Stjernehimlen i oktober 2025
Himlen mod nord ved midnat midt i oktober.
Karlsvognen (Store Bjørn) står lavt over horisonten direkte mod nord omkring midnat i oktober. De to bagerste stjerner i ”vognkassen” peger mod Nordstjernen, som altid står i samme retning og højde. Som bekendt roterer Jorden omkring sin akse, som går i en lige linje gennem de to poler og Jordens centrum. Aksens tænkte fortsættelse fra Nordpolen og opefter peger på det punkt på himlen, som kaldes Himlens nordpol. Her befinder der sig tilfældigvis en forholdsvis klar stjerne, Nordstjernen eller Polaris. Når Jorden roterer omkring sin akse, ser stjernerne i løbet af natten ud til at foretage en cirkelbevægelse med Nordstjernen som centrum – eller næsten da. I øjeblikket ligger Nordstjernen cirka én grad fra himlens nordpol. Men da retningen af Jordens rotationsakse forskyder sig med en periode på 26000 år på grund af den såkaldte præcession, ændres forholdene ganske langsomt. Om 100 år vil afstanden mellem Nordstjernen og himlens nordpol kun være ½ grad, og om 13000 år vil aksen have flyttet sig så meget, at Vega overtager rollen som nordstjerne. På grund af sin unikke placering er Nordstjernen blevet brugt til at navigere efter lige siden vikingetiden. Den mulighed har man ikke haft på den sydlige halvkugle, hvor der ikke er en klar stjerne nær himlens sydpol.
Cassiopeias W står lodret over hovedet og er flankeret af Perseus mod øst og Svanen mod vest. Eftersom Mælkevejen går gennem Perseus, Cassiopeia og Svanen, vil vores hjemgalakse på denne årstid og denne tid af natten strække sig fra horisonten mod øst til horisonten mod vest og undervejs passere gennem zenith.
Mellem Nordstjernen og Karlsvognen ses en række svage stjerner, som repræsenterer stjernebilledet Dragen. Dragen snor sig i en bue omkring Lille Bjørn og afsluttes med Dragens hoved nord for Herkules. Dragen er et eksempel på, at Johannes Bayer ikke var konsekvent, da han i 1603 udgav et stjerneatlas, hvor der for første gang blev anvendt græske bogstaver til at identificere de enkelte stjerner inden for hvert stjernebillede. Den klareste stjerne skulle efter dette system kaldes α, den næstklareste β, den tredjeklareste γ osv.
Dragens klareste stjerne er γ med en lysstyrke på mag. 2,25. Derefter følger η med en lysstyrke på mag 2,7 og β på mag. 2,8. Først på en 8. plads kommer α med en lystyrke på mag. 3,7. α eller Thuban, som er det gamle græske navn, var på grund af førnævnte præcession nordstjerne, da egypterne opførte de store pyramider. Thuban var tættest på himlens nordpol i 2830 f.v.t., hvor afstanden var mindre end 10 bueminutter. Thuban bliver nordstjerne igen omkring år 20300.
Himlen mod syd ved midnat midt i oktober.
Pegasusfirkanten står højt på himlen i sydlig retning, og øst herfor ligger Andromeda. Bemærk stjernen α Andromeda. Den tilhører som navnet antyder Andromeda, men udgør samtidig det ene hjørne af Pegasusfirkanten.
Andromedagalaksen M31, Mælkevejens store nabogalakse, står næsten lodret over hovedet. M31 kan ses som en svag tåget plet med det blotte øje og gør sig bedst i en prismekikkert med stort synsfelt, idet hele galaksens udstrækning næsten er 5°. Med det blotte øje kan man dog kun se galaksens centrale område.
Andromedagalaksen. De to klare stjerner forneden til højre på billedet er β og δ Andromeda.
Under Pegasusfirkanten står det forholdsvis svage stjernebillede Fiskene, og endnu tættere på horisonten ses Hvalen i hele sin udstrækning. Mod vest er Sommertrekanten ved at gå ned. Det er dog kun Altair, som forsvinder under horisonten, idet Deneb og Vega er cirkumpolare. Mod øst står vinterstjernebilledet Tyren med Plejaderne og Hyaderne allerede højt på himlen, og det bedst kendte af alle vinterstjernebillederne, Orion, er kommet fri af horisonten. Det samme er tilfældet for Tvillingerne, som er det højest beliggende stjernebillede på Ekliptika. Det står op langt mod nordøst, og skal derfor findes på kortet over nordhimlen.
Planeterne er ikke indtegnet på de to viste kort. Saturn befinder sig mellem Fiskene og Vandmanden, og da planeten var i opposition i slutningen af september, er den på himlen det meste af natten. Så snart tusmørket er overstået, bliver ringplaneten med en lysstyrke på mag. 0,6 synlig mod ØSØ, og eftersom området mellem Fiskene og Vandmanden består af forholdsvis svage stjerner, er Saturn i øjeblikket det klareste objekt på den del af himlen. Undtagelsen er i begyndelsen af måneden, hvor Månen står i samme område. Saturn og den næsten fulde måne er tættest på hinanden natten mellem den 5. og 6. oktober. I løbet af natten stiger Saturn højere op på himlen, og i begyndelsen af oktober kulminerer den mod syd ved 0:30 tiden i en højde på 31° over horisonten. Sidst på måneden finder kulminationen sted omkring kl. 21:30. Umiddelbart ville man forvente at kulminationen bliver fremrykket med ca. 2 timer i løbet af en måned, men eftersom sommertiden i Danmark slutter søndag den 26. oktober, er urene stillet én time tilbage.
Sommertid.
Saturns lystyrke på mag. 0,6 forbliver næsten uændret, for kun med nøje omhu vil man med det blotte øje lægge mærke til, at lysstyrken ved månedens udgang er faldet til mag. 0,8.
I oktober er afstanden mellem Jorden og Saturn omkring 1,3 milliarder kilometer. Det betyder, at selv om Saturn med en diameter på 120000 kilometer er Solsystemets 2. største planet, ses den på grund af afstanden blot under en synsvinkel på 19”. Dertil skal lægges ringene, som spænder over 43”. Imidlertid er ringene næsten usynlige i øjeblikket, og de kan kun ses gennem et forholdsvist stort teleskop, for synsretningen mellem ringplanet og Jorden falder fra 1,5° til 0,5° i løbet af oktober. Det lyder måske lidt underligt, at synsretningen bliver mindre, for Jorden krydsede ringplanet i marts. På det tidspunkt var de meget tynde ringe praktisk talt helt usynlige, og fra danske breddegrader kunne Saturn slet ikke ses, fordi den stod for tæt på Solen. I løbet af de følgende måneder blev Saturn igen synlig på morgenhimlen, og i juli kunne ringene ses under en vinkel på 3½°. At synsretningen igen falder skyldes, at Jorden og Saturn ikke kredser omkring Solen i samme baneplan. Jordens baneplan er defineret som 0° (Ekliptika) og Saturns baneplan har en hældning på 2½° i forhold hertil. I løbet af et år varierer synsretningen derfor afhængigt af, hvor Jorden befinder sig i sin bane.
Den varierende synsretning fra Jorden til Saturn. Når Jorden befinder sig i position 1, er synsvinklen ikke den samme, som når den befinder sig på den modsatte side af Solen i position 2. Bemærk at vinklerne og størrelsesforholdet ikke er korrekte.
Saturns ringe kredser om planeten i samme plan som dens ækvator. Det samme er tilfældet for de fleste af dens større måner. Dette sammenfald betyder, at på de tidspunkter, hvor synsretningen fra Jorden er sammenfaldende med ringplanet, vil månerne under deres omkredsning af Saturn passere ind foran eller bag planeten. Deres position kan ses på dette lille on-line program. Tryk på Animate for at se en simulering af månernes omkredsning af Saturn. Når de passerer foran, vil deres skygge kunne ses som en lille sort plet mod Saturns skydække. På grund af den store afstand til Saturn og månernes beskedne størrelse, er det i modsætning til Jupiters måner imidlertid meget vanskeligere at se.
Saturn set gennem et lille astronomisk teleskop.
Den eneste undtagelse er Saturns største måne Titan, som er på størrelse med Jupiters fire store måner. Afstanden gør dog, at den kun har den halve udstrækning af Jupiters, og at dens lysstyrke ligger på omkring mag. 8. Titan bruger 16 døgn til en omkredsning af Saturn, og to gange i løbet af oktober passerer den ind foran planeten. Første gang er den 6., men set fra danske breddegrader desværre i de tidlige morgentimer umiddelbart før Saturn går ned, og Titans skygge rammer først Saturn efter at den er gået ned. Anden gang er den 22., hvor det foregår i timerne efter midnat.
Øverst den 6. oktober kl. 07:45 dansk tid og nederst den 22. oktober kl. 03:45.
Saturns ringe og måner kan ikke ses med en prismekikkert men kun gennem et teleskop. Prøv alligevel at rette prismekikkerten mod Saturn og læg nøje mærke til baggrunds-stjernerne. En af dem er nemlig Solsystemets yderste planet, Neptun, som med en lysstyrke på mag. 7,7 forholdsvis nemt kan ses gennem en god prismekikkert. Cirklen på kortet herunder har et synsfelt på 7°, og som det ses, er der et større antal stjerner mellem mag. 4. og 8., som kan bruges til at identificere Neptun.
Saturn og Neptun i oktober. Positionen er vist for hver 2. nat, og begge planeter bevæger sig retrogradt, dvs. mod højre.
Solsystemets næstyderste planet, Uranus, er ligeledes inden for rækkevidde af en prismekikkert, ja faktisk kan den under meget gunstige forhold ses med det blotte øje, idet lysstyrken ligger på mag. 5,6. Det kræver dog gode øjne og en helt klar og mørk himmel, samt naturligvis kendskab til, hvor på himlen man skal se. På samme måde som med Neptun er det dog ikke et større problem, for Uranus befinder sig blot omkring 4° under den åbne stjernehob Plejaderne i Tyren. Uranus nærmer sig oppositionen, og i løbet af oktober bevæger den sig 1° retrograd i forhold til baggrundsstjernerne.
Gennem prismekikkerten ligner Uranus en af de mange øvrige stjerner på mag. 6. Den afsløres kun som en planet, fordi den ikke er inkluderet på et almindeligt stjernekort over området. Hvis man har et sådant kort, skal man se efter en ”stjerne”, som ikke er på kortet, og som ved gentagne observationer med nogle nætters mellemrum har ændret position fra nat til nat i modsætning til stjernerne, som ikke flytter sig. Kortet herunder viser positionsændringen i løbet af oktober. Positionen vist for hver anden nat, og cirklen har et synsfelt på 7°.
Uranus i oktober.
Et hurtigt kig gennem et teleskop er ikke nok, medmindre teleskopet er af god kvalitet, og man bruger en stor forstørrelse, for selv om Uranus er en stor planet med en diameter på 4 gange Jordens, bevirker den store afstand, at den blot ses under en synsvinkel på 4”.
William Herschel havde et stort teleskop, da opdagede Uranus i 1781, så han kunne se, at der var tale om et objekt med en vis udstrækning. Han troede i første omgang, at det var en komet, men ret hurtigt blev det fastslået, at der var tale om en hidtil ukendt planet uden for Saturns bane.
Seks år senere opdagede William Herschel to måner i kredsløb om Uranus. De blev senere navngivet Oberon og Titania af William Herschels søn, astronomen John Herschel, og yderligere to blev tilføjet i 1851, da William Lassell opdagede Ariel og Umbriel. Antallet blev bragt op på fem, da Gerard Kuiper opdagede Miranda i 1948. Det var dette antal, som fremgik af alle astronomibøger indtil 1986.
I mellemtiden var Uranus’ ringe blevet opdaget ved hjælp af Kuiper Airborne Observatory under en stjerneokkultation den 10. marts 1977. Kuiper Airborne Observatory var et infrarødt teleskop, som var installeret i en ombygget C-141 Starlifter fra det amerikanske luftvåben, og det var forgængeren til NASA’s senere luftbårne SOFIA (Stratospheric Observatory for Infrared Astronomy). SOFIA var et 2½ meter spejlteleskop installeret i en Boing 747.
Kuiper Airborne Observatory.
SOFIA.
Det krævede Voyager 2’s historiske forbiflyvning i januar 1986 for yderligere at udvide antallet af Uranusmåner med 10. Hubble Space Telescope og jordbaserede teleskoper har tilføjet endnu flere, så i de seneste mange år har antallet af Uranus’ måner været 28.
Tre af månerne opdaget af Voyager 2 i 1986.
Nu skal antallet igen justeres, for den 19. august 2025 offentliggjorde Central Bureau for Astronomical Telegrams opdagelsen af en hidtil ukendt uranus-måne. Opdagelsen bringer antallet af bekræftede måner for Uranus op på 29. Forskerne bag opdagelsen brugte ti 40-minutters eksponeringer fra Near-Infrared Camera (NIRCAM) på James Webb-rumteleskopet den 2. februar i år. Månen har fåeat det foreløbige navn S/2025 U1. På billederne ses den som et lille objekt på mag. 25, og sammenholdt med albedoen på de andre små måner, har den en anslået diameter på omkring 10 kilometer, hvilket er omtrent på størrelse med Mars’ mindste måne Deimos. Det gør den til en af Uranus’ mindste kendte måner.
JWST’s billede af Uranus og nogle af dens måner, inklusive S/2025 U1.
Den relative position af S/2025 U1 i forhold til Uranus’ måner og ringsystem.
Den nyopdagede måne har som nævnt foreløbig fået katalogbetegnelsen S/2025 U1, og når Den Internationale Astronomiske Union bestemmer sig for et officielt navn, kommer de til at følge den tradition som John Herschel startede, da han navngav de fire først opdagede måner. De er opkaldt efter karakterer i Shakespeares og Alexander Popes skuespil, så der er rigelig at tage af til S/2025 U1.
Natten mellem den 9. og 10. oktober er ikke så velegnet til et se efter Uranus, for den næsten fulde måne står kun nogle få grader fra området. Månen står så tæt på Plejaderne, at den ligesom i september passerer ind foran og okkulterer adskillige af stjernerne i hoben. Desværre sker det fra danske breddegrader ganske kort tid efter solopgang. Der kommer dog andre muligheder i løbet af den kommende tid.
I mellemtiden kan man tage et kig på Plejaderne. Stjernehoben er et af efterårets og vinterhimlens bedst kendte astronomiske objekter. De fleste kan skelne 5-8 stjerner med det blotte øje, men endnu mere imponerende er den gennem en kikkert eller et lille teleskop, som afslører snesevis af stjerner.
Plejaderne.
Der er omkring et halvt dusin dobbelt- og flerdobbeltestjerner i Plejaderne, og som alle er synlige i små teleskoper. Alcyone med en lysstyrke på mag. 2,9 er den klareste af Plejadene. Alcyone er også kendt som Eta (η) Tauri og den eneste, som Johannes Bayer tildelte et græsk bogstav, han har benyttede denne metode til identificering af de klareste stjerner, hvor α er den klareste i et stjernebillede, β den næstklareste osv. Når stjernehoben er i synsfeltet, er det nemt at hoppe fra den ene stjerne til den næste ved hjælp af kortet herunder.
Plejaderne.
Udvalgte dobbelt- og triplestjerner i Plejaderne.
Alcyone.
Jupiter står op ganske kort tid før midnat den 1. oktober, og sidst på måneden finder opgangen sted allerede kl. 21. Jupiter befinder sig i Tvillingerne og vil hele måneden stå tæt på Tvillingernes to klareste stjerner Castor og Pollux. Jupiter bevæger sig progradt, indtil den retrograde bevægelse i forbindelse med den kommende opposition begynder den 11. november. Herefter fortsætter den retrograde bevægelse indtil 11. marts 2026.
Jupiters prograde/retrograde bevægelse i oktober, november og december 2025.
Jupiter er Solsystemets største planet, så det er ingen overraskelse, at den set gennem et teleskop udviser et væld af detaljer. I løbet af oktober øges dens udstrækning fra 37” til 41”. Dette gælder langs planetens ækvator, idet Jupiters diameter er 142.984 km på denne led, medens poldiameteren på grund af den hurtige rotation på 10 timer kun er 133.708 kilometer. Jupiter er således tydeligt fladtrykt. Man kan ikke se Jupiters overflade, idet den egentlig ikke har nogen overflade, idet der er tale om en gasplanet, som primært består af brint og helium – præcist ligesom Solen.
Det man kan se er derfor det øverste af Jupiters globale skydække, og et af de mest markante træk er de to mørke ækvatorialbælter, som kan ses gennem næsten ethvert teleskop. Jupiter har mange andre bælter, som dog er sværere at se, medmindre man har et stort teleskop. Lejlighedsvis kan man også se den store røde plet, når den befinder sig på den side af Jupiter, som vender med mod Jorden – og det gør den jo halvdelen af de 10 timer, som en rotation varer.
Jupiters bælter.
Endnu tydeligere er Jupiters fire største måner, som kredser om planeten så hurtigt, at deres indbyrdes position skifter i løbet af blot nogle få minutter. Den inderste af månerne, Io, bruger kun 42 timer, medens den yderste Callisto bruger 17 døgn. Under deres omkredsning passerer de enten foran eller bag Jupiter. Når de er bag planeten, kan de naturligvis ikke ses, og når de befinder sig foran, kan man ofte se deres skygge på Jupiters skydækkede overflade. Jupiter kaster selv en skygge bagud, så det hænder lige så jævnligt, at en af månerne bliver formørket, og derfor også forsvinder ud af syne imedens. Alle sådanne begivenheder kan beregnes på forhånd ved hjælp af det førnævnte planetarieprogram.
Det blev nævnt at Jupiter er Solsystemets største planet. Dens maksimale størrelse under de mest gunstige oppositioner kommer op på 50,1”. Dette overgås imidlertid af Venus, hvis diameter er 12 gange mindre end Jupiters. Til gengæld afstanden mellem Venus og Jorden meget mindre end Jupiters, og Venus er den planet, som kommer tættest på Jorden – både i afstand og størrelse. Når afstanden er mindst, kan Venus opnå en udstrækning på helt op til 66”, dvs. lidt mere end ét bueminut. Venus kan dog ikke ses på dette tidspunkt, idet den korteste afstand opstår, når Jorden og Venus befinder sig på samme side af Solen, og Venus derfor ses i samme retning som Solen; med andre ord når Venus er i nedre konjunktion. Kun såfremt der forekommer en af sjældne venuspassager, kan Venus ses som en sort plet mod Solens lysende skive. Sidste venuspassage var i 2012, og næste bliver i 2117. I tiden umiddelbart før og efter nedre konjunktion kan man se Venus som et meget smalt segl. Hvor længe Venus er synlig forud for konjunktionen afhænger af dens position i forhold til Ekliptika og selvfølgelig også af, hvor klar Jordens atmosfære er.
I oktober er Venus ikke i nærheden af nedre konjunktion. Tværtimod, for det var den 23. marts. I oktober befinder Venus sig på den modsatte side af Solen, så afstanden er meget større, end den var i marts. Venus ses i begyndelsen af måneden som en 94% belyst skive under en synsvinkel på 11”. Nedenstående to skitser viser, hvordan forholdene er den 15. oktober, og hvordan de var den 15. marts.
Venus’ udseende den 15. oktober og den 15. marts. 15. oktober er udstrækningen 11”, og den 15. marts var den 58”.
Afstanden mellem Jorden og Venus den 15. oktober og den 15. marts. 15. oktober er afstanden 234 millioner kilometer, og den 15. marts var den 43 millioner kilometer.
Den 1. oktober står Venus op kl. 04:55 og den 31. er det kl. 05:38. Lysstyrken forbliver hele måneden på mag. ÷3,9. Faktisk varierer Venus’ lysstyrke ikke ret meget, hvilket man intuitivt skulle tro, fordi afstanden mellem Jorden og Venus jo som lige nævnt varierer meget. Denne næsten konstante lysstyrke skyldes et ganske særligt forhold. Ved udgangen af oktober er Venus’ 96% belyst, og størrelsen er svundet til 10”. Venus nærmer sig Solen, så den står senere og senere op for hver morgen.
Meteorsværmen Orioniderne, hvis ophavskomet er Komet Halley, har maksimum den 21. oktober. Aktiviteten varer næsten en måned med de første meteorer omkring 2. oktober og de sidste omkring 7. november. Uden for maksimumsdatoen er aktiviteten dog meget lav, medens der under maksimum kan forventes en ZHR på 20. Radianten ligger i Orion i nærheden af den røde kæmpe Betelgeuze, og området står op omkring midnat. Den største aktivitet er i de tidlige morgentimer før daggry, hvor radianten står højere på himlen mod sydøst. Her i 2025 er det én dag før nymåne, så himlen er mørk hele natten.
Orionidernes radiant. Meteorerne kan ses overalt på himlen, og deres bevægelsesretning er væk fra området ved cirklen.
