Stjernehimlen i november 2025
November er ifølge kalenderen årets sidste efterårsmåned. Det kan da også tydeligt ses, at de tre vintermåneder snart står for døren, for efter at have stillet urene fra sommertid til normaltid den sidste søndag i oktober, kan vi konstatere, at nattemørket allerede sænker sig sidst på eftermiddagen. Solen går ned kl. 16:39 den l. november, og den står først op igen kl. 07:26 den følgende morgen. Nattemørket varer derfor mange timer, men Solen er trods alt på himlen så længe, at der stadig er mulighed for at se, hvad der inspirerede Grundtvig til at skrive Nu falmer skoven trindt om land i 1844.
J.H. Nebelong satte melodi på teksten i 1889, men måske burde vi ændre lidt på Grundtvigs originale tekst og i stedet for ’falmer’ skrive ’flammer’. Siden bladene foldede sig ud i foråret, har skoven haft én farve: grøn. Om efteråret forsvinder den grønne farve gradvist, og i stedet får skoven et væld af farver, der næsten dækker hele spektret, så skoven er faktisk ikke smukkere end om efteråret.
Efterårsfarver.
Nattemørket varer som nævnt mange timer i november, og det er også i denne måned, at der bliver mørkt på Nordpolen. Den gængse opfattelse er, at på Nordpolen skinner Solen seks måneder i træk fra den står op ved forårsjævndøgn, og indtil den går ned ved efterårs-jævndøgn, og at der i de næste seks måneder er bælgravende mørkt. Der er imidlertid noget, som hedder tusmørke. Vi kender det herhjemmefra ved solop- og nedgang og især i de lyse nætter om sommeren. Så længe Solen er mindre end 6° under horisonten, er der borgerligt tusmørke. Det efterfølges af nautisk tusmørke, indtil Solen er 12° under hori-sonten, hvorefter der er astronomisk tusmørke, indtil den er 18° under horisonten. Først herefter indtræffer nattemørket.
På Nordpolen forsvinder Solen under horisonten den 25. september og altså ikke på selve efterårsjævndøgn. Det skyldes den atmosfæriske refrak-tion, som ved horisonten afbøjer lyset, så Solen ser ud til at stå omkring ½° højere end i virkeligheden. Efter at være forsvundet ud af syne dykker Solen ganske langsomt længere og længere ned under horisonten, og først omkring 8. oktober er den kommet så langt ned, at det borgerlige tusmørke er slut. Det nautiske tusmørke slutter omkring 25. oktober og det astronomiske tusmørke omkring 11. november. Først da er der pr. definition nattemørke, hvilket varer indtil omkring 29. januar, hvor tusmørkecyklussen begynder igen i modsat rækkefølge. Der er således kun nattemørke i godt 2½ måned, og halvdelen af den tid er Månen over horisonten. På Sydpolen gælder det samme; blot på de modsatte årstider af den nordlige halvkugle.
Karlsvognen (Store Bjørn) står lavt over horisonten mod nord i aftentimerne på denne årstid. De to bagerste stjerner i ”vognkassen” peger mod Nordstjernen, som altid står i samme retning og højde.
Karlsvognen som vejviser til Nordstjernen.
Som bekendt roterer Jorden omkring sin akse, som går i en lige linje gennem de to poler og Jordens centrum. Aksens tænkte fortsættelse fra Nordpolen og opefter peger på det punkt på himlen, som kaldes Himlens nordpol. Her befinder der sig tilfældigvis en forholdsvis klar stjerne, førnævnte Nordstjernen eller Polaris, som er den internationale betegnelse. Når Jorden roterer omkring sin akse, ser stjernerne i løbet af natten ud til at foretage en cirkelbevægelse med Nordstjernen som centrum. Mange har den opfattelse, at Nordstjernen er himlens klareste stjerne, hvilket formodentlig skyldes, at navnet er så velkendt. I virkeligheden er der 49 andre stjerner, som er klarere.
Rotationen omkring aksen på 24 timer (helt nøjagtig er det 23 timer, 56 minutter og 4 sekunder), er imidlertid ikke den eneste bevægelse, som jordaksen foretager. Den mest dramatiske af dem er den såkaldte præcession. Præcessionen kan illustreres ved hjælp af en snurretop. Når snurretoppen er sat i rotation, begynder hastigheden at aftage, og samtidig begynder rotationsaksen at ændre retning. Jordaksens retning ændres også, og som en konsekvens heraf, peger den på forskellige stjerner langs en cirkel med en diameter på 47°. Det går langsomt, for det tager omkring 26000 år at fuldføre en cyklus.
Snurretop og Jorden.
I de 5-6.000 år, hvor der har været skriftlige kilder til menneskehedens historie, har Nordstjernen kun været brugbar til navigation i de seneste omkring 1000 år. Da egypterne opførte de store pyramider, var det stjernen Thuban i Dragen, som var nordstjerne, men efterhånden som århundrederne gik, syntes Thuban at glide længere og længere væk fra himlens nordpol. Selvom den ikke var så tæt på himmelpolen som Thuban, blev Kochab i Lille Bjørn derefter benyttet som nordstjerne omkring år 2000 f.Kr. Da romerriget havde sin storhedstid, var der ingen iøjnefaldende nordstjerne, så rejsende og søfarende måtte bruge andre metoder til at bestemme nordretningen.
For omkring 1.000 år siden begyndte man at bruge den nuværende nordstjerne til navigation. Det var især de nordiske vikinger, som holdt øje med dens position, når de sejlede til Grønland og til Nordamerika.
Vikingeskibe afbildet på Bayeux tapetet.
Søfarerne havde ikke muligheden for at anvende Nordstjernen under de store opdagelses-rejser, hvor man sejlede rundt om Afrika og Sydamerika. Når man passerede Jordens Ækvator forsvandt Nordstjernen under horisonten. Der måtte derfor tegnes nye kort over den hidtil ukendte stjernehimmel, men beklageligvis var der ingen klare stjerner i nærheden af nær himlens sydpol. Her blev Sydkorset en vigtig markør, selv om den ligger langt fra den ønskede position, men søfolkene fandt jo alligevel vej rundt om Jorden.
Nu bruger man GPS, så Nordstjernen har ikke længere den samme betydning som tidligere, og det er naturligvis lidt ærgerligt, for den kommer gradvist tættere på himlens nordpol, og om 100 år vil afstanden kun være ½ grad.
Præssionen fortsætter, og om 14000 år vil det være Vega i Lyren, som er tættest på himlens nordpol. Vega er meget klarere end Nordstjernen, men den vil aldrig komme så tæt på himmelpolen som den nordstjerne, vi kender i dag. Når den er tættest på, vil afstanden til himmelpolen være næsten 10 månediametre.
Præcesssionen.
Merkur befinder sig på aftenhimlen efter solnedgang først på måneden, og med en vinkel-afstand fra Solen på 24° og en lysstyrke på mag. ÷0,1 burde den intuitivt være synlig. Imidlertid ligger Merkur under Ekliptika, og står derfor meget lavt over horisonten. Dette er et af de tilfælde, hvor Merkur på trods af den store vinkelafstand ikke kan ses fra danske breddegrader, medens den syd for Ækvator har en langt gunstigere tilsynekomst.
Merkur befinder sig i Skorpionen, så samme forhold fra danske breddegrader gælder i øjeblikket for Mars, som ligeledes befinder sig i Skorpionen og har en lystyrke på mag 1,4. Ligeledes er Skorpionens klareste stjerne – Antares på mag. 1,1 – ikke synlig.
Aftenhimlen ved solnedgang i Danmark den 9. november. Rækkefølgen er fra venstre Antares, Merkur og Mars. Den skrå linje er Ekliptika.
Samme situation set fra Sydafrika. Konturen af Skorpionen er markeret.
Saturn befinder sig i den østligste del af Vandmanden. Lysstyrken på mag. 0,8 falder ganske lidt til mag. 0,9 i løbet af november, men da det er et område med kun få klare stjerner, er Saturn det klareste objekt på den del af himlen.
Saturn var i opposition den 21. september og har endnu ikke afsluttet sin oppositions-sløjfe, så den bevæger sig fortsat retrogradt indtil den 27. november, hvor den begynder at bevæge sig progradt igen.
Saturns berømte ringe er næsten forsvundet ud af syne. Ringene ligger dog fortsat omkring planeten, men ringplanets hældning i forhold til synsretningen fra Jorden når et minimum på 0,4°. Herefter begynder vinklen igen at blive større. Forklaringen på hvorfor synsretningen bliver mindre selvom Jorden krydsede ringplanet i marts, fremgår af omtalen i oktober.
Saturn den 20. november.
Saturns ringe kredser om planeten i samme plan som dens ækvator, og på overstående billede fremgår det, at det samme er tilfældet for de fleste af dens større måner. Dette sammenfald betyder, at når synsretningen fra Jorden er sammenfaldende med ringplanet, vil månerne ligge på linje. Titan, som er Saturns største måne, kan med en lystyrke på mag. 8 ses i stort set ethvert teleskop. På billedet befinder Titan sig yderste til venstre, og den aktuelle position på de klareste af de øvrige måner fremgår af dette on-line program.
Inden teleskopet blev opfundet for lidt mere end 400 år siden, blev Saturn betragtet som den yderste planet i Solsystemet, og man havde ikke forestillet sig, at der skulle være flere længere væk. Der var ingen grund til at spekulere over, om der skulle være flere end de kendte syv vandrende himmellegemer, som havde været kendt siden oldtiden.
Da Galilei opdagede Jupiters fire store måner i 1610, udgav en af Galileis modstandere, den italienske astrolog Francesco Sizzi, året efter en bog, hvori han postulerede, at Galileis måner ikke eksisterede. I bogen med den lange titel Dianoia astronomica, optica, physica, qua Syderei Nuncij rumor de quatuor planetis à Galilaeo Galilaeo mathematico con cuens perseberrispect (Diskussion om astronomi, optik og fysik, om et rygte i Sidereus Nuncius om fire planeter observeret med et teleskop af den bemærkelsesværdige matematiker Galileo Galilei, viser sig at være ubegrundet).
Sizzis hovedargument var: ”I makrokosmos er der syv planeter, som svarer til de syv metaller i astrologien. Solen: guld. Månen: sølv. Venus: kobber. Jupiter: tin. Mars: jern. Saturn: bly. Merkur: kviksølv. I mikrokosmos har det menneskelige hoved syv åbninger. Det skulle være unødvendigt at nævne, at vi ikke har ikke brug for flere, og der er ingen plads til de ekstra planeter, som Galileo hævder at have opdaget. Så de eksisterer ikke!”
Sizzys ord blev hurtigt gjort til skamme, for allerede det følgende år opdagede Galilei en planet, som ligger tre gange så langt væk som Saturn – han vidste blot ikke, at det var en planet.
Den 28. december 1612 og igen den 27. januar 1613 observerede Galilei Jupiter, og han tegnede en skitse og nedskrev sine iagttagelser i journalen. Ved begge lejligheder anførte han en svag baggrundsstjerne, og da han den 28. januar gentog observationen, syntes baggrundsstjernen at have flyttet sig i forhold til natten før. Galilei antog dette for en observationsfejl og forfulgte ikke sagen yderligere. I virkeligheden var baggrundsstjernen planeten Neptun, som tilfældigvis var i konjunktion med Jupiter.
Galileis skitse, hvor Neptun er angivet som * fixa.
Galileis teleskop var ikke så godt, at han var i stand til at se planetens skive på 2,3″, men han noterede, at stjernen synes at være svagt blålig. Neptun blev først officielt opdaget og anerkendt som en planet i 1846, men Galilei var alligevel det første menneske, som så denne fjerne klode.
Lige så pudsigt er det, at planeten Uranus også var meget tæt på Jupiter under Galileis observationer. I februar 1610 lå Uranus mindre end 2° nordvest for Jupiter, medens Galilei var i gang med de undersøgelser, han omtaler i Sidereus Nuncius. Uranus er mere lysstærk end Neptun og har en tilsyneladende udstrækning, der er 50% større. Uranus kan endda lige netop ses med det blotte øje under gode forhold, men Galileis teleskoper havde et meget snævert synsfelt, og da han koncentrerede sig om Jupiter, fik han formodentlig aldrig øje på Uranus, som først blev opdaget af Herschel i 1781 – og det var denne opdagelse, som indirekte førte til opdagelsen af Neptun 65 år senere.
Da Neptun blev fundet i 1846, var det ikke helt tilfældigt, for efter opdagelsen af Uranus viste det sig, at dens bane formodentligt blev påvirket af en planet endnu længere ude. Baseret på en meget omfattende beregning havde franskmanden Urbain Le Verrier og englænderen John Couch Adams forudsagt både eksistensen og positionen af denne planet. Planeten blev fundet samme aften som Johann Gottfried Galle, en tysk astronom ved observatoriet i Berlin, havde modtaget et brev fra Le Verrier med de fornødne oplysninger. Positionen viste sig at passe indenfor 1° af den beregnede. Senere viste det sig, at også Adams havde fundet den korrekte position – endda flere år før LeVerrier, men ingen tog i første omgang hans beregninger alvorligt, så Adams beregninger blev liggende i en skuffe og først fundet frem, da opdagelsen var en kendsgerning.
Galles kort med angivelse af Neptuns beregnede position og den faktiske position den 23. september 1846.
I dag kendes Neptuns position med stor præcision, og med en lysstyrke på mag. 7,7 er den indenfor rækkevidde af en god prismekikkert, så man kan selv eftergøre Galileis observation. Neptun befinder sig i øjeblikket blot omkring 4° fra Saturn, og vil derfor være indenfor samme synsfelt i prismekikkerten. Gennem prismekikkerten ses Neptun blot som en svag stjerne. Kun gennem et godt teleskop med stor forstørrelse er det muligt at skelne dens svagt blålige skive.
Stjernekortets dækker over 8° × 5½°. Neptun er til venstre og Saturn til højre. Linjen viser deres retrograde bevægelse (mod højre) i november. Lysstyrken på de klareste baggrundsstjerner er angivet. De to svagere fra HIP kataloget har nogenlunde samme lysstyrke som Neptun.
Uranus, den anden planet som Galilei gik glip af, er endnu nemmere at finde end Neptun. Uranus er i opposition den 21. november, og med en lysstyrke på mag. 5,7 befinder den sig 4½° under Plejaderne. Fire stjerner i samme område har nogenlunde samme lysstyrke, og i løbet af måneden kan man følge, hvordan Uranus’ under sin retrograde bevægelse kommer lidt mere end én grad tættere på de nederste af disse to. Uranus har en svagt grønlig nuance og dens udstrækning er 4”.
Uranus i november.
Den åbne stjernehob Plejaderne kendes af de fleste som Syvstjernen, og i astronomisk terminologi har den betegnelsen M45. Den indeholder flere tusinde stjerner, men som navnet antyder, kan man kun se nogle få med det blotte øje. Med en prismekikkert stiger antallet til mange hundrede. Tyrens er hjemsted for endnu en åben stjernehobe, Hyaderne, og selv om Tyrens klareste stjerne Aldebaran synes at befinde sig midt i hoben, ses den blot tilfældigvis i samme retning. Afstanden til Hyaderne er 153 lysår, og afstanden til Aldebaran er 68 lysår.
Da Galilei som den første rettede et teleskop mod himlen, blev han forbløffet over det store antal hidtil ukendte stjerner, der kunne ses gennem hans instrument. I Sidereus Nuncius, Budskabet fra Stjernerne, skrev han: ”Udover stjernerne af sjette størrelse kan en mængde andre, som skjuler sig for det blotte øje, ses gennem teleskopet”. Galilei indså, at de i antal langt overgik antallet af synlige for det blotte øje, så han koncentrerede sig kun om nogle få udvalgte områder, heriblandt Plejaderne og Orions Bælte.
Galileis skitse af Plejaderne.
Der er ikke behov for hverken søgekort eller optisk udstyr for at se solsystemets største planet. Jupiter befinder sig under Castor og Pollux i Tvillingerne og er næsten stationær hele måneden, idet dens prograde bevægelse bliver afløst af den retrograde den 11. november.
Vinterstjernehimlens typiske stjernebilleder med Jupiter i Tvillingerne.
Med en lysstyrke på mag. ÷2,3, som stiger til mag. ÷2,5 i månedens løb, overstråler Jupiter alle de øvrige ”stjerner” i området. Jupiters udstrækning forøges fra 41” den 1. november til 44” den 30. november. Gennem et selv lille teleskop kan man se de to mørke ækvatoriale skybånd samt nogle af de øvrige atmosfæriske særpræg, som f.eks. Den store røde plet, når den befinder sig på den side, som vender ned mod Jorden.
Endnu tydeligere er de fire store måner Io, Europa, Ganymede og Callisto. De er ligeledes synlige gennem stort set ethvert teleskop, og hvis de befinder sig længst væk fra Jupiter i deres yderposition, kan især Ganymede og Callisto endda skimtes gennem en god prismekikkert. Under deres omløb omkring Jupiter passerer de fra tid til anden ind foran planeten eller bliver skjult bagved enten af selve planeten eller dens skygge. Under en passage foran Jupiter kan en månes skygge ses om en lille sort plet, medens det er langt sværere at se månen selv, fordi kontrasten til Jupiters skydække er for lille. Ganymedes og Callisto er de nemmeste, fordi de ser væsentligt mørkere ud end de to øvrige måner. Månernes position til et givet tidspunkt kan forudberegnes med stor nøjagtighed, og kan findes ved hjælp af dette lille program, som også viser, hvornår den store røde plet er synlig.
Jupiter står op kl. 21. den 1. november, og i slutningen måneden finder opgangen sted allerede kl. 19.
Det er ved at være sidste udkald for at se Venus i denne omgang, fordi den efterhånden er kommet så tæt på Solen, at opgangen først finder sted et times tid før solopgang. Neden-stående skitse viser dens højde over horisonten hver anden morgen én time før solopgang. Dens lysstyrke på mag. ÷3,9 betyder dog, at den kan ses et pænt stykke tid herefter i det fremadskridende daggry – især når man hvor den befinder sig og evt. bruger en prismekikkert. Den 25. står Venus op præcist én time før Solen (sidste markering med Venus lige i horisonten), og samme morgen bliver den afløst af Merkur, som efter efter sin optræden på aftenhimlen (omtalt i starten af denne oversigt) har passeret konjunktionen med Solen og bevæger sig om på morgenhimlen. Den 25. har Merkur kun en lystyrke på mag. 2, men lysstyrken stiger hurtigt, og som det fremgår af skitsen bliver højden over horisonten også hurtigt større. Den sidste markering for Merkurs vedkommende er den 1. december, og her er lysstyrken allerede steget til mag 0.
Venus på morgenhimlen hver anden morgen fra 1. til 25. november. De fire små markeringer er Merkur hveranden morgen fra 25. november til 1. december.
Eftersom Venus befinder sig i stor afstand på den modsatte side af Solen, vil den gennem et teleskop kun have en udstrækning på 10”, og den lille men fortsat lysstærke skive er 97% belyst.
Stjerneskudssværmen Leoniderne er med i tabellen over årets store meteorsværme. Den er dog ikke særlig aktiv, idet man ikke kan forvente mere end nogle få meteorer i timen under maksimum, som finder sted om den 17./18. november. Løven står op kort tid før midnat, men de bedste observationsbetingelser opstår først, når området er kommet højere op på himlen, så det bedste tidspunkt er fra omkring kl. 03 til daggry. En stor fordel i 2025 er, at maksimum finder sted under gode betingelser, idet Månen først står op kort tid før kl. 6 om morgenen den 18. november. Da Jorden rammer meteorstrømmens partikler næsten direkte forfra, bevæger Leoniderne sig hurtigere end nogen anden sværm – 71 km/sekund, og mange af meteorerne efterlader spor, som kan vare ved mange sekunder.
Leoniderne har tidligere været meget aktiv, især hvert 33. år, som er den tid, ophavskome-ten 55P/Temple-Tuttle bruger til en omkredsning af Solen. Leoniderne havde store udbrud i 1799, 1833 og 1966. Det var den store meteorstorm i 1833 med mange tusinde meteorer i timen, som fik astronomerne til at interessere sig for meteorsværme og deres ophavsko-meter. Seneste nogenlunde store aktivitet var i årene mellem 1998 og 2002, hvor der i sidstnævnte år blev observeret op i nærheden af 500 meteorer i timen. Siden da er aktivi-teten faldet, og computermodeller viser, at Jupiters tyngdepåvirkning får den tætteste del af Leonidestrømmen til at passere forbi Jordens bane de kommende mange år.
Leonidernes radiant ved Månens opgang den 18. november.
Månens aktuelle fase: https://svs.gsfc.nasa.gov/5415/