Stjernehimlen i februar 2026
Februar er ifølge kalenderen den sidste vintermåned. Vinteren er således ⅔ overstået, og at vinteren så småt er ved at være slut og foråret og sommeren banker på døren, kan relativt nemt konstateres ved at kaste et blik på himlen. Om aftenen er den domineret af vinterstjernebillederne, som f.eks. Orion, Tyren og Tvillingerne. Omkring midnat er forårsstjernebillederne Løven og Jomfruen stået op, og inden daggry kan man se Sommertrekanten højt på himlen mod øst.
Stjernehimlen ved midnat midt i februar. Den orange ”stjerne” i Tvillingerne er planeten Jupiter.
Den 1. februar går Solen ned kl. 16:54, og det kan tydeligt mærkes, at vi nærmer os foråret med længere dage, for solnedgangen finder sted en time senere den 28. februar, nemlig kl. 17:52. Når tusmørket er slut den 1. februar, står vinterhimlens bedst kendte stjernebillede Orion højt mod sydøst, medens de tre bæltestjerner peger mod himlens klareste stjerne Sirius i Store Hund, som netop er på vej op over horisonten. Lille Hund med den klare stjerne Procyon er også stået op. Denne del af himlen er præget af mange lysstærke stjerner.
Vintertrekanten bestående Betelgeuze i Orion samt af Sirius og Procyon er flankeret af Rigel i Orion, Castor og Pollux i Tvillingerne, Capella i Kusken og Aldebaran i Tyren. Og man må jo ikke glemme Plejaderne og Hyaderne, som kan ses med det blotte øje samt Oriontågen, som ligeledes kan skimtes med det blotte øje som en diffus udseende stjerne i Sværdet under Orions Bælte. Med en prismekikkert er det tydeligt, at der ikke er tale om en stjerne, men det bedste syn af den får man gennem et teleskop. Det kniber ganske vist med at skelne de mange farver, man kender fra fotografier, for det menneskelige øje kan ikke se farver ved svag belysning. Til gengæld er det forholdsvist nemt at opløse den centrale stjerne, Trapezet, i sine fire komponenter.
Charles Messiers skitse fra 1774 af Oriontågen med Trapezet i midten.
Der kendes mere end 1000 åbne stjernehobe i Mælkevejen, men astronomerne anslår, at det reelle antal er langt større, idet de allerfleste er skjult i eller bag tætte støvskyer i Mælkevejens skive. Formodentlig er der 10-tusindvis eller måske endda helt op til 100.000. Af alle disse åbne stjernehobe er Plejaderne den mest berømte, og at hoben har været kendt i årtusinder er dokumenteret på ældgamle hulemalerier og bronzealderskiver.
Hulemaleri i Lascaux-grotterne og himmelskiven fra Nebra.
De syv klareste af hobens medlemmer kan ses med det blotte øje. Deraf navnet Syvstjernen. Nogle kan ganske vist kun se 5 eller 6 stjerner, medens andre kan se 8 eller endnu flere. Det man kan se med det blotte øje er imidlertid kun toppen af isbjerget. For nylig har astronomerne opdaget, at den velkendte stjernehob blot er den centrale del af en langt større struktur. Astronomerne har identificeret mere end 3000 stjerner, som blev dannet samtidig med Plejaderne, og som strækker sig over næsten 2.000 lysår langs det galaktiske plan.
Dette stjernekort viser ‘Det Store Plejadekompleks’ som det ville se ud på nattehimlen. Kortet er et udsnit, idet kun 1631 af de i alt 3019 stjerner er synlige over horisonten. De syv stjerner, der udgør Plejaderne, er vist med grønt, mens alle de andre medlemmer er hvide. Karlsvognen, Orion og Tyren er markeret med blåt.
Åbne stjernehobe som Plejaderne er kendt for at miste sine stjerner. De dannes samlet i en stor sky af gas og støv, men tidevandskræfter får dem til at drive fra hinanden, så snart hoben er dannet. Astronomerne mener, at de fleste åbne hobe er fuldstændig opløst efter et par hundrede millioner år, og deres stjerner bliver blandet sammen med resten af Mælkevejens stjerner. I modsætning hertil formår de mere kompakte og massive kuglehobe for det meste at modstå tidevandskræfterne. Plejaderne vi ser i dag er den tætte kerne, hvor stjernerne er så tæt sammen, at deres indbyrdes tyngdekraft har været i stand til at holde dem mere eller mindre sammen.
Plejaderne ligger cirka 440 lysår fra Jorden og menes at være dannet for omkring 120 millioner år siden, så det er ikke overraskende, at nogle af dens medlemmer allerede er spredt ud over galaksen. Astronomerne har længe formodet, at et par stjernegrupper inden for et par hundrede lysår fra Plejaderne er beslægtede med Plejaderne. Den nye undersøgelse viser, at disse grupper faktisk deler både bevægelse, kemisk sammensætning og alder med Plejaderne.
Undersøgelsen baserede sig bl.a. på data indsamlet af Den Europæiske Rumorganisations Gaia-satellit. Blandt andet målte Gaia præcise bevægelser af omkring 880 millioner stjerner i Mælkevejen. Tidligere er disse data benyttet til at identificere en 2600 lysår lang strøm af stjerner, som stammer fra Hyaderne. Hyaderne ligger ligesom Plejaderne i Tyren, og afstanden mellem de to hobe er kun 12°. Afstanden til Hyaderne er 150 lysår og dermed meget tættere på Jorden. Derudover er Hyaderne omkring 600 millioner år, dvs. 5 gange så gamle som Plejaderne, og som følge heraf er hobens stjerner endnu mere spredt ud over himlen.
Plejaderne og Hyaderne.
For at finde alle medlemmerne i Plejadernes familie benyttede forskerne flere forskellige metoder. For det første benyttede de data fra NASAs Transiting Exoplanet Survey Satellite (TESS). TESS kan med en kompliceret og speciel teknik, kaldet Gyrokronologi måle, hvor hurtigt stjerner roterer, og da unge stjerner som de 100 millioner år gamle Plejader roterer hurtigt, mens gamle stjerner roterer langsomt, kunne de finde de stjerner, som roterer med samme hastighed og dermed har samme alder.
For det andet søgte de efter stjerner, der bevæger sig på samme måde og i samme retning gennem Mælkevejen. Ved hjælp af data fra ESAs Gaia-satellit kunne astronomerne identificere en stor gruppe, der bevæger sig som Plejaderne, og ved spole tilbage i tiden ved hjælp af computersimuleringer viste det sig, at den store samling stjerner alle stammer fra det samme sted for cirka 100 millioner år siden.
For det tredje kunne der gennem spektroskopisk analyse konstateres, at de undersøgte stjerner indeholder den samme mængde tunge grundstoffer i forhold til brint som stjernerne i Plejaderne, hvilket er forventeligt, når de alle er dannet af den samme gassky. For at bekræfte dette blev der indsamlet data fra flere jordbaserede spektroskopiske undersøgelser.
Selvom Solen sammen med planeterne og alt hvad der ellers tilhører Solsystemet bevæger sig gennem Mælkevejen som en enlig stjerne med langt til nabostjernerne, har den ikke altid været så ensom. I stedet blev den ligesom Plejadestjernerne dannet sammen med mange andre stjerner ud af den samme interstellare sky af gas og støv. For 5 milliarder år så Solen og dens søskende måske ud ligesom nedenstående NGC 2002.
Hubble Space Telescopes billede af NGC 2002 – en samling unge stjerner, der stadig er omgivet af gas og støv. NGC 2002 er en åben stjernehob i Den Store Magellanske Sky 160000 lysår fra Jorden. Hoben er omkring 30 lysår i diameter, og med en alder på 18 millioner år indeholder den utallige stjernedannende områder.
Merkur er en sjælden gæst på himlen, fordi den kredser så tæt om Solen, at den kun kan ses i en kort periode i forbindelse med solop- eller nedgang. Merkur kan sædvanligvis ses seks gange hvert år – tre gange på morgenhimlen og tre gange på aftenhimlen, men det er ikke alle disse seks tilsynekomster, som er gunstige.
En af de bedste muligheder i 2026 bliver på aftenhimlen i februar, hvor Merkur den 19. opnår en vinkelafstand fra Solen på 18°. Det lyder umiddelbart ikke af meget, fordi Merkurs maksimale vinkelafstand kan komme helt op på 28°. Imidlertid står Ekliptika stejlt mod horisonten på denne årstid, så Merkurs højde over horisonten bliver forholdsvis stor. Der går nogle dage ind i februar, før Merkur er kommet så langt fra Solen, at den begynder at kunne ses i tusmørket. En fordel er, at Merkur altid begynder sin optræden på aftenhimlen med høj lysstyrke, og en anden fordel er, at højden over horisonten hurtigt bliver større. Under største elongation den 19. er højden over horisonten 11° en halv time efter solnedgang.
Aftenhimlen den 19. februar ½ time efter solnedgang. Bemærk at Månen er gengivet 4 gange for stor.
Merkurs og Venus’ position hver anden dag ½ time efter solnedgang 1. feb. – 1. marts.
Som det fremgår af de ovenstående diagrammer, befinder Venus og Saturn sig også på aftenhimlen i februar. Venus står dog hele måneden væsentligt lavere end Merkur, så den er kun synlig i tusmørket på grund af sin store lysstyrke på mag ÷4, og Saturn bliver med sin lysstyrke på mag. 1 først synlig, når himlen er blevet mørkere.
Sidst på måneden står Merkur og Venus 5° fra hinanden, men Merkurs lysstyrke er på dette tidspunkt faldet til mag. 1,5. Herefter er det slut med Merkur i denne omgang, medens Venus forbliver synlig på aftenhimlen det næste halve års tid.
Det er ligeledes ved at være slut med at se Saturn på aften- og nattehimlen i denne omgang. Den 1. februar går Saturn ned kort tid efter kl. 21, hvilket er godt 4 timer efter solnedgang. Den sidste dag i februar finder nedgangen sted kl. 19:50, og samme dag går Solen ned kl. 17:50. Den lave højde over horisonten betyder, at turbulensen i Jordens atmosfære gør det vanskeligt at se detaljer gennem et teleskop.
Saturn er i konjunktion med Solen i slutningen af marts, og den dukker op på morgenhimlen igen i løbet af sommeren. Når det sker, vil Saturns ringe være mere åbne, så Saturn kommer efterhånden til at se ud, som man normalt forestiller sig ringplaneten. I det meste af 2025 faldt synsretningen fra Jorden næsten sammen med ringplanet, så ringene kun kunne ses som en smal streg på tværs af planeten.
Saturn den 28. februar 2026 og 1. juli 2026. Størrelsesforskellen skyldes, at afstanden mellem Jorden og Saturn er mindre i juli.
Neptun befinder sig ligesom Saturn i Fiskene, og de to planeter står mindre end 2° fra hinanden hele måneden. Neptun har imidlertid blot en lystyrke på mag. 8, så den kan kun ses gennem et teleskop eller en god prismekikkert. Begge planeter bevæger sig progradt, og da Saturn bevæger sig hurtigst, passerer den forbi Neptun. Den 15. februar er afstanden mellem dem 0,9°.
Saturn og Neptun i februar. De fire markerede stjerner i Fiskene har lysstyrker mellem mag. 5 og 6.
Uranus påbegynder sin prograde bevægelse den 3. februar. Den befinder sig 5° under Plejaderne knap 1° fra en stjerne med samme lysstyrke som planeten selv, nemlig 13 Tauri på mag. 5,7. I løbet af måneden formindskes afstanden til ½°. Uranus kan kun under ekstremt gode forhold ses med det blotte øje. Den kan ses gennem en prismekikkert, men kun gennem et teleskop er det muligt at skelne dens lille skive på 4”.
Uranus’ bevægelse i løbet af februar.
Jupiter var i opposition i begyndelsen af januar. I februar er den således oppe det meste af natten. Med en lystyrke på mag. ÷2,7 kan ingen tage fejl af Solsystemets største planet. Den befinder sig i Tvillingerne, hvor de to klareste stjerner, Castor og Pollux, har lysstyrker på henholdsvis mag. 1,58 og mag. 1,16.
Den 1. februar står Jupiter op kl. 14:12, dvs. den er stået op ved solnedgang og kan ses mod øst allerede i tusmørket. Nedgangen finder sted næste morgen kl. 07:20 mod nordvest. Sidst på måneden går Jupiter ned kl. 05:30.
Jupiter er således oppe i mere end 17 timer, hvilket er det samme som Solen er midt på sommeren. Det har den ganske enkle forklaring, at Jupiter befinder sig på det sted langs Ekliptika, hvor Solen er i begyndelsen af juli. Det betyder også, at Jupiter står meget højt på himlen, når den kulminerer mod syd, for den befinder sig tæt på det sted, hvor Ekliptika ligger højest i forhold til det ækvatoriale koordinatsystem. Derudover ligger Jupiter i øjeblikket omkring én grad højere end Ekliptika. Dette skyldes, at Jupiters bane om Solen har en hældning på 1,3° i forhold til Ekliptika. Jordens hældning er 0°, fordi Ekliptika er defineret ud fra Jordens bane.
Jupiters position i begyndelsen af februar. Den vandrette linje er Ekliptika, de buede linjer er deklinationslinjerne i ækvatorialsystemet, og det røde kryds er Solens position ved sommersolhverv.
Med det blotte øje ligner Jupiter en meget klar stjerne. Med en god prismekikkert med en forstørrelse på 7×-10× kan man se, at det ikke er en stjerne, for med en udstrækning på 46” er Jupiter så stor, at det er muligt at skelne dens skiveform. Stjernerne bliver ikke større gennem en kikkert eller et teleskop, for de er så langt væk, at de altid ses som punkter – de bliver blot klarere, fordi det optiske udstyr samler mere lys end det blotte øje.
Med prismekikkerten man under gode forhold se en eller flere af Jupiters fire store måner; især hvis de befinder sig i deres yderposition, hvor de ikke bliver overstrålet af den langt klarere planet. Det er dog nødvendigt at benytte et teleskop, hvis man vil se detaljer.
En af de ting man lægger mærke til er, at Jupiter ikke er fuldstændig rund som en kugle. Diameteren langs ækvator er 142984 km, medens poldiameteren kun er 133708 kilometer. Det skyldes centrifugalkraften på grund af den hurtige rotation på 10 timer, og fordi Jupiter er en gasplanet. Jorden er også fladtrykt, men i meget mindre grad. Jordens ækvatordiameter er 12756 kilometer og poldiameteren 12714 kilometer, dvs. en forskel på blot 42 kilometer.
Man kan ikke se Jupiters overflade, idet den egentlig ikke har nogen overflade, for det er som nævnt en gasplanet, primært bestående af brint og helium – præcist ligesom Solen. Det man kan se, er derfor det øverste af Jupiters globale skydække, og et af de mest markante træk er de to mørke ækvatorialbælter, som kan ses gennem næsten ethvert teleskop. Jupiter har mange andre bælter, som dog er sværere at se, medmindre man har et stort teleskop. Lejlighedsvis kan man også se den store røde plet, når den befinder sig på den side af Jupiter, som vender med mod Jorden – og det gør den jo halvdelen af de 10 timer, som en rotation varer.
Endnu tydeligere er Jupiters fire største måner, som kredser om planeten så hurtigt, at deres indbyrdes position skifter i løbet af blot nogle få minutter. Den inderste af månerne, Io, bruger kun 42 timer, medens den yderste Callisto bruger 17 døgn. Under deres omkredsning passerer de enten foran eller bag Jupiter. Når de er bag planeten, kan de naturligvis ikke ses, og når de befinder sig foran, kan man ofte se deres skygge på Jupiters skydækkede overflade. Jupiter kaster selv en skygge bagud, så det hænder lige så jævnligt, at en af månerne bliver formørket, og derfor også forsvinder ud af syne imedens. Alle sådanne begivenheder kan beregnes på forhånd ved hjælp af et lille planetarieprogram.
Jupiter og dens fire måner set gennem et lille teleskop.
For entusiasterne forekommer der en ringformet solformørkelse den 17. februar. En sådan formørkelse indtræffer, når Månen er i apogæum, dvs. nær yderpunktet i sin ellipseformede bane om Jorden. Månens skygge kan derfor ikke nå helt ned til Jorden. Hvis man befinder sig det rette sted, ses Solen som en lysende ring, hvor Månen er hullet i midten. I modsætning til en total formørkelse er Solens korona således ikke synlig. Det rette sted er Antarktis og den sydligste del af Det Indiske Ocean.
Formørkelsen den 17. februar.