Stjernehimlen i juni 2025
Juni er den måned på året, hvor der er færrest stjerner på nattehimlen. Eller rettere sagt er der færrest synlige stjerner, og det er der to væsentlige årsager til. For det første er Solen kun under horisonten i omkring 7 timer, og når tusmørket trækkes fra, er der kun få timer, hvor stjernerne kan ses. For det andet varer tusmørket hele natten, så der bliver ikke lige så mørkt som i de lange vinternætter.
Fordelingen af dag og nat ved midsommer i Odense Som det fremgår, udgør dagslyset på lagkage-diagrammet langt størstedelen af døgnets timer, og der bliver hverken astronomisk tusmørke eller nattemørke.
Det fremgår også, at midtpunktet af natten ikke er ved midnat, som man normalt ville forvente. Sommertiden betyder, at astronomisk midnat falder en time senere end borgerlig midnat, der som bekendt er, når uret viser 00:00. Astronomisk midnat defineres som tidspunktet for Solens nedre kulmination, dvs. når den står under horisonten præcist mod nord. Tidspunktet for astronomisk midnat varierer tilmed gennem året, fordi Jorden på grund af sin elliptiske bane om Solen ikke bevæger sig med konstant hastighed, og det er også afhængig af, hvor langt man befinder fra den længdegrad, som definerer tidszonen. I Danmark er tidszonen bestemt ud fra den 15. østlige længdegrad.
Som nævnt er der er begrænset antal synlige stjerner på midsommerhimlen, og der er kun fem, som gør sig særlig bemærket, fordi de er klarere end mag. 1,5. Det er Deneb på mag. 1.3, Vega på mag. 0.0, Altair på mag. 0.8, Arkturus på mag. 0.0 og endelig Capella på mag. 0.1. De tre førstnævnte danner tilsammen den velkendte Sommertrekant. Ganske vist er også Spica på mag. 1,0 og Antares på mag. 1,0 synlige. Spica står lavt i sydvestlig retning efter solnedgang og går tidligt ned medens Antares står så lavt mod syd, at dens lys bliver svækket af Jordens atmosfære. Antares er i øvrigt variabel med en uregelmæssig periode på adskillige år. Lysstyrken kan svinge mellem mag. 0,6 og mag. 1,6.
Himlen ved astronomisk midnat den 20. juni. Kortet øverst er det mest realistiske, idet det kun viser stjerner til mag. 3½. På det nederste kort er grænsestørrelsesklassen mag. 6½, hvilket er det svageste, som kan ses med det blotte øje under ideelle betingelser en fuldstændig mørkt nat.
Årets længste dag i 2025 er den 21. juni, hvor Solen står op kl. 04:36, står højest på himlen kl. 13:20 og går ned kl. 22:05. Bemærk at de anførte tider gælder for Odense. Som lige nævnt, er der forskel på tidspunktet for Solens op- og nedgang og dens kulmination afhængigt af hvor i landet man bor.
Den 21. juni er samtidig den astronomiske begyndelse på sommeren, idet sommerens begyndelse er defineret som det øjeblik, hvor Solens midtpunkt når sin højeste stilling på Ekliptika. Det sker kl. 04:42, dvs. praktisk talt på samme tid, som Solen står op over Fyn. Herefter begynder dagene igen at blive kortere, og dette fortsætter, indtil vi når vintersolhverv et par dage før jul. Det går heldigvis langsomt i begyndelsen. På året længste dag er Solen oppe i 17 timer og 29 minutter. Inden månedens udgang er dagen kun aftaget med 5 minutter.
Solsystemets klareste planeter har lysstyrker, som gør dem synlige selv midt på sommeren, hvis de står gunstigt. Dette er dog ikke tilfældet for Jupiter, for den nærmer sig konjunktionen med Solen, og den 1. juni går den ned blot 75 minutter efter solnedgang. Selv med sin lysstyrke på mag ÷1,9 er den vanskelig at få øje på – både fordi den står tæt ved horisonten, og fordi der fortsat er borgerligt tusmørke. Konjunktionen finder sted den 24. juni, og på månedens sidste dag har Jupiter bevæget sig om på morgenhimlen. Denne morgen står den op blot 15 minutter før solopgang. Der går indtil slutningen af juli, før det igen bliver muligt at se Jupiter.
Til gengæld er der en lille mulighed for at se Merkur på aftenhimlen i den første halvdel af juni, medens den passerer nogle få grader fra Jupiter. På grund af den meget lave højde over horisonten og den tusmørkeoplyste sommehimmel er det dog nødvendigt at bruge en prismekikkert. Den 6. juni har Merkur en lysstyrke på mag. ÷1,5 og står knap 4° til højre for Jupiter. Den 10. juni Merkurs lysstyrke faldet til mag. ÷1, men samtidig er Jupiter så tæt på horisonten, at den er yderst vanskelig at se.
Konjunktionen mellem Merkur og Jupiter. Merkur øverst og Jupiter nederst.
I modsætning hertil fortsætter Merkur med at øge afstanden til Solen. Lysstyrken falder dog gradvist, så der er stadig brug for en prismekikkert. Den 24. juni går Merkur først ned 1½ time efter solnedgang og lysstyrken faldet til mag. 0. Denne aften står Merkur præcis på linje med Castor og Pollux i Tvillingerne. Begge er svagere end Merkur. Pollux har mag. 1 og Castor mag. 1,9. Tvillingerne er det højest beliggende stjernebillede langs Ekliptika, og de to hovedstjerner går ned mod nordnordvest.
Aftenhimlen den 24. juni kl. 23. Rækkefølgen fra venstre: Merkur, Pollux og Castor. Det meget tynde segl på nymånen står i området den 26. og 27. juni.
Det bliver en udfordring at følge Merkur hele måneden, og det lykkes kun med en prismekikkert og en helt fri horisont mod nordvest samt en skyfri og klar himmel. Nogenlunde samme udfordring er tilfældet for Mars, som bevæger sig gennem den vestlige del af Løven i løbet af juni.
Mars i juni 2025.
Den 1. juni går Mars ned 4 timer efter Solen, og den 30. finder nedgangen sted 2½ time efter Solen. Mars passerer knap 1° nord for Løvens klareste stjerne Regulus den 16. juni. Den største udfordring er Mars’ lave lysstyrke, så også i dette tilfælde anbefales det at bruge en prismekikkert. Lysstyrken i begyndelsen af måneden er mag. 1,2 og sidst på måneden mag. 1,4. Regulus har til sammenligning en lysstyrke på mag. 1,4.
Den 29. juni står Månen mellem Mars og Regulus. Skitsen gælder for kl. 23. Mars står længst til venstre, og højden over horisonten er 11°.
Afstanden mellem Jorden og Mars er siden oppositionen midt januar blevet så stor, at det ikke længere er muligt at se detaljer på den forvejen lille planet. Mars’ udstrækning i juni er 5”.
Saturn befinder sig meget længere væk end Mars, men da dens diameter 18 gange større, ses den alligevel med en udstrækning på 17”, hvis man retter et teleskop mod den, når den står op i de tidlige morgentimer. Derudover spænder Saturns ring over mere end det dobbelte af skiven, men eftersom det kun er nogle få måneder siden, Jorden krydsede ringplanet, kan ringen kun ses under en vinkel på 4°. Saturn befinder sig i den vestlige del af Fiskene, og har en lysstyrke på mag. 1.
Morgenhimlen med Saturn og Venus den 15. juni én time før solopgang. De to svage stjerner over Venus er α og β i Vædderen.
Venus’ bane i forhold til baggrundsstjernerne i juni. Plejaderne ses i øverste venstre hjørne. Den blå linje er Ekliptika.
Som omtalt i maj havde Venus sin største vestlige elongation på 46° den 31. maj. Denne forholdsvis store vinkel betyder dog ikke, at Venus står højt på himlen, fordi Ekliptika kun har en lille hældning mod horisonten om morgenen på denne årstid. Derudover betyder baneforholdene mellem Jorden og Venus i øjeblikket, at Venus befinder sig 3° under Ekliptika. Den 1. juni står Venus således blot 2° over horisonten én time før solopgang.
Venus befinder sig i Fiskene og bevæger sig mellem 10. og 28. juni gennem den nederste del af Vædderen umiddelbart over Hvalen, hvorefter den krydser grænsen til Tyren, dvs. den får gradvist en større deklination og kommer derfor til at stå højere på himlen. Den 30. juni vil højden over horisonten en time før solopgang således være 8½°. På trods af at afstanden mellem Venus og Jorden bliver større, og Venus’ udstrækning svinder fra 24” til 18”, ligger lysstyrken nogenlunde konstant på mag. ÷4,5. I slutningen af juni er den kun faldet nogle få tiendedele.
Venus 1. og 30. juni.
I dagene omkring sommersolhverv passerer det smalle segl på den aftagende Måne gennem området. Bemærk jordskinnet på Månen.
Uranus og Neptun er ikke nærmere omtalt, selv om begge planeter befinder sig på morgenhimlen. Uranus’ lysstyrke på mag. 6 er for svag til, at den umiddelbart kan ses, og Neptuns på mag. 8 gør det endnu vanskeligere. Hvis man vil forsøge, er den nemmeste mulighed allersidst i juni, hvor Neptun står 1° fra Saturn og Uranus 5° fra Venus.
Neptun og Uranus om morgenen den 30. juni.
Juni er højsæson for lysende natskyer, som forekommer lavt på himlen i nordlig retning. Skyerne lyser med et blåligt skær og ses særligt i ugerne på hver side af midsommer. Da de ses på nordhimlen og oftest lavt over horisonten, er det nødvendigt at finde et sted med frit udsyn mod nord.
Lysende natskyer kan ikke ses hver nat og er kun synlige, når der er blevet mørkt nok til, at de klareste stjerner kan ses. De kan være synlige adskillige timer, og forsvinder gradvist nogle timer før solopgang.
Skyerne består af små iskrystaller og er de højest forekommende skyer på Jorden, idet de findes i et tyndt lag i en højde af omkring 85 kilometer i den øvre mesosfære. Et stykke tid efter solnedgang og resten af natten indtil kort tid før solopgang er normale troposfæriske skyer i op til ca. 10 km højde mørke, idet de ligger i Jordens skygge, hvorimod lysende natskyer på grund af deres højde stadig bliver belyst af Solen. Skyerne er tynde og kan ikke ses med det blotte øje om dagen, fordi daghimlen er meget klarere end de lysende natskyer.
Lysende natskyer.
Månens aktuelle udseende kan ses her.