Stjernehimlen i juli 2026
Juli er den midterste af de tre sommermåneder, og det man lægger mærke til på nattehim-len er, at de svageste stjerner ikke kan ses. Sommeren på vore breddegrader er nemlig præget af de lyse nætter – især i begyndelsen af måneden, hvor der kun er gået godt en uge siden sommersolhverv. Sidst på måneden er vi kommet så langt frem på sommeren, at der så småt igen begynder at bliver mørkt omkring astronomisk midnat. Afhængig af hvor i Danmark man bor, slutter de lyse nætter en uges tid ind i august.
De klareste stjerner lyser så meget, at de er synlige på trods af de lyse nætter. Tre af disse danner en stor ligebenet trekant højt på himlen i sydlig retning. Der er tale om Vega i Lyren, Deneb i Svanen og Altair i Ørnen. Tilsammen kaldes de Sommertrekanten, men eftersom trekanten består af stjerner fra tre forskellige stjernebilleder, er den ikke i sig selv et rigtigt stjernebillede, men derimod en såkaldt asterisme.
Himlen ved astronomisk midnat midt i juli med Svanen, Lyren og Ørnen fremhævet. De to små svage stjernebilleder Pilen og Delfinen mellem Svanen og Ørnen er sværere at se på denne årstid, men til gengæld kan både Karlsvognen og Cassiopeia tydeligt ses.
Mellem 1. og 11. april i år var verdens øjne rettet mod Månen og de fire astronauter i Artemis 2 missionen. Der var da gået 57 år siden Neil Armstrong som det første menneske satte sit fodaftryk på Månens overflade, og her mere end et halvt århundrede senere er der kun omkring 2 milliarder af den nuværende befolkning på 8 milliarder, som selv oplevede de hektiske dage og de slørede sort/hvide billeder, der blev sendt direkte på TV, medens Armstrong gik ned af stigen og trådte ud på Månen. For flertallet er det kun historie.
På trods af de historiske og videnskabelige facts er der alligevel mange, som fortsat tror, at månelandingerne var svindel, men betegnende nok var der ingen, som var i tvivl, medens begivenhederne fandt sted. Det var først adskillige år senere, at den sejlivede konspirationsteori opstod, og den kan spores tilbage til Bill Kaysing, som hævdede at have arbejdet for NASA i 1960’erne, og som mente at havde insiderviden om en regeringssammensværgelse om at forfalske månelandingerne.
Bill Kaysing udgav i 1976 en bog: We Never Went to the Moon: America’s Thirty Billion Dollar Swindle. Den grundlæggende konspirationsteori er, at NASA ikke kunne nå at landsætte en mand på Månen inden slutningen af 1960’erne, som præsident John F. Kennedy havde lovet. Bill Kaysing påstod, at NASA iscenesatte månelandingerne i et filmstudie, og at rumfartsorganisationen har dækket over den omfattende svindel lige siden. Bill Kaysing fik efter udgivelsen af bogen støtte fra The Flat Earth Society, som mente at kunne bevise, at filmen blev optaget i Hollywood og var baseret på et manuskript af Arthur C. Clarke og instrueret af Stanley Kubrick. I fladjordtilhængernes verdensbillede er rumfart ikke mulig, for Månen og hele Universet for den sags skyld er en illusion.
De historiske facts er, at Apollo 11 blev opsendt fra Kennedy Space Center i Florida den 16. juli 1969 kl. 13:32:00 UT, og at det var den femte bemandede mission i Apolloprogram-met og samtidig tredje gang, der blev sendt astronauter mod Månen. Forud for dette havde der været 6 bemandede Mercury missioner og 10 bemandede Gemini missioner.
Mandskabet på Apollo 11 bestod af Neil Armstrong, Edwin Aldrin og Michael Collins. De to førstnævnte landede på Månens overflade i Stilhedens Hav den 20. juli 1969 kl. 20:17:40 UT, og den 21. juli kl. 02:56 UT trådte Neil Armstrong ned fra landingsmodulets stige. Alle tre astronauter vendte tilbage til Jorden den 24. juli kl. 16:50:35 UT og fuldførte således præsident John F. Kennedys målsætning: “Landing a man on the Moon and returning him safely to the Earth before this decade is out“.
Neil Armstrong går ned af Eagles stige og træder ud på Månen. “That’s one small step for a man, one giant leap for mankind.”
NASA indledte forberedelserne til månelandingerne med 7 rumsonder mellem 1962 og 1965. De skulle lande hårdt på Månens overflade og blev derfor knust ved nedslaget. Et stort antal billeder fra nedflyvningen skulle løbende sendes tilbage til Jorden. De tre første Ranger-sonder mislykkedes; to af dem ramte ved siden af Månen, og den tredie ramte Månens bagside uden mulighed for at sende billeder. Den fjerde ramte nøjagtig som plan-lagt, men desværre var kamerasystemet defekt. De sidste tre blev succesfulde og optog tilsammen 17259 billeder. Ranger 9 blev som den sidste opsendt den 21. marts 1965 og landede tre dage senere i Alphonsus krateret.
Billedet øverst til venstre viser hele Alphonsus krateret, og det nederst til højre er det sidste, som blev optaget og sendt før nedslaget. Den hvide cirkel i hver ramme angiver landingsstedet.
I 1966 og 1967 opsendte NASA fem Lunar Orbiter rumfartøjer, som gik i kredsløb om Månen og optog tusindvis af nærbilleder, som skulle bruges til at finde de bedste landingssteder til Apollomissionerne. Et af de mest ikoniske blev optaget af Lunar Orbiter 2 den 24. november 1966, medens rumfartøjet passerede hen over det 93 kilometer store Copernicus krater. Billedet blev optaget fra en højde af 45 kilometer og i en afstand af 208 kilometer fra krateres midte, og for første gang kunne man se Månen som en verden af bjerge, dale, klippeblokke og andre landskabstræk i et helt andet perspektiv end set fra Jorden. Billedet af Copernicus fandt vej til verdenspressen og blev kaldt århundredes billede.
Copernicus. Århundredes billede fra Lunar Orbiter 2.
Forberedelserne til Apollomissionerne blev afsluttet med Surveyor-programmet, som fra juni 1966 til januar 1968 bestod af syv bløde landinger på Månens overflade. Det primære formål var at afprøve, om det i det hele taget var muligt at lande blødt på Månen. Fem af landingerne, herunder den første, blev gennemført med succes. Surveyor 2 kom ud af kontrol efter en mislykket midtvejskurskorrektion og styrtede med høj hastighed ned på Månen, og radioforbindelsen til Surveyor 4 gik tabt 2½ minut før den planlagte landing.
Surveyor 3 fik senere besøg af Apollo 12, som landede 200 meter fra rumsonden. Peter Conrad inspicerer her kameraet, som blev afmonteret og bragt med tilbage til Jorden.
De seks månelandingssteder.
Som nævnt er der mange, som hårdnakket fastholder, at Apollo-missionerne var svindel, og Artemis 2-missionen gav konspirationsteorien fornyet renæssance. Den store medie-bevågenhed med direkte TV-transmissioner og det nye billedmateriale blev øjeblikkelig forkastet som endnu en omgang svindel.
Et af de ikoniske billeder fra Apollo-missionerne blev optaget af astronauterne på Apollo 8 den 24. december 1968, da de som de første mennesker var i kredsløb om Månen. Billedet af Jorden, som stiger op over Månens horisont, rangerer i dag som et af de mest berømte billeder, som nogensinde er taget.
Forud for Artemis 2-missionen blev det foreslået, at gentage det berømte ”Earthrise”. Artemis 2 var ikke i kredsløb om Månen ligesom Apollo 8. I stedet svingede rumfartøjet rundt om Månen for at benyttede tyngdekraften til at sende det tilbage til Jorden. Denne manøvre fandt sted den 6. april, og den resulterende billedserie blev ikke en ny ”Earthrise”, men derimod en ”Earthset”, idet Jorden set fra Orion-rumkapslen forsvandt bag Månens horisont.
Earthrise 1968 og Earthset 2026.
Billederne af Jorden set fra Artemis blev helt forudsigeligt straks afvist af førnævnte konspirationsteoretikere som svindel, for hvorfor ser Jorden større ud, og hvorfor er Månens horisont mere krum end på de tilsvarende svindelbilleder fra 1968? Har NASA ikke gemt de gamle filmkulisser, som Stanley Kubrick brugte?
Rent faktisk så Månen mindre ud og dermed mere krum for astronauterne i Artemis 2, end den gjorde under Apollo 8. Det skyldes, at Apollo 8 gik ind i et lavt månekredsløb og fløj så tæt på som 110 km fra Månens overflade. I modsætning hertil passerede Artemis 2 Månen i en meget større afstand på omkring 6400 km. Desuden overser dette insisterede folkefærd fuldstændig, at der blev benyttet et kamera med en anden brændvidde.
I 1968 var det langt fra første gang, at Jorden blev fotograferet fra rummet. Rummet begynder i denne forbindelse ved den såkaldte Kármán-linje, der ligger 100 kilometer over Jordens overflade, og naturligvis var Jorden blevet fotograferet utallige gange fra balloner og fly.
I 1931 steg Auguste Piccard og Paul Kipfer til en højde på 15 kilometer og 800 meter i en brintballon og blev de første mennesker til at nå op i stratosfæren. De blev samtidig de første, som kunne bekræfte Jordens kugleform. Bemærk at billedet er en tegning.
De første billeder fra mere end 100 kilometers højde blev taget den 24. oktober 1946. Det var med et kamera, som var monteret udenpå en af de ombyggede tyske V-2 raketter, som USA erobrede efter 2. Verdenskrig. V-2 raketten nåede en højde på 105 kilometer, og kameraet optog ét billede hvert 1½ sekund på en 35 mm film, og selv om V-2 raketten blev knust ved nedfaldet, overlevede filmkassetten. Billederne viste et udsnit af den skydækkede Jord, hvor den krumme rand tydeligt kunne ses.
Første billede af Jorden fra 105 kilometers højde.
Explorer 6 blev opsendt den 7. august 1959. Satellittens formål var undersøgelse af kosmisk stråling i forskellige bølgelængder, registrering af mikrometeoritter m.v. samt fotografering af Jordens skydække. Den 14. august befandt Explorer 6 sig i en højde på 27.000 kilometer og optog det første billede fra en satellit i kredsløb om Jorden. Det temmelig slørede billede viste en del af Stillehavet og Mexico. Det tog 40 minutter at overføre det til modtagestationen på Hawaii.
Explorer 6, 14. august 1959.
Herefter gik der adskillige år, hvor Jorden utallige gange blev fotograferet fra både bemandede og ubemandede rumfartøjer i kredsløb om Jorden, inden en milepæl blev nået i 1966. Den 23. august dette år fik hele Verden at se, hvordan Jorden ser ud fra Månen, da Lunar Orbiter 1’s kamera blev rettet mod Jorden. Billederne var ikke på højde med dem, vi er vant til i dag, men viste trods alt Jorden fra et perspektiv, som aldrig tidligere var set.
Lunar Orbiter I 23. august 1966. Det sorthvide billede minder meget om de langt mere berømte farveoptagelser, som William Anders tog Juleaften 1968.
Et andet billede af Jorden set fra Månen er dette, som blev optaget af Eugene Cernan den 12. december under Apollo 17 missionen i 1972, som blev den sidste bemandede mission til Månen inden Artemis 2. Det viser Harrison Schmitt med det amerikanske flag og med Jorden i baggrunden.
Når der zoomes helt ind på det meget kendte billede fra Apollo 11 af Buzz Aldrin, kan man se Jorden afspejet foroven i rumhjelmen. Det er det første indirekte billede af Jorden optaget af en astronaut fra overfladen af Månen.
Bemærk fotografen Neil Armstrong, som også spejler sig i Aldrins hjem.
I dag eksisterer der billeder af Jorden optaget fra rumsonder næsten overalt i Solsystemet. Det, som er taget på størst afstand, er ”Pale Blue Dot”, som blev optaget den 14. februar 1990 af NASAs Voyager 1-rumfartøj, som på det tidspunkt befandt sig i en afstand på 6 milliarder kilometer, dvs. udenfor Neptuns bane.
Jorden var blevet fotograferet fra Månen mange gange, inden det første billede fra overfladen af en anden planet blev optaget af Mars Exploration Roveren Spirit den 11. marts 2004.
Rumsonden MESSENGER fik fra sin bane omkring Merkur på en optagelse den 6. maj 2010 både Jorden og Månen med på billedet. Rumfartøjet befandt sig på det tidspunkt 183 millioner kilometer fra Jorden.
Medens Solen var skjult bag Saturn, optog rumsonden Cassini den 19. juli 2013 et billede af Saturn og en del af ringsystemet i modlys. Jorden og Månen kom også med som bittesmå prikker. Cassini havde i 2006 og 2012 taget lignende fotografier.
Jorden fra Merkur, Mars, Saturn og Voyager 1.
Den største afstand Jorden er blevet fotograferet fra er de 6 milliarder kilometer, som var afstanden til Voyager 1 i 1990. Voyager 1 og Voyager 2 blev opsendt i 1977, og de befinder sig i dag henholdsvis 171 og 143 astronomiske enheder fra Solen. Enkelte af deres instrumenter fungerer fortsat og sender data tilbage til Jorden. Deres kameraer er dog for længst slukket. New Horizons som blev opsendt i 2006 fungerer også og befinder sig i øjeblikket 65 astronomiske enheder fra Solen. Til sammenligning er afstanden til Pluto 35 astronomiske enheder.
I juli er Jupiter og Merkur forsvundet fra aftenhimlen. Ganske vist er de først i konjunktion med Solen henholdsvis den 29. juli og den 12. juli. Jupiter skifter således først til morgenhimlen allersidst på måneden, men gennem hele juli befinder den sig for tæt på Solen til at være synlig. Det samme gælder for Merkur, som bliver ”morgenstjerne” midt på måneden.
Planeterne på aftenhimlen ved solnedgang den 1. juli. Den skrå linje er Ekliptika.
Som det ses på ovenstående skitse, står det bedre til med Venus. Den står dog ligesom Jupiter og Merkur forholdsvis lavt og vil stå lavere og lavere for hver aften, men med sin lysstyrke på mag. ÷4,1 vil den fortsat kunne ses i timerne efter solnedgang. Tilmed stiger lysstyrken ganske lidt til mag. ÷4,3 inden udgangen af juli. Den 1. juli har Venus en udstrækning på 16” og er 69% belyst. Den 31. er størrelsen forøget til 21” og belysningen svundet til 56%. Størrelsesforøgelsen er vanskelig at se, medens faseændringen er noget nemmere. Det kan dog kun ses gennem et teleskop. Ændringen skyldes, at afstanden mellem Jorden og Venus bliver mindre forud for nedre konjunktion, som først finder sted i oktober.
Venus 1. og 31. juli.
Venus på aftenhimlen hver tredje dag tre kvarter efter solnedgang i juli og august.
I overensstemmelse med Merkurs tilnavn, Gudernes hurtige sendebud, fjerner den sig efter konjunktionen med Solen den 12. juli så hurtigt, at den bliver synlig før solopgang sidst på måneden. I begyndelsen er lysstyrken ikke særlig høj, hvilket altid er tilfældet, når Merkur begynder at vise sig på morgenhimlen. Den 31. står Merkur med en lysstyrke på mag. 1,5 i en højde på 5½° over horisonten tre kvarter før solopgang.
Synsvinklen mellem Jorden, Solen og Merkur den 1., 12. og 31. juli.
Morgenhimlen den 31. juli tre kvarter før solopgang. Bemærk Mars med en lysstyrke på mag. 1,3.
Som det fremgår af ovenstående kort, står Mars betydeligt højere end Merkur. Mars var i konjunktion med Solen helt tilbage i januar, og har befundet sig på morgenhimlen siden da, men efter konjunktionen varer det altid nogle måneder, før den har fjernet sig så meget fra Solen, at den begynder at kunne ses kort tid før solopgang. En særlig udfordring kommer den 4. juli, hvor Mars står op knap 2½ time før Solen.
Morgenhimlen den 4. juli kl. 03.
Ved 03-tiden er Mars kommet op i en højde på omkring 5°, og såfremt himlen er så klar, at man finde den 1,3 størrelsesklasses planet på den lyse sommernattehimmel 5° under Plejaderne og rette et teleskop mod dens lille skive på 4½”, bliver man overrasket over, at yderligere en planet med samme størrelse befinder sig i synsfeltet blot 6’ fra Mars. Det er Uranus, som har en lysstyrke på mag. 5,8 og en udstrækning på 3½”. De to planeter ser næsten lige store ud, selv om Uranus’ diameter på 51118 km er 7½ gange større end Mars’ på 6779 km. Forskellen skyldes afstanden. Den 4. juli er afstanden til Uranus 3,03 milliarder km. Til Mars er afstanden 314 millioner km.
Mars og Uranus den 4. juli. Planeternes størrelsesforhold er korrekt, men afstanden mellem dem er tegnet for lille.
Saturn er også med på billedet af morgenhimlen den 4. juli. Ringplaneten har en lysstyrke på mag. 0,7, og den befinder sig 5° under ζ, ε, og δ i den midterste del af Fiskene. Her forbliver den næsten stationær, inden den påbegynder sin retrograde bevægelse sidst på måneden. Den 1. juli står Saturn op kl. 01:15 og den sidste dag i måneden kl. 23:15. Saturn er igen begyndt at ligne den ringplanet, som man forventer, når den kommer i synsfeltet på et teleskop. I det meste af 2025 var dens ringsystem ikke så iøjnefaldende som normalt. Ringene så meget smalle ud, fordi synsretningen fra Jorden næsten faldt sammen med ringplanet. I juli er hældningsgraden ~8°.
Fiskene med Saturn. Kortets dækker over 60° i bredden.
Saturn i juli.
På grund af de lyse nætter er Saturns største måne Titan den eneste, som umiddelbart kan ses. Sidst på måneden er de lyse nætter så småt ved at være overstået, så en håndfuld af de svagere også bliver synlige.
Som det blev nævnt i starten af denne artikel, landede Apollo 11 på Månens overflade i Stilhedens Hav den 20. juli 1969 kl. 20:17:40 UT, og den 21. juli kl. 02:56 UT trådte Neil Armstrong ned fra landingsmodulets stige. Dansk sommertid er 2 timer foran UT, så i Danmark var klokken 22:17:40 på landingstidspunktet. På præcis dette tidspunkt 57 år senere kan man gå udenfor og se op på Månen, som står 7° over horisonten mod sydvest – og her kommer det interessante.
Aftenhimlen den 20. juli kl. 22:17. Bemærk også Venus mod vest.
I det 5. århundrede f.v.t. fandt den græske matematiker og astronom Meton ud af, at Månens faser gentages på præcis samme dag i året og samme tidspunkt på dagen hvert 19. år. Denne periode kaldes Metons cyklus.
Månen bruger 27,321662 døgn (27 døgn, 7 timer, 43 minutter og 12 sekunder) til en omkredsning af Jorden. Dette kaldes en siderisk måned. Imidlertid bevæger både Jorden og Månen sig omkring Solen, så der går endnu 2 døgn, før de tre himmellegemer igen står i samme position i forhold til hinanden og dermed samme månefase. Dette kaldes en synodisk måned, og er 29,530589 døgn (29 døgn, 12 timer, 44 minutter og 3 sekunder). Der er også noget, som hedder et tropisk solår. Det er den tid Jorden bruger til en omkredsning af Solen. Det er på 365,24219 døgn (365 døgn, 5 timer, 48 minutter og 45 sekunder). Det er temmelig indviklet, og bl.a. skal der også tages hensyn til Månens elliptiske bane om Jorden, og Jordens elliptiske bane om Solen m.v, men i korte træk viser en beregning, at 235 sideriske måneder er ~6939 døgn og 16½ time, medens 19 tropiske år er ~6939 døgn og 14½ time.
Nu er der gået 3 metoniske cykler. Med andre ord kan man se Månen om aftenen den 20. juli med praktisk talt samme fase, som da Apollo 11 landede. Armstrong trådte ned fra landingsmodulet Eagles stige 6 timer og 38 minutter senere. På dette historiske øjeblik var Månen gået ned set fra danske breddegrader, og det er den dermed også i 2026.
Månen den 20. juli 2026 kl. 22:17:40. Den røde cirkel er Tranquillity Base.
Månens aktuelle fase: https://svs.gsfc.nasa.gov/5587/