæller, at Orion var den største og smukkeste jæger, men han var samtidig meget overmodig, og han holdt sig heller ikke tilbage for at gøre tilnærmelser til det modsatte køn, og ligesom med de øvrige sagnhelte er der knyttet en lang række historier til ham. Det berettes, at han forfulgte en skare unge piger, Plejaderne, gennem samfulde syv år. Til sidst greb Zeus ind og lod en skorpion bide Orion i foden, så han døde af giften. Efter døden blev Orion anbragt på himlen, og det samme blev Plejaderne. På den måde en Orion til evig tid hensat til at måtte begære Plejaderne, uden nogensinde at kunne nå dem. Plejaderne blev nemlig anbragt på ryggen af Tyren, som Orion forgæves forsøger at fange. Stjernebilledernes daglige bevægelse mod vest betyder, at Tyren og Plejaderne hele tiden fjerner sig lige så hurtigt, som Orion nærmer sig. Også Skorpionen blev sat på himlen; dog på den modsatte himmelhalvdel.

α Orionis – bedre kendt som Betelgeuze – er en rød superkæmpe, som ligger forholdsvis tæt på Jorden. Afstanden kendes ikke helt præcis, og den angives til 640 lysår med en usikkerhed på ±150 lysår. Betelgeuze er en ung stjerne. Den blev dannet for omkring 8 millioner år siden, og med en radius omkring 1400 gange større end Solens er det en af de største kendte stjerner. Det er også en af de klareste stjerner, idet den udsender mere end 100.000 gange så meget lys som Solen.

En så massiv stjerne forbruger sit brændstof meget hurtigt og ender på et tidspunkt som supernova. Når den eksploderer, vil den på grund af sin nærhed formodentlig kunne ses i dagtimerne. Astronomerne kan ikke præcist forudsige, hvornår supernovaeksplosionen vil finde sted, så der holdes konstant øje med ændringer i dens lysstyrke.

Betelgeuze er en variabel stjerne, som regelmæssigt bliver klarere og svagere, men fra november 2019 til marts 2020 forekom der et usædvanligt fald i lysstyrken. Den normale tilsyneladende størrelse varierer mellem mag. 0,1 og mag. 1, men i den nævnte periode faldt lysstyrken væsentligt mere, og mellem 7. og 13. februar 2020 var den helt nede på mag. 1,6. Begivenheden blev kendt som Betelgeuze’s Great Dimming, og formodningen dengang var, at stjernen havde udkastet en stor mængde stof, som efter afkølingen lå i retning mod Jorden og derved skyggede for en del af stjernen.

Betelgeuze’s Great Dimming. Esa/Nasa.

Betelgeuze er en af de bedst undersøgte stjerner med detaljerede optegnelser, der strækker sig mere end et århundrede tilbage. Takket være disse observationer ved astronomerne, at stjernen pulserer i et mønster, der gentages cirka hver 400. dag. Desuden er der en anden lysstyrkevariation, der varer lidt mere end 2000 dage. Dette andet mønster kan også regi-streres ved målinger af stjernens bevægelser mod og væk fra Jorden (radialhastigheden). Allerede i 1908 spekuleredes der i, om dette skyldes en uset ledsagerstjerne, som påvirker hovedstjernen med sin tyngdekraft.

Ingen har dog fundet beviser før nu. Et hold forskere ledet af Morgan MacLeod på Center for Astrophysics, Harvard & Smithsonian har indsamlet og analyseret data fra mere end 100 år, herunder målinger af Betelgeuzes radialhastighed, lysstyrke og den præcise position på himlen. Konklusionen er, at hvert af disse datasæt kan forklares med, at Betelgeuze virkelig har en ledsagerstjerne, som har forårsaget The Great Dimming. Ledsagerstjernen har fået betegnelsen Alfa Orionis B med tilnavnet Betelbuddy. Rapporten er tilgængeligt på arXiv: https://arxiv.org/abs/2409.11332

En mulig forklaring på Betelgeuzes 6 års lysstyrkevariation.

Ledsageren anslås at have omkring samme masse som Solen, og den bruger 2110 dage til et kredsløb om Betelgeuze i en afstand, som får den til at ligge indenfor Betelgeuzes udbredte atmosfære. Det er naturligvis det forbehold, at Betlebuddy ikke er fundet ved direkte observation, så der er stadig plads til tvivl. Astronomerne vil forsøge at fotografere Betelbuddy midt i december 2024, hvor der vil være et potentielt synlighedsvindue.

Derudover vil The Nancy Grace Roman Spacetelescope, som forventes opsendt i 2027, have den fornødne kapacitet til at få øje på Betelgeuses partner. Derved vil det afgøre den århundredgamle debat én gang for alle.

Beetlebuddy kredser indenfor Betelgeuzes udbredte atmosfære. Betelgeuze, den gule plet i midten, er lige så stor i diameter som afstanden mellem Solen og Saturn.

Hvis den eksisterer, hvorfor er Betlebuddy så ikke blevet fundet for længst i forbindelse med de mange observationer af Betelgeuze? Årsagen er, at den er meget svagere end Betelgeuse, og at den formodentlig har samme temperatur. Betelgeuze overstråler den således på alle bølgelængder.

Der mangler et enkelt stærktlysende objekt på det tidligere viste stjernekort over Orion med omgivne stjernebilleder. Det er en af Solsystemets planeter, som kun kan indtegnes på et stjernekort, såfremt det samtidig angives, hvilket tidspunkt kortet er gældende for.

I det aktuelle tilfælde er det planeten Jupiter, som befinder sig i Tyren, hvor den bevæger sig retrogradt i hele januar. Den retrograde bevægelse afløses i begyndelsen af februar af den normale prograde bevægelse, så Jupiter synes næsten at gå i stå inden udløbet af januar.

Jupiters retrograde bevægelse i januar nord for Aldebaran og Hyaderne.

Jupiters lysstyrke på mag. ÷2,7 overstråler alle de øvrige ”stjerner” i Tyren, så når den 90% belyste måne passerer nogle grader over planeten natten mellem den 10. og 11 januar, forhindrer selv Månens stærke lys ikke, at Jupiter fortsat tydeligt kan ses.

Jupiters udstrækning formindskes fra 47” den 1. januar til 43” den 31. januar. Det betyder, at man selv gennem et lille teleskop kan se de to mørke ækvatoriale skybånd samt nogle af de øvrige atmosfæriske særpræg, som f.eks. Den store røde plet, når den befinder sig på den side, som vender ned mod Jorden.

Endnu tydeligere er de fire store måner Io, Europa, Ganymede og Callisto. De er ligeledes synlige gennem stort set ethvert teleskop, og hvis de befinder sig længst væk fra Jupiter i deres yderposition, kan især Ganymede og Callisto endda skimtes gennem en god prismekikkert. Under deres omløb omkring Jupiter passerer de fra tid til anden ind foran planeten eller bliver skjult bagved enten af selve planeten eller dens skygge. Under en passage foran Jupiter kan en månes skygge ses om en lille sort plet, medens det er lagt sværere at se månen selv, fordi kontrasten til Jupiters skydække er for lille. Ganymedes og Callisto kan dog ses, fordi de ser væsentligt mørkere ud end de to øvrige måner. Månernes position til et givet tidspunkt kan forudberegnes med stor nøjagtighed, og kan findes ved hjælp af dette lille program, som også viser, hvornår den store røde plet er synlig.

Jupiter kan ses det meste af natten. Den står op, før Solen er gået ned, og allerede kort tid efter solnedgang den 1. januar begynder den at blive synlig mod øst. I slutningen af januar går Solen senere ned, og når tusmørket er ved at være overstået, står Jupiter højt på himlen mod sydøst. I begyndelsen af januar går planeten først ned umiddelbart før daggry, og sidst på måneden finder nedgangen sted omkring kl. halv fem om morgenen.

Jupiter er dog ikke det klareste objekt på aftenhimlen, for den lysstærkeste planet af dem alle, Venus, dominerer himlen mod sydvest hele måneden. På trods af sin store lysstyrke er det længe siden, Venus har gjort sig bemærket på aften- eller morgenhimlen. Det meste af foråret 2024 stod Venus meget lavt på morgenhimlen før solopgang, og da den efter øvre konjunktion i juni bevægede sig om på aftenhimlen, blev det ikke bedre, for da den blev synlig i tusmørket i løbet af august, befandt den sig i den lavest placerede del af Ekliptika og stod således fortsat lavt på himlen.

Det blev lidt bedre i løbet af december, men de kommende par måneder bliver forholdene endnu bedre, for her i begyndelsen af 2025 har Venus bevæget sig højere op på Ekliptika. Den befinder sig i Vandmanden og opnår største østlige elongation den 9. januar med en vinkelafstand til Solen på 47°, og samtidig stiger lysstyrken fra mag. ÷4,4 til mag. ÷4,8 i løbet af måneden.

Venus bevæger sig ind i Fiskene den 23. januar, og hvis vi ser på det hele lidt fra oven, fremgår det tydeligt, at afstanden mellem Jorden og Venus bliver mindre, indtil Venus kommer i konjunktion med Solen den 23. marts. Den 1. januar er afstanden mellem de to planeter 112 millioner kilometer, og dette er svundet til 79 millioner kilometer den 31. januar.

Det indre Solsystem henholdsvis 1. og 31. januar 2025.

Det betyder, at Venus’ tilsyneladende diameter vokser fra 23” til 32” i løbet af måneden, og samtidig vender en mindre og mindre del af den belyste halvdel ind mod Jorden, fordi Venus bevæger sig ind mellem Jorden og Solen. Den 1. januar ser vi 55% af dens belyste skive, medens det under størst elongation er 50%. Det svinder yderligere til 38% inden månedens udgang. Gennem et teleskop kommer Venus derfor efterhånden til at få samme udseende som Månen i dagene efter nymåne, og i februar/marts bliver fasen endnu mere udpræget.

Venus fase i foråret 2025.

Netop Venus’ faser var et af de vægtigste argumenter, som Galilei brugte på at bevise, at Copernicus’ heliocentriske verdensbillede er sandt. Der kan nemlig kun opstå faser, hvis Venus bevæger sig rundt om Solen indenfor Jordens bane. Når Venus har en sådan bane, vil den komme til at stå mellem Solen og Jorden, og vi kan kun se lidt af dens belyste overflade. Galilei havde gennem sit teleskop set Venus gennemgå præcis et sådant faseskifte.

Venus’ bane om Solen, som set fra Jorden.

På sin vej gennem Vandmanden passerer Venus forbi Saturn midt på måneden. De to planeter er tættest på hinanden den 17. januar, hvor afstanden er godt 2°.

Aftenhimlen den 17. januar kl. 17:30. Planeterne står på dette tidspunkt 24° over horisonten. Stjernen mod vest er Altair i Ørnen.

Det faktum at Saturn og Venus kan ses i samme retning på aftenhimlen indikerer, at det er ved at synge på sidste vers for at se Saturn, fordi den nærmer sig konjunktionen med Solen. Konjunktionen finder dog først sted den 12. marts, så i januar foreligger muligheden fortsat tidligt på aftenen. 1. januar går Saturn ned næsten 6 timer efter Solen, men da de bedste observationsbetingelser er, medens planeten står højt på himlen, er det kun timerne umiddelbart efter tusmørkets afslutning, som er brugbare. Den 31. januar finder nedgangen sted godt tre timer efter solnedgang. Selv om Saturns størrelse er sammenlignelig med Jupiters, ses dens skive blot under en vinkel på 16”. Den væsentligste årsag hertil er, at afstanden til Saturn er dobbelt så stor som til Jupiter.

Saturns imponerende ringsystem kan kun ses gennem et teleskop. Det imponerende er måske så meget sagt, for selv om ringene har mere end dobbelt så stor udstrækning som selve planeten, er den lodrette udstrækning kun nogle få buesekunder. I begyndelsen af januar er deres hældningsgrad i forhold til retningen mod Jorden 4°, og i slutningen af måneden er den formindsket til 3°. Midt i marts ses ringene lige fra kanten, men på dette tidspunkt står Saturn i samme retning som Solen og kan derfor ikke ses.

Saturns ringe 2020-2025. Når Saturn dukker op på morgenhimlen i løbet af sommeren, ses ringene ”nedefra”, men hældningsgraden er fortsat meget lille.

Neptun befinder sig ligesom Saturn i Vandmanden. Den står omkring 12° længere mod øst og derfor højere på himlen, men også for Solsystemets yderste planets vedkommende er det ved at være slut i denne omgang, for dens lysstyrke på mag 7,8 kræver en helt mørk himmel. Sidst i januar passerer Venus indenfor et prismekikkertsynsfelt fra Neptun.

Venus og Neptun 31. januar. Kortet viser de to planeter gennem en prismekikkert med et synsfelt på 7°. Stjernen til højre lige udenfor synsfeltet er Lambda Psc på mag. 4,5. Lambda er en af stjernerne i den asterisme, som udgør den vestligste af Fiskene. Se et søgekort under Stjernehimlen i december.

Uranus er næsten stationær i januar forud for afslutningen af den retrograde bevægelse, idet denne afløses af den sædvanlige prograde mod venstre i forhold til baggrunds-stjernerne den 1. februar. Med sin lysstyrke på mag. 5,7 er Uranus nem at finde ved hjælp af en god prismekikkert og nedenstående søgekort, som har en bredde på 60°. Se også kortet på Stjernehimlen i december 2024.

Uranus’ bevægelse i januar er den lille streg i den blå cirkel på grænsen mellem Vædderen og Tyren.

Med et synsfelt på 1° er det tydeligt, at Uranus’ bevægelse næsten går i stå i sidste halvdel af måneden, inden den prograde bevægelse påbegyndes.

Såfremt morgenhimlen er helt klar ned til horisonten mod sydøst den 1. januar – og såfremt man ikke har eftervirkninger fra aftenen og natten forud herfor – kan man hilse 2025 velkommen med et kig på Merkur. Solsystemets mindste og inderste planet har denne morgen en lysstyrke på mag. 0,4 og står en time før solopgang 3½° over horisonten 12° øst for Skorpionens klareste stjerne, den røde kæmpe Antares.

Merkur den 1. januar én time før solopgang. Stjernen til venstre er Antares i Skorpionen.

Merkur bibeholder lysstyrken de følgende morgener, men dens vinkelafstand til Solen bliver hurtigt mindre, så den forsvinder snart i morgendæmringen. Herefter har Merkur en gunstig tilsynekomst på aftenhimlen i slutningen af februar og begyndelsen af marts.

Merkurs højde over horisonten en time før solopgang 1.-10. januar.

Januars højdepunkt er Marsoppositionen. Den røde planet står modsat Solen den 15. januar og vil på dette tidspunkt have en lysstyrke på mag. ÷1,4. Hvis man er fortrolig med stjernehimlen, vil man vide, at det er samme lysstyrke som himlens klareste stjerne Sirius. Men man vil samtidig også vide, at der ikke er tale om en gunstig opposition, idet Mars under de mest optimale forhold kan opnå en lysstyrke på mag. ÷2,8. Sidst dette var tilfældet, var i juli 2018.

Normalt har Mars en beskeden lysstyrke, idet den kun når negative værdier i et par måneder omkring oppositionen, og eftersom marsoppositioner kun forekommer med 26 måneders mellemrum, er det kun hvert andet år, den røde planet gør sig virkelig bemærket. Ved de mest gunstige oppositioner er afstanden ca. 55 millioner kilometer, medens den under konjunktionen kan blive helt op til ca. 380 millioner kilometer. Den tilsyneladende lysstyrke varierer pga. den store forskel i afstanden mellem Mars og Jorden fra mag. ÷2,8 til mag. 1,8. Under de gunstige oppositioner overstråles Mars kun af Venus, medens den i de lyssvage konjunktioner lyser omtrent som Karlsvognens stjerner.

Mars’ lysstyrke gennem de seneste 5 år.

Under en opposition befinder Jorden og Mars sig på samme side i deres baner omkring Solen, og de to planeter opnår den korteste afstand til hinanden. Eftersom Jorden fuldfører en omgang om Solen på 365,26 dage, og Mars bruger 686,98 dage, vil Jorden have mere fart på og derfor overhale Mars hver gang der gennemsnitlig er gået 779,74 dage, hvilket kaldes Mars’ synodiske periode. Banernes ellipseform medfører dog, at intervallet mellem to oppositioner varierer mellem 764 og 810 dage.

Imidlertid er det ikke alle oppositioner, som er lige gunstige. Jordens og især Mars’ ellipseformede bane medfører, at afstanden mellem de to planeter varierer temmelig meget. Under de mest ugunstige oppositioner er afstanden næsten 100 millioner kilometer, medens den under de gunstige kan komme helt ned på 56 millioner kilometer.

Mars, gunstig og ugunstig opposition.

Marsoppositioner 2012-2025.

Marsoppositioner 2012-2027 i tabelform.

Når det drejer sig om observation med et teleskop, er det vigtigste ikke lysstyrken, men derimod den tilsyneladende diameter. Jo større den er, jo flere detaljer kan man selvsagt se. Under den aktuelle oppositioner har Mars en udstrækning på 14,5”. Kun den næste opposition i februar 2027 er værre, for her vil Mars kun have en udstrækning på 13,8”. Under det mest gunstige kan den komme helt op på 25,1”.

Et andet vigtigt forhold er, hvor højt Mars kommer op over horisonten. Desværre ligger det sådan, at Mars’ mest gunstige oppositioner finder sted i sommermånederne, dvs. på et tidspunkt, hvor Mars befinder sig i den lavest beliggende del af Ekliptika, og derfor ikke kommer ret højt op over horisonten. De ugunstige forekommer derimod om vinteren i de højest beliggende stjernebilleder på Ekliptika. Den større kulminationshøjde kompenserer således lidt for Mars’ lille udstrækning, men kun gennem et større teleskop er det i disse tilfælde muligt at skelne nogle af Mars’ overfladetræk.

Mars roterer omkring sin akse på 24 timer og 37 minutter – dvs. en lille smule langsommere end Jorden. Hvis man derfor iagttager Mars på samme tidspunkt to efterfølgende nætter, vil den samme struktur, som man så aftenen i forvejen, stå 9°11’ længere mod vest, hvilket får det til at se ud, som om Mars roterer baglæns. Det er nemmest at se detaljer i nærheden af meridianen, dvs. midt på Mars’ skive. I løbet af 5 uger vil alle områder på Mars passere meridianen, hvis man observerer på samme tidspunkt hver nat. Med et lille on-line program er der mulighed for at se, hvilken side Mars vender mod Jorden på et bestemt tidspunkt.

Mars ved midnat natten mellem den 15. og 16. januar.

Kort tid efter mørkets frembrud den 4. januar bliver Saturn okkulteret af Månen. Højden over horisonten ved okkultationens begyndelse kl. 18:30 er 22°, og ved afslutningen en times tid senere er højden 16°. I modsætning til okkultation af stjerner, hvor stjernerne forsvinder i et splitsekund på grund af deres punktform, varer en okkultation af planeterne væsentligt længere tid, fordi de har en udstrækning.

Okkultationen af Saturn. Stjernen umiddelbart ud for Saturn på det indsatte billede er 85 Aqr på mag. 6,7. Den bliver okkulteret næsten samtidig med Saturn. Saturns største måne, Titan på mag 8, bliver okkulteret 5 minutter efter Saturn. ”Stjernen” mod sydvest på det store billede er planeten Venus.

Månen okkulterer adskillige af stjernerne i Plejaderne i morgentimene den 10. januar. Månen passserer gennem den nederste del af stjernehoben, og kl. 03:05 forsvinder Merope (23 Tau) på mag. 4 bag Månens ubelyste rand. Merope dukker op igen 35 minutter senere ved den modsatte belyste side af Månen. Kl. 4:10 er Månen nået frem til Atlas (27 Tau) på mag. 3,6. Atlas er ligeledes okkulteret i omkring 35 minutter. Månen er på dette tidspunkt i en højde på 5° over horisonten mod nordvest.

Månen passerer nogle få buesekunder under Plejadernes klareste stjerne, Alcyone, som ligger mellem Merope og Atlas.

Udover de to nævnte bliver adskillige af Plajadernes svagere stjerner med lysstyrker under mag. 6 også okkulteret. I de kommende år vil der forekomme en længer serie okultationer af Plejaderne.

I de tidlige morgentimer den 14. januar passerer Månen tæt forbi Mars. Når de er tættest sammen kort tid efter kl. 05, står Månen og Mars i en højde på 30° mod vest med Månen ¼° under planeten.

Årets første meteorsværm plejer ikke at gøre det store væsen af sig, og det på trods af, at den hører til blandt de mest aktive. Meteorsværmen er aktiv mellem ca. 28. december og 12. januar med maksimum natten mellem den 3. og 4. januar. Under normale forhold kan der forekomme en ZHR på helt op til 120, men det ofte kolde og overskyede vejr i begyndelsen af året afholder mange fra at gå ud under stjernerne. Da Kvadrantiderne tilmed har et forholdsvist kortvarigt maksimum på 4-6 timer, sker det ofte, at det falder på et uheldigt tidspunkt i løbet af døgnet. Bedste betingelser er efter midnat, hvor radianten står højt på østhimlen. I 2025 falder maksimum få dage efter nymåne, hvilket betyder, at Månen går tidligt ned og efterlader en mørk himmel.

Meteorerne synes at udstråle fra et punkt umiddelbart nord for Bootes. I dette område lå tidligere et stjernebillede, som blev kaldt Quadrans Muralis, og meteorsværmen er derfor den eneste, som ikke har navn efter det stjernebillede, hvori radianten ligger, idet Quadrans Muralis ikke længere er et af de 88 officielle stjernebilleder. Kvadrantidernes radiant ligger tæt på den nordlige horisont om aftenen, hvorefter den stiger højere på himlen. Ved 2-tiden er den kommet 1/3 af vejen op mod zenith, og inden daggry står området næsten lodret over hovedet. Kvadrantiderne stammer fra asteroiden 2002 EH1, som først blev opdaget i 2002. I mange år var Kvadrantidernes ophavskomet således ukendt af astronomerne.

Kvadrantidernes radiant kl. 02.