Stjernehimlen i april 2025

Stjernehimlen i april 2025

I april har vi passeret forårsjævndøgn, så dagene er længere end nætterne, men himlen er fortsat mørk midt på natten. Det er dog den sidste måned på denne side af sommer med nattemørke, for i begyndelsen af maj begynder de lyse nætter, og de slutter ikke før i begyndelsen af august. Samtidig er urene stillet én time frem pga. sommertiden, så Solen går først ned kort før kl. 20 ved månedens begyndelse, og i løbet af måneden bliver solnedgangen yderligere forskudt med en time. Efter solnedgang følger skumringen, så der går et pænt stykke tid, inden der bliver helt mørkt. F.eks. slutter det astronomiske tusmørke natten mellem den 1. og 2. april kl. 22:10, og det begynder igen kl. 04:33. Pr. definition er der egentlig nattemørke i den mellemliggende tid, dvs. i 6 timer og 23 minutter. Natten mellem 30. april og 1. maj er de tilsvarende tidspunkter kl. 00:06 og kl. 02:25. Her er der kun nattemørke i 2 timer og 19 minutter.

Urskiverne viser, hvor længe der pr. definition er nattemørke henholdsvis den første og sidste nat i april. Bemærk at nattemørket ikke er symmetrisk omkring kl. 24 (kl. 00:00), men en time senere omkring astronomisk midnat, fordi uret er stillet én time frem.

Sommertiden betyder, at borgerlig midnat og astronomisk midnat ikke falder samtidig. Borgerlig midnat ligger fast. Det er det tidspunkt, hvor et nyt døgn begynder, dvs. kl. 00:00:00. Astronomisk midnat er derimod det tidspunkt, hvor Solen passerer meridianen under horisonten mod nord. Når vi har normaltid om vinteren, falder dette tidspunkt nogenlunde samtidig med borgerlig midnat, men under sommertid er det en time senere.

Derudover er astronomisk midnat lokalt bestemt, idet der skal tages hensyn til stedets længdegrad. Selv om Danmarks udstrækning i øst-vestlig retning ikke er særlig stor, er der alligevel en tidsforskel mellem yderpunkterne Christiansø og Blåvands Huk på 28 minutter og 30 sekunder. Når der er astronomisk midnat på Christiansø, varer det med andre ord næsten ½ time, før det samme er tilfældet i Blåvands Huk. Det bliver jo noget roderi, såfremt den borgerlige tidsregning fastsættes lokalt efter, hvordan Solen står på himlen, så hele kloden er inddelt i faste tidszoner. I Danmark er den fastlagt efter 15. østlige længdegrad, som går gennem Bornholm.

Stjernehimlen kl. 01 den 16. april. Jupiter er ved at gå ned mod vest, og Sommertrekanten står op mod øst.

I overensstemmelse med sommertidens forskydning af astronomisk midnat med én time viser stjernekortet himlens udseende kl. 01. Som det fremgår, er vinterstjernebillederne forsvundet under horisonten mod vest. Tvillingerne holder dog fortsat stand på grund af den høje deklination, så Castor og Pollux går ikke ned før efter kl. 04 midt i april.

Til gengæld kan Sommertrekanten ses i sin helhed. De to øverste stjerner, Deneb i Svanen og Vega i Lyren, er cirkumpolare og er derfor altid på himlen. Altair i Ørnen står så langt fra himlens nordpol, at den er under horisonten 10½ af døgnets 24 timer. Her i april står den som det ses op omkring midnat, og da en stjernes opgang finder sted ca. 4 minutter tidligere for hver dag, går der ikke længe, før Sommertrekanten kan ses umiddelbart efter solnedgang.

At Svanen i løbet af natten gradvist kommer højere op på himlen betyder, at den tydeligste del af Mælkevejen på den nordlige himmelhalvkugle også bliver synlig. Området langs Svanen og ned gennem Ørnen befinder sig, hvor en række mørke støvskyer ligger mellem Solsystemet og den mælkevejsarm, som kaldes Skyttens arm. Under en mørk himmel kan man med det blotte øje fornemme, hvordan Mælkevejen er splittet i to dele af støvskyerne.

Mælkevejen mellem Svanen og Ørnen. Herfra fortsætter den ned gennem Skjoldet, Skytten og Skorpionen.

Skytten og den nærliggende Skorpionen er svært tilgængelig fra danske breddegrader. Området ses bedst mellem midnat og daggry i de tidlige forårsmåneder, inden de lyse nætter tager over i begyndelsen af maj. Midt på sommeren kulminerer området ved midnat, men på det tidspunkt bliver der aldrig helt mørkt, og efter de lyse nætters afslutning i begyndelsen af august står området lavt på himlen mod sydvest og forsvinder hurtigt under horisonten. Da Skytten tilmed fortrinsvis består af svage stjerner, er dette stjernebillede på det nærmeste ikke-eksisterende her i Danmark. Det samme gør sig gældende for Skorpionen, og ligeledes er Mælkevejens centrum som ligger mellem Skytten og Skorpionen meget lidet fremtrædende. Den klare stjerne Antares dog er en undtagelse og kan ses tæt på horisonten.

Lyren med den klare stjerne Vega ligeledes nem at se, og som nævnt er den altid synlig, idet den er cirkumpolar fra danske breddegrader. Om vinteren står den ganske vist lavt mod nord, men her i april begynder den at gøre sig bemærket, hvilket er godt timet for meteorsværmen Lyriderne, som er aktiv mellem 14. og 30. april og med maksimum natten mellem den 21. og 22. april. Lyriderne er en af de mindre meteorsværme med en ZHR på 15-20, men man må normalt kun forvente en lille håndfuld meteorer i timen, og i nætterne udenfor maksimum forekommer der endnu færre.

Månen står først op allersidst på natten, og selvom en meteorsværm som regel er mest aktiv i de tidlige morgentimer, betyder det ikke særlig meget, for Månen er aftagende og befinder sig lavt på himlen i Stenbukken og når ikke at komme ret højt op inden daggry.

Lyridernes ophavskomet er C/1861 G1 (Thatcher), som er en langperiodisk komet med en omløbsperiode på cirka 415 år. Astronomerne kender ikke særlig meget til den, for den er kun blevet set én gang, idet den blev opdaget den 5. april 1861 af A.E. Thatcher og uafhængigt af Carl Wilhelm Baeker et par dage senere, og den forventes først at vende tilbage til det indre solsystem omkring år 2283. Kometen passerede 0,335 AU fra Jorden den 5. maj 1861 og passerede tættest på Solen den 3. juni samme år. Normalt angives periodiske kometer med betegnelsen P, men da Thatchers komet endnu ikke er blevet observeret ved to perihelpassager, bærer den betegnelsen C. Når og hvis det bekræftes, at den vender tilbage, bliver betegnelsen ændret til P.

Himlen mod syd sidst på natten den 22. april. Lyridernes radiant ligger mellem Lyren og Herkules.

Omkring samme tidspunkt som Lyriderne trækker deres lysende spor over himlen, er der mulighed for at se et af Månens mest markante nedslagsområder, som på trods af sit bemærkelsesværdige udseende stort set var ukendt indtil rumalderen. Det drejer sig om Mare Orientale, som ligger så tæt på Månens vestlige rand, at det kun kan lade sig gøre at se dette område, når Månens libration tillader os se lidt ”rundt om hjørnet”. Bemærk at Månens vestlige rand vender mod øst, når vi ser på den fra Jorden.

Som bekendt vender Månen altid samme side mod Jorden, og man siger, at Månen har bunden rotation. I forhold til stjernerne tager én rotation af Månen derfor samme tid som ét omløb om Jorden, nemlig 27 døgn, 7 timer, 43 minutter og 12 sekunder. I forhold til retningen mod Solen bliver omløbstiden lidt længere, nemlig 29 døgn, 12 timer, 44 minutter og 3 sekunder. Det skyldes, at Jorden også bevæger sig omkring Solen.

Månens baneplan om Jorden hælder lidt i forhold til Jordens baneplan om Solen og danner en vinkel på 5°,1 med dette plan (Ekliptika). Jordens baneplan om Solen hælder 23½° i forhold til ækvatorplanet, og sammen med månebanens excentriske form og dens rotationsakses hældning på 6°,7 mod baneplanet bevirker det de såkaldte librationer, dvs. tilsyneladende vipninger og drejninger af Månen i forhold til retningen mod Jorden. Der er tale om ca. 8° til siderne og ca. 7° i det lodrette plan. På grund af den excentriske bane om Jorden kommer den ellers bundne rotation ud af trit, fordi Månen bevæger sig hurtigst, når den er tættest på Jorden og langsomst, når den er længst væk. Vi kan derfor fra Jorden se lidt rundt om “hjørnet” på henholdsvis den østlige og vestlige rand og lidt henover henholdsvis Månens nord- og sydpol. Faktisk kan vi se op til 59% af Månens overflade, selvom vi naturligvis kun kan se halvdelen af gangen. Kun 41% forbliver således permanent ude af syne.

Alle strukturer, bortset fra de, som ligger i centrum af måneskiven, udviser mere eller mindre fortegning. F.eks. ses det kendte krater Plato med den mørke bund ved foden af Månealperne som ovalt, skønt det i virkeligheden er næsten perfekt cirkelformet. Det mest fremtrædende krater, opkaldt efter Tycho Brahe, ligger også så langt fra Månens midte, at det synes at være ovalt. Et andet eksempel er månehavet Mare Crisium. Det synes at være aflangt i nord-syd retning, medens det faktisk er aflangt i øst-vest retningen.

Mare Crisium fotograferet af NASA’s Lunar Reconnaissance Orbiter.

I den del af banen, der er nærmest Jorden (perigæum), bevæger Månen sig hurtigst og kommer derfor lidt ”foran” sin egen rotation. Derved bliver det muligt at observere strukturer på den yderste østlige rand, dvs. den højre side set fra Jorden. Derimod vil Månen en halv måned senere, hvor den en længst borte fra Jorden (apogæum), bevæge sig langsomst. I dette tilfælde vil den komme ”bagefter” sin egen rotation, og denne gang bliver nogle strukturer på den yderste vestlige rand synlige.

Månens libration.

Librationen betyder, at de samme kratere og strukturer ikke ligger på terminator under ens månefaser. Her er det berømte Lunar-X et godt eksempel. Lunar-X opstår, når den opgående sol belyser kraterranden på de tre kratere Blanchinus, La Caille og Purback. Disse tre kratere bliver synlige omkring 1. kvarter, og eftersom Lunar-X’et kun kan ses under optimale betingelser i de få timer, hvor belysningen er helt korrekt, skal observation af dem times meget nøje. Især er det jo vigtigt, at Månen i det hele taget er oppe på det kritiske tidspunkt.

Lunar-X under to forskellige månefaser. Bemærk også Lunar-V, som befinder sig på terminator midt på måneskiven på samme tidspunkt som Lunar-X. Lunar-V er forårsaget af belysningen på randen af krateret Ukert samt nogle mindre nærliggende kratere.

Lunar V, X og L. Ved nøje eftersyn kan man finde endnu et Lunar V.

Mare Orientale blev først nærmere beskrevet og navngivet i 1950’erne. På den tid var der ingen mulighed for at se, at hele havet er et meget stort ringformet nedslagsområde, som strækker sig langt om på Månens skjulte side. Det blev imidlertid (næsten) muligt, da William K. Hartmann som en forberedelse til de kommende månemissioner fremstillede de første præcise månekort, som var baseret på optagelser foretaget gennem teleskoper fra Jorden. Det foregik ved at projicere billederne op på en stor hvid kugle og derefter fotografere kuglen fra forskellige vinkler for på den måde at lave et kort over Månen, som den ville se ud lodret oppefra. Kortene blev senere benyttet til at planlægge Apollo-astronauternes landingssteder.

William K. Hartmanns måneglobus.

Mare Orientale er et af de yngste og bedst bevarede af de store have på Månen. Det opstod omkring slutningen af det, som astronomer kalder Det store bombardement, hvor utallige meteorer og asteroider blev slynget ind i det indre solsystem.

Det er blevet beregnet, at Mare Orientale blev dannet, da en asteroide med en diameter på 64 kilometer ramte Månen med en hastighed på 54000 kilometer i timen for 3,8 milliarder år siden. Da asteroiden ramte, blev der i første omgang dannet et krater med en dybde på helt op til 180 kilometer. Kraterets sider faldt hurtigt sammen, og ved denne proces opstod der ved tilbageslaget en forhøjning i midten af krateret, som nåede op på en højde af 140 kilometer, hvorefter også den faldt sammen og dannede kraterets inderste ring. Alt dette skete i løbet af blot 13 minutter.

Mare Orientale, fotograferet af Lunar Orbiter 4 i 1967 fra en højde på 2773 km.

De to ydre ringe opstod ved efterfølgende forkastninger. I timerne efter nedslaget blev krateret fyldt med smeltet materiale fra månens kappe, og da dette materiale satte sig, opstod de forkastninger, der nu kan ses som de to yderste ringe.

Muligheden for at se Mare Orientale forekommer mellem 18. og 24. april. Brug det mørke krater Grimaldi som vejviser. Grimaldi ligger pga. librationen et godt stykke fra Månens rand, og Mare Orientale ses lidt længere som syd. På denne side kan man se Månens fase og libration på en givet tidspunkt.

Grimaldi og Mare Orientale. På billedet til venstre er Mare Orientale skjult bag Månens rand.

På grund af librationen kan vi se en mørk struktur, Lacus Autumni og bag den Montes Rook, som er Mare Orientales ydre ring. Bag den ydre ring følger endnu en mørk struktur, Lacus Veris og herefter kommer Montes Rooks indre ring. Til sidst kommer den mørke lavaslette i centrum af Mare Orientale.

Mare Orientale set fra Jorden under en favorabel libration.

Længe inden teleskopet bliver rettet mod Mare Orientale, er der en god anledning til at rette det mod Plejaderne og samtidig få et kig på en tre dage gammel nymåne. Natten mellem den 1. og 2. april bliver adskillige af den åbne stjernehobs klareste medlemmer okkulteret af Månen. Den første er Electra (17 Tau), som Månen når frem til kl. 22:49:46. Herefter følger Merope (23 Tau) kl. 23:16:01. Plejadernes klareste stjerne Alcyone (25 Tau) bliver okkulteret kl. 23:41:39, og for den sidste af de klareste, Atlas (27 Tau) bliver der kl. 00:15:52. På det tidspunkt står Månen kun 6° over horisonten mod vest. Bemærk at de nævnte tider gælder for Odense.

Okkultationerne finder sted ved Månens ubelyste del, men jordskinnet betyder, at man alligevel kan se både Månens rand og stjernen, indtil sidstnævnte pludselig forsvinder, som om der bliver trykket på en kontakt. Dette skyldes, at stjernerne er punktformede, og at Månen ikke har en atmosfære. Et stort antal af Plejadernes svagere medlemmer med mindre lysstyrker end mag. 6 bliver naturligvis også okkulteret. En prismekikkert er tilstrækkelig til de klareste stjerner, medens det er nødvendigt med et teleskop til de svageste.

Når stjernerne dukker frem igen, er det ved Månens belyste rand, og her dukker de også pludselig op. Det præcise øjeblik er lidt vanskeligere at afgøre, for man får som regel afhængig af stjernens lysstyrke først øje på den nogle sekunder senere. For den klareste af Plejaderne – Alcyone på mag. 2,9 – er det kl. 00:30:36.

Okkultationen af Alcyone.

Alcyone er en firedobbelt stjerne, hvor den klareste ledsager, Alcyone B ligger 118” fra Alcyone A og har en lysstyrke på mag. 6,3. Alcyone B dukker frem fra måneranden et par minutter før hovedstjernen og giver således et forvarsel om, at Alcyone A snart viser sig. Desværre står Månen på dette tidspunkt kun 4° over horisonten.

Alcyone B og Alcyone.

Okkultationen af Plejaderne 1./2. april.

Muligheden for at se Jupiter hele natten og således følge, hvordan den i løbet af 10 timer foretager en hel rotation omkring sin egen akse, er forpasset. Solen går senere ned, og samtidig går Jupiter tidligere ned. Den 1. april går Solen ned kl. 19:56, medens Jupiter først går ned efter midnat godt seks timer senere end Solen nemlig kl. 02:11. Den sidste aften i april er solnedgangen kl. 20:54, og Jupiter går ned kl. 00:41, dvs. mindre fire timer efter Solen.

Jupiters lysstyrke falder ganske lidt i månedens løb og ender på mag. ÷2,0. Den er dog stadig langt det klareste objekt i Tyren – bortset fra Månen, der som lige omtalt passerer foran Plejaderne natten mellem den 1. og 2. april og næste aften har bevæget sig hen i nærheden af Jupiter. Dette gentager sig med endnu en okkultation af Plejadene den 29. april. Den foregår i dagtimerne og kan ikke ses fra Danmark. Til gengæld passerer Månen næste aften ½° fra spidsen af Tyrens øverste horn b Tauri. Det er denne stjerne, som på gamle stjernekort også blev anført som g Auriga, men som i dag udelukkende tilhører Tyren.

Samtidig med at Jupiters lysstyrke falder, fordi afstanden fra Jorden bliver større, svinder også dens udstrækning fra 36” til 34”. Det er dog ikke noget, som man umiddelbart lægger mærke til. Det kortere observationsvindue betyder imidlertid, at der helt naturligt forekommer færre okkultationer, transitter, skyggepassager osv. hos de fire store måner, som kredser omkring planeten med perioder på mellem 2 og 17 døgn. Hos den inderste måne, Io, forekommer der flest af disse begivenheder, fordi den kun bruger godt 42 timer til en omkredsning af planeten. Månernes position til et givet tidspunkt kan ses på https://shallowsky.com/galilean/. Et eksempel herpå ses på nedenstående skitse.

Jupiters måner lige før midnat 24. april og 25. april.

I løbet af april bevæger Mars sig fra Tvillingerne ind i Krebsen. Den røde planets lysstyrke aftager i takt med, at afstanden mellem Jorden og Mars bliver større. Den aftager dog ikke mere, end at Mars fortsat er klarere end Castor og Pullux i Tvillingerne, og en anden måde at se forskel er, at Mars har en rød/orange farve i modsætning til de hvide stjerner. Mars’ lysstyrke aftager fra mag. 0,5 til mag 0,9 i månedens løb, medens Castor og Pollux uforandret har en lysstyrke på henholdsvis mag. 1,5 og mag. 1,2. Det lyder måske lidt selvmodsigende, at Castor har betegnelsen a Gem og Pollux b Gem, når det er Pollux, som er den klareste. ”Fejlen” stammer fra Johannes Bayer, der som den første i 1603 benyttede græske bogstaver i sit stjernekatalog, og han afveg i flere tilfælde fra den logiske rækkefølge efter stjernernes lysstyrke.

Solsystemet set ”fra oven” i april. Det fremgår tydeligt, at Mars bevæger sig langsommere end Jorden, hvorfor afstanden hurtigt bliver større.

Mars’ bane i april.

Mars krydser grænsen mellem Tvillingerne og Krebsen den 12. april. Inden månedens udgang har den bevæget sig halvvejs gennem Krebsen og ender måneden 2° fra den åbne stjernehob M44, der også kendes som Bistadet eller Krybben. Mars’ udstrækning svinder i samme tidsrum fra 8” til 7”, hvilket gør det meget vanskeligt at skelne detaljer på dens overflade.

Merkur, Venus og Saturn er forbi konjunktionen med Solen i marts og er rykket om på morgenhimlen. Merkur har sin største elongation den 21. april men står så lavt på himlen, at den med sin lysstyrke på mag. 0,5 forsvinder i morgengryet. Det samme er tilfældet for Saturn, som kun har en lysstyrke på mag 1,2. Den planet som står højest er Venus, og med en lysstyrke på mag. ÷4,5 er det umiddelbart den eneste af de tre, som kan ses.

Morgenhimlen med planeternes position ved solopgang den 21. april. Merkur står 3° over horisonten, Saturn 4½° og Venus 9°. Som et kuriosum befinder Neptun sig mellem Merkur og Saturn, men med en lysstyrke på mag. 8 er den helt uden for rækkevidde.

Venus bør ses gennem et teleskop, og man kan da se, at dens faseskifte er det omvendte af, hvad man kunne se i marts. Den 1. april er Venus kun 4% belyst og ses som et meget smalt segl med en udstrækning på 57”. En uge senere er belysningsgraden det dobbelte og udstrækningen svundet til 52”. Ved udgangen af april er Venus 28% belyst, og størrelsen er yderligere svundet til 37”.